Børn i Zambia: Unga-børnene i sumplandet

 

 

Vandet strækker sig ud til horisonten i sumplandet, og derfor kaldes det ‘Bangweulu’. På ungaernes sprog betyder det: ‘Hvor vandet møder himlen’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I et stort sumpland i Zambia kommer en sort kano glidende hen ad en lille flodarm. Det er nær Ækvator, og der er meget varmt. I kanoen befinder sig en pige på 15 år og en dreng på 14 år. De hedder Judy og Abel og tilhører unga-folket. De er på vej tilbage til deres landsby cirka tre timers stagning fra en fiskelejr, hvor de har tilbragt et par måneder i selskab med familien for at fange så mange fisk som muligt.

Sumplandet er meget stort, næsten på størrelse med Sjælland. En masse floder løber gennem det, og langs floderne vokser papyrus, tagrør og andre sumpplanter. Floderne løber tit ud i lavvandede søer, der er dækket af åkander og vandaks. Her er fuldstændig fladt, så langt øjet rækker. Vandet strækker sig ud til horisonten, og derfor kaldes det store sumpland Bangweulu. På ungaernes sprog betyder det: ‘Hvor vandet møder himlen’.

 

Dyrelivet i sumpene
Sumplandet er meget stort, næsten på størrelse med Sjælland. En masse floder løber gennem det, og langs floderne vokser papyrus, tagrør og andre sumpplanter. Floderne løber tit ud i lavvandede søer, der er dækket af åkander og vandaks. Her er fuldstændig fladt, så langt øjet rækker. Vandet strækker sig ud til horisonten, og derfor kaldes det store sumpland Bangweulu. På ungaernes sprog betyder det: ‘Hvor vandet møder himlen’.

Pludselig dukker en odder op foran Abel og Judys kano. Den har en fisk i munden. Fra flodbredden letter en hejre med et hæst skrig. Der findes mange andre dyr i sumpene. Først og fremmest er der mængder af insekter. Fisk, frøer og sumpskildpadder lever af insekterne og deres larver. Andre dyr lever af fiskene og frøerne, bl.a. oddere, hejrer og storke.

Krokodiller findes nogle steder i sumpene. De lever også mest af fisk, men de største på fem-seks meters længde tager også større dyr som antiloper. De allerstørste kan finde på at æde mennesker, og ungaerne er meget bange for dem.

Andre dyr lever af planter. Det største er flodhesten. Der er også to slags antiloper, som hedder sort vandbuk og sitatunga. Andre planteædere er forskellige slags gæs og ænder.

 

 

Abel stager kanoen tilbage til hans og Judys landsby, cirka tre timers sejlads fra fiskelejren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Foran Abel og Judys kano letter mange fugle. Her er det nonneænder, som har en karakteristisk hvid kind. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

At bo i et sumpland
Unga-folket hører til en stor gruppe afrikanske folkeslag, som kaldes Bantu. Ba betyder ‘flere’, og ntu betyder ‘menneske’, altså ‘mennesker’. Bantu-folkene kom oprindelig fra Nigeria i Vestafrika. De begyndte at udvandre mod øst og syd for mange hundrede år siden og nåede efterhånden også til det sydlige Afrika.

I Bangweulu-sumpene fandt ungaerne en rigdom på fisk og vilde dyr, så de besluttede at slå sig ned her. De bor i landsbyer på øer i sumpene. De fleste huse består af flettede grene, som man dækker med et lag ler. Andre bygges af soltørrede mursten. De fleste har tag af græs, enkelte har bølgeblikstag.

Husene er ganske små, ofte kun 25-30 kvadratmeter. Her bor op til 7-8 mennesker. Der findes et køkken med et ildsted af sten, samt nogle måtter til at sove på. Der er ingen elektricitet i sumpene, og kun få ungaer har råd til at købe petroleumslamper. De må klare sig med lommelygter og lyset fra ildstedet.

Landsbyen ledes af en høvding, tit sammen med en gammel, klog mand, der kaldes landsby-ældsten. Høvdingen er overhoved for flere landsbyer i et område. Når en høvding dør, går embedet som regel i arv til en af hans dattersønner. Folket vælger dén, de synes bedst om. Høvdingen lønnes af staten. Han skal fordele jorden, der dyrkes, og fordele retten til at fiske i forskellige områder.

Hos ungaerne er mændene klædt i europæisk tøj: bukser, skjorte, jakke, strømper og sko. Kvinderne bærer europæiske kjoler, men også et spraglet stykke stof, cirka en meter bredt og to meter langt, som kaldes chitenge. Det slår kvinderne omkring kroppen, eller de bruger det til at bære et spædbarn i. Et lille unga-barn tilbringer hele dagen trygt på mors ryg, ligegyldigt hvad hun laver. Eller også på søsters eller bedstemors ryg.

 

 

Husene i unga-landsbyen er ganske små, ofte kun 25-30 kvadratmeter. Her bor op til 7-8 mennesker. Det er mændenes arbejde at bygge huse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et lille unga-barn tilbringer hele dagen trygt i chitenge-klædet på mors ryg, ligegyldigt hvad hun laver. Eller også på søsters eller bedstemors ryg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvad man spiser i sumplandet
Ungaerne lever først og fremmest af kassava-grød og fisk. Kassava er en plante med en rodknold, som også kan vokse på de ufrugtbare øer i sumpene. I regntiden planter Judy og Abels mor og de andre kvinder kassava og lidt sødkartofler, majs, græskar, bønner og ris. Da vandet står højt, er ungaerne nødt til at lave tuer på markerne, hvor planterne skal vokse. Ellers kommer de til at stå med rødderne i vand og vil rådne op.

Det er hårdt arbejde at gøre tuerne klar, og faderen hjælper moderen med det. Det eneste redskab er en hakke. Efter høsten er tuerne vokset til med græs og andre vilde planter. Denne græstørv skal vendes, inden man planter. Græstørven er den eneste gødning. Andre steder i Afrika bruger man husdyrenes møg som gødning, men ungaerne har ingen husdyr. De har ikke råd til at købe kunstgødning. Da jorden er meget ufrugtbar, er udbyttet dårligt.

Ved daggry går Judys mor i marken med det mindste barn på ryggen i chitenge-klædet. Judy skal med for at hjælpe til med at plante og luge. Solen bliver hurtigt varm her i troperne, og det er hårdt arbejde. Judy og moderen snakker med de andre kvinder i marken, pjatter og griner. Så går arbejdet ligesom lidt lettere.

Ved 11-tiden vender de hjem til landsbyen for at spise frokost. Maden bliver lavet over bål. Ungaerne spiser nshima (udtales ‘ensjima’) til alle måltider. Det laves af mel fra kassava eller majs og ligner stiv havregrød.

Til nshimaen spiser ungaerne som regel fisk og en lille smule grønt, f.eks. blade fra kassava eller fra vilde planter. Det kan også være, at faderen har haft held til at fange en vild gås eller and, eller har samlet deres æg i rørskoven. Somme tider har en mand skudt en antilope, så man kan købe et stykke kød af ham.

 

 

Kassava-planterne skal dyrkes på tuer, da de ellers vil stå med rødderne i vand og rådne op. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungaerne spiser nshima til alle måltider. Det laves af mel fra kassava eller majs og ligner stiv havregrød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Besværligt at lave kassava-grød
Efter frokosten skal Judy hjælpe moderen med at tilberede kassava-mel. Det er en meget lang proces, som tager 7-10 dage i alt. Rødderne graves op, bæres hjem til landsbyen, skrælles og skæres i småstykker. De lægges til tørre i solen, og derpå ligger de i vand cirka et døgn. Det gør man for at trække nogle bitre stoffer, der kaldes cyanider, ud af kassavaen. De er giftige for mennesker, og man kan blive meget syg af at spise dem.

Den våde kassava bliver lagt i kurve for at gære i et par dage. Den gærede kassava blandes med kassava, som allerede er stødt til mel med en tung stok i et stort trækar. Blandingen stødes igen og gærer en dag til. Så stødes den igen og skal nu tørre i solen. Til slut stødes blandingen til mel, som koges til grød.

Kvinderne sidder sammen i grupper og støder kassava, mens snakken går. I regntiden kan det være et problem at få kassavaen tørret, og en del af den rådner. Somme tider står vandet også så højt i markerne, at rodknoldene rådner allerede nede i jorden. Så bliver der sult i landsbyen, hvis ikke man har sparet lidt penge op, som man kan købe mel for.

Midt på dagen er det meget varmt, og Judy, hendes søskende og moderen får et bad nede ved søbredden. De har taget et par store, flade kurve med. Efter badet jager de mindre søskende stimer af småfisk hen mod Judy og moderen, som går rundt i det lave vand med hver sin kurv og skovler nogle af fiskene op.

Efter hjemkomsten sætter de sig til at lave måtter. De binder flækkede stængler fra de stive græsser i sumpene sammen med fibre. Disse måtter bruges til mange ting. Man tørrer kassava og fisk på dem. De bruges som gulvtæpper i husene. Måske hænges de for vinduer og døre i middagsstunden for at holde varmen ude. Endelig kan måtterne sælges på markedet inde i byen eller til handelsfolk, som kommer forbi med deres varer i kanoen.

Omkring solnedgang, ved 18-tiden, skal der laves aftensmad. Man får det samme som til frokost. Efter måltidet gør Judy rent i huset, mens moderen får de små i seng. Judy og hendes mor er også trætte, og det er snart sengetid for dem.

Abel og hans far er på vej i kano ind til fastlandet med tørrede fisk, som de vil bytte for brænde. Turen frem og tilbage varer tre-fire dage. Måske møder de en handelsmand i en kano, som vil købe nogle af fiskene. Til gengæld vil Abels far have majsmel, salt, sæbe, tøj og batterier til transistor-radioen og lommelygten.

 

 

Zambia 1993
Det er hårdt arbejde at støde kassava til mel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leg og skole
Unga-børn har meget lidt legetøj, og i stedet bygger de små huse af pinde og græs, eller de tænder bål og leger, at de koger mad. Bolde fremstilles af hårdt sammenbundet græs eller plastic, og fodbold er et meget populært spil blandt drengene. Nogle drenge skyder småfugle med slangebøsser.

Allerede som små får børnene pligter i dagligdagen. De lidt større piger har tit en mindre bror eller søster på ryggen under legen. De større børn tager mere og mere del i arbejdet, og det går tit ud over skolegangen. Skolen er lukket en måned i fiskesæsonen, men ofte er børnene ude i fiskelejren to måneder eller mere.

Hjemme i landsbyen passer drengene skolegangen – hvis de da ikke er med faderen på fiskeri. Men pigerne forsømmer ofte skolen. De skal hjælpe til med arbejdet i huset og på marken.

Ungaerne mener ikke, at skolegang er så vigtig. Hvis man kan læse, skrive og regne, må det være nok. Man skal jo alligevel bare være fisker eller husmor. Især er det unødvendigt, at pigerne går i skole, for de skal jo alligevel giftes i en tidlig alder. Derfor forsømmer en masse børn skolen.

Man skal betale skolepenge, bøger og redskaber, så det er dyrt at gå i skole. Også vedligeholdelsen af skolen skal ungaerne være med til at betale. Det vil de ikke, så bygningerne er elendige. Somme tider er en væg faldet ud! Der er ikke borde og stole nok til eleverne.

Ungaerne har ikke råd til at købe bøger til børnene. Derfor foregår undervisningen ved, at læreren siger noget, som eleverne så gentager i kor. Eller han skriver på tavlen, og børnene skriver det af.

 

 

Skolebygningerne er i en elendig stand, og der er ikke borde og stole nok til eleverne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fodbold er et meget populært spil blandt drengene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Livet i fiskelejren
Mellem august og november er det tid for fiskeri, og i denne periode flytter de fleste familier i fiskelejr. Ofte bliver bedsteforældrene dog hjemme i landsbyen og passer nogle af de små børn, som vil være til for meget besvær i fiskelejren.

Judy og Abels far tog af sted allerede i august. Da var vandet faldet nok til, at han kunne bygge en hytte på et højtliggende sted ved en af søerne inde i sumpene, cirka tre timers stagning fra landsbyen. Abel ville gerne have været med faderen, men fik besked på at passe sin skolegang.

Hytten ser ret primitiv ud, bygget af grene og græs. Men den er behagelig at opholde sig i, fordi den giver skygge og lader vinden passere igennem. I den ene ende af hytten findes et lille køkken. I den anden ende sover man, ofte med gamle sække som myggenet, da myggene kan være slemme om natten.

I september ankommer Judy og Abel og deres mor og søskende med hunde og ænder, husgeråd, kassava- og majsmel, tøj, sæbe og hvad de ellers skal bruge til to måneders ophold i sumpene.

Arbejdsdagen starter tidligt i fiskelejren. Det bliver lyst ved halv seks-tiden. Abel og de andre større drenge tager med mændene ud for at tømme de garn, de har sat aftenen før. Garnene er cirka 50 meter lange, og hver familie skal have omkring ti garn for at klare sig. Når en fisk er taget ud af garnet, får den et slag i hovedet med en kølle, for at den ikke skal springe ud af den lave kano.

Imens har Judy og hendes mor travlt hjemme i lejren. De mindre søskende skal vaskes og have morgenmad, og den mindste får bryst, mens Judy gør rent i hytten. Så skal fiskene, som blev fanget om aftenen, renses. Indvoldene tages ud. Bagefter lægges fiskene til tørre på måtter, som er lagt op på stativer af grene. Nogle af fiskene ryges. Det foregår inde i en hytte, hvor der tændes bål. På bålet lægges våde plantedele, så der opstår en kraftig røg. Bagefter tager moderen og børnene et bad. Det er nemt her i lejren, hvor der er vand lige uden for døren. Det er Judys arbejde at hente vand op til hytten i en balje.

Op ad formiddagen skal der laves mad. Efter et par timer vender mændene og drengene tilbage med fangsten. De hjælper kvinderne med at rense fiskene og lægge dem til tørre på måtter. Garnene bredes også ud for at tørre. Ved 11-tiden spises frokost, nshima og fisk, måske også lidt blade fra vilde planter. Så ryger kvinderne nogle af fiskene, og mændene reparerer de garn, som er beskadiget under fangsten.

Imens leger børnene og svømmer i vandet. De behøver ikke at frygte krokodiller eller andre farlige dyr. Krokodillerne lever kun på dybere vand, og hvor de findes, laver ungaerne ikke fiskelejre.

Ved 14-tiden tager mændene og drengene igen af sted for at sætte garnene op. Denne gang venter de ikke på, at fiskene skal gå i garnene af sig selv. De banker på vandoverfladen med stænger, der er flade i den ene ende. På den måde skræmmer de fiskene ind i garnene. Ved seks-tiden om aftenen er mændene og drengene tilbage i lejren. Man får aftensmad, og bagefter slapper man af. Ved otte-tiden er det mørkt, og man går i seng.

Mellem december og februar er fiskene fredet, og familien bryder op fra lejren. De tørrede og røgede fisk pakkes sammen, husgerådet også, og familien tager hjem til landsbyen.

 

 

Hytten i fiskelejren ser ret primitiv ud, bygget af grene og græs. Men den er behagelig at opholde sig i, fordi den giver skygge og lader vinden passere igennem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Abel og de andre større drenge tager med mændene ud for at tømme de garn, de har sat aftenen før. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fiskene renses, og bagefter lægges de til tørre på måtter, som er lagt op på stativer af grene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Det er Judys arbejde at hente vand op til hytten i en balje. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Judys mindre søstre hjælper hende og moderen med at fange småfisk i kurve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Det er nemt at tage et bad i fiskelejren, hvor der er vand lige uden for døren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Sidst revideret september 2017)