Næsehornsfugle

 

 

Denne trumpetér-næsehornsfugl (Bycanistes bucinator) sidder på en klippe foran Victoria Falls, lokalt kaldt Mosi-oa-Tunya (’Røgen der Tordner’), Zambezi-floden, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Næsehornsfugle omfatter 55-59 arter, hvoraf langt de fleste tilhører familien Bucerotidae, mens to arter, de store hornravne, er blevet overført til en særskilt familie, Bucorvidae. Disse fugle er udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika.

Navnet på typeslægten Buceros er afledt af græsk bous (‘ko’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til en besynderlig gevækst på næbbet hos de fleste arter. Disse fugle er meget støjende, og ’hornet’ er muligvis beregnet til at forstærke deres kald, som kan høres fra en betydelig afstand.

Næsehornsfugle varierer kolossalt i størrelse, fra den vestafrikanske sorte dværgtoko (Horizocerus hartlaubi), som kun er 30 cm lang og blot vejer omkring 100 gram, til de kæmpestore spidshornet næsehornsfugl (Buceros rhinoceros) i Malaysia og Indonesien, samt rødstrubet hornravn (Bucorvus leadbeateri) i Afrika, som begge er ca. 1,2 m lange, hornravnen med en vægt på op til 6,2 kg.

 

 

Denne spidshornede næsehornsfugl blev truffet på Sumatra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Næsehornsfugle kalder ofte i kor, som disse sølvkindede næsehornsfugle (Bycanistes brevis), forsamlet i et træ i Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Særpræget ynglestrategi
Næsehornsfugle yngler i hule træer og er således afhængige af områder med gamle træer. Af denne grund er mange af arterne gået drastisk tilbage gennem de sidste cirka hundrede år, efterhånden som stedse flere skove bliver fældet af mennesker.

Disse fugles ynglestrategi er højst besynderlig. Når en hun har lagt sine æg inde i et hult træ, murer hun åbningen til indefra, idet hun anvender sin egen gødning, som hærder under luftens påvirkning. Til tider hjælper hannen til ved at bringe ler til hunnen. Dette panser gør det vanskeligt for fjender såsom aber at æde æg eller unger. Kun en lille sprække efterlades åben, gennem hvilken hannen fodrer hunnen i hele rugeperioden. Hos nogle arter bryder hunnen panseret op, når ungerne er halvstore, hvorefter hun hjælper hannen med at fodre dem. Efter at moderen har forladt reden, genopbygger ungerne panseret med deres egen gødning! Hos andre arter forbliver hunnen i reden, indtil ungerne er flyvefærdige. Imens bringer hannen føde til dem alle.

Næsehornsfugle æder hovedsagelig forskellige frugter, i særdeleshed af figentræer (Ficus), men de tager også mindre dyr som insekter, skorpioner, firben og slanger. Når termitterne sværmer, samles næsehornsfugle ofte omkring termittuerne for at æde insekterne, efterhånden som de kommer frem.

 

 

Sølvkindet næsehornsfugl på jagt efter sværmende termitter, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes
En slægt med 6 store arter, der lever i skove syd for Sahara.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for ‘trumpetér’, hvilket sigter til disse fugles kraftige kald.

 

Bycanistes brevis Sølvkindet næsehornsfugl
Denne imponerende fugl er stadig ret almindelig, men aftagende. Den er udbredt fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til den østlige del af Zimbabwe og den nordøstligste spids af Sydafrika.

Det latinske artsnavn betyder ‘kort’. Hvad det hentyder til, er lidt af et mysterium, da fuglen slet ikke er kort, men har en lang hale. Det danske navn sigter til de sølvgrå prikker på siden af hovedet og halsen.

 

 

Sølvkindet næsehornsfugl æder figenfrugter, Wondo Genet, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes bucinator Trumpetér-næsehornsfugl
Denne art er udbredt fra Kenya og det østlige Zaire mod syd gennem det østlige Afrika til det sydøstlige Sydafrika. Den lever i forskellige skovtyper, bl.a. langs floder og kyster.

Det latinske artsnavn betyder ‘trumpetér’, af bucina (‘en militærtrumpet’). Denne fugl må virkelig trumpetere, da det videnskabelige navn betyder ‘den trumpeterende trumpetér’!

 

 

Han af trumpetér-næsehornsfugl æder frugter af et figentræ, Zambezi Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bycanistes subcylindricus Gråkindet næsehornsfugl
Denne art lever i regnskov og har en pletvis udbredelse syd for Sahara, fra Guinea mod øst til det vestlige Kenya, samt en isoleret bestand i det nordøstlige Angola.

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin sub (‘nær’), samt cylindricus, artsnavnet på brunkindet næsehornsfugl (B. cylindricus), således ‘den der minder om brunkindet næsehornsfugl’. Cylindricus er afledt af græsk kylindros (‘cylinder’), hvilket formodentlig sigter til den store, noget rørformede gevækst på disse to arters næb.

 

 

Gråkindet næsehornsfugl, Kakamega Forest, vestlige Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus Tokoer
I Afrika og Indien findes et mylder af små næsehornsfugle, som på adskillige sprog kaldes for toko.

Slægtsnavnet er afledt af fransk tock, givet til afrikansk gråtoko og rødnæbbet toko af den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788). Efter sigende var navnet baseret på et lydefterlignende senegalesisk navn på disse fugle.

 

Tockus erythrorhynchus Rødnæbbet toko
Førhen blev alle rødnæbbede tokoer betragtet som en enkelt art, men efter nyligt foretagne genetiske studier hævder nogle forskere, at den bør opsplittes i fem arter, mens andre autoriteter, deriblandt IUCNs Rødliste over Truede Arter 2016, samt Handbook of the Birds of the World (Lynx Editions), stadig betragter disse fugle som hørende til én og samme art. Regner man dem som én art, er den udbredt fra Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, sydpå til Namibia og den nordøstlige del af Sydafrika.

De fem arter/underarter:

Nordlig rødnæbbet toko (T. (e.) erythrorhynchus) er udbredt fra det sydlige Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, og videre mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania.

Vestlig rødnæbbet toko (T. (e.) kempi) findes fra det sydlige Mauritanien gennem Senegal og Gambia til det vestlige Mali.

Tanzaniansk rødnæbbet toko (T. (e.) ruahae) er begrænset til det centrale og vestlige Tanzania.

Sydlig rødnæbbet toko (T. (e.) rufirostris) er udbredt fra Angola og Namibia mod øst til Zambia og derfra mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Damara rødnæbbet toko (T. (e.) damarensis) er begrænset til det sydlige Angola samt det nordlige og vestlige Namibia.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

Nordlig rødnæbbet toko, underarten erythrorhynchus, søger føde på en savanne, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlig rødnæbbet toko, underarten rufirostris, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus leucomelas Kaffertoko
Denne art er udbredt fra Angola og Namibia mod øst gennem Botswana og den nordlige del af Sydafrika til den sydligste del af Zambia samt Mozambique. Den kendes på det gule næb samt nøgen lyserød hud omkring øjet og under næbbet.

 

 

Et par af kaffertoko hilser hinanden kort efter daggry, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaffertoko, fotograferet på en campingplads i Etosha Nationalpark, Namibia. – Denne park og andre fantastiske naturlokaliteter i Namibia er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kaffertokoer æder insekter i elefantgødning, Krüger Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus flavirostris Gulnæbbet toko
Denne fugl ligner kaffertoko, men har sort nøgen hud omkring øjnene. Denne art findes i det østlige Afrika, fra Eritrea, Djibouti og Somalia mod syd til den sydøstligste del af Sydsudan, det østlige Uganda, Kenya samt den nordligste del af Tanzania.

 

 

Gulnæbbede tokoer, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus deckeni Sortvinget toko
Denne art, som fortrinsvis lever i tørt kratland, er udbredt fra det centrale Ethiopien og den sydøstligste del af Sydsudan mod syd gennem Somalia og Kenya til det sydlige Tanzania. Den blev opkaldt til ære for en tysk opdagelsesrejsende, Baron Karl Klaus von der Decken (1833-65).

 

 

Hun af sortvinget toko, Awash Nationalpark, Ethiopien. Hunnen har sort næb, mens hannens er rødt med elfenbensfarvet spids. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tockus jacksoni Savannetoko
Savannetokoen minder om sortvinget toko, men har talrige hvide pletter på vingedækfjerene. Den er begrænset til et ret lille område i det sydøstlige Sydsudan, det sydvestlige Ethiopien, det nordøstlige Uganda, samt det nordvestlige Kenya. Bestanden er dalende.

Artsnavnet blev givet til ære for Sir Frederick John Jackson (1860-1929), en engelsk administrator, opdagelsesrejsende og ornitolog, som boede i Kenya.

 

 

Han af savannetoko, Lake Baringo, Kenya. Dette individ har meget blegt hoved. Normalt har hannerne en udtværet sort plet omkring øjet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophoceros Tokoer
Medlemmer af denne slægt var tidligere inkluderet i slægten Tockus, men er fornylig blevet overført til en særskilt slægt. Der er 7 arter, som alle lever syd for Sahara.

Slægtsnavnet er afledt af græsk lophos (‘top’) og keras (‘horn’) – et besynderligt navn, da disse fugle kun har små gevækster på næbbet.

 

Lophoceros nasutus Afrikansk gråtoko
Afrikansk gråtoko er vidt udbredt syd for Sahara, fra det sydlige Mauritanien og Senegal mod øst til Rødehavskysten og derfra mod syd gennem Ethiopien, Uganda, Kenya og Tanzania til det sydlige Angola og det østlige Namibia mod øst til Mozambique og den nordøstlige del af Sydafrika. Den findes også i et bælte langs Rødehavskysten på den Arabiske Halvø.

Denne art lever i åbent kratland og savanne. Hannen har sort næb, mens hunnens er blegere sort, ofte med rødlige eller gullige partier. Begge køn har en iøjnefaldende hvid stribe på overnæbbet.

 

 

Han af afrikansk gråtoko, observeret nær den Blå Nil, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophoceros hemprichii Abessinsk toko
Som dens navn fortæller, er denne art hovedsagelig udbredt i Ethiopien, men findes også i det sydlige Eritrea og det nordlige Kenya, samt langs den somaliske Rødehavskyst. Den lever i kratland, skove og klippefyldte områder, ofte nær vandløb. Kønnene er ret ens, men hunnen har blegere rødt næb end hannen.

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

Hun af abessinsk toko, Yabello, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ocyceros Indiske tokoer
Denne slægt blev oprettet i 1873 af den engelske naturhistoriker Allan Octavian Hume (1829-1912), idet den omfattede mindre arter af næsehornsfugle på det indiske subkontinent. Senere blev disse arter overført til slægten Tockus, men er fornylig blevet flyttet tilbage til Ocyceros.

 

Ocyceros birostris Indisk gråtoko
En vidt udbredt art, der forekommer fra det nordøstlige Pakistan (omkring Lahore) mod øst langs den sydlige rand af Himalaya til den vestlige del af Bangladesh, og mod syd gennem næsten hele det indiske subkontinent. Den findes fra lavlandet op til omkring 700 meters højde. Hannen har sort næb med gulligt undernæb, mens hunnens næb er mere gult.

 

 

Hun af indisk gråtoko, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ocyceros griseus Malabar-gråtoko
Denne fugl er endemisk for Indien, hvor den findes langs hele bjergkæden West Ghats, fra nord for Mumbai til sydspidsen af halvøen. Arten har intet ’horn’ på næbbet, som hos hannen er rødligt med gul spids, mens hunnens er gulligt med sort basis på undernæbbet.

 

 

Han af Malabar-gråtoko i morgenlys, Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucorvus Hornravne
To næsehornsfugle, de kæmpestore afrikanske hornravne, adskiller sig tilstrækkeligt fra de egentlige næsehornsfugle til at danne en særskilt familie, Bucorvidae. De adskiller sig især gennem deres fødesøgning, idet de tilbringer det meste af tiden med at spadsere rundt på jorden, hvor de fanger byttedyr som biller, slanger og firben. De lever i græsland med kort græs og spredte træer, hvori de yngler.

 

Bucorvus leadbeateri Rødstrubet hornravn
Denne art er udbredt fra Rwanda, Kenya, det sydøstlige Zaire og Angola mod syd til det nordlige Namibia, nordlige Botswana og østlige Sydafrika. Arten har været i tilbagegang i de senere år.

Artsnavnet refererer til Benjamin Leadbeater (1760-1837), en engelsk forhandler af naturalier i London.

 

 

Rødstrubet hornravn, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rødstrubede hornravn, observeret i Serengeti Nationalpark, Tanzania, er i færd med at sluge en bille eller et andet insekt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bucorvus abyssinicus Abyssinsk hornravn
Som dens navn antyder, er denne art endemisk for Ethiopien, hvis gamle navn var Abyssinien. Den adskiller sig fra den rødstrubede art gennem sine blå hudlapper samt en større gevækst på næbbet. Den er i tilbagegang på grund af tab af levesteder samt jagt.

 

 

Abyssinsk hornravn, fotograferet nær Genale-floden, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Næsehornsfugle og mennesker
I hele deres udbredelsesområde spillede næsehornsfugle førhen en vigtig rolle i stammefolks mytologier, og deres fjer og ‘horn’ var vidt anvendt som udsmykning. ’Hornet’ af hjelmnæsehornsfuglen (Rhinoplax vigil) i Sydøstasien er meget tungt. Det kaldes for ho-ting og prises højt af kineserne, der laver udskårne figurer af det. Hoveder af næsehornsfugle er ofte en vigtig ingrediens i traditionel asiatisk medicin.

 

 

På dette billede fra Sarawak, Borneo, danser en ung kvinde af Punan-folket med vifter af næsehornsfuglefjer fastgjort til håndleddene, der bevæges graciøst i takt til ledsagende musik. – Mine oplevelser blandt dette folk er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gadesalg af traditionel medicin, Kathmandu, Nepal. Nogle af de anvendte ingredienser er fremlagt, fx hoveder af næsehornsfugle og ibiser, samt skorpioner og tørrede firben. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I turistområder bliver næsehornsfugle ofte bemærkelsesværdigt tamme.

 

 

Den danske biolog Thomas Bregnballe håndfodrer en nordlig rødnæbbet toko, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaffertokoer, samt en enkelt sydlig rødnæbbet toko, forsamlet omkring turister ved morgenbordet, Krüger Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet januar 2019)

 

(Sidst opdateret februar 2022)