Mønstre i naturen

 

 

På denne side omfatter ordet natur også visse menneskabte biotoper, bl.a. levende hegn, stengærder, marker og kunstige søer.

 

 

 

Vindribber på en klit, Sossusvlei, Namib-ørkenen, vestlige Namibia. Disse klitter og andre naturfænomener i Namibia er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(…) På hver eneste klit var nordsiden stejl. Den strakte sig fra klitkammen ned til ørkengrunden som en ubrudt væg, så stejl som de løse sandkorn, den bestod af, overhovedet gjorde det muligt. Ned ad denne væg eller facade rutsjede ustandseligt små sandskred, som alle efterlod en lysere stribe eller smøre på den stejle væg. På begge sider af facaden aftegnede sig klittens skarpe hjørnekamme i bølgende kurver, og bag dem skrånede klitten ned mod syd i vekslende kamme og og dale, som blev mindre og mindre, jo længere de kom bort fra toppen. Længst nede på sydskråningen var sandet fast og steg og sank i brede, bugtede grave eller dannede en jævn flade, isprængt lave sænkninger. Overfladen af sandet lå i bittesmå rifler eller riller, således at kammene var dannet af de tungere og mørkere sandkorn, mens de mindre og lysere korn dækkede bunden af rillerne. Uophørligt varpede vinden sandet, sorterede de tungere og de lettere korn, som altid er af forskellig farve, fra hinanden. Kun én eneste gang har jeg set sand, hvor de store, grove korn var lysere end de små. Skønt de store korn er færre i tallet, er det dem, der giver landskabet dets dominerende farvetone. Krads lidt op i sandets overflade, og den lysere tone nedenunder træder straks frem. Det er vekselvirkningen mellem disse to nuancer, der forlener sandørkenen med en så dyb og rigt varieret farvepragt; gyldent og sølvhvidt, orange og cremefarvet, murstensrødt og hvidt, mørkebrunt og lyserødt, gult og gråt – et utal af kombinationer af farver og farvetoner.”
 
Den engelske opdagelsesrejsende og forfatter Wilfred Thesiger (1910-2003) i bogen Det ukendte Arabien, Steen Hasselbalchs Forlag 1959, på dansk ved Christian Dahlerup Koch.

 

 

Vindribber på en anden klit i Namibia, nær Swakopmund. Mørkere sandkorn har samlet sig i fordybningerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønstre i en vandreklit, Råbjerg Mile, Vendsyssel. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vindribber på en klit nær Rabaa, Egypten. En tamarisk-art, Tamarix africana, ses som silhouet mod klitten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønstre i klitter, Maspalomas, Gran Canaria. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Riden (Rissa tridactyla) er en lille mågeart med en vid udbredelse i arktiske havområder, hvor den yngler i kolonier på stejle klippesider eller klinter. Her bygger hvert par en rede af planter og tang på en smal hylde. Som ynglefugl er den udbredt mod syd til Kurillerne, det sydlige Alaska, Newfoundland, de Britiske Øer og Frankrig, med spredte kolonier i Portugal og Spanien. Om vinteren spredes den over et kæmpemæssigt område i subarktiske og tempererede have.

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af græsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (Rissa brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

Hvide rider yngler på mørke klippesøjler ud for Rauðanupur (‘Røde Klint’), nordlige Island. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvilende rider danner mønstre i Danmarksstrædet mellem Grønland og Island. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ædelgraner (Abies) er en slægt på omkring 50 arter af nåletræer, som hovedsagelig vokser i bjergegne i størsteparten af Europa og Asien, i Nordafrika, samt i store dele af Nord- og Mellemamerika.

Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Denne art er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

Mønstre i barken på en brændt Himalaya-ædelgran, truffet på passet Lamjura La (3530 m), Solu, østlige Nepal. Svampen nederst t.v. er en art af guldgaffel (Calocera). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød fluesvamp (Amanita muscaria) er beskrevet på siden Hyldest til farven rød.

 

 

Rester af fællessvøbet danner et mønster på hatten af en rød fluesvamp, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gaboon-hugormen (Bitis gabonica) er en særdeles giftig hugorm, som lever i skove og savanner i Afrika syd for Sahara. Den besidder de længste tænder hos nogen giftslange, op til 5 cm lange. Nogle autoriteter betragter de vestlige bestande som en særskilt art, B. rhinoceros.

Det danske navn hentyder til Gabon, et område i Tropisk Vestafrika omkring Ækvator, som blev navngivet Gabão af portugiserne. Oprindeligt sigtede navnet til et område, der var langt større end den nuværende stat Gabon.

 

 

Rude-mønsteret ned langs ryggen af Gaboon-hugorm er meget smukt. Denne ligger på en sandet vej i Rondo-skoven, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oprindelsesstedet for Ludwigia hyssopifolia, som tilhører natlysfamilien (Onagraceae), er ukendt. Denne plante, som bliver indtil 2 m, sommetider 3 m høj, er i dag et særdeles udbredt ukrudt i rismarker og andre vådområder i tropiske og subtropiske egne verden rundt. Den øvre del af stænglen er furet, og bladene er lancetformede, kortstilkede, indtil 10 cm lange og 1-2 cm brede.

Artsnavnet hentyder til dens blade, som ligner blade af isop (Hyssopus officinalis), af læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

På billedet herunder vokser arten op ad en mur langs en drænkanal i byen Taichung, Taiwan. Vinden har skabt et mønster ved at bevæge planterne frem og tilbage, hvorved støv og snavs er skrabet af muren. Planten med hvide blomster er dunet brøndsel (Bidens pilosa), som er nærmere omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I en af sine Just So Stories (på dansk temmelig intetsigende kaldt for Eventyr), beskriver den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865-1936), hvordan zebraen fik sine striber ved at stå halvvejs i skygge og halvvejs udenfor, “med træernes undvigende skygger” kastet på sin krop.

Men hvad er egentlig årsagen til disse striber, når stribningen på andre medlemmer af slægten Equus (heste og æsler) er begrænset til den nederste del af benene, eller mangler helt?

Nylig forskning viser, at stribningen sandsynligvis er en forsvarsmekanisme mod blodsugende insekter, bl.a. klæg og tsetsefluer, der kan overføre sygdomme som sovesyge, afrikansk hestesyge, samt den ofte dødelige heste-influenza.

Zebraens tynde hårlag yder ikke megen beskyttelse mod blodsugende fluer. Imidlertid har analyser af tsetsefluers føde ikke påvist blod fra zebraer. Forskning har vist, at fluer vil undgå at lande på stribede genstande. Ensartede antal af klæg summede omkring zebraer og heste i den samme indhegning, hvor nogle af hestene var blevet tildækket med sort- og hvidstribede dækkener. Der landede langt færre fluer på zebraer og tildækkede heste end på heste uden dækkener. De prøvede at lande på striberne, men vendte så om. (Kilde: bbc.com)

 

Der lever tre zebra-arter i Afrika. Den almindeligste og mest udbredte er savannezebra (Equus quagga, tidligere kaldt for E. burchellii). Den var førhen udbredt i et langt større område, men udbredelsen er blevet fragmenteret, med spredte bestande af 5-6 underarter fra det sydlige Ethiopien mod syd gennem den østlige del af Afrika til det nordlige Namibia og det nordøstlige Sydafrika.

 

 

Savannezebraer, underarten boehmi, stående foran basaltsøjler, Hell’s Gate, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Savannezebra, underarten chapmani, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. Denne underart har af og til svage ‘skyggestriber’ i de hvide striber. Fuglen på ryggen er en gulnæbbet oksehakker (Buphagus africanus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen blev savannezebraer i Namibia betragtet som en særlig underart, antiquorum. Nylige studier har imidlertid påvist, at den genetisk er identisk med Burchells zebra, underarten burchelli, som tidligere blev anset for at være uddød. Da underarten burchelli blev beskrevet før antiquorum, har dette navn fortrinsret, og savannezebraerne i Namibia kaldes nu for E. quagga ssp. burchelli.

Efter at quagga’en, underarten quagga, blev udryddet sidst i 1800-tallet, er Burchells zebra den mindst stribede af de overlevende underarter. Den kendes endvidere på de mange svage ‘skyggestriber’ i de hvide striber.

 

 

Burchells zebra, Etosha Nationalpark, Namibia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grevys zebra (Equus grevyi), som er lidt større end savannezebraen, har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i nogle få adskilte populationer i græsområder i det nordlige Kenya og det østlige Ethiopien. Arten er stærkt truet, idet bestanden er dalet fra omkring 15.000 i 1970’erne til de nuværende ca. 3000. Dette antal synes at holde sig nogenlunde stabilt.

Denne zebra blev beskrevet i 1882 af den franske naturhistoriker Jean-Frédéric Émile Oustalet (1844-1905), som navngav den efter den franske præsident Jules Grévy (1807-1891), der havde modtaget en Grevys zebra som gave fra den ethiopiske regering.

 

 

Grevys zebra er meget smukt mønstret, som det fremgår af disse billeder fra Buffalo Springs Nationalpark, Kenya. På det øverste billede ses også beisa oryx (Oryx beisa). Denne store antilope er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Grevys zebra i Buffalo Springs Nationalpark viser artens typiske mønster på bagdelen. Halen sprøjter vand op til højre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den tredje art er bjergzebraen (Equus zebra), som er opdelt i to underarter, Kap-bjergzebra, underarten zebra, som er begrænset til nogle få spredte flokke i den sydlige del af Sydafrika, samt Hartmanns bjergzebra, underarten hartmannae, der lever adskillige steder i det vestlige Namibia og den sydvestligste del af Angola. De adskiller sig fra savannezebraen gennem at være en smule mindre, og deres ben er stribede helt ned til hovene.

I 1930’erne var Kap-bjergzebraen næsten blevet bortskudt, og der overlevede kun omkring 100 individer. Siden har strenge fredningsbestemmelser forårsaget, at bestanden er steget til over 2700.

I 1998 blev populationen af Hartmanns bjergzebra anslået til omkring 25.000 individer, mens et nyligt estimat siger omkring 33.000.

 

 

Kap-bjergzebra, De Hoop Nature Reserve, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hartmanns bjergzebra, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eng-brandbæger (Senecio jacobaea, også kaldt for Jacobaea vulgaris) er meget almindelig på åbne steder, udbredt i hele Europa og det nordlige Asien, mod syd til Nordafrika, Tyrkiet, Tibet og det nordlige Kina. Den er også blevet naturaliseret talrige andre steder.

 

 

Bladroset af eng-brandbæger, Tørring Ådal, nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Troldanden (Aythya fuligula) er en lille dykand, vidt udbredt som ynglefugl i det nordlige Eurasien. De nordligste bestande er trækfugle, der overvintrer så langt mod syd som tropisk Afrika, Indien og Filippinerne.

 

 

Svømmende troldænder skaber mønstre i en voldgrav omkring Nyborg Slot. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taiwan 2014d
Plantagetræer skaber et broget mønster, Huoyan Mountains (’99 Peaks’), Pinglin, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asiatisk stribesvale (Cecropis striolata, førhen Hirundo striolata) er udbredt fra det nordøstlige Indien, det sydvestlige Kina og Taiwan mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til størsteparten af Indonesien.

Denne art blev tidligere betragtet som en underart af den vidt udbredte rødryggede svale (Cecropis daurica), og nominatracen minder utrolig meget om racen japonica af den rødryggede svale, som yngler i det østlige Kina, Korea og Japan. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

Flere billeder af asiatisk stribesvale kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Disse asiatiske stribesvaler danner ’noder’ på elledninger, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Klipper danner ofte smukke og komplicerede mønstre, og andre mønstre kan være aftegnet i klippevægge.

 

 

Taiwan 2014b
Eroderede kystklipper, Sandiao Cape, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014b
Mønstre på en klippevæg langs Shakadang-floden, Taroko Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lagdelte kystklipper, Terrasini, nær Palermo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger vokser på eroderede kystklipper, Montaña de Oro State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dette klippefyldte område nær Lato, Ladakh, Indien, har nedbør og snesmeltning borteroderet de blødere stenarter og har efterladt søjler samt hvad der i fremtiden muligvis vil blive til andre søjler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014c
Erosion fra havvand har formet disse kystklipper af vulkansk oprindelse, Fugueijiao, nordlige Taiwan. De er bevokset med en art af søsalat, Ulva compressa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For millioner af år siden bragte vulkansk aktivitet i nutidens nordlige Island basaltisk lava op til jordoverfladen, hvor den dannede et plateau. Da lavaen begyndte at afkøles, krympede den og sprækkede på samme måde som mudder, der tørrer ind. Efterhånden som lavaen afkøledes endnu mere, trængte disse sprækker lodret nedad og dannede 6-kantede (til tider 4-, 5- eller 7-kantede) søjler. Yderligere vulkansk aktivitet skubbede sidenhen nogle af søjlerne til en vandret position.

En del af disse søjler, kaldt Hljoðaklettar, har modstået erosion fra elven Jökulsá á Fjöllum. Hljoðaklettar betyder ’Ekko-klipperne’ – et navn de har fået på grund af områdets besynderlige akustik, som frembringer ekko.

 

 

Efter at disse søjler i Hljoðaklettar var dannet, skubbede ny vulkansk aktivitet nogle af dem til en vandret position. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En fjeld-løvefod (Alchemilla alpina) føjer en smule farve til de ellers dystre Hljoðaklettar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lodrette basaltsøjler, Aldeyarfoss, Aldeyjardal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014b
Mønstre i kystklipper, Jialeshuei, Kenting Nationalpark, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Størknet lava, Thingvellir, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kystklipper, som er eroderet til formationer, der minder om gigantiske paddehatte, danner en stærk kontrast i modlys, Bitou Cape Trail, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse smukke mønstre på en klippevæg i Great Smoky Mountains Nationalpark, North Carolina, USA, er dannet af regnvand efter en kraftig byge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2003-05
Eroderet Nanya-sandsten med lag af jernoxid, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønstre i klipper langs Tacijili-floden, Taroko-kløften, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I de senere år er bestanden af gribbe på det indiske subkontinent blevet voldsomt decimeret på grund af forgiftning med diclofenac, et veterinær-produkt, som er meget anvendt til behandling af kvægsygdomme. Forskning har påvist, at når gribbene æder af kvægkadavere, vil diclofenac ødelægge deres lever. Himalaya-gribben (Gyps himalayensis) er dog stadig ret almindelig, da den lever i højereliggende egne af Himalaya, hvor kvæg vantrives.

 

 

Symmetri. – En Bengalgrib (Gyps bengalensis, t.v.) og en langnæbbet grib (G. tenuirostris) tørrer vinger ved at brede dem ud mod solen, nær Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lav-arter danner ofte smukke og komplicerede mønstre på træer, sten og husmure.

 

Den gule almindelig væggelav (Xanthoria parietina) har en meget vid udbredelse i størsteparten af Europa, Afrika, Asien, Australien og Nordamerika. Den er meget almindelig, da den er en af de få laver, som favoriseres af den stigende eutrofiering.

Andre billeder af væggelav vises på siden Hyldest til farven orange.

 

 

Bornholm 2008
Almindelig væggelav danner koncentriske ringe på en mur, Hammershus, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn siger, vokser kyst-væggelav (Xanthoria aureola) på kystnære klipper. Billedet nedenfor viser flækkede kystklipper ved Vårhallarna, nær Simrishamn, Skåne. De grønne planter er engelskgræs (Armeria maritima), som er nærmere omtalt på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

(Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sten af vulkansk oprindelse, bevokset med laver, Tongariro Nationalpark, New Zealand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Laver danner mønstre på en væltet stele fra Khmer-kulturen, Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klatreplanter, alger og laver danner komplicerede mønstre på en forfalden husmur, nær Puli, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ringformede laver på en træstamme, Sun-Moon Lake, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grå laver danner mønstre på stammen af en bøg (Fagus sylvatica) ved bredden af Gudenåen nær Gudensø. Bøgen er nærmere præsenteret andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lav-art danner koncentriske ringe på en sten, Tunnhovd-sjøn, Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Furet bark og lysegrøn lav danner mønstre på stammen af en europæisk lærk (Larix decidua), Valsaparence, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På stammen af denne gamle ask (Fraxinus excelsior) nær Nyborg danner laver et mønster på barken, som i sig selv danner et mønster. Ask er nærmere omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ulvelav (Letharia), som tilhører skæglaverne (Parmeliaceae), er vidt udbredt i Nordamerika, Sibirien og Europa. I gamle dage blev almindelig ulvelav (L. vulpina) anvendt af nordmændene til at slå ulve og ræve ihjel. Denne plantes giftige løv blev blandet med knust glas og stoppet ind i et kadaver på den frosne jord. (Artsnavnet hentyder til ræve, på latin Vulpes).

Denne art, samt brunøjet ulvelav (L. columbiana), findes begge i Californien, hvor mange indfødte folkeslag førhen anvendte dem til forskellige formål. Af deres løv blev fremstillet pilegift. Klamath-folket dyppede pigge af træpindsvin i et afkog af planten, hvilket farvede dem gule. Piggene blev derpå flettet ind i kurve for at danne mønstre. Okanagan-Colville-folket benyttede disse laver medicinelt, indvortes mod mavebesvær og udvortes til behandling af sår.

 

 

USA 1992
Dette billede viser en uidentificeret art af ulvelav, som vokser i koncentriske ringe rundt om stammen af en langnålet ædelgran (Abies concolor), Sequoia Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strømpebåndssnogen (Thamnophis sirtalis), som tilhører snogefamilien (Colubridae), er vidt udbredt i Nordamerika, opdelt i omkring 13 underarter. Slægtsnavnet kommer af græsk thamnos (‘krat’) og ophis (‘slange’), mens artsnavnet er afledt af latin siratalis (‘minder om et strømpebånd’), hvilket sigter til mønstret hen langs kroppen.

Den østlige underart sirtalis findes fra det sydlige Ontario og Quebec mod syd til den Mexikanske Havbugt, samt fra østkysten mod vest til Mississippi-floden.

 

 

Denne østlige strømpebåndssnog kryber forbi et nedfaldet blad af rødløn (Acer rubrum), Caleb Smith State Park, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dunbirk (Betula pubescens) og vortebirk (B. pendula) er begge vidt udbredte og almindelige i Europa, samt i Kaukasus og mod øst gennem hele Sibirien. Vortebirk findes tillige i Kina og Japan. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

Disse arter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Diset birkeskov, nær Moskva. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

På lavt vand skabes rillede mønstre gennem bølgeslag.

 

 

Bølgeslagsribber, Strands, Mols. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1988
Bølgeslagsribber, Ras Murundo, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fanø 2001-12
Bølgeslagsribber, Rindby Strand, Fanø. På billedet ses også skallerne af en amerikansk knivmusling (Ensis americanus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bølgeslagsribber, Muriwai Beach, New Zealand. Fuglene er newzealandske strandskader (Haematopus unicolor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forstenede bølgeslagsribber i Nexø-sandsten, Gadeby Sandstensbrud, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bladnerver skaber ofte smukke mønstre.

 

Det er uvist, hvor tropisk mandeltræ (Terminalia catappa) stammer fra, men i dag er arten vidt udbredt i de fleste tropiske og nogle subtropiske områder, hvor den vokser i et bredt spektrum af levesteder. Det danske navn tropisk mandeltræ, samt de engelske navne beach almond (‘strand-mandel’) og Indian almond (’indisk mandel’), skyldes artens mandel-lignende frugt. Den tilhører imidlertid familien Combretaceae og er overhovedet ikke beslægtet med ægte mandel (Prunus amygdalus), der hører hjemme i rosenfamilien (Rosaceae).

Flere billeder af tropisk mandeltræ ses længere nede på denne side, samt på siden Efterår.

 

 

Taiwan 2014
Knaldrødt vinterblad af tropisk mandeltræ, Taiwan. På denne ø plantes arten vidt og bredt som prydtræ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cecropia er en slægt med omkring 63 arter af træer, som tilhører nældefamilien (Urticaceae), varierende i højde mellem 5 og 40 m. De kendes nemt på deres store cirkulære blade, op til 40 cm i diameter, som er opdelt i 7-11 dybe flige. Disse planter er hjemmehørende fra Mexico mod syd til tropiske egne af Sydamerika, og hovedparten vokser i forstyrrede områder, såsom skovkanter, vejkanter og jordskred. Gennem århundreder er adskillige af arterne blevet anvendt til bekæmpelse af astma.

Slægtsnavnet hentyder til den græske sagnkonge Cecrops, som ifølge legenden var den første konge af Athen.

Cecropia angustifolia, førhen kaldt for C. polyphlebia, vokser i tågeskove fra Puebla i Mexico mod syd til Venezuela og Bolivia.

 

 

Blad af Cecropia angustifolia, Monteverde Cloud Forest, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den almindelige eg (Quercus robur), også kaldt stilkeg, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Blad af stilkeg med dugdråber, Vrads Sande, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alocasia macrorrhizos er en vild taro-art, som kan blive op til 5 m høj. Denne gigantiske urt er hjemmehørende fra Malaysia mod syd gennem Indonesien til det nordlige Australien, men er blevet indført til mange andre tropiske og subtropiske områder som prydplante, fødeemne og husdyrfoder. Den betragtes som invasiv i Cuba og New Zealand, samt på adskillige Stillehavsøer.

De kæmpemæssige blade af denne plante anvendes ofte som paraply. Rodstænglen er spiselig efter lang tids kogning, men dens saft irriterer slimhinderne, da den indeholder nålespidse kalkoxalat-krystaller. I Hawaii kaldes planten for ’ape, og et lokalt ordsprog siger: Ai no i kaʻape he maneʻo no ka nuku. (’Den, der spiser ’ape, får kløe i munden’), hvilket i overført betydning siger, at ’der er konsekvenser ved at deltage i noget ondt’. (Kilder: S. Scott & T. Craig, 2009. Poisonous Plants of Paradise: First Aid and Medical Treatment of Injuries from Hawaii’s Plants. University of Hawaii Press; samt M.K. Pukui, 1986. ‘Ōlelo No’eau, Hawaiian Proverbs and Sayings. Bishop Museum Press, Honolulu).

 

 

Taiwan 2014d
Undersiden af et blad af Alocasia macrorrhizos, Taiwan. På denne ø er arten allestedsnærværende i lavlandet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 


Endnu et billede af artens bladnerver, Cuc Phuong Nationalpark, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
Vådt regnskovsblad, set nedefra, Sepilok, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Parasolblad (Macaranga tanarius), som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae), er hjemmehørende i det østlige Kina, Taiwan, Sydøstasien, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea, samt det østlige Australien.

 

 

Taiwan_2017b_256
Nerverne på disse blade af parasolblad danner smukke mønstre i modlys. Billederne er fra Taiwan, hvor denne art er meget almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dipterocarpus alatus er et stort stedsegrønt skovtræ, som bliver op til 40 m højt, til tider 55 m. Denne art, som er udbredt i tropiske egne af Asien, fra Bangladesh mod øst gennem Sydøstasien til Filippinerne, er et af de vigtigste tømmertræer i denne region. Vilde bestande er stærkt truede af tab af levesteder, og på IUCNs liste over truede arter er den angivet som ’truet’.

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord di (‘to’), pteron (‘vinge’) og karpos (‘frugt’). Frugterne er forsynet med to store vinger, en tilpasning til vindspredning. Billeder af disse frugter kan ses på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

 

 

Disse blade af Dipterocarpus alatus er faldet ned blandt ruiner i Angkor Thom, Cambodia. Mikro-organismer har ædt størsteparten af bladet på det nederste billede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orientalsk takkeklap (Bunias orientalis), som tilhører korsblomstfamilien (Brassicaceae), er opkaldt efter sine vortede (’takkede’) skulper. Den er sandsynligvis hjemmehørende i Kaukasus, det centrale og sydlige Rusland, det vestlige Sibirien, samt det sydøstlige Europa, mod nord til Slovakiet og Ungarn. I dag er den dog vidt udbredt i Asien, Europa og Nordamerika, hvor den nogle steder opfører sig invasivt.

 

 

På Bornholm er orientalsk takkeklap almindeligt forvildet. Dette billede viser et blad, fotograferet ved Bobbeåen nord for Gudhjem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Coccoloba er en slægt i pileurtfamilien (Polygonaceae), bestående af 120-150 arter af buske, træer og slyngplanter, som forekommer fra Florida mod syd gennem Caribien til tropiske områder i Mellem- og Sydamerika.

C. uvifera vokser i kystområder i tropiske egne af Amerika, Caribien, Florida, Bahama-øerne og Bermuda. Et af artens engelske navne er seagrape (‘hav-vindrue’), hvilket sigter til dens drue-lignende klaser af grønne frugter, hver op til 2 cm i tværmål.

 

 

Undersiden af et blad af Coccoloba uvifera med talrige galler, Tortuguero, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica-2
Flerfarvet blad af et medlem af arumfamilien (Araceae), Parque Nacional de Cahuita, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rispapir-planten (Tetrapanax papyrifer), som tilhører vedbendfamilien (Araliaceae), er endemisk i Taiwan, men dyrkes ofte i Fjernøsten til produktion af såkaldt rispapir, til anvendelse i traditionel kinesisk medicin, samt som prydplante. Den er en forveddet plante, som bliver indtil 7 m høj, og dens store blade er op til en halv meter i tværmål.

 

 


Rispapir-plante, set nedenfra, Wushe, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kløfter, som er skabt af erosion fra nedbør, danner ofte smukke mønstre.

 

 

Erosionskløfter, Death Valley, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gennem årene er disse erosionskløfter ved foden af Fornastaðafjall, nær Akureyri, Island, blevet dækket af en skov af fjeldbirk (Betula pubescens var. pumila). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nær Hinju i Markha-dalen, Ladakh, nordlige Indien, har snesmeltningen skabt denne rhombeformede slugt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mustang er et tørt område i det centrale Nepal, hvor der trods alt falder nedbør nok til at skabe erosionskløfter, som disse i en klint langs floden Jhong Khola. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Erosion fra regnvand har skåret dybe render ned i denne skråning nær Çankiri, nord for Ankara, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig røn (Sorbus aucuparia) er vildtvoksende i størsteparten af Europa, inklusive Madeira og Island, samt i Nordafrika og tempererede dele af Asien, mod øst til det sydøstlige Sibirien og det nordlige Kina. Artens rolle i folketroen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Stammer af almindelig røn i aftenlys, Akureyri, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Unge bregneblade, som endnu ikke er udfoldet, er ofte meget smukke. Deres sammenrullede form er blevet sammenlignet med violinhoveder, på engelsk fiddleheads. Nedenfor ses en samling billeder fra forskellige steder i verden, der viser sådanne ’violinhoveder’.

De unge bregneblade er også blevet sammenlignet med brilleslanger. I Heimatblätter für den Kreis Sonderburg 1914-18, nr. 1, 1914, skriver Christian Elling: ”Ser man en klump bregner, hvis blade endnu ikke er udfoldede, rejser de sig som en redefuld af kobraer, rullet op med svajende rygge og krumme halse – eller som en hydra rede til hug.” (Kilde: V.J. Brøndegaard 1978. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 1. Rosenkilde og Bagger)

 

Almindelig mangeløv (Dryopteris filix-mas) er vidt udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Så langt tilbage som i Antikkens Grækenland angav både den lærde Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) samt lægen, farmakologen og botanikeren Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), at rodstænglen fra denne art kunne uddrive indvoldsorm.

I Middelalderen kendte man også til anvendelse af rodstænglen mod indvoldsorm i Norden. Den blev tørret og brændt, og asken blev indtaget mod blæresten. ”Og det hjælper visselig, thi mange Bønder ved Dalum Kloster er hjulpet med samme Raad.” Rodsaften blev anvendt mod brandsår.

Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler den pulveriserede rod mod spoleorm, efter at man har spist hvidløg. Han fortsætter: ”men Kvinder maa ikke bruge dette Middel, thi Roden gør dem ufrugtsommelige og har ogsaa andre Udyder, hvilke ikke er sømmelige at beskrive.” (Kilde: V.J. Brøndegaard 1978. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 1. Rosenkilde og Bagger)

Almindelig mangeløv har tidligere også været anvendt til bekæmpelse af lopper og lus. I dag anbefaler urtelæger ikke rodstænglen som ormekur, da den er særdeles giftig.

 

 

Violinhoveder’ af almindelig mangeløv, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Voksesteder for kanelbregnen (Osmundastrum cinnamomeum) omfatter fugtige skove og sumpe. Denne spektakulære bregne er vidt udbredt, idet den findes i den østlige halvdel af Nordamerika, Mexico, Mellemamerika, Caribien og Sydamerika, mod syd til Paraguay. Den vokser også i Fjernøsten, fra det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Japan, Korea, det østlige Kina og Taiwan til den nordlige del af Indokina.

 

 

Violinhoveder’ af kanelbregne, Shu Swamp, Long Island, USA. I baggrunden ses blade af tudseblomst (Symplocarpus foetidus). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ryddede områder i Himalaya, som ligger brak, invaderes ofte af tætte bevoksninger af den store bregne Diplopterygium giganteum (førhen kaldt Gleichenia gigantea), der tilhører familien Gleicheniaceae. Denne art er udbredt fra Nepal mod øst til Kina og Sydøstasien.

 

 

Violinhoveder’ af Diplopterygium giganteum, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dicranopteris taiwanensis er en anden bregne af familien Gleicheniaceae, som vokser i skove i Taiwan, Malaysia, Indonesien, Indien og Sri Lanka.

 

 

Violinhoveder’ af Dicranopteris taiwanensis, Lugu, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Violinhoveder’, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Violinhoveder’, Great Himalayan National Park, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Violinhoveder’, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udvoksede bregner kan også skabe smukke mønstre.

 

 

Bali 2009
Bladene hos en træbregne, set nedefra, Bedugul Botaniske Have, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterblade af ørnebregne (Pteridium aquilinum), Caldera Marteles, Gran Canaria. Denne art er beskrevet på siden Natur: Invasive arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse mospuder danner et markant mønster omkring bladarrene på en træbregnes stamme, Trounson Kauri Park, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
En epifytisk bregne, som vokser på en tynd træstamme i en regnskov, oplyses af et solstrejf, Sepilok, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De fleste medlemmer af kambregneslægten (Blechnum) har korte og ret stive småblade, men som dens navn siger, er bladene hos palmeblads-kambregnen (Blechnum novae-zelandiae) større, op til 2 m lange og 50 cm brede, og ligner i nogen grad palmeblade. Denne art, som er meget almindelig i New Zealand, kan også kendes på sine sporangier, der dannes for enden af bladene, som bliver sorte ved modenhed.

 

 

Detalje af et blad af palmeblads-kambregne, Rotokura-søerne, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica-2
Ungt småblad hos en bregne i færd med at folde sig ud, Parque Nacional Volcán Poás, Cordillera Central, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Puerto Rico 2000
Skyggerne fra takkerne yderst på småblade af denne bregne danner zig-zag-mønstre på andre småblade, El Yunque, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sne omkranser en sti, som fører op ad en lavamark på Etna, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mælkebøtten (Taraxacum officinale) er også kendt under mindst hundrede folkenavne, deriblandt Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkonekøer, troldkællingmælk, troldrose, løvetand, munkehoved, præstekrone, loppeurt, uldhoved og solblomst. Den er hjemmehørende på den nordlige halvkugle, men er blevet indslæbt over det meste af kloden, hvor den er blevet naturaliseret mange steder.

Mælkebøtten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Bladroset af mælkebøtte, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

På tropiske og subtropiske sandstrande finder man ofte mønstre, dannet af bittesmå sandkugler, som små krabber bringer op efter hvert højvande, hvor sand skyller ned i deres gange. Nedenfor ses en række billeder af sådanne kugler.

 

 

Sipitang, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nær Tongxiao, vestlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
På øen Pulau Gaya, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stor guldskærm (Smyrnium olusatrum) er en stovt, indtil 1,8 m høj skærmplante fra Middelhavsområdet. Den blev førhen meget anvendt som grønsag, men er nu stort set gået ud af brug. De store blade har afrundede småblade samt en stor, kødfuld, bådformet bladstængel, som er gullig med violette striber.

Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk smyrna (‘myrra’) og ion, en endelse, der udtrykker noget småt. Det skyldes duften fra plantens saft. Artsnavnet er afledt af det klassiske romerske navn på planten, olus ater (‘sort urt’), hvilket sigter til frøenes farve.

 

 

Den kødfulde, purpurstribede bladstængel af stor guldskærm, Parco delle Madonie, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hulstokket slimrørhat (Suillus cavipes) kendes på den hule stok, samt på, at porerne danner et mønster, der minder lidt om egerne på et cykelhjul. Denne art er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien og Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin sus (‘svin’), således ‘svine-agtig’, hvilket ifølge nogle kilder sigter til den slimede hat hos de fleste af arterne i slægten. Jeg finder denne hentydning mærkelig, da grise jo ikke er slimede, medmindre de har rullet sig i mudder. Artsnavnet kommer af latin cavus (‘hul’, ‘hulhed’), oprindeligt fra proto-indoeuropæisk kowos (‘hul’).

 

 

Porerne på en hulstokket slimrørhat, Nørlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I den gamle nordiske gudetro var gul snerre (Galium verum) viet gudinden for viden, kærlighed og giftermål, Frigg, som også var beskytter af fødende kvinder. Det var skik at fore barselssengen med denne velduftende urt. Da kristendommen blev indført, forbød man denne hedenske skik, men da den holdt sig, besluttede Kirken i stedet at tilegne planten Jomfru Maria, og man hævdede, at den blev benyttet som leje i krybben for den nyfødte Jesus, jfr. det gamle folkenavn på arten, Jomfru Marias sengehalm.

Mere om gul snerre findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Sverige 2016-18
Vinden har bevæget denne gule snerre frem og tilbage i kanten af en grusvej nær Stensjö By, nord for Oscarshamn, Småland, og har derved skabt et mønster, bestående af koncentriske cirkler, i sandet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regnskovstræ med brætrødder, Corcovado Nationalpark, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jordulven (Proteles cristata) er en lille slægtning til hyænerne, som er ret almindelig i det østlige og sydlige Afrika, men sjældent ses på grund af sin natlige levevis. Navnet jordulv er en direkte oversættelse af navnet aardwolf, som indvandrende hollandske Boere i Sydafrika gav den. Dette navn hentyder til, at den lever i jordhuler.

 

 

Rygmønsteret hos en bildræbt jordulv, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Efterhånden som træer bliver ældre, dannes der ofte smukke mønstre i barken, eller stammen dækkes af laver, der ligeledes kan danne dekorative mønstre.

 

Flammetræet (Delonix regia) er et kæmpemæssigt træ af ærteblomstfamilien (Fabaceae), som har fået navn efter sine pragtfulde blomster. Arten er hjemmehørende i Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden. Dens bælge er meget store og flade, op til 60 cm lange og 5 cm brede. Et billede af disse bælge findes på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Barkmønsteret på et flammetræ. Denne art er meget almindeligt plantet i Taiwan, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alligator-ene (Juniperus deppeana) har navn efter sin distinkte bark, som sprækker op i små plader og derved danner et mønster, der minder om alligatorskind. Arten er hjemmehørende fra Arizona, New Mexico og det vestlige Texas mod syd gennem Mexico til Oaxaca. Den vokser i bjerge i højder mellem 750 og 2700 m.

 

 

Den markante bark af alligator-ene, Chiricahua National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ahorn (Acer pseudoplatanus) er hjemmehørende i Centraleuropa. Den blev indført til de Britiske Øer omkring 1500 og er nu meget almindelig dér, og den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande, samt i Australien, New Zealand og Nordamerika. I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet.

Mange steder betragtes ahorn som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. En sådan spredning er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Afskallende bark har dannet mønstre på stammen af en ahorn i Hareskoven, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koncentriske cirkler i barken på en gammel ahorn, formodentlig opstået omkring en knast, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Acer griseum er et lille træ, indtil 9 m højt, som er hjemmehørende i bjergegne i det centrale Kina, hvor den vokser i højder mellem 1500 og 2000 m. På grund af dens afskallende, rødlige bark kaldes arten på engelsk for paperbark maple eller blood-bark marple.

 

 

Barken hos Acer griseum, Edinburgh Botaniske Have, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kanarisk fyr (Pinus canariensis) er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Barken på en gammel kanarisk fyr, Plateau Presa de las Niñas, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aloidendron er en slægt på 7 arter af sukkulente buske og træer i affodil-familien (Asphodelaceae), som er udbredt i tørre områder i det sydlige Afrika og Somalia, samt på den Arabiske Halvø. Disse planter var tidligere placeret i den store slægt Aloe, men efter genetiske studier blev de i 2013 overført til en særskilt slægt.

Pilekoggertræet (Aloidendron dichotomum, førhen Aloe dichotoma), som kan blive op til 6 m højt, er hjemmehørende i det sydlige Namibia og den nordlige del af Kap-provinsen i Sydafrika. Ordet pilekoggertræ er en oversættelse af kokerboom, som er Afrikaans. Da Boerne slog sig ned i Namibia, bemærkede de, at San-folket anvendte barken af dette træ som pilekogger.

 

 

Barken af pilekoggertræ er unik. – Keetmanshoop, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Papir-morbær (Broussonetia papyrifera) er nærmere beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Mønster i barken på et ungt eksemplar af papir-morbær, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af den farvestrålende bark kaldes Eucalyptus deglupta på engelsk for rainbow eucalyptus (‘regnbue-eukalyptus’). Den er den eneste eukalyptus-art, som vokser i regnskov, hjemmehørende i Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea. Blandt verdens over 700 eukalyptus-arter er den én ud af de 4 arter, som ikke forekommer i Australien.

 

 

Afskallende bark af Eucalyptus deglupta, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ask (Fraxinus excelsior), som tilhører olivenfamilien (Oleaceae), er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Den er også blevet naturaliseret enkelte steder i New Zealand, USA og Canada.

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketopsyge, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

 

 

Mønstre i barken på en gammel ask, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Til højre ses en gren af mirabel (Prunus cerasifera). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sverige 2015
Barken på denne gamle ask er faldet af, hvorved boregange i stammen, skabt af plettet askebarkbille (Hylesinus fraxini), åbenbares. Larvernes ædegange udgår i vifteform fra moderbillens brede æglægningsgang. – Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det oprindelige udbredelsesområde for fuglekirsebær (Prunus avium) var sandsynligvis fra Frankrig gennem det centrale Europa mod øst til Kaukasus. På et tidligt tidspunkt blev den dog dyrket andre steder i Europa, i Danmark allerede i Vikingetiden, og i dag er den ganske almindelig som vildtvoksende.

Kirsebær-arter er nærmere beskrevet på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Planteliv – Markante træer i Danmark: Kirsebærskovene i Ringebakker.

 

 

Kork-striber danner mønstre på barken af denne fuglekirsebær, Østengaard Skov, nær Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På denne gamle fuglekirsebær ses både vandrette korkstriber og lodrette sprækker, Stjær Stenskov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mirabel (Prunus cerasifera), også kaldt myrobalan, er er nært beslægtet med kirsebær. Dette lille træ, som kan blive indtil 12 m højt, er hjemmehørende i det sydøstlige Europa og det vestlige Asien. På grund af de spiselige frugter, der smager lidt hen ad blommer, blev arten tidligt indført til det øvrige Europa og Nordamerika, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder. Den er yderst almindeligt forvildet i Danmark.

Mirabelle-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

 

 

Jylland 2017-18
Mønstre på stammen af en ældgammel, knudret mirabel, Hampen Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Commiphora marlothii er et lille træ, op til 9 m højt, som er hjemmehørende i klippefyldte områder i den centrale del af det sydlige Afrika, fra det sydlige Zaire mod syd gennem Zambia, Zimbabwe og Botswana til det nordlige Sydafrika. Arten har en yderst karakteristisk bark, der skaller af i gullige flager og åbenbarer den knaldgrønne underbark- Førhen blev barken anvendt af indfødte folk til at skrive på, hvilket har givet anledning til det engelske navn paperbark corkwood tree.

 

 

Den karakteristiske bark hos Commiphora marlothii, her fotograferet i Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Paternostertræ (Melia azedarach), også kaldt kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af dens smukke blomster og frugter er denne art blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i fx Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle af Stillehavsøerne.

Denne arts mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Barken hos ældre paternostertræer danner ofte kors-lignende mønstre som på dette eksemplar i Taitung Økologiske Park, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterhånden som vortebirk (Betula pendula) ældes, skifter farven på barken på den nederste del af stammen fra næsten snehvid til sortagtig. Arten er præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Mønstre i barken på en yngre (øverst) og en ældre vortebirk, Birkhede, nær Ry. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den tværstribede bark på denne væltede stamme af vortebirk danner kontrast til det lysende mos, Vejlsø, nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kauritræet (Agathis australis), eller for at være mere præcis, sydligt kauritræ, er et nåletræ i familien Araucariaceae, som er begrænset til den nordligste del af New Zealands nordlige ø. Denne art er blandt verdens største træer, idet den kan blive over 50 m høj og have en omkreds på op til 16 m. Skønt deres alder er vanskelig at vurdere, menes det, at de kan blive over 2000 år gamle. De tilhører en urgammel gruppe af træer, som opstod i Jura-tiden for mellem 190 og 135 millioner år siden.

Kauritræets triste skæbne er skildret i detaljer på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Barken på et kauritræ, Trouson Kauri Park, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tulipantræet (Liriodendron tulipifera) er et af det østlige Nordamerikas største træer, idet det kan nå en højde af 60 m, med en stammediameter op til 3 m. Dette træ er meget populært i USA og er det officielle statstræ i Indiana, Kentucky og Tennessee.

Slægtsnavnet, som kommer af græsk leirion (’lilje’) og dendron (’træ’), sigter i lighed med navnet tulipantræ til blomsterne, der overfladisk kan minde om liljer eller tulipaner. Arten tilhører imidlertid magnoliefamilien (Magnoliaceae). Et af dens populære amerikanske navne er fiddle-tree (‘violintræ’), hvilket hentyder til bladenes usædvanlige form, der i nogle tilfælde minder om små violiner.

 

 

Den karakteristiske furede bark hos tulipantræ danner ofte smukke mønstre. – Caumsett State Park, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skyggen fra blade af en amerikansk bøg (Fagus grandifolia) kastes på stammen af et tulipantræ, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Japansk zelkova (Zelkova serrata), som tilhører elmefamilien (Ulmaceae), er udbredt i Japan, Korea, det østlige Kina og Taiwan. Bladene hos varieteten tarokoensis i Taiwan er mindre og tænderne langs randen er mindre end hos nominatracen.

 

 

Mønster i barken af en Taiwan-zelkova, var. tarokoensis, Malabang National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Europæisk avnbøg (Carpinus betulus), som tilhører birkefamilien (Betulaceae), er hjemmehørende i Europa og det sydvestlige Asien, fra den sydlige del af Skandinavien mod syd til Italien og Grækenland, og fra det sydlige England og Frankrig mod øst til Ukraine, Tyrkiet, Kaukasus, samt Alborz-bjergene i det nordlige Iran. I Danmark vokser den naturligt i den sydøstlige del af landet, men plantes ofte andre steder.

 

 

En vedbend-kvist (Hedera helix) klynger sig til stammen af en avnbøg, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2016
Mønster på undersiden af nedfalden bark, Haverhill, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Farvestrålende tæge, Reserva Nacional Hacienda Baru, Costa Rica. Andre tæger er præsenteret på siden Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hurtigtstrømmende vand fra pludselige regnskyl har dannet komplicerede mønstre i flodsengen af Kali Gandaki-floden, nær Larjung, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen var slægten Heliconia, der omfatter omkring 200 arter, placeret i bananfamilien (Musaceae), men danner i dag en særskilt familie, Heliconiaceae. Disse planter findes hovedsagelig i Mellem- og Sydamerika, med nogle få arter på visse Stillehavsøer samt i Indonesien.

 

 

Blomsterstand af Heliconia wagneriana, Cahuita, Limón, Costa Rica. Denne arts naturlige udbredelsesområde er fra Chiapas, Mexico, mod syd til Ecuador. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Selv om marker vel dårligt kan kaldes natur, lever der dog altid et par ukrudtsartsarter, en muldvarp, samt en mus eller to, og af og til strejfer en hare eller et rådyr ind over dem. Selv moderne stordriftsmarker besidder en særegen skønhed i de store linjer eller mønstrene, som høstningen af afgrøderne skaber.

 

Den nordlige del af øen Luzon, Filippinerne, er befolket af en række stammefolk af malajisk oprindelse. De er kendt verden over for deres fantastiske terrassemarker, der blev anlagt for over 2000 år siden – en enestående ingeniørbedrift. På disse marker, der kunstvandes gennem et avanceret system af kanaler, dyrkes ris, som er disse folks vigtigste ernæring, suppleret med batater (sødkartofler), taro, samt forskellige grønsager.

 

 

Terrassemarker, Banawe, Luzon. Bundter af unge risplanter er placeret i markerne, parate til at blive plantet ud. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Marker med nyplantet ris, nær Longluan Lake, sydlige Taiwan (to øverste billeder), samt nær Taichung, Taiwan. Fuglen på det midterste billede er en kohejre (Bubulcus ibis). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terrassemarker, som ligger brak, Chowki, østlige Nepal (øverst), samt nær Pokhara, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terrassemarker, hvoraf nogle ligger brak, mens andre er gule af blomstrende sarepta-sennep (Brassica juncea), Pharping, Kathmandu Valley, Nepal. Denne afgrøde er nærmere omtalt på siden Hyldest til farven gul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terrassemarker, omgivet af stengærder, Dingboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terrassemarker, hvoraf nogle ligger brak, Ilam, østlige Nepal. En af markerne er oversvømmet til risplantning, mens andre er gule af sarepta-sennep. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fyn 2010-16
Denne skrånende mark på Fyn er lige blevet høstet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løgmarker på de nedre skråninger af vulkanen Gunung Bromo, Java, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rækker af dyrkede hunderoser (Rosa canina)på en bakke, Vindinge, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høstet rismark, Taichung, Taiwan. Nogle af planterne har sat nye skud. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stubbe af høstet majs danner et mønster, som løber over i et mønster af stammerne i en granplantage nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nyspiret vintersæd, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2010
Rismarker, set fra bakken Phnom Krom, nær Siem Reap, Cambodia. På det nederste billede har aftryk af hjulene fra oksekærrer dannet mønstre. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse rækker af dyrkede solbærbuske (Ribes nigrum) på Fyn synes næsten endeløse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uregelmæssige mønstre i rækker af tætklippede tébuske (Camellia sinensis) nær Alishan, Taiwan. – Tébrygningens oprindelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kornmark med sprøjtespor, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En solplet oplyser folk, som er i færd med at høste ris en tidlig morgen på en terrassemark i Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bønder luger ukrudt i en hvedemark, Sissu, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Så langt tilbage som til Oldtidens Egypten er papyrus (Cyperus papyrus), som tilhører halvgræsfamilien (Cyperaceae), blevet udnyttet til fremstilling af papir – en af de ældste typer af papir. Stænglerne blev bundet sammen til produktion af både – hvilket finder sted den dag i dag visse steder (se mere herom på siden Kultur: Både). Måtter, kurve, hatte, fiskeruser, skåle og reb fremstilles også af dem, og dele af planten er spiselig.

Artens naturlige habitat er sumpe og søbredder, fra Egypten mod syd gennem hele den østlige del af Afrika til Sydafrika, i nogle områder af Vestafrika, på Madagascar, samt i Jordan og Israel.

 

 

Papyrus, Bangweulu-sumpene, nordlige Zambia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bøge (Fagus) er en slægt på 10-13 arter, som er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder i Europa, Asien og Nordamerika.

 

Forekomsten af vores hjemlige bøg (Fagus sylvatica) er i hovedsagen begrænset til Europa, idet den findes fra England og Pyrenæerne mod øst til Polen og Ukraine, og fra det sydlige Sverige mod syd til Italien og Balkan, med en pletvis forekomst i det sydlige Norge, det centrale Spanien, samt i Tyrkiet. På Balkan hybridiserer den med orientalsk bøg (Fagus orientalis), der er udbredt i Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus, samt i Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

 

Der er et yndigt Land,
det staar med brede Bøge.

 

Sådan skrev Adam Oehlenschläger (1779-1850) i et digt fra 1819, som han kaldte for Fædrelands-Sang. Dette elskede digt er siden blevet Danmarks nationalsang. De fleste danskere forbinder bøgen med noget, som er meget dansk, men faktisk indvandrede den først til landet for omkring 3500 år siden.

Flere billeder af bøge findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Efterår.

 

 

Jylland 1977-90
Stammerne af unge bøgetræer kaster skygger, som danner mønstre i skovbunden, Hansted Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fældede bøgestammer på rad og række, Æbleskov nær Lillemølle, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mønstre i alger, som vokser i et forurenet vandløb, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skum danner mønstre på overfladen af et forurenet vandløb, nær Trounson Kauri Park, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stevns Klint er en 17 km lang, op til 41 m høj klint, som øverst består af bryozokalk. Midt på klinten findes et 5-20 cm tykt lag af det såkaldte fiskeler, et 65 mio. år gammelt lag på grænsen mellem Kridttiden og Tertiærtiden. Dette askelag markerer det tidspunkt, hvor en kæmpemæssig meteor slog ned i Mexico og forårsagede omfattende ødelæggelser over hele kloden. Dette meteornedslag menes at være årsag til masseudryddelsen af bl.a. dinosaurerne. Årsagen til, at dette fiskeler er bevis for meteornedslaget, er, at det har et højt indhold af det sjældne metal iridium, der forekommer i meteorer.

 

 

Parti af Stevns Klint med sorte lag af flint. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvideklint, Hjelm Bugt, Møn, består af skrivekridt med aflejringer af jord ovenover. Regnskyl har forårsaget, at mudder er løbet ned over skrivekridtet og har dannet et mønster af tynde striber. Rustaflejringen t.h. viser forekomst af jernforbindelser i klinten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Et vindstød bevirker, at blade af smalbladet dunhammer (Typha angustifolia) danner et mønster, Ørnehøj, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sløruglen (Tyto alba) er udbredt i Europa, fra England og Danmark mod syd, samt fra Irland og Portugal mod øst til Hviderusland og Ukraine, i hele Afrika (med undtagelse af visse områder i Sahara), på Madagascar, samt på den Arabiske Halvø. Tidligere mente man, at arten havde en næsten global udbredelse, men de tidligere asiatiske, australske og amerikanske underarter er nu blevet opgraderet til en række selvstændige arter.

 

 

Mønstre på overvingen af en bildræbt slørugle, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovhornuglen (Asio otus) er en vidt udbredt og almindelig art, som yngler i subalpine, tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, mod syd til den mexikanske grænse, Nordafrika, Tyrkiet, Afghanistan, det nordlige Kina og det sydlige Japan. De nordligste bestande er trækfugle, som overvintrer så langt mod syd som det centrale Mexico, Egypten, Pakistan og det sydlige Kina.

 

 

Håndsvingfjer på en skovhornugle, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mønstre i oversavet stamme, Ørbæk Å, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melianthus major, som tilhører familien Francoaceae, er en stedsegrøn busk, som er endemisk for Sydafrika, men er blevet naturaliseret andre steder, bl.a. i Indien, Australien og New Zealand. Alle dele af denne plante er giftige. Slægtsnavnet kommer af græsk meli (‘honning’) og anthos (‘blomst’). Forskellige fugle, bl.a. solfugle af familien Nectariniidae, suger ofte nektar af blomsterne.

 

 

Bladene af Melianthus major er meget karakteristiske. – Doubtless Bay, Karikari-halvøen, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lysreflekser danner mønstre i vandet ved en stenet søbred, Femunden, Hedmark, Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Siv (Juncus) er en meget stor slægt af græslignende planter, der omfatter omkring 300 arter, udbredt over hele verden med undtagelse af Antarktis. Gennem tiderne har denne plantegruppe kun haft begrænset opmærksomhed blandt botanikere. I 1819 beskrev den britiske botaniker James Ebenezer Bicheno (1785-1851) – som iøvrigt var kolonisekretær på Tasmanien fra 1842 til sin død i 1851 – denne slægt som “obskur og lidet indbydende”. (Kilde: J.E. Bicheno 1819. Observations on the Linnean genus Juncus, with the characters of those species, which have been found growing wild in Great Britain. Transactions of the Linnean Society of London 12 (2): 291-337)

 

Harril (Juncus gerardii) er en sivart, som hovedsagelig vokser langs kysterne af Europa og det østlige Nordamerika. Den kan dog også træffes på saltholdige jorder i det centrale og vestlige Asien, samt i Nordamerikas indre.

 

 

Disse harril-tuer, som er vokset op omkring store eksemplarer af strand-vejbred (Plantago maritima), danner mønstre i en strandeng i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. I baggrunden ses en lagune med vadegræs (Spartina anglica). De grålige planter er strand-malurt (Artemisia maritima). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den lille tudsesiv (Juncus bufonius) er udbredt over det meste af verden, begrænset til fugtige områder.

 

 

På dette billede vokser tudsesiv kun i de dybeste, fugtigere riller af et traktorspor nær Gl. Rye, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krakeleret mos, Harrild Hede, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trærødder, som er blevet blotlagt gennem erosion af regnvand, danner tit smukke mønstre i skovbunden.

 

 

Bali-Lombok 2012
Blotlagte trærødder på en vandresti op ad vulkanen Gunung Rinjani, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på blotlagte rødder af en bengalsk figen (Ficus benghalensis), Mount Abu, Rajasthan, Indien. – Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alperne 2018a
Blotlagte trærødder i en bøgeskov nær Kranjska Gora, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014b
Blotlagte rødder af en Taiwan rød ædelcypres (Chamaecyparis formosana), Alishan National Forest, centrale Taiwan. Dette storslåede træ er nærmere omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sort og purpurfarvet vulkansk sand med forskellige strandskaller, bl.a. posthornsblæksprutte (Spirula spirula), Muriwai Beach, New Zealand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Småstrømme danner mønstre i en flodseng nær Pang, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pamukkale er et område i det vestlige Tyrkiet, hvor vand med opløst kalciumbikarbonat løber ned over en skrænt over en bred front. Her udfældes mineralet, og med tiden er opstået talrige blålig-hvide terrasser, nogle tørre, andre indeholdende damme med lavt vand.

 

 

Tyrkiet 2018a
Tyrkiet 2018a
Mønstre i terrasser, Pamukkale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fjerskyer, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Agave er en slægt på omkring 270 arter, hjemmehørende i varmere egne af Mellem- og Sydamerika. Nogle arter bliver særdeles store, typisk med en stor roset af stærke, kødfulde blade, som har meget skarpe tænder langs randen. Efter en årrække producerer planten en blomsterstængel, der kan blive op til 12 m høj hos nogle arter.

A. americana, som er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, kaldes ofte for ‘hundredårsplanten’, da den vokser i mange år, før den blomstrer, sætter frø og derpå dør.

 

 

Farvestrålende mønster på et nedfaldet agave-blad, nær Vega de Acusa, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønster på en agave-stængel, Barranco de Guayadeque, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er agern det vigtigste fødeemne for agernspætten (Melanerpes formicivorus). Denne art har en interessant metode til opbevaring af agern som vinterforråd. Den hakker utallige små huller ind i barken på levende eller døde træer, hvorpå den stopper et agern ind i hvert af hullerne. Agernspætten er almindelig fra Californien gennem Mexico og Mellemamerika til det nordlige Columbia.

 

 

Denne agernspætte har udhugget sit redehul i stammen på en palme i Santa Rosa Plateau Ecological Reserve, Californien, og omkring redehullet har den hakket talrige små huller til opbevaring af agern. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En toppet form af søjlekaktus (Carnegiea gigantea) dannes, når cellerne i den voksende del af stammen begynder at dele sig til siden i stedet for som normalt i cirkelform. Denne mutation resulterer i dannelsen af en stor vifteformet top for enden af hovedstammen eller ’armene’ hos en søjlekaktus.

Adskillige billeder, som viser normale eksemplarer af denne art, samt mange andre kaktusarter, kan ses på siden Planteliv: Kakti.

 

 

Toppet form af søjlekaktus, Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Shambles of branches often form beautiful or complicated patterns.

 

 

Grene set i modlys, Tacijili-floden, Taroko-kløften, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2002-10
Nedfaldne grene skaber mønstre i en dam, Parker River Wildlife Refuge, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn fortæller, findes newzealandsk viftehale (Rhipidura fuliginosa) kun i New Zealand, hvor den stedvis er meget almindelig. Denne art er yderst tillidsfuld og fistrer ofte rundt foran éns ansigt for at fange insekter. Den er fortrinsvis grå, hvid og brunlig, men er meget variabel, og den forekommer også i en mørk form, der undertiden kaldes for sort viftehale.

På Maoriernes sprog kaldes newzealandsk viftehale for piwakawaka. Den er gudernes tjener, som bringer død eller budskab om død til folket. Dens fremstående øjne og uregelmæssige flugtform skyldes, at den blev klemt af helten Maui, fordi den ikke ville fortælle, hvor han kunne finde sit mødrene ophav, ildguden Mahuika.

 

 

Newzealandsk viftehale blandt et virvar af pilegrene, Trounson Kauri Park, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den smukke skov-padderok (Equisetum sylvaticum) minder ofte om et lille grantræ. Denne art er udbredt i tempererede og arktiske egne af Eurasien og Nordamerika. Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale. Artsnavnet betyder ’vokser i skove’, af latin silva (‘skov’). Navnet padderok skyldes, at vårskuddene af ager-padderok (E. arvense) blev sammenlignet med hovedet på en spinderok, samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til.

En række padderok-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

LFM 1987-2016
En bevoksning af skov-padderok oplyses af et solstrejf i Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ribber i vand skabes på forskellig vis, fx af vind, af objekter, der bevæger sig, fx både, eller af fouragerende fugle, som danner koncentriske cirkler på vandoverfladen.

 

 

Ribbemønster i en dam bag efterårsløv af spidsløn (Acer platanoides), Juulskov, nær Refsvindinge, Fyn. Spidsløn er omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne venlige dreng samler spiselige nøkkeroser (Nymphaea) i voldgraven omkring ruinerne af Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ribber på overfladen af Slåen Sø, Midtjylland, med en bevoksninger af sø-kogleaks (Schoenoplectus lacustris) og tagrør (Phragmites australis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syv underarter af Canadagåsen (Branta canadensis) yngler i Nordamerika, fra Alaska og det nordlige Canada mod syd til den nordlige tredjedel af USA. Den er også blevet indført til England, Sverige, New Zealand, Argentina og andre steder. Denne art er meget dristig og har været i stand til at etablere bestande i byområder, hvor den ingen naturlige fjender har. Mange steder betragtes den som et skadedyr på grund af sin støjende og aggressive adfærd, og endvidere sviner den parker og golfbaner til med sine ekskrementer.

 

 

Californien 2011a
Et vindpust skaber riller på det rolige Stillehav, hvor en flok canadagæs raster, Coos Bay, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kølvandet fra denne færge, som sejler over et gigantisk vandreservoir nær Bilaspur, Himachal Pradesh, Indien, danner et smukt mønster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som ynglende er skeanden (Spatula clypeata) vidt udbredt tværs over den nordlige halvkugle, fra Island, de Britiske Øer, Spanien og Marokko mod øst gennem taiga-bæltet til Stillehavet, og endvidere i Alaska samt den vestlige del af Canada og USA, sydpå næsten til den mexikanske grænse. Den undgår de mest barske områder i Arktis.

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

 

 

Skeand han, Aogu Wetlands, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den ringnæbbede måge (Larus delawarensis) er vidt udbredt, idet den findes tværs over Nordamerika, fra de canadiske præriestater mod syd til det nordlige Californien og de amerikanske præriestater og mod øst til Newfoundland. Arten overvintrer i USA og Mexico, samt på de Store og Små Antiller.

Denne mellemstore måge blev beskrevet af den amerikanske naturhistoriker George Ord (1781-1866). Artsnavnet hentyder til Delaware-floden, hvor den først blev indsamlet. Ord beskrev også adskillige af de dyr, der blev bragt tilbage af Lewis og Clark-ekspeditionen (1804-06), som er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

Denne unge ringnæbbede måge er netop landet i Mill Neck Creek, Long Island, hvorved den danner koncentriske ringe på vandoverfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knopsvanen (Cygnus olor) er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Knopsvane i voldgraven omkring Nyborg Slot. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tinksmeden (Tringa glareola) er en lille klire, der er vidt udbredt som ynglefugl i moser i subarktiske og nordlige tempererede områder af Europa og Asien. Den tilbringer vinteren i Afrika, det sydlige Asien og Australien.

Slægtsnavnet Tringa blev hæftet på den lignende svaleklire (Tringa ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk trungas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). (Kilde: J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names)

 

 

Denne tinksmed fouragerer i en flod i Hwange Nationalpark, Zimbabwe, hvorved der dannes koncentriske ringe på overfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Javaskarven (Microcarbo niger) er vidt udbredt, idet den findes fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, med en isoleret bestand på den indonesiske ø Java.

 

 

Denne Javaskarv er netop dukket op til overfladen og er nu i færd med at sluge en fisk, Lake Haleji Fuglereservat, Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortbrun and (Anas rubripes) er udbredt i det østlige Nordamerika, fra Saskatchewan og de Store Søer mod øst til Atlanterhavet. Denne art er en nær slægtning til den vidt udbredte gråand (A. platyrhynchos), og de to arter krydses ofte, hvilket kan gøre det svært at identificere rene sortbrune ænder med sikkerhed.

 

 

Under fødesøgning i Mill Neck Creek, Long Island, skaber disse sortbrune ænder koncentriske ringe på overfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mønster i sne, dannet af lavastøv, Etna, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Der dannes ofte smukke mønstre på blade, som er delvis ædt af insekter.

 

Kurvblomsten grå hovblad (Adenostyles alliariae) er hjemmehørende i størsteparten af det sydlige Europa, fra Spanien mod øst gennem Alperne til Karpaterne, Balkan og Tyrkiet. Denne art er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser i krat, på enge og blandt klipper, i højder mellem 1300 og 2400 m.

Man støder ofte på bevoksninger af grå hovblad, hvis blade er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af en metallisk grøn eller blå billeart, Oreina cacaliae, som tilhører bladbillefamilien Chrysomelidae. Larver af denne art findes næsten udelukkende på blade af grå hovblad, samt alpe-hestehov (Petasites paradoxus).

 

 

Disse blade af grå hovblad er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af billearten Oreina cacaliae, Grossglockner-området, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ariadne ariadne er en sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Denne art lever i forstyrrede habitater, bl.a. vejkanter, brakmarker, og skovlysninger, hvor dens vigtigste værtsplante, amerikansk olieplante (Ricinus communis), vokser. Andre værtsplanter omfatter arter af Tragia, der ligeledes tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae).

Larverne af denne sommerfugl er fyldt med tornede gevækster, hvilket får fugle til at afstå fra at æde dem. De er muligvis også giftige på grund af giftstofferne fra bladene, som de æder.

 

 

Larver af Ariadne ariadne har ædt størstedelen af dette blad af amerikansk olieplante og har kun efterladt bladnerverne, Fazi-floden, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blade af tropisk mandeltræ (Terminalia catappa), delvis ædt af insekter, Taiwan. Arten er omtalt ovenfor. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ahorn er nærmere omtalt ovenfor.

 

 

Blad af ahorn, delvis ædt af insekter, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Peberrod (Armoracia rusticana) er en indtil 1,5 m høj plante i korsblomstfamilien (Brassicaceae). Den er sandsynligvis oprindelig i Sydøsteuropa og det vestlige Asien, men dyrkes verden rundt som grønsag og krydderi samt til fremstilling af pasta. I dag anvendes den ofte til produktion af den stærke japanske pasta wasabi, skønt ægte wasabi fremstilles af planten Wasabia japonica, der ligeledes tilhører korsblomstfamilien.

 

 

Dette blad af peberrod er blevet delvis ædt af insekter, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californisk sorteg (Quercus kelloggii) er hovedsageligt udbredt i det nordlige Californien og det vestlige Oregon, hvor den vokser ved foden af bjergene og en smule op ad dem. Dens forekomst i det sydlige Californien og Baja California er mere pletvis, men den er almindelig i Sierra Nevada. De fleste træer af denne art lever 100-200 år, men eksemplarer på næsten 500 år er kendt.

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

 

 

Ædegange fra larver af minérmøl danner mønstre i et blad af californisk sorteg, Sequoia National Forest, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Crassocephalum crepidioides er en kurvplante, der kan blive op til 1,8 m høj. Den er oprindelig fra tropisk Afrika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af kloden.

Andre billeder af arten kan ses på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Ædegange fra larver af minérmøl i et blad af Crassocephalum crepidioides, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu et eksempel på et blad med ædegange af minérmøl, her hos almindelig gedeblad (Lonicera periclymenum), Mols Bjerge, Jylland. Denne art er beskrevet andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Saurauia napaulensis, på nepalesisk kaldt gogon, er et indtil 20 m højt træ af kiwifrugtfamilien (Actinidiaceae). Det er udbredt i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar, i højder mellem 750 og 2100 m. Det træffes også i Sydøstasien og det vestlige Kina. I lokal folkemedicin stødes barken sammen med Lecanthus peduncularis af nældefamilien (Urticaceae), og saften af blandingen indtages mod feber.

 

 

Vissent blad af Saurauia napaulensis, delvis ædt af insekter, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blad af dunbirk (Betula pubescens), delvis ædt af insekter, Strands, Mols. Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette blad af en vild taro-art, Alocasia macrorhiza, er delvis ædt af insekter, Wufong, Taiwan. Denne art er nærmere præsenteret ovenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Moræneaflejringer i gletschere skaber ofte smukke mønstre.

 

 

Island-Færøerne 1999
Dette isbjerg, som er delvis dækket af moræne, er strandet i smeltevandssøen Jökulsárlon neden for gletscheren Vatnajökul, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gletscher med mønstre, dannet af aflejret moræne, Yrdyk-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Koglepalmer er ældgamle nøgenfrøede planter, som havde deres storhedstid i den sidste del af Trias og i Jura-tiden, for ca. 225-150 millioner år siden. De er træer med en krone af store, stive, stedsegrønne, palmelignende blade, og planterne er enten hankøn eller hunkøn. Begge har en kogleagtig blomsterstand for enden af stammen. De fleste af arterne vokser meget langsomt, og nogle individer er muligvis op mod 1000 år gamle.

Cycas rumphii er et lille træ, som bliver op til 10 m højt og med en stammediameter op til 40 cm. De friskgrønne blade, op til 2,5 m lange, er snitdelt i 150-200 småblade. Arten er hjemmehørende i Indonesien og Ny Guinea, samt på Christmas Island, men dyrkes mange andre steder.

Artsnavnet blev givet til ære for den hollandske naturhistoriker Georg Eberhard Rumphius (1628-1702), der var militærofficer under det Hollandske Ostindiske Selskab.

 

 

Kogle af Cycas rumphii med frø, Mayabunder, Andamanerne, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

De almindelige herreløse hunde i Taiwan, kaldt Taiwan-hunde, eller til tider Takasago-hunde, er resultatet af indfødte Formosa-jagthunde, som blandede blod med indførte hunderacer. Taiwan-hunde er normal sorte eller brune, eller en blanding af de to.

Hunden er indgående behandlet under Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Taiwan 2017b
Hårmønsteret på bagdelen af en Taiwan-hund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tornede vækster danner ofte smukke mønstre.

 

Skruepalmer (Pandanus) er en slægt af enkimbladade planter, som omfatter 700-750 arter. Navnet palme hentyder til deres palmelignende fremtoning, mens forstavelsen skrue- sigter til bladene, som danner et skrueagtigt mønster op langs stænglen, der er omgivet af gamle bladar. Den orange frugt minder om en ananasfrugt og er ligeledes spiselig.

 

Kinesisk skruepalme (Pandanus tectorius, tidligere kaldt for P. odoratissimus var. sinensis), er et lille træ, indtil 10 m højt, som har talrige tornede blade, der kan blive indtil 1,8 m lange. Denne art er udbredt fra det sydøstlige Kina og Taiwan mod syd gennem Sydøstasien til det nordlige Australien, samt mange Stillehavsøer. Den plantes undertiden som en levende hæk, og bladene anvendes til at flette diverse genstande.

 

 

Kinesisk skruepalme, Bitou Cape Trail, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pandanus kirkii, førhen benævnt P. platycarpus, er hjemmehørende i kystområder i det østlige Afrika, fra det sydlige Somalia mod syd til Tanzania.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske læge John Kirk (1832-1922), som var britisk administrator på Zanzibar. Han var tillige en dygtig naturhistoriker, som på adskillige rejser indsamlede mange hidtil ukendte plante- og dyrearter.

 

 

Spiralsnoet blad af Pandanus kirkii, Bwejuu Beach, Zanzibar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Har man én gang trådt barfodet på en bladroset af horse-tidsel (Cirsium vulgare), behøver man ingen yderligere belæring om identifikation af den og vil altid undgå den i fremtiden. Denne art, kendetegnet ved sine umådeligt tornede blade, er vidt udbredt i størsteparten af Europa, i Nordafrika, samt i det vestlige Asien, mod øst til Yenisei-floden. Den er også blevet indslæbt mange andre steder, bl.a. Nordamerika og Australien, hvor den ofte betragtes som et invasivt ukrudt.

Horse-tidsel er toårig. Første år sætter den en bladroset, som overvintrer og den følgende sommer vokser op til en indtil 1,5 m høj stængel med et væld af smukke røde blomsterkurve. På trods af dens formidable panser af torne er arten blevet valgt til Skotlands nationalblomst, og et af dens engelske navne er Scottish thistle (’skotsk tidsel’). Andre væsener, som elsker denne plante, omfatter honningbier, humlebier og sommerfugle, der æder nektaren, og forskellige finker, bl.a. stillits (Carduelis carduelis), tornirisk (Carduelis cannabina) og grønirisk (Chloris chloris), der holder meget af dens frø.

 

 

Rimfrost dækker en overvintrende bladroset af horse-tidsel, Tørring Ådal, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
Agaveblad, som endnu ikke er helt udfoldet, Parque Nacional Rincon de la Vieja, Cordillera de Guanacaste, Costa Rica. Agave-slægten er præsenteret andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I områder med tidvis frost vil gentagen nedfrysning og optøen af grundvandet tvinge større sten op mod overfladen, mens småsten og grus flyder og samler sig under de større sten. På jordoverfladen indeholder områder med mange sten meget mindre vand end de porøse områder med mere finkornet materiale, der besidder en langt større evne til at udvide sig under frost og trække sig sammen under tø. Dette fører i sidste ende til, at de større sten samler sig i bunker, som danner mønstre af polygoner, cirkler og striber. (Kilde: D.J. Easterbrook 1999. Surface processes and landforms. Prentice Hall)

 

 

Polygoner, opstået ved gentagen nedfrysning og optøen af jorden, Tso Kar, Ladakh, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bali 2009
Blomster og blade, der er bragt som offergave, flyder på overfladen af en dam i det hinduistiske vandtempel nær Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bananer er beskrevet på en særskilt side, se Planteliv: Bananer.

 

 

Taiwan 2012
Mønstre på et visnende bananblad, Lugu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Banan-blad, flænset af vinden, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ægte kastanje (Castanea sativa) er vildtvoksende i Middelhavsområdet og videre mod øst til Alborz- og Zagros-bjergene i Iran. Dette store træ, som kan blive indtil 35 m højt, kan leve i 5-600 år, ja nogle dyrkede individer hævdes at være tusind år gamle.

Ægte kastanje dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder: Iran 1973 – I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum [Claudius Galenus (130-210 e.Kr.), græsk læge og filosof i Romerriget], thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium [et værk af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’] illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

 

Alperne 2017
Nedfaldne blomsterstande af ægte kastanje danner mønstre i en vejkant, Bühlertal, Schwarzwald, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Store flokke af forvildede tamduer, der nedstammer fra klippeduen (Columba livia), findes i talløse byer verden rundt. Da mange mennesker ynder at fodre dem, formerer de sig voldsomt og bliver ofte en plage ved at svine med deres ekskrementer, som iøvrigt sikkert spreder sygdomme til mennesker.

 

Hver morgen fodrer fromme buddhister forvildede tamduer omkring den store buddhistiske Bodhnath-stupa i Kathmandu, Nepal. Denne stupa er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Efter at være blevet fodret raster tamduer på den store Bodhnath-stupa i Kathmandu, Nepal, hvorved de danner en skarp kontrast til den gullighvide kuppel. Tibetanske bedeflag skimtes i øverste venstre hjørne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Konstantins Søjle i Istanbul, Tyrkiet, på tyrkisk Çemberlitaş Sütunu, af çemberli (’ringe’) og taş (’sten’). Denne søjle, der ofte kaldes Den Brændte Søjle, blev opført på ordre af den romerske kejser Konstantin den Store i 330, idet den skulle markere udnævnelsen af Byzantium, der af Konstantin blev omdøbt til Nova Roma (’Nye Rom’), til det romerske riges nye hovedstad. Senere blev byens navn ændret til Konstantinopel, og efter ottomanernes erobring i 1453 til Istanbul.

 

 

Hvilende tamduer skaber mønstre på basis af Konstantins Søjle, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Græsser (Poaceae) er en meget succesrig plantefamilie, som er udbredt i alle afkroge af kloden. Disse planter danner ofte meget smukke mønstre.

 

 

Hvide frøstande af græsarten Miscanthus floridulus, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs, som vokser på en skrænt mellem Kakatahi og Upokongaro, New Zealand, danner et smukt mønster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visnende græsblade, Lugu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 
Mose-bunke (Deschampsia cespitosa) er en vidt udbredt græsart, der findes i størstedelen af Eurasien og Nordamerika, samt visse steder i Afrika og Australien.

 

 

Visnende stængler af mose-bunke danner et mønster, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slanke græsstrå, Shei-pa Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tagrør (Phragmites australis) er næsten kosmopolitisk. Dette store græs, der visse steder kan blive indtil 10 m højt, spredes ofte ved hjælp af underjordiske stængler (rhizomer), og bestande kan dække adskillige kvadratkilometer.

Denne plante er blevet udnyttet af mennesket gennem årtusinder, specielt til tagtækning, huskonstruktion samt fremstilling af måtter og kurve. En nylig brug er til rensning af spildevand i rodzoneanlæg. Spildevand ledes gennem en kunstigt anlagt rørskov, hvor bakterier på rhizomerne fjerner de fleste næringsstoffer.

Unge stængler og rhizomer kan tørres og stødes til mel, og rhizomerne anvendes også i traditionel kinesisk medicin mod lidelser som hoste og slim i luftvejene.

I det tidligere sumpområde mellem Eufrat og Tigris i det sydlige Irak blev tagrør i vid udstrækning anvendt til husbygning og måttefletning. Dette interessante vådområde er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

Vinter-stængler af tagrør, Brassø, nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedbøjet stængel af tagrør spejles i Knudsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oversvømmede kørespor efter rørskær, Vindinge Å nær Holckenhavn Fjord, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåtop (Molinia caerulea) er en græsart, som er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien, hvor den vokser i hedemoser og andre fugtige områder, gerne på fattig jordbund. Denne art er også blevet indført til Nordamerika. Den er en aggressiv plante, som ofte er i stand til at udkonkurrere andre arter. Derfor er den uønsket på de jyske heder, hvor man forsøger at bekæmpe den.

Artsnavnet er hunkønsformen af caeruleus (‘mørkeblå’), hvilket sigter til den purpurfarvede blomsterstand.

 

 

I et fugtigt område i Søby Brunkulslejer, Midtjylland, spreder denne tue af blåtop sine stængler i vifteform, hvorved den danner et flot mønster. Den er omgivet af en stor bevoksning af star (Carex). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bambus er et udtryk, der anvendes om forskellige typer af græsser, der for de fleste vedkommende er begrænset til varmere egne af kloden. Denne gruppe, som omfatter omkring 1400 arter fordelt på 115 slægter, er opdelt i tre underordener, tropiske træagtige bambusarter (Bambuseae), tempererede træagtige bambusarter (Arundinarieae), samt urteagtige bambusarter (Olyreae). De varierer kolossalt i størrelse, fra under 1 m til over 30 meters højde.

De fleste bambusarter blomstrer sjældent, for nogle arters vedkommende kun med et interval på mellem 65 og 120 år. Det ses ofte, at hele bestande af planter blomstrer samtidigt, og efter at blomstringen har fundet sted, sætter planten frø, visner og dør så.

En mængde billeder af forskellige bambusarter er præsenteret i galleriet under Planteliv: Bambus.

 

 

Sydindien 2008
Bambusplanter, som netop har blomstret, er nu døende og strækker de visnende stammer mod himlen, Dandeli Wildlife Sanctuary, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønstribet variant af almindelig bambus (Bambusa vulgaris var. striata), Botaniske Have, Dehra Dun, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bambusa ventricosa, Botaniske Have, Dehra Dun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sverige 2016-18
Detalje af en vejrbidt bjælke i et hus, som førhen blev anvendt til opbevaring af høstet hør (Linum usitatissimum), Lerkaka, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eng-gedeskæg (Tragopogon pratensis), som er meget almindelig i Danmark, er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, men er også almindeligt forvildet i Nordamerika. Et af artens engelske folkenavne er Jack-go-to-bed-by-noon, hvilket hentyder til, at de stive støtteblade, der omgiver blomsterkurven, trækker sig sammen før middag og derved lukker kurven. Når planten står med frø, rager disse ud foroven, når kurven lukker, hvilket kan minde om et gedeskæg.

 

 

Sjælland 2012-16
Fyn 2005-09
Nærbilleder af frøstanden hos eng-gedeskæg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Andemad-arten Lemna aequinoctialis er en ganske lille vandplante, hvis flydeblade er lysegrønne og op til 6 mm lange. Denne art er vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne, hvor den ofte dækker overfladen af stillestående eller svagt rindende vand.

 

 

Strømmende vand baner sig vej gennem et tæppe af andemad-arten Lemna aequinoctialis, som dækker overfladen af et vandløb i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Palmer udgør en meget stor familie, Arecaceae, af træer (nogle næsten uden stamme), samt buske og klatreplanter, i alt omkring 180 slægter med ca. 2600 arter, hvoraf de fleste er begrænset til troperne og subtroperne. Deres sammensatte blade er ofte meget store og dekorative.

 

Arekapalmen (Areca catechu), også kaldt betelpalme, har givet navn til hele familien. Det latinske slægtsnavn er afledt af et sydindisk navn på arten, enten af det tamilske ord areec, eller af atekka, som er Malayalam. Artsnavnet catechu stammer fra et malajisk navn på palmen, caccu.

Denne palme menes at stamme fra Filippinerne, men dyrkes i talrige tropiske og subtropiske områder i Asien, i Ny Guinea og Vestindien, samt på mange øer i Stillehavet.

Artens nød indgår som ingrediens i betel, et mildt rusmiddel, som består af et blad fra betelbusken (Piper betle), der foldes omkring småstumper af arekapalmenødder, tobak og/eller krydderier, samt en smule kalkpasta. Når man tygger betel, øges spytmængden, og spyttet bliver murstensrødt. Klatter af betelspyt ses overalt i mange asiatiske byer – på gader, husmure, trapper og andre steder.

 

 

I Taiwan, hvor dette billede stammer fra, dyrkes arekapalmer i millionvis, da snart sagt hveranden mand tygger rusmidlet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oprindelsesstedet for kokospalmen (Cocos nucifera) er ukendt, og i dag er den udbredt overalt langs tropiske kystegne, i visse områder også inde i landet. Denne art anvendes til utallige formål. Olie fra nødderne samt den tørrede kopra benyttes i madlavning og til lamper. Bladene flettes til måtter, som anvendes til tag og vægge i boliger, og fibrene fra nøddens yderlag væves sammen til reb eller måtter. Af skallerne fremstilles trækul, og stammen anvendes til tømmer og brænde.

 

 

Kokospalmer står i skarp kontrast til en blålig bjergskråning, Kotubaru, Sumatra, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene på denne kokospalme vajer i vinden, Sinharaja Forest Reserve, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2009
Tanzania 1990
Nærbillede af et kokospalmeblad, Siem Reap, Cambodia (øverst), samt nær Tanga, nordlige Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Allerede for over 5000 år siden blev daddelpalmen (Phoenix dactylifera) dyrket i Mesopotamien mellem Eufrat og Tigris, og den var hellig i Oldtidens Egypten. Med sin overvældende produktion af dadler er det ikke så sært. Ikke kun frugterne kan spises – de sprøde unge blade anvendes som kål. Der tappes saft fra de unge skud øverst på stammen, som gæres til alkohol, og når træet dør, udgør stammen udmærket tømmer.

 

 

Basis af afhuggede blade danner et mønster på stammen af en daddelpalme i Nefta-oasen, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Europæisk dværgpalme (Chamaerops humilis) er en af de få ægte vilde europæiske palmearter, udbredt i Italien, det sydlige Frankrig, Spanien, Portugal, Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. Som dens navn fortæller er den lille, op til 5 m høj, med en stammediameter op til 25 cm. Bladene er vifteformede, indtil 1,5 m lange, med 10-20 småblade, der kan nå en længde af 80 cm. På bladstilkene findes talrige skarpe torne, som formodentlig skal afholde dyr fra at æde dem.

 

 

Visnende blad af europæisk dværgpalme, Riserva Naturale dello Zingaro, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Doumpalmen (Hyphaene thebaica) adskiller sig fra de fleste andre palmer ved at have en forgrenet stamme med blade for enden af hver gren. Den er udbredt i Afrika i Sahel-zonen, samt fra det nordlige Tanzania mod nord til Egypten. Endvidere forekommer den i Israel og Jordan, samt på den Arabiske Halvø.

 

 

Regnskyer bag doumpalmer, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica-2
Ungt blad af en art af bambuspalme (Chamaedorea), på spansk pacaya, Parque Nacional Volcán Arenal, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blad af en uidentificeret palmeart, Cuc Phuong Nationalpark, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guatemala 1998
Detalje af palmeblad, Tikal Nationalpark, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krybende plante på en mur, Jiali Shan, Lion’s Head National Scenic Area, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brunalgen Nereocystis luetkeana danner tætte bestande og udgør en vigtig del af tangskovene langs den amerikanske Stillehavskyst, fra Aleuterne mod syd til det sydlige Californien. Den sidder hæftet fast til sten og klipper og har en rørformet stængel op til 36 m lang, som ender i en tæt klynge af blade, der kan være op til 10 m lange og 15 cm brede.

Slægtsnavnet er afledt af græsk Nereis (oprindelig en havgud, men på latin ændret mening til ‘havfrue’), samt cystis (‘blære’), således ‘havfrue-blære’.

 

 

Californien 2013
Opskyllet Nereocystis luetkeana danner mønstre på en rullestensstrand, Salt Point State Park, Californien, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Parque Nacional Corcovado er et beskyttet regnskovsområde på Osa-halvøen, Costa Rica. Denne interessante nationalpark er omtalt på siden Rejse-episoder – Costa Rica 2012: Kystvandring til Corcovado. Nedenfor vises to billeder fra strande i parken.

 

 

Costa Rica
Ved ebbe har vandet trukket sig tilbage og skabt disse tidevandsrender i en sandstrand, Parque Nacional Corcovado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
Spor af talrige eremitkrebs danner mønstre omkring en nedfalden frugt på en sandstrand, Parque Nacional Corcovado. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Udfældede mineraler nær geyseren Strokkur, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er den farvestrålende Andaman-kastanjerikse (Rallina canningi) endemisk på Andamanerne, en øgruppe i Bengal-havet i den østlige del af det Indiske Ocean. Disse øer er beskrevet på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

 

 

Fjermønstret hos en Andaman-kastanjerikse, som blev skudt af en krybskytte, Mount Harriet Nationalpark, Andamanerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gedeblad (Lonicera) er en slægt med omkring 180 arter af buske og slyngplanter i gedebladfamilien (Caprifoliaceae), hjemmehørende på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonicer (1528-86). Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver.

 

Almindelig gedeblad (Lonicera periclymenum), også kendt som kaprifolie, er en løvfældende slyngplante, der kan blive indtil 7 m lang. Denne art vokser i skove, krat og hække, for det meste på sur jordbund. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa, fra det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet, og fra de Britiske Øer mod øst til Tyrkiet og Kaukasus.

De cremefarvede eller gullige blomster, ofte med et rødligt anstrøg udvendigt, udsender en pragtfuld duft om natten, som tiltrækker et væld af natsværmere og langtungede bier, der bestøver dem. Blomsterne udvikles til røde bær, som forskellige fugle sætter stor pris på. I gamle dage sugede børn nektar ud fra basis af blomsterne.

I skuespillet En Skærsommernatsdrøm, nævner William Shakespeare (1564-1616) gedeblad én eller to gange:

 

“Quite overcanopied with luscious woodbine.” (“Ganske overgroet af frodig woodbine”)

 

“So doth the woodbine the sweet honeysuckle gently entwine.” (“Således omslynger woodbine blidt den søde kaprifolie”)

 

På engelsk kan woodbine betyde såvel gedeblad som gærde-snerle (Calystegia sepium), så det er muligvis sidstnævnte art, der hentydes til i begge citater. Men gedeblad (honeysuckle) er i hvert fald nævnt i det andet citat.

 

 

Syd for Nyborg passerede jeg dette virvar af stængler af almindelig gedeblad i en vejkant. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn antyder, vokser den smukke almindelig sandporesvamp (Coltricia perennis) på sandjord, fortrinsvis i nåleplantager, men også på næringsfattig jordbund i løvskov. Denne svamp, som tilhører familien Hymenochaetaceae, er vidt udbredt verden rundt.

 

 

Koncentriske cirkler på en almindelig sandporesvamp, Harrild Hede, Midtjylland. Der ses også lakrød bægerlav (Cladonia floerkeana), som er beskrevet på siden Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grantræer af slægten Picea omfatter ca. 35 arter, som er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Nogle af arterne kan blive meget store, op til 60 m høje.

 

Rødgran (Picea abies) er hjemmehørende fra Skandinavien og Alperne mod syd til Balkan og mod øst til et eller andet sted i Rusland. Den østlige grænse for artens udbredelse er svær at definere, da den ofte hybridiserer med sibirisk gran (P. obovata), som er udbredt fra det vestlige Rusland og det østlige Finland mod øst gennem Sibirien. Rødgran er plantet mange andre steder, heriblandt Danmark, som tømmertræ. Det videnskabelige artsnavn abies er det latinske slægtsnavn på ædelgraner. Det hentyder til, at rødgranen på afstand kan minde om almindelig ædelgran (Abies alba).

 

 

Stakkede stammer af rødgran, Vemmetofte Skov, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stakkede stammer af rødgran, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. Der ses tillige gran-tjæreporesvamp (Ischnoderma benzoinum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønster i oversavet granstamme, Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Schrenks gran (Picea schrenkiana) er begrænset til Tien Shan-bjergene i Sinkiang, Kazakhstan og Kirgisien, hvor den normalt danner rene skove mellem 1200 og 3500 meters højde. Den er opkaldt til ære for den baltisk-tyske naturhistoriker Alexander von Schrenk (1816-1876), som var kendt for sine ekspeditioner til Centralasien og det nordlige Rusland, og som forfattede en bog med titlen Reise nach dem Nordosten des europäischen Rußlands, durch die Tundren der Samojeden, zum arktischen Uralgebirge.

Schrenks gran bliver et stort træ, op til 50 m højt og med en stammediameter på op til 2 m. Den forekommer i to underarter, type-racen schrenkiana, der er udbredt i Kazakhstan og Sinkiang, samt Tien Shan-gran, racen tianshanica, som findes i Kirgisien.

 

 

Tidligt morgenlys på høje og slanke Tien Shan-graner, Arashan-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fjerskyer over en skov af Tien Shan-graner, Arashan-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Caumsett State Park, Long Island, USA, har en slyngplante omslynget en anden slyngplante, hvorved der er dannet et smukt mønster. De bringer mundheldet ”Frænde er frænde værst” på sinde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gråhovedet isfugl (Halcyon leucocephala) er vidt udbredt i Afrika, fra Mauritanien mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd til Sydafrika. Desuden findes den på sydspidsen af den Arabiske Halvø. Denne art tilhører en gruppe af isfugle, som ikke er nært tilknyttet vand, idet de hovedsagelig lever af større insekter, firben og lignende.

 

 

Mønstre på undersiden af vingen hos en gråhovedet isfugl, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pipal (Ficus religiosa) tilhører en gruppe af figenarter, som kaldes kvælerfigner. De starter ofte deres tilværelse som epifyt i et andet træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge pipal-træ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor det slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder. Pipal vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis den får lov, vil den med tiden omklamre bygningen, som bliver ødelagt af dens rødder.

Pipal er nærmere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer, mens billeder af andre figenarter kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Morgenlyset rødmer denne række af pipal-træer i byen Taichung, Taiwan. Arten plantes vidt og bredt på øen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pipal kan kendes på sine brede, hjerteformede blade, som er langt tilspidsede. Dette nedfaldne blad er angrebet af svampe. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Efter at værtstræets stamme er rådnet bort, står kvælerfigentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder, her i byen Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lobelia er en slægt i klokkeblomstfamilien (Campanulaceae), som omfatter omkring 415 arter, der hovedsagelig findes i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med nogle få arter i tempererede egne.

 

Lobelia telekii er et meget højt medlem af slægten, som kun findes på bjerge i Kenya (Mount Kenya, Mount Elgon og Aberdare), samt på Mount Kilimanjaro i Tanzania. Den vokser i højder mellem 3000 og 5000 m. Dens blomster, der bestøves af fugle – specielt smaragdsolfugl (Nectarinia johnstoni) – er skjult blandt lange, hårede støtteblade, hvilket giver planten er særdeles låddent udseende.

Arten er opkaldt til ære for Greve Samuel Teleki de Szék (1845-1916), en ungarsk opdagelsesrejsende, som ledede den første ekspedition til det nordlige Kenya i 1887-88.

 

 

Kenya 1988-89
Morgenlys på en bladroset af Lobelia telekii, Makinder-dalen, Mount Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kenya 1988-89
På dette billede fra Makinder-dalen ses de hårede støtteblade hos Lobelia telekii. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udbredelsen af Lobelia aberdarica er begrænset til bjergområder i Kenya og Uganda, i højder mellem 1850 og 3350 m. Artens naturlige habitat er sumpe og enge.

 

 

Lobelia aberdarica, Kapsangar, Cherangani Hills, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tyrkiet 2018
Døde hæftestængler af en vinplante danner mønstre på en mur, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som menneskets uadskillige følgesvend gennem tusinder af år er hesten, som engang i vild tilstand strejfede rundt på græsstepperne i Europa og Asien, i dag udbredt over det meste af kloden. Hesten er udførligt omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Ryttere i delvis snedækket landskab, Arashan-dalen, Kirgisien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1998
Heste på en snedækket mark, Manang, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Svampe danner et smukt mønster på et vissent blad, Basianshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fyrre (Pinus) er en kæmpestor slægt af nåletræer, der omfatter omkring 125 arter. Disse træer er udbredt i arktiske, tempererede og subtropiske områder på næsten hele den nordlige halvkugle.

 

En dag sidst i april 1992 befandt jeg mig på en bjergtop i Inyo National Forest, White Mountains, østlige Californien. Foran mig stod de mærkeligste træer, jeg nogensinde har set. På afstand virkede de fuldstændig døde, med forvredne, nøgne, strittende grene, der fra en gullighvid stamme strakte sig mod den blå himmel. Og dog – på nærmere hold så jeg en smal stribe bark på den side af stammen, som vendte bort fra den fremherskende vindretning. Denne barkstrimmel førte op til én eller to grene, som var tæt besat med grønne nåle, og i spidsen af grenene hang små kogler med børsteagtige vedhæng på skællene. Disse mærkværdige træer var børstekoglefyrre (Pinus longaeva). Bortset fra fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år, er disse fyrre er de ældste levende organismer på kloden, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Den snoede stamme af en ældgammel børstekoglefyr, White Mountains, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rød Taiwanfyr (Pinus taiwanensis), som er endemisk for Taiwan, er almindelig i bjergene i højder mellem 750 og 3000 m. Den er nært beslægtet med den japanske Pinus luchuensis, og nogle autoriteter betragter den som en underart af denne. Rød Taiwanfyr kan blive omkring 35 m høj, med en stammediameter op til 80 cm.

 

 

Taiwan 2012
Grene og nåle af rød Taiwanfyr, Shei-pa Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2012
Fyrrepollen danner mønstre på overfladen af en regnvandspyt i Pine Barrens, New Jersey, USA. Dette område er opkaldt efter de udstrakte fyrreskove, der vokser på den magre jord. (Barren betyder ’gold’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig genette (Genetta genetta) er en lille viverride (en særlig gruppe inden for desmerdyrene), som er vidt udbredt i Afrika samt langs den sydlige kyst af den Arabiske Halvø. På et tidligt tidspunkt blev den indført til Spanien, hvor den hurtigt dannede en vild bestand. Den har siden bredt sig mod nord og øst gennem Frankrig til Schweiz, Belgien og det sydlige Tyskland.

 

 

Kenya 1988-89
Pelsmønsteret hos en almindelig genette, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Artocarpus, populært kaldt brødfrugt, er en slægt på omkring 60 arter af træer og buske, som tilhører morbærfamilien (Moraceae). De fleste af arterne er hjemmehørende i Sydøstasien, nogle få på øer i Stillehavet. De talrige blomster udvikles til et såkaldt synkarpium, dvs. en frugt med talrige delfrugter, der sidder meget tæt sammen. Hos mange arter bliver frugten meget stor.

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Oprindelsesstedet for jacktræet (Artocarpus heterophyllus) er ukendt, men menes at være et sted i Tropisk Asien. I dag kendes denne art kun som dyrket. Dens frugt, som er sammensat af hundreder, ja til tider tusinder af individuelle blomster, kan nå en længde af 90 cm og veje op til 50 kilo. Den vokser direkte på stammen, og et udvokset træ kan producere 100-200 frugter om året. Under det knoppede yderlag findes en hvidlig, svampet masse, der omgiver de nøddeagtige kerner. Begge dele koges og smager dejligt. Et syrligt lag omkring selve nødderne kan spises råt.

Ordet jack stammer fra portugisisk jaca, hvilket menes at være afledt af et sydindisk Malayalam-udtryk, chakka pazham, der har sin rod i det ældgamle dravidiske ord ka eller kay (‘frugt’ eller ‘grønsag’). (Kilde: Franklin Southworth 2005. Linguistic Archaeology of South Asia. Routledge-Curzon)

 

 

Bali 2009
Mønsteret i det knoppede yderlag af en jackfrugt, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Costa Rica-2
Drivtømmer med talrige borehuller efter pæleorme, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lille blåhejre (Egretta caerulea) er vidt udbredt, fra det sydlig-centrale og sydøstlige USA mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til Sydamerikas kystegne, mod syd til Peru og det sydlige Brasilien. Slægtsnavnet Egretta kommer af det franske ord aigrette, som betyder ‘lille hejre’.

Endnu et billede af denne art kan ses på siden Hyldest til farven blå.

 

 

USA 1998-99
Lille blåhejre, rastende på ånderødder af rød mangrove (Rhizophora mangle), J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tusindfryd (Bellis perennis), ofte blot kaldt bellis, er vildtvoksende i størsteparten af Europa, og den er også blevet forvildet i mange andre tempererede områder, bl.a. Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand.

På engelsk kaldes tusindfryd for daisy, hvilket sandsynligvis er en forvrængning af day’s eye (’dagens øje’). Det sigter til, at blomsterkurvene af denne art lukker sig sammen om natten og åbner sig igen om morgenen. Daisy anvendes som kælenavn for piger ved navn Margaret, efter det franske navn marguerite, der benyttes for en art med lignende, men større blomsterkurve, hvid okseøje (Leucanthemum vulgare), på engelsk oxeye daisy. Da Dronning Margrethe studerede i England, blev hun også kaldt for Daisy.

 

 

Bornholm 1999-2005
Træer kaster skygger over en stor bestand af tusindfryd samt enkelte mælkebøtter (Taraxacum officinale), Ols Kirke, Bornholm. Mælkebøtten er nærmere omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Når mudderflader tørrer ud, krakelerer overfladen ofte i smukke mønstre.

 

 

Tunesien 1987
Krakeleret mudder i en udtørret wadi (ørkenvandløb), Metlaoui, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krakeleret mudder, Namib-ørkenen, Swakopmund, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika, hvor der findes to varieteter, en kystnær, der er udbredt fra British Columbia mod syd til det centrale Californien, samt en montan, der findes i Rocky Mountains fra British Columbia mod syd til Mexico. I dag dyrkes dette træ imidlertid i de fleste egne af kloden, da det yder fortrinligt tømmer.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Det danske navn hædrer den skotske botaniker og plantesamler David Douglas (1799-1834), der først rapporterede denne art. Hans korte, men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Denne umodne kogle af douglasgran, fotograferet på Fyn, viser artens karakteristiske trefligede dækblade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Med undtagelse af en enkelt art lever alle 21 nuværende arter af bæltedyr i Mellem- og Sydamerika. Kun det nibåndede bæltedyr (Dasypus novemcinctus) har formået at sprede sig til Nordamerika, hvor det nåede Texas i 1880’erne og Florida i 1920’erne. Siden har denne art bredt sig yderligere nordpå og har nu nået North Carolina, Illinois, Indiana, Kansas og Missouri. Klimaforandring kan forklare dens tilstedeværelse i sydlige stater som Georgia, South Carolina og Oklahoma, men biologerne havde hidtil troet, at vintrene i North Carolina, Indiana og Missouri ikke var milde nok til at huse en bestand af bæltedyr, og det menes, at en barsk vinter eller to utvivlsomt vil slå arten tilbage. (Kilde: scientificamerican.com/article/armadillo-moves-north-across-warmer-north-america)

Det amerikanske navn på bæltedyr er armadillo, som på spansk betyder ’den lille panserklædte’. Disse dyrs ’panser’ er egentlig små overlappende skæl, som består af ben med et ydre lag af hornstof.

 

 

Disse billeder af nibåndet bæltedyr er fra Louisiana, USA. Nederst ses ’panseret’ af små overlappende skæl, som består af ben med et ydre lag af hornstof. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skov-elm (Ulmus glabra) kan normalt blive et stort træ, indtil 40 m højt. Denne art er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Ural-bjergene, Kaukasus og Alborz-bjergene (Elburz) i det nordlige Iran.

De europæiske bestande af arten er imidlertid blevet voldsomt reduceret af elmesyge, som forårsages af sæksporesvampe af slægten Ophiostoma (tidligere kaldt Ceratocystis). Disse svampe stammer fra Asien, hvor de lokale elme har resistens mod sygdommen. Dette er ikke tilfældet i Europa og Nordamerika, hvor sygdommen optræder epidemisk.

Elmesygen er nærmere omtalt på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

 

 

Denne skov-elm i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, er dræbt af elmesyge. På stammen ses en indtørret poresvamp. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Både grøn frø (Pelophylax esculentus) og latterfrø (P. ridibundus) findes på Christiansø nær Bornholm. Disse to arters genetiske forhold er en yderst kompliceret affære. På Christiansø findes kun hunner af latterfrø. De parrer sig med de stedlige hanner af grøn frø – der iøvrigt kvækker som latterfrøen! Hunnerne af afkommet bliver latterfrøer, mens hannerne bliver grønne frøer.

 

 

Vandplanter danner et mønster omkring en grøn frø/latterfrø, Christiansø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet juni 2017)

 

(Senest opdateret maj 2022)