Fugle i Taiwan

 

 

Sorte bulbuler (Hypsipetes leucocephalus) drikker af et vandløb, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oplyst af morgensolen står denne mudderklire (Actitis hypoleucos) på et stykke af en mur, som er kastet ned i en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende Java-hyrdestær (Acridotheres javanicus), Taichung. Denne forvildede art er meget almindelig i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kok af Swinhoes fasan (Lophura swinhoii), Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kinesiske bulbuler (Pycnonotus sinensis) letter efter at have slukket deres tørst i et vandløb, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Siden 2004 har jeg tilbragt en del af hvert år i Taiwan, hvor jeg har boet i byen Taichung. Gennem denne årrække er det lykkedes mig at fotografere et stort antal af Taiwans fuglearter.

Som det tydeligt fremgår af billedsamlingen nedenfor, synes jeg bedst om at vise fuglene i deres naturlige levesteder, eller studier af deres adfærd, fremfor at tage nærbilleder, som jeg finder temmelig intetsigende.

 

 

Fugleliste
Teksten nedenfor er for en stor del baseret på hjemmesiden Wikipedia, etymologien ofte på J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London. Systematik og nomenklatur følger IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Bambusicola Bambushøns
En lille slægt med kun 3 arter, udbredt fra det nordøstlige Indien og Bangladesh mod øst gennem Indokina til Kina og Taiwan.

 

Bambusicola sonorivox Taiwan-bambushøne
Denne lille hønsefugl lever i tætte krat, bambusskov og græsklædte områder, normalt under 1000 meters højde. Den blev førhen betragtet som en underart af kinesisk bambushøne (B. thoracicus), som er udbredt i det sydøstlige Kina, men i dag regner de fleste autoriteter den som en selvstændig art, der kun findes i Taiwan.

 

 

Taiwan-bambushøns, Aowanda National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lophura
Disse markante fugle, der omfatter 9 arter, er udbredt fra Pakistan mod øst langs Himalaya til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Borneo.

 

Lophura swinhoii Swinhoes fasan, taiwanesisk blå fasan
Denne farvestrålende art er ret almindelig i det centrale Taiwans bjerge, men findes ikke andre steder. For at lokke denne pragtfulde fugl nærmere strør mange taiwanesiske fotografer majs eller andet spiseligt nær veje og stier, hvilket har resulteret i, at den ofte er bemærkelsesværdigt tam.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

 

 

Han og hun af Swinhoes fasan, Dasyueshan National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses en ung han, som ikke har hvid top, mindre hvidt på ryggen, samt ingen hvide halefjer, Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anatidae Andefugle
Denne store familie, som er udbredt over det meste af verden, rummer i dag 43 slægter med omkring 146 arter, hvoraf 37 er truffet i Taiwan.

Genetiske studier har medført, at den tidligere meget store slægt Anas er blevet opdelt i 7 slægter, bl.a. Spatula og Mareca. Alle 3 slægter er omtalt nedenfor.

 

Spatula Skeænder m.fl.
Ænderne i denne slægt, som består af 10 arter af skeænder og krikænder, var tidligere placeret i slægten Anas. Slægten Spatula blev oprindeligt indført i 1822 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Spatula clypeata Skeand
Som ynglende er denne art vidt udbredt tværs over den nordlige halvkugle, fra Island, de Britiske Øer, Spanien og Marokko mod øst gennem taiga-bæltet til Stillehavet, og endvidere i Alaska samt den vestlige del af Canada og USA, sydpå næsten til den mexikanske grænse. Den undgår de mest barske områder i Arktis.

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne. Den er en meget talrig vintergæst i Taiwan.

 

De følgende 3 billeder viser en stor forsamling af rastende skeænder i Aogu Wetlands. På det øverste billede ses også pibeand (Mareca penelope), skarv (Phalacrocorax carbo), fiskehejre (Ardea cinerea) og silkehejre (Egretta garzetta), og på det midterste billede en enkelt krikand (Anas crecca).

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fødesøgende hanner af skeand, Aogu Wetlands. I baggrunden en blishøne (Fulica atra). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På billederne nedenfor, ligeledes fra Aogu Wetlands, fouragerer to hunner af skeand ved at svømme i cirkler, hvorved de danner en opgående hvirvelstrøm. Herefter snapper de diverse smådyr, som strømmen måtte bringe op. Denne adfærd er velkendt hos svømmesnepperne (Phalaropus). På det øverste billede ses også en lille lappedykker (Tachybaptus ruficollis).

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mareca Pibeænder m.fl.
En lille slægt med 5 arter, 3 arter af pibeand, samt knarand (M. strepera) og segland (M. falcata), som alle tidligere var placeret i slægten Anas. Slægtsnavnet er fra et brasiliansk-portugisisk ord, marréco, som betyder ‘lille and’.

 

Mareca penelope Pibeand
I yngledragt er hannen af pibeand en smuk fugl, mens hunnen er lysebrun, med lidt mørkere vinger og hvidlig bug.

Den yngler i tempererede egne af Europa og Asien, fra Island og Skotland mod øst til Stillehavet, mens vinterkvartererne omfatter størstedelen af Europa og Mellemøsten, den nordlige og østlige del af Afrika, det indiske subkontinent, Sydøstasien, det sydlige Kina, Taiwan, samt den nordlige del af Filippinerne. Den er almindelig om vinteren i Taiwan.

I Nordamerika er den en regelmæssig vintergæst i lavlandet langs Stillehavet, fra Canada mod syd til Californien, og den ses også fåtalligt andre steder på kontinentet.

I 1758 blev denne art blev navngivet Anas penelope af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Han refererer muligvis til Penelope, som i Homers Odysseen var gift med Odysseus. Hun blev kendt for sin troskab mod ham, mens han var borte på sine rejser, men da de fleste ænder ikke just er kendt for deres troskab, er forbindelsen svær et se.

En anden mulig forklaring er det præ-græske ord penelops, forklaret som ’en slags fugl’ af den græske grammatiker Hesykius af Alexandria, som, sandsynligvis i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., sammenfattede et leksikon, indeholdende usædvanlige eller obskure græske ord. (Kilde: R. Beekes 2009. Etymological dictionary af Greek. Brill)

Billederne herunder er alle fra Aogu Wetlands.

 

 

Svømmende pibeænder trækker striber hen over vandfladen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sovende ænder, forrest 6 pibeænder, fem hanner og en hun, bagest skeænder (Spatula clypeata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af pibeand søger føde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svømmende han. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svømmeænder danner par i overvintringsområdet, hvorefter parret følges ad til ynglelokaliteten. Allerede i vinterkvarteret kan parret udvise territorial adfærd, som det fremgår af billederne nedenfor.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anas
I dag rummer denne slægt 31 arter. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ænder.

 

Anas acuta Spidsand
Denne and, som har navn efter den lange, spidse hale, er en almindelig vintergæst i Taiwan. Som ynglende er den udbredt tværs over den nordlige halvkugle, idet den undgår de mest barske områder i Arktis. Den forekommer fra Island, Norge og Danmark mod øst til Stillehavet, og endvidere fra Alaska og Canada mod syd til det centrale USA. Den yngler også pletvis i Central- og Østeuropa, samt i Tyrkiet.

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

 

 

Hanner og hunner af spidsand, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anas zonorhyncha Kinesisk pletnæbbet and
Denne art har en spredt forekomst i Taiwan og er ikke talrig nogetsteds. Førhen blev den betragtet som en underart af indisk pletnæbbet and (Anas poecilorhyncha). Den er udbredt fra det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Mongoliet og Kina til Myanmar, Laos og Vietnam, og derfra mod øst til Japan og Taiwan, mens den indiske pletnæbbede and findes på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Forskning har vist, at blandede ynglepar sjældent ses, hvor de to arters udbredelse overlapper.

Begge arter har navn efter den gule plet på spidsen af det ellers sorte næb.

 

 

Kinesiske pletnæbbede ænder, Zhu’an Wetlands, nær Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fugl letter fra en fiskedam i Zhu’an Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apodidae Sejlere
Denne familie indeholder omkring 19 slægter og 113 arter af hurtigtflyvende fugle, som fanger insekter i luften. Overfladisk minder de om svaler, men er ikke engang fjernt beslægtet med dem. Ligheden skyldes konvergent udvikling på grund af deres ensartede levevis.

 

Apus Typiske sejlere
En slægt med 20 arter, udbredt i Eurasien og Afrika, samt på øer i Stillehavet. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sejlere, afledt af oldgræsk a (‘uden’) og pous (‘fod’). På grund af disse fugles små og svage fødder troede man i Oldtiden, at de var en type svaler uden fødder.

 

Apus nipalensis Hussejler
Førhen blev den almindeligste sejlerart i Fjernøsten, Sydøstasien og Indonesien betragtet som en underart af den vidt udbredte lille sejler (Apus affinis), men i dag regnes fugle fra Nepal østpå til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien for en særskilt art. Den er meget almindelig i Taiwan og yngler ofte i tætte kolonier på højhuse.

 

 

Hussejler-kolonier, Taichung. Den hvide genstand på nederste billede er en lampeskærm af glas. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Streptopelia Turtelduer
En slægt med omkring 13 arter af små til mellemstore duer, hvoraf størsteparten er udbredt i Afrika, med adskillige arter i tropisk og subtropisk Asien, hvoraf en enkelt, østlig turteldue (nedenfor), også findes i tempererede egne af Asien, mens en anden, tyrkerduen (S. decaocto), har udvidet sit udbredelsesområde til Mellemøsten og hele Europa. Denne ekspansion er beskrevet på siden Silhouetter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (nedenfor) og Nesoenas.

 

Streptopelia orientalis Østlig turteldue
Denne art har en meget stor udbredelse, fra den sydlige del af Ural-bjergene, Kazakhstan og Afghanistan mod øst til Stillehavet, samt fra det indiske subkontinent mod øst gennem Sydøstasien og Kina til Taiwan og Japan. Den yngler i skove, langs skovkanter samt i parker og større haver. I Taiwan er den almindelig i de lavere bjerge, mere fåtallig i lavlandet.

Førhen blev fuglene i Taiwan regnet som en særskilt underart, orii, som ikke længere accepteres, men regnes som en del af nominatracen.

 

 

Østlige turtelduer søger føde blandt visne blade, Aowanda National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne søger føde på en parkeringsplads i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han kurrer fra toppen af en pæl i en park i udkanten af Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia tranquebarica Dværgskoggerdue
Denne diminutive due, der også kaldes for rød turteldue, er udbredt fra Pakistan mod øst til det østlige Kina og Taiwan og videre mod syd til Sydøstasien samt øen Luzon i Filippinerne. Den østlige race humilis er almindelig i lavlandet i Taiwan, specielt mod syd.

Hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt røde vinger og rødligt bryst, hvilket har givet anledning til det alternative danske navn. Hunnen er brunlig, også med sort nakkebånd.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. Dette område er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

Denne flok af dværgskoggerduer hviler på en død gren af et fyrretræ, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af dværgskoggerdue, ligeledes i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han (t.v.) og hun, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spilopelia
Tidligere var medlemmer af denne slægt placeret i slægten Streptopelia (ovenfor), men genetiske analyser, samt studier baseret på stemmer, førte til den konklusion, at to arter, perlehalsduen (nedenfor) samt palmeduen (S. senegalensis) adskilte sig tilstrækkeligt fra de øvrige Streptopelia-arter til at udgøre en særskilt slægt. Palmeduen er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til perlehalsduens hvide pletter på siden af halsen og i nakken.

 

Spilopelia chinensis Perlehalsdue
Denne kønne fugl kan kendes på de perlelignende hvide pletter på sort baggrund på siden af halsen og i nakken, som danner et halvt halsbånd. Den er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent østpå til Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Filippinerne og Sydøstasien til Indonesien. 5 underarter er beskrevet, af hvilke nominatracen chinensis findes i Taiwan, hvor den er en af de almindeligste fugle.

Nogle autoriteter opdeler denne art i to særskilte arter, østlig perlehalsdue (S. chinensis) og vestlig perlehalsdue (S. suratensis).

 

 

Perlehalsduen er meget almindelig i taiwanesiske byer. Her sidder et par på gelænderet af vores altan på 10. sal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Perlehalsdue i morgenlys, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder palmefrugter, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge perlehalsduer mangler det sort-hvide skakbrætmønster på siden af halsen. Denne blev observeret i Eluanbi Nature Park, Kenting Nationalpark. På det nederste billede spreder den halefjerene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rallidae Vandhøns
Vandhønsenes familie, der bl.a. omfatter rørhøns, blishøns, rørvagtler og rikser, er opdelt i 41 slægter med i alt ca. 156 arter, af hvilke 11 er blevet observeret i Taiwan.

 

Gallinula Rørhøns
Denne slægt omfatter 6 arter, af hvilke de 3 er vidt udbredt, en enkelt art er begrænset til Gough Island i det sydlige Atlanterhav, mens de sidste to er udryddelsestruede eller måske allerede uddøde.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

Gallinula chloropus Grønbenet rørhøne
Denne art er vidt udbredt i Den Gamle Verden, idet den findes i størsteparten af Europa og Afrika, store dele af Centralasien, på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten og Sydøstasien, mod syd til Indonesien. Den er almindelig i Taiwans lavland. Bestandene i Centralasien og Fjernøsten er trækfugle, der om vinteren blander sig med standfuglene længere mod syd.

I Nord- og Sydamerika erstattes denne art af den lignende amerikanske rørhøne (G. galeata), der førhen blev betragtet som en underart af grønbenet rørhøne.

 

 

Sådan ser man ofte rørhøns, skjult i vegetationen, i dette tilfælde langs Suei Wei-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Grønbenede rørhøns, Han-floden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønbenede rørhøns i en drænkanal, Taichung. På det nederste billede spadserer en fugl hen ad en gren af et træ, som er væltet ned i kanalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fulica Blishøns
Denne slægt, som rummer 10 arter, er udbredt i hele verden med undtagelse af polar-regionerne.

 

Fulica atra Blishøne
Som ynglende har blishønen en meget stor udbredelse. Nominatracen findes fra Azorerne, de Canariske Øer og Nordafrika gennem Europa og Mellemøsten mod øst til Stillehavet, og mod syd til det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka. Andre racer yngler i Ny Guinea, Australien og New Zealand. Nordlige bestande er trækfugle, og de fugle, der yngler langs Stillehavskysten, trækker om vinteren til Korea, det sydlige Japan, det sydøstlige Kina, Taiwan og Filippinerne. Andre nordlige bestande overvintrer i den nordlige del af Afrika og i Sydøstasien.

Blishønen er en ret almindelig vintergæst i Taiwan.

 

 

Et mindre selskab af forskellige fugle i Aogu Wetlands: Blishøns i selskab med to små lappedykkere (Tachybaptus ruficollis), som renser fjerdragt, en sovende han af skeand (Spatula clypeata), samt en fødesøgende hun af pibeand (Mareca penelope). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blishøne, Aogu Wetlands. På det nederste billede dykker den efter vandplanter, som udgør størsteparten af dens føde. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To medlemmer af vandhønsenes familie: Blishøne og grønbenet rørhøne (se nedenfor), Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Podicipedidae Lappedykkere
Lappedykkere er vandfugle med lapper på fødderne. De omfatter 22 arter i 6 slægter, udbredt næsten overalt på kloden.

 

Tachybaptus
I dag rummer denne slægt 5 arter, der findes i størsteparten af verden. En sjette art, Alaotra-lappedykker (T. rufolavatus), blev erklæret for uddød i 2010. Den var endemisk for søen Alaotra og nærliggende søer på Madagascar.

Slægtsnavnet er afledt af græsk takhys (‘hurtig’) og bapto (‘at nedsænke’), hvilket sigter til, at man i det ene øjeblik ser fuglen, i det næste er den dykket.

 

Tachybaptus ruficollis Lille lappedykker
Omkring 6 underarter af denne fugl er udbredt i størstedelen af Europa, i Afrika syd for Sahara, i Mellemøsten, på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten og videre mod syd til Indonesien og Ny Guinea. Underarten poggei er ret almindelig i Taiwan.

Artsnavnet kommer af latin rufus (‘rød’) og collum (‘hals’), hvilket hentyder til den røde hals hos arten i yngletiden.

 

 

I det ene øjeblik ser man en lille lappedykker, i det næste er den dykket. – Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille lappedykker i delvis sommerdragt, Aogu Wetlands. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En del af en flok på 55 små lappedykkere, Budai Wetlands. Nogle af fuglene er i yngledragt, selv om billedet blev taget i januar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det er ikke så ofte, man ser små lappedykkere på land. Disse renser fjerdragt på en lille holm i Aogu Wetlands. Fuglen t.h. er en sovende skeand (Spatula clypeata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Recurvirostridae Klyder og stylteløbere
Disse vadefugle er karakteriseret ved deres meget lange, tynde ben. De er udbredt over det meste af kloden.

 

Himantopus Stylteløbere
Afhængigt af kilde accepteres 3-6 arter af stylteløbere, alle tilhørende denne slægt med undtagelse af rødbrystet stylteløber (Cladorhynchus leucocephalus), en mærkelig nomadisk art, der er begrænset til Australien, hvor den kun yngler efter rigeligt med nedbør, som danner store saltsøer forskellige steder i ørkenen.

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Himantopus himantopus Stylteløber
Denne markante fugl yngler i de fleste tempererede, subtropiske og tropiske områder kloden rundt, men er begrænset til områder med lavt vand. De nordlige bestande er trækfugle. Arten er en fåtallig ynglefugl i Taiwan, men almindelig som vintergæst.

 

 

En lille del af en stor flok stylteløbere, Tainan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun (t.v.) og han af stylteløber, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl, Aogu Wetlands. Ungfugle er sorte på issen og bag på halsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Recurvirostra Klyder
Der findes 4 arter af klyder, som alle tilhører denne slægt. De er udbredt i hele verden, med undtagelse af polarområderne.

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos almindelig klyde (nedenfor), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

Recurvirostra avosetta Klyde
Denne art yngler hovedsagelig i to vidt adskilte områder, i et bredt bælte fra Østeuropa tværs over Centralasien til det nordøstlige Kina, samt i den østlige og sydlige del af Afrika. Den har dog også spredte ynglebestande i Europa og Mellemøsten. De fleste europæiske og asiatiske bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Afrika, på det indiske subkontinent, langs Kinas østkyst, samt i Taiwan.

Det videnskabelige artsnavn kommer sandsynligvis af et gammelt italiensk ord, avosetta, der formodentlig var navnet på denne fugl.

 

 

Fødesøgende klyder, Tainan. T.v. ses skeænder (Spatula clypeata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sovende klyder, Budai Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Billedet herunder viser en stor blandet flok af klyde og stylteløber i Aogu Wetlands. Der ses også skeand (Spatula clypeata), skarv (Phalacrocorax carbo), fiskehejre (Ardea cinerea), sølvhejre (Ardea alba), grønbenet rørhøne (Gallinula chloropus), samt spidsand (Anas acuta).

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Charadriidae Præstekraver, viber, hjejler, etc.
Denne familie af små til mellemstore vadere omfatter omkring 10 slægter med ca. 65 arter, udbredt i næsten hele verden, for langt størstedelens vedkommende i vådområder.

 

Pluvialis Hjejler
Førhen mente man, at der foruden strandhjejle (P. squatarola) kun fandtes en enkelt anden hjejle-art, P. apricaria, som var opdelt i tre underarter. Siden er disse underarter blevet opgraderet til særskilte arter, almindelig hjejle (P. apricaria), som yngler i tundra fra Island mod øst til det centrale Sibirien, tundrahjejle (nedenfor), og endelig amerikansk hjejle (P. dominica), der yngler i de nordligste egne af Nordamerika.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Pluvialis fulva Tundrahjejle
Denne art er udbredt langs den sibiriske kyst, fra Jamal-halvøen mod øst til Chukotka-halvøen samt den vestligste del af Alaska.

 

 

Tundrahjejlen er en ret almindelig vintergæst i Taiwan, her observeret i Qigu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Charadrius Præstekraver og pomeransfugle
Denne slægt rummer omkring 32 arter af fortrinsvis små vadere, der er udbredt næsten globalt, hovedsagelig i vådområder.

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Charadrius alexandrinus Hvidbrystet præstekrave
Denne art, opdelt i 3 underarter, er vidt udbredt langs kysterne af Vest- og Sydeuropa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, Sydindien og Sri Lanka, samt Fjernøsten, bl.a. Kina, Taiwan, Japan og den russiske ø Sakhalin. Den yngler tillige inde i land omkring saltsøer i Østeuropa og Centralasien.

De sydlige bestande er standfugle, mens de nordlige trækker til varmere egne, deriblandt det nordlige Afrika, det indiske subkontinent, Sydøstasien og Indonesien.

Tidligere blev den amerikanske snepræstekrave (C. nivosus) og den hvidhovedede præstekrave (C. dealbatus), som yngler langs kyster af det sydlige Kina og Vietnam, betragtet som underarter af hvidbrystet præstekrave, men siden 2011 har man regnet dem som selvstændige arter.

 

 

Hvidbrystet præstekrave søger føde på en mudderflade, Qigu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius dubius Lille præstekrave
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den yngler i størsteparten af Europa, samt i Mellemøsten, Centralasien, Kina, Japan, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Filippinerne og Ny Guinea. Underarten curonicus er standfugl i Taiwan.

Det latinske artsnavn betyder ’tvivlsom’. Fuglen blev navngivet således i 1776 af den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pierre Sonnerat (1748-1814), da han mente, at skindet, som han beskrev arten ud fra, kunne være en variant af stor præstekrave (C. hiaticula).

 

 

Taiwan 2018a
Denne lille præstekrave blev observeret på en forladt parkeringsplads i byen Taichung. Da den var urolig på grund af min tilstedeværelse, har den måske forsøgt at yngle der. Et senere besøg viste dog ingen præstekraver, så de opgav formodentlig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne blev truffet på en byggeplads i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En voksen lille præstekrave (øverst), samt en ungfugl, søger føde på en algebevokset mudderflade i en drænkanal, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En voksen og to ungfugle raster på en betondæmning i en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scolopacidae Sneppefugle
En stor familie med omkring 15 slægter og ca. 95 arter af vadefugle, udbredt kloden rundt.

 

Actitis Mudderklirer
Denne slægt indeholder kun to arter, mudderklire (nedenfor) samt plettet mudderklire (A. macularia), der yngler i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aktites (‘lever ved kysten’), af akte (‘kyst’).

 

Actitis hypoleucos Mudderklire
Denne lille vadefugl yngler i størsteparten af tempererede og subtropiske områder i Europa og Asien, mens vinteren tilbringes i Afrika, det sydlige Asien samt Australien. Den er en almindelig vintergæst i Taiwan.

Artsnavnet kommer af oldgræsk hypo (‘underside’) samt leukos (‘hvid’), hvilket hentyder til artens lyse bug.

På Nukumanu-øerne nær Papua Ny Guinea kaldes mudderkliren for matakakoni, hvilket betyder ‘fuglen, der går en smule, hvorefter den kopulerer’, hvilket hentyder til dens vane med at pumpe bagkroppen op og ned, mens den fouragerer. (Kilde: D.W. Hadden, 2004. Birds of the northern Atolls of the North Solomons Province of Papua New Guinea. Notornis. 51 (2): 91-102)

Iøvrigt finder jeg navnet mudderklire misvisende. Denne art ses mest på stenede strande og klippekyster, så stenklire ville være et langt mere passende navn.

 

 

Mudderkliren fouragerer ofte i drænkanaler, som disse fugle i byen Taichung. De lyserøde plamager på det øverste billede er æghobe af den gyldne æblesnegl (Pomacea canaliculata), som er beskrevet på siden Natur: Invasive arter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne spadserer hen ad en mur langs en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tager bad i en drænkanal, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tringa Klirer
Denne slægt, som rummer 13 arter, er udbredt næsten overalt i verden.

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (nedenfor) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk tryngas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Tringa glareola Tinksmed
Denne fugl har en særdeles stor udbredelse, idet den yngler fra Nordnorge, England og Tyskland mod øst gennem hele Sibirien til Chukotka- og Kamchatka-halvøerne. Den tilbringer vintermånederne i Afrika syd for Sahara, i store dele af subtropisk og tropisk Asien, samt i Australien. I Taiwan er den almindelig på træk, og nogle overvintrer også.

Denne art adskiller sig fra svalekliren (nedenfor) ved sine længere, mere grønne ben, samt den kraftigt plettede overside. I flugten høres ofte et vidtlydende jif-if-if.

 

 

Denne tinksmed raster på en betondæmning i Suei Wei-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En tinksmed og en lille præstekrave (Charadrius dubius ssp. curonicus) raster på sten i Suei Wei-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa nebularia Hvidklire
Som ynglende er denne art vidt udbredt i den subarktiske zone, fra det nordlige Skotland og Skandinavien mod øst tværs over den sibiriske taiga til Chukotka- og Kamchatka-halvøerne. Den er en trækfugl, som tilbringer vinteren i Afrika, det sydlige Asien og Australien. Et stort antal passerer Taiwan, og en del tilbringer vinteren her.

Navnet klire kommer iøvrigt af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

 

 

Denne hvidklire fouragerer sammen med en rødben (se nedenfor), Qigu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa ochropus Svaleklire
Denne fugl minder om tinksmeden (ovenfor), men benene er kortere og mere grå end grønne, og oversiden er mørkere og mindre plettet. I flugten høres ofte et klart, fløjtende duit-vit-vit.

Arten er vidt udbredt, idet den yngler fra Norge, Danmark og Tyskland mod øst gennem den sibiriske taiga til det Okhotske Hav, mens vinteren tilbringes i Vest- og Sydeuropa, store dele af Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, det sydlige Kina, Taiwan og det sydlige Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til det nordlige Borneo. Ulig de fleste andre klirer yngler denne art i træer.

Den passerer gennem Taiwan på træk, og nogle tilbringer vinteren her. Den ses dog ikke så ofte, da den foretrækker ferskvandsområder, bl.a. smådamme og tilgroede vandløb.

 

 

Svalekliren træffes ofte langs tilgroede vandløb, i dette tilfælde Suei Wei-floden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa totanus Rødben
Denne art er vidt udbredt som ynglefugl næsten overalt i Europa, inklusive Island, samt i et bredt bælte gennem sydlige tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland i den sydøstligste del af Sibirien, samt det nordøstlige Kina og den japanske ø Hokkaido.

Omkring Nordsøen og Middelhavet er arten standfugl, mens andre bestande er trækfugle, der tilbringer vinteren i det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien og Indonesien. I Taiwan er den almindelig på træk, fåtallig om vinteren.

Det latinske artsnavn kommer af totano, det italienske navn på rødben.

 

 

Fødesøgende rødben, Qigu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ni rødben raster på en græsklædt holm sammen med skeænder (Spatula clypeata), Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store kosmopolitiske familie består af 22 slægter med omkring 100 arter, hvoraf ca. 30 er truffet i Taiwan.

 

Chroicocephalus
Denne slægt med 11 arter af små til mellemstore måger er udbredt næsten overalt i verden. De var indtil fornylig placeret i slægten Larus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Chroicocephalus ridibundus Hættemåge
Denne lille måge yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den yngler tillige fåtalligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Fjernøsten, inklusive Japan, samt langs Nordamerikas østkyst. Den er en ret almindelig vintergæst i Taiwan.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

Hættemåger i vinterdragt hviler på en bambusflåde i fiskerihavnen i byen Budai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Larus
Førhen var de fleste måger placeret i denne slægt, men genetiske studier har medført, at slægterne Ichthyaetus, Chroicocephalus, Leucophaeus og Hydrocoloeus er blevet genoprettet. Systematikken af de større arter i slægten er meget kompliceret, og et antal tidligere underarter er fornylig blevet ophøjet til særskilte arter. I dag rummer slægten måske omkring 30 arter.

 

Larus mongolicus Mongolsk måge
Denne måge blev tidligere betragtet som en underart af kaspisk måge (L. cachinnans), men anses nu for at udgøre en selvstændig art eller en underart af vegamåge (L. vegae). Vingerne er generelt mere lysegrå end hos vegamåge, og i vinterdragten har den færre mørke tegninger på halsen. Den yngler fra Altai-bjergene og Baikal-søen mod øst til Mongoliet, mens vinteren tilbringes i sydlige egne af Asien, bl.a. Taiwan.

 

 

Mongolsk måge, voksen fugl i vinterdragt, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hydroprogne caspia Rovterne
Denne store terne er det eneste medlem af slægten. På trods af det latinske artsnavn, som betyder ’fra det Kaspiske Hav’, har rovternen en næsten kosmopolitisk udbredelse med ynglepladser på spredte lokaliteter i Afrika, Europa, Asien, Australien, New Zealand og Nordamerika. Den er ikke talrig nogetsteds, og den totale bestand anslås til omkring 50.000 ynglepar.

I Taiwan er denne art en temmelig almindelig træk- og vintergæst, og langs vestkysten findes en række vådområder, hvor flere hundrede fugle undertiden er forsamlet.

 

 

En stor flok rovterner raster sammen med hættemåger og en enkelt sølvhejre (Ardea alba), Budai Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2006-07
Ved aftenstide flyver rovterner over Qigu Wetlands. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sterna Typiske terner
Denne slægt, der omfatter 11-13 arter, optræder over næsten hele verden, hovedsagelig i kystområder. Tidligere var 4 andre terner placeret i denne slægt, men de er blevet overført til slægten Onychoprion.

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Sterna hirundo Fjordterne
Som ynglende er denne art udbredt i de fleste tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, og også i arktiske områder i Nordnorge og den nordvestligste del af Rusland. Siden 1980 har en mindre koloni eksisteret på en lille koralø ud for Sri Lankas østkyst.

Arten tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20o nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien. Underarten longipennis er ret almindelig på træk i Taiwan, sjælden om vinteren.

 

 

Fjordterne, Dongshih, sydvestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chlidonias Moseterner
Denne lille slægt, som rummer 4-6 arter, er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Chlidonias hybrida Hvidskægget terne
Denne art har en meget stor, men pletvis yngleudbredelse, idet den findes i Syd- og Østeuropa, de vestlige dele af Centralasien, Fjernøsten, det nordlige Indien, Indonesien, Australien, samt de sydlige egne af Afrika. Om vinteren forekommer den i størsteparten af Afrika, tropiske egne af Asien, samt i Australien. Den er en almindelig vintergæst i Taiwan.

Artsnavnet, som betyder ‘hybrid’ på latin, blev givet af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), som antog, at den fugl, han havde skudt, var en krydsning mellem hvidvinget terne (C. leucoptera) og fjordterne (Sterna hirundo).

 

 

Hvidskægget terne på insektfangst over en fiskedam, Dongshih, sydvestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phalacrocoracidae Skarver
Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 42 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. I dag inddeler de fleste taksonomer disse fugle i tre slægter: 22 arter af hovedsagelig større fugle i slægten Phalacrocorax, 15 arter af hovedsagelig mellemstore fugle i slægten Leucocarbo, samt 5 arter af små fugle i slægten Microcarbo. Antallet af slægter i familien er imidlertid genstand for nogen diskussion, og det er blevet foreslået, at adskillige nye slægter bør oprettes.

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Phalacrocorax
I øjeblikket indeholder denne slægt 22 arter, deriblandt brilleskarv (P. perspicillatus), som uddøde i 1800-tallet. Adskillige taksonomer har foreslået, at mange af arterne flyttes til andre slægter.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (nedenfor) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

Phalacrocorax carbo Storskarv
Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland. Racen sinensis er en almindelig vintergæst i Taiwan.

I 1800-tallet blev denne art forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

 

 

Storskarver raster på en græsklædt holm i Aogu Wetlands sammen med skeænder, pibeænder (Mareca penelope), en enkelt han af bjergand (Aythya marila), samt en hun af spidsand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storskarver samt en han af spidsand (Anas acuta), Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På billedet nedenfor raster en flok skarver i jerntræer (Casuarina equisetifolia) i Aogu Wetlands. Neden for træerne ses sortmasket skestork (Platalea minor), fiskehejre (Ardea cinerea), sølvhejre (Ardea alba), silkehejre (Egretta garzetta), skeand (Spatula clypeata), stylteløber (Himantopus himantopus) og hvidklire (Tringa nebularia).

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Threskiornithidae Ibiser og skestorke
Denne familie med 14 slægter af langbenede vandfugle er udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Traditionelt er den blevet opdelt i to underfamilier, ibiser og skestorke. Et nyere genetisk studium konkluderer imidlertid, at skestorke er nært beslægtede med den Gamle Verdens ibiser, mens den Nye Verdens ibiser tidligt blev udspaltet. (Kilde: J.L. Ramirez, C.Y. Miyaki & S.N. del Lama 2013. Molecular phylogeny of Threskiornithidae (Aves: Pelecaniformes) based on nuclear and mitochondrial DNA. Genetics and Molecular Research 12 (3): 2740-2750)

 

Threskiornis
En lille slægt med 5 arter, der forekommer i Afrika syd for Sahara, samt fra det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til Australien.

 

Threskiornis aethiopicus Hellig ibis
Det oprindelige udbredelsesområde for denne art er Afrika syd for Sahara, hvor den er meget almindelig. Førhen forekom den også i sumplandet i det sydlige Irak, men det er tvivlsomt, om den stadig findes her.

Arten var almindelig i Oldtidens Egypten, men er nu uddød her. Den var æret som symbol på visdommens gud Thoth, der ofte ses afbildet med ibishoved.

I dag er den en almindelig og populær art i zoologiske haver verden over. Den undslipper ofte, og vildtlevende bestande er blevet etableret i bl.a. Frankrig, Italien, Spanien, De Canariske Øer, Florida, samt Taiwan. Disse bestande er en stor trussel mod andre kolonirugende fugle, idet den konkurrerer om redepladser med bl.a. kohejre (Bubulcus ibis) og silkehejre (Egretta garzetta). Ibiser er kødædende og kan på kort tid lægge fx ternekolonier øde ved at æde æg og unger.

I et nummer af det svenske fugleblad Vår Fågelvärld foreslås det vittigt, at man omdøber arten til ’skinhellig ibis’.

 

 

Hellig ibis er blevet indført til Taiwan, hvor den er under jævn spredning. Disse billeder er fra Aogu Wetlands. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at have søgt føde i selskab med en ung nathejre (Nycticorax nycticorax) letter disse hellige ibiser fra Fazi-floden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Platalea Skestorke
Denne slægt indeholder 6 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Platalea minor Sortmasket skestork
Denne sjældne fugl yngler på øer ud for Koreas vestkyst, på nogle øer ud for kysten af Liaoning-provinsen i Kina, samt siden 2006 også nogle få par i Tumen-bugten i det sydøstlige Sibirien.

Fra et estimeret antal på omkring 10.000 styrtdykkede bestanden til at omfatte 288 individer i 1988. Siden da har bestræbelser på at bevare arten fået antallet til at stige til ca. 4800 fugle i 2020. Den sydlige halvdel af Taiwan det vigtigste overvintringsområde, idet omkring 2500 holder til her.

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

Sortmaskede skestorke, Qigu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortmasket skestork, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Qigu Wetlands ses artens spatelformede næb tydeligt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Billedet herunder viser sortmaskede skestorke i Aogu Wetlands, som raster neden for jerntræer (Casuarina equisetifolia), hvori der sidder storskarver (Phalacrocorax carbo). Neden for træerne ses også fiskehejre (Ardea cinerea), sølvhejre (Ardea alba), skeand (Spatula clypeata) og stylteløber (Himantopus himantopus). Den lidt større fugl i midten af skestorke-flokken er en almindelig skestork (Platalea leucorodia) – en sjælden gæst i Taiwan.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer omfatter ca. 64 arter af langbenede og langnæbbede fiskeædende vandfugle, som er udbredt næsten overalt i verden. Omkring 21 arter er blevet observeret i Taiwan.

 

Ixobrychus Dværghejrer
En slægt på 9 arter af diminutive hejrer, som er udbredt næsten overalt i verden. De fleste arter er Asientiske, men Nordamerika, Sydamerika, Eurasien og Australasien er alle hjemsted for en enkelt art. De tropiske arter er for størstedelens vedkommende standfugle, men en del af bestandene af de nordamerikanske og eurasiske arter er trækfugle. En tiende art, nyzealandsk dværghejre (I. novaezelandiae), er uddød.

Disse fugle yngler hovedsagelig i rørskove, og deres skjulte levevis gør det ofte vanskeligt at observere dem.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ixias, en rørlignende plante, samt brykhomai (‘at brøle’), der sigter til deres hæse skrig.

 

Ixobrychus cinnamomeus Kanelfarvet dværghejre
Denne art yngler i rørskove, fra det østlige Indien og Sri Lanka mod øst til det østlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien. I størsteparten af dette store udbredelsesområde er arten standfugl, men de nordligste bestande i Kina er trækfugle.

 

 

Han af kanelfarvet dværghejre, Aogu Wetlands. Hunnen har en mere brunlig fjerdragt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ixobrychus sinensis Okkergul dværghejre
Denne art er udbredt fra den nordlige del af det indiske subkontinent mod øst til Taiwan, samt fra Ussuriland og Sakhalin i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Kina, Japan og Sydøstasien til Sumatra, Borneo og Filippinerne. Disjunkte bestande findes på øer øst for Ny Guinea, samt i Sri Lanka, Oman og Seychellerne. Arten er hovedsagelig standfugl, men de nordøstlige bestande trækker sydpå om efteråret. Den er en ret almindelig standfugl i Taiwans lavland.

 

 

Hun af okkergul dværghejre, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gorsachius Nathejrer
En lille slægt med 4 arter af små hejrer, hvoraf de 3 er udbredt i varmere egne af Asien, den fjerde i Afrika syd for Sahara. De var oprindeligt placeret i slægten Nycticorax (nedenfor).

 

Gorsachius melanolophus Malajnathejre
Denne lille art yngler hovedsagelig i Sydøstasien og Filippinerne, med nordlige udposter i det nordøstlige Indien samt i Taiwan. Hovedparten er standfugle, men de indiske fugle såvel som nogle af de nordlige populationer i Sydøstasien er trækfugle, som tilbringer vinteren i Malaysia og Indonesien.

Artens foretrukne biotop er skove og sumpede områder, men i Taiwan, hvor den er almindelig, træffes den ofte i byparker, hvor den kan blive bemærkelsesværdigt tillidsfuld.

 

Det øverste billede nedenfor viser et par af malajnathejre på en plæne i en park i byen Taichung. Fuglen t.v. er sandsynligvis en han i yngledragt, idet den har lang top og er ret kraftigt blå mellem næbbet og øjnene, mens den anden fugl sikkert er en hun, der endnu ikke er helt kønsmoden, eller også har den bevaret ungfugledragten – et træk, der er kendt fra hunner af denne art. (Kilde: C. Chang: Malayan Night Heron Gorsachius melanolophus breeding i immature plumage, Forktail 16 (2000), 167-168)

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne malajnathejre i yngledragt søger føde i en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hun af malajnathejre, set forfra, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018e
Denne vandrer ned ad en gade i Taichung, mens den bevæger sine brystfjer fra side til side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fugl sidder på sin dagrasteplads, en mur omkring en have i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung malajnathejre søger føde på en sti i en bypark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ungfugl fouragerede i en drænkanal i Tunghai Universitetspark, Taichung, da en guldsmed passerede tæt forbi den. Lynhurtigt spredte den sine vinger, hvorved et sort, hvidt og rødt ’øjemønster’ blev åbenbaret – måske et middel til at skræmme fjender bort? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nycticorax Nathejrer
I dag rummer denne slægt kun 2 arter, nathejren (nedenfor), som er udbredt i næsten alle varmere områder af kloden, samt rød nathejre (N. caledonicus), der er udbredt i Australien, New Zealand, Java, Filippinerne, Papua Ny Guinea, Ny Caledonien, Palau, samt på Solomon- og Caroliner-øerne.

I historisk tid er 4 andre arter af slægten uddøde. De var alle begrænset til små øer i Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos disse fugle, samt til deres hæse, ravneagtige kald.

 

Nycticorax nycticorax Nathejre
Denne mellemstore hejre findes i de fleste varmere egne verden rundt, også i Taiwan, hvor den er en almindelig ynglefugl i lavlandet.

 

 

Voksne nathejrer og en enkelt brunspættet ungfugl sidder i mangrove som noder i et nodehæfte, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018c
Taiwan 2015
I Taiwan er nathejrer ofte tillidsfulde, som disse to fugle, der fouragerer langs bredden af damme i byparker i Taichung. Bemærk den lange hvide nakkefjer på fuglen på det nederste billede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En voksen nathejre hviler på et hustag, Taichung. Den opgående sol oplyser den lange nakkefjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne voksne fugl sover i mangrove, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse nathejrer er på udkig efter fisk, Han-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ungfugl letter fra kanten af en dam i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ungfugl søger føde i en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne nathejre er godt skjult i en bevoksning af bambus, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bubulcus ibis Kohejre
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i de fleste varmere egne af kloden, og den undgår kun regnskov og ørkenområder. Den er en almindelig standfugl i Taiwans lavland.

Oprindeligt var denne fugl hjemmehørende i det sydlige Spanien og Portugal, den nordlige halvdel af Afrika, samt tværs over Mellemøsten og det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til det nordlige og det østlige Australien.

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). De er fuldstændig identiske, så denne opdeling er lidt af et mysterium for mig.

 

 

Kohejrer, samt en enkelt silkehejre (Egretta garzetta, forrest), forsamlet langs et dige mellem rismarker, Longluan Lake, Kenting Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kohejre i yngledragt søger føde i et græsklædt område langs en dam i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kohejre i den snehvide vinterdragt søger føde på en plæne i Nanhua Ecological Park, nær Yujing, sydvestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Taiwan 2018
Disse kohejrer følger efter en traktor, som er i færd med at pløje en rismark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer søger føde på en nyhøstet rismark i udkanten af Taichung i selskab med Java-hyrdestære (Acridotheres javanicus) og en enkelt tophyrdestær (A. cristatellus, forrest t.v.). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ardea
En slægt med ca. 13 arter af hovedsagelig store hejrer, udbredt i næsten hele verden. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre.

 

Ardea alba Sølvhejre
Denne store hejre har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter placerede den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

Underarten modesta er almindelig i lavlandet i Taiwan.

 

 

Talrige sølvhejrer, nogle få silkehejrer (Egretta garzetta), samt en enkelt fiskehejre (Ardea cinerea), forsamlet i et buskads, Budai Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2008
En stor blandet flok af sølvhejre og silkehejre på udkig efter fisk langs en kanal i Qigu Wetlands, nær Tainan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvhejre, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea cinerea Fiskehejre
Fiskehejren er vidt udbredt i Europa, størstedelen af Asien og Afrika, samt på Madagascar. Den er almindelig i Taiwan, men mere fåtallig end sølv- og silkehejre. I Amerika erstattes den af den lignende, men lidt større stor blåhejre (Ardea herodias).

Andre billeder af fiskehejre er bragt på siderne Fiskeri, samt Dyreliv: Byens dyreliv, mens stor blåhejre er præsenteret på siden Hyldest til farven blå.

 

 

Denne fiskehejre hviler på en sten i Fazi-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Taiwan 2018
Denne søger føde i Han-floden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fiskehejre letter fra Suei Wei-floden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne blev fotograferet i Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fiskehejre i flugt, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardea intermedia Gulnæbbet hejre
Denne art ligner en mindre udgave af sølvhejre, og den har ligeledes en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, på det indiske subkontinent, i Fjernøsten og Sydøstasien, samt i Indonesien og Australien. I Fjernøsten yngler den så langt mod nord som Sydkorea og det sydlige Japan. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i Taiwan, Filippinerne, Sydøstasien og Indonesien.

Gulnæbbet hejre er en ret almindelig vintergæst i Taiwan, men bliver ofte overset på grund af dens lighed med sølvhejre.

Nogle autoriteter placerer denne fugl i en særskilt slægt, Mesophoyx.

 

 

Gulnæbbet hejre, Sandiao Cape, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Egretta
En slægt med 12 hejrer af mellemstørrelse, hvoraf hovedparten yngler i varmere områder kloden rundt. De fleste medlemmer har sorte ben med stærkt gule tæer, og mange får prydfjer på ryggen i ynglesæsonen.

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Egretta garzetta Silkehejre
Denne art findes i næsten alle subtropiske og tropiske områder af Europa, Afrika, Asien og Australien. I 1994 blev en lille bestand etableret på Barbados-øerne i Caribien, og herfra har den siden bredt sig til andre caribiske øer samt til Atlanterhavskysten i USA. Den er meget almindelig i Taiwans lavland.

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

En nær slægtning, snehejren (Egretta thula), er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Taiwan 2018d
Taiwan 2018
Taiwan 2018c
Silkehejren har sorte ben med stærkt gule tæer. Disse blev fotograferet i byerne Sanyi (øverst) og Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stående på et hustag i Taichung renser denne silkehejre sine prydfjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2015
Disse silkehejrer søger føde i en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser et par af silkehejre i parringsspil. Den ene fugl, formodentlig hannen, vandrer rundt med næbbet pegende op mod himlen, mens den anden, formodentlig hunnen, rejser fjerprydelsen på ryggen. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne silkehejre holder hvil på en elledning i Taichung. Ikke en særlig komfortabel rasteplads for en langbenet fugl! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Accipitridae Høge, ørne, etc.
Denne store familie, som omfatter omkring 66 slægter og ca. 250 arter af rovfugle, fra små til store, er udbredt i hele verden, med undtagelse af Antarktis.

 

Accipiter Spurvehøge, duehøge
Denne, den største slægt i familien, rummer 51 arter. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på høge, afledt af accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Accipiter trivirgatus Toppet duehøg
Denne rovfugl er vidt udbredt i Himalaya, i bjergområder i det østlige og sydlige Indien, samt i Sri Lanka, endvidere fra Sydøstasien mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Filippinerne, Malaysia og Indonesien.

Den endemiske underart formosae er den mest udbredte Accipiter-art i Taiwan, hvor den lever i skove, krat og større byparker, fra lavlandet op til en højde af omkring 1000 m. Når den jager, sidder den stille i et træ, hvorfra den afsøger omgivelserne for bytte.

 

 

Taiwan 2018d
Denne hun sidder i et indisk kapoktræ (Bombax ceiba) i udkanten af Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han blev observeret i en forstad til Taichung. Hanner af denne art har orange iris, mens hunnernes er gul. Bemærk, at fuglen bærer en blå ring. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Butastur
Denne slægt rummer kun 4 arter. Gråhovedet våge er omtalt nedenfor, mens rødvinget våge (B. liventer) er udbredt i Sydøstasien og Indonesien, hvidøjet våge (B. teesa) på det indiske subkontinent, i det sydvestlige Kina og i det nordlige Indokina, og græshoppevåge (B. rufipennis) hovedsagelig i Sahel-zonen i det nordlige Afrika, om vinteren også i Østafrika.

 

Butastur indicus Gråhovedet våge
Denne mellemstore rovfugl yngler i Ussuriland i det sydøstlige Sibirien og videre mod syd gennem det nordøstlige Kina til Korea og Japan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Sydøstasien, Indonesien og Filippinerne.

Taiwan ligger på en hovedtrækrute for denne art, og i oktober passerer tusinder over øen mod syd langs de centrale bjerge, mens det nordgående træk finder sted i marts-april langs de lave bjergkæder i øens vestlige del. Nogle få tilbringer vinteren på øen Lanyu.

 

 

Gråhovedede våger på træk, kredsende over deres nattesæde nær Manzhou, sydlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret nedenfor, mens medlemmer af de øvrige to beskrives på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til vores hjemlige isfugls farvespil i fjerdragten, mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Alcedo
En lille slægt med 7 arter, der alle næsten udelukkende lever af fisk. 4 arter er begrænset til varmere egne af Asien, 2 til Afrika syd for Sahara. Den syvende er omtalt nedenfor.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for isfugle.

 

Alcedo atthis Isfugl
Den almindelige isfugl har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Asien til Sakhalin og Japan, mod syd til Nordafrika, Irak, Sri Lanka, Indonesien og Ny Guinea. Den østlige race bengalensis er ret almindelig i Taiwan, hovedsagelig i lavlandet.

 

 

Disse isfugle blev begge observeret langs drænkanaler i Taichung. Fuglen på det øverste billede sidder på en pind, som er blevet stukket ind i et afløbsrør. Pinden bliver formentlig benyttet som overnatningsplads af en hejre, at dømme efter gødningklatterne på muren. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Megalaimidae Asiatiske skægfugle
En familie med i alt 35 arter, udbredt i skove og krat, fra Pakistan mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien. De var alle tidligere placeret i slægten Megalaima, med undtagelse af to arter af Caloramphus. I dag er Megalaima imidlertid blevet omdøbt til Psilopogon. Man har dog beholdt familienavnet Megalaimidae.

Disse farvestrålende, små til mellemstore fugle var førhen placeret i familien Capitonidae, der også omfattede Afrikas og den Nye Verdens skægfugle, men man har fundet, at de asiatiske arter adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, med afrikanske skægfugle(Lybiidae) og tukaner (Ramphastidae) som søster-grupper.

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Psilopogon nuchalis Taiwan-skægfugl
Førhen blev denne fugl betragtet som en underart af sortbrynet skægfugl (P. oorti), men nylige studier konkluderer, at den er en særskilt art, som er endemisk for Taiwan. Den er meget almindelig i skove og parker i lavere egne af øen, op til en højde af ca. 2800 m.

 

 

Taiwan-skægfugle, Buluowan, Taroko-kløften. På det nederste billede æder en fugl en blomst af taiwanesisk kirsebær (Prunus campanulata). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Taiwan-skægfugl sidder i et træ af arten Terminalia mantaly med nyudsprungne blade og blomsterknopper, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af for Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i polar-regionerne. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer gennem at tromme på træstammer med næbbet.

 

Yungipicus
En slægt med 7 arter af diminutive spætter, som er udbredt på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten, Sydøstasien og Indonesien. De var tidligere placeret i slægten Dendrocopos.

Slægtsnavnet er en kombination af oldgræsk iynx (‘vendehals’) samt det latinske picus (‘spætte’), hvilket formodentlig sigter til deres lidenhed.

 

Yungipicus canicapillus Gråisset flagspætte
Denne lille spætte opdeles for nuværende i 11 underarter, udbredt i Himalayas forbjerge fra Pakistan mod øst til Myanmar, samt fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Kina, Taiwan og Sydøstasien til Sumatra og Borneo. Kønnene er ret ens, men hannen kan kendes på en ganske lille rød plet på hver side af issen.

Underarten kaleensis er ret almindelig i Taiwans lavland, bl.a. i byparker.

 

 

Gråisset flagspætte hun, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hun søger føde, Buluowan, Taroko-kløften. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun hakker på tynde grene af et figentræ (Ficus), Central Taiwan Science Park, Taichung. Den æder muligvis skjoldlus (Coccidae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Campephagidae Larveædere
Medlemmer af denne familie er små til mellemstore spurvefugle, som lever i subtropiske og tropiske regioner af Afrika, Asien og Ny Guinea. Familien rummer omkring 93 arter, opdelt i 11 slægter.

 

Pericrocotus Minivetter
En slægt med omkring 15 arter, som hovedsagelig forekommer i skove fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst gennem det indiske subkontinent til Kina og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, og derfra mod syd gennem Japan, Taiwan, Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien.

Mange af arterne har strålende farver, hannerne overvejende røde og sorte, hunnerne gule og sorte. To arter er vist på siden Hyldest til farven orange.

 

Pericrocotus solaris Orientminivet
Denne fugl er udbredt fra the Himalaya mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Cambodia og Vietnam, hvor den lever i skove i højder mellem 1000 og 2000 m.

Den blev beskrevet i 1846 fra Darjiling af den engelske zoolog Edward Blyth (1810-73), som var kurator i den zoologiske afdeling af Museum of the Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

En han af orientminivet letter fra en gren, Buluowan, Taroko-kløften. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en lille familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 29 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika. Stor tornskade (L. excubitor) har en cirkumpolar udbredelse, og som dens navn siger, er amerikansk tornskade (L. ludovicianus) begrænset til Nordamerika. 5 arter er observeret i Taiwan.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

Lanius cristatus Brun tornskade
Der er beskrevet i alt 4 underarter af denne art, som er udbredt over det meste af det østlige Asien, i størstedelen af Sibirien, Mongoliet, Kina, Korea og Japan. Længere mod vest afløses den af to nære slægtninge, rødrygget tornskade (L. collurio) og isabellatornskade (L. isabellinus).

Den brune tornskade tilbringer vintermånederne i tropiske og subtropiske egne af Asien. Billederne nedenfor viser underarten lucionensis, som er en almindelig træk- og vintergæst i Taiwan.

 

 

Hanner af brun tornskade, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018
Ungfugle, Taichung. Fuglen på det øverste billede sidder foran et blomstrende taiwanesisk kirsebærtræ (Prunus campanulata). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse brune tornskader i Tunghai Universitetspark synes at være uenige om et eller andet. Træet med frugter er Koelreuteria elegans, som er nærmere præsenteret på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius schach Langhalet tornskade
Denne art er udbredt fra Uzbekistan mod øst til Kina og Taiwan, og mod syd til Sri Lanka, Filippinerne og Indonesien, med en isoleret bestand i Papua Ny Guinea. Der er anerkendt 8 underarter, af hvilke nominatracen er en ret almindelig standfugl i Taiwans lavland.

 

 

Taiwan 2018
Langhalet tornskade, siddende i toppen af et højt græsstrå langs Fazi-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fugl æder af en død stylteløber (Himantopus himantopus), hvis ben var blevet viklet ind i et net over en fiskedam, Qigu Wetlands, Tainan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne langhalede tornskade, som ikke har brunt på vingerne, er sandsynligvis en ungfugl. Den blev observeret i Taichung Metropolitan Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vireonidae Vireoer m.fl.
I dag rummer denne familie 8 slægter med omkring 64 arter, for størstedelens vedkommende begrænset til den Nye Verden. To slægter i den Gamle Verden, Pteruthius og Erpornis, er foreløbigt placeret her.

 

Erpornis zantholeuca Gulgumpet erpornis
Denne lille fugl var førhen placeret i slægten Yuhina (se Zosteropidae nedenfor) under navnet gulgumpet yuhina. Genetiske studier har imidlertid åbenbaret, at den slet ikke er nært beslægtet med yuhinaer, men sandsynligvis med de amerikanske vireoer, som et af de få medlemmer af denne familie i Den Gamle Verden. Som en konsekvens heraf er den blevet overført til en særskilt slægt, Erpornis, hvor den er det eneste medlem.

Arten er vidt udbredt i Asien, fra Himalaya mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til det nordlige Sumatra og Borneo. Underarten griseiloris er ret almindelig i mellemhøjder i Taiwans bjerge.

 

 

Gulgumpet erpornis, Buluowan, Taroko-kløften. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dicruridae Drongoer
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Dicrurus, med i alt 25 arter, af hvilke 4 er truffet i Taiwan. Fjerdragten hos de fleste arter er sort og ofte metalskinnende. Adskillige drongo-arter er glimrende imitatorer. Et eksempel herpå kan læses på siden Natur-citater.

Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugle kløftede hale.

 

Dicrurus aeneus Bronzedrongo
Denne fugl er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Borneo. Den lever oftest i løvskove, fortrinsvis i lavere bjerge. I Taiwan findes underarten braunianus i lidt større højder end sort drongo (nedenfor).

 

 

Bronzedrongo, Yushan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse syngende bronzedrongoer blev observeret i Basian Shan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicrurus macrocercus Sort drongo
Denne art er en almindelig standfugl i tropiske og nogle subtropiske områder af Asien, fra det sydlige Iran gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført til adskillige Stillehavsøer, hvor den udgør en trussel mod indfødte fuglearter. Underarten harterti er meget almindelig i Taiwans lavland, hvor den findes i åbne områder som landbrugsland og byparker.

Sort drongo lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende.

Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

 

 

Denne sorte drongo sidder foran et blomstrende taiwanesisk kirsebærtræ (Prunus campanulata) i Central Taiwan Science Park, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2017b
Denne i Tunghai Universitetspark, Taichung, har fanget et insekt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018c
Denne letter fra et træ i en bypark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorte drongoer kalder ved daggry, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne ungfugl, med brunligt hoved og bryst, drak af en drænkanal i Taichung, inden den fløj op og landede på en stige, der stod lænet op ad betonmuren langs kanalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Monarchidae Monark-fluesnappere
Denne familie indeholder 16 slægter med omkring 100 arter af langhalede insektædere, bl.a. blå monarker (nedenfor) og paradisfluesnappere (Terpsiphone). De fleste arter er standfugle, udbredt i Afrika syd for Sahara, Sydøstasien og Australasien, samt på nogle øer i Stillehavet.

 

Hypothymis Blå monarker
En lille slægt med 4 arter, som er begrænset til det østlige Asien, Filippinerne og Indonesien. Slægtsnavnet er det oldgræske navn på en uidentificeret fugl, der er nævnt af komedie-forfatteren Aristophanes (ca. 446-386 f. Kr.).

 

Hypothymis azurea Azurmonark
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, Malaysia, Indonesien, Filippinerne, det sydlige Kina og Taiwan. Ikke færre end 23 underarter er blevet beskrevet, hvoraf oberholseri er ret almindelig i skove i Taiwans lavland og den lavere del af bjergene.

Hannen er lysende blå med en distinkt sort plet på issen samt et smalt sort bånd hen over struben, mens hunnen er mere blegblå med brunlige vinger, og den mangler hannens sorte afmærkninger.

 

 

Denne han af azurmonark søger føde i et tæt træbevoksning i en bypark i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af azurmonark, Metropolitan Park, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie indeholder 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skovskader, husskader, træskader, alpekrage og alpeallike, nøddekriger og andre. Ravnen (C. corax) er den største nulevende spurvefugl.

 

Urocissa Kittaer eller blåskader
Denne slægt rummer 5 arter af pragtfuldt farvede fugle, som er udbredt på det indiske subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina og Taiwan. En enkelt art er beskrevet nedenfor, og endvidere er gulnæbbet kitta (U. flavirostris) beskrevet på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya, mens Sri Lanka-kitta (U. ornata) er præsenteret på siden Hyldest til farven blå.

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, som på klassisk græsk egentlig var navnet på skovskaden (Garrulus glandarius). I denne sammenhæng sigter det til disse fugles lange hale.

 

Urocissa caerulea Taiwan-kitta, Taiwan-blåskade
Denne pragtfulde fugl blev først indsamlet af den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham. Han kaldte denne fugl for ‘langhalet bjergnymfe’, en afledning af et gammelt kinesisk navn på arten, 長尾山娘 (‘langhalet bjergfrue’). Arten er endemisk i Taiwan, hvor den lever i løvskove i mellemhøjder, oftest mellem 300 og 1200 m.

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

Taiwan-kitta, Aowanda National Forest. Fuglene på det nederste billede drikker vand, som siver ud af et utæt vandrør. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aowanda National Forest Recreation Area er med rette stolt af sine blåskader, som det ses af denne tavle ved en hvileplads langs en vandresti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dendrocitta Træskader
Denne lille slægt af langhalede fugle omfatter 7 arter, som er standfugle i tropiske egne af det indiske subkontinent og Sydøstasien. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) samt kitta (se ovenfor).

 

Dendrocitta formosae Grå træskade
Denne art er udbredt fra Himalayas forbjerge mod øst gennem bjergområder i det nordlige Indokina og det sydlige Kina til Taiwan. I Taiwan lever nominatracen formosae dog næsten ned til havniveau. I det meste af sit udbredelsesområde er denne art temmelig sky, men i Taiwan har den vænnet sig til mennesker og viser ingen frygt.

 

 

Grå træskade, Tunghai Universitetspark, Taichung. Et vindstød skaber uorden i dens fjerdragt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fugl undersøger et blad for insekter, Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne i Tunghai Universitetspark æder en stor bi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse træskader æder frø af kinesisk talgtræ (Triadica sebifera), Taichung. – Det pragtfulde vinterløv af dette træ er vist på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sidder på en gadelampe i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2017
Den grå træskade er så velkendt i Taichung, at den er afbildet på kloakdæksler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nucifraga Nøddekriger
En lille slægt med 2 eller 3 arter. Den almindelige nøddekrige (nedenfor) er vidt udbredt i Europa og Asien, hvoraf en underart i den vestlige del af Himalaya, Kashmir-nøddekrige, af mange autoriteter betragtes som en selvstændig art, N. multipunctata. Den tredje art, amerikansk nøddekrige (N. columbiana), lever i det vestlige Nordamerika.

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrrefrø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) samt hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Nucifraga caryocatactes Almindelig nøddekrige
Denne fugl har en uhyre stor udbredelse, fra det sydlige Norge mod øst i et bredt bælte gennem den sibiriske taiga til Kamchatka, Korea og Japan, i adskillige bjergområder i Centraleuropa, Himalaya, det vestlige og nordlige Kina, samt i Taiwan.

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet, af hvilke owstoni er ret almindelig i nåleskove i de højeste bjergområder i Taiwan.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

Taiwan-nøddekrige, underarten owstoni, Tataja, Yushan Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, som rummer omkring 45 medlemmer, forekommer i stort set alle tempererede egne af verden, med undtagelse af Sydamerika. Navnet ravn benyttes om de største arter, krage og råge om lidt mindre arter. Denne slægt rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Corvus macrorhynchos Stornæbbet krage
Tidligere blev denne art kaldt for junglekrage, et navn, som også omfattede to andre krager, der i dag regnes for selvstændige arter, indisk junglekrage (C. culminatus) og østlig junglekrage (C. levaillantii).

Trods denne opsplitning har stornæbbet krage stadig en meget stor udbredelse, idet den findes fra Afghanistan gennem Himalaya og Tibet til det sydøstlige Sibirien, det nordlige Kina samt Taiwan, og derfra mod syd til Sydøstasien, Indonesien og Filippinerne.

I størsteparten af dens udbredelsesområde træffes denne art ofte omkring bygninger, men i Taiwan lever den mest i bjergskove i moderate højder.

 

 

Disse stornæbbede krager sidder i et kinesisk ambratræ (Liquidambar formosana), Aowanda National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paridae Mejser
Denne familie rummer omkring 64 arter, som genetiske studier i de senere år har fordelt på 14 slægter. Arternes indbyrdes slægtskab er dog langtfra afklaret, og fremtidige studier kan nemt ændre på nomenklaturen endnu en gang.

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Parus
Tidligere omfattede denne slægt hovedparten af mejserne, omkring 50 arter, men langt størsteparten er blevet overført til andre slægter og efterlader kun 4 arter i Parus, som var det klassiske latinske navn på disse fugle.

 

Parus monticolus Grønrygget musvit
Denne art ligner meget vor hjemlige musvit (P. major), men har to hvide vingebånd og ofte en bredere sort bryststribe, og dens sang er også anderledes. Den er vidt udbredt i Asien, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina, med en isoleret bestand i Taiwans lavere bjerge, som udgør en særlig underart, insperatus.

 

 

Grønrygget musvit, Aowanda National Forest. På det nederste billede søger den føde i blomster af taiwanesisk kirsebær (Prunus campanulata). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Machlolophus
Denne slægt omfatter 5 arter, udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det nordlige Indokina, det sydlige Kina og Taiwan. De tilhørte alle førhen slægten Parus. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk makhlos (‘luksuriøs’) og lophos (‘top’), hvilket sigter til den store top hos 4 af de 5 arter.

 

Machlolophus holsti Taiwan-mejse
Som dens navn fortæller, er denne markante fugl endemisk for Taiwan, hvor den er ret almindelig i skove i lavere bjergegne.

 

 

Taiwan- mejsen æder både nektar, dyrisk føde og frø, som det ses af disse billeder fra Buluowan, Taroko-kløften. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler etc.
Bulbuler er mellemstore spurvefugle, som tæller 27 slægter med i alt ca. 150 arter. De er udbredt i det meste af Afrika og gennem Mellemøsten til Tropisk Asien og Indonesien, og derfra mod nord til Japan. De afrikanske arter er overvejende skovfugle, mens hovedparten af de asiatiske arter lever i åbent land.

 

Hypsipetes Sorte bulbuler
Denne slægt rummer omkring 19 arter, udbredt fra Madagascar og forskellige øer i det Indiske Ocean mod øst til det indiske subkontinent, det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien.

Førhen blev de sorte bulbuler i Asien anset for at være underarter af Madagascar-bulbul (H. madagascariensis), men de fleste autoriteter anerkender nu to særskilte asiatiske arter, asiatisk sort bulbul (nedenfor), som er vidt udbredt, fra det nordøstlige Afghanistan gennem Himalaya til Indokina, Kina og Taiwan, samt sydindisk sort bulbul (H. ganeesa), der er begrænset til bjergegne i Sydindien og Sri Lanka.

 

Hypsipetes leucocephalus Asiatisk sort bulbul
Denne art er overvejende sort eller skiferfarvet, næb og gab er knaldrøde, og fødderne er orange. Til tider ses hvidhovedede former. Det videnskabelige artsnavn leucocephalus kommer af græsk leukos (’hvid’) og kephalos (’hoved’), så arten må være beskrevet ud fra et hvidhovedet eksemplar.

Underarten nigerrimus er endemisk i Taiwan, hvor den er meget almindelig i skove og større byparker, fra lavlandet op til bjerge i mellemhøjde.

 

 

Asiatisk sort bulbul klør sig i hovedet, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018a
Denne æder pollen af en blomst i et afrikansk tulipantræ (Spathodea campanulata), også i Tunghai Universitetspark. Dette smukke træ er præsenteret på siden Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sorte bulbul har fanget et insekt i et taiwanesisk kirsebærtræ (Prunus campanulata), Aowanda National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne i Tunghai Universitetspark undersøger en træstamme for insekter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spizixos
Denne slægt indeholder kun to arter, udbredt fra Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst gennem det nordlige Indokina til Kina og Taiwan.

 

Spizixos semitorques Papegøjenæbsbulbul
Denne bulbul, som lever i sekundær skov, parker og haver i moderate højder i bjerge, er udbredt i det centrale og sydlige Kina, det nordlige Vietnam, samt Taiwan.

Den taiwanesiske underart cinereicapillus blev oprindeligt beskrevet som en selvstændig art i 1871 af den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

 

 

Denne papegøjenæbsbulbul, som sidder på en stængel af græsarten Miscanthus floridulus, ryster fjerdragten efter at have badet, Longmei, nær Alishan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Papegøjenæbsbulbul æder frø af Mallotus paniculatus, Longmei. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotus Typiske bulbuler
Medlemmer af denne slægt, der tæller omkring 32 arter, er vidt udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

Pycnonotus sinensis Kinesisk bulbul
Denne art er udbredt i det centrale og sydlige Kina, nordlige Vietnam, sydlige Japan og Taiwan. Arten er en af de almindeligste fugle i Taiwan, hvor den lever i et bredt spektrum af habitater, bl.a. sekundær skov, landbrugsland, parker og haver, ja selv i byer med sparsom vegetation. Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung.

 

 

Kinesisk bulbul, Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kinesiske bulbul æder bær af paternostertræ (Melia azedarach), Tunghai Universitetspark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder er fra vores balkon på 10. sal. Den ene fugl nyder morgensolen, siddende på rækværket, mens den anden synger fra en potteplante. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fugl gisper i sommerheden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder pollen i en blomst af et taiwanesisk kirsebærtræ (Prunus campanulata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pycnonotus taivanus Taiwan-bulbul, Styans bulbul
I dele af det østlige Taiwan er store antal af kinesisk bulbul (ovenfor) i de senere år blevet løsladt under buddhistiske højtider. De er blevet naturaliseret i mange egne, hvor de konkurrerer med – og ofte hybridiserer med – den lokale endemiske Taiwan-bulbul, som er gået drastisk tilbage i antal og er allerede uddød i Yilan County. I dag er den kun almindelig i den sydlige del af øen.

Denne art ligner den kinesiske bulbul en del, men adskiller sig gennem at have helt hvidt bryst, sort hætte, en tynd skægstribe, samt en lille rød plet ved basis af næbbet.

Navnet Styans bulbul blev givet til minde om den britiske tehandler og naturhistoriker Frederic William Styan (1858-1934), som tilbragte 27 år i Kina.

 

 

Taiwan-bulbul, Hengchuen, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan-bulbul, Sheding Nature Park, Kenting Nationalpark. På dette billede ses den røde plet ved basis af næbbet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder frugter af en slags kakiblomme, Diospyros maritima, Taitung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hirundinidae Svaler
En stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, udbredt verden rundt på alle kontinenter, idet landsvalen (nedenfor) endog er en sjælden gæst i Antarktis. Størst diversitet forekommer i Afrika.

 

Riparia Digesvaler
En slægt med 6 små, brune og hvide svaler, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Digesvalen (R. riparia) yngler tillige i Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin ripa (‘flodbrink’), hvilket sigter til disse fugles foretrukne ynglested.

 

Riparia chinensis Gråstrubet digesvale
Denne lille svale er udbredt fra Tajikistan mod øst i et bælte gennem den nordlige del af det indiske subkontinent til den nordlige del af Indokina og det sydvestlige Kina, med disjunkte bestande i Taiwan og den nordlige del af Filippinerne. Den blev tidligere betragtet som en underart af brunstrubet digesvale (R. paludicola), som i dag er begrænset til Afrika.

Gråstrubet digesvale lever i åbne områder, i reglen nær vand. Den er almindelig i Taiwans lavland.

 

 

Gråstrubet digesvale renser fjerdragt, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hirundo
Denne slægt rummer omkring 16 arter, alle med undtagelse af en enkelt begrænset til den Gamle Verden. Landsvalen (nedenfor) forekommer også i Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Hirundo javanica Javasvale
Førhen blev en af de almindelige svalearter i Sydindien, Sri Lanka, Sydøstasien, Indonesien, Filippinerne og Taiwan betragtet som tilhørende den vidt udbredte Stillehavssvale (H. tahitica), men 7 underarter fra disse områder er fornylig blevet splittet ud og danner nu en særskilt art, Javasvale. Underarten namiyei er almindelig i Taiwans lavland og findes også på Ryukyu-øerne i det sydlige Japan. (Kilde: hbw.com/arter/house-swallow-hirundo-javanica)

Denne art kan kendes fra landsvalen (nedenfor) på sine kortere ydre halefjer, den grålige, tværvatrede undergump, samt manglen på et sort bånd under den rødlige strube.

 

 

Javasvaler, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Javasvale, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse sidder på en ledning under en bro over Agongdian-floden, vestlige Taiwan, hvor de havde rede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge Javasvale sidder på en ledning over Han-floden, Taichung, mens den venter på at blive fodret af forældrefuglene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundo rustica Landsvale
Landsvalen, som har 6 underarter, er verdens mest udbredte svale, idet den yngler på størsteparten af den nordlige halvkugle, fra de Britiske Øer mod øst til Japan, og fra Nordnorge, det centrale Sibirien og Kamchatka mod syd til Nordafrika, Egypten, det sydlige Iran og det sydlige Kina, samt i det meste af Nordamerika, fra det nordlige Canada til det sydlige Mexico.

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, samt det sydlige Kina og Taiwan.

Underarten gutturalis er en almindelig sommergæst i taiwanesiske byer, og nogle forbliver hele året på øen. Billederne nedenfor viser alle denne underart, fotograferet i byen Taichung.

Landsvalen bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde – deraf dens navn. Den er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

Landsvaler som byfugle. Fuglen på nederste billede hviler på en dørlampe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne landsvale har bygget sin rede over indgangen til en butik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rede, som indeholder to næsten flyvefærdige unger, er anlagt på en ledning langs en husvæg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Landsvaler fouragerer over en plæne, som vandes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cecropis
En lille slægt med 9 arter, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Rødrygget svale (C. daurica) forekommer tillige i Sydeuropa. Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Hirundo (ovenfor).

 

Cecropis striolata Asiatisk stribesvale
Denne fugl, der førhen blev kaldt Hirundo striolata, er udbredt fra det nordøstlige Indien, det sydvestlige Kina og Taiwan mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til størsteparten af Indonesien. Den blev tidligere betragtet som en underart af rødrygget svale.

Nominatracen, som er en ret almindelig standfugl i lavlandet i Taiwan, minder utrolig meget om racen japonica af den rødryggede svale, som yngler i det østlige Kina, Korea og Japan, og som er en almindelig trækgæst i Taiwan. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

 

 

Asiatiske stribesvaler, Taichung. På det nederste billede danner fuglene ’noder’ på elledninger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cisticolidae Cistussangere, priniaer m.fl.
Medlemmerne af denne familie af diminutive spurvefugle udgør omkring 26 slægter med c. 160 arter. De var førhen placeret i den store sangerfamilie (Sylviidae), men nu er blevet overført til en særskilt familie.

 

Cisticola Cistussangere
En slægt med ca. 50 arter, der næsten alle er endemiske i Afrika, med en enkelt art på Madagascar, nogle få i Asien, samt en enkelt, cistussangeren (C. juncidis), hvis udbredelsesområde når Sydeuropa.

Slægten blev beskrevet af den tyske naturhistoriker Johann Jakob Kaup (1803-73). Slægtsnavnet kommer af kisthos, det græske ord for cistroser (Cistus), også kaldt soløjetræer, samt af latin colere (‘at bo’). Formodentlig observerede Kaup cistussangeren blandt buske af denne slægt.

 

Cisticola exilis Gyldenhovedet cistussanger
Denne art blev navngivet efter sin gyldne isse (som dog undertiden er hvidlig). Den omfatter 12 underarter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien, Indonesien og Filippinerne til Australien. Underarten volitans er endemisk i det vestlige Taiwan, hvor den lever i græsklædte områder nær vand.

 

 

En han af gyldenhovedet cistussanger synger fra en elledning nær Fazi-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prinia Priniaer
Omkring 30 arter af de langhalede priniaer er vidt udbredt i Afrika og Asien. Ordet prinia er det javanesiske navn på båndvinget prinia (P. familiaris).

 

Prinia inornata Orientprinia
Denne art er udbredt på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, Kina og Taiwan, med en isoleret bestand på den indonesiske ø Java. Underarten flavirostris er endemisk i Taiwan, hvor den er meget almindelig i græsklædte områder i lavlandet.

Artsnavnet kommer af latin in– (‘u-‘) og ornatus (‘udsmykket’), hvilket sigter til fuglens jævnt brunlige fjerdragt.

 

 

Denne orientprinia hopper rundt blandt sten i et udtørret flodleje, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orientprinia, siddende på et græsblad nær Fazi-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne klør sig i hovedet, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orientprinia, Suei Wei-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne letter fra en pileurt-art (Polygonum), som vokser langs Suei Wei-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prinia sonitans Kinesisk prinia
Denne fugl blev førhen betragtet som en underart af den vidt udbredte gulbugede prinia (P. flaviventris), men adskiller sig fra denne gennem oftest at være gulligbrun, ikke gul, på undersiden, samt mere brun på oversiden. Den har også kortere næb, og sangen er anderledes.

Arten er udbredt i det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Vietnam. I Taiwan er den ret almindelig i lavlandet, især i nærheden af fugtige områder, men er ikke så almindelig som orientprinia.

 

 

Denne kinesiske prinia sidder på en udtørret bambusstængel, Zhu’an Wetlands, nær Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kinesisk prinia, Aogu Wetlands. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede fra Han-floden i Taichung viser, at kinesisk prinia undertiden er gullig på undersiden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paradoxornithidae Papegøjenæb m.fl.
Papegøjenæb er en gruppe besynderlige fugle med tykke næb, beregnet til at knække hårde frø. På grund af deres akrobatiske adfærd og overfladiske lighed med halemejser (Aegithalos) blev de i sin tid placeret i mejsefamilien (Paridae), som halemejserne dengang tilhørte.

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Nylige genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt nogle fulvetta-arter, der førhen var placeret i slægten Alcippe, nu Fulvetta (nedenfor). Andre fulvettaer, som forblev i Alcippe, er blevet flyttet til familien Alcippeidae (nedenfor).

I dag omfatter Paradoxornithidae omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Fulvetta Fulvettaer
En lille slægt med 8 arter, udbredt fra Himalaya mod øst til Indokina, Kina og Taiwan.

 

Fulvetta formosana Taiwan-fulvetta
Som dens navn fortæller, er denne fugl endemisk for Taiwan, hvor den er begrænset til skove og bambuskrat i store højder. Førhen blev den betragtet som en underart af gråøret fulvetta (F. cinereiceps), som lever i store områder af Kina.

 

 

Taiwan-fulvetta, Tataja, Yushan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sinosuthora Papegøjenæb
Denne lille slægt rummer 6 arter, som er udbredt i det østlige Asien, fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd til Indokina.

 

Sinosuthora webbiana Kanelpapegøjenæb
Denne lille art er udbredt fra Mongoliet og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd til Taiwan og Vietnam. Det videnskabelige artsnavn blev givet til ære for den engelske botaniker Philip Barker-Webb (1793-1854).

Den taiwanesiske underart bulomacha er ret almindelig i lavlandet, men ses ikke meget på grund af sin vane med at gemme sig i tæt vegetation. Den er meget blegere end fastlandsracerne og mangler den rødlige strube, så der er ikke meget ’kanel’ over den! Den udgør sandsynligvis en selvstændig art.

 

 

Kanelpapegøjenæb, underarten bulomacha, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zosteropidae Brillefugle, yuhinaer m.fl.
Oprindeligt blev brillefugle regnet for at udgøre en distinkt familie af små spurvefugle, hvis medlemmer alle var ret ens. Nylige genetiske studier antyder imidlertid, at de er nært beslægtede med yuhinaer, som førhen var placeret i larmdroslernes familie (Timaliidae).

Som den betragtes i dag, indeholder familien Zosteropidae 14 slægter med omkring 139 arter, men nogle eksperter hævder, at der behøves yderligere studier, før brillefuglenes slægtskab med andre fugle er udredt i detaljer.

 

Yuhina Yuhinaer
En gruppe på 11 mindre spurvefugle, som førhen var placeret i familien Timaliidae, men i dag mener mange autoriteter, at de er nært beslægtede med brillefugle og er derfor blevet overført til Zosteropidae.

 

Yuhina brunneiceps Taiwan-yuhina
Som dens navn antyder, er denne art endemisk for Taiwan, hvor den lever i skove i højder mellem 1000 og 3200 m. I koldt vintervejr søger den dog ofte til lavere højder. Arten er en af de almindeligste fugle i skove mellem 1500 og 2500 m.

 

 

Disse Taiwan-yuhinaer suger nektar i blomster af Taiwan-kirsebær (Prunus campanulata), Aowanda National Forest. Basis af næbbet på fuglen på det øverste billede er indsmurt i gullig nektar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zosterops Brillefugle
Denne store slægt med over 100 arter er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, på Madagascar og nærliggende øer, i det sydlige Arabien, samt fra det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til Ny Guinea og Australien.

Slægtsnavnet er afledt af græsk zoster (’krans’) og ops (’øje’), hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til den iøjnefaldende hvide øjenring hos de fleste arter.

 

Zosterops japonicus Japansk brillefugl
Denne lille fugl har klart gul strube, isse og undergump, mens ryggen er olivengrøn og undersiden grålig.

Som artsnavnet fortæller, er den udbredt i Japan, samt desuden i det østlige Kina, Taiwan, Vietnam og Filippinerne. Den er en af de almindeligste fugle i Taiwans lavland.

Arten er også blevet indført til andre egne, bl.a. Hawaii, hvor den udkonkurrerer lokale fuglearter, deriblandt de markante seglfugle.

 

 

Taiwan 2018
Japanske brillefugle suger nektar i blomster af taiwanesiske kirsebærtræer (Prunus campanulata), Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder frø af kinesisk talgtræ (Triadica sebifera), Taichung. – Det pragtfulde vinterløv af dette træ er vist på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her letter en japansk brillefugl fra en blomst af et indisk kapoktræ (Bombax ceiba), Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Japansk brillefugl suger nektar i blomster af et flaskerensertræ (Callistemon), Tunghai Universitetspark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Timaliidae Larmdrosler
Tidligere var denne fortrinsvis asiatiske familie meget stor, idet den indeholdt 34 slægter med henved 300 arter. Siden har genetisk forskning konkluderet, at mange af de fugle, som var placeret her, kun var fjernt beslægtede, og de fleste er nu blevet overført til andre familier. I dag tæller familien 9 slægter med omkring 53 arter.

 

Pomatorhinus Segltimalier
Denne slægt indeholder omkring 15 arter af mindre til middelstore fugle, der nemt kendes på det lange, nedadbøjede næb, som sammenlignes med en gammeldags håndsegl til høst.

 

Pomatorhinus musicus Taiwan-segltimalie
Som dens navn fortæller, er denne art endemisk for Taiwan, hvor den er ret almindelig fra lavlandet op til ca. 2500 meters højde. Den søger især føde i tæt krat og er ofte vanskelig at få øje på.

Førhen blev denne art betragtet som en underart af rødnakket segltimalie (P. ruficollis), som er udbredt fra det østlige Nepal og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina og Vietnam.

 

 

Taiwan-segltimalie, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Taiwan-segltimalie siddende på en ledning er et sjældent syn! – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alcippeidae Fulvettaer
Nylige genetiske studier har haft den virkning, at de små fulvettaer, som tidligere tilhørte familien Timaliidae, er blevet overført til 4 forskellige familier, 10 arter til Alcippeidae, hvor Alcippe er den eneste slægt. Gennem en årrække var disse arter placeret i familien Pellorneidae.

En gruppe på 8 fulvettaer tilhører nu familien Paradoxornithidae (ovenfor), en gruppe på 7 er blevet overført til en ny slægt, Schoeniparus, i Pellorneidae, mens rødnæbssangeren, tidligere kaldt Lioptilus nigricapillus, er blevet flyttet til slægten Sylvia i familien Sylviidae.

 

Alcippe morrisonia Gråkindet fulvetta
Denne lille fugl er endemisk i Taiwan, hvor den er meget almindelig i skove, fra lavlandet op til mellemhøjder.

Et alternativt navn på arten er Morrisons fulvetta. Dette navn sigter til Mount Morrison, der i dag kaldes for Yu Shan (‘Jadebjerget’), som med sine 3952 m er det højeste bjerg i Fjernøsten. Dette bjerg blev oprindeligt opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malakka-halvøen.

 

 

Disse gråkindede fulvettaer søger føde i blomster af taiwanesisk kirsebær (Prunus campanulata), Aowanda National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leiothrichidae Skadedrosler m.fl.
Skadedrosler udgør i alt 45 arter af farvestrålende, støjende spurvefugle af slægterne Garrulax, Trochalopteron, Pterorhinus og Grammatoptila, som i dag er placeret i familien Leiothrichidae sammen med bl.a. sibiaer (nedenfor), pragttimalier (nedenfor), minlaer (Minla), skælvinger (Actinodura) og sangtimalier (Leiothrix).

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af disse arter overført til andre familier.

Medlemmer af denne familie er begrænset til Asien, hvor de lever i et bredt spektrum af habitater, fra fugtige tropiske regnskove til kolde områder i Kina og Himalaya. Nogle arter i Himalaya er vist på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

Trochalopteron Skadedrosler
Denne slægt omfatter 19 arter, som for størstedelens vedkommende forekommer i Himalaya, Indokina, Kina og Taiwan, med en enkelt art, Himalaya-skadedrossel (T. lineatum) tillige udbredt i Centralasien, og en anden, Malaj-skadedrossel (T. peninsulae), som lever i den sydligste del af Thailand og på Malakka-halvøen.

Foruden arten beskrevet nedenfor lever 5 andre skadedrosler i Taiwan, hvoraf de to imidlertid er undslupne fangenskabsfugle, sangskadedrossel (Garrulax canorus) og kinesisk skadedrossel (Pterorhinus chinensis).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trokhos (‘hjul’) og pteron (‘vinge’), hvilket hentyder til de korte afrundede vinger hos disse fugle.

 

Trochalopteron morrisonianum Taiwan-skadedrossel
Denne art er almindelig i åbne skovområder og krat i store højder i det centrale Taiwan, men findes ikke andre steder. Den vænner sig nemt til mennesker og er ofte forbavsende tillidsfuld.

 

 

Disse Taiwan-skadedrosler blev fotograferet på en parkeringsplads på bjerget Hohuan Shan. På det nederste billede skaber et vindstød uorden i fuglens fjerdragt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne søger føde i et fyrretræ, Tataja, Yushan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Heterophasia Sibiaer
En slægt med 7 farvestrålende arter, som er begrænset til skove på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten og Sydøstasien. Nogle autoriteter placerer kun den langhalede sibia (H. picaoides) i denne slægt, idet de overfører de øvrige til slægten Malacias.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk heteros (‘forskelligartet’) og phasis (‘ytring’), hvilket sigter til den varierede sang hos disse fugle.

 

Heterophasia auricularis Hvidøret sibia
Denne kønne fugl, som er endemisk i Taiwan, er meget almindelig i skove og tætte krat i højder mellem 1200 og 3000 m. Om vinteren ses den ofte i lavere højder, undertiden helt ned til 200 m.

Artsnavnet er en tillægsform af latin auris (‘øre’), hvilket hentyder til de hvide duske på siden af hovedet.

 

 

Disse hvidørede sibiaer fouragerer i blomster af taiwanesisk kirsebær (Prunus campanulata), Aowanda National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Liocichla Pragttimalier
Denne lille slægt på 5 farvestrålende fugle, er udbredt fra det nordlige Indien mod øst til det nordlige Indokina, det sydlige Kina og Taiwan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leios (‘glat’) og kikhle (‘drossel’). Hvad det sigter til, er uklart.

 

Liocichla steerii Taiwan-pragttimalie
Denne art, som er endemisk i det centrale Taiwans bjerge, har den ældste udviklingslinje i slægten. På afstand syner den ensfarvet grøn, men på tæt hold bemærkes forskellige nuancer af blåt og brunt, samt en klar gul plet foran øjet.

 

 

Taiwan-pragttimalier, Dasyueshan National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne blev observeret i Chunyang Experimental Farm, nær Wushe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sittidae Spætmejser
Spætmejser udgør en familie af små spurvefugle med omkring 29 arter, alle placeret i slægten Sitta. Disse fugle er kendetegnet ved deres fødesøgning, hvor de kryber op og ned ad træstammer på udkig efter larver, som de trækker ud ved hjælp af deres kraftige næb.

 

Sitta europaea Spætmejse
Den europæiske spætmejse, som omfatter 21 underarter, har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i det meste af Europa, i Tyrkiet og Kaukasus, gennem hele den sibiriske taiga, samt i størsteparten af Fjernøsten, deriblandt Japan og Taiwan.

Underarten formosana er ret almindelig i skove i mellemhøjder i Taiwan.

 

 

Denne spætmejse søger føde på en lavbevokset træstamme, Aowanda National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnidae Stære
Stærene udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet.

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

I Taiwan er truffet 16 arter af denne familie, hvoraf mange imidlertid drejer sig om undslupne fangenskabsfugle.

 

Aplonis Træstære
Denne slægt med omkring 23 arter er fortrinsvis udbredt i Indonesien og på øer i Stillehavet, med nogle få arter i det nordøstlige Indien, Indokina, Malakka-halvøen, samt i det nordøstlige Queensland.

 

Aplonis panayensis Almindelig træstær
Den mest udbredte art i slægten, idet den forekommer i Bangladesh, det nordøstlige Indien, Indokina, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Den er blevet indført til Taiwan, hvor forvildede fugle har dannet små bestande hist og her i lavlandet.

Fjerdragten hos voksne og ungfugle er markant forskellig. De voksne er sortagtige med grønligt-blåligt skær, mens ungfuglene er mørkegrå med brunlig-hvid, kraftigt stribet underside. Både gamle og unge har rødbrun iris.

 

 

Træstære æder af ris, som er spredt ud på toppen af et kloakrør, Taichung. På det nederste billede ses tillige to Java-hyrdestære (Acridotheres javanicus), en enkelt almindelig hyrdestær (A. tristis), samt en perlehalsdue (Spilopelia chinensis). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Adult almindelig træstær, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge træstære har en markant stribet fjerdragt. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse ungfugle sidder på en betonmur i Taichung sammen med en skovspurv (Passer montanus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugle æder figen-frugter, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Acridotheres Hyrdestære
En slægt med 10 arter, udbredt fra Kazakhstan, Turkmenistan og Iran mod øst til Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

Acridotheres cristatellus Tophyrdestær
Denne art har navn efter fjerdusken ved basis af næbbet, som er større end hos de fleste andre arter af hyrdestære og minder om en lille top. Nominatracen er udbredt fra det østlige Myanmar mod øst til det sydlige Kina og Vietnam, mens racen brevipennis lever på den kinesiske ø Hainan, og racen formosanus i Taiwan. Arten er blevet indført adskillige andre steder, bl.a. Singapore, Japan, Canada, Argentina og Portugal, hvor den har dannet små lokale bestande.

Tophyrdestæren var førhen ret almindelig i Taiwans lavland, men er i tilbagegang på grund af konkurrence fra de indførte arter Java-hyrdestær og almindelig hyrdestær (begge omtalt nedenfor). Den adskiller sig fra disse arter gennem sin mere sorte fjerdragt, rødt øje, lysegult næb samt større fjerdusk ved basis af næbbet.

 

 

Tophyrdestære letter efter at have slukket deres tørst i en dam, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tophyrdestær sidder på en mur langs en drænkanal i udkanten af Taichung. I baggrunden ses en rismark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hviler på lampe i en bypark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse sidder på en gesims under en motorvej i Taichung, måske deres yngleplads. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acridotheres javanicus Java-hyrdestær
Som oprindeligt vildtlevende er denne art kun hjemmehørende på de indonesiske øer Java og Bali, men er blevet indført som burfugl til talrige andre lande. Mange steder er fugle undsluppet og har dannet vilde bestande, heriblandt Taiwan, Japan, Sydøstasien og Puerto Rico.

I dag er Java-hyrdestæren meget almindelig i Taiwan, hvor den udkonkurrerer visse lokale fuglearter, specielt den hjemmehørende tophyrdestær (ovenfor).

 

 

Java-hyrdestæren er normalt på vagt over for mennesker, men disse to, observeret i Taichung, viste overhovedet ingen frygt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Java-hyrdestære søger føde i en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018b
Disse æder nektar i blomster af indisk kapoktræ (Bombax ceiba), Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille del af en stor flok Java-hyrdestære, som søger føde på en nyhøstet rismark i udkanten af Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse lander i en drænkanal for at drikke, Taichung. Den øverste fugl viser denne arts sort-hvide vingemønster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Billedet herunder viser tre Java-hyrdestære, hvoraf de to, formodentlig hanner, er involveret i territoriale stridigheder på et hustag i Taichung. En af fuglene er endt i tagrenden, men har et fast greb om sin modstanders ben, så han er ude af stand til at lette. Kampen endte først, da fuglen i tagrenden gav slip på benet og så sit snit til at stikke af.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acridotheres tristis Almindelig hyrdestær
Endnu en burfugl, som har dannet forvildede bestande i Taiwans lavland. Den er hjemmehørende i Asien, fra Turkmenistan og det østlige Iran mod øst tværs over det indiske subkontinent og Sydøstasien til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd til Singapore. Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand.

Denne art var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

 

 

Disse almindelige hyrdestære raster på en elmast og en lampe, Taichung. En enkelt Java-hyrdestær (den skiferfarvede fugl) sidder også på lampen. Containerne i baggrunden er vandtårne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyrdestære og perlehalsduer (Spilopelia chinensis) æder af ris, som er blevet spredt ud på toppen af et kloakrør, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hyrdestær raster på en elledning, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnia
Denne lille slægt med 4 eller 5 arter er udbredt i Indien, det sydlige Kina og Sydøstasien. Disse fugle var førhen placeret i slægten Sturnus.

 

Sturnia malabarica Gråhovedet stær
Denne art er opdelt i to underarter, nominatformen, som findes i det nordlige Indien, Nepal, Bhutan, Bangladesh og det nordvestlige Myanmar, og underarten nemoricola, der lever i Sydøstasien, det sydlige Kina samt Taiwan, hvor den er ret almindelig i lavlandet. Nogle autoriteter betragter dog bestanden som etableret af undslupne fangenskabsfugle.

Tidligere var sydindiske fugle inkluderet i denne art, hvilket fremgår af artsnavnet, som betyder ‘fra Malabar-kysten’. I dag betragter de fleste autoriteter dog denne bestand som en særskilt art, Malabar-stær (S. blythii). Dette modsiges af et genetisk studium, som fandt, at den kun adskiller sig en smule mere fra malabarica, end det er tilfældet med nemoricola. (Kilde: Zuccon et al. 2008. Phylogenetic relationships among Palearctic-Oriental starlings and mynas (genera Sturnus and Acridotheres: Sturnidae). Zoologica Scripta, 37:469-481)

 

 

Gråhovedede stære, forsamlet på en elledning, Taichung. Læg mærke til de blegt kastanjefarvede halefjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse fouragerer i blomster af indisk kapoktræ (Bombax ceiba), Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gråhovedede stær undersøger en mulig yngleplads på en elmast, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Turdidae Drosler
Drosler udgør en stor, næsten global familie af små til mellemstore fugle, der tilbringer megen tid med at fouragere på jorden efter orme og andre invertebrater. Mange af arterne æder desuden frugt. Engang var denne familie langt større og inkluderede mange slægter, der nu er overført til fluesnappernes familie Muscicapidae (nedenfor).

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Zoothera Asiatiske drosler
Tidligere var omkring 46 arter placeret i denne slægt, men på et tidligt tidspunkt blev to amerikanske arter overført til andre slægter, Mexicodrossel til Ridgwayia og flammedrossel til Ixoreus, og efter en række genetiske studier blev ca. 22 andre arter i 2008 overført til slægten Geokichla.

Slægtsnavnet er afledt af græsk zoon (‘dyr’) og theras (‘jæger’), hvilket hentyder til, at disse drosler ofte afsøger skovbunden for invertebrater.

 

Zoothera aurea Gulddrossel
Tidligere anså man gulddroslen, under det daværende navn Z. dauma, for at være udbredt i størstedelen af Sibirien, på det indiske subkontinent, i Fjernøsten, samt fra Sydøstasien mod syd til Australien. Fornylig er den imidlertid blevet opdelt i omkring 8 selvstændige arter, og ifølge Handbook of the Birds of the World (Lynx Edicions) kaldes nu kun de sibiriske og østasiatiske bestande for gulddrossel, under navnet Zoothera aurea. I Taiwan er denne art en ret almindelig standfugl i bjergskove.

Artsnavnet kommer af latin aureus (‘gylden’). Formodentlig sigter dette navn, såvel som det danske navn, til fuglens ryg og vinger, som dog er mere brunlige end gyldne.

På engelsk kaldes arten for White’s thrush, opkaldt til ære for den engelske naturhistoriker Gilbert White (1720-93), som er bedst kendt for sit værk Natural History and Antiquities of Selborne, der første gang blev offentliggjort i 1789.

 

 

Denne gulddrossel æder bær af træarten Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Turdus Typiske drosler
Denne slægt, der rummer omkring 84 arter, er udbredt næsten overalt på kloden. Mange af de nordlige arter er trækfugle. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel.

 

Turdus chrysolaus Kurillerdrossel
Denne drossel er endemisk i Fjernøsten, idet den yngler fra øerne Sakhalin og Kurillerne mod syd til det centrale Honshu, Japan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Japan, Taiwan og Filippinerne. Den er overvejende varmt brun med rødligt bryst, mens bugen er hvid på den midterste del. Hannen har sortbrunt hoved og strube, mens hunnen har hvidlig strube med sorte lodrette striber.

Kurillerdroslen er en almindelig træk- og vintergæst i Taiwan.

 

 

Han af Kurillerdrossel æder frø af et kinesisk talgtræ (Triadica sebifera) i en bypark i Taichung. – En række billeder af dette træs pragtfulde vinterløv kan ses på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun æder frugter af en art af kakiblomme, Diospyros maritima, Taitung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus niveiceps Taiwan-drossel
Tidligere blev denne art betragtet som en underart af den vidt udbredte ødrossel (T. poliocephalus), men regnes nu almindeligvis som en selvstændig art, der kun findes i Taiwan. Den lever hovedsagelig i skove i mellemhøjder, men ses af og til i lavlandet.

Den voksne han er en smuk fugl med sort overside og brystbånd, rødlig bug og helt hvidt hoved, mens hunnen har brun overside og isse, gullighvid øjenstribe, rødlig underside og hvidlig strube.

 

 

Denne han af Taiwan-drossel æder bær af træarten Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest. En han af rødbuget niltava (Niltava vivida) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung han af Taiwan-drossel søger føde blandt visne blade, Longluan-søen, Kenting Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus pallidus Amurdrossel
Amurdroslens latinske artsnavn kommer af latin paleo (‘bleg’), hvilket hentyder til dens temmelig blege fjerdragt: brun overside, hvidlig rødligspættet underside, samt gråt hoved med en tynd gul øjenring.

Denne fugl er tilknyttet skov, og den yngler i Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, i det nordøstlige Kina, samt i Korea, mens vinteren tilbringes i Korea, det sydlige Japan, det sydøstlige Kina, samt i Taiwan, hvor den er ret almindelig.

 

 

Amurdrossel, Buluowan, Taroko-kløften. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Muscicapidae Den Gamle Verdens fluesnappere
Genetisk forskning har åbenbaret, at mange mindre fugle, som tidligere blev anset for at være små drosselfugle i familien Turdidae, i realiteten er fluesnappere, deriblandt alle arterne beskrevet nedenfor, med undtagelse af rødbuget niltava, som altid har været placeret i Muscicapidae.

I dag omfatter familien omkring 51 slægter med ca. 324 arter, som er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Copsychus Dayaldrosler, shama
Medlemmer af denne slægt, der rummer 12 arter af mellemstore insektædende spurvefugle, er hovedsagelig udbredt i varmere egne af Asien, med en enkelt art på Madagascar samt én på Seychellerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kopsykhos, som betyder ‘sort fugl’.

 

Copsychus malabaricus Hvidgumpet shama
Denne farvestrålende langhalede fugl er hjemmehørende på det indiske subkontinent, i Sydøstasien og Indonesien, samt på den kinesiske ø Hainan, men er blevet indført andre steder på grund af sin smukke, melodiske sang, bl.a. til Taiwan, hvor den findes i lavlandsskove og parker.

Mange autoriteter kalder denne art for Kittacincla malabarica. Navnet shama er navnet på fuglen i Nordindien.

 

 

Hanner af hvidgumpet shama, Tunghai Universitetspark, Taichung. Fuglen på det nederste billede søger føde på en plæne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidgumpet shama hun, Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copsychus saularis Dayaldrossel
Denne markante sort-hvide fugl er udbredt i hovedparten af det indiske subkontinent og Sydøstasien, mod øst til det sydøstlige Kina. I Taiwan forekommer arten naturligt på Kinmen-øerne, men er tillige blevet indført til selve Taiwan, hvor den er ret almindelig i byparker og større haver.

Iøvrigt er arten nationalfugl i Bangladesh.

 

 

Hanner af dayaldrossel, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hoved og bryst hos hunnen af dayaldrossel er grålige, og bugen har et rødligt skær. – Tunghai Universitetspark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfuglene er mere brunlige og har svage striber på brystet. – Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Niltava Niltavaer
Denne slægt, som rummer omkring 7 arter af farvestrålende fluesnappere, er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien.

Slægten blev navngivet af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som arbejdede i Indien og Nepal. Han beskrev talrige arter af fugle og pattedyr fra Himalaya, og mange planter og dyr er opkaldt efter ham. Ordet niltava er en forvrængning af niltau, det nepalesiske navn på orangebuget niltava (N. sundara).

 

Niltava vivida Rødbuget niltava
Denne smukke fugl er udbredt fra det nordøstlige Indien mod øst til det sydlige Kina og Taiwan. Underarten vivida er endemisk i Taiwan, hvor den er meget almindelig i bjergskove i mellemhøjder.

 

 

En han af rødbuget niltava æder bær af træarten Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myiomela
Denne slægt rummer kun to arter, hvidhalet bambusdrossel (nedenfor) samt Sunda-bambusdrossel (M. diana), som er begrænset til bjergskove på Sumatra og Java.

 

Myiomela leucura Hvidhalet bambusdrossel
Denne art er udbredt fra Himalaya mod øst gennem Sydøstasien, med en isoleret bestand, som udgør en særlig underart, montium, i mellemhøjder i Taiwans bjerge, hvor den er ret almindelig. Den lever i tæt skov og bambusbevoksninger, hvor den fouragerer på jorden.

Han og hun har meget forskellig fjerdragt. Hannen er mørkeblå med lyseblå pande og vingedækfjer, og halen er sort med en stor hvid plet ved basis i begge sider. Hunnen er brun med hvidlig strube og et halemønster som hos hannen.

 

 

Han af hvidhalet bambusdrossel, fotograferet i et tæt krat i Dasyueshan National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tarsiger Blåstjerter
En lille slægt med 6 arter, udbredt fra Himalaya mod øst til Indokina, Kina og Taiwan, med undtagelse af den vidt udbredte blåstjert (T. cyanurus), som findes i taiga-bæltet fra Finland mod øst til Japan.

 

Tarsiger johnstoniae Taiwan-blåstjert
Denne fugl er endemisk i Taiwan, hvor den lever i skove og krat i store højder, mellem 2000 og 3500 m om sommeren, om vinteren i lidt lavere højder. Hannen er en farveprægtig fugl med sort hoved, ryg og hale, med en lang hvid øjenbrynsstribe og et knaldrødt halsbånd, der strækker sig ned på rygdækfjerene. Hunnen er brun med rødligt bryst og en svag hvid øjenbrynsstribe.

Artsnavnet blev givet til ære for Mrs. Marion Johnstone, en velkendt britisk fugleopdrætter, som var den første, der formåede at få Apolori (Trichoglossus johnstoniae) til at yngle i fangenskab.

 

 

Han af Taiwan-blåstjert, observeret neden for Hohuan Shan-passet, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han synger i en pilebusk neden for Hohuan Shan-passet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Enicurus Kløfthaler
Disse markante sort-hvide fugle har alle hvidlige ben samt en kløftet hale, hvilket har givet gruppen dens navn. De fleste af de 7 arter lever langs vandløb i Sydøstasien og Indonesien, og adskillige af dem findes også i Himalaya.

 

Enicurus scouleri Lille kløfthale
Denne art er den eneste i slægten, som findes i Taiwan, hvor den lever langs hurtigtstrømmende bjergfloder mellem 1200 og 3700 meters højde. Den er vidt udbredt, fra Tien Shan-bjergene i Sinkiang mod syd til Himalaya og mod øst til det sydlige Kina og Taiwan.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske læge og naturhistoriker John Scouler (1804-71), som foretog adskillige rejser, bl.a. én i 1824-26 ombord på et Hudson Bay Company-skib med kurs mod Columbia-floden. Undervejs opankrede det på Madeira, i Rio de Janeiro, samt på Galapagos-øerne. Hans ledsager ombord var den kendte botaniker David Douglas (1799-1834), som lærte Scouler en mængde botanik. En anden rejse foretoges ombord på et handelsskib med kurs mod Calcutta, der undervejs gjorde ophold ved Kap Horn samt i Madras i Sydindien.

David Douglas’ korte men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Lille kløfthale træffes her og der i Taiwans bjerge. Denne fugl søger føde blandt våde klipper neden for Taoshan-vandfaldet, Wuling National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myophonus Fløjtedrosler
Skønt disse fugle minder meget om drosler, har genetisk forskning vist, at de er nærmere beslægtet med den Gamle Verdens fluesnappere. Der findes i alt 9 arter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Hannerne af alle arter er blå eller blåsorte, mens hunnerne hos nogle arter er brunlige.

 

Myophonus insularis Taiwan-fløjtedrossel
Som dens navn fortæller, findes denne art kun i Taiwan, hvor den er ret almindelig i bjerge i mellemhøjder.

 

 

Taiwan-fløjtedrossel, fotograferet i Aowanda National Forest (øverst) samt i byen Wushe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phoenicurus Rødstjerter
Denne slægt indeholder 14 arter, udbredt fra det vestlige Europa og Nordafrika mod øst gennem tempererede egne af Asien, og derfra mod syd til Indien og Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Phoenicurus auroreus Amurrødstjert
Denne art yngler i det sydøstlige Sibirien, fra Baikal-søen mod øst til Amurland, Ussuriland og Sakhalin, samt i Mongoliet, Tibet, størsteparten af Kina og det nordlige Korea, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Japan, Taiwan, det nordøstlige Indien og Sydøstasien. Den er en almindelig vintergæst i Taiwan, hvor den ofte ses i byparker og haver.

I lighed med de fleste andre rødstjerter har han og hun af Amurrødstjert meget forskellig fjerdragt, idet hannen har rødt bryst, bug og hale, sort ansigt, strube og ryg, grålig isse og nakke, samt en iøjnefaldende hvid plet på vingen, mens hunnen er blegbrun med orangerød hale, samt, i lighed med hannen, en tydelig hvid plet på vingen.

 

 

En han af Amurrødstjert raster i et taiwanesisk kirsebærtræ (Prunus campanulata), Aowanda National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han blev observeret i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun strækker en vinge, Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun øst for Sanxing, nær Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus fuliginosus Blyfarvet rødstjert, vandrødstjert
Tidligere var denne art placeret i slægten Rhyacornis, men genetisk forskning har afsløret, at den faktisk er en ‘rigtig’ rødstjert af slægten Phoenicurus, selv om den adskiller sig en del fra de andre medlemmer af denne slægt gennem sin mindre størrelse og kortere hale. Hannen er skifergrå med rød hale, mens hunnen har hvidligt, tværvatret bryst, mørkegrå ryg, samt til store hvide felter ved basis af halen.

Denne fugl lever udelukkende langs floder med hurtigtstrømmende vand. Den ses ofte sidde på klipper i floden, hvorfra den af og til flyver op for at snappe et forbipasserende insekt.

Artsnavnet kommer af latin fuligo (‘sod’) og –ous (’tilbøjelig til’), som sigter til hannens sodgrå fjerdragt.

 

 

Denne han af blyfarvet rødstjert sidder på en algebevokset klippe nær Cing Yun-vandfaldet syd for Alishan. På det nederste billede spreder fuglen halefjerene – en typisk adfærd hos denne art. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Monticola Stendrosler
En slægt med 13 arter, som er udbredt i store dele af Afrika og på Madagascar, samt fra Sydeuropa mod øst gennem de nordlige dele af Mellemøsten og Centralasien til Stillehavskysten og Japan, og derfra mod syd til Sumatra. De fleste arter lever i bjerge og klippefyldte områder, hvilket afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af latin mons (‘bjerg’) og colere (‘at bo’).

Trods disse fugles drossel-lignende udseende har genetisk forskning vist, at de i realiteten er jordlevende fluesnappere.

 

Monticola solitarius Blådrossel
Denne fugl er vidt udbredt, fra den Iberiske Halvø og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten og dele af det sydlige Centralasien og Himalaya til Kina, Korea, Sakhalin og Japan, med en isoleret ynglebestand på Malakka-halvøen og Sumatra.

Den østlige underart philippensis adskiller sig markant fra de øvrige racer, idet hannens bryst og bug er kastanjefarvede. Den udgør muligvis en selvstændig art. Den er en sjælden ynglefugl i Taiwan, men ret almindelig som vintergæst. Underarten pandoo, hvor hannen er mørkeblå eller skiferblå, er en sjælden gæst på øen.

 

 

Denne han af blådrossel, underarten philippensis, sidder på en betonmur langs en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dicaeidae Blomsterpikkere
Disse bittesmå fugle omfatter 2 slægter med ca. 44 arter, som hovedsagelig lever af nektar og frugt. De er udbredt fra det indiske subkontinent, Fjernøsten og Sydøstasien mod syd til Australien.

 

Dicaeum
Denne slægt indeholder omkring 38 arter, udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Australien.

 

Dicaeum minullum Ensfarvet blomsterpikker
Som dens navn fortæller, er fjerdragten hos denne art temmelig kedelig, idet den er olivenbrun på oversiden, mens undersiden er bleggul eller grålig. Den er udbredt fra Himalaya mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Den blev førhen kaldt D. concolor.

 

 

Denne ensfarvede blomsterpikker suger nektar i en blomst af taiwanesisk kirsebær (Prunus campanulata), Buluowan, Taroko-kløften. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae. Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede disse fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’.

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, der er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det latinske ord for spurve.

 

Passer montanus Skovspurv
Skovspurven har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. I Taiwan er arten meget almindelig, og den har overtaget gråspurvens (P. domesticus) rolle som byfugl, da denne mangler på øen.

Andre billeder af skovspurve kan ses på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Spurve bliver ofte affejet med et ‘det er bare en spurv’, men på nært hold ser man, at skovspurven er en køn fugl. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede søger talrige skovspurve føde i en bunke hø, der er strøet ud som foder til kvæg, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse skovspurve æder frø af kinesisk talgtræ (Triadica sebifera), Taichung. – En række billeder af dette træs pragtfulde vinterløv findes på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovspurven er en almindelig byfugl i Taiwan. Disse til sidder på en metalpæl i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Estrildidae Pragtfinker
Astrild, sølvnæb, skadefinke, zebrafinke, nonne – medlemmer af denne store familie har talrige navne. Den omfatter omkring 130 arter af små, frøædende fugle, som er udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Deres næb er kort og tykt, beregnet til at knuse græsfrø og andre frø.

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande. I Taiwan findes 3 indfødte arter, mens 5 andre er undsluppet og yngler lokalt.

 

Euodice Sølvnæb
En lille slægt med kun to arter, indisk sølvnæb (nedenfor) og afrikansk sølvnæb (E. cantans). De blev tidligere betragtet som tilhørende samme art og var placeret i slægten Lonchura (nedenfor).

 

Euodice malabarica Indisk sølvnæb
Denne art er hjemmehørende på det indiske subkontinent med nærliggende områder, men er blevet indført som burfugl mange andre steder, og i nogle lande har den dannet forvildede bestande, bl.a. Taiwan. Den ses ofte æde græsfrø.

 

 

Indisk sølvnæb, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lonchura
En slægt med omkring 30 arter, udbredt fra Pakistan mod øst gennem Indokina til Taiwan og Filippinerne, og derfra mod syd til Ny Guinea og det nordlige Australien. Slægtens kærneområde er Ny Guinea med omkringliggende øer.

 

Lonchura punctulata Muskatfinke
Denne er den almindeligste af de hjemmehørende astrild-arter i Taiwan, som forekommer overalt i lavlandet, blot der findes græsbevoksninger. Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung.

 

 

Muskatfinken er en meget social fugl, der ofte søger føde i store flokke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser det skællede mønster på muskatfinkens bryst, hvilket har givet fuglen et af dens engelske navne, scaly-breasted munia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To voksne (t.v.) og en ungfugl. Ungfugle er ensfarvet grålig-brune på oversiden og grålig-hvide på undersiden, uden de voksnes skællede mønster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Muskatfinker ses ofte æde frø af græsarter, på disse billeder frø af Panicum repens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder ligeledes frø af Panicum repens, siddende på stænglen, som er blevet bøjet ned i en drænkanal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Siddende på et tov mellem to cementpiller æder disse muskatfinker frø af græsarten Chloris barbata, Central Taiwan Science Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder frø af en uidentificeret græsart. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Muskatfinke renser vingefjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonchura striata Spidshalet bronzefinke
Denne art er ret almindelig i Taiwan, men ikke nær så talrig som muskatfinken. Den er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Sumatra.

 

 

Spidshalet bronzefinke æder frø af græsarten Miscanthus floridulus, øst for Sanxing, Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Prunellidae Jernspurve
En lille gruppe på 13 arter, alle i Prunella, den eneste slægt i familien. De fleste arter er begrænset til Asien, men jernspurv (P. modularis) og alpejernspurv (nedenfor) findes tillige i Europa. Disse fugle lever i bjergområder med undtagelse af den almindelige jernspurv, der overvejende er en lavlandsart.

 

Prunella collaris Alpejernspurv
Denne art har en meget stor udbredelse, idet den yngler fra Spanien og Marokko gennem Centraleuropa og Mellemøsten til Centralasien, Himalaya, Kina, Japan og Taiwan. Fuglene i Taiwan udgør en særlig underart, fennelli, som lever i øens højeste bjergområder.

 

 

Alpejernspurven er en hårdfør fugl. Denne hoppede rundt i snevejr og tåge nær en parkeringplads på toppen af Hohuan Shan-passet i det centrale Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Motacillidae Vipstjerter, pibere og sporepibere
Denne familie rummer 6 eller 7 slægter med i alt omkring 65 arter. Vipstjerter og pibere er vidt udbredte kloden rundt, mens de farvestrålende sporepibere er begrænset til tropiske egne af Afrika.

 

Motacilla Vipstjerter
Disse fugle, som omfatter omkring 13 arter, er opkaldt efter deres vane med at vippe halen op og ned. De er for størstedelens vedkommende udbredt i Europa, Afrika og Asien, mens to arter også er truffet i Alaska.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Ordet er egentlig en diminutivform af motare (‘at bevæge sig omkring’), men på et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Motacilla alba Hvid vipstjert
Der findes i alt 11 racer af hvid vipstjert, hvis yngleområde strækker sig fra Østgrønland mod øst gennem Europa og Sibirien til Alaska, mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Taiwan. Adskillige underarter er omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

Underarten leucopsis, kaldt Amur-vipstjert, er ret fåtallig som ynglefugl i Taiwans lavland, mens den er en almindelig vintergæst. Den kendes nemt på det helt hvide ansigt og den knaldsorte ryg hos hannen. Hunnen ligner hannen, men ryggen er en anelse mere brunlig. Underarten ocularis, som yngler i det østlige Sibirien og det vestlige Alaska, er en fåtallig vintergæst i Taiwan. Den ligner meget Amur-vipstjert, men har grå ryg, sort strube, samt en svag sort stribe gennem øjet.

 

 

En han af Amur-vipstjert fouragerer på en plæne i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han sidder på et kloakrør i muren langs en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Parringsspil hos Amur-vipstjert, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge Amur-vipstjerter ligner en bleggrå udgave af de voksne fugle. Denne ungfugl fouragerer i en drænkanal i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af underarten ocularis sidder på en mur langs en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af underarten ocularis, Suei Wei-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Motacilla cinerea Bjergvipstjert
Denne art er hjemmehørende i et kæmpemæssigt område, idet den yngler i størsteparten af Europa, samt i Marokko, Mellemøsten, Himalaya, Sibirien, Centralasien, Kina, Japan og Taiwan. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren længere mod syd, i Ethiopien, på den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Indonesien.

I Taiwan yngler underarten melanope i moderate højder i bjergene, og i vintertiden træffes den ofte langs vandløb og kanaler i lavlandet.

 

 

Voksne bjergvipstjerter i vinterdragt søger føde i drænkanaler, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugle af bjergvipstjert søger føde i drænkanaler, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla citreola Citronvipstjert
Citronvipstjerten er vidt udbredt som ynglefugl, fra Finland og Østeuropa mod øst til det centrale Sibirien, samt fra den arktiske kyst mod syd gennem Centralasien til den nordlige udkant af Himalaya. Der forekommer også spredte ynglefund i Tyrkiet og Centraleuropa. Vintermånederne tilbringes fra Iran mod øst gennem det indiske subkontinent og den nordlige del af Indokina til det sydlige Kina. Den er en ret sjælden vintergæst i Taiwan.

 

 

En han (øverst) og en hun af citronvipstjert søger føde i Suei Wei-floden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anthus Pibere
De fleste pibere har en temmelig ensartet brunlig fjerdragt med striber, en tilpasning til deres fødesøgning blandt græs eller på bar jord. Disse fugle udgør en ret stor slægt med 34-46 arter, afhængigt af kilde. De forekommer i de fleste egne af kloden, dog ikke i Antarktis.

 

Anthus hodgsoni Taigapiber
Som dens navn fortæller, er denne arts foretrukne biotop taiga, fra Uralbjergene mod øst gennem Sibirien til Kamchatka. Den er tillige udbredt som ynglefugl i åbne skove fra det nordøstlige Kina mod syd til det nordlige Japan og Korea, samt i Himalaya og det sydlige Tibet.

Om vinteren trækker den til det indiske subkontinent, Sydøstasien, det sydlige Japan, det sydlige Kina, Taiwan og Filippinerne, samt den nordlige del af Borneo. Den er ret almindelig i Taiwan om vinteren samt på træk.

Denne art ligner den eurasiske skovpiber (A. trivialis), men dens ryg er mere olivenfarvet og den har en bredere øjenstribe.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som arbejdede i Indien og Nepal. Han beskrev talrige arter af fugle og pattedyr fra Himalaya, og mange planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

Taigapiber, Aowanda National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fringillidae Finker
En stor familie med omkring 228 arter, opdelt i 50 slægter. Disse fugle er udbredt i hele verden med undtagelse af Australien og polar-regionerne. De fleste arter har et kraftigt konisk næb, beregnet til at knække frø.

 

Fringilla
En lille slægt med 4 eller 5 arter, udbredt fra det vestlige Europa og Nordafrika mod øst tværs gennem tempererede egne af Asien til Stillehavet. 2 eller 3 arter er begrænset til de Canariske Øer.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på finker, afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

Fringilla montifringilla Kvækerfinke
En meget almindelig ynglefugl i taiga-bæltet, fra Norge mod øst gennem Sibirien til Kamchatka og Sakhalin. Den tilbringer vinteren længere mod syd, i Europa, Mellemøsten, Himalaya, Kina, Japan og Taiwan, samt øen Luzon i Filippinerne. Den er temmelig sjælden i Taiwan.

 

 

Denne kvækerfinke var én ud af en lille flok, som åd frø af kinesisk talgtræ (Triadica sebifera) i Central Taiwan Science Park, Taichung. – Dette træs pragtfulde vinterløv er vist på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eophona Østlige kærnebidere
Kærnebider er et fællesnavn for en række store finker af forskellige slægter, som alle har et meget kraftigt og stærkt næb, beregnet til at knække hårde frø. I Taiwan er den eurasiske kærnebider (Coccothraustes coccothraustes) tilfældig gæst.

Slægten Eophona indeholder kun to arter, gulnæbbet kærnebider (nedenfor) og maskekærnebider (E. personata). De har nogenlunde samme udbredelse, men maskekærnebider yngler tillige i Japan og på Sakhalin. Den er en kraftigere fugl, som har sort maske, og den mangler den sorte næbspids. Den er en meget sjælden gæst i Taiwan.

Denne slægt blev beskrevet i 1851 af den britiske ornitolog og kunstner John Gould (1804-81). Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eos (‘daggry’) og phone (‘at råbe’ eller ‘at skrige’).

 

Eophona migratoria Gulnæbbet kærnebider
Hannen af denne art har sort isse, kinder og nakke, som hunnen mangler, mens de begge har lysegult næb med sort spids. Den yngler fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem det nordøstlige Kina til Korea, mens vinteren tilbringes længere mod syd i Kina. Denne art er en sjælden vintergæst i Taiwan.

 

 

Han af gulnæbbet kærnebider, Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pyrrhula Dompapper
En lille slægt på 7 tyknæbbede finker, hvoraf de 5 er rent asiatiske, mens almindelig dompap (Pyrrhula pyrrhula) er vidt udbredt fra Europa og Mellemøsten mod øst gennem tempererede områder i Asien til Japan, og Azorerdompap (P. murina) er begrænset til en enkelt ø i Azorerne.

 

Pyrrhula nipalensis Grå dompap
Denne art blev beskrevet i Nepal i 1836 af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som arbejdede i Indien og Nepal. Han beskrev talrige arter af fugle og pattedyr fra Himalaya, og mange planter og dyr er opkaldt efter ham.

Grå dompap er udbredt i Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar, samt i det sydvestlige Kina, Taiwan og Vietnam. I Taiwan er den ret almindelig i skove i mellemhøjder.

 

 

Grå dompap, ‘Blue Gate Trail’, Wushe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne grå dompap æder frø af en lønneart, Acer insulare, ‘Blue Gate Trail’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2018)

 

(Senest opdateret juli 2021)