Kaj Halberg - Skribent & fotograf
Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker
Kæmperasteplads af gul flyvehund i Zambia
Dyrene er meget aktive, kravler ustandseligt rundt, skændes højlydt og blafrer med flyvehuden. Det frembringer den lyd, der lød som en summen på afstand. Vores tilstedeværelse bringer forstyrrelse blandt dyrene, og de flyver op i store flokke, som myggesværme. Vi skynder os at forlade stedet.
Rastepladsen findes i Kapabi-sumpen i Kasanka Nationalpark i det nordlige Zambia. Skoven i denne del af Afrika er såkaldt Julbernardia-Brachystegia-miombo, en meget åben skovtype med spredte træer og mange urter i bunden. Vegetationen på selve rastepladsen er en isoleret bevoksning af fugtig, stedsegrøn skov, lokalt kaldet mushitu.
De ansatte i Kasanka Nationalpark fortæller, at flagermusene er til stede fra begyndelsen af november til begyndelsen af januar, altså en ret kort periode. Dette tidspunkt falder nøjagtigt sammen med modningen af frugterne hos musuku-træet (Uapaka kirkiana), som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae). Dette træ er meget almindeligt i miombo-skovene i denne del af Zambia. Musuku er det eneste træ i denne skovtype, som har frugter med et sødt og saftigt yderlag.
Det er givet, at flagermusene går efter musuku-frugterne, selv om de endnu ikke videnskabeligt er påvist som føde for dyrene. Det er de imidlertid hos to andre arter frugtflagermus i det sydlige Afrika: Peters’s epaulet-frugtflagermus (Epomophorus gambianus ssp. crypturus) og Wahlberg’s epaulet-frugtflagermus (E. wahlbergi) (Mickleburg et al. 1992).
Flagermusene flyver ud til alle sider, og himlen er så godt som dækket af dem. Set gennem kikkert virker det, som om de flyvende dyr får rummet til at udvide sig i alle retninger, med andre ord en perfekt illustration af den fjerde dimension. Fem minutter senere, 20 minutter efter at den første flagermus fløj ud, er det overstået.
Vi forsøger at estimere antallet. Det springende punkt er at få et pålideligt skøn over strømmen af udflyvende dyr. Det forsøger vi at få ved at tælle, hvor mange dyr der passerer gennem et kikkertfelt i løbet af et minut. Kikkerten bliver holdt lodret, og dens synsfelt er bestemmende for, hvor mange dyr man ser. Vores kikkert, en Zeiss 10×40, har et synsfelt på 6.3°, dvs. 5,5 m på en afstand af 50 m, som er den skønnede gennemsnitlige flyvehøjde på observationsstedet.
Da intensiteten er på sit højeste, passerer 100 dyr synsfeltet på 35 sekunder (N=2), dvs. en frekvens på 171/minut. Med en omkreds på 5027 m (nemlig 800 m fra rastepladsen) bliver det totale antal passerende dyr pr. minut under den højeste intensitet:
For at estimere det totale antal må vi gøre endnu et par antagelser: 5 min med maximum frekvens (5x), 5 min med 50 % af maximum (2,5x) og 10 min med 20 % af maximum (2x), altså 9,5 x maximum frekvens. Dette giver en total på lidt under 1½ million dyr.
Man kan gøre mange indvendinger mod disse beregninger, og det må understreges, at antallet kun giver et fingerpeg om rastepladsens antal. En kikkert er ikke et helt pålideligt instrument til at tælle forbipasserende dyr, da kikkertfeltet ikke er rørformet. Over den estimerede flyvehøjde vil et vist antal dobbelttælles, mens tilsvarende antallet under den estimerede flyvehøjde undervurderes. Kun hvis flyvehøjden følger en normalfordelingskurve, vil de to usikkerheder opveje hinanden.
Endvidere antager vi, at dyrene flyver ud i alle retninger med samme intensitet, hvilket var vores indtryk. To andre variabler har en betydelig indflydelse på vores skøn: Den gennemsnitlige flyvehøjde og afstanden til rastepladsen. En højere flyvehøjde end 50 m medfører et lavere antal, fx 17% lavere ved 60 m. En lavere flyvehøjde medfører et højere antal, fx 25% højere ved 40 m. For hver ændring på 10 m i afstanden til rastepladsen bliver der en ændring i antallet på 1,25%.
Selv om antallet er befæstet med stor usikkerhed, er det dog givet, at det er den største koncentration af pattedyr i Afrika, som kan ses på ét sted. Normalt tildeles Serengeti Nationalpark i Tanzania den ære, fordi der her findes ca. 1,8 million gnuer; men de kan trods alt ikke ses på én gang.
En mere sandsynlig forklaring er, at kæmpeflokken i Kasanka består af 1-2 år gamle, ikke-ynglende dyr. Arten er aldrig fundet ynglende i Zambia (Ansell 1978), og vi så ingen hunner med unger på rastepladsen. Desuden ville dyrene være mere end to måneder i Kasanka, hvis det var en ynglekoloni.
Andre steder i Afrika er det kendt, at de unge flyvehunde trækker bort fra ynglepladserne i yngletiden. Kingdon (1974) nævner fra en stor koloni i Uganda, at når dyrene vender tilbage til ynglepladsen i oktober, forsvinder helt op til en trediedel af dyrene hen mod årets slutning. Herefter er kun hanner og drægtige hunner tilbage. Hvis de unge dyr trækker helt bort fra dyrenes normale fødesøgningsområde, vil det gavne de ynglende dyr, da de unge dyr så ikke længere konkurrerer med dem om føderessourcerne.
I litteraturen er ikke før nævnt ikke-ynglende forekomster af tilsvarende størrelse som den i Kasanka. Thomas (1983) nævner en rasteplads af ikke-ynglende dyr på 100.000 i Elfenbenskysten, som han formoder er tilknyttet en ynglekoloni på omkring 500.000 dyr. Dyrene i Kasanka må komme fra et meget stort område, sandsynligvis de kæmpestore skove omkring Zaire-floden i den Demokratiske Republik Congo.
