Egern

 

 

Gyldenrygget jordegern (Callospermophilus lateralis), siddende på en væltet træstamme, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den sorthalede præriehund (Cynomys ludovicianus) er den talrigeste af de fem arter af præriehunde. Dette billede er fra Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Femstribet palmeegern (Funambulus pennanti) med redemateriale, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om efteråret har murmeldyr (Marmota) tillagt sig et meget tykt fedtlag, som kan give dem næring under deres lange vintersøvn. Dette billede viser et alpe-murmeldyr (M. marmota) uden for sit bo, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ratatosk er et rendende egern
på asken Yggdrasil,
ørnens ord skal han ovenfra bære
og sige Nidhug forneden.

 

Fra Nordens Gudekvad (1926), Grimnismál (‘Grimners Tale’), vers 32, oversat af digteren Thøger Larsen (1875-1928).

 

I den nordiske mytologi optræder egernet Ratatosk som budbringer mellem de forskellige verdener i det altomfavnende træ Yggdrasil. Han piler op og ned mellem træets top og rødder for at overbringe hadske ord mellem to fjender, en unavngiven ørn, som bor i træets top, samt dragen Nidhug, som ligger ved brønden Hvergelmir i dødsriget Niflheim og gnaver i den ene af Yggdrasils tre rødder.

Mere om Yggdrasil findes på siden Religion: Animisme.

 

 

Ratatosk, afbildet i et islandsk manuskript fra 1700-tallet. Teksten siger: ”Ratatoskur overbringer onde ord mellem ørnen og Nidhug.” (Foto: Offentlig ejendom)

 

 

Ratatosk overbringer ord til ørnen i toppen af Yggdrasil. Vægmaleri i Kalø Jagtslot, Rønde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaptajn Lewis og jeg gik op til toppen (…) Vi opdagede en landsby af små dyr, der graver huller i jorden. (Franskmændene kalder dem petite chien*). Vi dræbte én og fangede én levende ved at hælde en mængde vand i dens hul. Vi forsøgte at grave ned til deres soveværelse, men efter at have gravet 6 fod [1,8 m] ned fandt vi ved hjælp af en stang ud af, at vi ikke engang var halvvejs. (…) Disse små dyr sidder opret og udstøder fløjtende lyde, og når de skræmmes, forsvinder de ned i deres huller. (…) De har lange tånegle og en fin pels.”

 

Kaptajn William Clarks dagbog, 7. september 1804, hvori han beskriver en koloni af præriehunde (Cynomys).

 

* ‘Lille hund’.

 

 

 

Egern udgør en stor familie af gnavere, Sciuridae, der tæller 5 underfamilier med omkring 70 slægter og næsten 300 arter, fordelt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. I Australien er flere arter dog blevet indført.

Størst diversitet af egern findes i tropiske regnskove. I tempererede egne af Eurasien lever kun omkring 20 arter, mens familien er meget talrig og forskelligartet i Nordamerika med i alt ca. 84 arter.

Familienavnet er afledt af Sciurus – det navn, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 gav det europæiske røde egern (S. vulgaris, nedenfor). Navnet er en latiniseret form af oldgræsk skiouros, af skia (’skygge’) og oura (’hale’), altså ‘halen der giver skygge’, hvilket hentyder til den store buskede hale hos mange egern. Nogle arter har en vane med at svirpe halen op over ryggen, og på denne måde er de i stand til at anvende den som beskyttelse mod stærk hede.

Navnet egern, tillige med det svenske ekorre og det norske ekorn, kommer af oldnordisk ikorni, der stammer fra oldhøjtysk eihhornu. Første led af dette ord sigter enten til egetræet, hvis agern er et yndet fødeemne hos egern, eller det kan være afledt af indoeuropæisk aig (‘at svinge sig’, ‘bevæge sig rask’). (Kilde: Nielsen 1991)

Egern er fortrinsvis vegetarer, men æder også forskellige insekter og andre invertebrater, foruden æg og unger af mindre fugle. Større arter er i stand til at dræbe små pattedyr som mus, og det blev observeret, at et mexikansk jordegern (Ictidomys mexicanus) slog en ung kanin ihjel, som var henved en fjerdedel af dens egen størrelse. Kannibalisme forekommer hos adskillige arter. Egern æder somme tider af døde dyr.

Mange arter sover vintersøvn, og nogle sover endog ’sommersøvn’ i den hedeste tid.

Døde egern bør behandles med forsigtighed, da deres lopper kan være bærere af byldepest.

Nedenfor præsenteres en række egern-arter, som det er lykkedes mig at fotografere rundt om i verden. Alle underfamilier er repræsenteret med undtagelse af Sciurillinae, der blot rummer en enkelt art, neotropisk pygmæ-egern (Sciurillus pusillus).

 

 

Ratufinae Orientalske kæmpeegern
Denne underfamilie omfatter kun en enkelt slægt med 4 arter af store egern, udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til Sydøstasien og det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien.

 

Ratufa indica Indisk kæmpeegern, Malabar kæmpeegern
En endemisk art i Indien, hvor den især findes i skove og lunde i bjergrigt terræn. Den tilbringer næsten al sin tid i træer, hvor dens føde overvejende består af blade, frugter og frø.

 

 

Indiske kæmpeegern æder blomster af indisk kapoktræ (Bombax ceiba) (øverst), frø af et uidentificeret træ (i midten), samt frugtkød af en brødfrugt-art, Artocarpus hirsutus. Alle billeder er fra Periyar Nationalpark, Kerala, Sydindien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sciurinae
Denne underfamilie er opdelt i to tribus, Sciurini og Pteromyini.

 

Sciurini Buskhalede egern
Denne tribus rummer ca. 13 slægter og omkring 38 arter, udbredt i Eurasien samt i Nord-, Mellem- og Sydamerika.

 

Sciurus
Førhen rummede denne slægt omkring 28 arter, som var udbredt i Europa, tempererede egne af Asien, samt overalt i Amerika.

Imidlertid har et omfattende genetisk studium fra 2020 konkluderet, at slægten er parafyletisk. Det har medført, at den tidligere slægt Sciurus er blevet opdelt i 11 eller 12 slægter, og kun 3 arter er forblevet i Sciurus. (Kilde: Abreu et al. 2020)

Arter omtalt på denne side, som tidligere var indlemmet i Sciurus, præsenteres under slægterne Neosciurus, Hesperosciurus, Parasciurus, Syntheosciurus og Echinosciurus.

 

Sciurus vulgaris Eurasisk rødt egern
Trods navnet varierer pelsen hos dette dyr fra ræverød til sort, ikke kun mellem geografisk adskilte bestande, men også inden for den enkelte bestand. Uanset farven er bugen altid hvidlig.

Denne almindelige art har en kolossalt stor udbredelse, fra størsteparten af Europa mod øst gennem den sibiriske taiga til Kamchatka-halvøen, og derfra mod syd langs Stillehavskysten til det nordøstlige Kina, Korea og den japanske ø Hokkaido. Der er også spredte bestande i Centralasien og en separat population i Kaukasus.

I Danmark er arten almindelig og vidt udbredt, både den ræverøde form og en mørkebrun form.

 

 

Ræverød form af rødt egern, Strands, Mols. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørkebrun form, Hjortshøj, Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødt egern, Södra Greda, Öland, Sverige. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neosciurus carolinensis Østligt gråegern
Et genetisk studium fra 2020 (se Sciurus ovenfor) konkluderer, at denne art, som førhen var placeret i Sciurus, nu udgør det eneste medlem af slægten Neosciurus.

Den er blandt de videst udbredte nordamerikanske egern, idet den træffes i den østlige halvdel af kontinentet og endvidere er blevet indført adskillige steder i Vesten. Arten er meget almindelig i byer, så længe der findes træer den kan søge tilflugt i, hvis den trues af hunde eller andre fjender.

Gråegern er aktive året rundt, og om efteråret samler de forråd i form af nødder og frugt, som de begraver i depoter. De er ikke i stand til at huske, hvor de har begravet dem, men finder dem ved at lugte sig frem til dem under sneen. Gråegern er ofte en plage ved fuglefoderpladser, hvor de æder størsteparten af foderet, der jo var beregnet til fugle. I parker og andre steder, hvor folk regelmæssigt fodrer dem, kan de blive overordentlig tamme.

Det østlige gråegern er blevet indført med succes til Sydafrika, England og andre steder. I England betragtes arten som et skadedyr, da den udkonkurrerer det indfødte eurasiske røde egern (ovenfor), som nu er sjældent syd for Skotland. I Storbritannien har man iværksat udryddelseskampagner af gråegern, hvilket har fået bestanden af røde egern til at gå frem adskillige steder.

 

 

Østligt gråegern, Kew Botanical Gardens, London. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østlige gråegern er ofte en plage på fuglefoderpladser, hvor de æder det meste af foderet, som på dette billede fra Long Island, New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvor folk regelmæssigt fodrer gråegern, kan de blive overordentlig tamme, som disse i Kew Botanical Gardens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trods dens navn er pelsen hos denne art ofte forskellige nuancer af brunt, som på dette eksemplar fra Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hesperosciurus
Et genetisk studium fra 2020 (se Sciurus ovenfor) har medført, at to arter er blevet overført fra Sciurus til denne slægt.

Det er interessant, at Grand Canyon udgør en barriere mellem to underarter af Aberts egern (H. aberti), der lever på Colorado-plateauet i det sydvestlige USA. De er ens af størrelse, med store buskede haler og lange øreduske – men de er meget forskellige af farve. Aberts egern, underarten aberti, som lever i nåleskove syd for Grand Canyon, har hvid bug og grå hale, mens Kaibab-egernet, underarten kaibabensis, der findes i en lignende habitat nord for kløften, har sort bug og hvid hale.

 

Hesperosciurus griseus Vestligt gråegern
Halen hos denne art er større og mere busket end hos østligt gråegern (ovenfor). Den er udbredt i Stillehavsstaterne, fra det nordlige Washington mod syd til det sydlige Californien, samt en smule ind i Baja California i det nordvestlige Mexico.

 

 

Vestligt gråegern, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Parasciurus
Et genetisk studium fra 2020 (se Sciurus ovenfor) har medført, at 5 arter er blevet flyttet fra Sciurus til denne slægt. De lever i Nordamerika og Mexico.

 

Parasciurus niger Ræveegern
Denne art findes i hele det østlige USA samt det sydøstlige Canada, mod vest til North Dakota, Colorado og Texas. Dens farve varierer kolossalt, idet de vestlige bestande overvejende er gulbrune, mens østlige bestande er mørkere, fra mørkebrun til næsten sort.

 

 

Individer i østlige bestande af ræveegernet er til tider næsten sorte, som dette, der hviler på en gren i Carolina Beach State Park, North Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Syntheosciurus
Et genetisk studium fra 2020 (se Sciurus ovenfor) har medført, at to latinamerikanske arter er blevet overført fra Sciurus til denne slægt.

 

Syntheosciurus granatensis Rødhalet egern
Denne almindelige art er udbredt i Mellemamerika og den nordvestlige del af Sydamerika, fra Costa Rica mod øst til Venezuela, og derfra mod syd til Ecuador, samt tillige på de caribiske øer Margarita og Trinidad & Tobago.

Den lever i forskellige skovtyper fra havniveau op til en højde af omkring 3000 m. Den er tillidsfuld og træffes ofte på rastepladser.

Artsnavnet sigter til en spansk enklave ved navn Virreinato de Nueva Granada (‘Vicekongedømmet Ny Granada’) – et område, der i 1700-tallet omfattede de nuværende lande Panama, Columbia, Venezuela og Ecuador.

 

 

Rødhalede egern æder nødder på en udsigtsplatform for turister, Parque Nacional Volcán Poás, Cordillera Central, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Echinosciurus
Et genetisk studium fra 2020 (se Sciurus ovenfor) har medført, at 5 arter er blevet overført fra Sciurus til denne slægt. De er udbredt i Mexico og Mellemamerika.

 

Echinosciurus variegatoides
En almindelig art, som er hjemmehørende fra Mexico mod øst gennem Mellemamerika til Panama. Dens levesteder omfatter bl.a. skov, sekundær skov og plantager, fra lavlandet op til en højde af omkring 1800 m. Den er undertiden et skadedyr på afgrøder.

Som artsnavnet antyder, varierer pelsfarven hos dette dyr betragteligt, ikke kun mellem adskilte bestande, men også inden for den enkelte bestand.

 

 

Echinosciurus variegatoides, Bagaces, Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tamiasciurus
En lille slægt med 3 arter af små egern med buskede haler, som er hjemmehørende i Nordamerika, fra størstedelen af Canada mod syd til det nordvestlige Mexico.

 

Tamiasciurus hudsonicus Amerikansk rødegern
Dette lille egern, opdelt i omkring 25 underarter, er vidt udbredt, fra Alaska tværs over størsteparten af Canada til det nordøstlige USA, samt i Appalachian Mountains og i Rocky Mountains, mod syd til Arizona.

 

 

Amerikansk rødegern æder af et agern, Mackworth Island, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tamiasciurus douglasii Douglas’ egern
Denne art er hovedsagelig begrænset til gamle nåleskove langs Stillehavskysten, fra det sydvestlige British Columbia mod syd til den nordlige halvdel af Californien.

I bogen The Mountains of California (1894) skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): Douglas’ egern er langt det mest interessante og indflydelsesrige californiske medlem af Sciuridæ, idet denne art overgår enhver anden i karakter, antal og udbredelse, samt i den indflydelse, som den har på sundheden og udbredelsen af de kæmpemæssige skove, hvor den lever.”

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede en mængde amerikanske træer, buske og urter til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet 2009)

 

 

Dette eksemplar af Douglas’ egern er i færd med at æde frø af en kogle af sukkerfyr (Pinus lambertiana), der er større end den selv, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pteromyini Flyveegern
En tribus med 15 slægter og ca. 45 arter, udbredt i Eurasien samt Nord- og Mellemamerika.

Trods deres navn er flyveegern ikke i stand til at flyve, men mellem deres for- og bagben har de en stor hudfold, som, når den spredes ud, gør dyret i stand til at svæve fra et træ til et andet. Denne hudfold indeholder muskler, så egernet kan manøvrere i luften.

Flyveegern ses sjældent, da de udelukkende er nataktive. Dagtimerne tilbringer de med at sove i deres rede, der ofte findes i et forladt spættehul. De sover ikke ægte vintersøvn, men for at spare energi er de inaktive i lange perioder om vinteren. Ofte klumper adskillige dyr sig sammen for at holde varmen.

 

Petaurista Kæmpe-flyveegern
Denne slægt, der omfatter omkring 16-19 arter, er udbredt i skovklædte egne, fra det indiske subkontinent mod øst til Japan og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Disse dyrs taksonomi er kompliceret og langtfra klarlagt.

 

Petaurista albiventer Hvidbuget kæmpe-flyveegern
Denne art er udbredt fra det nordøstlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til Nepal, hvor den forekommer i højder mellem 150 og 3000 m. Dens overside er kastanjefarvet med mange hvidlige hår, mens underside, strube og kinder er hvidlige. Halen er brun, ofte med sort spids.

Førhen blev den betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

 

 

Den indiske skovfoged B.P. Bahuguna viser et blad af egearten Quercus semecarpifolia, som er blevet delvis ædt af et kæmpe-flyveegern. Egernet æder altid kun en del af bladet ved at folde det sammen og afbide den mindre giftige centrale del. Under en vandring op gennem Asi Ganga-dalen, Garhwal, Uttarakhand, fandt vi mange sådanne blade. Denne vandring er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Callosciurinae Asiatiske pragtegern og palmeegern
Denne underfamilie er opdelt i to tribus, Callosciurini og Funambulini.

 

Callosciurini
En tribus med 13 slægter og omkring 60 arter, som er begrænset til Asien.

 

Callosciurus
Denne slægt rummer omkring 15 arter, hvoraf de fleste forekommer i Sydøstasien, med nogle få arter i Nepal, det nordøstlige Indien, Bangladesh, det sydlige Kina, samt Taiwan. De er overvejende tilknyttet regnskov, men nogle arter har tilpasset sig et liv i byparker og haver. Deres føde består af nødder, frugter og frø, samt insekter og fugleæg.

Den første del af slægtsnavnet er afledt af græsk kallos (‘smuk’) – selvom nogle af arterne er temmelig ensartet brunlige.

 

Callosciurus erythraeus Rødbuget egern
Trods dens navn har denne art ikke altid rød bug. Den er vidt udbredt, fra det østlige Nepal, Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til Sydøstasien, det sydlige Kina og Taiwan. Over 30 underarter er blevet beskrevet, men en del af dem anerkendes ikke af visse autoriteter.

 

 

Rødbuget egern af underarten taiwanensis, Taichung, Taiwan. Denne underart er almindelig og vidt udbredt i lavereliggende dele af Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På disse billeder æder egern af underarten taiwanensis fuglefoder, som folk har lagt ud nær et tempel, tilegnet Kongfutse, i byen Tainan, sydlige Taiwan. Dette foder har forårsaget, at de ellers temmelig sky egern er blevet bemærkelsesværdigt tamme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Callosciurus notatus
En almindelig art, som findes i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skov, mangrove, parker, haver og landbrugsområder. Den er udbredt fra Indokina mod syd gennem Malaysia til Indonesien.

 

 

Dette eksemplar af Callosciurus notatus blev truffet i en plantage af oliepalmer (Elaeis guineensis), Bukit Peninjau, Sarawak, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Callosciurus pygerythrus Irrawaddy-egern
Denne art, fordelt på 7 underarter, er udbredt fra det østlige Nepal, nordøstlige Indien og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina. Navnet Irrawaddy-egern ikke særlig velvalgt, da arten findes mange andre steder end langs Ayeyarwaddy-floden (førhen benævnt Irrawaddy af englænderne).

Farvemæssigt varierer pelsen hos disse dyr meget mellem de forskellige underarter. Overside og hale er normalt gråligbrune eller rødligbrune, mens undersiden kan være brunlig, rødlig eller hvidlig.

 

 

Irrawaddy-egern ses ofte på ruinerne af buddhistiske pagoder i Bagan, Myanmar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dremomys Rødkindede egern
En lille slægt på 6 arter, som er begrænset til varmere egne af Asien.

 

Dremomys lokriah Orangebuget egern
Denne lille art er brunlig med orange underside. Den er udbredt i det nordlige Indien, Nepal, Bhutan, Bangladesh, Myanmar og det sydlige Kina, hvor den lever i højder mellem 900 og 3,000 m. Dyret udnyttes til traditionel medicin blandt stammefolk i det nordøstlige Indien.

Etymologien bag artsnavnet er uklar, men det er muligvis et lokalt navn på arten. Det er velkendt, at nogle af de tidlige naturhistorikere, når de beskrev en ny art, ofte anvendte et lokalt navn på arten uden at forklare etymologien. Det gjaldt bl.a. den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev dette egern i 1836. (Kilde: Srinivasulu 2018)

 

 

Orangebuget egern, Manigaon, Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tamiops Asiatiske stribede egern
Disse små egern, der omfatter 4 arter, er udbredt fra den østlige del af Himalaya mod øst gennem Indokina til det sydlige Kina og Taiwan. De minder om palmeegern (nedenfor), men har mindre og mere runde ører med en dusk af hvidlige hår. Hen langs ryggen har de tre blege striber, omgivet af mørkebrun pels.

 

Tamiops maritimus Østligt stribet egern
Denne art, som lever i det sydlige og østlige Kina, Taiwan, samt i Laos og Vietnam øst for Mekong-floden, er dagaktiv og holder udelukkende til i træer, hvor den æder frugter, frø, nektar og insekter.

 

 

Østligt stribet egern af underarten formosanus æder frugter af træarten Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Funambulini Palmeegern
Denne tribus rummer kun en enkelt slægt med 6 arter, som er begrænset til det indiske subkontinent og den sydøstlige del af Iran.

 

Funambulus pennantii Femstribet palmeegern
Dette kønne egern er udbredt fra det sydøstlige Iran mod øst til Bangladesh, og så langt mod syd som til den indiske delstat Karnataka. Det er meget almindeligt, selv i storbyer som Delhi og Kolkata. Navnet hentyder til fem hvidlige striber: tre, der opdeler den mørkebrune ryg i fire dele, samt én hen langs hver side, en smule lysere end bugen.

Arten er også blevet indført til Ny Guinea samt til mange øer i Stillehavet, og i Australien findes en bestand i byen Perth, etableret fra dyr, der undslap fra den zoologiske have.

 

 

Femstribet palmeegern er almindeligt i indiske byer. Disse sidder på en husmur i Jaisalmer, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette femstribede palmeegern klatrer ned ad en akaciestamme, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et tillidsfuldt femstribet palmeegern æder af hånden, Keoladeo Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette egern har fået en kiks af en turist, Keoladeo Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Funambulus palmarum Trestribet palmeegern
Denne art erstatter det femstribede palmeegen i den sydlige halvdel af den indiske halvø samt i Sri Lanka. Den er meget almindelig, også i byområder. Den ligner meget femstribet palmeegern, men mangler den hvidlige stribe på kropssiderne.

Trestribet palmeegern er blevet indført til Madagascar med omliggende øer, samt til Australien, hvor den er blevet lidt af et skadedyr.

 

 

Trestribet palmeegern, Madurai, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette trestribede palmeegen æder offergaver af rismel, som er bragt til det hinduistiske Minakshi-tempel i Madurai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trestribet palmeegern søger føde blandt bortkastede ydre skaller af kokosnødder, sydvestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Funambulus obscurus Mørkt palmeegern
Dette lille egern er endemisk i Sri Lanka, hvor det hovedsagelig lever i områder med stor nedbør. Kærneområder for arten er bl.a. Sinharaja Forest i den sydvestlige del af øen, samt Maha Eliya Thenna Nationalpark (Horton Plains) i højlandet, hvor den findes op til en højde af omkring 2400 m.

Førhen blev den betragtet som en underart af F. sublineatus i Sydindien, men blev ophøjet til en selvstændig art i 2012.

 

 

Mørkt palmeegern, Maha Eliya Thenna Nationalpark (Horton Plains), Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Xerinae Jordegern
Som deres navn fortæller, er langt de fleste medlemmer af denne underfamilie jordlevende, skønt nogle få klatrer i træer. Den er opdelt i tre tribus, Xerini, Protoxerini og Marmotini.

 

Xerini
En tribus med 5 slægter og 6 arter, hvoraf de 5 findes i Afrika, den sjette i Centralasien.

 

Geosciurus Afrikanske jordegern
Denne slægt, der omfatter to arter, lever i tørre egne af det sydlige Afrika, fra Sydafrika mod nord til Botswana og Namibia. Disse egern var tidligere placeret i slægten Xerus.

 

Geosciurus inauris Sydafrikansk jordegern
En almindelig art i det sydlige Afrika, vidt udbredt i Namibia, Botswana, Sydafrika og Lesotho. Den undgår kystnære områder og lever i græsland og halvørken inde i landet.

Arten kaldes også for Kap-jordegern, hvilket er misvisende, da den forekommer i et langt større område end Kap-provinsen.

 

 

Sydafrikanske jordegern uden for deres bo, Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette sydafrikanske jordegern æder et frø, Kalahari Gemsbok Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Protoxerini
Denne tribus rummer 6 slægter med omkring 30 arter, udbredt i Afrika.

 

Paraxerus Afrikanske buskegern
En slægt med omkring 11 arter, begrænset til Afrika.

 

Paraxerus cepapi Smiths buskegern
Ti underarter af dette vidt udbredte egern er blevet beskrevet. Det forekommer fra det sydlige Angola og det nordlige Namibia mod øst til det Indiske Ocean, samt fra det vestlige Tanzania og det sydøstlige Zaire mod syd til det sydøstlige Botswana, det nordøstlige Sydafrika og Mozambique. Et af artens karakteristika er de hvide tegninger omkring øjnene.

Det danske navn hædrer den skotske kirurg, opdagelsesrejsende, antropolog og zoolog Andrew Smith (1797-1872), der foretog adskillige ekspeditioner i det sydlige Afrika 1822-36.

 

 

Smiths buskegern, Chief’s Island, Okawango, Botswana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smiths buskegern, McIlwaine Game Park, Lake Chivero, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smiths buskegern søger føde på et bord på en campingplads, Hwange Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Marmotini Jordegern, chipmunks, præriehunde og murmeldyr
En stor tribus med omkring 15 slægter og ca. 90 arter, udbredt i Eurasien og Nordamerika.

 

Spermophilus Den Gamle Verdens jordegern, siseler
Genetisk forskning har medført, at denne førhen store slægt er blevet opsplittet i adskillige slægter. I dag rummer den omkring 16 arter, udbredt i Østeuropa, Mellemøsten, samt det nordlige og centrale Asien.

Slægtsnavnet på disse dyr er afledt af græsk sperma (‘frø’) og philos (‘holde af’), altså ‘den, der holder af frø’. Navnet sisel er en forvrængning af det russiske navn på disse dyr, suslik.

 

Spermophilus citellus Europæisk sisel
Denne art er udbredt i to områder i Østeuropa, adskilt af Karpaterne, fra det sydlige Polen og den nordvestlige del af Tjekkiet mod sydøst til det vestlige Rumænien og det nordlige Serbien, samt fra det sydlige Ukraine mod syd gennem det østlige Rumænien og Bulgarien til Balkan (hvor den har en pletvis forekomst), samt den europæiske del af Tyrkiet og den nordvestligste spids af Lilleasien.

Dette dyr, som er aktivt i dagtimerne, lever i kolonier i jordhuler i græsklædte områder. Dyrene i en koloni holder vagt på skift, og i tilfælde af fare pifter de skarpt, hvilket får alle beboerne til at styrte tilbage til deres huller. Arten sover vintersøvn i mange måneder mellem efterår og tidligt forår, og tidsrummet afhænger af det lokale klima.

 

 

Europæiske siseler æder frø uden for deres bo, nær Katerini, Grækenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spermophilus xanthoprymnus Anatolsk jordegern, anatolsk sisel
Denne art er i det store og hele begrænset til indlandsområder i Tyrkiet, men dens østligste forekomst strækker sig lige netop ind i Armenien og Iran.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) og prymnos (‘underside’), hvilket sigter til dette dyrs gullige bug.

 

 

Anatolsk jordegern uden for sit bo, Karaman, Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Callospermophilus
Denne slægt af jordegern rummer kun 3 arter, der er udbredt i det vestlige Nordamerika, samt i Mexico. Førhen var disse arter indlemmet i slægten Spermophilus (ovenfor).

Slægtsnavnet er afledt af græsk kallos (‘smuk’), sperma (‘frø’) og philos (‘holder af’), således ‘skønheden der holder af frø’ – et velvalgt navn, da de to nordamerikanske arter er blandt de smukkeste egernarter i verden.

 

Callospermophilus lateralis Gyldenrygget jordegern
Dette smukke egern er almindeligt i den vestlige del af Nordamerika, udbredt fra British Columbia og Alberta mod syd gennem det vestlige USA til Californien, Arizona og New Mexico, mod øst til Rocky Mountains.

 

 

Gyldenrygget jordegern, Bend, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gyldenrygget jordegern æder af en kvist, Yosemite Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Otospermophilus
En lille slægt af jordegern, som kun omfatter 3 arter, udbredt i det vestlige USA og nordvestlige Mexico. De var tidligere placeret i slægten Spermophilus (ovenfor).

 

Otospermophilus beecheyi Californisk jordegern
Denne art er udbredt fra det sydlige Washington mod syd gennem Oregon og Californien til den nordlige del af Baja California, samt i den nordvestlige del af Nevada. Den er ret almindelig og kan nemt observeres, som den sidder på bagbenene og holder udkig efter fjender som prærieulve, høge og ørne.

Arten blev navngivet til ære for den britiske søofficer, kunstner, opdagelsesrejsende og forfatter Frederick William Beechey (1796-1856), som foretog adskillige ekspeditioner langs vestkysten af Nord- og Sydamerika.

 

 

Californisk jordegern er almindeligt i Yosemite Nationalpark, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fra en kystklippe i Point Lobos State Natural Reserve, Californien, overskuer dette californiske jordegern sine omgivelser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californisk jordegern hviler på en klippe i Fern Canyon, Redwood Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Otospermophilus variegatus Klippe-jordegern
En almindelig art i hele dens store udbredelsesområde, der strækker sig fra Nevada, Utah og Colorado mod syd gennem det østlige Californien, Arizona, New Mexico og Texas til delstaten Puebla i det centrale Mexico.

Den lever i ret tørre områder, fra lavlandet op til omkring 2900 meters højde. Som dens navn antyder, findes den fortrinsvis i klippefyldte områder, bl.a. skrænter og kløfter, samt tillige stengærder, broer og gamle bygninger i byområder.

Disse dyr klatrer sjældent i træer. De lever i jordhuler i kolonier, som domineres af en han med adskillige hunner. Føden omfatter bl.a. frugter, frø, nødder, insekter og orme. De spiser også sommetider kød. (Kilde: nationalgeographic.org/media/photo-ark-rock-squirrel)

 

 

Klippe-jordegern i en typisk habitat, langs afgrunden af Grand Canyon, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Har du en jordnød til mig? – Turister fodrer ofte klippe-jordegern ved Grand Canyon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det sker, at klippe-jordegern klatrer i træer, som dette eksemplar, der æder poppelblomster (Populus), Canyon de Chelly National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocitellus
Denne slægt af jordegern, som omfatter ca. 13 arter, er hjemmehørende i den vestlige del af Nordamerika, med undtagelse af arktisk jordegern (nedenfor), der også findes i det østlige Sibirien.

Førhen var disse egern placeret i slægten Spermophilus (ovenfor).

 

Urocitellus beldingi Beldings jordegern
Denne art lever i bjergområder i det østlige Californien og Oregon, det sydlige Idaho samt det nordlige Nevada, hovedsagelig i højder mellem 2000 og 3600 m.

I større højder sover disse dyr vintersøvn omkring 8 måneder. De kommer frem for at lede efter partnere, mens sneen stadig dækker jorden, og efter at have parret sig æder de som besatte. Større hanner kan endog finde på at dræbe nyligt fremkomne unge egern og æde dem. Når de atter går i dvale i slutningen af august, kan deres vægt være fordoblet.

 

 

Beldings jordegern uden for sit bo, Carson Pass, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocitellus parryii Arktisk jordegern
Dette almindelige dyr er udbredt i det nordlige Canada, fra Hudson Bay mod vest til Alaska, og derfra mod syd til British Columbia, samt tillige i den østligste del af Sibirien mod syd til Kamchatka-halvøen. Den lever hovedsagelig i tundra, men har tilpasset sig et liv i byer i det østlige Sibirien.

Arten er et yndet jagtbytte for arktiske folk, som spiser dens kød og anvender pelsen i kanten af deres parkaer.

 

 

Det arktiske jordegern er almindeligt på Chukotka-halvøen i det østlige Sibirien, hvor disse billeder blev taget. Jeg stødte ofte på dyr, som havde indrettet sig i forfaldne jernrør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ammospermophilus Antilope-egern
Fem arter af disse små jordegern er udbredt i den sydvestlige del af USA og den nordlige del af Mexico, hvor de fortrinsvis lever i ørkenområder. De er dagaktive, men fremfor at komme af med overskydende varme ved at fordampe kostbart vand opbevarer de varmen inde i kroppen – de får faktisk feber! Kun hvis deres kropstemperatur overstiger 45o, søger de tilflugt nede i deres bo.

Alle arterne har brunlig-hvidlig pels med en hvid stribe hen ad flankerne.

Slægtsnavnet på disse dyr er afledt af græsk ammos (‘sand’), sperma (‘frø’) og philos (‘holde af’), altså ‘det sand-levende (dyr), som holder af frø’. Det danske navn skyldes deres vane med at vise halens hvide underside som et advarselssignal til andre egern i tilfælde af fare – i lighed med gaffelbukken (Antilocapra americana), der viser sine hvide hår på bagdelen under fare. Dette dyr kaldes ofte for antelope på amerikansk.

 

Ammospermophilus leucurus Hvidhalet antilope-egern
Denne art er det videst udbredte medlem af slægten, idet den findes fra det sydlige Oregon mod syd gennem det østlige Californien til hele Baja California-halvøen, mod øst til det vestlige Colorado, det nordlige Arizona, samt det nordvestlige New Mexico. Den kan kendes på benenes rødlige pels.

Artsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og oura (‘hale’).

 

 

Hvidhalet antilope-egern, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ammospermophilus harrisii Harris’ antilope-egern
Denne art er udbredt i Arizona og New Mexico i USA, samt i staten Sonora i Mexico. Den er generelt mørkere end hvidhalet antilope-egern, og benene er brune, ikke rødlige.

Arten blev navngivet til ære for den amerikanske bonde, filantrop og naturhistoriker Edward Harris (1799-1863), som ledsagede den kendte fuglemaler John James Audubon, døbenavn Jean-Jacques Rabin (1785-1851), på to af hans ekspeditioner.

 

 

Harris’ antilope-egern, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chipmunks
Førhen var alle 25 arter af de små chipmunks placeret i samme slægt, Tamias, men med undtagelse af den østlige chipmunk (nedenfor) og den sibiriske chipmunk (Eutamias sibiricus) er alle arter blevet overført til slægten Neotamias. Iøvrigt er den sibiriske art den eneste, som findes uden for det amerikanske kontinent.

Af de 24 nordamerikanske arter er kun to, den østlige chipmunk og dværg-chipmunk (Neotamias minimus), udbredt i den østlige halvdel af kontinentet, mens resten findes i forskellige habitater i den vestlige halvdel, nogle af dem med en ret begrænset udbredelse.

Alle chipmunks har hvide og sorte (eller mørkebrune) striber i ansigtet, og hen langs ryggen findes fem mørke og fire lyse striber. Deres kindposer er meget store.

Slægtsnavnet Tamias er græsk og betyder ’husholder’ eller ’opbevarer’, hvilket hentyder til disse dyrs vane med at deponere nødder og andre frø i adskillige underjordiske depoter, så de har et lager at tære af, hvis de skulle vågne i løbet af vinteren, samt når de kommer frem om foråret. Et sådant lager indeholdt 6 kg føde, deriblandt 3000 hasselnødder og omkring 1,5 kg hvedekerner. Forstavelsen neo- kommer af græsk neos, hvilket betyder ‘ny’.

Navnet chipmunk blev oprindeligt stavet chitmunk, fra et lokalt Ojibwa-ord, ajidamoo or ajidamoonh, hvilket betyder ‘den, der klatrer ned ad træer med hovedet nedad.’

 

Tamias striatus Østlig chipmunk
Som beskrevet ovenfor er denne art det eneste tilbageværende medlem af slægten Tamias. Den er udbredt i den sydøstligste del af Canada samt i den østlige halvdel af USA, med undtagelse af Florida.

 

 

Denne østlige chipmunk hviler i indgangen til sit redehul, Wildwood State Park, Long Island, New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neotamias amoenus Gulfyr-chipmunk
En vidt udbredt art i den vestlige del af Nordamerika, fra British Columbia mod syd til det nordlige og østlige Californien, det nordlige Nevada og Utah, mod øst til det vestlige Montana og Wyoming. Den lever i større højder, mellem 1000 og 2900 m.

Artsnavnet er latin med adskillige betydninger, bl.a. charmerende, behagelig, dejlig og smuk.

 

 

Denne gulfyr-chipmunk æder af en fyrrekogle, Bend, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neotamias minimus Dværg-chipmunk
Denne ganske lille art har en meget stor udbredelse, idet den findes i det meste af Canada (med undtagelse af arktiske områder), omkring de Store Søer, samt i den vestlige halvdel af USA.

 

 

Dværg-chipmunk, Black Hills, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neotamias speciosus
Denne kønne art lever i Sierra-bjergene i det østlige Californien, med isolerede bestande i San Bernardino- og San Jacinto-bjergene nær Los Angeles.

På engelsk hedder den lodgepole chipmunk, et navn, som skyldes, at den ofte lever i områder med mange fyrretræer af arten Pinus contorta, på engelsk lodgepole pine. Den er altædende, og føden omfatter bl.a. blade, blomster, pollen, frø, små pattedyr, fugle, fugleæg og insekter.

Artsnavnet kommer af latin species (‘udseende’) samt‎ -osus, en endelse, som danner tillægsord. I denne forbindelse kan ordet oversættes med ‘køn’ eller ‘prangende’, hvilket sandsynligvis sigter til pelsens rødlige farve hen langs siderne af kroppen.

 

 

Dette eksemplar af Neotamias speciosus sidder på en træstub i Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neotamias townsendii Townsends chipmunk
Dette egern lever i skove langs den nordvestlige Stillehavskyst, fra den sydligste del af British Columbia mod syd gennem de vestlige dele af Washington og Oregon. Arten er altædende, idet føden består af mange forskellige planter og insekter, og tillige fugleæg. Sidst på sommeren æder den hovedsagelig forskellige bær, og senere på året agern, blåbær, græs, rødder og forskellige frø.

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske naturhistoriker og indsamler John Kirk Townsend (1809-51), der deltog i en ekspedition, ledet af Nathaniel Jarvis Wyeth (1802-56), som gik til det nordvestlige område 1834-35. Efter hjemkomsten skrev Townsend The Narrative of a Journey across the Rocky Mountains to the Columbia River and a Visit to the Sandwich Islands (1839).

 

 

Denne Townsends chipmunk er i færd med at æde, Umpqua Dunes, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En tillidsfuld Townsends chipmunk tager føde fra en vandringsmands hånd, Garibaldi Provincial Park, British Columbia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne golden retriever iagttog længe en tillidsfuld Townsends chipmunk og snusede derpå til den uden at gøre den noget. – Reedsport, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynomys Præriehunde
I 1803 beordrede den amerikanske præsident Thomas Jefferson (1743-1826) to kaptajner i den amerikanske hær, Meriwether Lewis (1774-1809) og William Clark (1770-1838), at lede en ekspedition fra Mississippi-floden til Stillehavet, tværs over den vestlige del af det nordamerikanske kontinent.

Hovedformålene med denne ekspedition var at beskrive dette vældige område, som dengang var ukendt for den hvide mand, samt at finde en nem vej til Stillehavskysten, hvilket ville gøre det lettere at åbne området for handel og bosættelse.

I løbet af den tre år lange ekspedition beskrev Lewis utallige arter af planter og dyr, hvoraf mange var nye for videnskaben. De to mænd sendte forskellige genstande til Præsident Jefferson i Washington, bl.a. en kasse, der indeholdt et lille dyr, de havde truffet på prærien. De erfarede, at franske nybyggere kaldte dette dyr for petite chien (‘lille hund’), da dets advarselskald lød lidt i retning af en gøende hund. Kassen var derfor forsynet med en seddel, som sagde: ’Præriens vilde hund.’

Præriehunde er dog overhovedet ikke beslægtet med hunde, men er jordegern. Deres gøende kald lyder lidt som en hund, og når de sidder på deres bagdel uden for deres bo og holder øje med fjender, kan de godt minde lidt om en lille fed hund.

Det videnskabelige slægtsnavn betyder ‘hundemus’ på græsk. Der findes fem arter, af hvilke den almindeligste er sorthalet præriehund (nedenfor), der i lighed med mexikansk præriehund (C. mexicanus) har sort halespids. De øvrige tre arter, hvidhalet (C. leucurus), Utah (nedenfor), samt Gunnisons (C. gunnisoni), har alle hvid halespids. Med undtagelse af Utah-præriehund sover disse dyr ikke vintersøvn, men i barsk vintervejr kan deres stofskifte blive kraftigt nedsat i nogle dage ad gangen.

 

Unikt økosystem
Præriehunde lever i store underjordiske kolonier på prærien, populært kaldt ‘præriehundebyer’. Hver familie har adskillige indgange til deres ‘lejlighed’, og disse indgange ligger i forskellig højde, således at der opstår en luftstrøm gennem gangene, der bringer frisk ilt til dyrene.

Disse dyrs diæt består af græsser og forskellige urter, og hver måned konsumerer de mere end dobbelt så meget som deres vægt. De æder også insekter og andre invertebrater, og forskning har påvist, at ikke mindre end 39% af præriehundeungerne bliver ofre for kannibalisme.

Præriehundenes afføring leverer næringsstoffer for en række planter, hvilket store græsædere som amerikansk bison (Bos bison) og gaffelbuk nyder godt af. Præriehunde udgør byttedyr for bl.a. rødlos (Lynx rufus), prærieulv (Canis latrans), amerikansk grævling (Taxidea taxus), kitræv (Vulpes macrotis), præriefalk (Falco mexicanus), kongevåge (Buteo regalis) og forskellige ørne.

Den sortfodede ilder (Mustela nigripes) er et dyr af mårfamilien, som førhen var almindelig i præriehundebyer, idet den efterstræbte dyrene i deres gangsystemer. Omkring 1970 frygtede man, at dette interessante dyr var uddød, men i 1981 fandt man en lille overlevende bestand i Wyoming. Siden da er dens antal blevet mangedoblet gennem et yngleprogram i fangenskab, og et antal dyr er blevet genudsat forskellige steder. Den synes at trives, så måske er det muligt at bevare dette unikke dyr.

Den lille prærieugle (Athene cunicularia) er ligeledes afhængig af præriehundenes gangsystemer som yngleplads.

Præriehunde skaber således et unikt økosystem.

 

Præriehundene er i tilbagegang
Førhen var præriehunde utroligt talrige. I slutningen af 1800-tallet blev det estimeret, at den totale bestand var på omkring fem milliarder, og de største præriehundebyer dækkede titusinder af kvadratkilometer.

Europæernes ankomst medførte, at størstedelen af prærien blev opdyrket eller anvendt til kvæggræsning, og præriehundene blev betragtet som skadedyr, da de underminerede markerne, åd af afgrøderne samt konkurrerede med kvæget om føde. Bønderne påbegyndte en storstilet udryddelse af præriehundene, idet de anvendte forskellige metoder som gift, dynamit, drukning, skydning, gasning samt spredning af smitsomme sygdomme.

Hundrede år senere var antallet af præriehunde faldet til mindre end 10% af det oprindelige, og i dag findes der kun spredte bestande.

Status for sorthalet og Utah-præriehund er omtalt nedenfor. Bestandene af hvidhalet og Gunnisons er dalende, og begge arter betragtes som sårbare. Den mexikanske præriehund er endemisk i det nordlige og centrale Mexico, hvor den kun findes i delstaterne Coahuila og San Luis Potosi. Førhen var den også udbredt i Nuevo Leon og Zacatecas. Artens nuværende antal er ukendt, men dens totale udbredelselsesområde dækker mindre end 600 km2, og den betragtes som udryddelsestruet.

 

Cynomys ludovicianus Sorthalet præriehund
Skønt dens antal er faldet drastisk, er denne art stadig ret almindelig, udbredt fra Montana og North Dakota mod syd til den østlige del af New Mexico og den vestlige del af Texas, samt den nordlige del af den mexikanske delstat Chihuahua.

Så langt den største koloni er i Janos-regionen i Chihuahua, hvor hundredtusinder af dyr stadig findes, skønt deres antal er dalet i de senere år, hovedsagelig på grund af opdyrkning af området.

 

 

Sorthalede præriehunde uden for deres bo, Badlands Nationalpark, South Dakota. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Idet den sidder på sin bagdel uden for sit bo i Badlands Nationalpark og holder øje med fjender, kan denne sorthalede præriehund godt minde lidt om en lille fed hund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af sorthalet præriehund med unger uden for deres bo, Tucson Desert Zoo, Arizona. Forskning har påvist, at ikke mindre end 39% af præriehundeungerne bliver ofre for kannibalisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung sorthalet præriehund renser pels på sin moder, Devils Tower National Monument, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynomys parvidens Utah præriehund
Utah-præriehunden lever i større højder end de øvrige arter, mellem 1500 og 2700 m, og af denne grund går den i dvale omkring seks måneder af året – den eneste af arterne, som sover vintersøvn.

Den er gået voldsomt tilbage, og i dag er dens udbredelse begrænset til et område på omkring 1850 km2 i det sydlige Utah. Skønt den på grund af fredning er tiltaget i de seneste årtier, udgør det totale antal færre end 10.000, og den regnes fortsat som truet.

 

 

Denne Utah-præriehund sidder på bagdelen uden for sit bo i Bryce Canyon Nationalpark i det sydlige Utah. Den har netop foretaget ‘forårsrengøring’, og der sidder mudder på dens snude og poter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Marmota Murmeldyr
Murmeldyr er store jordlevende egern, omfattende 15 arter, der forekommer i Europa, Asien og Nordamerika. De er de største og fedeste af alle egern, idet de bliver op til 60 cm lange og vejer op til 7 kg.

Murmeldyr lever i underjordiske gange, op til 2 m under jordoverfladen, og de graver gangsystemer på op til 10 meters længde. De ses ofte sidde på deres bagdel uden for deres bo, og deres skarpe advarselssignal kan høres på lang afstand. De er næsten udelukkende vegetarer. De laver ikke fødedepoter, men om efteråret er de blevet så ekstremt fede, at de kan sove uforstyrret vinteren igennem.

Arktiske jægere nedlægger mange grå murmeldyr (M. caligata) og Alaska-murmeldyr (M. broweri), hvis lækre kød de spiser. De anvender også dyrenes bløde underpels til at fremstille parkaer.

 

Marmota marmota Alpemurmeldyr
Et almindeligt dyr i alpine områder i højder mellem 800 og 3200 m, udbredt i det sydlige Frankrig, Vogeserne, Schwarzwald, Alperne, den nordlige del af Apenninerne, Karpaterne i Rumænien samt Tatra-bjergene i Polen. I 1948 blev arten genindført med succes til Pyrenæerne, hvor den uddøde omkring slutningen af den sidste istid.

 

 

Alpemurmeldyr samler græs, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette alpemurmeldyr soler sig på en klippe, Vallee de Heas, Pyrenæerne, Frankrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Marmota flaviventris Gulbuget murmeldyr
Denne art lever i bjergområder, typisk over 2000 meters højde, fra den sydligste del af det sydvestlige Canada mod syd til det østlige Californien, mod øst til Rocky Mountains. Trods dyrets navn er bugen ikke rigtigt gul, men det øverste af brystet samt et område fra forbenene til bag ørerne er en varm gullig-brun farve.

Da den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) levede, blev det gulbugede murmeldyr betragtet som værende samme art som lavlandets skovmurmeldyr (M. monax), der lever i skove i den østlige og nordlige del af kontinentet.

I bogen My First Summer in the Sierra, publiceret i 1911, skriver Muir: “De dystre bjerges murmeldyr (…) er en ganske anden type bjergbo – gnavernes okse, en ædedolk, fed og svær som en rådmand, i sine højlandsenge, som en ko i en kløvermark. Et enkelt murmeldyr vejer lige så meget som hundrede chipmunks, men den er bestemt ikke noget sløvt dyr. Midt i hvad vi betragter som et stormhærget øde piber og fløjter den muntert og nyder livet i sit højtliggende rige.”

 

 

Gulbuget murmeldyr hviler på en klippe, Sequoia Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Marmota himalayana Himalaya-murmeldyr
Dette murmeldyr lever i græsklædte områder over trægrænsen i højder mellem 3000 og 5500 m. Det er udbredt fra den nordlige udkant af Himalaya mod øst til de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan, mod nord gennem det tibetanske højland til Sinkiang, Qinghai og Gansu.

 

 

Nær søen Tso Moriri i Ladakh har en koloni af Himalaya-murmeldyr fundet et fristed. Den lokale buddhistiske befolkning skader dem ikke, og de viser ingen frygt for forbipasserende mennesker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dette godt camouflerede Himalaya-murmeldyr holder udkig over sit domæne blandt lavbevoksede klippeblokke, Nimaling, øvre Markha-dal, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kilder
iucnredlist.org, IUCN’s rødliste over truede arter, 2017: Cynomys gunnisoni, C. leucurus, C. mexicanus, C. parvidens.
naturalhistory.si.edu/mna/image_menu.cfm?family=33
Wikipedia, forskellige sider
Abreu-Jr., E.F., S.E. Pavan, M.T.N. Tsuchiya, D.E. Wilson, A.R. Percequillo & J.E. Maldonado 2020. Museomics of tree squirrels: a dense taxon sampling of mitogenomes reveals hidden diversity, phenotypic convergence, and the need of a taxonomic overhaul. BMC Evolutionary Biology 20:77
Macdonald, D. (red.) 1984. The Encyclopedia of Mammals. Facts on File
Nielsen, N.Å. 1991. Ordenes historie, særoplag af Dansk Etymologisk Ordbog, 4. udgave, 2. oplag, Danmarks Nationalleksikon
Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books
Srinivasulu C. 2018. South Asian Mammals: An updated Checklist and Their Scientific Names. CRC Press
Truett, J.C., D.P. Gober, A.E. Ernst, R. List, H. Whitlaw, C.L. Hayes, G. Schmitt & W.E. van Pelt 2014. Prairie Dogs in the Chihuahuan Desert: History, Ecology, Conservation. I: C.A. Hoyt & J. Karges (red.). Proceedings of the Sixth Symposium on the Natural Resources of the Chihuahuan Desert Region, October 14-17, 2004, s. 211-240. The Chihuahuan Desert Research Institute, Fort Davis, Texas
Whitaker, J.O. 1980. The Audobon Society Field Guide to North American Mammals. Alfred A. Knopf

 

 

 

(Oprettet marts 2021)

 

(Senest revideret februar 2022)