Silhouetter

 

 

Nordindien 1991
Denne kvinde i byen Udaipur, Rajasthan, Indien, fejer gade tidligt om morgenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udaipur er en dejlig by i den sydlige del af Rajasthan, Indien, beliggende ved bredden af den smukke Pichola-sø. Så tidligt som i 900-tallet grundlagde hinduistiske Mewar-rajputter på dette sted en by ved navn Ayad, som sidenhen blev et travlt knudepunkt for handel.

Udaipur blev grundlagt i 1559 under Maharana Udai Singh d. 2., som var hersker i byen Chittorgarh længere mod nord. Chittorgarh ligger i et fladt område og var som følge heraf sårbar over for angreb fra maharana’ens fjender, først og fremmest muslimer, som havde taget magten i det nordvestlige Indien.

Efter artilleri-krigens opfindelse i 1500-tallet besluttede Udai Singh at flytte sin hovedstad til et mere sikkert sted, og han valgte Ayad. Ayad var imidlertid plaget af jævnlige oversvømmelser, så Udai Singh besluttede at anlægge den nye by langs en bakkekam øst for Pichola-søen. Som beskyttelse mod angreb fra fjender lod han en 6 km lang mur, som havde syv indgangsporte, opføre omkring byen.

 

 

Nordindien 1991
Dette billede viser to forskellige typer af renovationsarbejdere i Udaipur: En skraldekvinde med en vogn passerer forbi pukkelokser, som æder affald. Pukkeloksen er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Billedet herunder viser folk og får, som står i skarp kontrast til de golde ørkenbjerge omkring byen Shigatse, Tibet.

Denne førhen meget interessante by er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet. Desværre har den kinesiske dominans i Tibet medført ødelæggelse af store dele af byen siden 1987, gennem såkaldt modernisering.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Myanmar 2007
Morgendis langs en vej, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nepal 2009-2
En tungt lastet bærer passerer gennem røg, som siver ud fra et hus, hvor man er i gang med at lave morgenmad, Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nordindien 1985-86
Træ med duer foran den nedgående sol, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tanzania 1990
Dagens sidste solstråler oplyser kvæg, som er drevet sammen på en kvægfarm i det sydlige Tanzania. Tæmningen af vildoksen er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Buddhistiske stupa’er, chorten’er og pagoder er alle bygningsværker, hvis forskellige dele symboliserer elementerne. Basis repræsenterer jord, kuplen vand, ringene eller firkanterne oven på kuplen ild, halvmånen luft, mens det øverste punkt repræsenterer rummet, til tider afbilledet som en lille sol.

 

 

En chorten er den tibetanske udgave af en stupa. Tidligt om morgenen står denne chorten i stærk kontrast til de golde bjerge omkring saltsøen Tso Kar, Ladakh, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pagoder i solnedgang, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De nepalesiske pagoder, som er inspireret af formen på Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), udgør den ældste pagodastil i Asien. Disse arkitektoniske pragtværker er hinduistiske templer med buede tage i adskillige etager.

 

 

Nepal 1994
Morgentåge indhyller pagoder på Durbar-pladsen, Bhaktapur, Nepal. Befolkningen i denne ældgamle by er hovedsagelig newarer, et folk af blandet mongolsk og indo-europæisk oprindelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange aftenhimmel bag pagoder på Durbar-pladsen i Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En tåget morgen står solen op bag en lille pagode i Pashupatinath-templet, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stor knopurt (Centaurea scabiosa) trives i tørre, græsklædte områder, langs veje samt på brakmarker, helst på kalkrig bund. Den er udbredt i næsten hele Europa og videre mod øst gennem størsteparten af Sibirien og Centralasien. Den er grundigere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Det latinske artsnavn hentyder til en gammel tro på, at bladene af denne art kunne helbrede skab.

 

 

Frøstande af stor knopurt ved daggry, nær Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stalker Castle, på gælisk kaldt for Caisteal an Stalcaire, er en borg i fire etager, beliggende på en lille ø i fjorden Loch Laich, nordøst for Port Appin, Argyll, Skotland. På gælisk betyder stalcaire ‘jæger’ eller ‘falkoner’.

Den oprindelige borg var et lille fort, opført omkring 1320 af MacDougall-klanen, men det menes, at klanen Stewart of Appin opførte den i sin nuværende skikkelse i 1440’erne. Efter et væddemål under et drikkegilde blev borgen overført til Campbell-klanen omkring 1620. I 1908 blev den købt af Charles Stewart of Achara, som lod den nødtørftigt istandsætte. I 1965 erhvervede oberstløjtnant D.R. Stewart Allward borgen og lod den restaurere fuldstændigt. Den er i dag åben for publikum på udvalgte dage om sommeren. (Kilde: CastleStalker.com)

 

 

Stalker Castle, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den store sølvhejre (Ardea alba) har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter placerede den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

 

 

Sølvhejre i aftenlys, Salinas Cabo Rojo, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stor blåhejre (Ardea herodias) er den største hejreart i Amerika – faktisk den tredjestørste hejre i verden, kun overgået af goliathejre (A. goliath) og hvidbuget hejre (A. insignis). Den er en almindelig ynglefugl fra det centrale Canada mod syd til Mellemamerika og Caribien, med en isoleret bestand på Galápagos-øerne. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som det nordlige Sydamerika. Nogle af fuglene i det sydlige Florida og Caribien er snehvide, og det diskuteres stadig, om de udgør en særskilt art.

 

 

En stor blåhejre raster på en ponton med hummerfælder, Mill Neck Creek, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silkehejren (Egretta garzetta) er udbredt i næsten alle subtropiske og tropiske områder af Europa, Afrika, Asien og Australien. I 1994 blev en lille bestand etableret på Barbados-øerne i Caribien, og herfra har den siden bredt sig til andre caribiske øer samt til Atlanterhavskysten i USA. Slægtsnavnet er afledt af Provençe-fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’), mens artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

En nær slægtning, snehejren (Egretta thula), er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Silkehejren er almindelig i Taiwan. Her søger en flok føde en tidlig morgen i en drænkanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne silkehejre søger også føde en tidlig morgen i en drænkanal i Taichung. Den mindre fugl i forgrunden er en mudderklire (Actitis hypoleucos). Denne art er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhizophora er en slægt af mangrove-træer med 7 arter, som er tilpasset et liv langs tropiske kyster, der dagligt overskylles af saltvand. De kendes på deres ‘stylterødder’, luftrødder, som bærer planten over vandoverfladen ved højvande, og som er i stand til at ånde, når plantens egentlige rødder er under vand. Disse træer besidder endvidere en mekanisme, som gør dem i stand til at udskille overflødige salte fra deres celler.

Slægtsnavnet kommer af græsk rhiza (‘rod’) og phoros (‘bærer’), hvilket sigter til ånderødderne.

Rød mangrove (Rhizophora mangle) er vidt udbredt, idet den findes langs kyster af det sydlige Nordamerika, Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, samt på øer i Stillehavet og langs tropiske kyster i Vestafrika.

 

 

Rastende fugle nær en rød mangrove: Amerikansk hvid pelikan (Pelecanus erythrorhynchos), øreskarv (Phalacrocorax auritus), lattermåge (Leucophaeus atricilla), samt amerikansk saksnæb (Rynchops niger), Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alter med Jesus på korset, en syvarmet lysestage, samt orkidéer foran et vindue med glasmosaik, Bodils Kirke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Topørnen (Lophaetus occipitalis), som er let kendelig på den lange top, er en ret almindelig, mellemstor ørn, udbredt i Afrika syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og herfra mod syd til Sydafrika og Namibia. Den lever hovedsagelig i skovkanter og græsland med spredte træer, men kan observeres i mange typer åbent land, bl.a. moser, landbrugsland og plantager, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde, undertiden højere.

 

 

Tanzania 1989
Topørn på udkig fra et dødt træ, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne topørn raster i en akacie, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den fremherskende religion i Ethiopien er en ældgammel ortodoks udgave af kristendommen, den Ethiopiske Tewahedo-kirke, som er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Ethiopien 1996: Timkat – en kristen højtid.

 

 

Kors på kirken Debre Mariam, beliggende på en ø i Tana-søen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En leopard (Panthera pardus) hviler i en akacie, Tarangire Nationalpark, Tanzania. Denne pragtfulde kat er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skærmakacien (Vachellia tortilis), som tidligere blev kaldt Acacia tortilis, har fået navn efter kronens form, der ofte minder om en udslået parasol. Den er et vidt udbredt og almindeligt træ, op til 20 m højt, som forekommer i hele den nordlige del af Afrika, mod syd til Senegal og Chad, samt i et bredt bælte fra Egypten gennem Østafrika til Sydafrika og den sydlige del af Namibia. Den findes tillige i Mellemøsten, fra Syrien mod syd gennem hele den Arabiske Halvø.

Førhen mente man, at der fandtes 4 akacie-arter i dette store område, men forskning har vist, at de alle er underarter af V. tortilis. (Kilde: fao.org/3/Q2934E)

Andre akacie-arter er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Marabustorke (Leptoptilos crumenifer) raster i skærmakacier, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skærmakacier ved daggry, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En enlig skærmakacie i skumringen, Serengeti Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skærmakacier og skyer hen under aften, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jama Mashid (’Fredagsmoskéen’) i Delhi er Indiens største moské, opført 1651-56 på ordre af Moghul-kejseren Shah Jahan (1592-1666). Under fredagsbønnen benyttes den 99 m brede plads, der kan rumme 25.000 mennesker. Moskéen har to minareter, som begge er 39 m høje.

 

 

Jama Mashid, Old Delhi, Indien. Fuglene er forvildede tamduer (Columba livia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Reflekser i Rapti-floden i det sydlige Nepal, med en guldsmed i forgrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidligt om morgenen passerer en mand forbi høje eukalyptus-træer, som vokser i udkanten af byen Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Joshua-træet (Yucca brevifolia) er en stor yucca-art, som er karakteriseret ved sine mange grene. Den er en typisk plante i Mojave-ørkenen i det sydvestlige USA. Arten blev navngivet af californiske mormoner, som var undervejs for at slå sig ned hos deres åndsfrænder i Utah. Træets opstrakte ’arme’ mindede dem om Biblens Joshua, der ledte Israels børn til Kanaans land.

 

 

Joshua-træ i tusmørke, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vandbukken (Kobus ellipsiprymnus) er en stor antilope med en grålig, grov pels, som er temmelig lang på halsen. Den er udbredt i et stort område syd for Sahara, i Sahel-zonen fra Senegal mod øst til det sydlige Sudan og det vestlige Ethiopien, og derfra mod syd gennem den østlige del af Afrika til det nordøstlige Sydafrika. Der findes også spredte bestande i Angola, Gabon og Republikken Congo.

Mange underarter er blevet beskrevet, opdelt i to hovedgrupper. Medlemmer af gruppen ellipsiprymnus har en ellipseformet hvid tegning på bagdelen, som gav anledning til det latinske artsnavn, af græsk ellipes (‘ellipse’) og prymnos (‘bagdel’). Den anden gruppe er defassa, hvis medlemmer har en stor hvid plet på bagdelen. Oprindeligt blev den sidstnævnte i 1835 beskrevet som en særskilt art af den tyske naturhistoriker Wilhelm Eduard Rüppell (1794-1884), som navngav den Antilope defassa efter dens amhariske navn. I dag regner de fleste taksonomer dog de to grupper for samme art, da de ofte danner hybrider, hvor deres udbredelsesområde overlapper.

Underarter, som tilhører ellipsiprymnus, er udbredt fra det østlige Kenya og Tanzania mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika, mens defassa-underarterne findes i resten af udbredelsesområdet.

 

 

En han af defassa-vandbuk græsser foran hvide pelikaner (Pelecanus onocrotalus) og nogle få gulnæbbede storke (Mycteria ibis), Lake Nakuru, Kenya. Disse to fuglearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vedbend (Hedera) er en slægt på 12-15 arter af stedsegrønne, træagtige slyngplanter i vedbendfamilien (Araliaceae). Disse planter er hjemmehørende fra størsteparten af Europa, Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Himalaya, Kina, Taiwan og Japan, samt i Nordafrika, på de Kanariske Øer og på Madeira. Adskillige arter er blevet invasive, specielt i Nordamerika og Australien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige vedbend (Hedera helix), som er udbredt i Europa og det vestlige Asien. Artsnavnet er græsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform. Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’). Et alternativt navn er efeu, lånt fra det tyske navn Efeu, som er af ukendt oprindelse.

 

 

Irland 1987-99
Træer, dækket af vedbend, Cionn Átha Gad (Kinnegad), Irland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dets navn fortæller, er Taiwan-egernet endemisk for Taiwan. Det udgør en underart, taiwanensis, af det rødbugede egern (Callosciurus erythraeus), som er udbredt fra det østlige Nepal, Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til Sydøstasien, det sydlige Kina og Taiwan.

Talrige andre egern-arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

Taiwan-egern træffes overalt i lavlandet i Taiwan. Dette individ blev observeret i en bambus-bevoksning i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nepal 1985
Daggry bag et hus og tornbladede ege (Quercus semecarpifolia), Ghorepani, Annapurna, Nepal. Det ‘skaldede’ udseende af et af træerne skyldes, at folk har hugget grene og løv af til foder. Arten er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen var sorthovedet ibis (Threskiornis melanocephalus) en vidt udbredt og almindelig ynglefugl i store områder af Asien, fra Pakistan mod øst til Vietnam, og derfra mod syd til Java. I de senere årtier er den gået tilbage med alarmerende hast og er forsvundet som ynglende fra størstedelen af dens tidligere udbredelsesområde. I dag er den kun relativt almindelig i Indien, Sri Lanka, Nepal og Vietnam.

 

 

Koloni af sorthovedet ibis, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Typisk for Lake Mono i det østlige Californien er hundredevis af hvide klippespir, såkaldte tufa‘er. Gennem tusinder af år er disse klipper blevet dannet af udfældet kalciumkarbonat under vandoverfladen. Da denne sø imidlertid udgør en væsentlig kilde til drikkevand for den myldrende befolkning i Californiens lavland, er vandstanden sunket, hvorved tufa‘erne er kommet til syne.

 

 

De små prikker på dette billede er sorthalsede lappedykkere (Podiceps nigricollis). Om efteråret gæster op mod 1,8 mio. søen, hvilket gør den til den vigtigste rasteplads i Amerika for denne art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den asiatiske elefant (Elephas maximus) blev først tæmmet i Indus-dalen for omkring 5500 år siden. – Elefanternes triste skæbne er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald.

 

 

Sydasien 1976-77
Asiatisk elefant og kokospalmer (Cocos nucifera) på en strand nær Negombo, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paternostertræ (Melia azedarach), også kaldt for kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af dens smukke blomster og frugter er den blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle af Stillehavsøerne.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Natur: Invasive arter, og dens mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Frugtbærende paternostertræ, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Peña Bruja (‘Heksens Klippe’) er en stor klippe i havet ud for Santa Rosa Nationalpark, Guanacaste, Costa Rica. Ifølge legenden lykkedes det for en mand at trodse de stærke bølger omkring klippen og klatre op på den. Her traf han tre smukke unge kvinder, som var ofre for trolddom, hver af dem med en vogter: en tyr, en gammel mand og en hund. Manden indvilligede i at prøve på at befri dem under et senere besøg, men han måtte love ikke at fortælle andre om kvinderne. Det lykkedes imidlertid de lokale at få historien ud af ham, hvilket medførte, at trolddommen ikke kunne brydes. Ingen så nogensinde de unge kvinder igen, og ifølge overleveringen kan man under hård sø høre den rasende tyr brøle inde fra klippen.

 

 

Silhouetterne af Peña Bruja og et dødt træ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Euphorbia candelabrum er en sukkulent, træagtig art af vortemælk, som normalt er omkring 10 m høj, men sommetider kan blive op til 20 m. Den er endemisk i Østafrika langs Great Rift Valley, samt i landene omkring Afrikas Horn. Den vokser i tørt græsland med spredte træer samt på klippefyldte skråninger.

Artsnavnet hentyder til dens form, der minder om en kandelaber-lysestage, hvilket har givet anledning til dens engelske folkenavn candelabra tree. Det danske navn kandelaber-vortemælk benyttes normalt for E. canariensis, som er begrænset til de Kanariske Øer.

 

 

Solnedgang bag Euphorbia candelabrum, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En lignende slægtning, ligeledes kaldt for candelabra tree, er Euphorbia bussei var. kibwezensis, som er udbredt i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, hvor den vokser på klippefyldte skråninger samt på savanner med spredt trævækst, i højder mellem 350 og 2000 m. Den er indtil 10 m høj, undertiden op til 15 m, og dens stamme kan blive op til 30 cm tyk. Grenene er grønne og firkantede, med korte torne langs kanterne.

 

 

Euphorbia bussei var. kibwezensis, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rejnfan (Tanacetum vulgare) er en kurvplante, som er vidt udbredt i Eurasien, fra England og Spanien mod øst til Stillehavet, og fra subarktiske områder mod syd til Middelhavet, Tyrkiet, Tibet og Japan. Arten var førhen meget benyttet i folkemedicinen, men anvendes i dag mest til plantefarvning. Det danske navn er en forvanskning af plantens tyske navn, rainfarn, hvilket betyder sådan noget som ‘en bregne der vokser langs markskel’, hvor ‘bregne’ hentyder til bladenes overfladiske lighed med bregneblade.

 

 

Rejnfan er meget almindelig i Danmark langs veje og stier, her fotograferet nær Vindinge, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taget af et stort drivhus, Xitun Botaniske Have, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dunet brøndsel (Bidens pilosa) er en pantropisk og -subtropisk art af ukendt oprindelse, som er blevet forvildet utallige steder, hvor den ofte fordriver indfødte arter. Bare en enkelt plante kan producere over 30.000 frø, som er forsynet med kroge, der nemt spreder frøene ved at hænge fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet.

Arten er nærmere beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Dette billede er fra Taiwan, hvor dunet brøndsel er uhyre almindelig og ofte dækker kæmpemæssige områder. Denne vokser i en drænkanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne lille pige i landsbyen Jagat, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal, er ved at sætte sig i en døråbning for at spise. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kinesisk ambratræ (Liquidambar formosana) er et stort træ, som kan blive indtil 40 m højt. Det kendes nemt på de trefligede blade, som er næsten helrandede, ulig de lignende blade hos adskillige asiatiske lønnearter (Acer), som dog overvejende er femfligede og stærkt tandede.

Kinesisk ambratræ findes hovedsagelig i varmere tempererede lande, hvor den vokser i skove såvel som åbne områder. Den er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og Indokina.

Denne art er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvor barken benyttes mod hudsygdomme, harpiksen mod bl.a. bylder, tandpine og tuberkulose, og frugterne mod et antal lidelser, deriblandt gigt, lumbago og hudsygdomme. Forskning antyder, at blade og rod kan dæmpe kræftangreb.

En række billeder af artens pragtfulde vinterløv, såvel som efterårsløvet hos en nær slægtning, virginsk ambratræ (Liquidambar styraciflua), er bragt på siden Efterår.

 

 

Kinesisk ambratræ er meget almindelig i Taiwan. Dette billede af de piggede frugter blev taget i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tyrkerduen (Streptopelia decaocto) var oprindeligt hjemmehørende på det indiske subkontinent, men bredte sig i løbet af Middelalderen til Mellemøsten, og i 1700-tallet var den nået frem til Istanbul. I 1820’erne havde den bredt sig til Balkan, mens ekspansionen af størsteparten af Europa fandt sted særdeles hurtigt, mellem 1930’erne og 1950’erne.

Den første observation i Danmark var i 1948, og siden har den bredt sig til så godt som hele landet, hvor den især er almindelig i bebyggede områder.

Denne arts kurren er et ret monotont, evigt gentaget “ku-kuuuur-ku”, som til tider kan være ret irriterende. Da jeg var ung og forberedte mig til studentereksamen, var det ret varmt, så jeg blev nødt til at have et vindue åbent. En tyrkerdues favorit-kurreplads var vores nabos flagstang, som befandt sig omkring 15 m fra mit vindue. Dens kurren var så irriterende, at jeg måtte gå ud og jage den bort, men fem minutter senere var den tilbage på flagstangen. Nå, jeg bestod trods alt min eksamen alligevel.

Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Denne tyrkerdue sidder på en TV-antenne i landsbyen Refsvindinge, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En nær slægtning, den diminutive dværgskoggerdue (Streptopelia tranquebarica), er udbredt fra Pakistan mod øst til det østlige Kina og Taiwan og videre mod syd til Sydøstasien samt øen Luzon i Filippinerne.

Hunnen ligner en lille tyrkerdue, mens hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt rødlige vinger og bryst.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. – Trankebar er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

Den østlige race af dværgskoggerduen, humilis, er almindelig i Taiwans lavland. Her sidder et par i et dødt træ i Aogu Wetlands sammen med to Javasvaler (Hirundo javanica ssp. namiyei). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgskoggerduer renser fjerdragt, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Perlehalsduen (Spilopelia chinensis) er en køn due, som kan kendes på de perlelignende hvide pletter på sort baggrund på siden af halsen og i nakken. Førhen var den placeret i slægten Streptopelia, men studier baseret på vokalisering, samt DNA-analyser, førte til den konklusion, at denne art og dens nære slægtning palmeduen (S. senegalensis) adskilte sig tilstrækkeligt fra de øvrige Streptopelia-arter til at danne en særskilt slægt.

Denne art er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Filippinerne og Sydøstasien til Indonesien. Nominatracen chinensis er meget almindelig i Taiwan, også i byerne. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

 

 

Perlehalsdue i daggryet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I et gulligt morgenlys ses en perlehalsdue og skovspurve (Passer montanus) som silhouetter mod et højhus. Skovspurven er omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede sidder en perlehalsdue på en ledning nær en højspændingsmast. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette par sidder på en lampe i Central Taiwan Science Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skæglaver (Usnea) er er en stor slægt på omkring 600 arter i familien Parmeliaceae. De fleste medlemmer af denne slægt er grågrønne, og de fleste vokser på træer. De er allestedsnærværende i mere fugtige egne, hvor de ofte hænger ned fra træernes kviste og grene og blafrer i vinden.

I bogen Flora Danica, fra 1648, giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne fascinerende beskrivelse af skæglav: ”Men frem for alle andre Slags Mus [lav], som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

 

 

USA-Canada 1992
Disse billeder gengiver omvendte silhouetter af skæglaver, oplyst af solskin, Olympic Nationalpark, Washington, USA (øverst), samt nær Wushe, centrale Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Java-hyrdestære (Acridotheres javanicus) raster på en elledning, Taichung, Taiwan. Denne art er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne mand faldt i søvn på en bænk ved bredden af søen Hoan Kiem, Hanoi, Vietnam. Det vietnamesiske flag samt et tempelflag spejles i søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Popler (Populus), som tilhører pilefamilien (Salicaceae), udgør en slægt på et sted mellem 25 og 35 arter, hvoraf nogle bliver majestætiske træer, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. Disse træer er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina.

Popler er løvfældende, og adskillige arter viser knaldgult efterårsløv. Eksempler på dette løv kan ses på siden Hyldest til farven gul, og efterårsblade af vores hjemlige poppelart, bævreasp (Populus tremula), findes på siden Naturreservatet Vorsø: Død i skønhed.

 

 

Stynede popler ved vintertide, Laven, Midtjylland. Andre billeder af stynede popler kan ses på siden Natur: Naturens kunstværker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1972-73
Disse popler står i skarp kontrast til de sneklædte Alborz-bjerge i det nordlige Iran. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Omvendt silhouet: Solskin fremhæver disse popler mod en mørk klippe i Natural Bridges National Monument, Utah, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vorsø er en lille ø i Horsens Fjord, som stort set har ligget urørt af menneskehånd siden 1928. Dette interessante naturreservat er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

En sort regnsky passerer hen over Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rundt omkring i verden har jeg ved adskillige lejligheder fotograferet skarver som silhouetter. Disse fugle sidder ofte frit fremme på klipper eller i træer og således er meget fotogene i modlys. Nedenfor findes en række billeder af forskellige arter, mens andre kan ses på siden Fiskeri.

I dag opdeler de fleste autoriteter skarver i tre slægter: Phalacrocorax (ca. 20 nulevende arter), Leucocarbo (15 arter), samt Microcarbo (5-6 små arter). Ifølge visse genetiske studier bør fem arter, der i dag er placeret i Phalacrocorax, overflyttes til Leucocarbo.

Slægtsnavnet Phalacrocorax kommer af græsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), altså ’den skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven (P. carbo) i yngletiden, mens ravn sigter til dens overvejende sorte fjerdragt.

Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland. I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.

Gennem tusinder af år har fiskere i forskellige egne af Kina anvendt tæmmede storskarver (underarten sinensis) til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

 

 

Europa 1972-2005
Storskarver, forsamlet på deres nattesæde på en klippe i Atlanterhavet, Vendée, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Billedet nedenfor er fra naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, hvortil skarven genindvandrede i 1940’erne, efter at den var blevet udryddet på øen – og stort set i hele det øvrige land – i 1800-tallet. Dette interessante reservat og dets skarver er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vestkystskarven (Phalacrocorax penicillatus) er en marin art, som er udbredt langs hele den nordamerikanske Stillehavskyst, fra Alaska mod syd til Baja California og provinsen Sinaloa, Mexico.

 

 

Californien 2013
Kystklipper med hvilende vestkystskarver, Golden Gate, San Francisco, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rørskarven (Microcarbo africanus) er en lille art, som yngler i størstedelen af Afrika syd for Sahara, samt i Ethiopien og på Madagascar.

 

 

Ethiopien 1996
Rørskarver, forsamlet i et jerntræ (Casuarina) ved bredden af Awassa-søen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Øreskarven (Phalacrocorax auritus), som er opdelt i fem racer, har en kolossalt stor udbredelse i Nordamerika, idet den findes fra de Aleutiske Øer i Beringshavet tværs over kontinentet til det østlige Canada, og herfra mod syd gennem hele USA til det nordlige Mexico og Bahama-øerne.

Artsnavnet auritus betyder ’øret’ på latin, hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til, at denne art i yngletiden har en hvid top på hver side af hovedet.

Et nærbillede af øreskarv kan ses på siden Dyreliv: Rovdyr og bytte.

 

 

USA 1998-99
Øreskarver hviler på en klippe i St. Lawrence-floden, nær Niagara Falls, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den lille Javaskarv (Microcarbo niger) er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, med en isoleret bestand på den indonesiske ø Java.

 

 

Sydasien 1978-79
Javaskarv hviler på en klippe, Sigiriya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig ædelgran (Abies alba) er hjemmehørende i bjergområder i Europa, fra det nordlige Frankrig og det sydlige Tyskland mod syd til Pyrenæerne og det nordlige Grækenland, mod øst til Karpaterne og Bulgarien, i højder op til 1700 m. Den er almindeligt dyrket andre steder, specielt Nordeuropa og det østlige Nordamerika. Den bliver et stort træ, op til 50 m højt og med en stammediameter op til 1,5 m, undertiden til 60 m høj og 3,8 m i tværmål.

 

 

Halvmåne bag ædelgraner, Ringelmose Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jernbanen mellem byerne Ohakune og Raetihi, New Zealand, blev fuldført i 1912. Før dette årstal skulle passagerer stå af i Ohakune og fortsætte med diligence til Raihiti.

Denne jernbane er nærmere beskrevet på siden Kultur: Jernbaner.

 

 

Denne jernskulptur i Ohakune er opsat til minde om overgangsperioden mellem diligence og tog. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skovspurven (Passer montanus) har en meget stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og derfra sydpå gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. Den er meget almindelig i Taiwan, hvor den har overtaget gråspurvens (P. domesticus) rolle som byfugl, da denne mangler på øen.

Andre billeder af skovspurven bringes på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Skovspurve, forsamlet i et halvdødt jerntræ (Casuarina), Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ifugao’erne er én ud af en halv snes malajiske stammefolk, som bebor bjergene i det nordlige Luzon, Filippinerne. For over 2000 år siden anlagde dette folk fantastiske terrassemarker på bjergskråningerne, som kunstvandes gennem et avanceret system af kanaler. På disse marker dyrkes stammefolkenes vigtigste afgrøde, ris, suppleret med batater (sødkartofler), taro samt forskellige grønsager. Stammefolkene holder også husdyr som høns og sorte grise, og mændene går på jagt i junglen efter vilde dyr.

Mine oplevelser blandt dette folk er beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

 

 

Filippinerne 1984
I en oversvømmet rismark nær Banawe, Luzon, fanger denne Ifugao-dreng fisk ved hjælp af et lille net. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Drongoer (Dicrurus) udgør deres egen familie, Dicruridae, som omfatter i alt 25 arter. Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugles kløftede hale. Fjerdragten hos de fleste arter er sort og ofte metalskinnende.

Sort drongo (Dicrurus macrocercus) er en almindelig standfugl i tropiske og nogle subtropiske områder af Asien, fra det sydlige Iran gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført til adskillige Stillehavsøer, hvor den udgør en trussel mod indfødte fuglearter.

Sorte drongoer sidder ofte på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra de holder udkig efter flyvende insekter, som de fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende. Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

Et antal drongo-arter er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Afrika.

 

 

Denne sorte drongo holder udkig fra et dødt træ, Keoladeo National Park, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Underarten harterti af sort drongo er meget almindelig i Taiwans lavland, hvor den findes i åbne områder som landbrugsland og byparker. Denne blev fotograferet i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Adskillige drongo-arter er glimrende imitatorer, deriblandt pragtdrongoen (Dicrurus paradiseus), som er udbredt fra det indiske subkontinent, Sydøstasien og Hainan mod syd til Borneo og Java.

I bogen Jungle Lore (1953) beskriver den britiske jæger, forfatter og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955) et bemærkelsesværdigt eksempel på denne fugls evner:

“(…) pragtdrongoen er en evig kilde til glæde og interesse, thi foruden at være den modigste fugl i vores jungle kan den til fuldkommenhed efterligne kaldene af de fleste fugle samt et enkelt pattedyr, axishjorten, og den har tillige en god sans for humor. Idet den knytter sig til en flok fugle, der søger føde på skovbunden – det være sig junglehøns, larmdrosler eller drosler – tager den plads på en død gren med god udsigt, og mens junglen genlyder af dens egen prægtige sang samt dens efterligninger af andre fugles sang, holder den skarpt udkig efter fjender i form af høge, katte og slanger, samt smådrenge bevæbnet med slangebøsser, [forfatterens hentydning til sig selv] og dens advarsel om en fare, der nærmer sig, bliver aldrig ignoreret. Til gengæld for dens funktion som vagtpost forventer drongoen, at flokken forsyner den med føde. Dens skarpe blik overser intet, og i det øjeblik den ser, at en af fuglene, der møjsommeligt skraber i jorden eller vender døde blade, har frembragt et lækkert tusindben eller en saftig skorpion, farer den ned mod fuglen, idet den skriger som en høg, eller som den fugleart, drongoen forsøger at stjæle bytte fra, skriger, når den er fanget af en høg. Ni gange ud af ti lykkes det den at fravriste finderen dens bytte, hvorefter den vender tilbage til sin udkigspost, hvor den i ro og mag æder byttet, og derefter genoptager sin afbrudte sang.”

 

 

Sydasien 1982-83
Pragtdrongo, Periyar Nationalpark, Kerala, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Da Eiffeltårnet blev bygget til Verdensudstillingen i Paris i 1889, blev det voldsomt kritiseret af ledende kunstnere og intellektuelle. Men siden da er dette jerngittertårn blevet et af verdens mest ikoniske bygningsværker, som i 2015 blev besøgt af et svimlende antal mennesker, næsten 7 mio.

Tårnet er opkaldt efter den franske ingeniør Gustave Eiffel (1832-1923), som tegnede tårnet og ledede opførelsen af det.

 

 

Frankrig-Spanien 2007
Eiffeltårnet, set fra forskellige vinkler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slangehalsfugle (Anhinga), som har fået navn efter deres lange, tynde, bevægelige hals, er store vandfugle, der omfatter to eller fire arter. I Den Nye Verden lever den amerikanske slangehalsfugl (Anhinga anhinga), ofte kaldt anhinga, mens der findes en enkelt eller tre arter i Den Gamle Verden. Hvis der kun regnes med en enkelt art i Den Gamle Verden, kaldes den for A. melanogaster. Mange autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (A. rufa) og australsk (A. novaehollandiae).

 

 

Disse billeder fra Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien, viser indiske slangehalsfugle, som tørrer vinger. På det nederste billede vandrer en vandbøffel forbi en slangehalsfugl og en Javaskarv (Phalacrocorax niger). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fyrretræer (Pinus) er en meget stor slægt af nåletræer, som omfatter mellem 126 og 160 arter. Fem arter vises nedenfor, mens andre er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Fire underarter af klitfyr (Pinus contorta) er vidt udbredt i det vestlige Nordamerika, fra havniveau til subalpine områder i bjergene.

Nominatracen contorta er kystnær, idet den findes langs Stillehavskysten fra det sydlige Alaska mod syd til det nordvestlige Californien.

En anden kystnær underart er bolanderi, som er endemisk for Mendocino County i det nordvestlige Californien. Denne race trues af byudvikling.

Underarten murrayana, kaldt Sierra-klitfyr, er vidt udbredt i bjergegne fra Washington mod syd til den nordlige del af Baja California, og derfra mod øst til det sydlige Nevada.

Endelig findes underarten latifolia i Rocky Mountains, fra Yukon og Saskatchewan mod syd til Colorado.

Artsnavnet kommer af latin con (‘med’) og torqueo (‘snoet’ eller ‘forvreden’), hvilket hentyder til de lave, forvredne træer af denne art, som ofte ses langs Stillehavskysten. Det danske navn klitfyr skyldes, at denne art førhen ofte blev plantet i klitterne i Vestjylland.

Flere billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Californien 2011
Solskin oplyser nålene af en Sierra-klitfyr, Yosemite Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det naturlige udbredelsesområde af Monterey-fyr (Pinus radiata) er begrænset til nogle få lokaliteter i Santa Cruz og San Luis Obispo Counties i det centrale Californien, samt to øer, Guadalupe og Cedros, der ligger ud for vestkysten af det nordlige Baja California, Mexico. I disse områder trues den alvorligt af en indslæbt svampeart, Fusarium circinatum.

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

Vindformet Monterey-fyr, Muriwai Beach, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn antyder, er canarisk fyr (Pinus canariensis) endemisk på de Canariske Øer, hvor den dækker store arealer på de vestlige øer. Den kan blive et stort træ, op til 40 m højt, men massive træer er sjældne på grund af tidligere tiders overdrevne hugst. Nogle eksempler kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Canarisk fyr, Roque Nublo-området, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tårefyr (Pinus wallichiana) er udbredt i bjergegne fra Afghanistan og Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal spises honningdug fra bladlus, som lever på nålene, som slik. På engelsk kaldes denne art for blue pine (’blåfyr’), hvilket skyldes, at dens nåle har et blåligt skær.

Den medicinske anvendelse af tårefyr er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Klipper og tårefyrre står som silhouetter mod det sneklædte bjerg Annapurna II (7937 m), Marsyangdi-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus muricata er en kystnær fyrre-art, som kun vokser på nogle få lokaliteter på den californiske kyst, på nogle Channel Islands, samt to steder på Baja California-halvøen i Mexico.

Artens amerikanske navn, bishop pine, skyldes, at den først blev identificeret nær missionsstationen i San Luis Obispo, Californien.

 

 

Californien 2013
Solnedgang bag en gammel bishop pine, Salt Point State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ruinen af Sankta Birgittas Kapel, som ligger nær spidsen af Kapelludden på østkysten af Öland, Sverige, er 27 m lang og 12 m bred. Efter legenden blev liget af Birgitta Birgersdotter (kaldt ‘Hellige Birgitta’) bragt tilbage fra Rom i 1374 og landsat på dette sted. En anden legende siger, at kapellet er tilegnet en keltisk helgen, Sankta Brigida.

 

 

Silhouetterne af et fyrtårn samt ruinen af Sankta Birgittas Kapel, Kapelludden, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

To arter af ædelcypresser af slægten Chamaecyparis er hjemmehørende i Taiwan, taiwanesisk rød ædelcypres (C. formosensis) og taiwanesisk gul ædelcypres (C. obtusa var. formosana), der begge vokser i nedbørsrige bjergområder mellem 1300 og 2600 meters højde. Disse storslåede træer er nærmere omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.

I Yushan Nationalpark i det centrale Taiwan blev to store røde ædelcypresser dræbt under en skovbrand i 1963. De hærdede stammer af disse storslåede træer, som populært kaldes for Fuci-træerne, stod i mange år, indtil et af dem væltede i 2019.

 

 

Taiwan 2014b
Her ses et af Fuci-træerne som silhouet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

På Cape Reinga, New Zealands nordligste punkt, findes en prominent klippe ved navn Te Reinga, som er stedet, hvor sjælene ifølge Maoriernes mytologi stiger ned i underverdenen. Et ældgammelt pohutukawa-træ (Metrosideros excelsa), som kaldes Te Aroha, klynger sig til klippen. De afdødes sjæle kommer ned til vandet ad trin, som er dannet af dette træs rødder, hvorefter de fortsætter til Hawaiki, deres åndelige hjem. Ulig andre pohutukawa-træer, som producerer en overdådighed af røde blomster om sommeren, har man aldrig iagttaget Te Aroha blomstre.

Pohutukawa-træet er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Te Reinga med det ældgamle pohutukawa-træ Te Aroha ses som silhouet mod det oprørte Tasmanske Hav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Verdens mest udbredte svaleart er landsvalen (Hirundo rustica). Denne art bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde – deraf dens navn.

Seks underarter er udbredt i størsteparten af den nordlige halvkugle, fra de Britiske Øer mod øst til Japan, og fra Nordnorge, det centrale Sibirien og Kamchatka mod syd til Nordafrika, Egypten, det sydlige Iran og det sydlige Kina, samt i det meste af Nordamerika, fra det nordlige Canada til det sydlige Mexico.

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, det sydlige Kina, samt Taiwan.

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. En række billeder, som viser underarten gutturalis, vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Jylland 1996-99
Landsvalen er en almindelig ynglefugl i Danmark. Disse hviler på en ventilationsskakt på en gård nær Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gennem tusinder af år foretog araberne handelstogter til Østafrika ombord på deres typiske dhow’er – en ældgammel arabisk bådtype. Afrikanerne har adopteret denne bådtype, og i dag ses stadig mange dhow’er langs den østafrikanske kyst.

Dhow’er og mange andre bådtyper er beskrevet på siden Kultur: Både.

 

 

Tanzania 1988
En dhow passerer forbi en fisker, som trækker sin kano langs kysten nær Somanga, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer ses som silhouetter mod aftenhimlen, Waitomo, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ederfuglen (Somateria mollissima) er næsten cirkumpolar i sin udbredelse, idet den yngler langs arktiske og nordlige tempererede kyster, fra Kola-halvøen mod vest gennem Skandinavien, Skotland, det nordlige Irland, Island, Grønland, Maine, Arktisk Canada og Alaska til den østligste del af Sibirien.

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker fra sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst skadede ikke fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), samt latin mollissimus (‘overmåde blød’), som alle refererer til de bløde dun. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på arten, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æthr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

 

 

Bornholm 1977-96
Ederfugle hviler på kystklipper ved Christiansø, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Silhouetter af bøge (Fagus sylvatica), Magelund Voldsted, Lindeskov syd for Ørbæk, Fyn. Bøgen er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Kashmir-dalen i det nordlige Indien udgør søer og kanaler vigtige transportveje for varer. Andre billeder fra dette område kan ses på siderne Kultur: Både, samt Kultur: Et sted at bo.

 

 

Tidligt om morgenen padler denne mand sin båd over Dal-søen, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sjælland 1969-2005
Gotlandske pelsfår i aftenlys, Lilleø, Roskilde Fjord. Tamfåret er nærmere behandlet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Omkring Tana-søen, Ethiopien, har man fremstillet sivbåde, bestående af papyrus (Cyperus papyrus), siden det 9. århundrede f.Kr., eller måske endnu tidligere. Sivbåde og mange andre bådtyper er nærmere beskrevet på siden Kultur: Både.

 

 

Tana-søen stager denne pige en simpel båd, bestående af nogle få stængler af papyrus, som er bundet sammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I indiske byer er der ofte anlagt trapper eller afsatser, kaldt ghat, ned mod flodbredder. På disse ghat’er foregår der en mængde aktiviteter, deriblandt tøjvask. Denne tøjvask foretages ofte af mænd af en særlig kaste, benævnt dhobi, afledt af hindi dhona (’vask’). En wallah er en person, som er tilknyttet et eller andet erhverv, og en indisk vaskemand kaldes derfor dhobi wallah.

 

 

Nordindien 1991
Dhobi wallah’er i arbejde på en ghat langs Ganges-floden, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den eurasiske trane (Grus grus), i daglig tale blot kaldt trane, er den af verdens 15 tranearter, som har den største udbredelse, fra England mod øst gennem taigaområdet i Sibirien til det nordlige Mongoliet og Kina, med små isolerede ynglebestande i Sydeuropa, Tyrkiet, Kaukasus og Tibet.

Underarten archibaldi fra Tyrkiet og Kaukasus blev beskrevet videnskabeligt så sent som i 2008. Tidligere blev de østasiatiske bestande betragtet som en særlig underart, lilfordi, men i dag regner de fleste autoriteter disse fugle som tilhørende nominatracen.

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næst-talrigeste traneart efter prærietranen (Grus canadensis). Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget.

I Danmark ynglede der op gennem 1970’erne og 80’erne fortsat kun 3-4 par, men siden 1990 har den været i forrygende fremgang, og i 2018 ynglede op mod 500 par.

Alle verdens tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

Hornborgasjön 2006
Traner søger føde nær Hornborgasjön, Sverige. Hvert år i marts-april raster op mod 10.000 traner i dette område på vej mod deres ynglepladser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blandt de 13 arter af ægte traner har kun jomfrutranen (Grus virgo) og paradistranen (G. paradisea) helt fjerklædte hoveder.

Jomfrutranen er fortsat almindelig med et samlet antal på 230-260.000, og dette antal er ret stabilt. Den er udbredt i et bælte fra Ukraine gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Der er også en ganske lille ynglebestand i det østlige Tyrkiet, og det samme var tidligere tilfældet i Marokko, hvor den nu er uddød. Førhen ynglede den også i Rumænien.

I Europa blev denne art først blev bragt til Frankrig, hvor Dronning Marie Antoinette (1755-93) fandt den så yndefuld, at hun kaldte den for grue demoiselle (‘tranen som ligner en ung dame’), hvilket på dansk blev til jomfrutrane.

I landsbyen Kichan i Rajasthan, nordvestlige Indien, er der tradition for at fodre 5-6000 jomfrutraner, som overvintrer i dette område. Hver morgen ved daggry ankommer tranerne til et bestemt sted i landsbyen, hvor de fodres med korn, som skænkes af rige handelsmænd, der tilhører jain-religionen. Denne tro er beskrevet på siden Religion: Jainisme.

 

 

Indien 2003
Kvinder fra landsbyen Kichan iagttager overflyvende jomfrutraner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nær byen Puri i Odisha (tidligere kaldt Orissa) i det østlige Indien kan man stadig se fiskere arbejde på traditionel vis. Deres fladbundede både består af planker, som er ’syet’ sammen ved hjælp af tykke reb, fremstillet af græs.

I daggryet skubber fiskerne deres både ud gennem brændingen, hvorefter de sætter et stort garn ud fra kysten, så det danner et omvendt ’U’. Herefter bruger de – ofte med hjælp af deres koner – timer på at hale det i land. Fangsten er normalt ikke stor, og i de senere år er den dalet kraftigt på grund af overfiskeri af trawlere fra Kolkata (Calcutta). Fangsten lægger man i kurve eller skildpaddeskjolde, som kvinderne placerer på hovedet og bærer op til husene, der ligger lige oven for strandbredden.

 

 

Sydindien 1997-98
Ved daggry roer disse Puri-fiskere deres båd ud gennem brændingen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gråanden (Anas platyrhynchos) er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder af Nordamerika, Eurasien og Nordafrika, mod syd til Mexico, Marokko, Egypten, Pakistan og Kina, og den er også blevet indført som jagtobjekt mange andre steder, bl.a. Sydamerika, New Zealand, Australien og Sydafrika.

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet brunspættet.

Billeder af både han og hun vises på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

Daggry over en dam med gråænder i et nedlagt dambrug syd for Nyborg, Fyn. De lyse fugle i øverste højre hjørne er tamgæs. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den bedst kendte kaktusart er ganske givet den kæmpestore saguaro (Carnegiea gigantea), der kan blive indtil 12 m høj. Den har gjort sig som dekorativ baggrund i talrige westerns, men faktisk har den en ret begrænset udbredelse, idet den kun findes i Sonora-ørkenen i Mexico og det sydlige Arizona, samt i et lille område i Californien.

Denne art, samt arten nedenfor og mange andre kaktusarter er nærmere omtalt på siden Planteliv: Kakti, og det rige plante- og dyreliv i Sonora-ørkenen er beskrevet under Lande og steder: Sonora – den frodige ørken.

 

 

Arizona-Utah 2001
Saguaro og fuldmåne, Saguaro West Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store orgelpibekaktus (Stenocereus thurberi), der bliver op til 5 m høj, minder en del om saguaro, men er grenet fra grunden. Denne art er udbredt i det nordvestlige Mexico, i Sonora-ørkenen og på Baja California, men har også en lille bestand i det allersydligste USA, specielt i Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona, som er opkaldt efter arten.

Navnet orgelpibekaktus hentyder til stammerne, der minder om orgelpiber. På spansk kaldes dens frugter for pitaya dulce (‘sød pitaya’), idet ordet pitaya dækker spiselige frugter af mexikanske kaktusarter i almindelighed.

 

 

Arizona-Utah 2001
Orgelpibekaktus i solnedgang, Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I den kinesiske mytologi er dragen symbol på kraft, styrke og held, og de fleste daoistiske templer er rigt udsmykkede med figurer af dette fabeldyr.

Drager og andre aspekter af daoismen er beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

Drager og andre skulpturer pryder taget af det daoistiske tempel Bai Sa Wan Mazu, nær Tongxiao, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2016a
Mænd opfører en dragedans uden for et daoistisk tempel, tilegnet sygdommenes gud Wang-yeh, Beimen, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stjernefrugt (Averrhoa carambola), også kaldt karambol, dyrkes mange steder for frugtens skyld. De små rosenrøde eller purpurrøde blomster bliver senere til store, gule, femkantede frugter, som er saftige og spiselige. De har en forfriskende syrlig smag, mens de er unge, men bliver søde med alderen.

Denne art er et lille stedsegrønt træ i surkløverfamilien (Oxalidaceae), som er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien.

 

 

Taiwan 2014d
Omvendt silhouet: Solskin trænger igennem en stjernefrugt, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen blev den stornæbbede krage (Corvus macrorhynchos) kaldt for junglekrage, og den betragtedes som samme art som to andre krager, der i dag regnes for selvstændige arter, indisk junglekrage (C. culminatus) og østlig junglekrage (C. levaillantii).

Trods denne opsplitning har stornæbbet krage stadig en meget stor udbredelse, idet den findes fra Afghanistan i vest, gennem Himalaya og Tibet til det sydøstlige Sibirien, det nordlige Kina samt Taiwan, og videre sydpå gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. På det indiske subkontinent findes den overvejende i højereliggende områder end indisk junglekrage.

 

 

Denne stornæbbede krage, som sidder i toppen af en tårefyr (Pinus wallichiana) i Marsyangdi-dalen, Nepal, ses som silhouet mod det sneklædte bjerg Annapurna II (7937 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den grå træskade (Dendrocitta formosae) er en kragefugl, som er udbredt fra Himalayas forbjerge mod øst gennem bjergområder i det nordlige Indokina og det sydlige Kina til Taiwan. I Taiwan lever nominatracen formosae dog næsten ned til havniveau.

I det meste af sit udbredelsesområde er denne art temmelig sky, men i Taiwan har den vænnet sig til mennesker og viser ingen frygt. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

Andre fotos af grå træskade findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, og andre kragefugle er omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

En forsamling af grå træskader i morgengryet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse grå træskader sidder på rør, som udgår fra en vandtank. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sidder på en tv-antenne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Impalaen (Aepyceros melampus) er en ret stor, men slank og yndefuld antilope. Hannen er et prægtigt dyr med lyreformede horn, der kan nå en længde af 90 cm.

Denne art er udbredt i størstedelen af det østlige og sydlige Afrika. To underarter er anerkendt, nominatracen, som forekommer fra det sydlige Uganda og det centrale Kenya mod syd til den østlige del af Sydafrika og størstedelen af Namibia, samt underarten petersi, kaldt sortmasket impala, som er begrænset til det nordvestlige Namibia og det sydvestlige Angola. Denne underart kan kendes på de sorte tegninger i ansigtet.

Slægtsnavnet kommer af græsk aipus (‘høj’ eller ‘stejl’) samt keras (‘horn’), hvilket sigter til hannens lange horn, mens artsnavnet er fra græsk melas (‘sort’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til artens sorte pletter på bagbenene. Navnet impala er en forvanskning af Tswana-ordet phala, som betyder ‘rød antilope’.

 

 

Impala-hanner, Samburu Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skov-angelik (Angelica sylvestris) er en stor skærmplante, som kan blive indtil 2,5 m høj. Dens stængel er purpurfarvet, og de blomstrende sidegrene vokser frem fra store, oppustede bladskeder. I gamle dage blev planten spist som spinat og var en vigtig kilde til c-vitamin.

Skov-angelik er udbredt fra Europa og Tyrkiet mod øst gennem Sibirien til det nordøstlige Kina. Den er også blevet indslæbt andre steder, bl.a. Canada, hvor den betragtes som invasiv.

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’, af latin silva (‘skov’). Skove er dog ikke artens foretrukne biotop – den vokser især lysåbne steder som moser og kær, samt i udkanten af marker. Dens nære slægtning kvan (A. archangelica) er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Vinterstandere af skov-angelik ved daggry, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Omvendt silhouet: Kunstvanding nær Agency Lake, Oregon, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nilgiri-tahr (Nilgiritragus hylocrius) er en sjælden fåreart, som kun lever i bjerge i Sydindien. Tidligere var denne art, der tæller omkring 3,100 dyr, placeret i slægten Hemitragus sammen med Himalaya-tahr og arabisk tahr. Nylig genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med får af slægten Ovis end med de to arter af tahr, og som følge heraf blev den overført til en særskilt slægt.

Andre billeder af denne art er vist på siden Natur-citater.

 

 

Eravikulam Nationalpark i Kerala, hvor dette billede blev taget, er et kærneområde for Nilgiri-tahr, idet den huser mellem 700 og 800 dyr – omkring en fjerdedel af verdensbestanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alstonia scholaris, som tilhører singrønfamilien (Apocynaceae), er udbredt i blandskove fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til det Indonesiske Ørige , Ny Guinea og det nordlige Australien.

Bark og blade anvendes medicinelt mod bl.a. hovedpine, influenza, bronchitis og lungebetændelse, og af veddet fremstilles kister.

 

 

Alstonia scholaris plantes meget almindeligt i Taiwan. Dette træ, som står med lange slanke hængende frugter, blev observeret i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I sin tid var dådyret (Dama dama) hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og Iran, samt muligvis Balkan-landene og Italien. På et tidligt tidspunkt blev arten indført til dyreparker overalt i Europa, og i nyere tid er den også blevet indført til andre lande, deriblandt Australien, New Zealand, Argentina og USA. Arten danner ofte forvildede bestande, også i Danmark.

I 1600-tallet blev dådyr og kronhjorte (Cervus elaphus) indført til Jægersborg Dyrehave nord for København som jagtobjekter for kongen og hans følge. I dag lever omkring 1600 dådyr og 300 kronhjorte i denne park.

Disse to arter og mange andre hjorte er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

 

Dådyr, Jægersborg Dyrehave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden hjorteart, som ligner dådyret en del, er den smukke axishjort (Axis axis), i Indien kaldt chital. Den er ret almindelig i størstedelen af det indiske subkontinent, men findes ikke andre steder.

 

 

Sydasien 1978-79
I den tidlige morgen ses axishjorte som silhouetter mod en græssteppe i Kanha Nationalpark, Madhya Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Flammetræet (Delonix regia) er et kæmpemæssigt træ af ærteblomstfamilien (Fabaceae), som har fået navn efter sine pragtfulde blomster. Det er hjemmehørende i Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden.

Flere billeder af denne art findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

Taiwan 2018a
Dette billede fra Taiwan viser de store bælge hos flammetræet, som kan blive op til 60 cm lange og 5 cm brede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solopgang bag et flammetræ med bælge, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solsorten (Turdus merula) er en drossel, som har navn efter hannens sorte fjerdragt. I 1700-tallet kaldtes den selsort, på jysk dialekt sjelswot, fra tysk solfswart (’sort i sig selv’, dvs. meget sort). Navnet har altså intet med solen at gøre. Det samme gælder iøvrigt solbær (Ribes nigrum). (Kilde: V.J. Brøndegaard, 1986. Folk og Fauna. Dansk etnozoologi, bd. 2., Rosenkilde og Bagger)

Førhen var solsorten en sky skovfugl, men i løbet af de sidste hundrede år eller så har den bredt sig til så godt som alle byområder i Europa, hvor den i dag er en af de almindeligste fugle. Iøvrigt er arten udbredt i hele Europa og Mellemøsten, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien. Den er også blevet indført til Australien og New Zealand.

Solsorten og andre drosler er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

 

Fyn 2010-18
Solsort på et stråtag ved daggry, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rødgranen (Picea abies) er hjemmehørende fra Skandinavien og Alperne mod syd til Balkan og mod øst til et eller andet sted i Rusland. Den østlige grænse for artens udbredelse er svær at definere, da den ofte hybridiserer med sibirisk gran (P. obovata), som er udbredt fra det vestlige Rusland og det østlige Finland mod øst gennem Sibirien. Rødgran er plantet mange andre steder, heriblandt Danmark, som tømmertræ.

Det videnskabelige artsnavn er det latinske slægtsnavn på ædelgraner. Det hentyder til, at rødgranen på afstand kan minde om almindelig ædelgran (Abies alba).

 

 

Alperne 2018a
I morgenlyset ses en rødgran som silhouet mod bjerget Sassolungo (3181m), Dolomiterne, Norditalien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen blev alle grå langurer på det indiske subkontinent betragtet som tilhørende én og samme art, Semnopithecus entellus, der var opdelt i seks racer. Nyere morfologiske studier, kombineret med DNA-analyser, har bragt for dagen, at de grå langurer bør opfattes som seks selvstændige arter: nordlig steppelangur (S. entellus), terai-langur (S. hector), lysarmet langur (S. schistaceus), mørkarmet langur (S. ajax), sortfodet langur (S. hypoleucos), samt toplangur (S. priam).

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket hentyder til abernes status som hellige dyr i hinduismen.

Den nordlige steppelangur (Semnopithecus entellus) er vidt udbredt i det nordlige, centrale og syd-centrale Indien, fra Rajasthan, Uttar Pradesh og West Bengal mod syd til Telangana samt den nordlige del af Karnataka og Kerala. Denne art er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m.

Langurer og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

Asien 1977-78
Indien 1994
Solskin kort efter daggry skaber konturer omkring disse nordlige steppelangurer, som sidder i et træ i Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse kvinder, som har luftet deres hunde i en park i Søndermarken, København, er nu faldet i snak på en bænk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lille flamingo (Phoeniconaias minor) yngler hovedsagelig i Great Rift Valley-søerne i Ethiopien, Kenya og Tanzania, med tre mindre populationer i Vestafrika, Namibia og Gujarat, Indien. Uden for yngletiden forekommer de i næsten ethvert land syd for Sahara, tværs over den Arabiske Halvø mod øst til Indien og Sri Lanka. Den totale bestand er vurderet til mellem 2,2 og 3,2 millioner. (Kilde: iucnredlist.org/details/22697369/0)

Andre billeder, som viser flamingo-flokke, vises på siden Natur: Regn og dug.

 

 

Afrika 1980-81
Bogoria er en alkalisk sø i det nordlige Kenya, som til tider besøges af op mod en million små flamingoer. På dette billede ses fuglene som silhouetter gennem disen fra varme kilder ved søbredden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jylland 1996-99
Dette par vandrer hånd i hånd under en bro i aftenlyset. I baggrunden ses Ousted Kirke, som ligger på toppen af en bakke nær Ejer Bavnehøj. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidligere var den smukke rosenstork (Mycteria leucocephala) vidt udbredt i Asien, idet den fandtes i Indus-dalen i Pakistan, samt i Indien, Sri Lanka, Sydøstasien og det sydlige Kina. I dag er den imidlertid kun pletvis almindelig i Indien og Sri Lanka, mens den andre steder enten er meget sjælden eller fuldstændig forsvundet.

På dansk kaldes arten også indisk skovstork, men navnet rosenstork er meget mere beskrivende, idet det hentyder til fuglens karakteristiske rosafarvede tertialer.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Rejse-episoder – Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantilope.

 

 

Sydasien 1978-79
Rosenstorke i solnedgang, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. Arten er en almindelig ynglefugl i dette reservat. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den lille Abdimstork (Ciconia abdimii) er udbredt tværs over Sahel-zonen i det nordlige Afrika, mod øst til Ethiopien, Somalia og det nordlige Kenya, samt den sydvestlige spids af den Arabiske Halvø, og desuden i den sydøstlige del af Afrika, fra det sydligste Tanzania sydpå til Sydafrika.

Arten er opkaldt efter Bey el-Arnaut Abdim (1780–1827), som var tyrkisk guvernør i Wadi Halfa, Sudan.

 

 

Afrika 1980-81
En flok Abdimstorke hviler i et træ, Cameroun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oprindelsesstedet for kokospalmen (Cocos nucifera) er ukendt, og i dag er den udbredt overalt langs tropiske kystegne, i visse områder også inde i landet. Denne art anvendes til utallige formål. Olie fra nødderne samt den tørrede kopra benyttes i madlavning og til lamper. Bladene flettes til måtter, som anvendes til tag og vægge i boliger, og fibrene fra nøddens yderlag væves sammen til reb eller måtter. Af skallerne fremstilles trækul, og stammen anvendes til tømmer og brænde.

 

 

Goa 2008
Solopgang bag kokospalmer, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Doumpalmen (Hyphaene thebaica) adskiller sig fra de fleste andre palmer ved at have en forgrenet stamme med blade for enden af hver gren. Den er udbredt i Afrika i Sahel-zonen, samt fra det nordlige Tanzania mod nord til Egypten. Endvidere forekommer den i Israel og Jordan, samt på den Arabiske Halvø.

 

 

Afrika 1980-81
Doumpalmer, fotograferet sidst på eftermiddagen, nær Moradi, Niger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ethiopien 1996
Doumpalmer ved daggry, Fuloha-oasen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Allerede for over 5000 år siden blev daddelpalmen (Phoenix dactylifera) dyrket i Mesopotamien mellem Eufrat og Tigris, og den var hellig i Oldtidens Egypten. Med sin overvældende produktion af dadler er det ikke så sært. Ikke kun frugterne kan spises – de sprøde unge blade anvendes som kål. Der tappes saft fra de unge skud øverst på stammen, som gæres til alkohol, og når træet dør, udgør stammen udmærket tømmer.

 

 

Afrika 1980-81
Denne dreng er klatret op i toppen af en død daddelpalme nær Tamanrasset, Algeriet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgentåge afløses af solskin i en egeskov nær Ghare, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ravnegribben (Coragyps atratus) er en vidt udbredt og almindelig ådselæder, der findes fra det sydøstlige USA mod syd til Chile og Uruguay. Skønt denne art især æder ådsler og affald, er den også i stand til at dræbe mindre dyr, i særdeleshed nyklækkede unger af havskildpadder på vej ud gennem brændingen.

Andre billeder af denne art vises på siderne Rejse-episoder – Guatemala 1998: Mayaernes land, samt Dyreliv: Rovdyr og bytte.

 

 

Guatemala 1998
Denne ravnegrib hviler på en pæl ved Stillehavet, Monterrico, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Abebrødtræet (Adansonia digitata), også kaldt baobab, er den videst udbredte blandt ni arter af denne slægt, af hvilke seks er hjemmehørende på Madagascar, to i Afrika og på den Arabiske Halvø, samt en enkelt i Australien. Dette majestætiske træ er ofte dominerende i store savanne-områder syd for Sahara.

Navnet abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt, mens engelske navne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket sigter til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder.

Navnet baobab kommer af arabisk būħibāb, hvilket betyder ‘faderen af mange frø’. Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede arten under en ekspedition til Senegal.

 

 

Månen stiger op bag abebrødtræer, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nepal 1987
Denne mand vasker sit barn i Rapti-floden i det sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rustbiæderen (Merops leschenaulti), som har navn efter sin rustfarvede isse og nakke, er vidt udbredt, fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd gennem Indokina og Malaysia til Indonesien. Den findes især i bjerge i moderate højder, hvor den yngler i åben skov.

 

 

Nepal 1998
Rustbiædere samles om aftenen på deres overnatningssted, Chitwan Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fiskere, som haler kæmpestore net i land fra havet, er et yderst fotogent motiv, som man stadig kan støde på i visse egne af verden. Nedenfor vises tre eksempler.

Talrige billeder af fiskeri og fiskere er bragt på siden Fiskeri.

 

 

I den årle morgen haler disse fiskere et kæmpenet i land, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Fiskere haler et kæmpestort net i land, Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse fiskere renser et kæmpestort net i havet, Colva Beach, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Goblin Valley State Park er et område på Colorado-plateauet i Utah, USA, bestående af Entrada-sandsten, som vind og vand har eroderet til de særeste formationer, kaldt goblins.

Adskillige andre billeder af goblins er vist på siden Natur: Naturens kunstværker, mens Entrada-sandsten og andre geologiske fænomener på Colorado-plateauet er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

Arizona-Utah 2001
Denne formation i Goblin Valley State Park kunne passende kaldes ‘Nuser kysser E.T.’ (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nepal 2000
Bjerge og træer står som silhouetter mod en hvid sky, Jhong-floddalen, Mustang, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Golden Gate Bridge i San Francisco, Californien, er en 2737 meter lang hængebro, som fører tværs over Golden Gate – strædet, som forbinder San Francisco-bugten med Stillehavet. Denne bro blev indviet i 1937, og indtil 1964 havde den det længste hovedspænd (1280 m) af alle hængebroer i verden.

En mængde billeder af denne og mange andre broer findes på siden Kultur: Broer.

 

 

Californien 2013
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gennem tusinder af år levede et folk, Madanerne, i et stort sumpområde mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak. Deres levevis var fuldstændig tilpasset det våde element, hvor de færdedes i kanoer, byggede deres huse af tagrør på øer i sumpene, og fik deres udkomme ved risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt.

Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti’s regime (1979-2003) gjorde en ende på denne livsform ved at lade sumplandet dræne – en hævnaktion, fordi Madanerne var på amerikanernes side under den Første Gulfkrig (1990-91).

Mit besøg i dette interessante vådområde er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

Asien 1972-73
I solnedgangen stager denne Madan sin kano gennem sumplandet i det sydlige Irak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hammerhovedhejren (Scopus umbretta) er en lille hejreagtig fugl, som imidlertid danner en særskilt familie, Scopidae, der kun omfatter denne art. Denne fugl, som er opkaldt efter sin mukkert-lignende top, har en meget stor udbredelse, idet den findes i det meste af Afrika syd for Sahara, på Madagascar, samt i den sydvestligste del af den Arabiske Halvø.

Traditionelt er denne art beskyttet af mange folkeslag, hvilket har gjort den ret tillidsfuld. Det fremgår bl.a. af et billede på siden Kultur: Både.

 

 

Kenya 1988-89
Hammerhovedhejre, Baringo-søen, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kina 1987
En hjemløs mand leder efter spiseligt i en affaldskurv, Kowloon, Hong Kong. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Californien 2013
Lystfiskere prøver lykken nær San Francisco, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Monument Valley, Arizona, USA, har regn og vind eroderet klipperne til bizarre former. Andre markante klipper er vist på siden Natur: Klipper og kampesten.

 

 

Arizona-Utah 2001
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Under den hinduistiske højtid Bada Dasain, også kaldt Dassera eller Durga Puja, ses gigantiske gynger i mange landsbyer i Nepal, som enten er bundet fast til en stor gren eller fastgjort til lange reb, som hænger ned fra toppen af fire bambusstænger, der er bundet sammen foroven.

Andre hinduistiske højtider er omtalt på siderne Religion: Hinduisme, samt Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

Nepal 1985
Pige på en gigantisk gynge, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I 1800-tallet fandtes omkring 2000 stubmøller på den svenske ø Öland. I løbet af 1900-tallet forfaldt mange af dem og blev revet ned. I dag er de 355 tilbageværende møller fredet og udgør et karakteristisk element på øen.

 

 

Norden 1967-86
Solnedgang bag en stubmølle nær Albrunna, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sydasien 1976-77
En lystfisker prøver lykken på en strand syd for Colombo, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sydasien 1978-79
Strålerne fra den opgående sol spredes i stjerneform ud på himlen bag et bjerg nær Lukla, Khumbu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Daggry ved Ganges-floden, Varanasi, Uttar Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Californien 2013
Gravstene på veteranernes kirkegård i San Diego, Californien, står som silhouetter mod morgenhimlen. Billeder fra denne og mange andre gravpladser er vist på siden Kultur: Gravpladser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bølger og vind har eroderet den bløde Daliao-sandsten i Yeliou Geopark, nordlige Taiwan, til fantastiske former. Flere billeder af disse formationer kan ses på siden Natur: Naturens kunstværker.

 

 

Taiwan Nefertite_resize
Denne formation i Yeliou Geopark er blevet eroderet, så den minder om den ægyptiske Dronning Nefertite, dronning til Farao Akhenaten, som regerede i Egypten 1353-1335 f.Kr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sydasien 1982-83
Denne fisker kaster sit net ud over Rapti-floden i det sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidlig morgen på banegården i Chennai, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2017)

 

(Senest opdateret marts 2022)