Silhouetter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark begyndte den først at yngle omkring 1930, men er siden tiltaget stærkt, og i dag yngler der mindst 3200 par.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’).

 

 

 

 

 

Seljerøn er også vildtvoksende mellem klipperne på Bornholm, hvilket har givet anledning til et andet dansk navn, bornholmsk røn. Den er desuden meget almindeligt plantet langs veje og i hegn andre steder i landet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af græsk pente (‘fem’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til, at hanblomsten har fem støvbærere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blisgåsen er opdelt i fem underarter, som yngler i et bælte langs hele den nordsibiriske kyst, i Alaska og det nordlige Canada, samt i Vestgrønland. Overvintringsområder omfatter det nordlige Irland, det nordlige Skotland, Holland, Nordtyskland, Ungarn, den nordlige kyst af Sortehavet, Irak, sydkysten af det Kaspiske Hav, Japan, Korea, det sydøstlige Kina, det sydlige USA, samt det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udaipur blev grundlagt i 1559 under Maharana Udai Singh d. 2., som var hersker i byen Chittorgarh længere mod nord. Chittorgarh ligger i et fladt område og var som følge heraf sårbar over for angreb fra maharana’ens fjender, først og fremmest muslimer, som havde taget magten i det nordvestlige Indien.

Efter artilleri-krigens opfindelse i 1500-tallet besluttede Udai Singh at flytte sin hovedstad til et mere sikkert sted, og han valgte Ayad. Ayad var imidlertid plaget af jævnlige oversvømmelser, så Udai Singh besluttede at anlægge den nye by langs en bakkekam øst for Pichola-søen. Som beskyttelse mod angreb fra fjender lod han en 6 km lang mur, som havde syv indgangsporte, opføre omkring byen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn hentyder til en gammel tro på, at bladene af denne art kunne helbrede skab.

 

 

 

 

 

Den oprindelige borg var et lille fort, opført omkring 1320 af MacDougall-klanen, men det menes, at klanen Stewart of Appin opførte den i sin nuværende skikkelse i 1440’erne. Efter et væddemål under et drikkegilde blev borgen overført til Campbell-klanen omkring 1620. I 1908 blev den købt af Charles Stewart of Achara, som lod den nødtørftigt istandsætte. I 1965 erhvervede oberstløjtnant D.R. Stewart Allward borgen og lod den restaurere fuldstændigt. Den er i dag åben for publikum på udvalgte dage om sommeren. (Kilde: CastleStalker.com)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af stor blåhejre kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Stillehavsstaterne.

 

 

 

 

 

En nær slægtning, snehejren (Egretta thula), er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk rhiza (‘rod’) og phoros (‘bærer’), hvilket sigter til ånderødderne.

Rød mangrove (Rhizophora mangle) er vidt udbredt, idet den findes langs kyster af det sydlige Nordamerika, Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, samt på øer i Stillehavet og langs tropiske kyster i Vestafrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at der fandtes 4 akacie-arter i dette store område, men forskning har vist, at de alle er underarter af V. tortilis. (Kilde: fao.org/3/Q2934E)

Andre akacie-arter er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Fjernøstens køkkener anvendes den til fremstilling af juice, som tilsætning til alkohol, som pickles, samt i saucer. Den er også en ingrediens i folkemedicin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange underarter er blevet beskrevet, opdelt i to hovedgrupper. Medlemmer af gruppen ellipsiprymnus har en ellipseformet hvid tegning på bagdelen, som gav anledning til det latinske artsnavn, af græsk ellipes (‘ellipse’) og prymnos (‘bagdel’). Den anden gruppe er defassa, hvis medlemmer har en stor hvid plet på bagdelen. Oprindeligt blev den sidstnævnte i 1835 beskrevet som en særskilt art af den tyske naturhistoriker Wilhelm Eduard Rüppell (1794-1884), som navngav den Antilope defassa efter dens amhariske navn. I dag regner de fleste taksonomer dog de to grupper for samme art, da de ofte danner hybrider, hvor deres udbredelsesområde overlapper.

Underarter, som tilhører ellipsiprymnus, er udbredt fra det østlige Kenya og Tanzania mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika, mens defassa-underarterne findes i resten af udbredelsesområdet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige vedbend (Hedera helix), som er udbredt i Europa og det vestlige Asien. Artsnavnet er græsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform. Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’). Et alternativt navn er efeu, lånt fra det tyske navn Efeu, som er af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

Hannen er normalt lidt større end hunnen og har sorte vinger og ryg, ofte med et grønligt skær, mens hunnens er mørkt skiferfarvede. Hoved og hals kan være rent hvide, men har mere eller mindre udbredte mørkere partier hos mange fugle. Ungfugle op til et år gamle har mere grålige ben, men er vanskelige at skelne fra adulte.

 

 

 

 

 

Talrige andre egern-arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Det danske navn, på oldnordisk eik, er fra old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

Forskellige egearter er omtalt på adskillige sider på denne hjemmeside, se Planteliv: Planter i folketro og digtning, Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art kan ses på siden Natur: Invasive arter, og dens mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til dens form, der minder om en kandelaber-lysestage, hvilket har givet anledning til dens engelske folkenavn candelabra tree. Det danske navn kandelaber-vortemælk benyttes normalt for E. canariensis, som er begrænset til de Kanariske Øer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er nærmere beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kinesisk ambratræ findes hovedsagelig i varmere tempererede lande, hvor den vokser i skove såvel som åbne områder. Den er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og Indokina.

Denne art er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvor barken benyttes mod hudsygdomme, harpiksen mod bl.a. bylder, tandpine og tuberkulose, og frugterne mod et antal lidelser, deriblandt gigt, lumbago og hudsygdomme. Forskning antyder, at blade og rod kan dæmpe kræftangreb.

En række billeder af artens pragtfulde vinterløv, såvel som efterårsløvet hos en nær slægtning, virginsk ambratræ (Liquidambar styraciflua), er bragt på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den første observation i Danmark var i 1948, og siden har den bredt sig til så godt som hele landet, hvor den især er almindelig i bebyggede områder.

Denne arts kurren er et ret monotont, evigt gentaget “ku-kuuuur-ku”, som til tider kan være ret irriterende. Da jeg var ung og forberedte mig til studentereksamen, var det ret varmt, så jeg blev nødt til at have et vindue åbent. En tyrkerdues favorit-kurreplads var vores nabos flagstang, som befandt sig omkring 15 m fra mit vindue. Dens kurren var så irriterende, at jeg måtte gå ud og jage den bort, men fem minutter senere var den tilbage på flagstangen. Nå, jeg bestod trods alt min eksamen alligevel.

Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

Hunnen ligner en lille tyrkerdue, mens hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt rødlige vinger og bryst.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. – Trankebar er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i Asien, fra det Indiske Subkontinent mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Filippinerne og Indokina til Indonesien. Nominatracen chinensis er meget almindelig i Taiwan, også i byerne. Billederne herunder er alle fra Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen Flora Danica, fra 1648, giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne fascinerende beskrivelse af skæglav: ”Men frem for alle andre Slags Mus [lav], som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Popler er løvfældende, og adskillige arter viser knaldgult efterårsløv. Eksempler på dette løv kan ses på siden Hyldest til farven gul, og efterårsblade af vores hjemlige poppelart, bævreasp (Populus tremula), findes på siden Naturreservatet Vorsø: Død i skønhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rundt omkring i verden har jeg ved adskillige lejligheder fotograferet skarver som silhouetter. Disse fugle sidder ofte frit fremme på klipper eller i træer og således er meget fotogene i modlys. Nedenfor findes en række billeder af forskellige arter, mens andre kan ses på siderne Fiskeri og Fugle i Stillehavsstaterne.

 

Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland. I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.

Gennem tusinder af år har fiskere i forskellige egne af Kina anvendt tæmmede storskarver (underarten sinensis) til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne jernbane er nærmere beskrevet på siden Kultur: Jernbaner.

 

 

 

 

 

Andre billeder af skovspurven bringes på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

Mine oplevelser blandt dette folk er beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

 

 

 

 

 

Sort drongo (Dicrurus macrocercus) er en almindelig standfugl i tropiske og nogle subtropiske områder af Asien, fra det sydlige Iran gennem det Indiske Subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført til adskillige Stillehavsøer, hvor den udgør en trussel mod indfødte fuglearter.

Sorte drongoer sidder ofte på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra de holder udkig efter flyvende insekter, som de fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende. Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

Et antal drongo-arter er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen Jungle Lore (1953) beskriver den britiske jæger, forfatter og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955) et bemærkelsesværdigt eksempel på denne fugls evner:

“(…) pragtdrongoen er en evig kilde til glæde og interesse, thi foruden at være den modigste fugl i vores jungle kan den til fuldkommenhed efterligne kaldene af de fleste fugle samt et enkelt pattedyr, axishjorten, og den har tillige en god sans for humor. Idet den knytter sig til en flok fugle, der søger føde på skovbunden – det være sig junglehøns, larmdrosler eller drosler – tager den plads på en død gren med god udsigt, og mens junglen genlyder af dens egen prægtige sang samt dens efterligninger af andre fugles sang, holder den skarpt udkig efter fjender i form af høge, katte og slanger, samt smådrenge bevæbnet med slangebøsser, [forfatterens hentydning til sig selv] og dens advarsel om en fare, der nærmer sig, bliver aldrig ignoreret. Til gengæld for dens funktion som vagtpost forventer drongoen, at flokken forsyner den med føde. Dens skarpe blik overser intet, og i det øjeblik den ser, at en af fuglene, der møjsommeligt skraber i jorden eller vender døde blade, har frembragt et lækkert tusindben eller en saftig skorpion, farer den ned mod fuglen, idet den skriger som en høg, eller som den fugleart, drongoen forsøger at stjæle bytte fra, skriger, når den er fanget af en høg. Ni gange ud af ti lykkes det den at fravriste finderen dens bytte, hvorefter den vender tilbage til sin udkigspost, hvor den i ro og mag æder byttet, og derefter genoptager sin afbrudte sang.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tårnet er opkaldt efter den franske ingeniør Gustave Eiffel (1832-1923), som tegnede tårnet og ledede opførelsen af det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nominatracen contorta er kystnær, idet den findes langs Stillehavskysten fra det sydlige Alaska mod syd til det nordvestlige Californien.

En anden kystnær underart er bolanderi, som er endemisk for Mendocino County i det nordvestlige Californien. Denne race trues af byudvikling.

Underarten murrayana, kaldt Sierra-klitfyr, er vidt udbredt i bjergegne fra Washington mod syd til den nordlige del af Baja California, og derfra mod øst til det sydlige Nevada.

Endelig findes underarten latifolia i Rocky Mountains, fra Yukon og Saskatchewan mod syd til Colorado.

Artsnavnet kommer af latin con (‘med’) og torqueo (‘snoet’ eller ‘forvreden’), hvilket hentyder til de lave, forvredne træer af denne art, som ofte ses langs Stillehavskysten. Det danske navn klitfyr skyldes, at denne art førhen ofte blev plantet i klitterne i Vestjylland.

Flere billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den medicinske anvendelse af tårefyr er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Artens amerikanske navn, bishop pine, skyldes, at den først blev identificeret nær missionsstationen i San Luis Obispo, Californien.

 

 

 

 

 

En anden legende siger, at kapellet er tilegnet en keltisk helgen, Sankta Brigida.

 

 

 

 

 

I Yushan Nationalpark i det centrale Taiwan blev to store røde ædelcypresser dræbt under en skovbrand i 1963. De hærdede stammer af disse storslåede træer, som populært kaldes for Fuci-træerne, stod i mange år, indtil et af dem væltede i 2019.

 

 

 

 

 

Det danske navn hædrer den preussiske naturhistoriker, etnograf og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811), som i 1767 blev inviteret til Rusland af Katarina d. 2., hvor han fik et professorat på det videnskabelige akademi i Sankt Petersborg. Mellem 1768 og 1774 ledede han en ekspedition til det Kaspiske Hav, Ural-bjergene, Altai-bjergene, Baikal-søen, samt det øvre løb af Amur-floden. Hans arbejder fra denne ekspedition blev offentliggjort i 3 bind 1771-76 med titlen Reise durch verschiedene Provinzen des Russischen Reichs (‘Rejse gennem forskellige provinser i det Russiske Rige’).

I 1793-94 ledede Pallas endnu en ekspedition, som gik til det sydlige Rusland, til Krim, Sortehavet, det Kaspiske Hav, samt Kaukasus-bjergene. Hans rapport fra denne ekspedition blev publiceret 1799-1801 med titlen Bemerkungen auf einer Reise in die Südlichen Statthalterschaften des Russischen Reichs (‘Noter fra en rejse til de sydlige hertugdømmer i det Russiske Rige’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pohutukawa-træet er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

Seks underarter er udbredt i størsteparten af den nordlige halvkugle, fra de Britiske Øer mod øst til Japan, og fra Nordnorge, det centrale Sibirien og Kamchatka mod syd til Nordafrika, Egypten, det sydlige Iran og det sydlige Kina, samt i det meste af Nordamerika, fra det nordlige Canada til det sydlige Mexico. Den er stadig en almindelig ynglefugl i Danmark, selv om bestanden er gået noget tilbage i de senere år.

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, det sydlige Kina, samt Taiwan.

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. En række billeder, som viser underarten gutturalis, vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

Dhow’er og mange andre bådtyper er beskrevet på siden Kultur: Både.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker fra sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst skadede ikke fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), samt latin mollissimus (‘overmåde blød’), som alle refererer til de bløde dun. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på arten, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æthr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underarten archibaldi fra Tyrkiet og Kaukasus blev beskrevet videnskabeligt så sent som i 2008. Tidligere blev de østasiatiske bestande betragtet som en særlig underart, lilfordi, men i dag regner de fleste autoriteter disse fugle som tilhørende nominatracen.

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næst-talrigeste traneart efter prærietranen (Antigone canadensis). Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget.

I Danmark ynglede der op gennem 1970’erne og 80’erne fortsat kun 3-4 par, men siden 1990 har den været i forrygende fremgang, og i 2018 ynglede op mod 500 par.

Alle verdens tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

 

 

 

Jomfrutranen er fortsat almindelig med et samlet antal på 230-260.000, og dette antal er ret stabilt. Den er udbredt i et bælte fra Ukraine gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Der er også en ganske lille ynglebestand i det østlige Tyrkiet, og det samme var tidligere tilfældet i Marokko, hvor den nu er uddød. Førhen ynglede den også i Rumænien.

I Europa blev denne art først blev bragt til Frankrig, hvor Dronning Marie Antoinette (1755-93) fandt den så yndefuld, at hun kaldte den for grue demoiselle (‘tranen som ligner en ung dame’), hvilket på dansk blev til jomfrutrane.

I landsbyen Kichan i Rajasthan, nordvestlige Indien, er der tradition for at fodre 5-6000 jomfrutraner, som overvintrer i dette område. Hver morgen ved daggry ankommer tranerne til et bestemt sted i landsbyen, hvor de fodres med korn, som skænkes af rige handelsmænd, der tilhører jain-religionen. Denne tro er beskrevet på siden Religion: Jainisme.

 

 

 

 

 

I daggryet skubber fiskerne deres både ud gennem brændingen, hvorefter de sætter et stort garn ud fra kysten, så det danner et omvendt ’U’. Herefter bruger de – ofte med hjælp af deres koner – timer på at hale det i land. Fangsten er normalt ikke stor, og i de senere år er den dalet kraftigt på grund af overfiskeri af trawlere fra Kolkata (Calcutta). Fangsten lægger man i kurve eller skildpaddeskjolde, som kvinderne placerer på hovedet og bærer op til husene, der ligger lige oven for strandbredden.

 

 

 

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet brunspættet.

Billeder af både han og hun vises på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

 

 

 

Denne art og mange andre kaktusarter er nærmere omtalt på siden Planteliv: Kakti, mens det rige plante- og dyreliv i Sonora-ørkenen er beskrevet under Lande og steder: Sonora – den frodige ørken.

 

 

 

 

 

Navnet orgelpibekaktus hentyder til stammerne, der minder om orgelpiber. På spansk kaldes dens frugter for pitaya dulce (‘sød pitaya’), idet ordet pitaya dækker spiselige frugter af mexikanske kaktusarter i almindelighed.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra den allersydligste spids af Nevada mod syd gennem det østlige Californien og det vestlige Arizona til Baja California, Sonora og Sinaloa i Mexico. Den er én blandt mange plantearter, som blev opkaldt efter kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), der indsamlede mange nye arter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

Drager og andre aspekter af daoismen er beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I videste forstand, inklusive de to splits, har denne art en meget stor udbredelse, fra Afghanistan og hele det Indiske Subkontinent mod øst til det sydøstlige Sibirien (Ussuriland) og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien. Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland, landsbyer og langs floder. I Himalaya findes den i højder op til mindst 3000 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) samt rhynkhos (‘næb’).

Andre fotos af denne art findes på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

I det meste af sit udbredelsesområde er denne art temmelig sky, men i Taiwan har den vænnet sig til mennesker og viser ingen frygt. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

Andre fotos af grå træskade findes på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i størstedelen af det østlige og sydlige Afrika. To underarter er anerkendt, nominatracen, som forekommer fra det sydlige Uganda og det centrale Kenya mod syd til den østlige del af Sydafrika og størstedelen af Namibia, samt underarten petersi, kaldt sortmasket impala, som er begrænset til det nordvestlige Namibia og det sydvestlige Angola. Denne underart kan kendes på de sorte tegninger i ansigtet.

Slægtsnavnet kommer af græsk aipus (‘høj’ eller ‘stejl’) samt keras (‘horn’), hvilket sigter til hannens lange horn, mens artsnavnet er fra græsk melas (‘sort’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til artens sorte pletter på bagbenene. Navnet impala er en forvanskning af Tswana-ordet phala, som betyder ‘rød antilope’.

 

 

 

 

 

Skov-angelik er udbredt fra Europa og Tyrkiet mod øst gennem Sibirien til det nordøstlige Kina. Den er også blevet indslæbt andre steder, bl.a. Canada, hvor den betragtes som invasiv.

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’, af latin silva (‘skov’). Skove er dog ikke artens foretrukne biotop – den vokser især lysåbne steder som moser og kær, samt i udkanten af marker. Dens nære slægtning kvan (A. archangelica) er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art er vist på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

Bark og blade anvendes medicinelt mod bl.a. hovedpine, influenza, bronchitis og lungebetændelse, og af veddet fremstilles kister.

 

 

 

 

 

I 1600-tallet blev dådyr og kronhjorte (Cervus elaphus) indført til Jægersborg Dyrehave nord for København som jagtobjekter for kongen og hans følge. I dag lever omkring 1600 dådyr og 300 kronhjorte i denne park.

Disse to arter og mange andre hjorte er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere billeder af denne art findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var solsorten en sky skovfugl, men i løbet af de sidste hundrede år eller så har den bredt sig til så godt som alle byområder i Europa, hvor den i dag er en af de almindeligste fugle. Iøvrigt er arten udbredt i hele Europa og Mellemøsten, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien. Den er også blevet indført til Australien og New Zealand.

Solsorten og andre drosler er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn er det latinske slægtsnavn på ædelgraner. Det hentyder til, at rødgranen på afstand kan minde om almindelig ædelgran (Abies alba).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket hentyder til abernes status som hellige dyr i hinduismen.

Langurer og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter anser den for at være en naturlig hybrid mellem nordlig steppelangur og Nilgiri-langur (S. johnii), mens andre betragter den som en underart af førstnævnte.

 

 

 

 

 

Den var tidligere placeret i slægten Trachypithecus, men denne slægt regnes i dag som værende begrænset til den østligste del af det Indiske Subkontinent samt Sydøstasien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder, som viser flamingo-flokke, vises på siden Natur: Regn og dug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På dansk kaldes arten også indisk skovstork, men navnet rosenstork er meget mere beskrivende, idet det hentyder til fuglens karakteristiske rosafarvede tertialer.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

Arten er opkaldt efter Bey el-Arnaut Abdim (1780–1827), som var tyrkisk guvernør i Wadi Halfa, Sudan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Costa Rica og Guatemala.

 

 

 

 

 

 

 

Navnet abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt, mens engelske navne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket sigter til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder.

Navnet baobab kommer af arabisk būħibāb, hvilket betyder ‘faderen af mange frø’. Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede arten under en ekspedition til Senegal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Talrige billeder af fiskeri og fiskere er bragt på siden Fiskeri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige andre billeder af goblins er vist på siden Natur: Naturens kunstværker, mens Entrada-sandsten og andre geologiske fænomener på Colorado-plateauet er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde billeder af denne og mange andre broer findes på siden Kultur: Broer.

 

 

 

 

 

Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti’s regime (1979-2003) gjorde en ende på denne livsform ved at lade sumplandet dræne – en hævnaktion, fordi Madanerne var på amerikanernes side under den Første Gulfkrig (1990-91).

Mit besøg i dette interessante vådområde er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

 

 

 

Traditionelt er denne art beskyttet af mange folkeslag, hvilket har gjort den ret tillidsfuld. Det fremgår bl.a. af et billede på siden Kultur: Både.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre hinduistiske højtider er omtalt på siderne Religion: Hinduisme, samt Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.