Aber

 

 

Malaysia 1984-85
Disse unge forældreløse orangutaner (Pongo pygmaeus) i Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, Sabah, Borneo, elsker at blive kørt i trillebør ud i regnskoven, hvor de lærer at klatre i træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica-2
Costa Rica-2
En rødbuget edderkoppeabe (Ateles geoffroyi ssp. frontatus), også kaldt sortbrynet edderkoppeabe, æder kaffe-lignende frugter, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge langhalede makak (Macaca fascicularis) nær ruin-området Angkor Thom, Cambodia, hænger i en gren med hovedet nedad, før den slipper og falder pladask ned i en dam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78
To nordlige steppelangurer (Semnopithecus entellus) i modlys, Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydspanien 2005
En ung berberabe (Macaca sylvanus), som lever på Gibraltar-klippen i Sydspanien, synes at spørge sin ven: ”Har du fundet noget interessant?” (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

“Vi er aber med penge og geværer.”

 

– Tom Waits (født 1949), amerikansk sanger, musiker, komponist, sangskriver og skuespiller.

 

 

 

Aber er vore nærmeste slægtninge – ja, rent videnskabeligt tilhører vi menneskeaberne, så det er ganske sandt, hvad Tom Waits siger.

Hovedkilden benyttet på denne side er IUCN’s rødliste over truede arter: iucnredlist.org.

 

 

Menneskeaber
Chimpanse (Pan troglodytes), bonobo (Pan paniscus), orangutaner (Pongo) og gorillaer (Gorilla) er alle menneskeaber, som tilhører familien Pongidae. Chimpanse og bonobo er vore nærmeste slægtninge, ja, faktisk er vi så nært beslægtede, at vi burde tilhøre den samme slægt. Da mennesket blev beskrevet videnskabeligt før chimpanse og bonobo, burde deres navne være henholdsvis Homo troglodytes og Homo paniscus!

Alle menneskeaber er gået drastisk tilbage i løbet af de sidste hundrede år på grund af krybskytteri, smitsomme sygdomme og tab af levesteder, forårsaget af menneskelige aktiviteter. På trods af de senere års intensiverede bestræbelser på at bevare disse dyr forudses det, at tilbagegangen vil fortsætte på grund af en kraftig befolkningstilvækst, fældning af skove, mangel på håndhævelse af love på grund af korruption, samt i nogle lande politisk ustabilitet. Endvidere indfanges dyr stadig til zoologiske haver, og mange skydes til kommerciel handel med ’bushmeat’ visse steder i Afrika.

 

Chimpanse (Pan troglodytes)
Fire underarter af chimpansen har en pletvis udbredelse fra det sydlige Senegal mod øst gennem skovbæltet nord for Congo-floden til de vestligste dele af Tanzania og Uganda, hvor den lever i forskellige skovtyper, langs floder i skovsavanne, samt til tider i landbrugsland, fra lavlandet op til ca. 2800 meters højde. I dag er den totale bestand sandsynligvis under 400.000 individer.

Syd for Congo-floden erstattes chimpansen af sin nære slægtning bonobo’en (Pan paniscus).

Chimpanserne i Gombe Stream Nationalpark, Tanzania, blev gjort berømte af den kendte primatolog Jane Goodall (født 1934) – den første, som foretog grundige studier af disse aber.

 

 

Tanzania 1989
Dette billede viser en stor han ved navn Everett i Gombe Stream Nationalpark, fotograferet i 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orangutan (Pongo)
Førhen blev orangutaner betragtet som en enkelt art, Pongo pygmaeus, der fandtes i regnskove på Sumatra og Borneo. Fornylig er den imidlertid blevet opdelt i tre selvstændige arter. Borneo-orangutan (P. pygmaeus), der omfatter 3 underarter, er stadig vidt udbredt på Borneo, mens Sumatra-orangutan (P. abelii) er begrænset til det nordlige Sumatra, hovedsagelig Aceh-provinsen. Tapanuli-orangutan (P. tapanuliensis), der kun findes i et område på under 1500 km2 i Batang Toru, syd for Lake Toba, Sumatra, blev beskrevet som en selvstændig art så sent som i 2017. De lever alle fortrinsvis i lavlandsregnskov under 500 meters højde, Sumatra-orangutan dog lejlighedsvis op til 1500 m.

Alle tre arter er udryddelsestruede på grund af tab af levesteder og forringelse af biotop, samt illegal fangst til zoologiske haver. Det er blevet vurderet, at bestanden af Borneo-orangutan i 1973 omfattede omkring 300.000 individer, og det forudses, at dette tal vil falde til ca. 50.000 inden 2025. Sumatra-orangutan tæller færre end 14.000 individer, og det forudses, at dette antal vil dale med omkring 80% inden 2060. Der findes færre end 800 Tapanuli-orangutaner, og antallet falder stadig.

I 1985 besøgte jeg Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre i Sabah, Borneo. Her holdes et antal forældreløse orangutaner, som er blevet konfiskeret fra krybskytter, der har skudt deres mødre for at få fat i ungerne. Dette center, hvor ungerne optrænes til et liv i vild tilstand, er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1985: På besøg hos orangutaner.

 

 

Malaysia 1984-85
I Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre optrænes forældreløse orangutaner til et liv i vild tilstand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
I mangel af en moder skaber ungerne ofte tætte bånd til hinanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
Denne voksne han lever i halvvild tilstand nær centret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kina 1987
Denne orangutan i den zoologiske have i Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina, prøver på at få fat i noget uden for buret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gorilla (Gorilla)
Der gemmer sig en interessant historie bag navnet gorilla. Den berømte græske historiker Herodot (ca. 484-425 f.Kr.) beretter om sørejser, foretaget af fønikere fra Karthago, deriblandt en ekspedition ca. 500 f.Kr. ned langs Afrikas vestkyst, ledet af Hanno, kaldt ’Navigatøren’. I et område, som i dag er Sierra Leone, traf medlemmer af denne ekspedition “vilde folk, hvoraf størsteparten var kvinder, hvis legemer var hårede, og som vore tolke kaldte gorillæ.”

Dette ord blev senere anvendt af den amerikanske læge og missionær Thomas Staughton Savage (1804-80) og naturhistorikeren Jeffries Wyman (1814-74), da de beskrev gorillaen i 1847 under navnet Troglodytes gorilla. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Gorilla)

Tidligere blev gorillaer betragtet som tilhørende en enkelt art, Gorilla gorilla, men siden er de blevet opsplittet i to arter, den vestlige gorilla (Gorilla gorilla), som har to underarter, lavlandsgorillaen (gorilla) og Cross River-gorillaen (diehli), samt den østlige gorilla (Gorilla beringei), der ligeledes har to underarter, bjerggorillaen (beringei) og Grauers gorilla (graueri).

Den vestlige gorilla er udbredt i Cameroun, den Centralafrikanske Republik, Gabon samt Republikken Congo, med ganske små bestande i det østlige Nigeria og det nordlige Angola. Bestanden af underarten gorilla er sandsynligvis omkring 250.000 individer, mens underarten diehli er udryddelsestruet, da den kun tæller omkring 300 individer. Tilbagegangen for arten som helhed forudsiges at overstige 80% inden 2070 på grund af illegal jagt, sygdom (Ebola-virus), samt tab af levesteder.

Den østlige gorilla lever i bjergskove i det østlige Zaire, det nordvestlige Rwanda og det sydvestlige Uganda. Denne region har været genstand for krig og borgerkrig gennem mange år, og det er også gået ud over gorillaerne. Underarten beringei, der kun tæller omkring 900 individer, er den eneste menneskeabe, hvis antal er steget i de senere år, mens underarten graueri er alvorligt påvirket af menneskelige aktiviteter, specielt jagt til den kommercielle handel med ’bushmeat’. Denne illegale jagt er gjort nemmere gennem den lette adgang til våben fra de forskellige krige i området. Nylige optællinger viser, at bestanden af Grauers gorilla, der førhen talte omkring 17.000 individer, er dalet til kun ca. 3800.

 

 

Østafrika 1994-95
Hvilende hunner af bjerggorilla, Bwindi Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge af bjerggorilla er kommet tæt på for at studere os nærmere, Bwindi Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aber i Den Gamle Verden

 

Langurer
Langurer er en gruppe af bladædende aber i familien Cercopithecidae, som omfatter 8 slægter med omkring 40 nulevende arter. På denne side omtales tre af disse slægter, Semnopithecus (ægte langurer), Trachypithecus (lutunger), samt Pygathrix (douc-langurer).

 

Slægten Semnopithecus
Navnet på denne slægt kommer af græsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen. (Se afsnittet om abeguden Hanuman nederst på denne side).

Førhen blev alle grå langurer på det indiske subkontinent betragtet som tilhørende én og samme art, Semnopithecus entellus, der var opdelt i seks racer. Nyere morfologiske studier, kombineret med DNA-analyser, har bragt for dagen, at de grå langurer bør opfattes som seks selvstændige arter: nordlig steppelangur (S. entellus), terai-langur (S. hector), lysarmet langur (S. schistaceus), mørkarmet langur (S. ajax), sortfodet langur (S. hypoleucos), samt toplangur (S. priam).

I dag betragter de fleste autoriteter alle langurer på det indiske subkontinent som medlemmer af slægten Semnopithecus. Tidligere blev to arter, Nilgiri-langur (S. johnii) i det sydvestlige Indien og purpur-langur (S. vetulus) i Sri Lanka, anset for at tilhøre den ellers sydøstasiatiske slægt Trachypithecus.

 

Nordlig steppelangur (Semnopithecus entellus)
Denne art er vidt udbredt i det nordlige, centrale og syd-centrale Indien, fra Rajasthan, Uttar Pradesh og West Bengal mod syd til Telangana samt den nordlige del af Karnataka og Kerala. Der er også en lille bestand i det vestlige Bangladesh, som sandsynligvis nedstammer fra et enkelt par, der blev indført af hinduistiske pilgrimme til bredden af Jalangi-floden.

Nordlig steppelangur er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Førhen blev de vestlige og sydlige bestande af denne art betragtet som en særskilt art, sydlig steppelangur (S. dussumieri), men nylige genetiske studier har erklæret denne art for ugyldig.

 

 

En flok af nordlig steppelangur hviler på en klippe uden for de hellige Udayagiri-huler nær Bhubaneswar, Odisha (Orissa). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun uden for Udayagiri-hulerne har en ganske lille unge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En unge af nordlig steppelangur foretager skin-parring med en anden unge, Sariska Nationalpark, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På billedet herunder sidder en flok nordlige steppelangurer på et hustag i byen Pushkar, Rajasthan, hvorfra de, som en anden flok gadedrenge, kan holde øje med, om der er frugt eller andet spiseligt, de kan hugge. På grund af abernes status som hellige dyr bliver de ikke forfulgt trods deres frækhed.

 

 

Indien 2003
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En hinduistisk legende beretter om en ung mand ved navn Narad Muni, som drog af sted for at deltage i en swayamwara, hvor unge piger kan vælge sig en mand. Han var meget stolt af sig selv og mente, at han var den smukkeste blandt de unge mænd. Da dagen var ovre, gik han sønderknust derfra, da ingen af de unge piger havde valgt ham. På hjemrejsen blev han tørstig, så han gik hen til et vandhul for at slukke sin tørst. Hans spejlbillede viste da, at han nu havde abehoved.

 

 

Nordindien 1982
Nordlige steppelangurer drikker af et vandhul i Sariska Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Terai-langur (Semnopithecus hector)
Denne art er udbredt i Himalayas forbjerge op til en højde af ca. 1600 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Bhutan. Den lever hovedsagelig i skove, men ses til tider søge føde i frugtplantager og marker med afgrøder. Dens pels er tykkere end de nordlige og sydlige steppelangurers, men ikke så kraftig som hos lysarmet langur (S. schistaceus, nedenfor).

Det totale antal terai-langurer er sandsynligvis kun omkring 10.000 adulte individer, og bestanden daler fortsat langsomt, hovedsagelig på grund af tab af levesteder.

I området omkring Rishikesh, Uttarakhand, hvor jeg var på en ekskursion sammen med min indiske ven Ajai Saxena, fik vi selskab af et par terai-langurer, der tog ophold på taget af vores bil. Tilsyneladende var det skik blandt bilister at fodre disse aber, men da vi er modstandere af at fodre vilde dyr, gav vi dem ikke noget, og kort efter sprang de op i træerne og forsvandt.

 

 

Uttarakhand 2008
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lysarmet langur (Semnopithecus schistaceus)
Den lysarmede langur kendes nemt på sin kraftige, lysegrå pels samt den store hvide hårkrans omkring det kulsorte ansigt. Denne art er vidt udbredt i Himalaya, oftest i højder mellem 1500 og 3500 m, men af og til op til 4000 m. Den forekommer fra Pakistan gennem Indien og Nepal til Bhutan samt den sydøstligste del af Tibet. Den lever hovedsagelig i monsunskove, men træffes til tider i kratland og dyrkede områder. Arten er ret almindelig, og bestanden synes stabil. Trusler omfatter tab af levesteder gennem bl.a. tømmerindustri, brande og menneskelig bebyggelse, og i Tibet jages den, da den anvendes som ingrediens i traditionel medicin.

 

 

Disse lysarmede langurer blev fotograferet nær søen Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. Aben på det nederste billede er i færd med at æde knopper og blomster af storblomstret kvalkved (Viburnum grandiflorum). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2008
Lysarmede langurer æder jord for at få mineraler, Banthanti, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sortfodet langur (Semnopithecus hypoleucos)
Som dens navn siger, har sortfodet langur kulsorte hænder og fødder, som står i skarp kontrast til de grå arme og ben. Denne art er udbredt i bjergkæden West Ghats i det sydvestlige Indien, fra Goa mod syd gennem Karnataka til Kerala. I nogle områder trues den alvorligt af jagt, og den er allerede blevet udryddet fra dele af Brahmagiri-bjerene i Kodagu-distriktet, Karnataka.

Nogle autoriteter anser sortfodet langur for at være en naturlig hybrid mellem nordlig steppelangur og Nilgiri-langur (S. johnii, se nedenfor), mens andre betragter den som en underart af førstnævnte.

 

 

Denne sortfodede langur i Anshi Nationalpark, Karnataka, har travlt med at klø sig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 2008
Denne klatrer op ad en død bambusstængel og springer derfra over på en anden, Anshi Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En sortfodet langur æder blomsterknopper af et indisk kapoktræ (Bombax ceiba), Honnavar Forest, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Toplangur (Semnopithecus priam)
Der anerkendes to underarter af toplanguren, priam og thersites. Genetisk forskning antyder, at der er konsistente forskelle mellem de to underarter, og måske bliver de i fremtiden adskilt som to selvstændige arter.

Underarten priam er udbredt i Sydindien med adskillige adskilte bestande i området syd for Krishna-floden i Andhra Pradesh mod syd til byen Madurai i Tamil Nadu, mens thersites findes i Sri Lankas tørzone, samt i dele af bjergkæden West Ghats i Indien. Slægtskabet hos nogle sydindiske populationer er ukendt, da de er meget dårligt undersøgt. Toplanguren lever i skove, bevoksninger omkring templer, haver og opdyrkede områder, i Indien op til ca. 1200 meters højde, i Sri Lanka op til ca. 500 m.

 

 

Sydindien 2008
Indisk toplangur, underarten priam, i fuldt firspring hen ad en vej, Mudumalai Tiger Reserve, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka toplangur, underarten thersites, Polonnaruwa, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nilgiri-langur (Semnopithecus johnii)
Denne langur er kulsort med lysebrun pels på issen samt på en hårkrans omkring ansigtet. Den lever kun i bjergkæden West Ghats i det sydvestlige Indien, i delstaterne Karnataka, Kerala og Tamil Nadu, hvor den findes i skove mellem 300 og 2000 meters højde. Førhen var den truet af tab af levesteder på grund af minedrift, dæmningsanlæg og opdyrkning af skovområder, samt af jagt. Sidstnævnte er dog aftaget i de senere år på grund af bedre beskyttelse, og efter indførelsen af Indian Wildlife Protection Act i 1972 er bestanden øget. Siden 1990’erne har den ligget relativt konstant på omkring 20.000 individer.

Førhen var Nilgiri-languren placeret i slægten Trachypithecus, som har sin hovedudbredelse i Sydøstasien, men efter genetiske undersøgelser er den blevet overført til Semnopithecus.

 

 

Nilgiri-langur, Eravikulam Nationalpark, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98
En flok Nilgiri-langurer æder bladknopper af et træ, Periyar Nationalpark, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sri Lanka-langur (Semnopithecus vetulus)
Der anerkendes fire underarter af denne langur, som alle er endemiske for Sri Lanka. Underarten vetulus findes i et område på mindre end 5000 km2 regnskov i det sydvestlige Sri Lanka, op til en højde af omkring 1000 m. Hvor dens naturlige habitat er ødelagt, kan den leve i haver og plantager, men disse biotoper er ikke egnede for dens overlevelse på langt sigt. Underarten nestor lever i lignende biotoper længere mod nord end vetulus, mens philbricki er udbredt i de fugtigste skove i Sri Lankas tørzone. Underarten monticola er begrænset til bjergskove i den centrale del af øen, mellem 1000 og 2200 meters højde.

Alle fire underarter er truede, og det menes, at de er gået over 50% tilbage i løbet af de sidste 40 år på grund af tab af levesteder samt jagt.

I lighed med Nilgiri-languren var Sri Lanka-languren tidligere placeret i slægten Trachypithecus, men er ligeledes blevet overført til Semnopithecus.

 

 

Portræt af en Sri Lanka-langur i fangenskab, af underarten vetulus eller nestor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tørzone-underarten af Sri Lanka-langur, philbricki, er udbredt i skove i de mere fugtige områder af Sri Lankas tørzone. Dette billede er fra Polonnaruwa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Trachypithecus
Dette navn er afledt af græsk trach (’grov’), hvilket hentyder til den tætte pels hos nogle arter i slægten, samt pithekos (’abe’). Denne slægt af langurer, der ofte kaldes lutunger, omfatter 15 arter, som er udbredt fra Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til de sydligste egne af Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til de indonesiske øer Java, Bali og Lombok.

 

Gylden langur (Trachypithecus geei)
Denne art findes kun i Bhutan og de tilstødende områder af Assam i det nordøstlige Indien, hvor den lever i skove i Himalayas forbjerge mellem floderne Manas i øst og Sankosh i vest, op til en højde af omkring 3000 m.

Det totale udbredelsesområde for gylden langur er på mindre end 30.000 km2, og en stor del af det er uegnet biotop. Bestanden anslåes til at være på færre end 1200 individer i Indien og omkring 4000 i Bhutan. Arten er gået tilbage med over 30% i løbet af de sidste 30 år, og den forventes at gå yderligere tilbage på grund af tab af levesteder. Den indiske bestand er yderst fragmenteret, og den sydlige bestand er fuldstændig afskåret fra den nordlige på grund af menneskelige aktiviteter.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Den første omtale af arten er i en artikel fra 1838 af R.B. Pemberton, Report on Bootan Indian Studies Past and Present. Dette arbejde bortkom imidlertid og blev først genfundet i 1970’erne, og den gyldne langur blev først omtalt igen i 1907, hvor E.O. Shebbeare rapporterede, at han havde set ’en cremefarvet langur’ i omegnen af Jamduar.

I 1919 fastslog en artikel, at en gullig langur var almindelig i et distrikt nær Goalpara i Assam, og i 1947 skrev C. G. Baron: ”Jeg så nogle hvide aber (…) og så vidt jeg ved, er de en ubeskrevet art. Hele deres krop og hale er den samme farve – lys sølv-gylden, noget i retning af en blondine.”

Et antal andre observationer gjorde den kendte naturhistoriker Edward Pritchard Gee (1904-68) interesseret, og det lykkedes ham at observere og fotografere tre flokke af gyldne langurer i 1953. Han rapporterede sine iagttagelser til Zoological Survey of India, og i 1955 blev seks individer indsamlet. Arten blev beskrevet af Dr. H. Khajuria, som kaldte den Presbystis gee til ære for Mr. Gee. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Gee%27s_golden_langur)

Bestanden af gylden langur i Manas Nationalpark, Assam, er truet på grund af hybridisering med den nærtstående hættelangur (Trachypithecus pileatus). Tidligere var disse to arter adskilt af floder, men et antal opførte broer har nu gjort det nemt for dem at krydse disse floder.

 

 

Gyldne langurer, Manas Nationalpark, Assam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vietnam er hjemsted for 7 eller 8 Trachypithecus-arter, som alle er alvorligt truede i vild tilstand, hovedsagelig på grund af tab af levesteder samt jagt.

 

Delacours langur (Trachypithecus delacouri)
Denne art, som er endemisk for det nordlige Vietnam, kaldes populært for white-shorts langur, hvilket hentyder til dens karakteristiske hvide bagkrop. Arten blev navngivet til ære for den fransk-amerikanske ornitolog Jean Théodore Delacour (1890-1985).

Delacours langur er udryddelsestruet, hovedsagelig på grund af indsamling til traditionel medicin, men også på grund af tab af levesteder. I 2010 blev det anslået, at der var færre end 250 individer tilbage i naturen.

 

 

Delacours langurer, fotograferet i Van Long Nature Reserve. Bestanden i dette reservat er måske den eneste i Vietnam, som er stor nok til at overleve på længere sigt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Java-langur (Trachypithecus auratus)
Java-languren er endemisk for Indonesien, hvor den forekommer på Java, Bali og Lombok, samt på nogle mindre nærliggende øer. Den lever i mangrove samt i skove op til en højde af ca. 3500 m. Denne art er truet af tab af levesteder på grund af opdyrkning og menneskelig bebyggelse samt jagt til føde, og endvidere indfanges mange til kæledyrsindustrien.

 

 

Indonesien 1985
Denne Java-langur er til salg på et marked i byen Yogyakarta, Java. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Pygathrix
Aber i denne slægt, som kaldes douc-langurer, omfatter 3 arter, som er hjemmehørende i Sydøstasien. De er alle stærkt truede i vild tilstand.

 

Rødbenet douc (Pygathrix nemaeus)
Denne art, som er udbredt i Vietnam, det sydlige Laos og måske i det nordøstlige Cambodia, lever i primær og sekundær regnskov, fra lavlandet op til omkring 2000 meters højde. Den tilbringer det meste af tiden i stor højde i træer, men kommer undertiden ned på jorden for at drikke eller æde mineralholdig jord.

Den rødbenede douc er udryddelsestruet. Bestandsstørrelsen er ukendt, men det menes, at omkring 1300 dyr lever i Son Tra-området i Vietnam. Arten trues af indsamling til føde og traditionel medicin, samt tab af levesteder.

 

 

Rødbenet douc i et opformeringscenter for truede primater, Cuc Phuong Nationalpark, Vietnam. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Makakker (Macaca)
Denne slægt af hundeaber er vokset i antal i de senere år. To arter er fornylig blevet beskrevet, Arunachal-makak (Macaca munzala) i det nordøstlige Indien i 2004 og hvidkindet makak (M. leucogenys) i det sydøstlige Tibet i 2015. I dag omfatter slægten 23 arter.

Navnet Macaca er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.html)

 

Langhalet makak (Macaca fascicularis)
Blandt makakkerne har denne art, der også kaldes krabbeædende makak, den største udbredelse, idet den findes fra Bangladesh, Myanmar, Laos og Vietnam mod syd til det indonesiske ørige, og derfra østpå til Filippinerne.

Langhalet makak lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. mangrove, skove, landbrugsområder, samt bevoksninger omkring templer. Højdemæssigt findes den op til 1800 m i Filippinerne, 1000 m i Indonesien og 700 m i Thailand, men generelt under 300 meters højde i Cambodia og Vietnam. I Filippinerne trues den nogle steder af jagt.

Det er lidt af en gåde, hvorfor Sir Thomas Raffles (1781-1826), som var guvernør af Britisk Java 1811-15 og guvernør af Bencoolen (på Sumatra) 1817-22, gav denne art navnet fascicularis (’med et lille bånd eller stribe’), da den ingen striber har.

Billederne nedenfor er alle fra den såkaldte ‘Monkey Forest’ i Ubud, Bali, Indonesien, et skovklædt område omkring det hinduistiske tempel Wenara Wana, hvor adskillige flokke af langhalet makak holder til.

 

 

Bali 2015
Kongen af ’Monkey Forest’. – Denne store han af langhalet makak klør sig på halen, mens han hviler sig på en mur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Bali 2015
Hunner af langhalet makak er kærlige mødre. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Bali 2009
Denne hun renser pels på en han – hvorefter han bestiger hende. Det lader til, at hun ikke bryder sig om det. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Denne unge propper sin mund med bananer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
En hun renser pels på en anden hun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2015
Disse hunner døser på en mur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Unger i leg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Makakker begynder at lære at klatre i en meget ung alder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2015
De fleste makakker elsker at svømme. Denne synes at sige til mig: ”Detteher er rart! Du skulle prøve!” (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På billedet nedenfor sidder en unge af langhalet makak på en skulptur, som forestiller – en langhalet makak. Billeder af andre skulpturer, som gengiver denne art, er vist på siden Kultur: Folkekunst verden rundt.

 

 

Bali 2015
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Makakkerne i ’Monkey Forest’ er yderst vante til turister. Skulpturen i baggrunden på det øverste billede nedenfor gengiver Varaha, én af den høje hindu-gud Vishnus avatar’er (inkarnationer), hvor han i skikkelse af en gigantisk orne dræber den forfærdelige dæmon Hiranyaksha.

Vishnu og andre hindu-guder er nærmere præsenteret på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Bali 2015
Bali 2009
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhesusabe (Macaca mulatta)
Indiens velkendte brune abe, som på hindi kaldes bandar, træffes overalt i landet nord for floderne Tapti i Gujarat og Godavari i Maharashtra. Den er iøvrigt udbredt fra Afghanistan østpå gennem Pakistan, Indien, Nepal og Bangladesh til den nordlige del af Myanmar, Thailand, Laos og Vietnam, og derfra mod nord til det centrale Kina.

Denne art blev kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

Efter en kraftig tilbagegang på grund af skovfældning, samt eksport af aber til medicinske forsøg, er rhesusaben nu i fremgang i Indien, hvor dens antal er estimeret til mindst 500.000. Fremgangen skyldes især, at den har lært at leve i byer.

Territoriestørrelsen hos en typisk rhesusabe-flok er målt til op til 16 km2 i bjergskove og 1-3 km2 i andre skove, men midt i storbyen Kolkata studerede man en flok på 62 individer, som trivedes succesfuldt i et område på under 4 ha.

I nogle områder, specielt i Laos og Vietnam, jages arten som fødeemne, og tab af levesteder har også påvirket bestanden i Sydøstasien.

 

På grund af abehærens store indsats i det store helte-epos Ramayana (se afsnittet Abeguden Hanuman nederst på denne side) betragtes aber som hellige dyr blandt hinduer, og de holder ofte til omkring templerne, hvor de æder ris og andet, der er bragt som offergaver.

Et af disse templer er den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa i Kathmandu, Nepal – en buddhistisk helligdom, som dog også rummer hinduistiske templer. I skoven omkring denne stupa lever flere flokke af rhesusaber.

 

 

Nepal 1991
Denne hun og hendes unge æder riskorn, der er bragt som offergave til Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1987
Nepal 1991
Hunner af rhesusabe er kærlige mødre. – Swayambhunath. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Denne unge rider på sin moders ryg, Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rhesusabe krydser fra en bygning til en anden ved at vandre med ryggen nedad langs en elledning, Swayambhunath. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En dag, da jeg havde besøgt Swayambhunath-stupaen i Kathmandu, var jeg på vej ned ad trapperne, da jeg hørte en mærkelig lyd bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg en tom Tuborg øldåse komme hoppende ned ad trinene, passere mig og standse lige foran en rhesusabe. Aben greb dåsen og snuste til den, hvorefter den hurtigt lod den falde og blottede tænderne, som om den sagde: ”Detteher er ikke noget for mig!”

 

 

Nepal 1991
Nepal 1991
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det buddhistiske tempel på Mount Popa, Myanmar, huser også en flok rhesusaber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung rhesusabe æder akacieblade, Mount Popa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge rhesusabe gnaver af en bortkastet bananskræl, Ganges-floden, Varanasi, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Disse hunner nyder aftensolen i Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. En af dem har en ganske lille, diende unge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Indien har rhesusaben vænnet sig til at leve i byer. De følgende fire billeder viser sådanne bylevende aber.

 

 

Varanasi 2008
En hun med sin unge på en mur nær Ganges-floden, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1991
Denne rhesusabe vandrer hen ad en smal mur, som omgiver paladset Hawa Mahal, Jaipur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Varanasi 2008
Denne springer fra en mur til en anden i Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mens den klynger sig til en tørresnor, kigger denne rhesusabe ind gennem et vindue i Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indisk hueabe (Macaca radiata)
Denne makak er begrænset til den sydlige halvdel af Indien, hvor den syd for floderne Tapti og Godavari erstatter rhesusaben som den almindelige art i slægten. Den er lidt mindre end rhesusaben, og pelsen er gråbrun med lysere bug. Dens hale er meget lang, længere end kroppen. På issen har den en hårhvirvel, som ligner en kalot, og som har givet arten dens navn.

Hueaben er meget almindelig, lokalt talrig, og den lever i alle skovtyper, kratland, plantager, landbrugsland og byer, normalt under 2000 meters højde, men kan dog strejfe op til omkring 2600 m. Da den ofte søger føde i afgrøder, er konflikter med mennesker et stigende problem. Den jages lokalt, og mange bliver indfanget til medicinsk forskning, samt til fremvisning af gadegøglere (se afsnittet Aber i kulturen nederst på siden).

Mens tempelaber i det nordlige Indien oftest er rhesusaber, bliver denne rolle overtaget af hueaben i sydindiske templer. Da disse tempelaber har så nem adgang til føden og ikke behøver at bevæge sig meget omkring, bliver de ofte meget fede.

 

 

Sydindien 2000-01
Denne overvægtige hueabe blev observeret i Sri Minakshi-templet i Madurai, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003
En stor flok indiske hueaber holder til omkring de hinduistiske huletempler i byen Badami, Karnataka. Her klumper adskillige hunner og en unge sig sammen for at holde varmen i morgenkulden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003
Denne unge nyder aftensolen, Badami. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hueabe krydser en stærkt trafikeret gade i Badami ved at balancere på en elledning, mens den bruger den lange hale som balancestang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af indisk hueabe hviler i en bevoksning af bambus, Periyar Nationalpark, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som de fleste andre makakker elsker hueaber at bade, som disse unger i Theppakadu-floden, Mudumalai Tiger Reserve, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langs mange veje og omkring templer kan hueaber være meget tillidsfulde. Denne iagttager sit eget spejlbillede i en bilrude, Azhiyar Ghat, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sri Lanka-hueabe (Macaca sinica)
Denne art, som er brun med rødligt anstrøg, ligner meget indisk hueabe, men hårhvirvlen sidder længere fremme på issen. Den findes kun i Sri Lanka, hvor tre racer er anerkendt, sinica i tørzonen i den østlige og nordlige del af øen, aurifrons i den sydvestlige lavlands-regnskovszone, samt opisthomelas i det centrale regnrige højland.

Arten som helhed lever i forskellige skovtyper, fra havniveau op til ca. 2100 m. Udbredelsen af alle tre racer er meget fragmenteret, og underarten opisthomelas er begrænset til et område på mindre end 500 km2, hvoraf kun en femtedel i realiteten rummer aber. Hovedtruslen mod arten er tab af levesteder på grund af anlæggelse af plantager og landbrugsland, og mange bliver skudt, da de gør betydelig skade på afgrøder.

Sri Lanka-hueaben er stadig vidt udbredt, men bestanden er måske gået tilbage med over 50% siden 1975.

 

 

Tørzone-racen af Sri Lanka-hueabe, sinica, er udbredt i den østlige og nordlige del af øen. Denne blev fotograferet nær Polonnaruwa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge Sri Lanka-hueabe nær Polonnaruwa drikker ved at dyppe hånden i en pyt inde i en hul træstamme og derpå slikke hånden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka 2015
Underarten aurifrons er udbredt i den sydvestlige lavlands-regnskovszone. Denne blev observeret i Sinharaja Forest Reserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Løvehaleabe (Macaca silenus)
Løvehaleaben er en unik makak-art, da både han og hun har en kæmpestor grålig manke omkring hovedet, hvilket har givet anledning til artens tyske navn Bartaffe (‘skægabe’). Ifølge Ingvald Lieberkinds bogværk Dyrenes Verden, som var min barndoms biologiske leksikon, hedder den også skægabe på dansk, men dette navn har en noget negativ klang, så jeg foretrækker en oversættelse af artens engelske navn lion-tailed macaque, som den har fået på grund af sin karakteristiske haledusk. Bortset fra manken er dens pels kulsort.

Denne art er endemisk i regnskove i bjergkæden West Ghats i det sydvestlige Indien, i delstaterne Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Skønt dens udbredelsesområde er stort, optræder løvehaleaben kun i et begrænset område, da dens habitat er blevet alvorligt fragmenteret gennem anlæggelse af landbrugsområder og plantager med té, kaffe, kardemomme og eukalyptus.

Den totale bestand vurderes at være på under 4000 individer, som lever i 47 isolerede delbestande. I Kodagu-distriktet, Karnataka, er arten alvorligt truet af jagt. I de senere år synes bestanden at være stabiliseret på grund af bedre beskyttelsesforanstaltninger.

Billederne nedenfor er alle fra Puthutottam-skoven i Tamil Nadu, hvor en flok løvehaleaber har vænnet sig til mennesker, da de ofte fodres af bilister.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han klør sig på hovedet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han blotter sine enorme hjørnetænder, men han gaber vist bare, da arten overhovedet ikke er aggressiv over for mennesker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne løvehaleabe ligger på bilvejen og æder bittesmå sten, som knaser højlydt mellem dens tænder! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Berberabe (Macaca sylvanus)
Berberaben er meget karakteristisk, idet den ingen hale har. Den er den eneste overlevende abeart i Afrika nord for Sahara. Førhen var den vidt udbredt i det sydvestlige Europa og det nordvestlige Afrika, mod øst til Libyen, men i dag er den begrænset til små reliktbestande i Marokko og Algeriet. Her lever den fra havniveau til omkring 2600 meters højde, men er mest almindelig over 1000 m. Den foretrækker cederskove, men træffes også i egeskove, kystnært kratland, samt overgræssede klippeskråninger med spredt vegetation.

Fornylig er den marokkanske bestand vurderet til at tælle mellem 6000 og 10.000 individer, mens den i 1975 var på omkring 17.000. I Algeriet var der omkring 1980 en vurderet bestand på ca. 5500, mens det nuværende antal er ukendt. Den totale bestand er måske faldet med over 50% siden 1980, og den forventes at dale yderligere i de kommende år. Alle områder, hvor berberaben findes, er under stigende pres fra menneskelig aktivitet.

Der findes tillige en lille bestand på omkring 300 dyr på Gibraltar-klippen i Sydspanien, som muligvis delvis nedstammer fra den europæiske bestand. Historiske kilder nævner dog, at dyr fra Nordafrika adskillige gange i tidens løb er blevet løsladt på klippen.

I sit arbejde fra omkring 1610, Historia de la Muy Noble y Más Leal Ciudad de Gibraltar (’Den meget ædle og yderst loyale by Gibraltars historie’), skriver Alonso Hernández del Portillo: ”Men lad mig nu tale om andre og nulevende aktører, som på trods af klippens barskhed stadig forefindes på bjerget; der er aber, som kan kaldes de sande ejere, som har været til stede her i umindelige tider, som altid har klynget sig til deres domæne, for det meste i høje og utilgængelige kløfter på bjergets østlige side.” (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Barbary_macaques_in_Gibraltar)

 

 

Sydspanien 2005
Denne berberabe sover på en mur på Gibraltar-klippen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydspanien 2005
Hun af berberabe med sin unge, Gibraltar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydspanien 2005
Førhen var det skik blandt besøgende på Gibraltar-klippen at fodre berberaberne, men i dag er denne aktivitet strengt forbudt. Alligevel er aberne meget tamme, som denne unge, der trækker en dreng i øret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Svinehaleaber har fået navn efter deres korte hale, der ofte har en krølle som på en svinehale. Førhen blev alle svinehaleaber regnet for at være én og samme art, Macaca nemestrina, men den er nu blevet opdelt i to arter, den sydlige, M. nemestrina, der er udbredt på Malakka-halvøen, samt på Sumatra og Borneo, og den nordlige, M. leonina, der lever i Sydøstasien, fra det østlige Bangladesh mod syd til den nordligste del af Malakka-halvøen, hvor dens udbredelse overlapper med den sydlige arts. Hvorfor de er blevet opsplittet i to arter, er lidt af en gåde for mig, de de kan få yngledygtigt afkom i det overlappende område.

 

Sydlig svinehaleabe (Macaca nemestrina)
Denne art, der også kaldes Sunda-svinehaleabe, er almindelig i nogle områder, men de fleste steder er den gået kraftigt tilbage på grund af tab af levesteder på grund af tømmerhugst samt gennem anlæggelse af oliepalmeplantager og landbrugsområder. Arten bliver ofte skudt, da den gør skade på afgrøder.

 

 

Sydøstasien 1975
Denne mand af Minangkabau-folket fra Maninjau, Sumatra, Indonesien, har oplært en sydlig svinehaleabe til at hente kokosnødder ned fra træerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Taiwan-makak (Macaca cyclopis)
Som navnet siger, er denne art endemisk for Taiwan, hvor den er ganske almindelig. Den findes mest i forskellige typer af primærskov, men forekommer også i sekundær skov, hvorfra den søger ud i landbrugsområder, og endog byer, på jagt efter føde. Den er noget af en plage i nogle områder, men forfølges ikke, dels fordi den er fredet, og dels fordi den buddhistiske befolknings holdning generelt er, at man ikke skal dræbe dyr.

Taiwan-makak findes fra havniveau op til omkring 3600 meters højde, men hovedudbredelsen er mellem 1000 og 1500 m. Der er ikke mærkbare trusler mod arten.

 

 

Taiwan 2009
Pelsen hos Taiwan-makak er lysegrå med et brunligt anstrøg her og der. Denne store han hviler på en sten langs en sti i Bagua Shan-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2009
Denne hun renser pels på sin unge, Bagua Shan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018e
En familiegruppe af Taiwan-makak, Sheding Nature Trail, Kenting Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge æder blade, Tacijili-floden, Taroko-kløften. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne klynger sig til en klippevæg nær Tataja, Yushan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange steder bliver Taiwan-makakker fodret af bilister, hvilket har bevirket, at de har mistst frygten for mennesker. Denne han i Yangminshan Nationalpark gider ikke engang flytte sig for en forbipasserende motorcyklist. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bavianer
Bavianer, der tilhører familien Cercopithecidae, lever i Afrika samt den sydvestlige del af Arabien. De har en lang, hundeagtig snude, tætsiddende øjne samt kraftige kæber med kæmpestore hjørnetænder. De egentlige bavianer af slægten Papio omfatter seks arter. Førhen blev tre andre aber inkluderet i Papio, men er siden blevet overført til andre slægter, gelada-bavianen (Theropithecus gelada), mandrillen (Mandrillus sphinx) og drillen (M. leucophaeus).

 

Ægte bavianer (Papio)
Nogle autoriteter hævder, at de seks arter i denne slægt tilhører én og samme art, da de hyppigt hybridiserer, hvor deres udbredelse overlapper.

Guinea-bavianen (Papio papio) findes i et ret begrænset område fra det sydlige Mauritanien mod syd til Guinea.

Hamadryas-bavianen (P. hamadryas) lever omkring Afrikas Horn, i Ethiopien, samt i det sydvestlige Arabien.

Den grønne bavian (P. anubis) er vidt udbredt (se nærmere nedenfor).

Gul bavian (P. cynocephalus) lever i det østlige og sydlige Afrika (se nærmere nedenfor).

Kinda-bavianen (P. kindae) er udbredt i det sydvestlige Tanzania, det sydlige Zaire, det vestlige Zambia, samt det nordlige Angola.

Chacma-bavianen (P. ursinus) findes i det sydlige Afrika (se nærmere nedenfor).

 

Grøn bavian (Papio anubis)
Denne art har fået sit navn på grund af pelsen, der er grå med et olivengrønt skær. Den har den største udbredelse blandt de seks bavian-arter, idet den findes næsten overalt i åben skov og savanne, fra det sydlige Mauritanien og Mali mod øst til Sudan, og derfra mod syd til Zaire og Tanzania. Der er også isolerede bestande i Tibesti- og Air-bjergmassiverne i Sahara.

Den grønne bavian kaldes også for Anubis-bavian, opkaldt efter den egyptiske balsameringsgud, som havde sjakal-hoved. Navnet sigter til bavianernes hundelignende snude.

Denne art er meget tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Den er lokalt almindelig, på trods af at den nogle steder betragtes som et skadedyr, der skydes, fanges i fælder eller udryddes med gift.

I et 200 km bredt bælte gennem det centrale Kenya hybridiserer den med den gule bavian, hvilket ofte gør det svært at afgøre, hvilken art der er tale om.

 

 

Tanzania 1989
Grønne bavianer holder hvil i en afrikansk palmyrapalme (Borassus aethiopum), Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1989
Denne han af grøn bavian nyder solen, liggende i sandet ved bredden af Tanganyika-søen, Gombe Stream Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1989
Bavian-unger leger i en slyngplante, Gombe Stream Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge rider på sin moders ryg, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Han-bavianen på billedet nedenfor betragter en flok zebramanguster (Mungos mungo), som har fundet noget spiseligt i Serengeti Nationalpark, Tanzania. Disse små rovdyr er ganske barske, og bavianen gjorde intet forsøg på at stjæle deres mad, selv om han tydeligvis var interesseret i den.

 

 

Tanzania 1989
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De to billeder nedenfor viser moderskab hos grøn bavian i Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. En hun, som er lavere på den sociale rangstige inden for flokken, nærmer sig en hun med en lille unge, præsenterer sin bagdel for moderen som et tegn på underkastelse og forsøger derpå at få lov til at holde ungen. Bemærk, at moderens kindposer er fyldt med mad.

 

 

Tanzania 1993
Tanzania 1993
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gul bavian (Papio cynocephalus)
Det videnskabelige artsnavn kommer af græsk kuon (’hund’) og kephalos (’hoved’), hvilket, i lighed med navnet Anubis (se grøn bavian ovenfor), hentyder til bavianernes hundelignende snude. Dens danske navn skyldes, at dens grå pels har et gulligt skær.

Denne art er udbredt fra det sydøstlige Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Moçambique, og derfra gennem Malawi og Zambia til det sydlige Zaire og det nordlige Angola. Hvor det er muligt, foretrækker den at leve i Brachystegia-skovsavanne (miombo), men findes også i kratland, savanne og mangrove, og den er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Der er ingen væsentlige trusler mod arten, selv om den i nogle områder er blevet fordrevet af landbrug. Mange fanges også til eksport til medicinsk forskning.

 

 

Tanzania 1989
Gul bavian, Mikumi Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Chacma-bavian (Papio ursinus)
Denne art, som omfatter to eller tre underarter, er begrænset til det sydlige Afrika, fra den sydlige del af Angola og Zambia mod syd til det Indiske Ocean. På nuværende tidspunkt er arten ikke truet, men på grund af øget pres fra den stigende befolkning fouragerer bavianerne ofte i landbrugsområder, hvor de gør en del skade. Mange bliver skudt eller fanget, og et stigende antal dræbes i trafikken.

 

 

Sydlige Afrika 1993
Dette skilt i Kap Det Gode Håb Nationalpark i Sydafrika forbyder fodring af bavianer. Hvor de fodres regelmæssigt af turister, bliver bavianer ofte aggressive, og i værste fald bliver man nødt til at skyde dem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Theropithecus

 

Gelada-bavian (Theropithecus gelada)
Slægtsnavnet kommer af græsk thero (’afskyelig’) og pithekos (’abe’), hvilket hentyder til gelada-hannens ret groteske fremtoning. I den græske mytologi var Thero en frygtindgydende najade, der var amme for den lille Ares, der senere blev grækernes gud for mod og krig, men også for orden i samfundet.

Denne art er begrænset til græsklædte områder langs dybe kløfter i Ethiopiens centrale højland, mellem 1800 og 4400 meters højde. Den er stadig vidt udbredt, men blev meget påvirket af de tørkeperioder, som hærgede Ethiopien i 1980’erne. Fra en formodet bestand på måske 800.000 er antallet dalet til omkring 200.000. Artens biotop eroderes til stadighed som resultat af en landbrugsmæssig ekspansion, da flere og flere mennesker etablerer sig i højlandet. Græsningstrykket er højt i nogle områder og tvinger gelada-bavianerne ud i mindre produktive græsarealer.

 

 

I Simien-bjergene er gelada-bavianen ret almindelig i visse områder, her ved Gosh Meda. Hannen har en kæmpemæssig manke omkring hovedet og på forkroppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ethiopien 1996
På brystet har hanner såvel som hunner en nøgen rød hudplet, som har givet anledning til det alternative engelske navn bleeding-heart monkey (’aben med det blødende hjerte’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Colobusaber
Colobusaber er en gruppe af afrikanske bladædende aber, hvis tommelfinger er reduceret til en lille stump. Ordet colobus kommer af græsk, kolobós, som betyder ’kuperet’ (altså i betydningen ’beskære’, som når man kuperer halen på en hund).

Disse aber, som er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, omfatter 5 arter i slægten Colobus, der kaldes sorthvide colobusaber, 10 arter i slægten Piliocolobus, der kaldes røde colobusaber, samt en enkelt art i slægten Procolobus, den grønne colobusabe (P. verus). De fleste arter er begrænset til skovområder, men kan undertiden ses i kratland og plantager.

 

Østlig sorthvid colobusabe (Colobus guereza)
Denne art, der omfatter 8 underarter, kaldes også for manke-guereza på grund af de lange duske af hvide hår hen langs dyrets sider. Halen har også en stor hvid dusk. Den er vidt udbredt i Afrika, idet den findes fra Cameroun og østpå gennem det sydlige Chad, den Centralafrikanske Republik og det nordlige Zaire til Uganda, Kenya, det nordlige Tanzania samt Ethiopien.

I nogle områder er arten truet af tab af levesteder på grund af tømmerhugst, samt anlæggelse af plantager og landbrugsland. Jagt er også en stor trussel mod den i dele af dens vestlige udbredelsesområde.

Under et ophold i Arusha Nationalpark i det nordlige Tanzania i 1988 camperede min ledsager Thomas Bregnballe og jeg et smukt sted ved foden af Mount Meru, under af et par store træer, som var omklamret af kvælerfigner. Vi blev lidt forskrækkede den første nat, da vi fra disse træer hørte en utroligt kraftig støj, der nærmest lød som en mellemting mellem en gigantisk kvækkende frø og en bilmotor, der ikke vil starte. Denne lyd viste sig at hidrøre fra en flok Kilimanjaro sorthvide colobusaber, underarten caudatus, der anvendte træerne som nattesæde.

 

 

Tanzania 1990
Kilimanjaro sorthvid colobusabe, underarten caudatus, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zanzibar rød colobus (Piliocolobus kirkii)
Som dens navn antyder, er denne art begrænset til Zanzibar ud for Tanzanias kyst, hvor den lever i skove på Unguja, den største af øerne. Den ses dog undertiden i plantager.

Den totale bestand skønnes at være under 2000 individer, og antallet daler stadig på grund af ødelæggelse af artens levesteder gennem tømmerhugst, produktion af trækul, brande, samt anlæggelse af landbrugsland. Naturfredningsfolk samarbejder nu med den lokale regering om at lave en effektiv strategi for bevaring af arten og dens biotoper.

 

 

Tanzania 1993
Tanzania 1993
Portrætter af Zanzibar rød colobus. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1993
Denne æder blade af træarten Terminalia catappa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Marekatte
Ordet marekat omfatter adskillige grupper af langhalede afrikanske aber i familien Cercopithecidae.

 

Egentlige marekatte (Cercopithecus)
Denne slægt er en stor gruppe på omkring 25 arter, som er udbredt i størsteparten af Afrika syd for Sahara. Disse aber lever i stedsegrøn skov, til tider i sekundær skov og kratland, overvejende højt til vejrs i træerne. Kun lejlighedsvis kommer de ned til jorden. De er afhængige af daglig adgang til vand.

 

Blå marekat (Cercopithecus mitis)
Trods navnet er denne art ikke blå, men dens grå pels har dog et blåligt anstrøg. I videste forstand omfatter den 17 underarter, af hvilke Sykes’ marekat, ssp. albogularis, sølv-marekat, ssp. doggetti, samt guld-marekat, ssp. kandti, til tider betragtes som selvstændige arter.

Disse aber er vidt udbredte, fra Angola og Zaire mod øst til det Indiske Ocean og Zanzibar, og fra Ethiopien mod syd til det østlige Sydafrika, fra havniveau op til ca. 3800 m. Stedvis er de truet af skovhugst og fragmentering af levesteder, andre steder af jagt til føde og traditionel medicin.

 

 

Tanzania 1988
Tanzania 1988
Blå marekat, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. På nederste billede æder den sværmende termitter sammen med en grøn bavian (Papio anubis). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grønne marekatte (Chlorocebus)
Medlemmer af denne slægt var førhen inkluderet i Cercopithecus, hvor de udgjorde en enkelt art, Cercopithecus aethiops, som var opdelt i 6 underarter. I dag regnes disse underarter generelt for selvstændige arter, vervet-marekat (Chlorocebus pygerythrus), grivet-marekat (C. aethiops), grøn marekat (C. sabaeus), tantalus-marekat (C. tantalus), Bale Mountains-marekat (C. djamdjamensis) samt malbrouck (C. cynosuros). Nogle autoriteter betragter dem dog stadig som én art.

Ulig de egentlige marekatte tilbringer grønne marekatte megen tid på jorden i dagtimerne, mens natten tilbringes i træer. De er ligeledes afhængige af daglig adgang til vand.

 

Vervet-marekat (Chlorocebus pygerythrus)
Denne art er udbredt fra Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd gennem Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Moçambique og Botswana til Sydafrika. Den lever mest på savanner og i åbne skove, næsten altid nær floder, men er yderst tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i landbrugsland og til tider i byer. Der er ingen alvorlige trusler mod arten, skønt mange skydes som skadedyr i landbrugsområder. Den jages også som ’bushmeat’ nogle steder.

 

 

En flok vervet-marekatte renser pels, Victoria Falls Nationalpark, Zimbabwe. Bemærk hannens lyseblå testikler. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Erythrocebus

 

Husarabe (Erythrocebus patas)
I øjeblikket udgør husaraben det eneste medlem af denne slægt, men da den er nært beslægtet med de grønne marekatte, vil fremtidige genetiske studier måske placere dem i samme slægt.

Denne art er vidt udbredt i Sahel-zonen syd for Sahara, fra det sydlige Mauritanien, Gambia og Senegal mod øst til det vestlige Ethiopien samt det nordlige Zaire, Uganda og Kenya, med isolerede bestande andre steder i Kenya, det nordlige Tanzania, samt i Air- og Ennedi-bjergmassiverne i Sahara. Den lever på savanner og i tør kratskov, og den er mest almindelig i områder med spredte akacier. I nogle områder trues husaraben af tab af levesteder på grund af ørkenspredning. Lejlighedsvis jages den som fødeemne eller skydes som skadedyr i afgrøder.

 

 

Denne søde og blide hun af husarabe er til salg i byen Bangui, Centralafrikanske Republik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aber i Den Nye Verden

 

Kapucineraber (Cebus)
Kapucineraber er en gruppe på 10 arter af amerikanske aber, som enten tilhører én slægt, Cebus, eller to slægter, Cebus og Sapajus, afhængigt af hvilken autoritet man benytter. Disse aber er udbredt fra Honduras mod syd til det nordlige Argentina.

Ordet kapucin stammer fra en orden af franciskaner-munke ved navn Kapuciner-ordenen, som opstod i 1520, da den italienske munk Matteo da Bascio hævdede, at Gud havde informeret ham om, at hans samtidige munkes levevis ikke var i overensstemmelse med den, som St. Francis af Assisi havde dikteret. Munkene i denne orden bærer brune kåber med spidse hætter, kaldt capuche. Da conquistadorerne nåede frem til Mellemamerika sidst i 1400-tallet, bemærkede de nogle små aber, hvis farvesammensætning mindede dem om disse munke, så de kaldte dem kapucineraber. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Capuchin_monkey)

 

Hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus)
Denne art lever i skove i Honduras, Nicaragua, Costa Rica og Panama, samt i kystegnene af Columbia og Ecuador. I Vesten er den en af de bedst kendte aber, da den førhen ofte var lirekassemandens trofaste følgesvend, når han drog fra by til by og spillede på sin lirekasse, mens hans abe dansede til. Den er ret almindelig i vild tilstand og er ofte tillidsfuld.

 

 

Costa Rica
Costa Rica-2
Costa Rica
Disse tre billeder af hvidhovedet kapucinerabe er fra Costa Rica. Gribehalen anvendes som en femte arm, når aben fouragerer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
Denne hviler på en gren i Parque Nacional Palo Verde, Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brøleaber (Alouatta)
Disse aber udgør en gruppe på 15 arter i familien Atelidae, som er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod syd til det nordlige Argentina, hvor de lever i forskellige skovtyper, deriblandt mangrove og sumpskov. Trusler mod disse aber omfatter ødelæggelse af levesteder samt jagt til føde og fangst til kæledyrsindustrien og zoologiske haver.

Brøleaber er berømte for deres støjende kald, der kan høres næsten 5 km borte. De har et forstørret tungeben, som gør dem i stand til at producere disse utroligt kraftige lyde. Hovedfunktionen af kaldet menes at være forsvar af flokkens territorium.

 

Manke-brøleabe (Alouatta palliata)
Opdelt i fem underarter er denne art udbredt fra det sydøstlige Mexico mod syd til det nordlige Peru. Den gyldenryggede brøleabe, underarten palliata, findes fra den østligste del af Guatemala mod øst til det østlige Costa Rica eller muligvis den vestligste del af Panama. Denne underart, som er ret mørk med en rødbrun manke, lever hovedsagelig i lavlandet, men træffes undertiden op til 2000 meters højde.

 

 

Costa Rica
Gyldenryggede brøleaber æder blade i et træ, nær Bagaces, Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
En lille unge klynger sig til sin moders hale, Bagaces. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
Denne lidt større unge viser allerede stor adræthed. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Edderkoppeaber (Ateles)
I alt 7 arter af edderkoppeaber, som tilhører familien Atelidae, er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Brasilien, hvor de lever i det øverste stratum af tropiske skove. Disse aber er karakteriseret af deres usædvanligt lange arme og ben, som har givet dem deres navn, samt deres lange gribehale, der anvendes som et femte lem. De lever i flokke på op til 35 dyr, som spredes ud i skoven i dagtimerne for at søge føde.

Alle arter af edderkoppeaber er truet på grund af destruktion af deres levesteder samt jagt til føde, og to arter, sorthovedet edderkoppeabe (Ateles fusciceps) og brun edderkoppeabe (A. hybridus), er i fare for at uddø.

 

Geoffroys edderkoppeabe (Ateles geoffroyi)
Denne art, der også kaldes sorthåndet eller centralamerikansk edderkoppeabe, omfatter seks underarter, som er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod øst til Panama. De lever fortrinsvis i stedsegrøn regnskov, men kan også træffes i løvfældende skov. Arten er truet på grund af tab af levesteder, som er et alvorligt problem i hele dens udbredelsesområde, og det vurderes, at den er gået tilbage med op mod 50% i løbet af de sidste 50 år. I dag overlever den hovedsagelig i naturreservater.

 

 

En ung Yucatan-edderkoppeabe af underarten yucatanensis klynger sig til sin moders ryg, Tikal Nationalpark, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Yucatan-edderkoppeabe anvender gribehalen som en femte arm, Tikal Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Abernes rolle i kulturen
I mange lande, specielt i Indien, spiller aber en stor rolle i kultur og folklore. Billederne i dette afsnit viser nogle få eksempler.

 

Relieffet på billedet nedenfor, fotograferet i et jain-tempel på toppen af klippen Vindyagiri, Sravanabelagola, Karnataka, Sydindien, gengiver en indisk hueabe (Macaca radiata), der omfavner en jackfrugt (Artocarpus heterophyllus).

En række billeder, som viser pragtfulde jain-templer, vises på siden Religion: Jainisme.

 

 

Indien 2003
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Billederne nedenfor, fra Taichung, Taiwan, viser akrobater, udklædt som aber, der opfører forskellige numre, såsom at gå på stylter, mens de balancerer æg på en pind, samt spring gennem brændende ringe.

 

 

Taiwan 2014
Taiwan 2014
Taiwan 2014
Taiwan 2014
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I landsbyen Tortuguero, beliggende i nationalparken af samme navn i provinsen Limón, Costa Rica, fandt jeg dette vægmaleri, som gengiver en gyldenrygget brøleabe (Alouatta palliata ssp. palliata) og et brunstrubet tretået dovendyr (Bradypus variegatus), der drikker kaffe under følgende slogan: ‘Tortuguero es pura vida’ (‘Tortuguero er et godt liv’).

 

 

Costa Rica-2
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Costa Rica-2
Dette skilt uden for et rejsebureau, ligeledes i Tortuguero Nationalpark, anvender en hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus) og en stor hokko (Crax rubra) som blikfang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sydindien 2000-01
Denne gadegøgler i byen Tirumalai, Andhra Pradesh, Indien, har fanget to unger af indisk hueabe (Macaca radiata), som han optræner til at udføre forskellige numre. De synes at være uenige om et eller andet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden gadegøgler med dresserede rhesusaber (Macaca mulatta), Delhi, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skulpturen på billedet herunder, der gengiver smilende langhalede makakker (Macaca fascicularis), blev observeret i et hinduistisk tempel nær Ubud, Bali, Indonesien. Andre billeder, som viser abe-skulpturer i Ubud, kan ses på siden Kultur: Folkekunst verden rundt.

 

 

Bali 2009
(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Abeguden Hanuman
I hinduismen er Rama den syvende inkarnation af den høje gud Vishnu og hovedperson i det store epos Ramayana. Han blev født som søn af Kong Dasharatha, der regerede i kongedømmet Koshada i det nordlige Indien, samt dennes førstehustru, Dronning Kausalya, og var således udset som tronarving. I et ubesindigt øjeblik lovede kongen imidlertid en anden af sine hustruer, at hendes søn skulle arve tronen i 14 år, samt at Rama skulle landsforvises i denne periode. Rama kendte ingen højere lov end at adlyde sin far og tilbragte sit eksil med at vandre omkring i skovene med sin udkårne, Sita, samt halvbroderen Lakshmana.

En dag blev Sita røvet af Ravana, en ti-hovedet og tyve-armet dæmonkonge fra Sri Lanka. Hanuman, som var leder af abehæren, støttede Rama, og han tilbød at tage til Sri Lanka for at forhandle om Sitas frigivelse.

Det fortælles, at Hanuman under opholdet i Sri Lanka stjal mangofrugter. For denne synd beordrede Ravana, at han skulle brændes. Ravanas soldater bandt en olievædet klud omkring hans hale og satte ild til den. Under hans anstrengelser for at slukke ilden blev Hanumans ansigt og hænder forbrændt og fik deres sorte farve. Episoden blev bemærket af ildens gud Agni, som beskyttede Hanuman mod flammerne, mens den brændende hale til gengæld antændte mange huse. I et kæmpespring satte Hanuman tilbage til Indien.

Under det endelige opgør dræbte Rama den onde dæmonkonge, og Sita blev befriet. Da de 14 års eksil var overstået, vendte Rama hjem og overtog kongeriget.

På grund af sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til guddom. Han indgyder styrke og er derfor populær blandt mænd, mens kvinderne er mere skeptiske over for ham, idet han er ugift. På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (Macaca radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andet spiseligt, der bringes som offergaver til templerne af fromme hinduer.

Legenden fortæller os, at Hanuman er en langur, som har sort ansigt og hænder, og altså ikke en makak, som er ensfarvet brun. Men makakkerne er alligevel hellige dyr på lige fod med langurerne.

Billederne nedenfor viser aspekter af aber, som på forskellig vis refererer til Ramayana.

 

 

Indien 1994
Denne skulptur i Varanasi, Uttar Pradesh, forestiller abeguden Hanuman, som bærer Rama og Lakshmana på sine skuldre, mens han tramper på en dæmon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Den balinesiske Keçak-dans (’Abedansen’) gengiver en scene fra Ramayana. Ramas forlovede Sita er bortført til Sri Lanka af dæmonkongen Ravana, og Hanumans abehær prøver på at befri hende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2009
Detalje af et Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, som gengiver en anden scene fra Ramayana. Dæmonkongen Ravana ryster hindugudernes bolig, det hellige bjerg Kailash, hvilket gør guder og dyr rædselsslagne, her Hanuman, en guddom med løvehoved, samt guden Ganesh, som har elefanthoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Skulptur af Hanuman, bevokset med grønalger og laver, uden for et hindu-tempel nær Ubud, Bali, Indonesien. Ris og blomster er blevet bragt som offergave til figuren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2009a
Gennem årene er ansigtstrækkene på denne skulptur af Hanuman uden for templet Pashupatinath i Kathmandu, Nepal, blevet udvisket, idet talrige fromme hinduer har smurt et tykt lag sindur (rødt pulver, opblandet med sennepsolie) på figuren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Denne skulptur, som forestiller en kriger i Hanumans hær, vogter uden for det Hellige Vandtempel i Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet marts 2018)

 

(Sidst revideret maj 2020)