Nepal 2009: Over et snedækket pas

 

 

 

 

 

Turens vigtigste formål er at fotografere så mange plantearter som muligt, hvilket er grunden til, at jeg har valgt dette ellers håbløse tidspunkt at vandre på, med idel regn, jordskred, myg, blodigler og andre af regntidens plager.

 

Oven for denne landsby findes fin løvskov med bevoksning af bl.a. eg og løn, samt den store Rhododendron arboreum, som er Nepals nationalplante, kaldt lali guras (’rød rhododendron’). Vi passerer flere lysninger i skoven, som er resterne af marker, der blev sløjfet efter oprettelsen af nationalparken, så skoven kan regenerere.

Et par timer senere når vi frem til passet Burlung Bhanjyang (2438 m), hvorefter det går nedad gennem skov og krat med et frodigt flor af forskellige buske, bl.a. den smukke Osbeckia nepalensis, som tilhører familien Melastomataceae, krat af Rubus hoffmeisterianus, som har røde bær, der minder om hindbær, men smager mere syrligt, samt Gaultheria fragrantissima med et væld af hvide blomster, som dufter sødt.

Blandt urterne bemærkes bl.a. den smukke Henckelia urticifolia, som tilhører familien Gesneriaceae, samt to begonier, Begonia picta og B. rubella.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På vores vej støder vi ofte på blodigler, som er en plage i regntiden. Når en igle mærker kultveilten, som udåndes af et varmblodet dyr, strækker den sig ud og prøver at fastgøre sig på dyrets hud. Hvis den forbliver ubemærket, suger iglen blod i flere timer og vokser til adskillige gange sin oprindelige størrelse. Derpå lader den sig falde til jorden og kryber ind i skoven for at lægge æg. Såret fra en igles bid bløder voldsomt i nogen tid, men bortset fra en irriterende kløe er biddet harmløst for mennesker.

Hidtil har vi kun været plaget af regn indimellem, men nu begynder det at øse ned, så vi søger ly i det første lille hotel, vi støder på, i den lille bebyggelse Thodung Betini. Det viser sig, at husejerne er ude at arbejde i marken. Imens laver den ældste af deres tre søde små døtre té til os, og snart kommer deres forældre hjem.

Da regnen fortsætter resten af dagen, overnatter vi hos den sympatiske familie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I græsset observerer jeg en snogeart, Rhabdophis himalayanus, som er ret harmløs, men dog somme tider vil bide. Der findes mindst 50 slange-arter i Himalaya, bl.a. adskillige giftige hugorme, men de ses sjældent.

Lidt oven for Kutumsang passerer vi indgangen til Langtang Nationalpark, hvorefter det går stejlt op gennem ege- og rhododendronskov til det lille bosted Sanu Gopte, gennem kharka’er (græsgange i skoven), over et par mindre pas og videre ned til landsbyen Magingoth, der ligger i 3200 meters højde, omgivet af smuk skov af Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis).

Undervejs mod Tharepati kan jeg nyde skovens rige fugleliv, der bl.a. omfatter hvidskægget skadedrossel (Trochalopteron affine), den diminutive, gærdesmutte-lignende skæltimalie (Pnoepyga albiventer), samt den lille irgrønne ildhaletimalie (Myzornis pyrrhoura), som førhen var placeret i den store larmdrosselfamilie (Timaliidae). Nylig DNA-forskning har imidlertid påvist, at den er nærmere beslægtet med papegøjenæb (Paradoxornithidae). Jeg observerer også en lille flok af den smukke blodfasan (Ithaginis cruentus), der har navn efter hannens røde, dråbelignende pletter på brystet.

Fra hotellerne i Tharepati, der ligger på en bjergkam i 3600 meters højde, har vi en mageløs udsigt mod bjerge i Tibet, bl.a. Shishapangma, også kaldt Gosainthan (8013 m) – det højeste bjerg, som udelukkende befinder sig på kinesisk territorium.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter en gruppe hoteller ved navn Gopte fører stien op og ned gennem et særdeles stenet område til endnu en gruppe hoteller, kaldt Ayethang (4050 m), hvorfra det går særdeles stejlt op mod passet Laurebina La (4609 m).

I ly af en klippe finder jeg en lille bevoksning af Eriophyton wallichii. en ekstremt håret plante af læbeblomstfamilien (Lamiaceae), som vokser i store højder. Hårbeklædningen er en tilpasning, som beskytter planten mod kulde og fordampning.

Undervejs mod passet overraskes vi af et pludseligt snefald, der efterlader et lag sjappet tøsne, som det er alt andet end morsomt at traske igennem.

Vi passerer tre søer, Surya Kund, Ganesh Kund og Bhairab Kund, alle opkaldt efter hinduistiske guder. I Gosainkund-området findes i alt 54 søer, der alle er hellige for hinduer, og hver fuldmåne i juli eller august drager tusinder af pilgrimme herop for at tage et rituelt bad i søerne. Ekstra fromme hinduer skal helst bade i alle 54 søer. En interessant legende, som beretter om disse søers opståen, er gengivet på siden Lande og steder: Shivas hellige søer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nær denne sø ligger en lille gruppe hoteller, hvoraf kun et enkelt er åbent på denne årstid. Bestyreren er en sympatisk tibetansk kvinde, som kun har selskab af en enkelt kok. Hun har lige haft besøg af en gruppe israelere, som har snydt hende for penge, hvilket ikke overrasker mig, idet israelske rygsækrejsende er berygtede for deres gerrighed.

”Israeli people no good!” siger kvinden.

Næste morgen drager jeg på en botanisk opdagelsestur rundt langs søens bred. Her vokser mange smukke blomster, bl.a. Cyananthus lobatus og Codonopsis thalictrifolia, som begge tilhører klokkeblomstfamilien (Campanulaceae), en ensian, Gentiana ornata, en edelweiss, Leontopodium jacotianum, samt en frodig pileurt, Bistorta vacciniifolia.

 

 

 

 

 

 

 

Cholang Pati (3600 m), der ligger på en bjergkam, kan opvise to vidt forskellige vegetationstyper. Den tørre sydside er mest bevokset med ene-buske, mens der på læsiden mod nord findes smuk gammel skov af Himalaya-ædelgran.

Omkring landsbyen Sing Gompa, opkaldt efter et tibetansk buddhist-kloster (gompa), ses mange sorte stubbe efter en skovbrand, der hærgede for en del år siden.

I denne landsby fremstilles ost af mælk fra nak’er (yakokse-hunner), der græsser her om sommeren. Dette særdeles nyttige dyr er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Kvæg, banteng og yakokse.

 

 

 

 

 

Stien ned til dalen fører gennem terrassemarker og skov, og efter et stenskred ankommer vi til et par hoteller ved Pairo, der populært kaldes for Landslide, da et jordskred fandt sted her for en del år siden. Vi befinder os nu i bare 1650 meters højde, og her er dampende varmt.

Fuglelivet i dette område omfatter mest subtropiske arter som sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus) og blåstrubet skægfugl (Psilopogon asiaticus). På klippevæggen oven for hotellerne hænger sorte boer af vilde bier, og jeg er så heldig at se to gulstrubede mårer (Martes flavigula), som løber hen langs foden af klippen.

I modsætning til den frodige skov på sydsiden af floden er nordsiden solvendt og tør. Bjergskråningen er dækket af græs, og der vokser en mængde kaktusagtige vortemælk af arten Euphorbia royleana.

Et par timer senere ankommer vi til Bamboo Lodge, hvor to hoteller blev skyllet bort under et sten- og mudderskred i 2000. De er senere blevet genopført og falder på en charmerende måde ind i det barske stenskred. I skreddet har man plantet nepalesisk el (Alnus nepalensis), som er et ægte pionértræ, der gerne vokser i jordskred og andre eroderede områder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden almindelig art er flodrødstjerten (P. leucocephalus), som er rød og sort med hvid hætte. Denne art var tidligere placeret i slægten Chaimarrornis, af græsk kheimarrhos (’strømmende vand’) og ornis (’fugl’), hvilket sigter til dens levested langs floder med rivende strøm.

Som dens navn siger, er den brune vandstær (Cinclus pallasii) ensfarvet brun, i modsætning til den eurasiske vandstær (C. cinclus), som har hvidt bryst. Vandstære lever især af vårfluelarver, som de fanger under vandet og bringer op til bredden, hvor de haler larven ud af dens ’hus’.

Den blå fløjtedrossel (Myophonus caeruleus), som er lidt større end en solsort, er opkaldt efter sin smukke sang, der indeholder klare fløjtetoner.

 

 

 

 

 

 

 

Omkring Ghora Tabela (’Hestestalden’) i 2950 meters højde vider dalen sig ud, og skoven bliver afløst af krat af berberis, roser og andre stikkende vækster, hvilket vidner om, at der græsser mange geder og yakokser her.

Den største landsby i dalen er Langtang, der ligger i 3500 meters højde. Her er hovedparten af indbyggerne buddhister, hvilket fremgår af de mange bedeflag, chorten’er (stupa’er i tibetansk stilart), samt lange rækker af mani-sten – flade stentavler med buddhistiske inskriptioner.

Disse emner, og mange andre aspekter af buddhismen, er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bag den sidste kam ligger Kyanjin Gompa i 3900 meters højde, omgivet af en mængde hoteller. Herfra er der en fantastisk udsigt mod det højeste bjerg i nationalparken, Langtang Lirung (7245 m), samt mod gletscherne Lirung og Kyimshung.

I Kyanjin Gompa afventer Tanka og jeg ankomsten af to bærere, Raju og Tanka. Det viser sig, at sidstnævnte er en stor mand, så for at undgå navneforvirring døber jeg ham ’Store Tanka’. Efter deres ankomst fortsætter vi op i bunden af dalen mod Langshisa, hvor vi camperer nogle dage nær adskillige store klipper, behængt med utallige tibetanske bedeflag.

I denne dal studerer jeg den rige flora, der bl.a. omfatter tibetansk havtorn (Hippophae tibetana), en furekapsel, Lomatogonium carinthiacum, en ridderspore, Delphinium glaciale, samt Sinopodophyllum hexandrum, som står med attraktive røde bær på denne årstid. Sidstnævnte tilhører berberisfamilien og er meget anvendt i traditionel ayurvedisk medicin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi vandrer først en smule ned langs floden, hvor en bro fører til den modsatte bred. Herfra fører en sti gennem tæt skov af Himalaya-birk, og da vi kommer ud i åbent terræn, påbegynder vi den stejle opstigning mod Ganja La.

Snart kommer vi ud i et åbent, græsdækket område ved navn Ngegang Kharka, som rummer en rig flora, bl.a. en troldurt, Pedicularis scullyana, en stormhat, Aconitum gammiei, samt en svertie, Swertia cuneata. I omkring 4700 meters højde finder jeg en særdeles håret fjeldskær-art, Saussurea gossypiphora. Hårbeklædningen beskytter planten mod kulde og fordampning. Fjeldskær-slægten, som tilhører kurvblomsterne, omfatter mindst 31 arter i Himalaya.

Selv om det er tidligt på dagen, slår vi lejr her, da det er klogest at krydse det sneklædte Ganja La tidligt om morgenen, hvor sneen er hård og fast at vandre i.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desuden har et stenskred fjernet den gamle sti, og den nye viser sig at være temmelig halsbrækkende, idet den sidste del af den, lige under passets top, er en ganske smal hylde, hvor man skal klamre sig til den lodrette klippe. Det lykkes dog for alle at nå frem til toppen uden uheld. Vejret er fint, sol og vandrende skyer, så udsigten over de omkringliggende bjerge er strålende.

Nedstigningen er også alt andet end nem. Solen bager ned, og da Raju, Store Tanka og den lokale bærer ikke har medbragt solbriller, begynder de at lide af sneblindhed.

Jeg er sakket noget bagud, da jeg til min rædsel ser den lokale bærer falde og begynde at glide ned ad en stejl snefane, hvor klipper rager op hist og her. Da han har bundet sin bagage fast til skuldrene med reb, kan han ikke frigøre sig, men rutscher hjælpeløst nedad. Undervejs rammer han en klippe, men heldigvis med kroppen, hvorefter hans fart aftager, og hans rutschetur slutter. Sasha, der er foran vi andre, løber hen for at hjælpe bæreren, der til min store lettelse kun har bøjet et par ribben og fået nogle småskrammer.

Nu kommer turen til Raju. Han snubler, hvorved hans bærekurv falder af og forsvinder ned i en spalte, omgivet af en kæmpemæssig snedrive. Det er umuligt at få fat i kurven igen, som uheldigvis indeholder det meste af vores mad. Da den lokale bærer ikke kan bære noget på grund af sine bøjede ribben, overtager Raju en del af hans byrde, men noget må vi efterlade i sneen.

 

 

 

 

 

En times tid senere kommer vi ned i snefrit område, men timerne går, og alle de stenhytter, vi passerer, står forladte – hyrderne er allerede draget ned i dalen med deres dyr.

Sidst på eftermiddagen er vi ved at miste modet. Vi er skrupsultne, og Raju, Store Tanka og den lokale bærer kan næsten intet se på grund af sneblindhed.

Da ser vi til vores store lettelse røg stige op fra en goth, som viser sig at huse en smuk Tamang-kvinde og hendes lille søn. (Hendes mand er midlertidigt nede i dalen for at købe forsyninger). Hun tager venligt imod os, og vi får lov til at slå vores telte op nær hytten. Vi kan købe ris og sennepsblade af hende, så vi har mulighed for at lave et simpelt måltid. Kvinden laver også té til os med dejlig frisk yak-mælk – en himmerigsdrik i vores miserable tilstand!

 

 

 

 

 

 

 

Vi kommer hurtigt frem, og hen på eftermiddagen støder vi på endnu en hyrde, som er blevet oppe i højderne. Det er betydeligt varmere her, og området er dækket af krat af rhododendron og andre buske. Urtefloret er også anderledes, med arter som Anemone obtusiloba, finbladet brandbæger (Senecio graciliflorus) og en kryddermynte (Elsholtzia).

Vi får tilladelse til at slå teltene op nær hyrdens store telt, hvor vi tilbringer aftenen. Han er tydeligvis glad for at få selskab, da det ofte er meget ensomt at være hyrde. Om morgenen iagttager vi ham malke sine dzopkio’er – en krydsning mellem kvæg og yakokse, der kan trives i lavere højde end yakoksen og desuden giver mere mælk.

Efter at have nydt en kop té sætter vi kursen mod landsbyen Tharke Ghyang, som vi når frem til i løbet af eftermiddagen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flertallet af de nævnte dyrearter er beskrevet på siderne Dyreliv – Pattedyr: Pattedyr på det Indiske Subkontinent, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.