Fugle i Tyrkiet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på musvågen (B. buteo). Ordet våge kommer af oldnordisk vakr, måske afledt af litauisk vanagas (‘høg’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden-rødlig’, hvilket hentyder til fjerdragten, der overvejende er rødbrun.

 

 

 

 

 

Der anerkendes p.t. 3 underarter, nominatformen i det nordligste udbredelsesområde, samt Afrika, som har et overvejende gråt næb, indiske fugle af racen ginginianus med gult næb, og endelig en særskilt, større underart, majorensis, på de østligste af Kanarieøerne.

Arten lever i åbent terræn, hvor den yngler på klippehylder, sjældnere i træer. Foruden at æde ådsler træffes den ofte på lossepladser, og den er også i stand til at fange mindre pattedyr, fugle og krybdyr. Den er blandt de få fugle, som anvender redskaber. Æg af andre fugle, som er for store til at blive knust med næbbet, smadres itu ved at kaste sten på dem med næbbet.

Ådselgribben er også i tilbagegang i store dele af udbredelsesområdet på grund af ødelæggelse af levesteder, jagt, forgiftning samt sammenstød med elledninger.

Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi. Neophron og Aegypius var to unge mænd, som var gode venner, men Neophron blev oprørt over, at hans moder Timandra havde en affære med Aegypius. For at straffe Aegypius gjorde Neophron tilnærmelser til Aegypius’ moder Bulis. Det lykkedes, og han fik Bulis til at gå ind i et mørkt værelse, hvor hans moder og Aegypius snart skulle mødes. Derpå distraherede Neophron sin moder, hvorimod han fik Aegypius til at gå ind i værelset, hvor han elskede med sin egen moder. Da Bulis opdagede det, rev hun øjnene ud på sin søn, hvorefter hun begik selvmord. Aegypius bad Zeus om hævn, men i stedet forandrede guden begge de unge mænd til gribbe som straf for deres handlinger.

Artsnavnet er afledt af græsk perknos (‘af mørk farve’) og pteron (‘vinge’).

I Oldtidens Egypten var fuglen hellig, tilegnet månegudinden Isis, og da den var beskyttet gennem en faraonisk lov, var den så almindelig i byens gader, at den fik øgenavnet faraos høne.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin galerum (‘hat’) – ikke et særligt beskrivende navn på lærker med top!

 

Den var tidligere en ret udbredt ynglefugl i Danmark, især omkring havne, men er gået drastisk tilbage og findes nu formentlig kun på en enkelt lokalitet, Hirtshals havn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med top’.

 

 

 

 

 

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’.

Andre billeder af denne art vises på siderne Fiskeri, Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, Fugle på det Indiske Subkontinent, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

I Amerika erstattes den af den lignende, men lidt større stor blåhejre (A. herodias), som er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stork.

 

Førhen blev den lignende, men større og sortnæbbede Manchurerstork (C. boyciana) i det østlige Asien regnet for en underart af hvid stork.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til perlehalsduens hvide pletter på siden af halsen og i nakken.

 

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Den første observation i Danmark var i 1948, og siden har den bredt sig til så godt som hele landet, hvor den især er almindelig i bebyggede områder.

Denne arts kurren er et ret monotont, evigt gentaget “ku-kuuuur-ku”, som til tider kan være ret irriterende. Da jeg var ung og forberedte mig til studentereksamen, var det ret varmt, så jeg blev nødt til at have et vindue åbent. En tyrkerdues favorit-kurreplads var vores nabos flagstang, som befandt sig omkring 15 m fra mit vindue. Dens kurren var så irriterende, at jeg måtte gå ud og jage den bort, men fem minutter senere var den tilbage på flagstangen. Nå, jeg bestod trods alt min eksamen alligevel.

Forskellige legender er knyttet til tyrkerduens videnskabelige artsnavn, som er græsk og betyder atten, fra deka (ti) og okto (otte). En af legenderne beretter, at da Jesus bar sit kors mod Golgata, bemærkede en romersk soldat, at han var udmattet, og følte medlidenhed med ham. I vejkanten var der en gammel kone, som solgte mælk, og soldaten gik over til hende og spurgte, hvor meget hun skulle have for en kop mælk. Hun svarede, at den kostede 18 mønter. Soldaten havde dog kun 17 mønter, så han forhandlede med hende for at få hende til at sælge en kop for 17 mønter. Hun holdt imidlertid stædigt på sit, og soldaten måtte gå uden mælken.

Da Jesus blev korsfæstet, blev den gamle kone forvandlet til en tyrkerdue og dømt til resten af sine dage at gentage dekaokto, dekaokto (‘atten, atten’). Hvis hun nogensinde indvilliger i at sige dekaepta (‘sytten’), vil hun få sin menneskelige form tilbage, men hvis hun i trods siger dekaenea (‘nitten’), går verden under.

Det undrer mig, hvordan grækerne fik et tre-tonet kald til at lyde som et fire-stavelses ord, men måske udtales det ‘dekokto’?

 

 

 

 

 

 

 

Talrige medlemmer af denne familie er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

De større arter kaldes ravne, mens de lidt mindre benævnes krager eller råger. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ravn.

 

Som dens navn fortæller, er sortkragen helt sort, mens gråkragen har grå eller hvid nakke, vingedækfjer og bug. I Danmark er gråkragen meget almindelig, mens sortkragen er begrænset til Sønderjylland.

Da kragen jages i en stor del af sit udbredelsesområde, er den normalt meget sky over for mennesker og flygter ofte på lang afstand. Men i mange byer, hvor fuglene lades i fred, viser de kun ringe frygt for mennesker.

Artsnavnet er en latiniseret form af korone, det oldgræske ord for krage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nylige genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet den almindelige husskade i et antal arter, foruden almindelig husskade Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica) i det østlige og sydlige Kina, Taiwan, og det nordlige Indokina, sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlige-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

 

I lighed med gråkragen var husskaden førhen en sky fugl, der flygtede for mennesker på lang afstand. I dag yngler den imidlertid almindeligt i byer, hvor den har vænnet sig til, at mennesker normalt ikke er farlige.

Husskadens rolle i folketroen er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det oldtyske navn på disse fugle, Embritz.

 

I Mellem- og Sydeuropa har den en pletvis udbredelse, specielt i Frankrig, hvor den engang var almindelig. Men da den betragtes som en delikatesse af mange franskmænd, er den aftaget drastisk, på trods af at den blev fredet i 1999. I 2007 erklærede den franske regering, at den ville tilstræbe, at fredningen blev respekteret. Om det skal lykkes, vil fremtiden vise.

Artsnavnet er afledt af latin hortulus (’tilknyttet haver’).

Rustværlingen (E. caesia) minder meget om hortulanen, men har en mere bleggul, til tider orange strube, hvor de sorte striber er mindre distinkte. Et billede af denne art findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latinisering af oldgræsk bukanetes (‘trompetér’), hvilket sigter til kaldet hos ørkendompap (nedenfor).

 

Det latinske artsnavn hentyder til klinte (Agrostemma githago). Forbindelsen er uklar.

 

 

 

 

 

 

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. Jobling (2010) nævner Kekropis, en kvinde fra Athen, uden nærmere forklaring.

 

Artsnavnet hentyder til Dauria, et landskab i det sydøstlige Sibirien, hvor et nomadisk mongolsk folk ved navn Dauuri eller Daguuri engang levede. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet her.

Nogle underarter af denne fugl minder utrolig meget om asiatisk stribesvale (C. striolata), som yngler i det sydlige Kina, Taiwan, Indokina og Filippinerne, med en disjunkt bestand fra Java mod øst til Timor. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter. Billeder af stribesvalen findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et anagram af chelidon, en latiniseret udgave af oldgræsk khelidon (‘svale’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i byer’.

Førhen blev bestande længere mod øst i Asien betragtet som tilhørende denne art, men er siden blevet splittet ud og danner nu to andre arter, asiatisk bysvale (D. dasypus) og sibirisk bysvale (D. lagopodum).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Arten er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever på landet’.

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Artsnavnet skulle efter sigende skyldes fuglens isse og nakke, hvis rødbrune farve minder om farven på en stribe på romerske senatorers toga.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den almindelige biæder (nedenfor). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’).

 

Artsnavnet kommer af apiastra, det klassiske latinske navn på den almindelige biæder, afledt af apis (‘bi’).

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er vidt udbredt i Europa, Asien og Afrika, mens en enkelt art, vores hjemlige stenpikker (nedenfor), også yngler i Grønland og det østlige Canada, samt i Alaska og det vestlige Canada.

Slægtsnavnet er afledt af græsk oenos ‘vin’ og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til, at den almindelige stenpikker vender tilbage til Grækenland fra Afrika om foråret, når vinrankerne blomstrer.

Det engelske navn på stenpikkere er wheatears, et gammelt folkenavn, som betyder white arse (‘hvid røv’) – et navn, som den almindelige stenpikker fik på grund af sin iøjnefaldende hvide overgump.

 

Den østlige art/underart yngler fra Syditalien og Balkan mod øst gennem Tyrkiet og Nærøsten til det sydvestlige Kazakhstan og det vestlige Iran, mens vinteren tilbringes i de centrale og østlige dele af Sahel-zonen i Afrika, mod øst til Rødehavet.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og leukos (‘hvid’), således ‘broget’.

 

 

 

 

 

Det mærkelige er, at hele bestanden overvintrer i Afrika syd for Sahara. Det betyder, at fugle fra Grønland og det østlige Canada krydser over Atlanten, en strækning på omkring 3000 km. Fugle fra det vestlige Canada og Alaska flyver hele vejen over Asien. Man skulle tro, at evolutionen havde forårsaget, at nogle bestande ville vælge andre overvintringsområder, men det er ikke tilfældet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles rødlige hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Fjerdragten varierer betydeligt. Hanner af de østlige underarter har sort maske og øvre del af brystet, sodfarvet overside, samt rødbrun bug og hale, mens de hos vestlige underarter er næsten sorte med hvidlig undergump og armsvingfjer, samt rødbrun hale.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk okhros (‘bleggul’) samt oura (‘hale’) – et besynderligt navn, da alle racerne har rødbrun hale.

 

 

 

 

 

 

 

I Tyrkiet finder megen hybridisering sted mellem gråspurven og den nært beslægtede spansk spurv (nedenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet huse’, af domus (‘hus’).

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Kap Verde-øerne og de Kanariske Øer mod øst gennem Middelhavet og Mellemøsten til Kazakhstan og Pakistan.

Artsnavnet er afledt af Hispania, det klassiske latinske navn på Spanien. Type-eksemplaret blev indsamlet i dette land.

 

 

 

 

 

 

 

Stenspurven er udbredt i golde, stenede områder, fra de Kanariske Øer, den Iberiske Halvø og Nordafrika mod øst gennem Middelhavet og Mellemøsten til Xinjiang, Mongoliet og det nordlige Kina. Fugle i Centralasien trækker mod syd om vinteren, eller til lavere højder i bjergområder.

Slægts- og artsnavn er et lokalt bolognesisk navn på denne fugl, oprindeligt fra oldgræsk petros (‘klippe’), hvilket sigter til dens habitat.

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

 

 

 

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Artsnavnet er en latiniseret form af onokrotalos, det klassiske græske ord for pelikaner.

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Der er 3 underarter, aristotelis, som yngler langs de europæiske Atlanterhavskyster, desmarestii, der er udbredt i Middelhavet og Sortehavet, samt riggenbachi, der er begrænset til Marokko.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘forslugen’, mens artsnavnet hædrer den græske filosof, historiker og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.), hvis 10-binds-værk Ton peri ta zoia historion (‘Spørgsmål omkring dyr’ eller ‘Dyrenes historie’) betragtes som et af de første værker inden for den beskrivende zoologi. (Jobling, 2010)

 

 

 

 

 

 

I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trækul’, hvilket naturligvis hentyder til fuglens farve.

 

 

 

 

 

Disse fugle er karakteriseret ved at have rørformede næsebor placeret på den øverste næbhalvdel, og i næseborene udmunder en kirtel. Når de søger føde, sluger disse fugle uvægerligt en mængde havvand, og overskydende salt i deres krop udskilles gennem denne kirtel.

Jeg har ikke været i stand til at finde forklaringen på det mærkelige navn skråpe. Disse fugle fik det engelske navn shearwater på grund af deres vane med at flyve lavt over vandet, så deres vingespidser næsten ’skærer’ (shears) vandoverfladen.

Ordet petrel hentyder til Sankt Peter, som ifølge legenden kunne gå på vandet. Før petreller og andre stormfugle letter, padler de med fødderne i overfladen, hvilket ser ud, som om de går på vandet.

 

Slægtsnavnet er baseret på det engelske ord puffin. Dette ord, samt dets varianter i form af poffin og puffing, sigter til de tilberedte kroppe af fede skråpeunger, der blev betragtet som en delikatesse i gamle dage. Ordet puffin kan dateres så langt tilbage som 1337, men i løbet af 1600-tallet blev det gradvis overført til en anden havfugl, lunden (Fratercula arctica). (Jobling, 2010)

 

Det usædvanlige navn yelkouan-skråpe er afledt af et tyrkisk ord, yelkovan, som betyder ‘den der jager vinden’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sitte, en fugl som en spætte, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet blev givet til minde om den østrigske naturhistoriker og forhandler af naturhistoriske genstande Franz Neumayer (1791-1842), der levede i Dubrovnik og indsamlede naturhistoriske emner i omegnen.

 

 

 

 

 

 

 

 

I den græske mytologi repræsenterede eller ledsagede kirkeuglen (nedenfor) Athene, den jomfruelige visdommens gudinde. På grund af denne tilknytning blev ugler i Vesten ofte betragtet som symbol på viden og visdom.

 

I Danmark var den tidligere en ret udbredt ynglefugl, men er gået drastisk tilbage i takt med indførslen af det moderne landbrug med kemiske sprøjtemidler, der dræber mange af artens byttedyr, som mest består af større insekter. I 2021 blev der kun registreret 9 ynglepar, så der er alvorlig risiko for, at den uddør i landet inden for få år.

Artsnavnet var det gamle romerske navn på denne ugle, som var hellig for gudinden Minerva, det romerske modstykke til den græske gudinde Athene.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er navnet på en uidentificeret lille fugl, nævnt af den romerske digter Decimus Junius Juvenalis (født ca. 55 e.Kr.).

 

Artsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

 

 

 

 

The generic name is derived from Ancient Greek geron (‘old man’), referring to the bald crown of these birds.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geron (’gammel mand’), en hentydning til den fjerløse isse hos disse fugle.

 

Førhen æredes fuglen i Birecik af de lokale muhammedanere, idet man hævdede, at den under sit træk sydpå ledte pilgrimme, som var på hajj, på den rette vej mod Mekka. Hvert år fejrede man fuglenes tilbagekomst til byen med en fest. Tilbagegangen fortsatte imidlertid, og i 1972 var der kun 26 ynglepar tilbage i Birecik.

På dette tidspunkt påbegyndte en kendt tyrkisk fuglemaler, Salih Acar, hans kone Belkis, samt Udo Hirsch, en ung tysk etnolog og naturfotograf, deres bestræbelser på at bevare arten, bl.a. gennem at opsætte kunstige redehylder på klippevæggen oven for byen.

Udo Hirsch udtalte: “Førhen byggede ibiserne gode, dybe reder. Artens æg er kuglerunde, ikke ovale, og de triller nemt. I dag er ibisernes reder kun afskygninger af deres gamle jeg, bestående af pinde, plasticposer og græs, og et enkelt kraftigt spark fra en forskrækket voksen fugl kan nemt få et æg til at trille ud af reden og ned fra hylden. Det samme gælder for ungerne. Når de skændes om føden, bliver den yngste ofte smidt ud af reden og falder 12 m ned på jorden.”

Siden har det vist sig, at deres anstrengelser bar frugt. I 1980’erne besluttede det tyrkiske nationalparkvæsen at standse tilbagegangen ved at anbringe alle fuglene i semi-fangenskab. Der blev bygget to store volierer, hvor fuglene bliver holdt om vinteren. Hvert år indfanges de i juli eller august, hvorefter de tilbringer vinteren i indhegningerne. I marts løslades de, så de har mulighed for at yngle i deres naturlige habitat. Nogle af dem yngler på kunstige redehylder, der er sat op på klippevæggen. Disse hylder hælder indad for at modvirke tab af æg og unger. I dag findes der over 100 ynglepar i byen. (Kilde: traveltoeat.com/saving-the-northern-bald-ibis-birecik-turkey)

Den første beskrivelse og illustration af en eremitibis findes i Historiæ animalium, Liber III, offentliggjort i 1555 af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65). Han kaldte den Corvus sylvatico (‘skovkrage’), hvilket på datidens tysk blev til waldrapp – et navn, som er bevaret frem til i dag.

Artsnavnet kommer af oldgræsk eremia (’ørken’), hvilket sigter til artens vigtigste levested. Det danske navn er en meget uheldig oversættelse af slægtsnavnet, idet man nemt kan forledes til at tro, at det hentyder til en eremit (eneboer). Fuglen burde hedde ørkenibis, da det jo er tåbeligt at anvende navnet ’eneboer-ibis’ for en kolonirugende fugl!