Spejlbilleder

 

 

En oplyst restaurant spejles i søen Hoan Kiem, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bygninger i stærke farver spejles i Birksø, nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Canadagåsen (Branta canadensis) er vidt udbredt og meget almindelig i den nordlige del af Nordamerika. Den er meget dristig og har været i stand til at etablere bestande i byområder, hvor den ingen naturlige fjender har.

Arten er også blevet indført til England, Sverige, New Zealand, Argentina og andre steder, og mange steder betragtes den som et skadedyr på grund af sin støjende og aggressive adfærd, og endvidere sviner den parker og golfbaner til med sine ekskrementer.

 

 

Træer spejles i Buttle Lake, Vancouver Island, Canada. Fuglene er Canadagæs med gæslinger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Master af fiskekuttere spejles i havnens vand, Gudhjem, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn siger, lever Middelhavssølvmågen (Larus michahellis) i Middelhavet. Den minder meget om sølvmågen (L. argentatus), men kendes bl.a. på sine gule ben og det meget kraftige næb. Middelhavssølvmågen er yderst almindelig i Istanbul, Tyrkiet, hvor den yngler på hustage, og hvis et vindue står åbent, viger den ikke bort fra at gå ind og tage, hvad der måtte være af spiseligt.

 

 

En narcissistisk Middelhavssølvmåge iagttager sit spejlbillede i en rude, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vulkanen Llaima (3125 m) ligger i Conguillio Nationalpark, øst for byen Curacautin, Chile. På dette billede spejles vulkanen i den lille sø Laguna Captrén. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægtsnavnet Phalacrocorax kommer af græsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), altså ’den skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven (P. carbo) i yngletiden, mens ravn sigter til dens overvejende sorte fjerdragt.

Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland.

I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.

Mere om skarven kan læses på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

Spejlbillede af en ung skarv, underarten sinensis, i en dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aftenlys på den udslukte vulkan Hverfell (t.v.) og bjerget Bláfjall (1222 m), nær Myvatn, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bygninger spejles i en voldgrav omkring Nyborg Slot. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den store sambarhjort (Cervus unicolor) er vidt udbredt i Asien, på hele det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka, og derfra mod øst til det sydlige Kina, Taiwan, Sydøstasien, Sumatra og Borneo.

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

Sambar-kid betragter sit eget spejlbillede, Ranthambhor Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sinai-bjerget (2285 m), på arabisk Jebel Musa (‘Mosebjerget’), er ét blandt adskillige høje bjerge nær Katarina-klostret på Sinai-halvøen. Ifølge overleveringen modtog Moses på dette bjerg to stentavler med De Ti Bud indgraveret.

“Og han [Gud] gav Moses, da han havde endt at tale med ham paa Sinai-Bjerget, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevet med Guds Finger.” (2. Mosebog, Kap. 31, v. 18)

Bjergets top kan bestiges ad 3750 trin, kaldt Angerens Trin, som blev udhugget af fromme munke. Stien leder forbi Moses’ Kilde samt et kapel tilegnet Jomfru Maria. Nærmere toppen passerer man Elias’ Kilde, ifølge overleveringen det sted, hvor profeten Elias skjulte sig under sin flugt fra hans fjende Jezabel. (1. Kongernes Bog, Kap. 19, v. 8-9)

 

 

Sinai-bjerget, også kaldt Jebel Musa, spejles i Moses’ Kilde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lille flamingo (Phoeniconaias minor) yngler hovedsagelig i Great Rift Valley-søerne i Ethiopien, Kenya og Tanzania, med tre mindre populationer i Vestafrika, Namibia og Gujarat, Indien. Uden for yngletiden forekommer de i næsten ethvert land syd for Sahara, tværs over den Arabiske Halvø mod øst til Indien og Sri Lanka. Den totale bestand er vurderet til mellem 2,2 og 3,2 millioner. (Kilde: iucnredlist.org/details/22697369/0)

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Hvilende flok af lille flamingo, Lake Natron, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Små flamingoer søger føde, Lake Abietta, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andes-flamingoen (Phoenicoparrus andinus) er begrænset til et ret lille område i den sydligste del af Peru, det sydvestlige Bolivia, det nordøstlige Chile, samt det nordvestlige Argentina.

 

 

Andes-flamingoer fouragerer i Laguna de Chaxas, Salar de Atacama, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Drenge leger i Rapti-floden, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Manicaria er en slægt af palmer med kun to arter, som forekommer i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. De vokser i ferskvandssumpe og flodudløb.

M. saccifera, der på spansk kaldes for palma real (‘den kongelige palme’), findes i Mellemamerika, Trinidad og den nordlige del af Sydamerika, mod syd til Peru og det nordvestlige Brasilien. Denne art har de største kendte blade, som kan blive op til 8 m lange. De er højt værdsat som tagtække.

 

 

Blade af Manicaria saccifera spejles i vand, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

De fleste autoriteter anerkender tre små hejrer af slægten Butorides som selvstændige arter, krabbehejren (nedenfor), mangrovehejren (B. striata), som er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, samt Galapagoshejren (B. sundevalli), der er endemisk for Galapagos-øerne. Andre betragter dem som én og samme art.

Krabbehejren (B. virescens) er vidt udbredt i Amerika, fra det sydlige Canada mod syd gennem Mellemamerika og Caribien til Panama. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Mexico og Mellemamerika.

 

 

Krabbehejre, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i Holtum Å ved Ejstrup Sø, Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hættemågen (Chroicocephalus ridibundus) yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den yngler tillige fåtalligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Fjernøsten, inklusive Japan, samt langs Nordamerikas østkyst.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

En hættemåge søger føde i voldgraven omkring Nyborg Slot, hvori bygninger spejles. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grusbakker spejles i en sø, Háafell, nær Akureyri, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fiskehejren (Ardea cinerea) er vidt udbredt i Europa og størstedelen af Asien, samt i Afrika og på Madagascar. Den er almindelig i det meste af Danmark, men bestanden fluktuerer meget i takt med milde eller hårde vintre. I 1991 ynglede over 6700 par, mens der i 2011 blev optalt ca. 4200 par.

Flere billeder af arten kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Denne fiskehejre søger efter fisk i voldgraven ved Christiania, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nyssa aquatica, på amerikansk kaldt for bl.a. water tupelo, er et stort træ, som vokser i sumpe og floddale i det sydøstlige USA, fra det sydlige Virginia til det østlige Texas. Det er karakteriseret af en opsvulmet basis, der fører op i en lang, lige stamme, og dets rødder står ofte under vand.

Slægtsnavnet hentyder til nysiaderne, græske nymfer, som holdt til på det mytiske bjerg Nysa. De var ansvarlige for guden Dionysos under hans opvækst. Det amerikanske navn kommer af Creek-folkets sprog, ito (‘træ’) og opilwa (‘sump’).

 

 

Sump med Nyssa aquatica, Congaree Nationalpark, South Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vimpel spejes i vand, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i dammen ved Lillemølle syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den mærkværdige brushane (Calidris pugnax) er unik blandt vadefugle, idet hannen i yngletiden er udstyret med en kæmpestor fjerkrave omkring halsen. Når ynglesæsonen starter, samles hannerne på en danseplads i et græsklædt område, og når en hun besøger pladsen, begynder hannerne at kæmpe (uden at ytre en lyd) for at tiltrække hendes opmærksomhed. Hun spadserer rundt på pladsen og tager alle hannerne i øjesyn, inden hun vælger én af dem, som hun parrer sig med. Derpå forlader hun pladsen for på egen hånd at tage sig af redebygning, udrugning og ungepasning.

Førhen blev denne art kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

Brushanen er vidt udbredt i arktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, det sydlige Asien samt Australien. I Danmark har den været i rivende tilbagegang i de senere år, og bestanden i dag tæller færre end 50 redebyggende hunner, flest i naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord.

 

 

Brushane i vinterdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Døde gråpopler (Populus x canescens) spejles i en dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alpint græsland i omkring 4000 meters højde omkring Lake Michaelson, Gorges Valley, Mount Kenya, med mange kæmpebrandbæger af arten Dendrosenecio johnstonii ssp. battiscombei. I baggrunden Mount Batian (5199 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stor gulbenet klire (Tringa melanoleuca) er en almindelig ynglefugl i subarktiske egne af Alaska og Canada, og den overvintrer i det sydlige USA, Mellemamerika og hele Sydamerika. Den er en sjælden gæst i Europa og er også blevet observeret få gange i Danmark. Bortset fra benfarven minder den meget om vores hjemlige hvidklire (T. nebularia), som har grønlige ben.

 

 

En stor gulbenet klire fouragerer i floden Salt River, nær Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nåletræer og birke spejles i Vejlsø Mose nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I det sydlige Nepal findes et stort sumpområde langs Kosi-floden. Efter at have fanget fisk i dette sumpland om natten hænger fiskere deres garn op, så de kan tørre i solen. De græssende dyr er vandbøfler, nærmere omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Træer spejles i Brassø, nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødel (Alnus glutinosa), som tilhører birkefamilien (Betulaceae), er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det sydvestlige Asien samt Nordafrika.

Dette træ trives i vådområder, hvor det indgår i symbiose med den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. Disse bakterier invaderer ellens rodhår og deformerer dem, så de danner korallignende klumper. I klumperne danner svampeagtige hyfer tykvæggede celler, hvor aktinobakterierne – godt beskyttet mod luftens skadelige ilt – omdanner kvælstof til frie nitrater. Disse nitrater kan udnyttes af ellene, og det er grunden til, at de kan vokse i iltfattigt dynd. Nitraten øger jordens frugtbarhed og kan dermed også udnyttes af andre højere planter.

Rødel er også omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø, og billeder af et par gamle individer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Rødelle spejler sig i en dam i Dyrehaveskoven, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødel spejles i Sulkendrup Mølledam syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den indiske rishejre (Ardeola grayii) yngler fra det sydlige Iran mod øst til det indiske subkontinent og Myanmar. Den er meget almindelig, men overses nemt i den brunlige vinterdragt, når den står stille ved bredden af en sø eller dam eller i kanten af en rismark. Den stoler så meget på sin camouflage, at man kan komme tæt på den, inden den letter. Denne adfærd resulterede i hindi-navnet andha bagla (‘blind hejre’). (Kilde: H. Yule & A.C. Burnell 1903. Hobson-Jobson: A Glossary of Colloquial Anglo-Indian Words and Phrases, and of Kindred Terms, Etymological, Historical, Geographical and Discursive. John Murray, London)

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

 

 

Rishejre spadserer langs rælingen af en delvis sunket båd, Phewa-søen, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Træer spejles i en dam, Target Rock National Wildlife Refuge, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den lille Javaskarv (Microcarbo niger) er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, med en isoleret bestand på den indonesiske ø Java.

 

 

Javaskarv hviler på en sten, Sigiriya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Krusninger på overfladen af Slåensø, Midtjylland, skaber ribbeagtige mønstre i spejlbillederne af sø-kogleaks (Schoenoplectus lacustris) og svømmende vandaks (Potamogeton natans). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vortebirk (Betula pendula) er vidt udbredt og almindelig i Europa, samt i Kaukasus og mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten, Kina og Japan.

Artsnavnet pendula betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene hos vortebirk er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på denne arts unge kviste.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

 

 

Vortebirk spejles i en dam, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store saddelnæbsstork (Ephippiorhynchus senegalensis), som kan blive op mod 1,5 m høj og have et vingefang på 2,7 m, er vidt udbredt syd for Sahara, fra Gambia mod øst til Ethiopien og derfra mod syd til Namibia og det nordøstlige Sydafrika. Den undgår regnskove og ørkener.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule saddelformede skjold på næbbet.

Arten er nært beslægtet med den sorthalsede stork (E. asiaticus), som er udbredt i tropiske egne af Asien og Australien – det eneste øvrige medlem af slægten.

 

 

Han af saddelnæbsstork, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Hunnen har gul iris. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet april 2022)

 

(Senest opdateret september 2022)