Spejlbilleder

 

 

En oplyst restaurant spejles i søen Hoan Kiem, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krusninger på overfladen af en dam forvrænger spejlbilledet, Crystal Lake Conservation Area, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Færge på Ayeyarwadi-floden (Irrawaddy), Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Typisk for Lake Mono i det østlige Californien er hundredevis af hvide klippespir, såkaldte tufa‘er. Gennem tusinder af år er disse klipper blevet dannet af udfældet kalciumkarbonat under vandoverfladen. Da denne sø imidlertid udgør en væsentlig kilde til drikkevand for den myldrende befolkning i Californiens lavland, er vandstanden sunket, hvorved tufa‘erne er kommet til syne.

 

 

Tufa’er, spir af udfældet kalciumkarbonat, Lake Mono. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Verdens største måge er svartbagen (Larus marinus), op til 79 cm lang og med et vingefang op til 1,7 m. Denne meget aggressive jæger, pirat og ådselæder yngler i den nordvestligste del af Rusland, langs kysterne af Skandinavien, Østersøen, det nordvestlige Frankrig, de Britiske Øer, samt i Nordatlanten, Sydgrønland, og langs den amerikanske Atlanterhavskyst mod syd til North Carolina. I Danmark begyndte den først at yngle på øer i Kattegat omkring 1960, men er siden tiltaget meget, og i dag yngler flere hundrede par.

 

 

Ungfugl af svartbag, Kerteminde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kvinderne padler båden, mens manden slapper af, Fewa-søen, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gårde og huse spejles i Grundlsee, nær Bad Aussee, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mænd fisker fra en gummibåd, Mill Neck Creek, Bayville, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det hinduistisk-buddhistiske Khmer-rige, som blomstrede mellem det 9. og det 15. årh. e.Kr., efterlod en pragtfuld arv i form af Angkor Wat- og Angkor Thom-ruinerne i det nuværende Cambodia. I 1800-tallet, da europæiske rejsende besøgte dette sted, var ruinerne blevet erobret af regnskovsvækster. Siden er det meste af vegetationen blevet fjernet, med undtagelse af Ta Prohm, som er bevaret i den skikkelse, området blev fundet i.

 

 

Ruinerne af Angkor Wat spejles i en af de gamle voldgrave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zebuokser og træer spejles i en af voldgravene omkring Angkor Wat. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elefanter med turister spejles i en voldgrav, Angkor Thom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sølvhejren (Ardea alba) har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Den er fornylig indvandret til Danmark, idet nogle få par er konstateret ynglende på øen Saltholm i Øresund, i Thy og andre steder.

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter har placeret den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

 

 

Fouragerende sølvhejre, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vedbend (Hedera helix) er en stedsegrøn, træagtige slyngplante, som er udbredt i størsteparten af Europa og det vestlige Asien. Den er meget almindelig næsten overalt i Danmark.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform. Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’). Et alternativt navn er efeu, lånt fra det tyske navn Efeu, som er af ukendt oprindelse.

 

 

Dette træ, som er overgroet af vedbend, spejles i en voldgrav omkring Nyborg Slot. Fuglene er hættemåger (Chroicocephalus ridibundus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Farvede ruder spejles på et marmorbord i Rajput-fortet, Bikaner, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vinduer (og fotografen) spejles i et antikt spejl i hovedsalen, Selsø Slot, bygget i 1700-tallet, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dromedaren (Camelus dromedarius) er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Dromedarer vandes, Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orontium aquaticum, det eneste medlem af slægten, tilhører arum-familien (Araceae). Den er endemisk i det østlige USA, hvor den vokser i damme, lavvandede søer og vandløb med stille strøm.

 

 

Orontium aquaticum, Oswego Forest, Pine Barrens, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gangbro spejles i bølger, Birkhede v. Gudenå, nær Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hari Mandir, sikh’ernes gyldne tempel, spejles i en hellig dam, Amritsar, Punjab, Indien. Dette tempel er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1997: Sikhernes gyldne tempel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

White Sands Nationalpark i New Mexico onfatter et kæmpestort område med hvide klitter, som består af gipskrystaller. Disse klitter er de største af slagsen på kloden, nogle med højder på op til 18 m.

 

 

Gips-holdige klitter spejles i et vandhul, White Sands Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aftenlys, Pushkar, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Opankrede fritidsbåde, Christianshavns Kanal, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen ynglede den amerikanske klyde (Recurvirostra americana) i størsteparten af USA, men blev tidligt udryddet i den østlige halvdel. I dag yngler den i det sydlig-centrale Canada, i det vestlige USA, samt i det centrale Mexico. De fleste bestande er trækfugle, som overvintrer langs kysterne af Mexico, Cuba og de sydøstlige amerikanske stater.

 

 

Amerikansk klyde søger føde, Klamath National Wildlife Refuge, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bjerg spejles i en sø, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Beg-fyr (Pinus rigida) er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, hvor den findes fra det allersydligste Ontario og Quebec sydpå gennem det nordøstlige USA til Kentucky og den nordligste spids af Georgia. Navnet beg-fyr hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

En lille beg-fyr vokser på en træstub i Batsto-søen, Pine Barrens, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aftenstemning, Jyllinge, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pilblad (Sagittaria) er en slægt med omkring 39 medlemmer, navngivet efter bladenes form hos de fleste af arterne. Den største diversitet ses i Nord- og Sydamerika, men der findes også nogle arter i Eurasien og Afrika.

 

 

En art af pilblad spejles i en dam, Delaware, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Domkirken og huse spejles i Viborg Søndersø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Børn iagttager regnbueørred (Oncorhynchus mykiss) og østamerikansk bækørred (Salvelinus frontalis, øverst) i et akvarium, L.L. Bean Shopping Centre, Portland, Maine, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træ spejles i en dam, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skovdam, East Meadow Brook Conservation Area, Haverhill, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyskrabere spejles i vinduerne på en anden skyskraber, Dubai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oplyste huse spejles i Mill Neck Creek, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bygninger i stærke farver spejles i Birksø, nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Syv underarter af den meget almindelige Canadagås (Branta canadensis) yngler i Nordamerika, fra Alaska og det nordlige Canada mod syd til den nordlige tredjedel af USA. Den er også blevet indført til England, Sverige, New Zealand, Argentina og andre steder. Den er meget dristig og har været i stand til at etablere bestande i byområder, hvor den ingen naturlige fjender har. Mange steder betragtes den som et skadedyr på grund af sin støjende og aggressive adfærd, og endvidere sviner den parker og golfbaner til med sine ekskrementer.

 

 

Canadagæs med gæslinger, Buttle Lake, Vancouver Island, Canada. Træer spejles i søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Master af fiskekuttere spejles i havnens vand, Gudhjem, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn siger, lever Middelhavssølvmågen (Larus michahellis) i Middelhavet. Den minder meget om sølvmågen (L. argentatus), men kendes bl.a. på sine gule ben og det meget kraftige næb. Middelhavssølvmågen er yderst almindelig i Istanbul, Tyrkiet, hvor den yngler på hustage, og hvis et vindue står åbent, viger den ikke bort fra at gå ind og tage, hvad der måtte være af spiseligt.

 

 

En narcissistisk Middelhavssølvmåge iagttager sit spejlbillede i en rude, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hættemågen (Chroicocephalus ridibundus) yngler fra det sydlige Grønland og Island gennem størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien mod øst til Ussuriland og Kamchatka i det sydøstlige Sibirien, samt det nordøstlige Kina. Den er tillige en fåtallig ynglefugl i den nordøstlige del af Nordamerika. Vinteren tilbringes i Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, Fjernøsten, inklusive Japan, samt langs Nordamerikas østkyst.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af slægtens medlemmer i yngletiden. Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år. Den yngler ikke på hustage som sølvmåge og Middelhavssølvmåge, men ofte på øer, anlagt i damme i byparker.

 

 

Denne hættemåge hviler på en væltet stamme i en dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hættemåge søger føde i voldgraven omkring Nyborg Slot, hvori bygninger spejles. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som følge af den kinesiske invasion af Tibet i 1950’erne flygtede mange tibetanere til Nepal og Indien, hvor de i dag udgør at markant mindretal, specielt i Himalaya, hvor deres chortens (stupaer), bedeflag, bedemøller og mani-sten (stentavler med indhuggede mantraer) ses overalt. Disse emner er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Kumbum er en stor pagodeformet chorten (stupa) i Palcho-klostret, Gyantse, Tibet. Navnet er ofte oversat som ’hundredetusinde hellige billeder’. Pagoden ses som en tredimensionel mandala, der gengiver det buddhistiske kosmos. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tibetanske buddhistiske bedeflag spejles i Gupha Pokhari, en lille sø i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cumulus-skyer spejles i Bangweulu-sumpene, nordlige Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne bygning, som hviler på pontoner, anvendes til produktion af perler i østers, Halong Bay, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ringduen (Columba palumbus) har navn efter den hvide nakkeplet og de hvide pletter på vingerne, som med lidt god vilje tilsammen danner en ring, når fuglen flyver.

Et ældre navn for arten er skovdue. Den var i gamle dage en sky skovfugl, men siden omkring 1960’erne har den tilpasset sig et liv i byer, hvor den nu er meget almindelig og tillidsfuld. Den er udbredt i hele Europa, Mellemøsten samt Marokko, med isolerede bestande i Centralasien og det nordvestlige Himalaya.

 

 

Ringdue drikker af en pyt, som har samlet sig på et garagetag, Hylke nær Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vulkanen Llaima (3125 m) ligger i Conguillio Nationalpark, øst for byen Curacautin, Chile. På dette billede spejles vulkanen i den lille sø Laguna Captrén. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægtsnavnet Phalacrocorax kommer af græsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), altså ’den skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven (P. carbo) i yngletiden, mens ravn sigter til dens overvejende sorte fjerdragt.

Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland.

I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.

Mere om skarven kan læses på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

Spejlbillede af en ung skarv, underarten sinensis, i en dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nyborg Slot blev opført omkring 1170. Det var oprindeligt kvadratisk, med forsvarstårne i hjørnerne, som var forbundet af en mur. I 1282 underskrev Kong Erik Klipping Danmarks første grundlov, og indtil 1413 fungerede slottet som sæde for regeringen.

Under Svenskekrigen 1657-58 blev slottet alvorligt skadet, og efter krigen blev størstedelen revet ned. De tilbageværende bygninger blev anvendt som magasiner. Dele af slottet blev restaureret 1917-23, og i dag fungerer det som museum.

 

 

Den vestlige del af Nyborg Slot spejles i en voldgrav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aftenlys på den udslukte vulkan Hverfell (t.v.) og bjerget Bláfjall (1222 m), nær Myvatn, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Huse spejles i en voldgrav omkring Nyborg Slot. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store sambarhjort (Cervus unicolor) er vidt udbredt i Asien, på hele det indiske subkontinent, inklusive Sri Lanka, og derfra mod øst til det sydlige Kina, Taiwan, Sydøstasien, Sumatra og Borneo.

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

Sambar-kid betragter sit eget spejlbillede, Ranthambhor Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sinai-bjerget (2285 m), på arabisk Jebel Musa (‘Mosebjerget’), er ét blandt adskillige høje bjerge nær Katarina-klostret på Sinai-halvøen. Ifølge overleveringen modtog Moses på dette bjerg to stentavler med De Ti Bud indgraveret.

“Og han [Gud] gav Moses, da han havde endt at tale med ham paa Sinai-Bjerget, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevet med Guds Finger.” (2. Mosebog, Kap. 31, v. 18)

Bjergets top kan bestiges ad 3750 trin, kaldt Angerens Trin, som blev udhugget af fromme munke. Stien leder forbi Moses’ Kilde samt et kapel tilegnet Jomfru Maria. Nærmere toppen passerer man Elias’ Kilde, ifølge overleveringen det sted, hvor profeten Elias skjulte sig under sin flugt fra hans fjende Jezabel. (1. Kongernes Bog, Kap. 19, v. 8-9)

 

 

Sinai-bjerget, også kaldt Jebel Musa, spejles i Moses’ Kilde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lille flamingo (Phoeniconaias minor) yngler hovedsagelig i Great Rift Valley-søerne i Ethiopien, Kenya og Tanzania, med tre mindre populationer i Vestafrika, Namibia og Gujarat, Indien. Uden for yngletiden forekommer de i næsten ethvert land syd for Sahara, tværs over den Arabiske Halvø mod øst til Indien og Sri Lanka. Den totale bestand er vurderet til mellem 2,2 og 3,2 millioner. (Kilde: iucnredlist.org/details/22697369/0)

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Hvilende flok af lille flamingo, Lake Natron, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Små flamingoer søger føde, Lake Abietta, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andes-flamingoen (Phoenicoparrus andinus) er begrænset til et ret lille område i den sydligste del af Peru, det sydvestlige Bolivia, det nordøstlige Chile, samt det nordvestlige Argentina.

 

 

Andes-flamingoer fouragerer i Laguna de Chaxas, Salar de Atacama, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Drenge leger i Rapti-floden, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Manicaria er en slægt af palmer med kun to arter, som forekommer i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. De vokser i ferskvandssumpe og flodudløb.

M. saccifera, der på spansk kaldes for palma real (‘den kongelige palme’), findes i Mellemamerika, Trinidad og den nordlige del af Sydamerika, mod syd til Peru og det nordvestlige Brasilien. Denne art har de største kendte blade, som kan blive op til 8 m lange. De er højt værdsat som tagtække.

 

 

Blade af Manicaria saccifera spejles i vand, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De fleste autoriteter anerkender tre små hejrer af slægten Butorides som selvstændige arter, krabbehejren (nedenfor), mangrovehejren (B. striata), som er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, samt Galapagoshejren (B. sundevalli), der er endemisk for Galapagos-øerne. Andre betragter dem som én og samme art.

Krabbehejren (B. virescens) er vidt udbredt i Amerika, fra det sydlige Canada mod syd gennem Mellemamerika og Caribien til Panama. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Mexico og Mellemamerika.

 

 

Krabbehejre, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i Holtum Å ved Ejstrup Sø, Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grusbakker spejles i en sø, Háafell, nær Akureyri, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fiskehejren (Ardea cinerea) er vidt udbredt i Europa og størstedelen af Asien, samt i Afrika og på Madagascar. Den er almindelig i det meste af Danmark, men bestanden fluktuerer meget i takt med milde eller hårde vintre. I 1991 ynglede over 6700 par, mens der i 2011 blev optalt ca. 4200 par.

Flere billeder af arten kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Denne fiskehejre søger efter fisk i voldgraven ved Christiania, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nyssa aquatica, på amerikansk kaldt for bl.a. water tupelo, er et stort træ, som vokser i sumpe og floddale i det sydøstlige USA, fra det sydlige Virginia til det østlige Texas. Det er karakteriseret af en opsvulmet basis, der fører op i en lang, lige stamme, og dets rødder står ofte under vand.

Slægtsnavnet hentyder til nysiaderne, græske nymfer, som holdt til på det mytiske bjerg Nysa. De var ansvarlige for guden Dionysos under hans opvækst. Det amerikanske navn kommer af Creek-folkets sprog, ito (‘træ’) og opilwa (‘sump’).

 

 

Sump med Nyssa aquatica, Congaree Nationalpark, South Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skorstene spejles i et gadekær, Lyø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vimpel spejes i vand, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i dammen ved Lillemølle syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den mærkværdige brushane (Calidris pugnax) er unik blandt vadefugle, idet hannen i yngletiden er udstyret med en kæmpestor fjerkrave omkring halsen. Når ynglesæsonen starter, samles hannerne på en danseplads i et græsklædt område, og når en hun besøger pladsen, begynder hannerne at kæmpe (uden at ytre en lyd) for at tiltrække hendes opmærksomhed. Hun spadserer rundt på pladsen og tager alle hannerne i øjesyn, inden hun vælger én af dem, som hun parrer sig med. Derpå forlader hun pladsen for på egen hånd at tage sig af redebygning, udrugning og ungepasning.

Førhen blev denne art kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

Brushanen er vidt udbredt i arktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, det sydlige Asien samt Australien. I Danmark har den været i rivende tilbagegang i de senere år, og bestanden i dag tæller færre end 50 redebyggende hunner, flest i naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord.

 

 

Brushane i vinterdragt, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Døde gråpopler (Populus x canescens) spejles i en dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alpint græsland i omkring 4000 meters højde omkring Lake Michaelson, Gorges Valley, Mount Kenya, med mange kæmpebrandbæger af arten Dendrosenecio johnstonii ssp. battiscombei. I baggrunden Mount Batian (5199 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stor gulbenet klire (Tringa melanoleuca) er en almindelig ynglefugl i subarktiske egne af Alaska og Canada, og den overvintrer i det sydlige USA, Mellemamerika og hele Sydamerika. Den er en sjælden gæst i Europa og er også blevet observeret få gange i Danmark. Bortset fra benfarven minder den meget om vores hjemlige hvidklire (T. nebularia), som har grønlige ben.

 

 

En stor gulbenet klire fouragerer i floden Salt River, nær Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nåletræer og birke spejles i Vejlsø Mose nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I det sydlige Nepal findes et stort sumpområde langs Kosi-floden. Efter at have fanget fisk i dette sumpland om natten hænger fiskere deres garn op, så de kan tørre i solen. De græssende dyr er vandbøfler, nærmere omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i Brassø, nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødel (Alnus glutinosa), som tilhører birkefamilien (Betulaceae), er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det sydvestlige Asien samt Nordafrika.

Dette træ trives i vådområder, hvor det indgår i symbiose med den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. Disse bakterier invaderer ellens rodhår og deformerer dem, så de danner korallignende klumper. I klumperne danner svampeagtige hyfer tykvæggede celler, hvor aktinobakterierne – godt beskyttet mod luftens skadelige ilt – omdanner kvælstof til frie nitrater. Disse nitrater kan udnyttes af ellene, og det er grunden til, at de kan vokse i iltfattigt dynd. Nitraten øger jordens frugtbarhed og kan dermed også udnyttes af andre højere planter.

Rødel er også omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø, og billeder af et par gamle individer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Rødelle spejler sig i en dam i Dyrehaveskoven, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødel spejles i Sulkendrup Mølledam syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den indiske rishejre (Ardeola grayii) yngler fra det sydlige Iran mod øst til det indiske subkontinent og Myanmar. Den er meget almindelig, men overses nemt i den brunlige vinterdragt, når den står stille ved bredden af en sø eller dam eller i kanten af en rismark. Den stoler så meget på sin camouflage, at man kan komme tæt på den, inden den letter. Denne adfærd resulterede i hindi-navnet andha bagla (‘blind hejre’). (Kilde: H. Yule & A.C. Burnell 1903. Hobson-Jobson: A Glossary of Colloquial Anglo-Indian Words and Phrases, and of Kindred Terms, Etymological, Historical, Geographical and Discursive. John Murray, London)

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

 

 

Rishejre spadserer langs rælingen af en delvis sunket båd, Phewa-søen, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i en dam, Target Rock National Wildlife Refuge, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den lille Javaskarv (Microcarbo niger) er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, med en isoleret bestand på den indonesiske ø Java.

 

 

Javaskarv hviler på en sten, Sigiriya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Krusninger på overfladen af Slåensø, Midtjylland, skaber ribbeagtige mønstre i spejlbillederne af sø-kogleaks (Schoenoplectus lacustris) og svømmende vandaks (Potamogeton natans). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vortebirk (Betula pendula) og dunbirk (B. pubescens) er begge vidt udbredte og almindelige i Europa, mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten, samt i Kaukasus, og vortebirk findes tillige i Kina og Japan.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en beglignende substans af birkesaft. I lande med gælisk-talende befolkning som Bretagne og Wales hedder birk stadig bezuenn og bedwen.

Artsnavnet pendula betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene hos vortebirk er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på denne arts unge kviste. Navnet pubescens er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til dunbirkens dunhårede unge kviste.

De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

 

 

Vortebirk spejles i en dam, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dunbirke spejles i Karlsø, nær Bryrup, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store saddelnæbsstork (Ephippiorhynchus senegalensis), som kan blive op mod 1,5 m høj og have et vingefang på 2,7 m, er vidt udbredt syd for Sahara, fra Gambia mod øst til Ethiopien og derfra mod syd til Namibia og det nordøstlige Sydafrika. Den undgår regnskove og ørkener.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule saddelformede skjold på næbbet.

Arten er nært beslægtet med den sorthalsede stork (E. asiaticus), som er udbredt i tropiske egne af Asien og Australien – det eneste øvrige medlem af slægten.

 

 

Han af saddelnæbsstork, Ngorongoro-krateret, Tanzania. Hunnen har gul iris. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer spejles i Borresø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet april 2022)

 

(Senest opdateret april 2023)