Spejlbilleder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

M. saccifera, der på spansk kaldes for palma real (‘den kongelige palme’), findes i Mellemamerika, Trinidad og den nordlige del af Sydamerika, mod syd til Peru og det nordvestlige Brasilien. Denne art har de største kendte blade, som kan blive op til 8 m lange. De er højt værdsat som tagtække.

 

 

 

 

 

 

Under Svenskekrigen 1657-58 blev slottet alvorligt skadet, og efter krigen blev størstedelen revet ned. De tilbageværende bygninger blev anvendt som magasiner. Dele af slottet blev restaureret 1917-23, og i dag fungerer det som museum.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af slægtens medlemmer i yngletiden. Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år. Den yngler ikke på hustage som sølvmåge og Middelhavssølvmåge, men ofte på øer, anlagt i damme i byparker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform. Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’). Et alternativt navn er efeu, lånt fra det tyske navn Efeu, som er af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘sort’ på latin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er de fleste europæiske bestande gået kolossalt tilbage på grund af afvandinger og tilgroning af egnede levesteder. I Danmark var underarten schinzii en meget almindelig ynglefugl i 1800-tallet, men bestanden er faldet drastisk til omkring 100 par i dag.

Det latinske artsnavn hentyder til bjerge i Lapland, hvorfra den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han beskrev arten i 1758, havde modtaget et eksemplar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et ældre navn for arten er skovdue. Den var i gamle dage en sky skovfugl, men siden omkring 1960’erne har den tilpasset sig et liv i byer, hvor den nu er meget almindelig og tillidsfuld. Den er udbredt i hele Europa, Mellemøsten samt Marokko, med isolerede bestande i Centralasien og det nordvestlige Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem tusinder af år har fiskere i forskellige egne af Kina anvendt tæmmede storskarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), altså ’den skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven i yngletiden, mens ravn sigter til dens overvejende sorte fjerdragt. Artsnavnet er latin og betyder ‘kul’, hvilket ligeledes hentyder til den sorte fjerdragt. I naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, genindvandrede skarven i 1944, og omsider fik en lille koloni lov til at eksistere. Mere om dette emne kan læses på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere billeder af arten kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette træ trives i vådområder, hvor det indgår i symbiose med den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. Disse bakterier invaderer ellens rodhår og deformerer dem, så de danner korallignende klumper. I klumperne danner svampeagtige hyfer tykvæggede celler, hvor aktinobakterierne – godt beskyttet mod luftens skadelige ilt – omdanner kvælstof til frie nitrater. Disse nitrater kan udnyttes af ellene, og det er grunden til, at de kan vokse i iltfattigt dynd. Nitraten øger jordens frugtbarhed og kan dermed også udnyttes af andre højere planter.

Rødel er også omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø, og billeder af et par gamle individer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en beglignende substans af birkesaft. I lande med gælisk-talende befolkning som Bretagne og Wales hedder birk stadig bezuenn og bedwen.

Artsnavnet pendula betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene hos vortebirk er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på denne arts unge kviste. Navnet pubescens er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til dunbirkens dunhårede unge kviste.

De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

 

 

 

 

 

 

 

 

“Og han [Gud] gav Moses, da han havde endt at tale med ham paa Sinai-Bjerget, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevet med Guds Finger.” (2. Mosebog, Kap. 31, v. 18)

Bjergets top kan bestiges ad 3750 trin, kaldt Angerens Trin, som blev udhugget af fromme munke. Stien leder forbi Moses’ Kilde samt et kapel tilegnet Jomfru Maria. Nærmere toppen passerer man Elias’ Kilde, ifølge overleveringen det sted, hvor profeten Elias skjulte sig under sin flugt fra hans fjende Jezabel. (1. Kongernes Bog, Kap. 19, v. 8-9)

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta, sandsynligvis på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter har placeret den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannen er normalt lidt større end hunnen og har sorte vinger og ryg, ofte med et grønligt skær, mens hunnens er mørkt skiferfarvede. Hoved og hals kan være rent hvide, men har mere eller mindre udbredte mørkere partier hos mange fugle. Ungfugle op til et år gamle har mere grålige ben, men er vanskelige at skelne fra adulte.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det klassiske græske ord for påfugl var taos, afledt af persisk tavus. Den berømte Påfugletrone, på persisk kaldt for Takht-i-Tavus, var et storslået eksempel på mogulsk håndværk, dækket af guld og diamanter. Den blev beordret fremstillet i begyndelsen af 1600-tallet af den mogulske kejser Shah Jahan (1592-1666) og blev opstillet i Diwan-i-Khas (audiensværelset) i det Røde Fort i Delhi. Den havde navn efter to spillende påfugle, udskåret på bagsiden af tronen.

I begyndelsen af 1700-tallet begyndte mogulernes magt at smuldre, og i 1739 invaderedes Delhi af en hær, ledet af Nader Shah (1688-1747), en Turkoman-muslim fra det nordøstlige Iran. Titusinder af byens indbyggere blev massakreret, og da de forlod den i 1739, medbragte de Påfugletronen og mange andre værdier som krigsbytte. Da Nader Shah blev myrdet af sine egne officerer i 1747, forsvandt tronen og blev højst sandsynligt destrueret på grund af dens værdier.

 

 

 

 

 

 

 

 

Nilgai betyder ’blå ko’ på hindi, hvilket hentyder til hannens pels, der er skifergrå med et blåligt anstrøg, samt til dens lighed med den hellige ko. Af sidstnævnte årsag beskyttes den af fromme hinduer og har på denne måde undgået at dele skæbne med så mange andre dyrearter i Indien, bl.a. tiger (Panthera tigris), løve (Panthera leo) og hjorteantilope (Antilope cervicapra), der alle er stærkt truede. Pelsen hos hunner og ungdyr er lysebrun. Begge køn har en hvid hagesmæk.

Denne arts videnskabelige navn er ganske mærkværdigt. Det stammer fra 4 oldgræske ord, bous (‘ko’), elaphos (‘hjort’), tragos (‘ged’) og kamelos (‘kamel’). Navnet skyldes den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af disse fire dyr.

 

 

 

 

 

Artens officielle danske navn er indisk skovstork, men navnet rosenstork er langt mere beskrivende, idet det hentyder til fuglens karakteristiske rosafarvede tertialer. Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Slægtsnavnet kommer af græsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen. (Dette emne er behandlet på siden Religion: Hinduisme).

En hinduistisk legende beretter om en ung mand ved navn Narad Muni, som drog af sted for at deltage i en swayamwara, hvor unge piger kan vælge sig en mand. Han var meget stolt af sig selv og mente, at han var den smukkeste blandt de unge mænd. Da dagen var ovre, gik han sønderknust derfra, da ingen af de unge piger havde valgt ham. På hjemrejsen blev han tørstig, så han gik hen til et vandhul for at slukke sin tørst. Hans spejlbillede viste da, at han nu havde abehoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Axishjorten er af mellemstørrelse. Hanner kan veje op mod 100 kg, mens hinderne er meget mindre. På hindi hedder den chital, et navn, som er afledt af sanskrit citrala (‘plettet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Den indiske slangehalsfugl (Anhinga melanogaster) er ligeledes vidt udbredt, fra det Indiske Subkontinent mod øst gennem Indokina til Filippinerne, samt i Indonesien.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er opført som truet på IUCNs rødliste over truede dyr og planter på grund af overdreven indsamling til kæledyrsindustrien, samt konkurrence fra den indførte rødørede terrapin (Trachemys scripta ssp. elegans), hvis oprindelige udbredelsesområde er det sydlige USA og det nordlige Mexico. På grund af dens popularitet som kæledyr er denne art undsluppet utallige steder – eller folk er simpelthen blevet trætte af dem og har sat dem ud i naturen. Den danner ofte vildtlevende bestande og betragtes af IUCN som værende blandt verdens 100 mest skadelige dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule saddelformede skjold på næbbet.

Arten er nært beslægtet med den sorthalsede stork (E. asiaticus), som er udbredt i tropiske egne af Asien og Australien – det eneste øvrige medlem af slægten. Billeder af sorthalset stork er vist på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

Den mærkværdige brushane (Calidris pugnax) er unik blandt vadefugle, idet hannen i yngletiden er udstyret med en kæmpestor fjerkrave omkring halsen. Når ynglesæsonen starter, samles hannerne på en danseplads i et græsklædt område, og når en hun besøger pladsen, begynder hannerne at kæmpe (uden at ytre en lyd) for at tiltrække hendes opmærksomhed. Hun spadserer rundt på pladsen og tager alle hannerne i øjesyn, inden hun vælger én af dem, som hun parrer sig med. Derpå forlader hun pladsen for på egen hånd at tage sig af redebygning, udrugning og ungepasning.

Førhen blev denne art kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

Brushanen er vidt udbredt i arktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, det sydlige Asien samt Australien. I Danmark har den været i rivende tilbagegang i de senere år, og bestanden i dag tæller færre end 50 redebyggende hunner, flest i naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den overvintrer langs kysterne af begge oceaner, fra British Columbia mod syd til El Salvador, og fra North Carolina mod syd langs den Mexikanske Havbugt til Honduras.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krabbehejren (B. virescens) er vidt udbredt i Amerika, fra det sydlige Canada mod syd gennem Mellemamerika og Caribien til Panama. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Mexico og Mellemamerika.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til nysiaderne, græske nymfer, som holdt til på det mytiske bjerg Nysa. De var ansvarlige for guden Dionysos under hans opvækst. Det amerikanske navn kommer af Creek-folkets sprog, ito (‘træ’) og opilwa (‘sump’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge legenden lod Lê Lợi sit sværd døbe Thuận Thiên (‘Himlens Vilje’), idet han hævdede, at det blev ham overrakt af Kim Quy, den Gyldne Skildpaddegud. Sikkert af denne grund var skildpadderne i Hoàn Kiếm hellige og højt ærede. Denne skildpadde udgjorde måske en selvstændig art, Rafetus leloii, men i dag betragter de fleste autoriteter den som værende samme art som Yangtze-blødskjoldsskildpadden (Rafetus swinhoei). Hoàn Kiếm-skildpadden er nu uddød, idet det sidste eksemplar blev rapporteret afgået ved døden i januar 2016.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til gudinden Chloris i den græske mytologi. Hun var beskytter af plantevækst. Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til blomsterstanden.