Naturudsendelser

Desværre er der i de senere år sket en voldsom forøgelse i antallet af naturudsendelser, hvor man ser mere til den eller de personer, der præsenterer udsendelsen, end til den natur, de skulle forestille at berette om. Det kan kun opfattes på den måde, at man ikke har kød nok på udsendelsen, så tiden må udfyldes med nærbilleder af en person, der hviskende fortæller om, hvor tæt han er på dyret eller dyrene. Det skal sikkert forestille at være dramatisk eller farligt, men virker snarere latterligt – som om dyrene ikke allerede véd, at han er der! Et grelt eksempel er den amerikanske udsendelse Puma – Lion of the Andes, fra 1996.

Det kan faktisk godt gøres elegant. Gamle Attenborough er stadig på banen, skønt han er 90, og fornyligt så jeg en udsendelse, Wild Dog Diaries, om dholen, den indiske vildhund, produceret af to indiske filmfolk, Krupakar og Senani, over en periode på 12 år. I udsendelsen så man meget til den ene af filmmændene samt hans guide fra et lokalt stammefolk, men samtidig var deres beretning om de vilde hunde så levende, at de to personer slet ikke virkede dominerende. Denne film har vundet tre priser, og det er velfortjent!