Daoismen i Taiwan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge overleveringen blev daoismen grundlagt af den kinesiske filosof og skribent Lao-tse (’Den Gamle Læremester’, også skrevet som Lao-zi eller Lao-tzu), der betragtes som værende forfatteren af Dao-de-jing, der beskriver dao som roden til alt, usynlig og umådeligt kraftfyldt, men samtidig yderst ydmyg, idealet for al eksistens. Ifølge overleveringen blev han født omkring det 6. århundrede f.Kr., men nogle historikere hævder, at han blot er en legendarisk skikkelse. I hverdagens religiøse daoisme betragtes han som en guddom.

Daoismen lægger ikke vægt på strenge ritualer og social rangorden, som er essentielle i Konfucianismen, men fremhøver i stedet, at man bør leve i harmoni med dao (egentlig ‘vejen’), dvs. efter visse etiske principper, idet man fokuserer på enkelhed og spontanitet, mens man forsøger at forstå virkeligheden, forlænge livet, leve moralsk, samt regulere sine tanker og sin diæt.

Omkring det 4. århundrede f.Kr. begyndte daoister at lægge vægt på at leve i balance med naturens gang, og specielt i det sydlige Kina absorberede de mange elementer fra shamanisme (beskrevet på siden Religion: Animisme). Selv den dag i dag spiller shamaner en stor rolle i daoistiske religiøse ceremonier.

 

Hendes fader og brødre var fiskere. En dag de var ude til søs, rejste en tyfon sig pludseligt, og kvinderne frygtede, at de ville omkomme. Mon-yang faldt i trance, hvorunder hun så, at hendes fader og brødre var ved at drukne. Hun rakte ud imod dem og holdt sine brødre op med hænderne og faderen med tænderne. Mon-yang’s moder prøvede på at vække hende, men hun var i så dyb en trance, at hun syntes død.

Moderen, som allerede var overbevist om, at hendes mand og sønner var druknet, brød grædende sammen. Mon-yang åbnede munden og skreg for at lade moderen vide, at hun stadig var i live, men herved mistede hun grebet om faderen. Han druknede ude på havet, men brødrene vendte tilbage i live. I landsbyen berettede de, hvordan de som ved et mirakel var blevet holdt oven vande under tyfonen.

Ifølge legenden døde Mon-yang i en alder af 28 år, da hun besteg et bjerg og fløj til himmels for at blive en gudinde, Mazu. Efter hendes død begyndte mange fiskere og sømænd at tilbede hende på grund af hendes bestræbelser på at frelse søens folk, og denne tilbedelse spredtes hurtigt til andre kystområder i Kina. En stor del af hendes popularitet skyldes hendes rolle som en medfølende og moderlig beskytter.

Da folk fra Fujian begyndte at udvandre til Taiwan, bragte de naturligvis Mazu-kulten med sig. I dag er over 800 templer på øen tilegnet Mazu.

 

 

 

 

 

 

 

Tu-di-Gong, guden for jordbrug, afbildes sædvanligvis som en gammel hvidskægget mand, hvis afbildninger ofte ses i vejaltre samt på taiwanesiske gravsteder (se siden Kultur: Gravsteder).

Hu Ye, tigerguden, ses ofte som vogter i templerne Han fejres under den årlige Tigergudens Festival (se nedenfor).

Guan-yin, hvis navn løseligt oversat betyder ‘hun der hører alle menneskehedens skrig’ eller ‘hun der hører alle klodens lyde’, er den daoistiske pendent til Avalokitesvara, den buddhistiske medlidenhedens bodhisattva.

Guan Yu, også kaldt Guan Gong, af bildes normalt med rødt ansigt. Han var oprindeligt en general, som tjente under krigsherren Liu Bei i det sene østlige Han-dynasti (ca. 25-184 e.Kr.). Blandt daoister betragtes han som en bekæmper af dæmoner og tilbedes som en guddom på grund af hans retskaffenhed, loyalitet og evne til at tilgive.

Qingshui, lokalt kaldt Zushi-Gong, er den vigtigste guddom, som tilbedes i Zushi-templet, beliggende i byen Sanxia i det nordlige Taiwan. Dette tempel kaldes populært for ‘Fugletemplet’ på grund af de mange afbildninger af fugle på vægge og søjler. Nogle af disse afbildninger kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Sun Wu-kong (‘abekongen’) skabte kaos i himlen og blev straffet af Buddha, som beordrede ham til at forblive under Femfinger-bjerget i 500 år. Da han blev befriet af Tang-munken Xuan-zang, ledsagede han munken som dennes discipel under en rejse mod vest til Torden-klostret, som en bod for sin forsyndelse. Han var bevæbnet med en magisk stav, som satte ham i stand til at udrette mirakler undervejs. Andre ledsagere var Zhu Ba-jie (‘Gris’), som var bevæbnet med et rive-lignende våben, samt Sha Wu-jing, som var ansvarlig for bagagen, der transporteredes på en hest. Sun Wu-kong betragtes af nogle som en guddom, af andre som et mytologisk væsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traditionelle papirlamper udsmykker langt de fleste daoistiske templer, ofte ophængt i hundredevis langs snore over gårdspladserne. En stor samling af billeder, som gengiver sådanne lamper, kan ses på siden Kultur: Lamper og lys.

De fleste besøgende i templerne placerer brændende røgelsespinde i sand i særlige kar, som ofte vogtes af drager. En anden uhyre almindelig praksis er afbrænding af falske pengesedler som offergave i særlige ovne, som er opført foran templerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I modsætning til den europæiske mytologi, hvor dragen er et ildspyende uhyre, er dragen i den kinesiske mytologi et godartet væsen, symbol på kraft, styrke og held, mens feng-huang (ofte fejlagtigt kaldt for ‘Den Kinesiske Phoenix’), der regerer over alle fugle, symboliserer dyder, pligt, medlidenhed og ynde. Da de maskuline dyder hos dragen og de feminine dyder hos feng-huang komplementerer hinanden, ses de ofte afbildet sammen på templerne.

Qi-lin er et mytologisk drage-lignende væsen, som imidlertid altid afbildes med hove samt en skællet krop, der har form som en okse, en hjort eller en hest. Den er symbol på held, gode forvarsler, beskyttelse, fremgang, succes og et langt liv. Skønt den kan se frygtindgydende ud, straffer den kun de onde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uden for mange templer bemærker man skulpturer af hanløver, som har anbragt en pote på en kugleformet genstand med mønster, som rent faktisk gengiver en broderet bold. I gamle dage blev sådanne bolde fremstillet af aflagt tøj og derefter præsenteret som offergaver i templerne af børn – et symbol på yang (lyse kræfter) og venskab.

Løve-skulpturer er også meget ofte opstillet som beskyttere af gravsteder. Adskillige eksempler er vist på siden Kultur: Gravpladser.

Tilstedeværelsen af tigeren i daoistiske templer er nemmere at forklare end tilstedeværelsen af løven. Daoismen blev bragt til Taiwan fra Kina, hvor tigeren engang var ret almindelig. I den kinesiske mytologi regerer tigeren over alle andre dyr, og den repræsenterer de maskuline kræfter i naturen. Traditionelt blev tigeren også betragtet som et af de fire super-intelligente dyr, hvor de øvrige var dragen, feng-huang og skildpadden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under de fleste optog ses mænd med dekorerede ansigter, der optræder som djævleagtige væsener, kaldt Bajiajiang. De praktiserer normalt kung-fu under optogene. Andre personer er skjult inde i kæmpemæssige marionetdukker, som forestiller forskellige guder og vogtere. De vandrer på en mærkværdig måde, med meget lange skridt og svingende arme. De fleste daoister betragter disse mennesker som værende besat af de forskellige guder og ånder.

Tongji (eller Jitong) er personer, der ofte som et udtryk for anger påfører sig selv sår med knive, spyd, sværd eller køller med utallige pigge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under denne festival afklæder frivillige sig og agerer pengeguden Handan-yeh. Da denne guddom hader kulde, bombarderer folk de frivillige med fyrværkeri for at varme guden op og derved måske vinde hans gunst. For at beskytte deres ansigt er de frivillige iført briller, en hat eller en hjelm, samt et klæde for næse og mund, men de får mange forbrændinger på deres nøgne krop.

 

 

 

 

 

 

 

Billederne herunder blev taget i 2007 i landsbyen Jiading, nær Kaohsiung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som regel opføres en løvedans af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske. En mere avanceret form for løvedans er den rene akrobatik, hvor to mænd, skjult under et løveklæde, springer rundt fra den ene lille metalplade til den anden, placeret på pæle, ofte i ret stor højde.