Dyre-portrætter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En nepalesisk legende beretter, hvordan yakoksen fik sin tykke pels. Den er gengivet på siden Dyrearter i kultur og religion: Bovidae.

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dette prægtige dyrs udryddelse.

Yakoksens latinske navn betyder ‘den gryntende okse’ – et meget beskrivende navn, da den grynter uafladeligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Jerseykvæg har nemt ved at tilpasse sig både varmt og koldt klima, er det blevet eksporteret til mange lande jorden rundt. I nogle lande er der opstået særlige former.

 

 

 

 

 

Denne race er karakteriseret ved sine lange horn og bølgende pels, som forekommer i en række farver, bl.a. rød, ingefærfarvet, sort, mørkebrun, gul, hvid eller grå. Den lange pels gør den i stand til at tilbringe den barske skotske vinter udendørs. Racen opdrættes især for sit kød, som værdsættes på grund af det lave indhold af kolesterol, og også for mælken, som har et højt fedtindhold.

I dag er skotsk højlandskvæg udbredt i en lang række lande verden rundt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘hunged’.

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1920 forærede Kong Victor Emmanuel d. 3. de oprindelige 21 km² til staten, og området blev Italiens første nationalpark i 1922. På trods heraf fortsatte krybskytteriet, og i 1945 var der kun 419 individer tilbage. Siden er bestanden i parken vokset til de nuværende omkring 4000 dyr. Arten er blevet genindført mange steder i Alperne, samt til Bulgarien og Slovenien.

Om sommeren lever alpe-stenbukken i klippefyldt terræn lige under snegrænsen, i højder mellem 1800 og 3300 m, om vinteren i noget lavere højder.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for gemsen (Rupicapra rupicapra), muligvis af samme rod som gammel-spansk bezerro (‘tyr’). Hvorfor navnet blev hæftet på denne ged er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af arten er vist på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og amnos (‘lam’), således ‘bjerg-lam’, hvilket formodentlig hentyder til artens hvide pels.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for får.

 

 

 

 

 

 

Ørken-tykhornsfåret, underarten nelsoni, er vidt udbredt i ørkenområder i det sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico. Denne race er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under en forskningsrejse til Chukotka-halvøen i det nordøstlige Sibirien besøgte mine ledsagere og jeg et fyrtårn på spidsen af Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Sandodde’). En af hundene, som tilhørte mandskabet var en engelsk springer spaniel. Vores tur til dette område er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skaberaksjakalen er ret almindelig i to vidt adskilte områder. Nominatformen findes i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola, sydvestlige Zambia, Zimbabwe og det sydlige Mozambique mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika, mens underarten schmidti er udbredt fra den sydøstligste del af Sudan, Eritrea og Ethiopien mod syd til det centrale Tanzania, og mod vest til Uganda.

Forstavelsen skaberak kommer af det tyrkiske ord çaprag, oprindelig et dækken, ofte af lammeskind, som blev lagt over en hestesaddel eller en oppakning på hesten. Nu hentyder ordet mere til et udsmykket hestedækken til brug under opvisninger. Sjakalen fik dette navn på grund af dens mørke farve på ryggen, der kan minde om et dækken. Undertiden er dette parti nistret af lysere hår, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, silver-backed jackal (’sølvrygget sjakal’).

Slægtsnavnet er afledt af latin lupus (‘ulv’), samt endelsen ella, der udtrykker noget småt, således ‘lille ulv’. Artsnavnet er afledt af oldgræsk mesos (‘halvt’) og melas (‘sort’), hvilket formentlig hentyder til de mørke hår på ryggen, som er iblandet hvide hår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er meget intelligente og optræder ofte i akvarie-forestillinger.

Slægtsnavnet er afledt af latin Orcus (gud for underverdenen), samt endelsen inus, således ‘fra underverdenen’, i betydningen ‘fra de dødes rige’, hvilket hentyder til, at spækhuggeren er en effektiv dræber. Artsnavnet er latin og betyder ‘glubsk væsen i havet’.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk ekhinos (‘pindsvin’, ‘søpindsvin’) og mys (‘mus’), hvilket hentyder til, at mange af arterne har pigge eller stive hår på kroppen, som tjener til beskyttelse.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mys (‘mus’) og kastor (‘bæver’), hvilket sigter til dens lighed med bæverne (Castor). Artsnavnet er en latinsk version af spansk coipu, som stammer fra koypu, Mapudungun-folkets navn på dette dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag rummer denne tidligere store familie 7 arter, alle tilhørende slægten Equus. Der findes 3 arter af zebra, som lever i Afrika, 3 arter af vildæsel, som lever i Asien og Afrika, samt en enkelt hesteart, som uddøde i vild tilstand, men er blevet genindført til Mongoliet. Forvildede flokke af tamheste findes mange steder verden rundt.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for heste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art, opdelt i 7 underarter, forekommer i størsteparten af subarktiske områder af Alaska og Canada og fortsætter udbredelsen ned gennem den vestlige del af USA til det nordligste Mexico, og i de østlige stater findes den især ned langs Appalachians mod syd til Pennsylvania.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erethizein (‘at irritere’), hvilket sigter til piggene, artsnavnet af latin dorsatus (‘med en kam’). Navnet kan således løseligt oversættes til ‘dyret med den irriterende ryg’.

Trods navnet er træpindsvin ikke nært beslægtet med hverken pindsvin (Erinaceus) eller hulepindsvin (Hystrix).

 

 

 

 

 

Sneleoparden (P. uncia) er omtalt på siden Dyreliv: Dyrespor, og den triste skæbne, som er overgået tigeren (P. tigris), er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

Denne art lever fortrinsvis på savanner, men findes også i forskellige åbne skovtyper. Der anerkendes fire underarter. Nominatracen jubatus forekommer fra Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige og sydlige Afrika til Namibia og Sydafrika. Den er blevet udryddet i Zaire, Rwanda og Burundi. Bestanden er blevet anslået til omkring 5000 individer.

Udbredelsen af underarten soemmeringii er begrænset til den nordøstlige del af Afrika, hvor den findes i Sydsudan, Ethiopien og Eritrea.

Med en total bestand på under 250 dyr er underarten hecki opført som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste. Den har en spredt forekomst med bittesmå bestande i den sydlige del af Algeriet, samt i Niger, Burkina Faso og Benin.

I dag er den asiatiske gepard, underarten venaticus, som førhen var udbredt fra den Arabiske Halvø og Tyrkiet mod øst til Centralasien og Indien, begrænset til en ganske lille bestand i Iran. Den er klassificeret som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste, da den totale bestand i 2025 blev vurderet til kun at omfatte omkring 20 individer, hovedsagelig i Turan Nationalpark i det nordlige Iran.

I 2025 blev verdensbestanden af gepard anslået til at tælle mellem 6500 og 7100 vildtlevende individer. Dens tilbagegang i Afrika skyldes tab af levesteder, krybskytteri i forbindelse med illegal handel af kæledyr, samt konflikter med mennesker.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akinitos (‘ubevægelig’) samt onyx (‘negl’ eller ‘hov’), således ‘ubevægelig negl’, hvilket sigter til, at geparden, ulig andre kattearter, er ude af stand til at trække kløerne ind.

Artsnavnet kommer af latin iuba (‘manke’ eller ‘top’) samt‎ atus (‘lignende’), altså ‘med noget der ligner en manke’, hvilket hentyder til den store manke hos gepardkillinger under 3 måneder gamle. Denne manke camouflerer killingerne, når de efterlades i tæt vegetation af deres moder, når hun skal ud at jage.

Det danske navn er afledt af guepard, det franske navn på dette dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art har en meget kompleks social struktur, hvad angår gruppestørrelse, hierakisk struktur samt hyppigheden af social interaktion, blandt både blodfæller og gruppemedlemmer, som de ikke er i familie med. Deres sociale system er mere åben konkurrence end samarbejde, hvor adgangen til bytte, parringsmuligheder samt tidspunktet, hvor hannerne forlader gruppen, altsammen afhænger af det enkelte medlems evne til at dominere flokfæller. (Kilde: Holekamp, Sakai & Lundrigan, 2007. Social intelligence in the spotted hyena (Crocuta crocuta). Philosophical Transactions of the Royal Society, London, 362, s. 523-38)

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk krokottas, først nævnt af den græske geograf, filosof og historiker Strabo (ca. 63 f.Kr. – ca. 24 e.Kr.) i værket Geographica, hvori dyret beskrives som en blanding af hund og ulv, hjemmehørende i Ethiopien.

 

 

 

 

 

Familienavnet betyder ‘de som ligner lepus’, hvor lepus er det klassiske latinske ord for hare.

En række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Harer, kaniner og pibeharer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og kebos (‘abe’). Betydningen af artsnavnet er ukendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sydafrikanske underart er udbredt langs kysterne af det sydlige Afrika, fra Ilha dos Tigres i det sydlige Angola sydpå langs Namibias kyst til Algoa-bugten i Sydafrika, mens den australske underart lever i sydøst-australske farvande, langs kysterne af Tasmanien, New South Wales, Victoria og Syd-Australien, med den største koncentration i Bass-strædet.

Artens foretrukne ynglebiotop er klippefyldte kyster samt grus- og stenstrande. Bestanden af sydafrikansk pelssæl er omkring 2 millioner, mens den australske tæller omkring 120.000. (Kilde: iucnredlist.org/details/2060/0)

 

 

 

 

 

Navnet Stellers søløve blev givet til ære for den tyske naturhistoriker, læge og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), som beskrev arten i 1741. Han deltog i den 2. Russiske Kamchatka-ekspedition, ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering (1681-1741). Hans liv og levned er beskrevet på siden Folk: Berømte naturhistorikere.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med bred pande’, mens artsnavnet er latin og betyder ‘med manke’.

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pro (‘før’), eller snarere af pros (‘henimod’ = ‘minder om’), samt çavia, det tidligere portugisiske navn på brasiliansk pigrotte (Makalata didelphoides) af familien Echimyidae, afledt af Tupi-folkets navn på dette dyr, saujá. På klassisk latin, formodentlig på grund af en misforståelse, blev ordet cavia anvendt for marsvinet (Cavia porcellus). Navnet kan således oversættes som ‘minder om marsvinet’.

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika. Formentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år. Så godt som alle dele af dyret benyttes: hornet som feber- og krampestillende middel; skindet mod hudsygdomme; penis som potensfremmende middel; knoglerne mod knoglelidelser; blodet som et “styrkende middel for kvinder med menstruationsproblemer.”

Blandt kinesere tiltror man det pulveriserede horn potensfremmende egenskaber. Kemiske analyser har imidlertid ikke kunnet påvise aktive ingredienser, som skulle antyde, at hornet er effektivt i den henseende. (Kilde: J. Still 2003. Use of animal products in traditional Chinese medicine. I: Complementary Therapies in Medicine)

Faktisk benægter de fleste vestlige medicinske eksperter, at næsehornshorn skulle indeholde helbredende egenskaber, og det er velkendt, at aspirin producerer mange af de samme resultater som næsehornsprodukter hos patienter.

Hornet anvendtes førhen til udsmykning af dolkskæfter i Yemen – en praksis, som muligvis stadig finder sted.

Alle fem arter af næsehorn er udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, de asiatiske arter også på grund af indskrænkning af levesteder.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og therion (‘bæst’), artsnavnet af oldgræsk simos (‘fladsnudet’), hvilket sigter til artens brede mule, en tilpasning til at græsse.

Det hævdes ofte, at det meget anvendte navn hvidt næsehorn skyldes en forkert oversættelse af det hollandske ord wijd til det engelske ord white (‘hvid’). Wijd betyder ‘bred’, og det skulle hentyde til artens brede mule. Det er imidlertid en forkert tolkning. Faktisk kan navnet hvidt næsehorn spores tilbage til et brev på hollandsk, skrevet af boeren Petrus Borcherds til sin fader i 1802. I dette brev nævner han to næsehorn, som begge blev skudt i 1801, en tyr af den ‘sorte varietet’ og en hun af det ‘hvide’ næsehorn. Om hunnen skrev Borcherds (stadig på hollandsk): “Hun var af den type, der af os kaldes for hvidt næsehorn. (…) Jeg havde forventet, at dette dyr ville være helt hvidt på grund af navnet, men fandt, at hun var af en lysere askegrå farve end den sorte han.” (Kilde: Jim Feely 2007. Black rhino, white rhino: what’s in a name? Pachyderm 43, pp. 111-115)

I realiteten er begge arterne grå, det ‘sorte’ næsehorn af en noget mørkere nuance end det ‘hvide’.

 

 

 

 

 

Begge de latinske navne betyder ‘tohornet’. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dyo (‘to’) og keras (‘horn’), artsnavnet af latin bis (‘dobbelt’) og cornu (‘horn’). Navnet ‘sort næsehorn’ er forklaret ovenfor under bredmulet næsehorn.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhinos (‘næse’) og keras (‘horn’), artsnavnet af latin unus (‘én’) og cornu (‘horn’).

 

 

 

 

 

 

 

En mængde medlemmer af familien er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En række arter er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i kultur og religion: Suidae.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder, bl.a. i Europa, Sydøstasien, Korea, Kina og Taiwan, er bjørnene forsvundet eller blevet yderst sjældne på grund af ulovlig jagt, samt for at forsyne de umættelige asiatiske markeder for traditionel medicin og bjørnepotesuppe. Fem arter er i dag udryddelsestruede.

 

Mange kravebjørne holdes i fangenskab for at forsyne markederne for traditionel medicin og bjørnepotesuppe. I Sydkorea, fx, lever der kun omkring 10 kravebjørne i vild tilstand, mens ca. 1600 holdes i fangenskab, oftest under frygtelige forhold. Disse fangenskabsbjørne aflives ofte på de mest grusomme og rædselsfulde måder, og at denne praksis er ulovlig, synes ikke at anfægte forbrugerne.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for bjørne. Artsnavnet betyder ‘fra Tibet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lærke. Artsnavnet er afledt af latin arvus (‘dyrket’), hvilket hentyder til, at sanglærken er almindelig i dyrkede områder.

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I løbet af de sidste 50 år er bestanden vokset kraftigt på grund af beskyttelse i overvintringsområderne. Antallet i Irland og England er øget fra omkring 30.000 i 1950 til omkring 300.000 i dag.

Den kortnæbbede gås er nært beslægtet med sædgåsen (A. fabalis), og den blev førhen regnet som en underart af denne.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin fuligo (‘sod’) og gula (‘strube’), således ‘med sodfarvet strube’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (nedenfor), afrikansk (A. rufa), samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til en slags hejre, som nævnes af Hesykhius af Alexandria, en græsk grammatiker, som, formodentlig i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., fremstillede et værk ved navn Alfabetisk oversigt over alle ord, en liste over usædvanlige og obskure græske ord. Artsnavnet er navnet på en slags sumpfugl på Tupi’ernes sprog – et folk, der engang levede i Brasilien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af ciconia, det klassiske latinske ord for storke.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin crumena (en pose, der bæres om halsen), hvilket naturligvis hentyder til strubesækken. Det danske navn kommer af fransk marabout, der er afledt af portugisisk maraboto, hvilket igen kommer af arabisk murabit (en soldat, som er udstationeret på et afsides fort). Det sigter sandsynligvis til artens oprette holdning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘turteldue’ på latin, mens artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘kvindelig trommeslager’, afledt af tympanon (‘tromme’ eller ‘tamburin’), hvilket sigter til dens kurren, et gentaget du-du-du, der minder svagt om lyden fra en tamburin.

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin ruris (‘landlig’) og colere (‘at bo’), således ‘beboer af landlige egne’. På engelsk hedder arten gyrfalcon, hentet fra fransk gerfaucon, der muligvis er afledt af middelaldertysk gir (‘grib’), hvilket sigter til fuglens størrelse, eller af oldgræsk gyros (‘cirkel’), hvilket hentyder til artens jagtmetode. I modsætning til de fleste andre falke cirkler den rundt, mens den er på udkig efter bytte.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af svensk sparv (‘spurv’), således ‘spurve-agtig¨, hvilket sigter til fuglens ringe størrelse.

 

 

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Måger, terner og saksnæb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af arterne overført til andre familier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

 

 

 

 

 

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘større’, i denne forbindelse større end mellemflagspætte (D. medius) og lille flagspætte (D. minor).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin torqueo (‘at sno’ eller ‘at dreje’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille, der drejer (halsen)’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To underarter er anerkendt, faeroeensis i Island, samt på Færøerne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne, nominatracen gallinago i resten af udbredelsesområdet. Førhen blev amerikansk bekkasin (G. delicata) også betragtet som en underart af dobbeltbekkasinen.

Slægts- og artsnavn er det klassiske latinske ord for sneppe, afledt af gallina (‘lille høne’) samt endelsen ago (‘minder om’). De langnæbbede sneppefugle fik på fransk navnet bécasse, afledt af det romanske ord beccus (‘næb’), og bekkasinerne blev benævnt med diminutivet bécassine, altså ‘den lille med næbbet’, naturligvis med henblik på det påfaldende lange næb i forhold til størrelsen.

Forstavelsen dobbelt er jo egentlig højst besynderlig, men forklaringen er, at i gamle dage kunne ordet dobbelt betegne noget, der var større, så dobbeltbekkasinen fik sit navn for at skelne den fra en mindre art, der så fik navnet enkeltbekkasin (på latin Lymnocryptes minimus), og en endnu større art fik det besynderlige navn tredækker (på latin Gallinago media).

For en svensker er vore navne på bekkasiner meget forvirrende (og omvendt for en dansker). Vores dobbeltbekkasin hedder enkelbeckasin på svensk, mens det svenske dubbelbeckasin betegner vores tredækker. Vores enkeltbekkasin hedder dvärgbeckasin på svensk.

Den brægende lyd, som dobbeltbekkasinens vibrerende halefjer frembringer under parringsflugten, blev sammenlignet med en geds brægen eller en hests vrinsken. På sønderjysk blev den kaldt for skronnegjee eller skronnehors, hvor skronne betyder ‘vrinske’, gjee betyder ‘ged’, og hors betyder ‘hest’. Det nørrejyske horsegumme hentyder også til den brægende lyd, hvor gumme kommer af gumre, der betyder at brumme eller gumle, dvs. den lyd, som en hest frembringer “for at minde Staldkarlen om, at Krybben er tom.” (Kilde: Landet mod Nordvest, bind 1)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

Det danske navn er lånt fra sula, det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus).

 

 

 

 

 

 

I sin journal skriver Banks: “Stille det meste af dagen. Selv var jeg ude i en båd for at skyde fugle, hvilket jeg havde stort held med, først og fremmest fordi jeg skød adskillige suler, så meget lig de europæiske, at de næppe kan adskilles fra disse. Da det var mandskabets agt at holde jul ombord på den gammeldags facon, blev det besluttet at udnytte fuglene som gåsesteg til morgendagens aftensmad.”

Juledag bemærker Banks, at ”vores gåsesteg blev spist med stor nydelse.” – Det er derfor næppe overraskende, at ingen af disse fugle fandt vej til England som skind, i betragtning af at en gås jo smager bedst, når den er stegt med skindet på!

Arten yngler langs kysterne af Australien (Victoria og Tasmanien) og New Zealand, hovedsagelig på øer, men også i kolonier på fastlandet. Uden for ynglesæsonen kan den observeres langs kysterne af det vestlige Australien til Queensland, samt omkring New Zealand, Lord Howe Islands og Norfolk Islands.

Den svenske naturhistoriker Daniel Carlsson Solander (1733-82), som var assistent for Banks, beskrev fuglen og navngav den Pelecanus chrysocephalus, hvilket han senere ændrede til Pelecanus sectator. Skotten Sydney Parkinson (c. 1745-71), som var skibets officielle kunstner, tegnede fuglen som P. sectator, hvilket senere blev mistydet som P. serrator.

 

 

 

 

 

Traditionelt er den blevet opdelt i to underfamilier, ibiser og skestorke. Et nyere genetisk studium konkluderer imidlertid, at skestorke er nært beslægtede med den Gamle Verdens ibiser, mens den Nye Verdens ibiser tidligt blev udspaltet. (Kilde: J.L. Ramirez, C.Y. Miyaki & S.N. del Lama 2013. Molecular phylogeny of Threskiornithidae (Aves: Pelecaniformes) based on nuclear and mitochondrial DNA. Genetics and Molecular Research 12 (3): 2740-2750)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyrs øjne bevæger sig uafhængigt af hinanden, og de er i stand til at danne to billeder af omgivelserne samtidigt, mens de er på jagt efter bytte. Når et muligt byttedyr er blevet opdaget, slynger kamæleonen sin meget lange, sammenfoldede, klæbrige tunge ud med lynets fart mod byttet, selv fra en betydelig afstand. Det stakkels offer hænger fast på den klæbrige tunge, som derpå foldes op og trækkes ind i munden igen sammen med byttet.

Kamæleoner er også i stand til at skifte farve meget hurtigt, hvilket mest sker, når dyret er ophidset. Et eksempel vises nedenfor under Chamaeleo dilepis.

Familienavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘på jorden’) og leon (‘løve’), således ‘jord-løve’, hvilket givetvis sigter til disse dyrs fangstmetode og glubende appetit.

Adskillige arter er populære kæledyr, og nogle steder er de undsluppet (eller udsat) og har dannet forvildede bestande, som ofte udgør en trussel mod den lokale insektfauna – og dermed indirekte mod insektædende fugle, samt planter, som er afhængige af insekter for deres bestøvning. Det er bl.a. sket på Hawaii.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De lever i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med landlevende former i Asien, Australien, Afrika, og Nord- og Sydamerika, samt havlevende slanger i Stillehavet og det Indiske Ocean.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet og det danske navn er omskrivninger af det oldsyriske ord for disse dyr, sqinqur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Græsk landskildpadde kan kendes fra den lignende Hermanns skildpadde (T. hermanni) på sine store symmetriske aftegninger oven på hovedet, store skæl på forbenene, samt en spore på hvert lår.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Tidligere var den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) placeret i denne familie, men er siden blevet overført til en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På latin betyder artsnavnet ‘frelser’. Det er uforklaret, men antyder muligvis en religiøs forbindelse. Det danske navn skyldes, at denne art ofte har et mønster af gullige tværbånd eller ringe ned ad ryggen og halen (se billedet).

 

 

 

 

 

Det latinske navn på grubehugormene, Crotalinae, er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankistron (en slags krum mejsel) samt odon (‘tand’), hvilket hentyder til de krumme gifttænder hos disse slanger. Artsnavnet er afledt af latin contortus (‘snoet’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

Førhen blev det antaget, at der kun var en enkelt art af kobberhoved i USA, men den er fornylig blevet splittet i to arter.

 

 

 

 

 

Arten kaldes til tider for tempelhugorm, da den er talrig omkring Den Azurfarvede Skys Tempel, et kinesisk tempel i Bayan Lepas, Penang, Malaysia, i daglig tale kaldt for Slangetemplet.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske herpetolog Johann Georg Wagler (1800-32). Han døde ung, da han uheldigvis kom til at skyde sig selv under en indsamlingstur nær München.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af bufo, det klassiske latinske ord for tudser.

 

 

 

 

 

 

Navnet ‘skrubtudse’ kommer af ældre dansk skrub (‘skorpe’ eller ‘ruhed’), hvilket sigter til artens vortede hud.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af navnet på den indiske herpetolog Sushil Kumar Dutta (født 1952), professor i zoologi ved North Orissa University, Baripada, Indien, samt oldgræsk phrynos, et ord anvendt om en slags giftig frø.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melanos (‘sort’) og stiktos (‘prikket’), hvilket sigter til de sorte prikker i dens ansigt.

 

 

 

 

 

Strandtudsen var tidligere ret almindelig i hele Danmark, men er i de senere år gået meget stærkt tilbage. I Østdanmark findes den i dag kun på fire lokaliteter på Sjælland, og den synes at være forsvundet fra Sønderjyllands vestkyst. Den er mest almindelig i Vestjylland og omkring Limfjorden.

Trods navnet findes strandtudsen flere steder inde i landet, bl.a. i Midtjylland.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pelos (‘mudder’) og phylax (‘beboer’), således ‘lever i mudder’.

Artsnavnet er afledt af latin esca (‘mad’) og ulentus (‘i rigelig mængde’), altså ‘i høj grad spiselig’. I adskillige lande, først og fremmest Frankrig, betragtes frølår som en delikatesse.

 

 

 

 

 

 

Den lever i mange forskellige skovtyper og kan undertiden træffes i haver. Den er udbredt fra Indien og Bangladesh mod øst til Indokina, og derfra mod syd gennem Malaysia og Filippinerne til Indonesien. Den er også blevet forvildet på adskillige japanske øer.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og pedetes (‘løber’ eller ‘danser’), af pedan (‘at springe’). Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’), samt latin mystax (‘moustache’), hvilket formentlig hentyder til artens hvide læber, som med en smule fantasi kan minde om et overskæg.

 

 

 

 

 

Hunnen bliver op til omkring 8 cm lang, hannen til 6 cm. Den er ret variabel i farverne, ryggen kan være grå, gullig eller rødbrun, mens bugen er hvidlig. Hovedet er trekantet, og øjnene er store. Når den angribes af en prædator, er den i stand til at udskille en væske, som enten er giftig eller uspiselig. Æggene lægges i skumreder i træer og buske over vand.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk megas (‘stor’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af papilio, det latinske ord for sommerfugle. Det danske navn hentyder til mange medlemmer af familien, som har lange forlængelser på bagvingerne, der i nogle tilfælde minder om halen hos landsvalen (Hirundo rustica).

 

Larverne lever af medlemmer af slægten Aristolochia og ophober derved giftstoffer fra disse planter i deres krop. Dette bevirker, at voksne dyr er giftige for de fleste prædatorer, bl.a. fugle og krybdyr.

Oprindelsen af slægtsnavnet er ukendt.