Portrætter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle arter af edderkoppeaber er truet på grund af destruktion af deres levesteder samt jagt til føde, og to arter, sorthovedet edderkoppeabe (Ateles fusciceps) og brun edderkoppeabe (A. hybridus), er i fare for at uddø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dette prægtige dyrs udryddelse.

Yakoksens latinske navn betyder ‘den gryntende okse’ – et meget beskrivende navn, da den grynter uafladeligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Jerseykvæg har nemt ved at tilpasse sig både varmt og koldt klima, er det blevet eksporteret til mange lande jorden rundt. I nogle lande er der opstået særlige former.

 

 

 

 

 

Denne race er karakteriseret ved sine lange horn og bølgende pels, som forekommer i en række farver, bl.a. rød, ingefærfarvet, sort, mørkebrun, gul, hvid eller grå. Den lange pels gør den i stand til at tilbringe den barske skotske vinter udendørs. Racen opdrættes især for sit kød, som værdsættes på grund af det lave indhold af kolesterol, og også for mælken, som har et højt fedtindhold.

I dag er skotsk højlandskvæg udbredt i en lang række lande verden rundt.

 

 

 

 

 

Om sommeren lever alpe-stenbukken i klippefyldt terræn lige under snegrænsen, i højder mellem 1800 og 3300 m, om vinteren i noget lavere højder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art er vist på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og amnos (‘lam’), således ‘bjerg-lam’, hvilket formodentlig hentyder til artens hvide pels.

 

 

 

 

 

Ørken-tykhornsfåret, underarten nelsoni, er vidt udbredt i ørkenområder i det sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico. Denne race er nærmere omtalt på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under en forskningsrejse til Chukotka-halvøen i det nordøstlige Sibirien besøgte mine ledsagere og jeg et fyrtårn på spidsen af Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Sandodde’). En af hundene, som tilhørte mandskabet var en engelsk springer spaniel. Vores tur til dette område er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skaberaksjakalen er ret almindelig i to vidt adskilte områder. Nominatformen findes i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola, sydvestlige Zambia, Zimbabwe og det sydlige Mozambique mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika, mens underarten schmidti er udbredt fra den sydøstligste del af Sudan, Eritrea og Ethiopien mod syd til det centrale Tanzania, og mod vest til Uganda.

Forstavelsen skaberak kommer af det tyrkiske ord çaprag, oprindelig et dækken, ofte af lammeskind, som blev lagt over en hestesaddel eller en oppakning på hesten. Nu hentyder ordet mere til et udsmykket hestedækken til brug under opvisninger. Sjakalen fik dette navn på grund af dens mørke farve på ryggen, der kan minde om et dækken. Undertiden er dette parti nistret af lysere hår, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, silver-backed jackal (’sølvrygget sjakal’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er meget intelligente og optræder ofte i akvarie-forestillinger.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk ekhinos (‘pindsvin’, ‘søpindsvin’) og mys (‘mus’), hvilket hentyder til, at mange af arterne har pigge eller stive hår på kroppen, som tjener til beskyttelse.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mys (‘mus’) og kastor (‘bæver’), hvilket sigter til dens lighed med bæverne (Castor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes 3 arter af zebra, som lever i Afrika, 3 arter af vildæsel, som lever i Asien og Afrika, samt en enkelt hesteart, som uddøde i vild tilstand, men er blevet genindført til Mongoliet. Forvildede flokke af tamheste findes mange steder verden rundt.

De tre zebra-arter er nærmere beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

Tæmningen af vildhesten er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art, opdelt i 7 underarter, forekommer i størsteparten af subarktiske områder af Alaska og Canada og fortsætter udbredelsen ned gennem den vestlige del af USA til det nordligste Mexico, og i de østlige stater findes den især ned langs Appalachians mod syd til Pennsylvania.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erethizein (‘at irritere’), hvilket sigter til piggene, artsnavnet af latin dorsatus (‘med en kam’). Navnet kan således løseligt oversættes til ‘dyret med den irriterende ryg’.

Trods navnet er træpindsvin ikke nært beslægtet med hverken pindsvin (Erinaceus) eller hulepindsvin (Hystrix).

 

 

 

 

 

Sneleoparden (Panthera uncia) er omtalt på siden Dyreliv: Dyrespor, mens den triste skæbne, der er overgået tigeren (P. tigris), er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

Denne art lever fortrinsvis på savanner, men findes også i forskellige åbne skovtyper. Der anerkendes fire underarter. Nominatracen jubatus forekommer fra Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige og sydlige Afrika til Namibia og Sydafrika. Den er blevet udryddet i Zaire, Rwanda og Burundi. Bestanden er blevet anslået til omkring 5000 individer.

Udbredelsen af underarten soemmeringii er begrænset til den nordøstlige del af Afrika, hvor den findes i Sydsudan, Ethiopien og Eritrea.

Med en total bestand på under 250 dyr er underarten hecki opført som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste. Den har en spredt forekomst med bittesmå bestande i den sydlige del af Algeriet, samt i Niger, Burkina Faso og Benin.

I dag er den asiatiske gepard, underarten venaticus, begrænset til Iran. Den er klassificeret som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste, da den totale bestand i 2017 blev vurderet til at være på under 50 dyr, som lever spredt på Irans centrale plateau. Førhen var denne underart udbredt fra den Arabiske Halvø og Tyrkiet mod øst til Centralasien og Indien.

I 2016 blev verdensbestanden af gepard anslået til omkring 7100 vildtlevende individer. Dens tilbagegang skyldes tab af levesteder, krybskytteri i forbindelse med den illegal handel af kæledyr, samt konflikter med mennesker.

Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk akinitos (‘ubevægelig’) samt onyx (‘negl’ eller ‘hov’), således ‘ubevægelig negl’, hvilket sigter til, at geparden, ulig andre kattearter, er ude af stand til at trække kløerne ind. Artsnavnet kommer af latin iuba (‘manke’ eller ‘top’) samt‎ atus (‘lig’), altså ‘med noget der ligner en manke’, hvilket hentyder til den store manke hos gepardkillinger under 3 måneder gamle. Denne manke camouflerer killingerne, når de efterlades i tæt vegetation af deres moder, når hun skal ud at jage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods navnet er den ikke begrænset til Afrika. I dag anerkendes 3 underarter, nominatracen i det nordlige Afrika, cafra i det sydlige Afrika, samt ornata i Arabien, Mellemøsten, det nordvestlige Indien, samt Centralasien, mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina.

Mange andre underarter (eller endog arter) er blevet beskrevet ud fra skind, der nu betragtes som tilhørende afrikansk vildkat.

 

 

 

 

 

Bestandene går tilbage over store dele af dens udbredelsesområde, hvilket skyldes jagt, ødelæggelse af levesteder samt trafikdrab.

 

 

 

 

 

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

 

 

 

 

 

Mere om leoparder kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber, hvor der bl.a. berettes om en frygtet menneskeædende leopard i Nordindien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) eksisterer der kun én giraf-art, opdelt i 9 underarter, mens andre autoriteter anerkender op til 8 særskilte arter.

Navnet giraf er afledt af det arabiske ord zarafah, som betyder ’den, der går hurtigt’. Det latinske artsnavn kommer af græsk kamelos (‘kamel’) og pardos (‘leopard’), samt af latin alis (‘minder om’), hvilket sigter til giraffens kamel-lignende krop og dens leopard-lignende mønster.

Flere billeder af giraffer vises på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle tre arter er udryddelsestruede på grund af tab af levesteder og forringelse af biotop, samt illegal fangst til zoologiske haver. Det er blevet vurderet, at bestanden af Borneo-orangutan i 1973 omfattede omkring 300.000 individer, og det forudses, at dette tal vil falde til ca. 50.000 inden 2025. Sumatra-orangutan tæller færre end 14.000 individer, og det forudses, at dette antal vil dale med omkring 80% inden 2060. Der findes færre end 800 Tapanuli-orangutaner, og antallet falder stadig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art har en meget kompleks social struktur, hvad angår gruppestørrelse, hierakisk struktur samt hyppigheden af social interaktion, blandt både blodfæller og gruppemedlemmer, som de ikke er i familie med. Deres sociale system er mere åben konkurrence end samarbejde, hvor adgangen til bytte, parringsmuligheder samt tidspunktet, hvor hannerne forlader gruppen, altsammen afhænger af det enkelte medlems evne til at dominere flokfæller. (Kilde: Holekamp, Sakai & Lundrigan, 2007. Social intelligence in the spotted hyena (Crocuta crocuta). Philosophical Transactions of the Royal Society, London, 362, s. 523-38)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Australien blev 24 vildkaniner indført til Victoria i 1859. Landets kæmpemæssige landbrugsområder var en ideel habitat for kaninerne, og de milde vintre tillod dem at yngle året rundt, så de spredtes hurtigt over det meste af landet. Australiens pendent til kaninen, bilby (Macrotis lagotis), var ude af stand til at konkurrere med de hurtigt-ynglende kaniner, og den er i dag en truet art.

Andre steder, hvor kaninen er indført, omfatter bl.a. New Zealand, visse øer i Hawaii samt øer ud for Sydafrikas kyst. Der er også mange eksempler på kæledyrs-kaniner, som er undsluppet og har dannet vilde bestande.

I utallige tilfælde har denne art tilført miljøet alvorlige skader, dels gennem overgræsning, dels gennem sit underjordiske system af gange, og dels gennem at udkonkurrere indfødte dyrearter. Den betragtes som invasiv i de fleste lande.

I Danmark forekommer vildkaninen kun naturligt i Sønderjylland, der udgør nordgrænsen for artens oprindelige udbredelse. Den er desuden blevet udsat som jagtobjekt på en række øer, bl.a. Lolland, Bornholm, Fanø og Endelave, hvoraf de to sidstnævnte har meget store bestande. Forekomsterne på Lolland og Bornholm skyldes ulovlige udsætninger i henholdsvis 1974 og 1980.

I 1972 skrev den engelske forfatter Richard Adams (1920-2016) en roman, Watership Down (på dansk Kaninbjerget), der handler om en flok vildkaniners liv i det sydlige England. Skønt kaninerne er blevet antropomorficeret, giver historien et nogenlunde korrekt billede af denne arts levevis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sydafrikanske underart er udbredt langs kysterne af det sydlige Afrika, fra Ilha dos Tigres i det sydlige Angola sydpå langs Namibias kyst til Algoa-bugten i Sydafrika, mens den australske underart lever i sydøst-australske farvande, langs kysterne af Tasmanien, New South Wales, Victoria og Syd-Australien, med den største koncentration i Bass-strædet.

Artens foretrukne ynglebiotop er klippefyldte kyster samt grus- og stenstrande. Bestanden af sydafrikansk pelssæl er omkring 2 millioner, mens den australske tæller omkring 120.000. (Kilde: iucnredlist.org/details/2060/0)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år. Så godt som alle dele af dyret benyttes: hornet som feber- og krampestillende middel; skindet mod hudsygdomme; penis som potensfremmende middel; knoglerne mod knoglelidelser; blodet som et “styrkende middel for kvinder med menstruationsproblemer.”

Blandt kinesere tiltror man det pulveriserede horn potensfremmende egenskaber. Kemiske analyser har imidlertid ikke kunnet påvise aktive ingredienser, som skulle antyde, at hornet er effektivt i den henseende. (Kilde: J. Still 2003. Use of animal products in traditional Chinese medicine. I: Complementary Therapies in Medicine)

Faktisk benægter de fleste vestlige medicinske eksperter, at næsehornshorn skulle indeholde helbredende egenskaber, og det er velkendt, at aspirin producerer mange af de samme resultater som næsehornsprodukter hos patienter.

Hornet anvendtes førhen til udsmykning af dolkskæfter i Yemen – en praksis, som muligvis stadig finder sted.

Alle fem arter af næsehorn er udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, de asiatiske arter også på grund af indskrænkning af levesteder.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og therion (‘bæst’). Artsnavnet er afledt af græsk simos (‘fladsnudet’), hvilket sigter til artens brede mule, en tilpasning til at græsse.

Det hævdes ofte, at det meget anvendte navn hvidt næsehorn skyldes en forkert oversættelse af det hollandske ord wijd til det engelske ord white (‘hvid’). Wijd betyder ‘bred’, og det skulle hentyde til artens brede mule. Det er imidlertid en forkert tolkning. Faktisk kan navnet hvidt næsehorn spores tilbage til et brev på hollandsk, skrevet af boeren Petrus Borcherds til sin fader i 1802. I dette brev nævner han to næsehorn, som begge blev skudt i 1801, en tyr af den ‘sorte varietet’ og en hun af det ‘hvide’ næsehorn. Om hunnen skrev Borcherds (stadig på hollandsk): “Hun var af den type, der af os kaldes for hvidt næsehorn. (…) Jeg havde forventet, at dette dyr ville være helt hvidt på grund af navnet, men fandt, at hun var af en lysere askegrå farve end den sorte han.” (Kilde: Jim Feely 2007. Black rhino, white rhino: what’s in a name? Pachyderm 43, pp. 111-115)

I realiteten er begge arterne grå, det ‘sorte’ næsehorn af en noget mørkere nuance end det ‘hvide’.

 

 

 

 

 

Begge videnskabelige navne betyder ‘tohornet’. Slægtsnavnet er afledt af græsk dyo (‘to’) og keras (‘horn’), artsnavnet af Latin bis (‘dobbelt’) og cornu (‘horn’). Navnet ‘sort næsehorn’ er forklaret ovenfor under bredmulet næsehorn.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhinos (‘næse’) og keras (‘horn’), artsnavnet af latin unus (‘én’) og cornu (‘horn’).

 

 

 

 

 

 

 

En mængde medlemmer af familien er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

Den første del af slægtsnavnet er afledt af græsk kallos (‘smuk’) – selvom nogle af arterne er temmelig ensartet brunlige.

 

 

 

 

 

 

Murmeldyr lever i underjordiske gange, op til 2 m under jordoverfladen, og de graver gangsystemer på op til 10 meters længde. De ses ofte sidde på deres bagdel uden for deres bo, og deres skarpe advarselssignal kan høres på lang afstand. De er næsten udelukkende vegetarer. De laver ikke fødedepoter, men om efteråret er de blevet så ekstremt fede, at de kan sove uforstyrret vinteren igennem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På afstand synes dette dyr at være nøgent, kun med en manke hen langs rygraden, samt hårduske på kinder og hale. På tættere hold bemærker man dog et dække af korte, stive børster på kroppen. Navnet vortesvin hentyder til de vortelignende udvækster i ansigtet, størst hos ornen. Ornen har også kraftige hugtænder, der undertiden kan blive op mod 60 cm lange, meget mindre hos soen.

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder, bl.a. i Europa, Sydøstasien, Korea, Kina og Taiwan, er bjørnene forsvundet eller blevet yderst sjældne på grund af ulovlig jagt, samt for at forsyne de umættelige asiatiske markeder for traditionel medicin og bjørnepotesuppe. Fem arter er i dag udryddelsestruede.

 

Mange kravebjørne holdes i fangenskab for at forsyne markederne for traditionel medicin og bjørnepotesuppe. I Sydkorea, fx, lever der kun omkring 10 kravebjørne i vild tilstand, mens ca. 1600 holdes i fangenskab, oftest under frygtelige forhold. Disse fangenskabsbjørne aflives ofte på de mest grusomme og rædselsfulde måder, og at denne praksis er ulovlig, synes ikke at anfægte forbrugerne.

 

 

 

 

 

 

 

I dag er arten udryddelsestruet, og der lever måske færre end 6000 i vild tilstand.

 

 

 

 

 

Den blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget beskrivende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab. Den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn Halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens Halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse Halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15 december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’), skønt hovedet er gråt, ikke hvidt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin hispida (‘isfugl’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘malet’, hvilket sigter til artens farvestrålende fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Et billede af den brune, spættede hun findes på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

 

 

 

 

I løbet af de sidste 50 år er bestanden vokset kraftigt på grund af beskyttelse i overvintringsområderne. Antallet i Irland og England er øget fra omkring 30.000 i 1950 til omkring 300.000 i dag.

Den kortnæbbede gås er nært beslægtet med sædgåsen (A. fabalis), og den blev førhen regnet som en underart af denne. Det videnskabelige artsnavn (og dermed det danske navn) er afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og rhynkhos (‘snude’, ‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord for svaner, kyknos.

 

I modsætning til knopsvanen (C. olor) er sangsvanen meget vokal, hvilket fremgår af navnet. Knopsvanen er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er fra et brasiliansk-portugisisk ord, marréco, som betyder ‘lille and’.

 

Den yngler i tempererede egne af Europa og Asien, fra Island og Skotland mod øst til Stillehavet, mens vinterkvartererne omfatter størstedelen af Europa og Mellemøsten, den nordlige og østlige del af Afrika, det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, samt den nordlige del af Filippinerne.

I Nordamerika er den en regelmæssig vintergæst i lavlandet langs Stillehavet, fra Canada mod syd til Californien, og den ses også fåtalligt andre steder på kontinentet.

I 1758 blev denne art blev navngivet Anas penelope af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Han refererer muligvis til Penelope, som i Homers Odysseen var gift med Odysseus. Hun blev kendt for sin troskab mod ham, mens han var borte på sine rejser, men da de fleste ænder ikke just er kendt for deres troskab, er forbindelsen svær et se.

En anden mulig forklaring er det præ-græske ord penelops, forklaret som ’en slags fugl’ af den græske grammatiker Hesykius af Alexandria, som, sandsynligvis i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., sammenfattede et leksikon, indeholdende usædvanlige eller obskure græske ord. (Kilde: R. Beekes 2009. Etymological dictionary af Greek. Brill)

 

 

 

 

 

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (nedenfor), afrikansk (A. rufa), samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til en slags hejre, som nævnes af Hesykhius af Alexandria, en græsk grammatiker, som, formodentlig i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., fremstillede et værk ved navn Alfabetisk oversigt over alle ord, en liste over usædvanlige og obskure græske ord. Artsnavnet er navnet på en slags sumpfugl på Tupi’ernes sprog – et folk, der engang levede i Brasilien.

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art findes på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

Artens foretrukne biotop er skove og sumpede områder, men i Taiwan er den ret almindelig i byer og byparker, hvor den kan blive bemærkelsesværdigt tillidsfuld.

Slægtsnavnet er afledt af navnet Ardea goisagi, som den hollandske zoolog og museumsdirektør Coenraad Jacob Temminck (1778-1858) i 1836 gav den japanske nathejre (i dag kaldt for Gorsachius goisagi). Faktisk er Goi-sagi det japanske navn for den almindelige nathejre (nedenfor), afledt af goi (‘5. rang’) og sagi (‘hejre’). Ifølge den klassiske japanske folklore beordrede den magtfulde kejser Daigo, som regerede 897-930 e.Kr., en af sine vasaler at fange en nathejre. Da hejren hørte om den kejserlige befaling, lod den sig straks indfange. Kejseren var tilfreds med, at hejren havde fastslået hans magt over naturen såvel som mennesket, og han tildelte den titlen ‘hejrernes konge’ samt en position i 5. rang ved det kejserlige hof. Derpå blev den løsladt uskadt. (Kilde: J.A. Jobling, 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London) Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og lophos (‘top’).

 

 

 

 

 

Den har en fremtrædende rolle i den klassiske japanske folklore (se malajnathejre ovenfor).

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos disse fugle, samt til deres hæse, ravneagtige kald.

 

 

 

 

 

Familie- og slægtsnavn er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og opsis (‘fremtoning’).

 

Den blev førhen regnet som en underart af den mere udbredte blåvingede bladfugl (dengang kaldt for C. cochinchinensis), men adskiller sig på flere punkter, bl.a. mangler den sidstnævnte arts blå svingfjer. Efter en række genetiske undersøgelser er C. cochinchinensis blevet opdelt i 3 særskilte arter.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske læge og naturhistoriker Thomas Caverhill Jerdon (1811-72), som beskrev mange nye fuglearter i Indien, hvoraf adskillige er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af ciconia, det klassiske latinske ord for storke.

 

 

Artsnavnet er afledt af latin crumena (en pose, der bæres om halsen), hvilket naturligvis hentyder til strubesækken. Det danske navn kommer af fransk marabout, der er afledt af portugisisk maraboto, hvilket igen kommer af arabisk murabit (en soldat, som er udstationeret på et afsides fort). Det sigter sandsynligvis til artens oprette holdning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På dansk kaldes arten også for indisk skovstork, men navnet rosenstork er meget mere beskrivende, idet det hentyder til fuglens karakteristiske rosafarvede tertialer.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Silhouetter, samt Rejse-episoder – Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantilope.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘turteldue’ på latin, mens artsnavnet er græsk og betyder ‘kvindelig trommeslager’, afledt af tympanon (‘tromme’ eller ‘tamburin’), hvilket sigter til dens kurren, et gentaget du-du-du, der minder svagt om lyden fra en tamburin.

 

 

 

 

 

 

Indtil midten af 1800-tallet var ravnen en almindelig ynglefugl i hele Danmark, men på grund af en voldsom forfølgelse i form af beskydning og forgiftning svandt bestanden ind til blot 16 par omkring 1950. Siden har den været i støt fremgang, og i dag er ravnen atter en ret almindelig ynglefugl med mindst 800 par.

Artsnavnet er en latiniseret form af det græske ord korax, som betyder ‘ravn’ eller ‘krage’. Det danske navn er en modificeret form af det gamle nordiske navn hrafn, der oprindelig var afledt af proto-germansk khrabanas.

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

På engelsk er et af artens navne Peters’s twinspot. Den blev beskrevet i 1868 af den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Karl Hartwig Peters (1815-83), som rejste vidt og bredt i det sydlige Afrika 1842-48. Han vendte tilbage til Berlin med en kolossalt stor samling af naturhistoriske effekter, som han derpå beskrev i Naturwissenschaftliche Reise nach Mossambique… in den Jahren 1842 bis 1848, ausgeführt (1852-1882). Heri findes optegnelser over pattedyr, fugle, krybdyr, padder, fisk, insekter og planter.

Det latinske artsnavn er afledt af niveus (‘snehvid’) og gutta (‘dråbe’), hvilket selvfølgelig sigter til den plettede underside.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Det latinske artsnavn kommer af ruris (‘landlig’) og colere (‘at bo’), således ‘beboer af landlige egne’. På engelsk hedder arten gyrfalcon, hentet fra fransk gerfaucon, der muligvis er afledt af middelaldertysk gir (‘grib’), hvilket sigter til fuglens størrelse, eller af oldgræsk gyros (‘cirkel’), hvilket hentyder til artens jagtmetode. I modsætning til de fleste andre falke cirkler den rundt, mens den er på udkig efter bytte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’. I gamle dage dræbte søfolk ofte disse fugle til føde, og de fandt dem meget dumme, da de var tillidsfulde og således nemme at slå ihjel.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’ (se ovenfor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

 

 

 

 

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani.

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af arterne overført til andre familier.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk trokhos (‘cirkulær’, ‘rund’) og kerkos (‘hale’).

 

Artsnavnet er afledt af græsk kyanos (‘mørkeblå’) og melas (‘sort’), hvilket sigter til det blålige skær i hannens sorte fjerdragt.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og trikhas (‘drossel’), hvilket sigter til den lange hale.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘firestribet’, hvilket sigter til fire sorte striber i hovedet, en på siden af issen, en gennem øjet, samt to skægstriber.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kossyphos, det klassiske græske navn på solsort, men også anvendt om drosler i almindelighed.

 

Det videnskabelige artsnavn hentyder til provinsen KwaZulu-Natal i det sydøstlige Sydafrika, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den britiske landmand Peter A. Sheppard (1875-1958), en nybygger i Rhodesia og Mozambique. Han indsamlede fugle for den sydafrikanske ornitolog Alwin Karl Haagner (1880-1962), som beskrev Sokoke-akalat (nedenfor) i 1909.

Navnet akalat er af vestafrikansk oprindelse, anvendt af Fang- og Bulu-folkene for medlemmer af slægten Illadopsis. Ved en fejl blev navnet imidlertid hæftet på medlemmer af Sheppardia i værket The Birds of Kenya Colony and the Uganda Protectorate, af Frederick John Jackson (1860-1929), opdateret og redigeret i 1938 af William Lutley Sclater (1863-1944).

 

Det videnskabelige artsnavn ærer den hollandske læge Jan Willem Boudewijn Gunning (1860-1913), som var direktør for Staatsmuseum (det naturhistoriske museum) i Pretoria, samt for byens zoologiske have.

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (nedenfor) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

I 1800-tallet blev skarven forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Mere om skarven findes på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

 

 

 

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kopos (‘hårdt arbejde’), hvilket naturligvis hentyder til deres fødesøgning.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for vendehalsen.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plokeus (‘væver’), oprindeligt fra pleko (‘at flette’), givet med henblik på disse fugles reder, der ofte består af fint sammenflettede strimler af græs eller andre planter.

 

Fjerdragten varierer, men ryggen er altid mørk, hos nogle underarter knaldsort, undersiden er gul, og næbbet er grålig-hvidt.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet refererer til Bleda (død 445), ældre broder til hunnerkongen Attila. De regerede deres rige sammen, men Bleda blev sandsynligvis myrdet af Attila.

I 1837, da den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855) beskrev rødhalet børstenæb (nedenfor), navngav han den Dasycephala syndactyla. Navnet Dasycephala blev imidlertid senere anvendt for en slægt i den amerikanske familie Tyrannidae. Navnet på denne slægt blev senere ændret til Attila, hvilket sigter til disse fugle aggressive adfærd. Så måske kan vi antage, at dette er grunden til at den rødhalede børstenæb fik navnet Bleda. Hvis nogen har en bedre forklaring, hører jeg gerne om det.

Det danske navn sigter til de lange, stive hår ved basis af næbbet.

 

Adulte fugle har knaldgul iris, yngre fugle brun.

Det latinske artsnavn betyder ‘markant’. Det kunne sigte til øjenfarven.

 

 

 

 

 

Medlemmerne af denne slægt er gullige eller lysegrønne. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og kikhle (‘drossel’).

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og venter (‘bug’), men hele fuglen er gullig, og den har en tydelig smal gul øjenbrynsstribe.

 

 

 

 

 

 

Vintermånederne tilbringes langs kysterne i det nordvestlige og vestlige Europa, mod syd til Portugal, i den sydligste del af Grønland, samt langs Nordamerikas Atlanterhavskyst, mod syd til South Carolina.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’). Om vinteren ses den næsten udelukkende langs kyster. Fornavnet sortgrå hentyder til fuglens mørke vinterdragt. I sommerdragten er den brunspættet på ryggen.

 

 

 

 

 

To underarter er anerkendt, faeroeensis i Island, samt på Færøerne, Shetlandsøerne og Orkneyøerne, nominatracen gallinago i resten af udbredelsesområdet. Førhen blev amerikansk bekkasin (G. delicata) også betragtet som en underart af dobbeltbekkasinen.

Det videnskabelige slægts- og artsnavn er det latinske ord for sneppe, afledt af gallina (‘høne’) samt endelsen –ago (‘ligner’). De langnæbbede sneppefugle fik på fransk navnet bécasse, afledt af det romanske ord beccus (‘næb’), og bekkasinerne blev benævnt med diminutivet bécassine, altså ‘den lille med næbbet’, naturligvis med henblik på det påfaldende lange næb i forhold til størrelsen.

Forstavelsen dobbelt- er jo egentlig højst besynderlig, men forklaringen er, at i gamle dage kunne ordet dobbelt betegne noget, der var større, så dobbeltbekkasinen fik sit navn for at skelne den fra en mindre art, der så fik navnet enkeltbekkasin (latinsk navn Lymnocryptes minimus), og en endnu større art fik det besynderlige navn tredækker (latinsk navn Gallinago media).

For en svensker er vore navne på bekkasiner meget forvirrende (og omvendt for en dansker). Vores dobbeltbekkasin hedder enkelbeckasin på svensk, mens det svenske dubbelbeckasin betegner vores tredækker. Vores enkeltbekkasin hedder dvärgbeckasin på svensk.

Den brægende lyd, som dobbeltbekkasinens vibrerende halefjer frembringer under parringsflugten, blev sammenlignet med en geds brægen eller en hests vrinsken. På sønderjysk blev den kaldt for skronnegjee eller skronnehors, hvor skronne betyder ‘vrinske’, gjee betyder ‘ged’, og hors betyder ‘hest’. Det nørrejyske horsegumme hentyder også til den brægende lyd, hvor gumme kommer af gumre, der betyder at brumme eller gumle, dvs. den lyd, som en hest frembringer “for at minde Staldkarlen om, at Krybben er tom.” (Kilde: Landet mod Nordvest, bind 1)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nordafrikansk struds, underarten camelus, var engang vidt udbredt i det nordlige Afrika, men er forsvundet fra store dele af dens tidligere udbredelsesområde. Den betragtes som udryddelsestruet.

Somali-strudsen, underarten molybdophanes, der har blålig hals og lår, lever i det sydlige Ethiopien, det nordøstlige Kenya, samt Somalia. Nogle autoriteter betragter den som en særskilt art, S. molybdophanes. Jeg finder det temmelig mærkeligt, at en bestand af en art i et område, hvor den lever både nord og syd for denne bestand, skulle udgøre en særlig art.

Masai-strudsen, underarten massaicus, har lyserød hals og lår. Den findes fra det sydlige Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd til det sydlige Tanzania.

Sydafrikansk struds, underarten australis, er vidt udbredt syd for floderne Zambezi og Cunene. Nogle steder holdes den i fangenskab med henblik på produktion af kød, læder og fjer.

En femte underart, den arabiske struds (underarten syriacus), der tidligere var meget almindelig på den Arabiske Halvø, samt i Syrien og Irak, uddøde omkring 1966 på grund af overdreven jagt.

Forsøg på at indføre arten i Israel er slået fejl. I Australien har undslupne strudse etableret forvildede bestande.

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Det videnskabelige navn er afledt af græsk notos (‘syd’) og pholia (‘lever i en hule’), samt latin coruscus (‘strålende’, ‘glitrende’), således ‘den glitrende, som lever i en hule mod syd’, hvilket sigter til, at den yngler i hule træer. Hvad ‘syd’-delen hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Det danske navn er lånt fra sula, det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus).

 

Disse fugle fanger fisk ved at styrte sig ned i havet fra højder op til 30 m, med hastigheder op mod 100 km/t, hvilket gør, at de er i stand til at hente bytte i langt større dybder end de fleste andre fugle.

Slægtsnavnet er afledt af græsk moros (‘tåbe’), hvilket skyldes disse fugles mangel på frygt på ynglepladserne, hvor det var nemt at slå dem ihjel.

 

 

 

 

 

 

I sin journal skriver Banks: “Stille det meste af dagen. Selv var jeg ude i en båd for at skyde fugle, hvilket jeg havde stort held med, først og fremmest fordi jeg skød adskillige suler, så meget lig de europæiske, at de næppe kan adskilles fra disse. Da det var mandskabets agt at holde jul ombord på den gammeldags facon, blev det besluttet at udnytte fuglene som gåsesteg til morgendagens aftensmad.”

Juledag bemærker Banks, at ”vores gåsesteg blev spist med stor nydelse.” – Det er derfor næppe overraskende, at ingen af disse fugle fandt vej til England som skind, i betragtning af at en gås jo smager bedst, når den er stegt med skindet på!

Arten yngler langs kysterne af Australien (Victoria og Tasmanien) og New Zealand, hovedsagelig på øer, men også i kolonier på fastlandet. Uden for ynglesæsonen kan den observeres langs kysterne af det vestlige Australien til Queensland, samt omkring New Zealand, Lord Howe Islands og Norfolk Islands.

 

 

 

 

 

 

I Danmark var den førhen en sporadisk ynglefugl i Vestjylland, men begyndte så småt at blive mere regelmæssigt ynglende fra 1996. I dag yngler der omkring 450 par, langt de fleste i Vest- og Nordjylland. Den er dog begyndt så småt at brede sig østpå, og i 2020 ynglede det første par på Fyn.

Slægtsnavnet var det oldgræske navn på skestorken, afledt af platea (‘bred’), hvilket sigter til det spatelformede næb. Artsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og erodios (‘hejre’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘ræverød’, hvilket sigter til fuglens overvejende rødbrune fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst gennem hele det Indiske Subkontinent til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Sumatra. Den er også blevet indført andre steder, bl.a. Oman, Mauritius, Seychellerne, Singapore og USA. I Singapore er den blevet en trussel mod den lokale øgleart Bronchocela cristatella.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ot-, som er stamformen af ous (‘øre’) samt kryptos (‘skjult’), således ‘med skjulte ører’. Det danske navn hentyder til disse dyrs meget lange ben.

 

 

 

 

I 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet faldt antallet af alligatorer drastisk på grund af jagt og tab af levesteder, og det var en overgang frygtet, at arten ville uddø. I 1967 blev den opført på listen over truede arter og blev efterfølgende fredet. Siden da har anstrengelserne båret frugt, og i dag er alligatoren igen almindelig og har endda udvidet sit udbredelsesområde til Tennessee.

 

 

 

 

 

Disse dyrs øjne bevæger sig uafhængigt af hinanden, og de er i stand til at danne to billeder af omgivelserne samtidigt, mens de er på jagt efter bytte. Når et muligt byttedyr er blevet opdaget, slynger kamæleonen sin meget lange, sammenfoldede, klæbrige tunge ud med lynets fart mod byttet, selv fra en betydelig afstand. Det stakkels offer hænger fast på den klæbrige tunge, som derpå foldes op og trækkes ind i munden igen sammen med byttet.

Kamæleoner er også i stand til at skifte farve meget hurtigt, hvilket mest sker, når dyret er ophidset. Et eksempel vises nedenfor under Chamaeleo dilepis.

Familienavnet er afledt af græsk khamai (‘på jorden’) og leon (‘løve’), således ‘jord-løve’, hvilket givetvis sigter til disse dyrs fangstmetode og glubende appetit.

Adskillige arter er populære kæledyr, og nogle steder er de undsluppet (eller udsat) og har dannet forvildede bestande, som ofte udgør en trussel mod den lokale insektfauna – og dermed indirekte mod insektædende fugle, samt planter, som er afhængige af insekter for deres bestøvning. Det er bl.a. sket på Hawaii.

 

 

På et tidspunkt blev den bragt fra Egypten til Peloponnes i Grækenland, hvor der i dag findes en lille bestand på omkring 350 dyr.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den portugisiske opdagelsesrejsende og naturhistoriker José Alberto de Oliveira Anchieta (1832-97), som rejste vidt og bredt i Portugisisk Angola mellem 1866 og 1897, hvor han indsamlede et stort antal plante- og dyrearter. Han døde i Angola, formodentlig af malaria.

 

 

 

 

 

Arten er stor, op til 35 cm lang inklusive halen. Farven kan være grøn, gullig eller brunlig, og der er normalt lyse striber langs flankerne og på undersiden.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med dobbelte skæl’, hvilket muligvis hentyder til strubesækken, hvor bånd af grønne dobbeltskæl alternerer med rødbrune bånd (se billede herunder).

Det danske navn skyldes kraven i nakken, et kendetegn, som den deler med afrikansk kamæleon (ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lepidos (‘skæl’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket måske hentyder til det skællede udseende af hoved og luffer hos disse dyr. Det danske navn er taget fra det engelske navn, som er af ukendt betydning.

 

Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.

Mine oplevelser med dette dyr er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Krybdyr og padder på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

 

De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

 

 

 

 

 

Antallet af denne art er faldet med alarmerende hast gennem de sidste 50 år på grund af ødelæggelse af levesteder (opførelse af dæmninger og inddragning af vådområder til landbrug). Af og til drukner nogle i fiskenet, og andre dræbes af fiskere, der betragter dem som konkurrenter. I 2013 blev det anslået, at under 8700 individer levede i fri natur.

På hindi kaldes dette dyr for magar, afledt af sanskrit makara, hvilket hentyder til et mytisk, krokodille-lignende væsen.

 

 

 

 

 

Den er det største nulevende krybdyr, idet hannerne sommetider kan blive over 6 m lange, med en vægt op mod 1300 kg. Hunnerne er meget mindre, sjældent over 3 m lange. De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under feltarbejde i 1989 i tanzanianske kystnære skove så mine ledsagere og jeg flere gange grønne mambaer hænge over tynde grene i træerne. De var dog overhovedet ikke aggressive, og vi kunne beundre deres smukke farve på afstand.

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige slægtsnavn – og dermed det danske navn – hentyder til en klump, som voksne hanner har på spidsen af snuden. Den minder om en lokal form for lerpotte, kaldt for ghara. Denne klump er hul og forstærker en hvæsende lyd, som hannen udstøder, og som herved kan høres langt væk. Artsnavnet betyder ‘lever i Ganges (-floden)’.

Bestanden af gavial er formindsket drastisk siden 1930’erne, og det nuværende antal er muligvis under 1000 dyr. Arten er opført som udryddelsestruet på IUCNs rødliste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Ndebele-ordet matobo, der betyder ‘skaldet hoved’, hvilket sigter til Matobo Hills i det sydlige Zimbabwe, som er karakteriseret ved temmelig glatte granitklipper. Dette område er førsteklasses habitat for pladeøgler.

 

 

 

 

 

 

Medlemmerne af denne slægt var førhen placeret i slægterne Mabuya og Euprepis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trakhys (‘grov’) og lepis (‘skæl’), hvilket sigter til 3 eller flere længdegående svage forhøjninger på oversidens skæl.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Johan August Wahlberg (1810-56), der rejste i det sydlige Afrika mellem 1838 og 1856 og sendte tusindvis af indsamlede arter hjem til Sverige. Han var i færd med at udforske Okavango-området i Botswana, da han blev dræbt af en såret elefant.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af Aldabra, samt det oldgræske ord for skildpadde, khelys.

I historisk tid fandtes der kæmpeskildpadder på mange af øerne i den vestlige del af det Indiske Ocean, såvel som på Madagascar, og fund af fossiler viser, at kæmpeskildpadder engang forekom på alle kontinenter, undtagen Australien og Antarktis. Mange af arterne blev udryddet af europæiske søfolk, der anvendte dem som føde, og de syntes alle at være uddøde omkring 1840, med undtagelse af Aldabra-kæmpeskildpadde.

 

 

 

 

 

Græsk landskildpadde kan kendes fra den lignende Hermanns skildpadde (T. hermanni) på sine store symmetriske aftegninger oven på hovedet, store skæl på forbenene, samt en spore på hvert lår.

 

 

 

 

 

 

 

Varanidae Varaner

Denne familie udgør en gruppe på omkring 85 arter af store, kød- og frugtædende firben i slægten Varanus, som er hjemmehørende i Afrika, Asien og Australien.

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Tidligere var den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) placeret i denne familie, men er siden blevet overført til en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Familienavnet og det danske navn er omskrivninger af det oldsyriske ord for disse dyr, sqinqur.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn, som betyder ‘frelser’, er uforklaret, men antyder muligvis en religiøs forbindelse. Det danske navn skyldes, at denne art ofte har et mønster af gullige tværbånd eller ringe ned ad ryggen og halen (se billederne nedenfor).

 

 

 

 

 

Det latinske navn på grubehugormene, Crotalinae, er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

Førhen blev det antaget, at der kun var en enkelt art af kobberhoved i USA, men den er fornylig blevet splittet i to arter.

 

 

 

 

 

Arten kaldes til tider for tempelhugorm, da den er talrig omkring Den Azurfarvede Skys Tempel, et kinesisk tempel i Bayan Lepas, Penang, Malaysia, i daglig tale kaldt for Slangetemplet.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske herpetolog Johann Georg Wagler (1800-32). Han døde ung, da han uheldigvis kom til at skyde sig selv under en indsamlingstur nær München.

 

 

 

 

 

 

 

Hannerne af disse frøer er meget mindre end hunnerne, og deres ben er så korte, at de er ude af stand til at klynge sig til hunnen under æglægningen. I stedet udskiller deres hud en klæbrig substans, som får han og hun til at ‘klæbe’ sammen. (Kilde: amphibiaweb.org)

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af bufo, det latinske ord for tudser.

 

 

 

 

 

 

Navnet ‘skrubtudse’ kommer af ældre dansk skrub (‘skorpe’ eller ‘ruhed’), hvilket sigter til artens vortede hud.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af navnet på den indiske herpetolog Sushil Kumar Dutta (født 1952), professor i zoologi ved North Orissa University, Baripada, Indien, samt oldgræsk phrynos, et ord anvendt om en slags giftig frø.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melanos (‘sort’) og stiktos (‘prikket’), hvilket sigter til de sorte prikker i dens ansigt.

 

 

 

 

 

Strandtudsen var tidligere ret almindelig i hele Danmark, men er i de senere år gået meget stærkt tilbage. I Østdanmark findes den i dag kun på fire lokaliteter på Sjælland, og den synes at være forsvundet fra Sønderjyllands vestkyst. Den er mest almindelig i Vestjylland og omkring Limfjorden.

Trods navnet findes strandtudsen flere steder inde i landet, bl.a. i Midtjylland.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af esca (‘mad’) og ulentus (‘i rigelig mængde’), altså ‘i høj grad spiselig’. I adskillige lande, først og fremmest Frankrig, betragtes frølår som en delikatesse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen bliver op til omkring 8 cm lang, hannen til 6 cm. Den er ret variabel i farverne, ryggen kan være grå, gullig eller rødbrun, mens bugen er hvidlig. Hovedet er trekantet, og øjnene er store. Når den angribes af en prædator, er den i stand til at udskille en væske, som enten er giftig eller uspiselig. Æggene lægges i skumreder i træer og buske over vand.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og pedetes (‘løber’ eller ‘danser’), af pedan (‘at springe’). Artsnavnet er også græsk, afledt af megas (‘stor’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.