Aber

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedkilden benyttet på denne side er IUCN’s rødliste over truede arter: iucnredlist.org.

 

 

Faktisk er vi så nært beslægtede med chimpanse og bonobo, at vi egentlig burde tilhøre den samme slægt. Da mennesket blev beskrevet videnskabeligt før chimpanse og bonobo, burde deres navne være henholdsvis Homo troglodytes og Homo paniscus! En del religiøse mennesker ville dog finde dette utilstedeligt, så skridtet er (endnu) ikke blevet taget.

Alle menneskeaber er gået drastisk tilbage i løbet af de sidste hundrede år på grund af krybskytteri, smitsomme sygdomme og tab af levesteder, forårsaget af menneskelige aktiviteter. På trods af de senere års intensiverede bestræbelser på at bevare disse dyr forudses det, at tilbagegangen vil fortsætte på grund af en kraftig befolkningstilvækst, fældning af skove, mangel på håndhævelse af love på grund af korruption, samt i nogle lande politisk ustabilitet. Endvidere indfanges dyr stadig til zoologiske haver, og mange skydes til kommerciel handel med ’bushmeat’ visse steder i Afrika.

 

Dette ord blev senere anvendt af den amerikanske læge og missionær Thomas Staughton Savage (1804-80) og naturhistorikeren Jeffries Wyman (1814-74), da de beskrev gorillaen i 1847 under navnet Troglodytes gorilla. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Gorilla)

Tidligere blev gorillaer betragtet som tilhørende en enkelt art, Gorilla gorilla, men siden er de blevet opsplittet i to arter, den vestlige gorilla (Gorilla gorilla), som har to underarter, lavlandsgorillaen (gorilla) og Cross River-gorillaen (diehli), samt den østlige gorilla (Gorilla beringei), der ligeledes har to underarter, bjerggorillaen (beringei) og Grauers gorilla (graueri).

Den vestlige gorilla er udbredt i Cameroun, den Centralafrikanske Republik, Gabon samt Republikken Congo, med ganske små bestande i det østlige Nigeria og det nordlige Angola. Bestanden af underarten gorilla er sandsynligvis omkring 250.000 individer, mens underarten diehli er udryddelsestruet, da den kun tæller omkring 300 individer. Tilbagegangen for arten som helhed forudsiges at overstige 80% inden 2070 på grund af illegal jagt, sygdom (Ebola-virus), samt tab af levesteder.

Den østlige gorilla lever i bjergskove i det østlige Zaire, det nordvestlige Rwanda og det sydvestlige Uganda. Denne region har været genstand for krig og borgerkrig gennem mange år, og det er også gået ud over gorillaerne. Underarten beringei, der kun tæller omkring 900 individer, er den eneste menneskeabe, hvis antal er steget i de senere år, mens underarten graueri er alvorligt påvirket af menneskelige aktiviteter, specielt jagt til den kommercielle handel med ’bushmeat’. Denne illegale jagt er gjort nemmere gennem den lette adgang til våben fra de forskellige krige i området. Nylige optællinger viser, at bestanden af Grauers gorilla, der førhen talte omkring 17.000 individer, er dalet til kun ca. 3800.

 

 

 

 

 

 

 

I den græske mytologi er Pan skovguden, og samtidig gud for hyrder med deres dyr, samt primitiv musik (han spiller på et blæseinstrument med talrige rør, kaldt for en panfløjte). Han ledsager ofte nymferne. Han har et menneskes overkrop og hoved, men en geds bagkrop, ben og horn.

 

I dag er den totale bestand sandsynligvis under 400.000 individer. Mange populationer er truet på grund af habitat-destruktion, samt illegal jagt til ‘bushmeat’.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘den der bor i huller’ – et besynderligt navn, da chimpanser absolut ikke bor i huller eller huler. Det danske navn stammer fra Tshiluba-ordet chimpenze, som hentyder til denne art.

 

 

 

 

 

Alle tre arter er udryddelsestruede på grund af tab af levesteder og forringelse af biotop, samt illegal fangst til zoologiske haver. Det er blevet vurderet, at bestanden af Borneo-orangutan i 1973 omfattede omkring 300.000 individer, og det forudses, at dette tal vil falde til ca. 50.000 inden 2025. Sumatra-orangutan tæller færre end 14.000 individer, og det forudses, at dette antal vil dale med omkring 80% inden 2060. Der findes færre end 800 Tapanuli-orangutaner, og antallet falder stadig.

Slægtsnavnet blev fejlagtigt hæftet på orangutanen. Det er afledt af Kongo-ordet mpongo, som betyder ‘gorilla’. Det danske navn er malajisk og betyder ‘skovmenneske’.

I 1985 besøgte jeg Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre i Sabah, Borneo. Her holdes et antal forældreløse orangutaner, som er blevet konfiskeret fra krybskytter, der har skudt deres mødre for at få fat i ungerne. Dette center, hvor ungerne optrænes til et liv i vild tilstand, er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1985: På besøg hos orangutaner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og pithekos (‘abe’), således ‘(lang-)halet abe’.

 

Disse aber er vidt udbredte, fra Angola og Zaire mod øst til det Indiske Ocean og Zanzibar, og fra Ethiopien mod syd til det østlige Sydafrika, fra havniveau op til ca. 3800 m. Stedvis er de truet af skovhugst og fragmentering af levesteder, andre steder af jagt til føde og traditionel medicin.

Artsnavnet er latin med mange betydninger, i denne forbindelse sandsynligvis ‘mild’, i betydningen ‘af en mild natur’.

 

 

 

 

 

Ulig de egentlige marekatte tilbringer grønne marekatte megen tid på jorden i dagtimerne, mens natten tilbringes i træer. De er ligeledes afhængige af daglig adgang til vand.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og kepos, en slags langhalet abe.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pyge (‘rumpe’) og erythros (‘rød’), hvilket hentyder til, at det bageste af kroppen har et rødligt skær.

 

 

 

 

 

Denne slægt omfatter 5 arter, som er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara. Andre colobusaber er placeret i slægten Piliocolobus (nedenfor), samt en enkelt art i Procolobus, grøn colobusabe (P. verus).

 

I nogle områder er arten truet af tab af levesteder på grund af tømmerhugst, samt anlæggelse af plantager og landbrugsland. Jagt er også en stor trussel mod den i dele af dens vestlige udbredelsesområde.

Artsnavnet er det ethiopiske ord for colobusaber.

Under et ophold i Arusha Nationalpark i det nordlige Tanzania i 1988 camperede min ledsager Thomas Bregnballe og jeg et smukt sted ved foden af Mount Meru, under af et par store træer, som var omklamret af kvælerfigner. Vi blev lidt forskrækkede den første nat, da vi fra disse træer hørte en utroligt kraftig støj, der nærmest lød som en mellemting mellem en gigantisk kvækkende frø og en bilmotor, der ikke vil starte. Denne lyd viste sig at hidrøre fra en flok Kilimanjaro sorthvide colobusaber, underarten caudatus, der anvendte træerne som nattesæde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kepos, en type langhalet abe. Det sigter til disse abers rødlige pels. Det danske navn hentyder også til dyrenes farve. Husarerne var en gruppe kavalerister i 1400- og 1500-tallet, som ofte var iført røde uniformer.

 

Den lever på savanner og i tør kratskov og er mest almindelig i områder med spredte akacier. I nogle områder trues den af tab af levesteder på grund af ørkenspredning. Lejlighedsvis jages den som fødeemne eller skydes som skadedyr i afgrøder.

Artsnavnet er Wolof-navnet på denne art.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord, i formen Macaca, på berberaben (M. sylvanus, nedenfor) – det eneste medlem af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i Atlas-bjergene i det nordvestlige Afrika, med en forvildet bestand på Gibraltar-klippen i Sydspanien.

 

Arten lever normalt i skove i højder mellem 200 og 2000 m, men kan observeres ned til havniveau i Bangladesh, og den strejfer undertiden højere op i bjergene, til tider så højt som 4000 m. Den er i tilbagegang på grund af jagt og fragmentering af levesteder.

 

 

 

 

 

Taiwan-makak findes fra havniveau op til omkring 3600 meters højde, men hovedudbredelsen er mellem 1000 og 1500 m. Der er ikke mærkbare trusler mod arten.

Artsnavnet hentyder til kyklopen, en enøjet gigant i den græske mytologi. Hvad den har med denne abe at gøre, er svært at indse.

I Japan er små bestande blevet etableret fra undslupne dyr fra zoologiske haver samt bevidste udsætninger. Da arten kan udgøre en trussel mod genpuljen af den endemiske japanske makak (M. fuscata) gennem hybridisering, har man påbegyndt udryddelsesforanstaltninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. mangrove, skove, landbrugsområder, samt bevoksninger omkring templer. Højdemæssigt findes den op til 1800 m i Filippinerne, 1000 m i Indonesien og 700 m i Thailand, men generelt under 300 meters højde i Cambodia og Vietnam. I Filippinerne trues den nogle steder af jagt.

Det er lidt af en gåde, hvorfor Sir Thomas Raffles (1781-1826), som var guvernør af Britisk Java 1811-15 og guvernør af Bencoolen (på Sumatra) 1817-22, gav denne art navnet fascicularis (’med et lille bånd eller stribe’), da den ingen striber har.

Billederne nedenfor er alle fra den såkaldte ‘Monkey Forest’ i Ubud, Bali, Indonesien, et skovklædt område omkring det hinduistiske tempel Wenara Wana, hvor adskillige flokke af langhalet makak holder til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pelsen er overvejende brun, med gullig-orange bagkrop. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde.

Efter en kraftig tilbagegang på grund af skovfældning, samt eksport af aber til medicinske forsøg, er rhesusaben nu i fremgang i Indien, hvor dens antal er estimeret til mindst 500.000. Fremgangen skyldes især, at den har vænnet sig til at leve i byer.

Territoriestørrelsen hos en typisk rhesusabe-flok er målt til op til 16 km² i bjergskove og 1-3 km² i andre skove, men midt i storbyen Kolkata studerede man en flok på 62 individer, som trivedes succesfuldt i et område på under 4 ha.

I nogle områder, specielt i Laos og Vietnam, jages arten som fødeemne, og tab af levesteder har også påvirket bestanden i Indokina.

I det hinduistiske helte-epos Ramayana spiller abehæren, ledet af Hanuman, en betydelig rolle, og af denne grund betragtes aber som hellige dyr af fromme hinduer. Flokke af rhesusaber, hueaber (nedenfor) og nordlige steppelangurer (nedenfor) holder ofte til omkring templerne, hvor de æder ris og andet spiseligt, der er bragt som offergaver til guderne.

Eksempler på sådanne templer er Pashupatinath, et hinduistisk tempel ved bredden af Bagmati-floden, Kathmandu, det hinduistiske Manakamana Kali-tempel i det centrale Nepal, den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som også rummer hinduistiske templer, samt det buddistiske tempel på toppen af Mount Popa, Myanmar.

Abehærens rolle i Ramayana er beskrevet nederst på siden i afsnittet Abeguden Hanuman.

I Vesten blev rhesusaben kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker.

Det latinske artsnavn er af ukendt oprindelse. Det danske navn sigter måske til Kong Rhesus af Trakien, som kæmpede på trojanernes side under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svinehaleaber har fået navn efter deres korte hale, der ofte har en krølle som på en svinehale.

Sydlig svinehaleabe, der også kaldes Sunda-svinehaleabe, er almindelig i nogle områder, men de fleste steder er den gået kraftigt tilbage på grund af tab af levesteder på grund af tømmerhugst samt gennem anlæggelse af oliepalmeplantager og landbrugsområder. Arten bliver ofte skudt, da den gør skade på afgrøder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i lunde eller skove’, afledt af navnet Nemestrinus, den romerske gud for lunde, oprindeligt fra oldgræsk nemos (‘lund’ eller ‘skov’).

 

 

 

 

 

Hueaben er meget almindelig, lokalt talrig, og den lever i alle skovtyper, kratland, plantager, landbrugsland og byer, normalt under 2000 meters højde, men kan dog strejfe op til omkring 2600 m. Da den ofte søger føde i afgrøder, er konflikter med mennesker et stigende problem. Den jages lokalt, og mange bliver indfanget til medicinsk forskning, samt til fremvisning af gadegøglere.

Mens tempelaber i det nordlige Indien oftest er rhesusaber, bliver denne rolle overtaget af hueaben i sydindiske templer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er endemisk i regnskove i den sydlige del af Western Ghats i Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Skønt dens udbredelsesområde er stort, optræder løvehaleaben kun i et begrænset område, da dens habitat er blevet alvorligt fragmenteret gennem anlæggelse af landbrugsområder og plantager med té, kaffe, kardemomme og eukalyptus.

Den totale bestand vurderes at være på under 4000 individer, som lever i 47 isolerede delbestande. I Kodagu-distriktet, Karnataka, var arten tidligere alvorligt truet af jagt, men i de senere år synes bestanden at være blevet stabiliseret på grund af bedre beskyttelsesforanstaltninger.

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk Seilenos, som i den græske mytologi var lærer for og beskytter af vinguden Dionysos.

Billederne nedenfor er alle fra Puthutottam-skoven i Tamil Nadu, hvor en flok løvehaleaber har vænnet sig til mennesker, da de ofte fodres af bilister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i forskellige skovtyper, fra havniveau op til ca. 2100 m. Udbredelsen af alle tre racer er meget fragmenteret, og underarten opisthomelas er begrænset til et område på mindre end 500 km², hvoraf kun en femtedel i realiteten rummer aber. Hovedtruslen mod arten er tab af levesteder på grund af anlæggelse af plantager og landbrugsland, og mange bliver skudt, da de gør betydelig skade på afgrøder.

Arten er stadig vidt udbredt, men bestanden er måske gået tilbage med over 50% siden 1975.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Kina’. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav arten i 1771, må han have været misinformeret om dens oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fornylig er den marokkanske bestand vurderet til at tælle mellem 6000 og 10.000 individer, mens den i 1975 var på omkring 17.000. I Algeriet var der omkring 1980 en vurderet bestand på ca. 5500, mens det nuværende antal er ukendt. Den totale bestand er måske faldet med over 50% siden 1980, og den forventes at dale yderligere i de kommende år. Alle områder, hvor berberaben findes, er under stigende pres fra menneskelig aktivitet.

Der findes tillige en lille bestand på omkring 300 dyr på Gibraltar-klippen i Sydspanien, som muligvis delvis nedstammer fra den europæiske bestand. Historiske kilder nævner dog, at dyr fra Nordafrika adskillige gange i tidens løb er blevet løsladt på klippen.

I sit arbejde fra omkring 1610, Historia de la Muy Noble y Más Leal Ciudad de Gibraltar (’Den meget ædle og yderst loyale by Gibraltars historie’), skriver Alonso Hernández del Portillo: ”Men lad mig nu tale om andre og nulevende aktører, som på trods af klippens barskhed stadig forefindes på bjerget; der er aber, som kan kaldes de sande ejere, som har været til stede her i umindelige tider, som altid har klynget sig til deres domæne, for det meste i høje og utilgængelige kløfter på bjergets østlige side.” (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Barbary_macaques_in_Gibraltar)

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i skove’, afledt af silva (‘skov’) samt endelsen anus, der betyder ‘fra’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guinea-bavianen (P. papio) findes i et ret begrænset område fra det sydlige Mauritanien mod syd til Guinea.

Hamadryas-bavianen (P. hamadryas) lever omkring Afrikas Horn, i Ethiopien, samt i det sydvestlige Arabien.

Den grønne bavian (nedenfor) er vidt udbredt.

Gul bavian (nedenfor) lever i det østlige og sydlige Afrika.

Kinda-bavianen (P. kindae) er udbredt i det sydvestlige Tanzania, det sydlige Zaire, det vestlige Zambia, samt det nordlige Angola.

Chacma-bavianen (nedenfor) findes i det sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for bavianer.

Førhen blev tre andre aber inkluderet i Papio, men er siden blevet overført til andre slægter, nemlig gelada-bavian (Theropithecus gelada, se nedenfor), samt mandril (Mandrillus sphinx) og dril (M. leucophaeus).

 

Den grønne bavian kaldes også for Anubis-bavian, opkaldt efter den egyptiske balsameringsgud, som havde sjakal-hoved. Navnet sigter til bavianernes hundelignende snude.

Arten er meget tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Den er lokalt almindelig, på trods af at den nogle steder betragtes som et skadedyr, der skydes, fanges i fælder eller udryddes med gift.

I et 200 km bredt bælte gennem det centrale Kenya hybridiserer den med den gule bavian, hvilket ofte gør det svært at afgøre, hvilken art der er tale om.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det sydøstlige Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Moçambique, og derfra gennem Malawi og Zambia til det sydlige Zaire og det nordlige Angola. Hvor det er muligt, foretrækker den at leve i Brachystegia-skovsavanne (miombo), men findes også i kratland, savanne og mangrove, og den er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Der er ingen væsentlige trusler mod arten, selv om den i nogle områder er blevet fordrevet af landbrug. Mange fanges også til eksport til medicinsk forskning.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin ursus (‘bjørn’) samt endelsen anus, således ‘bjørneagtig’.

 

 

 

 

 

 

Den totale bestand skønnes at være under 2000 individer, og antallet daler stadig på grund af ødelæggelse af artens levesteder gennem tømmerhugst, produktion af trækul, brande, samt anlæggelse af landbrugsland. Naturfredningsfolk samarbejder nu med den lokale regering om at lave en effektiv strategi for bevaring af arten og dens biotoper.

Den britiske læge, naturhistoriker og guvernør af Zanzibar, Sir John Kirk (1832-1922), indsamlede mange plante- og dyrearter i Østafrika og skrev mange artikler om dem. Mange arter er opkaldt efter ham, bl.a. denne abe. Kirk var den første til at gøre opmærksom på truslerne mod den. Han var også den ledende figur i bestræbelsen på at afslutte slaveriet i Zanzibar, assisteret af hans politiske undersåt Ali bin Saleh bin Nasser Al-Shaibani.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyge (‘rumpe’) og thrix (‘hår’), således ‘med en (lang-)håret bagdel’.

 

Arten er udryddelsestruet på grund af tab af levesteder, samt indsamling til føde og traditionel medicin. Bestandsstørrelsen er ukendt, men det menes, at mindst 700 dyr lever i Son Tra Nature Reserve, nær Da Nang, Vietnam.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk nemos (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag betragter de fleste autoriteter alle langurer på det Indiske Subkontinent som medlemmer af denne slægt. Tidligere blev to arter, Nilgiri-langur (S. johnii) i det sydvestlige Indien og purpur-langur (S. vetulus) i Sri Lanka, anset for at tilhøre slægten Trachypithecus (nedenfor), der i dag betragtes som hjemmehørende fra det nordøstlige Indien og Bhutan til Sydøstasien.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen (se afsnittet Abeguden Hanuman nederst på denne side).

 

Nordlig steppelangur er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Førhen blev de vestlige og sydlige bestande af denne art betragtet som en særskilt art, sydlig steppelangur (S. dussumieri), men nylige genetiske studier har erklæret denne art for ugyldig.

På hindi er Entellus et andet navn for Hanuman (se afsnittet Abeguden Hanuman nederst på denne side). I den græske mytologi var Entellus en trojansk eller siciliansk helt. Det menes, at byen Entella på Sicilien blev opkaldt efter ham. Han er nævnt i det episke digt Æneiden, af den romerske digter Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), bedre kendt som Vergil.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det totale antal terai-langurer er sandsynligvis kun omkring 10.000 adulte individer, og bestanden daler fortsat langsomt, hovedsagelig på grund af tab af levesteder.

Det latinske artsnavn sigter til en person i den græske mytologi, Prins Hektor af Troja, som var blandt de ypperste trojanske kæmpere under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter anser sortfodet langur for at være en naturlig hybrid mellem nordlig steppelangur (ovenfor) og Nilgiri-langur (nedenfor), og andre betragter den som en underart af førstnævnte.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hypo (‘under’) og leukos (‘hvid’), hvilket sigter til denne arts hvidlige bug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var den truet af tab af levesteder på grund af minedrift, dæmningsanlæg og opdyrkning af skovområder, samt af jagt. Sidstnævnte er dog aftaget i de senere år på grund af bedre beskyttelse, og efter indførelsen af Indian Wildlife Protection Act i 1972 er bestanden øget. Siden 1990’erne har den ligget relativt konstant på omkring 20.000 individer.

Tidligere var denne art placeret i slægten Trachypithecus (nedenfor).

Artsnavnet hædrer den tyske missionær og naturhistoriker Christoph Samuel John (1747-1813), der var ansat af den dansk-tyske Halle-Mission i den danske koloni Trankebar i Tamil Nadu, i dag kaldt for Tarangambadi.

 

 

 

 

 

 

 

Toplanguren lever i skove, haver og opdyrkede områder, samt i bevoksninger omkring templer, i Indien op til ca. 1200 meters højde, i Sri Lanka op til ca. 500 m.

Artsnavnet hentyder til Priamos, i græsk mytologi den legendariske sidste konge af Troja under den Trojanske Krig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten lever hovedsagelig i monsunskove, men træffes til tider i kratland og dyrkede områder. Den er ret almindelig, og bestanden synes stabil. Trusler omfatter tab af levesteder gennem bl.a. tømmerindustri, brande og menneskelig bebyggelse, og i Tibet jages den, da den anvendes som ingrediens i traditionel medicin.

Det latinske artsnavn betyder ‘skiferfarvet’ – en meget lys skifer, må man sige!

 

 

 

 

 

 

 

 

Nominatracen vetulus findes i et område på mindre end 5000 km² regnskov i det sydvestlige Sri Lanka, op til højder omkring 1000 m. Hvor dens naturlige habitat er ødelagt, kan den leve i haver og plantager, men disse biotoper er ikke egnede for dens overlevelse på langt sigt. Underarten nestor lever i lignende biotoper længere mod nord end vetulus, mens philbricki er udbredt i de fugtigste skove i Sri Lankas tørzone. Underarten monticola er begrænset til bjergskove i den centrale del af øen, mellem 1000 og 2200 meters højde.

Alle fire underarter er truede, og det menes, at de er gået over 50% tilbage i løbet af de sidste 40 år på grund af tab af levesteder samt jagt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gammel’. Det hentyder rimeligvis til det store hvide skæg hos denne ellers mørke art.

I lighed med Nilgiri-langur (ovenfor) var Sri Lanka-languren tidligere placeret i slægten Trachypithecus.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er stadig vidt udbredt, men blev meget påvirket af de tørkeperioder, som hærgede Ethiopien i 1980’erne. Fra en formodet bestand på måske 800.000 er antallet dalet til omkring 200.000. Artens biotop eroderes til stadighed som resultat af en landbrugsmæssig ekspansion, da flere og flere mennesker etablerer sig i højlandet. Græsningstrykket er højt i nogle områder og tvinger gelada-bavianerne ud i mindre produktive græsarealer.

Slægtsnavnet kommer af græsk thero (’afskyelig’) og pithekos (’abe’), hvilket hentyder til gelada-hannens ret groteske fremtoning. I den græske mytologi var Thero en frygtindgydende najade, som var amme for den lille Ares, der senere blev grækernes gud for mod og krig, men også for orden i samfundet.

Artsnavnet er det amhariske navn på denne abe.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk trach (’grov’), hvilket hentyder til den tætte pels hos nogle af arterne, samt pithekos (’abe’).

 

Pelsen er sort med grålig underside. Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket sigter til, at arten blev navngivet efter en sjælden gyldenpelset variant.

Nogle autoriteter betragter bestandene i det vestlige Java som en særskilt art under navnet T. mauritius. Jeg spørger mig selv hvorfor, da de ligner hinanden overordentlig meget.

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet til ære for den fransk-amerikanske ornitolog Jean Théodore Delacour (1890-1985).

 

 

 

 

 

Det totale udbredelsesområde for gylden langur er på mindre end 30.000 km², og en stor del af det er uegnet biotop. Bestanden anslåes til at være på færre end 1200 individer i Indien og omkring 4000 i Bhutan. Arten er gået tilbage med over 30% i løbet af de sidste 30 år, og den forventes at gå yderligere tilbage på grund af tab af levesteder. Den indiske bestand er yderst fragmenteret, og den sydlige bestand er fuldstændig afskåret fra den nordlige på grund af menneskelige aktiviteter.

Bestanden af gylden langur i Manas Nationalpark, Assam, er truet på grund af hybridisering med den nærtstående hættelangur (T. pileatus). Tidligere var disse to arter adskilt af floder, men et antal opførte broer har nu gjort det nemt for dem at krydse disse floder.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Historien bag dens opdagelse, samt baggrunden for det latinske artsnavn, kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Den første omtale af arten er i en artikel fra 1838 af R.B. Pemberton, Report on Bootan Indian Studies Past and Present. Dette arbejde bortkom imidlertid og blev først genfundet i 1970’erne, og den gyldne langur blev først omtalt igen i 1907, hvor E.O. Shebbeare rapporterede, at han havde set ’en cremefarvet langur’ i omegnen af Jamduar.

I 1919 fastslog en artikel, at en gullig langur var almindelig i et distrikt nær Goalpara i Assam, og i 1947 skrev C. G. Baron: ”Jeg så nogle hvide aber (…) og så vidt jeg ved, er de en ubeskrevet art. Hele deres krop og hale er den samme farve – lys sølv-gylden, noget i retning af en blondine.”

Et antal andre observationer gjorde den kendte naturhistoriker Edward Pritchard Gee (1904-68) interesseret, og det lykkedes ham at observere og fotografere tre flokke af gyldne langurer i 1953. Han rapporterede sine iagttagelser til Zoological Survey of India, og i 1955 blev seks individer indsamlet. Arten blev beskrevet af Dr. H. Khajuria, som kaldte den Presbystis gee til ære for Mr. Gee.

 

 

 

 

 

 

 

Brøleaber er berømte for deres støjende kald, der kan høres næsten 5 km borte. De har et forstørret tungeben, som gør dem i stand til at producere disse utroligt kraftige lyde. Hovedfunktionen af kaldet menes at være forsvar af flokkens territorium.

Slægtsnavnet er en forvrængning af arawata, det caribiske navn på Venezuela rød brøleabe (A. seniculus).

 

Artsnavnet er afledt af latin pallium, en stor kappe, som blev båret af græske filosoffer. I dette tilfælde hentyder det til den lange hårdusk på siden af kroppen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle arter af edderkoppeaber er truet på grund af destruktion af deres levesteder samt jagt til føde, og to arter, sorthovedet (A. fusciceps) og brun (A. hybridus), er i fare for at uddø.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ateleia (‘ukomplet’ eller ‘uperfekt’), hvilket sigter til den reducerede eller manglende tommelfinger hos disse aber.

 

Edderkoppeaber på Yucatan-halvøen og i det nordlige Guatemala betragtes skiftevis som tilhørende underarterne vellerosus og yucatanensis, men den sidstnævnte regnes nu som ugyldig af en del autoriteter. Dyr fra det nordlige Costa Rica, der ofte kaldes for rød edderkoppeabe, tilhører underarten ornatus. Denne underart er illustreret øverst på siden.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Étienne Geoffroy Saint-Hilaire (1772-1844), som deltog i en ekspedition til Egypten 1798-1801.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kebos, et ord, som blev anvendt for en type langhalet abe.

Ordet kapucin stammer fra en orden af franciskaner-munke ved navn Kapuciner-ordenen, som opstod i 1520, da den italienske munk Matteo da Bascio hævdede, at Gud havde informeret ham om, at hans samtidige munkes levevis ikke var i overensstemmelse med den, som St. Francis af Assisi havde dikteret. Munkene i denne orden bærer brune kåber med spidse hætter, kaldt capuche. Da conquistadorerne nåede frem til Mellemamerika sidst i 1400-tallet, bemærkede de nogle små aber, hvis farvesammensætning mindede dem om disse munke, så de kaldte dem kapucineraber.

 

I Vesten er den en af de bedst kendte aber, da den førhen ofte var lirekassemandens trofaste følgesvend, når han drog fra by til by og spillede på sin lirekasse, mens hans abe dansede til.

Indtil fornylig blev den betragtet som tilhørende samme art som columbiansk hvidhovedet kapucin (C. capucinus), der findes i kystnære områder fra det sydøstlige Panama mod syd til Ecuador.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En række billeder, som viser pragtfulde jain-templer, vises på siden Religion: Jainisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En dag blev Sita røvet af Ravana, en 10-hovedet og 20-armet dæmonkonge fra Sri Lanka. Hanuman, som var leder af abehæren, støttede Rama, og han tilbød at tage til Sri Lanka for at forhandle om Sitas frigivelse.

Det fortælles, at Hanuman under opholdet i Sri Lanka stjal mangofrugter. For denne synd beordrede Ravana, at han skulle brændes. Ravanas soldater bandt en olievædet klud omkring hans hale og satte ild til den. Under hans anstrengelser for at slukke ilden blev Hanumans ansigt og hænder forbrændt og fik deres sorte farve. Episoden blev bemærket af ildens gud Agni, som beskyttede Hanuman mod flammerne, mens den brændende hale til gengæld antændte mange huse. I et kæmpespring satte Hanuman tilbage til Indien.

Under det endelige opgør dræbte Rama den onde dæmonkonge, og Sita blev befriet. Da de 14 års eksil var overstået, vendte Rama hjem og overtog kongeriget.

På grund af sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til guddom. Han indgyder styrke og er derfor populær blandt mænd, mens kvinderne er mere skeptiske over for ham, idet han er ugift. På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (Macaca radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andet spiseligt, der bringes som offergaver til templerne af fromme hinduer.

Legenden fortæller os, at Hanuman er en langur, som har sort ansigt og hænder, og altså ikke en makak, som er ensfarvet brun. Men makakkerne er alligevel hellige dyr på lige fod med langurerne.

Billederne nedenfor viser aspekter af aber, som på forskellig vis refererer til Ramayana.