Ynglefuglene på Vorsø

 

 

 

 

 

 

 

Jørgensen var skorstensfejer af profession, og det var måske i denne egenskab, at han engang imellem besøgte Vorsø. Han beskrev fuglelivet på Langøerne (1906), som dengang rummede store kolonier af måger og terner. Det fremgik også af hans noter, at der ynglede såvel Fuglekonge som Spurvehøg på Vorsø, hvilket skyldes, at øens skove for en stor del bestod af nåletræer i de dage. Men nuværende såre typiske fuglearter for øen som Gærdesmutte, Munk og Gulspurv fandtes også almindeligt.

Vorsø blev dengang drevet forstligt og som et landbrug. En betydelig jagt fandt også sted fra Frijsenborg Gods, som ejede øen. (Se mere herom på siden Stenalderværksted, landbrug og naturreservat).

 

Vigtigt var den ro, som blev etableret. Det bevirkede, at tidligere forfulgte arter som Fiskehejre, Skarv og Råge genindvandrede i de første årtier efter fredningen. Skarven var den art, som for alvor kom til at præge øen, specielt efter at den blev totalfredet i 1979.

Mange arter har haft stor gavn af den udvikling i vegetationen, som har fundet sted efter fredningen, og som har bevirket, at øen i dag rummer en stor variation i habitater: gammel skov med henfaldne træer, ungskov, parkagtig skov, tæt buskvegetation, tornede krat, hindbærkrat, græsmark, eng og strandeng.

Vegetations-successionen er nærmere beskrevet på siden Vildnis i vækst. Dens indvirkning på ynglefuglebestandene fremgår af teksten nedenfor.

 

Fra 1972 påbegyndte Poul Hald-Mortensen en mere omfattende undersøgelse af Skarven, bl.a. med henblik på kolonistruktur og fødevalg. Det havde den effekt, at de beskydninger, som trods reservatets bestemmelser fandt sted, blev stoppet. I 1972 optalte Hald-Mortensen øens øvrige ynglefugle, ganske vist noget på skøn, men nok til at give et billede af bestandene.

Siden feltstationens oprettelse i 1979 har forskellige optællingsprocedurer været i brug, i hovedtræk optælling af fugle på vandarealet omkring øerne, samt en registrering af landfuglenes forekomst året igennem via en såkaldt linjetaksering, hvor en bestemt rute, der dækker hele øen, gennemvandres med jævne mellemrum.

Linjetaksering kan også benyttes til optælling af de fleste ynglefugle, idet syngende fugle plottes ind på et kort. Hvis en sangpost er stabil gennem tre uger, regnes det for et ynglepar. Denne metode er dog uanvendelig for nogle arter, bl.a. Ringdue, Gærdesmutte, Solsort, Stær, Tornirisk, Jernspurv og Bogfinke. For disse arter er foretaget specialoptællinger. Årligt er også foretaget en detaljeret kortlægning af øens kolonirugende arter Skarv, Fiskehejre og Råge.

Optællingerne blev indtil 1997 foretaget mindst én gang i hver 5-dagesperiode året rundt. Det blev siden ændret til 10-dagesperioder, og efter 2001 har det været op til JG, så grundigt det nu har været muligt, at foretage repræsentative optællinger, der i grove træk kan sammenlignes med tidligere data, fx i form af maksimumstal for hver måned for en række udvalgte arter. Ynglefugletællingerne er foretaget med samme intensitet som tidligere, så tallene kan sammenlignes helt tilbage til 1980.

Nederst på siden bringes to tabeller, som viser ynglefuglene på reservatet siden 1947, og en tredje tabel viser arternes fordeling på øens forskellige biotoper i et udvalgt år.

 

Den eneste ynglende spætteart på øen er Stor Flagspætte, som mejsler et nyt redehul hvert år, ikke nødvendigvis i døde stammer, men nogle gange i friske. Spætten bruger kun hvert redehul én gang, og antallet af spættehuller er tiltaget i et sådant omfang, at der er skabt gode redepladser for andre arter, især Stær og Spætmejse, samt i et enkelt tilfælde Vendehals.

Spætterne påbegynder deres vårtrommen tidligt, også i kolde vintre, hvor de første duellerende hanner kan høres på solskinsdage midt i februar eller endnu tidligere. Arten udruger kun ét kuld årligt med op til 5 unger, som flyver fra reden hen mod midten af juni. Antallet har været stigende på øen og ligger i dag på omkring 9 par. Spætterne lever mest af billelarver og andre insektlarver, som de finder i de gamle træer. De kan også tage andre fugles æg og unger.

 

 

 

 

Trods de gode ynglebetingelser på Vorsø er den generelle tilbagegang for arten i de senere år også bemærket på reservatet, hvor antallet nu er faldet til under 30 par.

Stærene fouragerer hovedsagelig på fastlandet. I sidste halvdel af maj, hvor der er unger i rederne, flyver de i fast rutefart mellem øen og fastlandet, hvor de finder bille- og stankelbenslarver i enge og græsmarker.

 

 

 

 

 

 

Også Musvit høres ofte midt om vinteren, og allerede i marts kan bestanden optælles ud fra de ’savfilende’ hanner. Arten yngler i hulheder af alle slags, men kan også anbringe reden i fx tæt slåenkrat. Musvitterne på øen er sandsynligvis standfugle. Bestanden svinger mellem 20 og 40 par.

Blåmejsen, som også synger i det tidlige forår, er lidt mindre talrig end Musvitten, gerne et sted mellem 15 og 30 par. Oftest yngler den højt til vejrs i større døde træer.

Når begge mejsearternes unger forlader reden sidst i maj, er der meget store mængder af natsommerfuglelarver at ernære sig af, hovedsagelig frostmålerlarver.

Træløberens sang er meget sagte, og fuglene ses ikke så meget. Op til 4 par er fundet, men nogle år bemærkes arten næsten ikke. Reden anbringes under mere eller mindre løs bark, højt eller lavt.

 

 

 

 

Spætmejsen gør sig meget bemærket med sine klare fløjt det meste af året, men specielt i en periode i marts-april, hvor deres territorier er nemme at kortlægge. Bestanden svinger mellem 1 og 3 par.

Alliken yngler helst i småkolonier. Tidligere fandtes på øen op til 20 par, bl.a. i de store træruiner i Østerskov, hvor den tog de bedste pladser fra Hulduen. Den ynglede også førhen i bunden af store sammenbyggede rågereder på Østermark, men det har ikke været tilfældet de senere år.

Arten begyndte at yngle ved husene i 1990, og siden blev der fundet op til 8 par her, specielt på loftet i laden, som var et godt redested – medmindre Natuglen åd de halvstore unger. Arten var fast ynglefugl i laden indtil 2018, hvor kun et enkelt par var tilstede.

Sommetider blev der på loftet ophobet store dynger af kviste, som Allikerne havde samlet sammen. I 2007 havde et par lagt æg midt i en 2 m høj dynge, men æggene trillede ned derfra. I en opsat sløruglekasse i laden ynglede der Alliker indtil 2016.

I 2019 fandtes i Østerskov et kuld allike-æg, som var præderet af husmår, men i 2020 kunne der ikke påvises ynglepar. Bestanden er således faldet fra 20 par til 0.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Natuglen lever hovedsagelig af gnavere og småfugle. Normalt kommer 1-2 unger på vingerne, i gode gnaverår op til 4. Helt exceptionelt kom 5 unger på vingerne i 1980, fordi der dette år var en ekstremt stor forekomst af brun rotte, som havde formeret sig voldsomt i et efterladt kornlager fra det nedlagte landbrug.

Sløruglen ynglede regelmæssigt frem til 1962 i den store, nu nedrevne stenlade, men var herefter blot en sjælden gæst på øen. Den genindvandrede i 2020, hvor 2 fugle fra marts var stationære i den tilbageblevne lade. De ynglede i en kasse på en væg indvendigt, opsat omkring 1982. Parret fik 5 unger, hvoraf 3 blev flyvefærdige. Fuglene vendte dog ikke tilbage i hverken 2021 eller 2022.

Skovhornuglen yngler gerne med et enkelt eller 2 par, oftest i gamle kragereder på Vestermark og Kalven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Solsorten yngler i mange forskellige habitater på øen. Den er typisk at finde i skovkanter og ældre krat, men også lidt inde i gammel skov. Et meget benyttet redested er tætte bevoksninger af slåen og hvidtjørn. Reden anbringes ofte direkte på jorden, hvor den er godt skjult i bl.a. stor nælde, mangeløv, korbær eller hyld, i et enkelt tilfælde burre-snerre.

Især de første kuld af Solsort bliver ofte fundet af Gråkrage, Skovskade eller Husskade, og op mod 80% skønnes at gå tabt. I slåenkrat kan ses to friskbyggede reder med en indbyrdes afstand på ca. 10 m, hvoraf den ene er tom, mens en rugende Solsort ligger i den anden.

Det går som regel bedre med andet kuld, hvor flere blade er udsprunget og derfor giver tættere dække, men prædationen er stadig meget høj. Først når vegetationen er rigtig tæt, bliver der større ynglesucces. Det er ikke usædvanligt, at først det tredje yngleforsøg lykkes. Dette underbygges af, at der på Vorsø sjældent ses flyvefærdige solsorteunger før midten af juni. Endnu i august ses mange kuld. Trods den høje prædationsrate ser det ud til, at mange par får to kuld unger på vingerne.

I 1992 blev fundet et stort antal reder, fortrinsvis i perioden 30/4-16/5. Optællingen dette år var stort set baseret på redefund, og det er utvivlsomt den systematiske registreringsform, som var årsag til et nyt stort maksimumstal for Solsort dette år, nemlig 53 par. Redeplaceringen fremgår af tabellen nedenfor.

Der fandtes adskillige fjorgamle reder, som lå langt fra de to foregående års placeringer af territorier, så antallet disse to år er sikkert undervurderet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maksimum var i 1995, hvor 24 par blev registreret, 9 par på de gamle fredmarker, 15 på de nye. Tilgroningen på de nye fredmarker er dog nu så fremskreden, at arten i de senere år er gået stærkt tilbage til omkring 5 par.

Munken yngler især i tættere bevoksning med skovpræg, som grænser op til mere åbent land. Den er derfor ofte at finde inde i skovene, i lysninger opstået som følge af stormfald og påvirkning fra Skarver. Bestanden er steget kraftigt fra omkring 35 par i 1990’erne til 60 par i 2020.

Havesangeren er hovedsagelig tilknyttet lysåbne steder med parkagtigt præg, som stadig indeholder urtevegetation, men den skyer dog ikke stærkt tilgroede områder. Antallet har gennem mange år ligget ret stabilt omkring 20-30 par.

Munk og Havesanger er allopatriske arter, dvs. at de er nært beslægtede, men kun overlapper en smule i valg af levesteder. Dette fremgår tydeligt af kortet nedenfor, som viser de to arters sangterritorier i 1988.

 

 

 

 

 

 

 

Gransangeren var i den tidlige reservatperiode en meget uregelmæssig ynglefugl, og visse år manglede den helt. I takt med den stigende tilgroning tiltog den op gennem 1990’erne. I 1997 var der 27 territorier, 40 i 2011, derefter stabilisering omkring 30 par.

Stik modsat er det gået for Løvsangeren, hvis foretrukne ynglehabitat er åbne områder med græs og anden lav urtevegetation, samt spredt buskvækst. De første tilgroningsfaser på de nye fredmarker passede den fint, og antallet steg fra under 10 par til omkring 20 par midt i 1990’erne. Den stadig stærkere tilgroning har imidlertid bevirket, at antallet siden er faldet kraftigt til de nuværende 2-3 par, og nogle år har den endog manglet helt.

Gulbugen foretrækker et successions-stadium, der består af en tredjedel stærkt tilgroet, en tredjedel helt åbent, samt en tredjedel med fritstående buske af hovedsagelig hvidtjørn, hyld, hunderose og hassel. Det er indtrykket, at arten er meget følsom over for yderligere tilgroning. Den yngler i dag næsten udelukkende på de nye fredmarker. Antallet er faldet fra omkring 12 par i 1990’erne til de nuværende 6 par.

 

 

 

 

 

Arten tiltog i takt med tilgroningen af øen, specielt i fugtige områder med gråpil. Bestanden var maksimalt omkring 15 par, men aftog stærkt efter 2000 til de nuværende 1-2 par. I perioden 2016-18 manglede den endog helt. Dens tilbagegang, som er generel i hele landet, kan ikke entydigt forklares, men er muligvis dårlige betingelser i vinterkvarteret, kombineret med klimaændringer. Desuden udgør Danmark artens vestlige grænse for dens udbredelsesområde, og det er velkendt, at hvis en art går tilbage, vil den først forsvinde i randområderne.

Mens bestanden på Vorsø var på sit højeste, sang Nattergalen mest intenst fra ankomsten i starten af maj til omkring 10. juni, hvor de fleste havde unger. Fra omkring 25. juni, og indtil ungerne var flyvefærdige, hørtes kun fuglenes skarpe varselskald, som blev taget i brug, når en fare viste sig. Fra midt i juli hørte man intet til fuglene, men de var stadig til stede på øen. Før afrejsen midt i august hørtes de igen, mest varselskaldet, i få tilfælde også kortvarig sang.

Nattergalen placerer sin rede på jorden, gerne mellem nedfaldne grene i opvoksende vegetation, helst bingelurt og stor nælde, men på øen er den også fundet i nye skud af hyld. Foretrukne områder var pilekrat på Vestermark, ungskov i det sydøstlige hjørne af Vesterskov, samt Skovhegnet og havehegnet nær gården, hvor lysninger støder op til buskadser i fugtige områder, fx gamle grøfter. Inden den gik tilbage, nåede den at indvandre til de nye fredmarker, dels Centralmark, dels den vestlige del af Sydmark, hvor der var krat af gråpil og seljepil.

 

Arten findes i både gammel og ung skov, samt i tætte krat på fredmarkerne. Den er også fundet ynglende ved husene samt i en hulhed i en af pælene på den overdækkede gang nær skjulet ved Vesterdam. Den producerer flere kuld i løbet af sommeren, og antallet af fugle om efteråret er derfor meget højt.

Det har vist sig, at optællingsmetoden har stor indflydelse på det registrerede antal ynglepar. Siden 1992 er der i stedet for linjetaksering foretaget separate optællinger af arten i perioden 20/4-10/5 vha. en kombination af varslende fugle, redefund og observationer af flere sangposter inden for et kendt territorium.

En han kan have et stort territorium med talrige sangposter, hvis indbyrdes afstand er op til 50-75 m, og den kan skifte mellem dem inden for få minutter. Det gør det meget kompliceret at fastlægge territorierne, og linjetakseringsmetoden vil uvægerligt overvurdere antallet. Artens polygami bidrager også til at komplicere sagen.

Rederne er ikke i nævneværdig grad udsat for at blive plyndret. Stor Flagspætte har præderet arten nær husene, og Fiskehejren i Vestre Remise.

 

 

 

 

 

Jernspurven synger mest i april, hvor de fleste allerede befinder sig i deres territorier. De fleste år yngler 25-35 par, og størstedelen findes på de gamle fredmarker, hvor arten foretrækker tætte bevoksninger af slåen og andet tornet krat. I skovene findes den især i lysninger domineret af væltede stammer med hyldekrat. Siden 1995 er den indvandret til de nye fredmarker, men det har ikke ændret på bestandsniveauet.

 

 

 

 

 

De første Gulspurve synger sidst i februar, de sidste midt i august, og arten udruger 2-3 kuld. En rede med 3 æg blev fundet så sent som 14. august 2000 på Sydmark.

 

 

 

 

 

Arten er velegnet til optælling vha. redefund og registrering af varslende fugle, bedst i perioden 25/4-20/5. Rederne er oftest placeret 1,2-5 m over jorden, på Vorsø mest i hvidtjørn, elm og hyld, men de er også fundet i ædelgran, benved og hunderose. Et år byggede et par rede indvendigt i observationstårnet ved Vestre Remise, hvor der kom unger på vingerne.

Bogfinken er tiltaget på øen, fordi der mange steder er dannet ny skov (se kortene nedenfor). Dog var den i 1980’erne i tilbagegang i Østerskov, da Skarvernes gødning fik de fleste træer til at gå ud, men da ny skov nu er vokset op her, er den genindvandret.

Med en bestandsfremgang fra omkring 25 par i begyndelsen af 1980’erne til 80 par i 2020 konkurrerer bogfinken med Gærdesmutten om at være den talrigeste småfugl på Vorsø.

 

 

 

 

 

 

Den stigende tilgroning af øen passede gennem en årrække arten godt, og ynglebestanden lå i mange år mellem 10 og 20 par. Den er aftaget stærkt i de senere år til bare 2-3 par, og i perioden 2015-18 ynglede den muligvis slet ikke. Årsagen til denne tilbagegang er ukendt.

 

 

 

 

Artens foretrukne habitat er en blanding af høj og lav trævækst, især områder med højere buskadser, men med adgang til lysåbne områder og gerne bar jord. Derfor er arten på øen især tilknyttet det åbne areal omkring husene. Førhen var den en meget fåtallig ynglefugl, men bestanden har været støt stigende til de nuværende 5-6 par.

 

 

 

 

 

Først på sæsonen er der som regel kun få ynglepar, og de flyver ofte til fastlandet for at fouragere. Antallet tiltager midt på sommeren, hvilket tyder på, at fugle fra fastlandet sandsynligvis udruger andet kuld på øen, fordi der sidst på sommeren er rigeligt med føde her. Arten er fundet æglæggende så sent som 10. august.

Af ukendte årsager er Tornirisken aftaget drastisk på øen, og der yngler nu kun omkring 6 par.

 

Nogle få par påbegynder æglægning allerede i marts, men højdepunktet indtræffer langt senere, måske i juli. Så sent som midt i september er der konstateret æglæggende par. Bestanden på øen synes at være stabil og ligger gerne på mellem 40 og 50 par. Maksimum var 58 par i 1995. Optælling af arten er dog vanskelig, og tallene i tabellerne er behæftet med nogen usikkerhed.

Ringduen er kendt for at være særlig følsom over for forstyrrelser på reden i begyndelsen af rugetiden. Sker det gentagne gange, vil reden blive forladt. Samtidig er de åbne reder meget udsat for prædation fra Gråkrager, som tager mange dueæg. På kragernes særlige ’æg-værksteder’ udgør æg af Ringdue en stor andel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den centrale del af Østerskov var rederne placeret i kronerne af hovedsagelig elm og bøg, ofte op til 5 reder i samme træ. Her blev Hejrerne i 1970’erne fortrængt af indvandrende Skarver, som ideligt stjal rederne. Et hejrepar ville hurtigt opgive, når en skarv satte sig i reden, hvorved æggene blev knust.

Hejrerne blev presset ud i den nordvestlige del af Østerskov, for til slut at udvandre til ungskoven på Østermark. Her etablerede de første par sig i rågereder, som sikkert var ubeboede, idet Rågerne som regel er i stand til at forhindre såvel Hejrer som Skarver i at overtage deres reder ved at angribe i flok.

I ungskoven er der almindeligvis kun en enkelt hejrerede i hvert træ, fordi de fleste af kronerne her endnu er ret små. De tynde træer svajer stærkt i perioder med blæst, og der falder ofte hejreunger ned i skovbunden, hvor de hurtigt bliver til ræve- eller grævlingeføde.

 

 

 

 

 

 

Siden 1977 har der kun været få par i Vesterskov og i dag yngler den hovedsagelig i ungskoven mod nordøst samt i Østre Remise. I 1972 blev der optalt 378 par, hvorefter der var fremgang til 891 par i 1990. Siden har antallet svinget en del. I 2000 var det rekordlavt, kun 125 reder blev optalt. 10. maj stod alle rederne tomme, og Rågerne havde forladt øen. Årsagen hertil kendes ikke, men skyldes muligvis prædation fra husmår eller Stor Hornugle. Siden 2004 har antallet ligget ret stabilt på mellem 300 og 500 par.

Det blev førhen antaget, at hver rågerede var ensbetydende med et ynglepar. På Vorsø er det flere gange påvist, at det ikke er tilfældet. I 1996 optaltes 864 reder, fordelt på 246 træer, dvs. et gennemsnit på 3,5 reder pr. træ. Største antal var 28 reder i ét træ. I midten af kolonien blev 9 reder kontrolleret, og det viste sig, at 3 af dem ikke var beboet.

De opførte antal i tabellerne nederst på siden beror på optalte reder, og hvis man regner med, at der nogle år er op til 30% ubeboede reder, er de angivne tal forbundet med nogen usikkerhed. Denne problematik kendes ikke for Fiskehejre og Skarv.

Rågerne opgiver ikke så let og angriber kollektivt, når en Skarv eller Fiskehejre forsøger at overtage en af deres reder. For Skarvens vedkommende skal hannen jo annoncere over for en hun, at den har erhvervet sig en egnet redeplads, men gennem deres konstante angreb forhindrer Rågerne den i at komme i gang med at lokke en hun til. Dette bevirker oftest, at Skarven fortrækker. Til tider har Skarverne haft held til at overtage nogle få rågereder, altid i koloniens periferi, eller reder som ligger særlig højt.

 

 

 

 

 

 

 

Det er interessant, at Kragerne gennem årene tillærte sig stadig større færdigheder i at udnytte fødemulighederne i skarvkolonierne. Siden 1995 præderede de i stigende omfang skarveæg. Det hænger sammen med, at Skarverne på grund af svindende føderessourcer blev langt mere følsomme over for forstyrrelser og ofte forlod rederne. I takt med Skarvens tilbagegang på øen er antallet af ynglende Krager også aftaget, og der er nu kun omkring 12 par.

 

 

 

 

 

Udover Hvid Vipstjert, som enkelte år har ynglet i træstubbene i dammen, fouragerer øens Landsvaler ofte over Vesterdam, men dog i højere grad over havedammen, der ligger tættere på husene.

Når op til 4 par Blishøns og 1 par Rørhøns har kunnet opfostre unger i Vesterdam, er det klart, at dammen er rig på føde. To gange har der ynglet Vandrikse, og den ernærede sig udpræget af fiskerester, som spildtes af Skarverne.

Også Hættemågen har enkelte gange forsøgt at yngle på væltede stammer i Vesterdam, men der er aldrig kommet unger på vingerne.

Det blev førhen antaget, at fisk ikke kunne trives i Vesterdam. Men siden 2006 har vandet tydeligvis været mindre påvirket af gødningen fra Skarverne, som opholder sig langt kortere tid i dammen end tidligere. Tilstedeværelsen af fisk blev konstateret gennem forekomsten af en Lille Lappedykker, som opholdt sig i Vesterdam hele august og september 2007 og flere gange blev set æde nogle meget små fisk, som den dykkede efter og i nogle tilfælde bearbejdede oven vande. Arten fik unger i Vesterdam i 2017 og ynglede muligvis også i 2008 og 2018.

Tilgroningen med tagrør i Vesterdam er nu så fremskreden, at Rørhøgen slog sig ned som ynglende i 2021.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mellem 1932 og 1942 foretoges en omfattende ringmærkning af unger af Hættemåge (i alt 15.795), Stormmåge (5197), Splitterne (1261), Havterne (189), Fjordterne (133) og Dværgterne (20). Blandt de mere interessante genmeldinger er Hættemåger fra Spanien og Marokko, samt Splitterner fra Senegal, Ghana, Angola og Sydafrika.

For en række arter var det af vital betydning, at landbruget frem til 1978 skabte et helt åbent landskab på omkring en fjerdedel af øen. Det tiltrak fx Sanglærke, Fasan og Agerhøne. Dyrebesætningen og hvad deraf følger (mødding fx) producerede fluer, som Landsvalen nød godt af. Bestanden var visse år på 20 par. Kornspild gavnede arter som Fasan, Gulspurv, Gråspurv og Skovspurv. Gravanden ynglede i den nu nedrevne kampestenslade, hvor også Sløruglen frem til 1962 var fast ynglefugl.

Med landbrugets nedlæggelse forsvandt de fleste af disse arter hurtigt. I dag yngler omkring husene enkelte par af Landsvale, Musvit, Hvid Vipstjert og Natugle, tidligere også Allike. Sløruglen genindvandrede i 2020, men vendte ikke tilbage i 2021-22 (se afsnittet De ynglende ugler ovenfor).