Vorsøs geologi og geomorfologi

 

 

 

 

 

 

 

 

Landet omkring Horsens Fjord hører til den del af Jylland, der hæver sig. Siden Stenalderhavet stod højest, har landet her hævet sig 1,5-2 m. Det ses, hvor Stenalderhavets klinter ligger med hævet havbund foran sig. Klintfoden ligger 1,5-2 m over det nuværende havniveau, og jægerstenalderens kystbopladser ligger i omtrent samme højde.

Horsens Fjord er en gravsænkning, og fjordbunden sænker sig langs bestemte, næsten lodrette planer, såkaldte forkastninger. En sådan forkastning går mellem Vorsø og fastlandet (fig. 2). Den bevirker, at Vorsø synker med en hastighed på 30-40 mm i løbet af hundrede år. Sænkningen har forårsaget, at nogle af jægerstenalderens bopladser ligger under vandet ud for Vorsøs vest- og sydkyst. Der findes heller ikke gamle kystklinter på øen.

 

 

 

 

 

 

 

Tidevandet er af stor betydning for vandudskiftningen omkring øerne. Forskellen mellem flod og ebbe er ca. 35-50 cm, størst ved springflod, når sol og måne arbejder sammen.

Tidevandsstrømme hindrer Vorsø Kalv og Vorsø i at vokse sammen, og til stadighed findes en rende mellem Vorsø og sandrevlen, som vokser mod øst fra Kalvens nordøstspids. Tidevandet udgraver og vedligeholder også render mellem Langøerne, men en odde, som udgår fra nordøstspidsen af Vorsø, voksede omkring 2010 sammen med den inderste Langø.

Når en nordvestenstorm presser vand ind i Kattegat, bliver der højvande, fordi Storebælt, Lillebælt og Øresund ikke kan lede vandet hurtigt nok ind i Østersøen. Hvis en storm i Østersøen dernæst blæser op og presser vand ud gennem bælterne, bliver der stormflod med vandhøjder på mere end 1 m over dagligt vande.

En sådan stormflod 1. november 2006 forårsagede, at vandstanden ved udløbet af Bygholm Å nær Horsens måltes til 189 cm over dagligt vande – den største højde nogensinde målt på egnen.

Højvandet gør det muligt for bølgerne at vokse sig større end ellers, og de angriber kysten med stor kraft. Samtidig roder de op i havbunden, hvor de bryder og hvirvler sand og grus op. Det føres ind mod kysterne og aflejres på selve kysten eller i revler. Opslemmet materiale føres ind over strandengene og aflejres mellem planterne. Herved vokser strandengene i højde.

 

 

I 1930’erne blev ålegræsset næsten udryddet af en sygdom, og det er aldrig vendt tilbage med fuld styrke (Holm 2000, Rasmussen 1973). Da det forsvandt, blev dets plads overtaget af alger, især blæretang. Men alger har ingen rødder og fæster sig i stedet til sten eller muslingeskaller. De kan derfor ikke beskytte havbunden mod bølgeslag. De har blærer fyldt med luft, som bærer dem oppe. Om efteråret, når blæretang-planterne er blevet store, griber bølgerne dem og kaster dem op på stranden. Her rådner de, mens stenene eller skallerne bliver ladt tilbage.

 

 

 

 

 

Bølgeslaget mod kysten danner den såkaldte bølgestrøm, der fører sand og sten langs kysten og forlænger denne ud i åbent vand. Det ses ved Vorsøs sydvestkyst, hvor der i tidernes løb to gange er dannet krumodder. De ældste blev kaldt Kalvøerne, men de er forlængst vokset sammen med hinanden og med selve Vorsø (fig. 4).

Lidt længere mod sydøst strækker sig fra Vorsø mod Kalven en ca. 100 m lang og 20 m bred sandodde, som er opstået i 1900-tallet. Sidst i 1980’erne begyndte spidsen af denne odde at krumme mod nord, hvorfor den blev døbt Krumodden. Den er nu ved at nå selve Vorsø (fig. 4), og med tiden vil der blive dannet en strandsø med et smalt udløb.

Materialet på Krumodden stammer dels fra havbunden, dels fra den centrale del af Vorsøs sydkyst, hvor havet eroderer. Skiftet mellem den eroderede del og den del, hvor der sker aflejringer, er meget brat (fig. 5-6). Erosionskysten er fyldt med store sten, mens aflejringskysten består af sand, småsten og skaller af muslinger og snegle. Men efter næste storm har kysten skiftet udseende, fx kan skallerne blive dækket af sand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oprindelig var de sandrevler, som var så høje, at de lå tørt om sommeren, længe nok til, at salttålende panter kunne nå at vokse op og sende deres rødder og jordstængler gennem sandet. Herved blev revlerne stabile og kunne ikke skylles væk under stormflod. Tværtimod højner stormfloderne bunden mellem planterne og stabiliserer øerne yderligere. I dag er øernes største højde ca. 1 m.

En sandodde er siden 1980’erne vokset ud fra nordøstspidsen af Vorsø og voksede omkring 2010 sammen med den inderste af Langøerne (fig. 7).

 

 

 

 

 

Gennem tiderne har havet ført materiale fra klinten både øst og vest om bakken, afhængigt af vindretningen. Det er aflejret som to revler, der er mødtes nord for bakken. Imellem disse revler har der været en strandsø, som senere er groet til. Revlerne blev bevokset, og ved højvande og stormflod har planterne fanget sand og ler, hvorved det lave land blev højere. I årenes løb er nordøstspidsen blevet længere, og den vokser stadig mod øst (fig. 8).

Det ekstreme højvande d. 1. november 2006 oversvømmede det meste af den lave del af Kalven. Højvandsgrænsen var endnu synlig i august 2007, markeret af et bånd af strand-kamille, strand-mælde og andre salttålende planter. Siden omkring 1980 er en lille lund af vortebirk vokset op midt på lavlandet, hvor et enkelt modertræ satte frø og dannede en ‘skov’ af afkom. Højvandet i 2006 dræbte mange af træerne (fig. 10).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig. 11 viser, at store dele af Vorsø vil blive oversvømmet under sådanne kommende 50-års stormfloder. Mange træer vil dø i de oversvømmede områder. Vorsø Kalvs flade del og Langøerne vil også blive oversvømmet, men vil næppe forsvinde, da disse områder er stabiliseret af plantevækst.

Siden 2010 er ålegræsset kommet stærkt igen, og erosionen i havbunden er delvis standset. Det ses bl.a. af, at revlerne i nordøsthjørnet og langs sydkysten er vokset sammen med hhv. den inderste Langø og sydøsthjørnet af Vorsø.