Vildnis i vækst

 

 

 

 

 

 

 

Denne beskrivelse af vegetationsudviklingen på de opgivne marker er for størstedelens vedkommende baseret på den kortlægning af øens vegetation, som professor Knud Jessen foretog i 1950’erne (Jessen 1968), foruden mine egne kortlægninger i 1991-92 (Halberg 1996) og 2006 (Halberg 2006). Disse kortlægninger er vist i fig. 4-6 nederst på siden.

Vegetationsudviklingen i de gamle skove og plantagerne er beskrevet af Dal & Fabricius (2013), mens udviklingen på Vorsø Kalv og Langøerne er beskrevet på særskilte sider på denne hjemmeside.

For at gøre teksten mere læsevenlig er de latinske navne udeladt. De fremgår af siden Karplanter på Vorsø. Planternes danske navne er skrevet med stort begyndelsesbogstav.

De nævnte stednavne fremgår af fig. 1, og under læsning af teksten kan man iøvrigt orientere sig ved hjælp af fig. 4-9 nederst på siden.

 

 

 

 

 

 

Allerede i 1933 var de fleste af disse planter blevet udkonkurreret af græsser som Almindelig Hvene, Almindelig Hundegræs og Fløjlsgræs sammen med bl.a. Agertidsel og Hindbær.

Græstæppet blev langsomt fordrevet af et plantesamfund, som var domineret af Gederams og Hindbær, iblandet især Agertidsel og Stor Nælde. Efter 1955 begyndte Gederams imidlertid hurtigt at brede sig på bekostning af de øvrige arter. Det fremgår af luftfotos, at bestandene var cirkelformede, hvilket fortæller, at arten har bredt sig vha. underjordiske udløbere. Den eksplosive spredning kan også forklares ved, at Gederams er meget konkurrencedygtig. Den vokser højt, og dens visne løv indeholder kemiske stoffer, der virker væksthæmmende på andre planter. Den gode muldjord på Vorsø gavnede også arten.

I 1962 var udbredelsen af græsmark og gederams-hindbær-samfund på markerne nogenlunde lige stor, nemlig 45% hver, mens ungskov og krat (se næste afsnit) dækkede 10%.

I de forløbne 60 år har ungskov og krat langsomt bredt sig, og på de gamle fredmarker findes i dag kun hist og her på Vestermark fortsat pletter med græsmark, gederams-hindbær-samfund og højstaude-eng. I den sydøstlige del af denne mark blev flere græsarealer gennem 1980’erne overtaget af Almindelig Mangeløv i selskab med enkelte Fjerbregner. Førstnævnte har siden bredt sig og dækker i dag store områder. Det eneste større areal med græsmark findes nu syd for Vestre Remise, og her er det tydeligt, at rådyr har forsinket tilgroningen.

 

 

 

 

 

 

 

Ahorn blev hurtigt næsten enerådende i den opståede ungskov, som i 2006 dækkede ca. 8 ha (se fig. 6). Ask, Elm, Spidsløn og Almindelig Ædelgran forsøgte at klare sig i konkurrencen, men kun et fåtal af de tre førstnævnte nåede op i kronelaget.

Som nærmere beskrevet på siden Elmesyge på Vorsø fik elmesygen i 1990’erne bugt med alle større Elme i ungskoven på Østermark, men der skyder hele tiden nye op. På skovbunden her voksede førhen et væld af buske, bl.a. Hunderose, Hassel, Kvalkved, Almindelig og Engriflet Hvidtjørn, samt Almindelig Hyld. I dag er skovbunden meget mørk på grund af Ahorns skyggedannelse, og der vokser kun nogle få Hvidtjørne, mens Hyld stedvis danner krat.

Græsset forsvandt snart i ungskoven, og siden omkring 1980 har skovbunden stedvis været dækket af tæpper af skyggetålende planter, først og fremmest Dunet Steffensurt, Stinkende Storkenæb og Feber-Nellikerod. Nær en tidligere mergelgrav i det nordøstlige hjørne af marken er Sanikel og Skov-Stilkaks talrige.

Andre steder på øen foregik skovdannelsen til at begynde med kun langs skovbrynene. I denne ungskov dominerer i dag Ask og Ahorn, og i busklaget findes bl.a. Skovelm, Hassel, Seljepil og Almindelig Hvidtjørn.

I et lille område af Østermark mellem Østerskov og vejen, kaldt Hugget, indvandrede straks efter fredningen en tæt bevoksning af Rødel, som allerede i 1936 var over 4 m høj. Senere indvandrede Ask, som i dag næsten helt har udkonkurreret Rødellene.

I løbet af 1970’erne og 80’erne dannedes mange steder på de gamle fredmarker store tornede krat af Slåen, Mirabel, Hunderose, Engriflet Hvidtjørn, Gråpil og Hyld, som var så tætte, at det var umuligt at trænge igennem dem. I denne periode opstod der også rundt om på markerne grupper af ungskov, hvor Ask og Ahorn er mest almindelig, iblandet Skovelm, Stilkeg, Hassel, Seljepil, Benved og Vortebirk.

Fra plantagen Vestre Remise (se afsnittet Sump som i 1700-tallet nedenfor) spredtes Gråpoppel gennem rodskud til den omkringliggende del af Vestermark, hvor den dannede en ungskov, som dog snart blev kraftigt hæmmet af ynglende skarver. Under denne ungskov fandtes overordentlig tætte krat af Hyld. Humle, som allerede i 1960’erne voksede i Vestre Remise, udvandrede, og i dag er buskene i større områder på fredmarken nær remisen fuldstændig overgroede af denne livskraftige slyngplante.

På de gamle fredmarker havde ungskoven i 2006 næsten fordrevet såvel græsmark som gederams-hindbær-samfundene, og krattene var også i svag tilbagegang. Bunden i de opståede ungskove var dog stadig ret lys, og der voksede et væld af urter, især Feber-Nellikerod, Dunet Steffensurt og Almindelig Bingelurt, og tillige arter som Almindelig Mangeløv, Bredbladet Mangeløv, Ramsløg, Burre-Snerre, Stor Konval, Dag-Pragtstjerne, Stinkende Storkenæb og Krybende Læbeløs. I kystnære områder ud mod den nordvestlige kystskrænt, samt ud mod Nordengen (engen langs nordkysten), fandtes i bunden af ungskoven især Vild Kørvel, Sanikel, Stor Konval og Løgkarse.

I løbet af 2010’erne brød mange af krattene af Slåen, Mirabel, Hunderose, Engriflet Hvidtjørn, Gråpil og Hyld på de gamle fredmarker sammen på grund af ælde, og disse steder skyder nu talrige unge træer op, især Ask og Ahorn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I lighed med, hvad der skete på de gamle fredmarker omkring 1930, var de nye fredmarker de første par år totalt domineret af én- og to-årige arter, specielt Lugtløs Kamille og Almindelig Kvik. Kvik, som havde været et almindeligt ukrudt på agerjorden, overtog snart store områder af den pløjede mark i selskab med bl.a. Mælkebøtte. Kvik tåler udmærket pløjning, idet hver en stump af dens underjordiske rodstængel er i stand til at danne en ny plante.

På stubmarken kunne straks i 1979 spire frø af Gederams, der i stort tal var spredt fra den tætte bevoksning på Vestermark, men på pløjemarken var Kvik-dækket allerede så tæt, at spiringen af Gederams blev hæmmet. De Gederams-planter, som havde formået at spire her, bredte sig dog hurtigt vha. underjordiske udløbere, og allerede i 1984 havde denne art overtaget størsteparten af Nordmark og hele den vestlige del af Sydmark i selskab med bl.a. Agertidsel, Hindbær og Stor Nælde.

I den østlige del af Sydmark og på Centralmark var nedfaldet af Gederams-frø langt mindre, og græsmarken, som især var bevokset med Kvik, Almindelig Hundegræs og Fløjlsgræs, holdt længe stand.

I 2006 var langt det meste af græsmarken og bestandene af Gederams på de nye fredmarker blevet næsten fuldstændig overtaget af kæmpemæssige bevoksninger af Hindbær i selskab med bl.a. Korbær, Stor Nælde, Agertidsel og Burre-Snerre. Visse steder var Lådden Perikon og Kantet Perikon almindelige.

Græsmarken holdt længe stand på nogle småpletter langs markernes rand ud mod kystzonen. I et bælte langs sydkysten voksede i 2006 mange planter, som var fåtallige på reservatet, bl.a. Mark-Tusindgylden, Grøn Høgeskæg, Fin Kløver, Stribet Kløver, Bitter Bakkestjerne, Håret Høgeurt, Eng-Brandbæger og Skov-Angelik. I 2022 kunne alle disse arter ikke genfindes i dette område, men Angelik findes fortsat på Nordmark.

På en grusbanke på Sydmark, der strakte sig mod nordvest fra Tepotten, formåede Gederams aldrig at gøre sig gældende, og i 1991 fandtes her et artsrigt, overdrevsagtigt område, domineret af Draphavre og Fløjlsgræs, iblandet en mængde mere sjældne urter, bl.a. Pomerans-Høgeurt, Følfod, Vild Løg og Gul Kløver. I 2006 havde Hindbær og Korbær overtaget en stor del af området, og af mere fåtallige urter fandtes kun Skov-Jordbær.

I dag findes stedvis tætte krat af Slåen, Hvidtjørn og Mirabel på de to marker, især på Nordmark. Gråpil og Seljepil danner krat langs Vesterskovs bryn, på den centrale del af Sydmark og langs et hegn af Mirabel i kanten af Nordmark.

Hen langs Vesterskovs sydlige og nordøstlige skovbryn, samt i den østligste del af Sydmark, voksede i løbet af 1980’erne ungskov op, domineret af Skovelm med islæt af Ask, Vortebirk, Rødel og Bævreasp. Når Elmene har opnået en vis højde, bliver de uvægerligt angrebet af elmesyge og dør, men lige så hurtigt vokser der nye op. Dette fænomen er nærmere beskrevet på siden Elmesyge på Vorsø. Urtefloret i disse ungskove er i dag domineret af Stor Nælde i selskab med bl.a. Almindelig Mangeløv, Stinkende Storkenæb og Feber-Nellikerod.

I nordvesthjørnet af Sydmark skød straks efter fredningen i 1978 mange Rødelle op, spredt fra et enkelt træ i sydvesthjørnet af Vesterskov. I dag danner disse træer højstammet skov.

Samtidig spredtes tusindvis af frø fra nogle få store Ahorn i Tepotten, og på et stort areal af Sydmark omkring plantagen (den føromtalte grusbanke undtaget) skød i de følgende år et væld af unge træer op. I 1993 var her udviklet en tæt ungskov, hvor de højeste træer målte 8-9 m. I 2006 havde skoven bredt sig yderligere, og de højeste af træerne var over 15 m. Udviklingen svarer nøje til den, der fandt sted på Østermark nordøst for Østerskov 50 år tidligere.

På Sydmark, vest for et lille område med gammel fredmark i sydøsthjørnet af øen, var i 2006 opstået en ungskov, domineret af Ask, Ahorn og Skovelm. Siden er Ask og Elm gået meget tilbage. I 2022 fandtes i skovbunden her Almindelig Lungeurt i mængde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter fredningen i 1978 blev størstedelen af Centralmark hurtigt dækket af græsser, domineret af Kvik, som i 1991 var fortrængt i store områder af Fløjlsgræs. I en lavning i den sydlige del af marken langs vejen er der meget fugtigt, og indtil midten af 1980’erne fandtes her et tæppe af Lav Ranunkel, som siden blev sat stærkt tilbage af bl.a. Kvik.

Tidligt indvandrede i denne lavning en ungskov af Rødel, som i dag danner en tæt ungskov. Der er stadig fugtigt i bunden, hvis vegetation domineres af græsser. Vand-Mynte og Nyrebladet Ranunkel indvandrede omkring 2000, men sidstnævnte er forsvundet igen og vokser nu kun i vejens midterrabat.

Centralmark var i 1991 et af de artsrigeste områder på øen og husede et væld af fåtallige urter, bl.a. Maj-Gøgeurt, Hare-Star, Blågrøn Star, Mark-Frytle, Eng-Brandbæger, Rank Evighedsblomst og Læge-Ærenpris. Af disse kunne kun Blågrøn Star og Eng-Brandbæger genfindes i 2006, men der var mange andre interessante urter, såsom Almindelig Agermåne, Lådden Perikon, Kantet Perikon, Bleg Star og Krybende Læbeløs. Under Mirabelle-hegnene voksede Sanikel i mængde, og der var også fire små bestande af Skov-Hullæbe.

I modsætning til, hvad der skete på Sydmark og Nordmark, gjorde tornede buske sig hurtigt gældende på Centralmark, og i dag findes der tætte, næsten uigennemtrængelige krat, som er magen til dem, der tidligere fandtes på de gamle fredmarker.

Fra det østlige bryn af Vesterskov spredtes sidst i 1970’erne utallige frø af Ask ud over marken, og i løbet af 1980’erne voksede mange tusinde småtræer op. De blev gennem flere år holdt kraftigt nede af rådyr, som åd de fleste af knopperne i vintertiden. I 1991 havde en del af træerne dog formået at skyde i vejret. Resten var kun 30-40 cm høje, og de stod så tæt, at det var vanskeligt at færdes i området.

Mange af disse Ask var i 2006 op til 10 m høje, men påfaldende mange havde et knæk på stammen 30-40 cm over jorden – netop hvor rådyrene tidligere havde bidt topskuddene af. Stadig stod træerne utrolig tæt, og visse steder taltes op til 25 pr. m². Siden 1990’erne er der også i det sydøstlige hjørne af Centralmark skudt en ungskov af Ask i vejret.

I de senere år er flertallet af Askene på marken imidlertid døde på grund af asketoptørre, en sygdom, som skyldes sæksporesvampen asketoptørre-stilkskive (Hymenoscyphus fraxineus). Dele af marken var i 2022 et virvar af levende og døde stammer af Ask, med enkelte opvoksende Bævreaspe indimellem.

I de få tilbageværende åbne dele af marken er Korbær gået stærkt frem, og Fløjlsgræs er stort set forsvundet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I denne mosaik af plantesamfund voksede en mængde arter, bl.a. Tagrør, Strand-Kogleaks, Grenet Pindsvineknop, Almindelig Skjolddrager, Knippe-Star, Bittersød Natskygge, Fliget Brøndsel, Tigger-Ranunkel, Krybhvene og Ager-Mynte.

Gennem de følgende 30 år skete der en drastisk ændring af vegetationen i remisen. Efter en årrække med stigende grundvandstand blev de to oprindelige damme og lavningen efterhånden det meste af året omdannet til én stor dam, kaldt Vesterdam.

De af remisens træer, som stod under vand hele året, døde, og de nøgne træer blev den perfekte yngleplads for skarver, der indvandrede fra Vesterskov. Da skarven blev totalfredet på Vorsø i 1971, steg antallet stærkt, og fuglene bredte sig efterhånden til hele remisen. Alle træerne døde med undtagelse af Gråpoppel, som formåede at sprede sig vha. rodskud. I områder med mange skarver gik bundvegetationen også ud. De områder, som fuglene efterhånden forlod, blev hurtigt invaderet af Hyld, og små områder med græs blev også etableret.

På grund af den kraftige guano-påvirkning ændrede sumpvegetationen karakter og domineredes i 1991 af Strand-Kogleaks og Tagrør i selskab med Bredbladet Dunhammer, der var indvandret omkring 1980 (fig. 2 i midten). Iøvrigt sås især Fliget Brøndsel, Vand-Pileurt, Spyd-Mælde og Rød Gåsefod. Sidstnævnte dækkede i sensommeren store områder, når dammen begyndte at tørre ud. Krattet af Gråpil havde bredt sig kraftigt mod sydøst og dækkede nu en tidligere højstaude-eng.

I 2006 havde Tagrør bredt sig til det meste af lavningen, og nord for den tidligere vej dominerede Strand-Kogleaks i selskab med især Rørgræs og Bredbladet Dunhammer (fig. 2 nederst). Rød Gåsefod var stort set forsvundet, mens Strand-Skræppe var indvandret. Omkring dammen var en del af Hyldene forsvundet, og store områder var dækket af højstaude-samfund, domineret af Lådden Dueurt.

De samme arter som i 2006 dominerer i dag, med undtagelse af Strand-Skræppe, som er forsvundet igen. Udbredelsen af de enkelte arter varierer imidlertid meget over en 5-årig periode.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter drænenes ødelæggelse i 1980 steg vandstanden, og marken blev atter til en fugtig eng. Gennem 1980’erne var vegetationen om foråret totalt domineret af Lav Ranunkel, som stadig er meget almindelig her. Den fik op gennem 1990’erne konkurrence fra forskellige græsser, fortrinsvis Krybhvene og Knæbøjet Rævehale, og der fandtes også store bestande af Rørgræs, Vand-Pileurt, Vand-Mynte, Bittersød Natskygge, Eng-Rævehale, Fliget Brøndsel, Gåse-Potentil og Mose-Bunke. De fleste af disse arter findes fortsat, og der er adskillige flotte tuer af Knippe-Star.

Da skarverne i Østerskov i 1990’erne ynglede i stort tal helt ud til skovbrynet ved engen, voksede her gødningstålende arter som Rød Gåsefod, Mangefrøet Gåsefod, Bleg Pileurt og Spyd-Mælde. I 2006 var der ikke nær så mange skarver, og af de nævnte arter kunne kun Rød Gåsefod genfindes. Også den er nu forsvundet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1970’erne var området vokset til i høje urter, domineret af Rørgræs, Stor Nælde og Almindelig Mjødurt. I 1980 blev mange af drænene på øen destrueret, hvilket snart medførte en generel vandstandsstigning. I lavningen i sydøsthjørnet opstod i løbet af få måneder en regulær dam, som blev døbt Østerdam. Den stod vanddækket om vinteren og det meste af foråret, men tørrede ud i løbet af sommeren.

I første halvdel af 1980’erne var dammen næsten dækket af et tæppe af Storblomstret Vandranunkel, men i 1991 var den blevet udkonkurreret af Rørgræs sammen med arter som Grenet Pindsvineknop, Bredbladet Dunhammer, Strand-Kogleaks, Blågrøn Kogleaks, Bittersød Natskygge, Fliget Brøndsel og Vand-Pileurt (fig. 3a).

Almindelig Sumpstrå og Kær-Guldkarse var fåtallige, og op mod ungskoven nord for dammen voksede en stor bestand af Rød Gåsefod, som var gavnet af ynglende skarvers gødning. Dammen havde bredt sig mod øst ind i Poppelplantagen, og vandstandsstigningen havde forårsaget, at en mængde Gråpopler var væltet, de fleste af dem ud over stranden.

I 2006 havde dammen omtrent samme udbredelse som i 1991, men der var sket store ændringer i vegetationen (fig. 3b). Rørgræs dominerede stadig i en zone omkring dammen, mens Bredbladet Dunhammer og Strand-Kogleaks var gået stærkt frem i selve dammen. Grenet Pindsvineknop, der havde dækket store arealer i 1991, kunne mærkeligt nok ikke genfindes. Rød Gåsefod, Almindelig Sumpstrå og Kær-Guldkarse var ligeledes forsvundet. Vand-Mynte og Strand-Skræppe var indvandret og dækkede store områder. Vand-Ærenpris var også kommet til, men var fåtallig.

I 2022 var Strand-Kogleaks gået stærkt frem og dækkede størstedelen af dammen sammen med Bittersød Natskygge, som dannede store, sammenfiltrede bevoksninger. Bredbladet Dunhammer var nu indskrænket til en lille bevoksning i den nordlige del, og Rørgræs var ligeledes gået stærkt tilbage. Allerede i 2018 kunne Strand-Skræppe, Blågrøn Kogleaks og Vand-Ærenpris ikke genfindes, og det samme var tilfældet med Vand-Mynte i 2022. Dammen er nu fuldstændig tilvokset, og der står kun blankt vand i vinterperioden.