Uffe Gjøl Sørensen (1954-2021)

 

 

 

 

 

 

 

Uffe voksede op i Storvorde, nær Aalborg. Allerede fra barnsben var han interesseret i fugle, og han blev hurtigt meget aktiv i det lokale ornitologiske miljø. Som helt ung begyndte han at kortlægge råge-kolonier i det nordøstlige Himmerland, og det blev et af hans langtidsstudier, idet han fulgte bestanden helt op til de seneste år.

 

I 1976 drog Uffe til København for at studere biologi, og her mødtes vi med mellemrum i de følgende år. Et helt slæng af fuglekiggere boede i to nabo-opgange i Møllegade, foruden Uffe bl.a. Ib Krag Petersen, Lene Smith, David Boertmann, Thomas Læssøe, Bent Otto Poulsen (kaldt for Bop), Erling Krabbe, Steen Christensen, Klaus Malling Olsen, Mikkel Lausten, Hans Meltofte og Hanne Rode.

I sin epistel Blues for Møllegade giver Klaus Malling Olsen en malende beskrivelse af miljøet: “Møllegade lå trist og grå hen, så datids-nørrebrosk, som man kan forestille sig i 1980’erne. Gamle arbejderboliger lige over for den mosaiske kirkegård, med udsigt til grave og høje træer fra de enkelte lejligheder. Små og fugtige, uden bad og med et meget lille køkken og toilet, uden opvarmning fra andet end en brændeovn. Kunstner- eller forskerhybler. Kun få vidste at i disse trange kulisser var nogle af den ornitologiske verdenslitteraturs væsentlige værker udtænkt, nedskrevet og diskuteret i fællesskab. Alt imens gaden udenfor flød med hundelort, og en broget forsamling huserede udenfor købmanden på hjørnet, mere eller mindre alkoholiserede typer med deres dagsorden, som taget ud af en af Christian Christensens romaner fra arbejderkredsene på det samme Nørrebro, som Møllegade hørte til.”

Mange af ornitologerne holdt en ugentlig mad-dag sammen, og de var tit så venlige at invitere mig med. Jeg skal sent glemme et af mine besøg hos Uffe. Det var hans mad-dag, men han var til et eller andet møde og var blevet forsinket, så han ringede og spurgte mig, om jeg kunne klare middagen – ellers skulle han stå til regnskab over for en hoben sultne og højt-råbende naboer. Det indvilligede jeg naturligvis i. Snart begyndte de at myldre ind, mens jeg stadig var i gang med madlavningen.

“Hvor er Uffe?” lød det gang på gang. Jeg skal love for, at de råbte højt, da de hørte årsagen, og Uffe måtte alligevel stå til regnskab trods min madlavning, da han dukkede op et par timer senere.

“Det tæller ikke at sætte en ven til at lave maden!” sagde de, “du skylder en omgang mere!”

 

 

 

 

 

 

 

Materialet fra Sinai endte med at blive bearbejdet af Uffe, og i 1991 opnåede han sin kandidatgrad med specialet Large scale autumn migration of water birds along the North Coast of Sinai, Egypt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst i december 1994 mødtes Solveig Schjørring og jeg med Uffe og hans ven Jørgen Bech i Arusha i det nordlige Tanzania, hvorfra vi foretog en måneds rundrejse i Tanzania, Uganda og Kenya. Et af turens højdepunkter var en vandring i Bwindi, hvor vi efter nogen tids søgning fandt en familiegruppe af de fantastiske bjerggorillaer. De er så meget lig os, bare meget mere fredelige!

Uffe gentog succesen i 1998, hvor han besøgte bjerggorillaerne sammen med skuespilleren Ghita Nørby og Poul Thomsen, som var kendt fra fjernsynet. Formålet var at skaffe opmærksomhed omkring arbejdet med at beskytte gorillaerne og andre menneskeaber, samt at rejse penge til dette arbejde. Uffe og Ghita skrev en lille bog om emnet: Operation Oskar – med Ghita Nørby på besøg hos bjerggorillaerne. Overskuddet fra bogen gik ubeskåret til projektet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Projektet gik ud på at formå lokalbefolkningen til at udnytte ressourcerne på en bæredygtig måde, så bestandene kunne holdes stabile. Der blev grundlagt en række lokale enheder, kaldt Community Development Units, og på CDU-møder mellem WWF-medarbejdere og landsbyernes beboere blev lokale problemer diskuteret. Der blev også oprettet adskillige kvindegrupper, hvor kvinderne blev undervist i sund kost, hygiejne, børnepasning, strikning, syning og bagning, samt kvinders rettigheder i Zambia.

En del af projektet omfattede også materiale til danske skoleklasser for at højne elevernes viden om miljøproblemer i Afrika. Da Uffe hørte, at jeg planlagde en rejse til Sydafrika og Namibia, og at jeg ville købe en bil i Sydafrika, foreslog han, at jeg skulle køre til Bangweulu for at tage en mængde billeder af de lokale folkeslag Unga og Bena Kabende, samt af dyrelivet – billeder, som siden kunne blive anvendt i materialet til skolerne og andetsteds. Det endte med, at jeg også skulle skrive teksten til et hæfte med titlen Hvor vandet møder himlen, og der blev udarbejdet tilhørende arbejdshæfter til lærere og elever. Teksten i hæftet kan læses i sin helhed på denne hjemmeside, se Bøger: Hvor vandet møder himlen.

Projektet kørte fint i nogle år, men i 1996 hørte Uffe rygter om, at den lokalt ansatte leder, en tysker ved navn Rolf, var bundkorrupt og havde stjålet en del af midlerne til projektet. Uffe måtte tilbringe et halvt års tid i Zambia for at forsøge at redde stumperne, men projektet måtte opgives, da der ikke kunne skaffes nye midler.

I november 1996 fløj jeg til Lusaka og mødtes siden med Uffe i projektets hovedkvarter i den lille by Samfya. Senere ankom Jørgen Bech og Erling Krabbe, så nu var ‘Fire-banden’ fra turen til Ethiopien 1996 atter samlet. Vi foretog en måneds rundrejse i Zambia, Zimbabwe og Botswana.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En uge senere tog vi med bus til Koshi Barrage, et stort sumpområde med et rigt fugleliv, og videre til Sauraha ved bredden af Rapti-floden, lige nord for Chitwan Nationalpark. Vi foretog to vandringer ind i parken for at lede efter næsehorn og fugle. Det lykkedes os at se en leopard. Så gik turen videre til Meghauli i den vestlige del af parken, hvor vi fandt den sjældne stor florikan (Houbaropsis bengalensis), en trappe-art.

Sidst i februar foretog vi en ugelang vandring i Langtang Nationalpark nord for Kathmandu i selskab med Navaraj og en bærer, Lakpa. Det var stadig vinter her, så vi forblev i de lavere dele af parken, omkring landsbyen Shyabru.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uffe blev pensioneret i 2019 og helligede sig herefter bl.a. omfattende studier af et par havørne, som ynglede i Østskoven nær sommerhuset, samt optællinger af ynglefugle i Christianshavns gamle voldgrave.

Uffes øvrige videnskabelige engagement er nærmere beskrevet i en nekrolog i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 115 (2021), s. 217-18 (tilgængelig på internettet, pub.dof.dk/artikler/2464/download/doft-115-2021-217-219-nekrologer-uffe-gjoel-soerensen-and-hans-christensen).