Tidsler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I botanisk forstand er tidsler planter, som tilhører slægterne Afrocarduus, Carduus, Carlina, Carthamus, Cirsium, Cousinia, Galactites, Notobasis, Onopordum, Picnomon og Silybum m.fl., alle tilhørende kurvblomstfamilien (Asteraceae). På denne side inkluderer jeg dog visse andre tornede, tidselagtige slægter af kurvblomstfamilien, nemlig Cynara (artiskok) og Echinops (tidselkugle).

Blomsterstanden hos kurvplanter består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt svøb af tætpakkede grønne højblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner.

På japansk kaldes tidsler ofte for azami, afledt af azamuku (‘at bedrage’), hvilket skyldes, at de blomstrende kurve er smukke, men stængel og blade er fyldt med skarpe torne.

 

Sidste del af slægtsnavnet er forklaret nedenfor, under Carduus.

 

Arten er begrænset til Mount Elgon på grænsen mellem Uganda og Kenya, Mount Kenya, samt Mount Kilimanjaro og Mount Meru i det nordlige Tanzania.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til minde om den tyske botaniker Georg Heinrich Wilhelm Schimper (1804-78), der tilbragte over 40 år i Ethiopien med at indsamle planter. Han opdagede sandsynligvis flere ubeskrevne afrikanske plantearter end nogen anden botaniker.

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af slægten har mørkt purpurfarvede blomster, men undertiden ses individer med lysviolette eller hvide blomster. De har kun skivekroner, ingen randkroner.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for tidsel, sandsynligvis afledt af Sanskrit kasati (‘at kradse’), hvilket sigter til tornene.

 

Den er hjemmehørende fra Vest- og Nordeuropa mod øst gennem Mellemøsten, Kazakhstan og Tibet til Kina, Korea og Japan. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. åbent græsland, vejkanter, græsgange og forstyrrede steder. Den er blevet indslæbt til mange andre områder, bl.a. Nordamerika, hvor den ofte betragtes som invasiv.

Artsnavnet er en alternativ, latiniseret staveform af oldgræsk akanthodes (‘tornet’), afledt af akantha (‘torn’) og odes (‘fyldt med’), hvilket naturligvis hentyder til de stærkt tornede blade.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘som sølv’, hvilket hentyder til de hvide pletter på bladene.

 

 

 

 

 

Den er typisk op til ca. 1,8 m høj, men kan undertiden blive op til 3 m. Bladene er mere eller mindre delte og har svage torne langs randen, mens stænglen kan være tornet eller glat. Arten vokser i åbne områder, bl.a. græsland, græsgange og langs veje.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kruset’ eller ‘bølget’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er normalt op til omkring 50 cm høj, undertiden op til 90 cm, let bueformet, grenet, glat eller til tider med tornede vinger, den øvre del sædvanligvis uden blade, torne og vinger. Bladene er meget variable, hårløse, siddende, helrandede eller snitdelte, til tider tandede.

Arten adskiller sig fra andre medlemmer af slægten ved kun at have en enkelt kurv for enden af hver sidegren. Kurven er først opret, siden ofte nikkende. Svøbbladene står ud til siden, modsat hos den ret lignende Cirsium tuberosum.

Den vokser især i klippefyldte kalkstensområder, fra lavtliggende dale op til højder omkring 3000 m. Den er udbredt fra Pyrenæerne via Alperne til den nordlige del af Balkan og Karpaterne.

Artsnavnet betyder noget i retning af ‘at miste blomster’ – et yderst underligt navn, da arten har masser af blomster.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal, voksende i åbne områder i højder mellem 1500 og 4500 m

Artsnavnet hædrer den danske botaniker, geograf og antropolog Lennart Edelberg (1915-81), som deltog i tre ekspeditioner til Afghanistan, i 1948-49, 1953-54 og 1964.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser på stepper og andre åbne områder, bl.a. brakmarker, græsgange, jordskred, ryddepladser samt langs veje, fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde, fortrinsvis på neutrale og sure jorder.

I kølige egne er den toårig, idet den kræver to vækstsæsoner for at udvikle blomster. Den overvintrer som bladroset. Den kan blive over 2,5 m høj, stængel ofte uldhåret, vinget, med et væld af stive, grønne eller hvide torne, op til 1 cm lange. Øverst på stænglen er der langt færre og mindre torne, eller den kan være helt tornløs. Alle blade er meget tornede, grundblade smalnende ind til en vinget stilk, bladplade op til 4 cm lang, enkelt eller dobbelt snitdelt, stængelblade kortere og siddende. Kurvene sidder enkeltvis for enden af stænglen eller udbredte sidegrene, op til 4 cm i tværmål, først oprette, senere ofte nikkende. Svøbet er halvkugleformet, indtil 6 cm langt og 7 cm bredt, med lancetformede eller ovale, meget stive, udbredte eller tilbagebøjede, op til 1 cm lange svøbblade. Skivekronerne er meget talrige, purpurrøde, op til 2,8 cm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til de ofte nikkende kurve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tornene hos denne plante er ret bløde. Den har en kraftig stængel, der varierer i højde mellem 40 cm og 1,6 m, vidt forgrenet mod toppen, med vinger, som har fine torne langs ribberne. De nedre blade måler indtil 35 cm i længden og 20 cm i bredden, og de mindskes gradvis i størrelse op ad stænglen.

Kurvene er tæt klumpet sammen i spidsen af stængel og sidegrene, 2-5 sammen, indtil 2,5 cm i diameter, skivekroner purpur-violette.

Artsnavnet er afledt af latin personatus (‘bærende maske’), hvilket formodentlig hentyder til de meget mørke svøbblade under kurvene.

 

 

 

 

 

Kurven har adskillige kredse af svøbblade, hvoraf de yderste er grønne og bladlignende, med tornede spidser, mens de inderste er pergamentagtige, hvidlige eller gullige, og minder om tungeformede randkroner. Disse svøbblade er hygroskopiske. I tørt vejr er de spredt ud i vifteform og annoncerer over for bier og svævefluer, at her er der mad. I fugtigt vejr folder de sig beskyttende sammen over skivekronerne. I folkloren blev dette set som et tegn på kommende regnvejr.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den hellige romerske kejser, ærkehertug af Østrig, konge af Spanien og herre over Nederlandene, Karl V (1500-58), også kaldt for Charlemagne eller Karl den Store, på latin Carolus. Ifølge legenden benyttede han roden af Carlina acaulis (nedenfor) til at kurere sygdomme blandt sine soldater.

 

Opdelt i 4 underarter er denne art udbredt fra Pyrenæerne mod øst til Balkan og derfra mod nord til Polen og Ukraine. Nominatracen er ret almindelig i Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i hovedparten af det centrale og sydlige Europa, mod øst til Hviderusland og Ukraine og med en isoleret bestand i Kaukasus. Den vokser i tørre, græsklædte områder, fortrinsvis på kalkrig jord, fra dalene op til omkring 2800 meters højde.

Rhizomet indeholder forskellige æteriske olier, der tidligere blev anvendt mod forkølelse samt som vanddrivende middel. Unge kurve kan koges og spises på samme måde som artiskok (Cynara cardunculus), hvilket gav arten folkenavnet jægerens brød.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stængelløs’, af a (‘uden’) og caulis (‘stængel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er endemisk på Gran Canaria, hvor den normalt vokser stenede steder i højder mellem 300 and 1,000 m i de sydlige og sydvestlige dele af øen. I større højder hybridiserer den med C. texedae (nedenfor).

I nogle områder tilsættes dens blomster til den traditionelle gedeløbe til fremstilling af ost. Den er også blevet anvendt til plantefarvning. Medicinsk anvendes et afkog af blade og blomster som et mildt afførende middel og til afslapning af muskelkrampe.

Arten trues af overgræsning af geder, da de gerne æder spæde skud.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i næsten hele Europa og Mellemøsten, mod øst til Ukraine, Iran og Turkmenistan. Den er også blevet indslæbt til det østlige USA. Den vokser på kalkrige steder, bl.a. skråninger, græsland og klitter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan spores tilbage til klassisk syrisk qurtema‎, som var navnet på safflor (C. tinctorius), oprindeligt fra qartem (‘at skære blidt af’), hvilket sigter til, at skivekronerne af denne art blev plukket til plantefarvning. Et af slægtens engelske navne er distaff thistles, hvilket formodentlig hentyder til, at disse planter blev anvendt som distaff (tén), dvs. et redskab til opbevaring a fibrene, så de ikke blev filtret ind i hinanden, inden de blev spundet til tråd.

 

Arten er hjemmehørende fra de Britiske Øer mod øst til Hviderusland og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya. Den vokser i tørre områder, såsom brakmarker og ryddepladser.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ulden’, hvilket sigter til den stærkt hårede nedre del af stænglen.

Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Phonus.

 

 

 

 

 

Hos de medlemmer af slægten, som har mørkt purpurfarvede blomster, ses undertiden individer med lysviolette eller hvide blomster.

Disse planter minder meget om tidsler af slægten Carduus (ovenfor), men adskiller sig gennem fnokken (frøhårene), som danner en ‘paraply’, modsat Carduus-arter, der har simpel fnok. De har kun skivekroner, ingen randkroner.

Slægtsnavnet er afledt af græsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum, se nedenfor).

 

Arten er vidt udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til de baltiske stater og Rumænien. Dens foretrukne habitat er græsland med kort vegetation, oftest på kalkholdig jord.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stængelløs’, af a (‘uden’) og caulis (‘stængel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser på åbne steder og er et yderst besværligt ukrudt på marker i de fleste kølige egne af kloden. Allerede i 1863 udsatte Videnskabernes Selskab en prisopgave for at belyse artens forhold her i landet med henblik på at bekæmpe den. Resultatet viste, at en stor tidsel kan producere omkring 80 kurve på en sæson, og da hver kurv i gennemsnit indeholder 120 blomster, bliver resultatet omkring 10.000 frø fra blot én plante! Desuden formerer den sig kraftigt ved hjælp af underjordiske udløbere. Dens invasive natur er nærmere beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

I Nepal anvendes en pasta af roden mod forstoppelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er vidt udbredt i Europa, fra de Britiske Øer, Tyskland og Polen mod syd til Middelhavet og Tyrkiet. Den vokser i åbne områder, bl.a. græsland, krat, lyse skove og forstyrrede steder.

Unge blade kan spises rå, og unge stængler er også spiselige efter at være skyllet grundigt i vand for at fjerne bitterstoffer. Kurvene kan koges på samme måde som artiskok (Cynara cardunculus), og en spiseolie kan udvindes af frøene.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og phoros (‘bærer’), hvilket sigter til det tætte dække af hår mellem svøbbladene.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Syd- og Østeuropa, idet den forekommer fra det franske Massif Central via Alperne mod øst til Tatra-bjergene, de Dinariske Alper, Grækenland, Ukraine og den europæiske del af Rusland. I Alperne vokser den i højder mellem 400 og 2000 m.

På engelsk kaldes denne art bl.a. for yellow melancholy thistle, hvilket sigter til de nikkende kurve, som med undtagelse af farven minder om kurvene hos forskelligbladet tidsel (nedenfor), der på engelsk hedder melancholy thistle. I Middelalderen mente man, at denne plante hjalp mod melankoli.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i græsklædte områder, krat og lyse skove, samt langs veje og floder. Den er hjemmehørende fra Nordeuropa, inklusive Skotland, mod øst gennem hovedparten af Sibirien til Kazakhstan, Sinkiang og Mongoliet. Den forekommer tillige i bjergegne i Central- og Sydeuropa, samt i Kaukasus, og den findes også nogle få steder i Island og Grønland.

I gamle dage blev arten betragtet som et godt middel mod melankoli. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger, at den drukket med vin “fordriver overflødig melankoli ud af kroppen og gør en man så lystig som en fårekylling,” og tilføjer “Dioscorides* siger, at roden, båret om halsen, har samme virkning og fordriver alle former for melankoli. Nutidens forfattere gør sig lystige på hans bekostning. Lad dem bare, efter min mening er denne plante den bedste kur mod alle former for melankoli.”

Artsnavnet betyder ‘som Helenium‘ på latin, hvilket sigter til, at nogle af artens blade minder om grundbladene hos læge-alant (Inula helenium, se Planteliv: Planter i folketro og digtning).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kurvene er endestillede, til 4 cm i diameter, 2-6 tæt samlet, omgivet af store gullige svøbblade, som ligner løvblade og har ligget til grund for det danske slægtsnavn bladhoved. Skivekronerne er gullighvide, til tider med lyserødt skær.

Kåltidsel er almindelig i fugtige skove, på våde enge og i væld, samt langs vandløb, hvor den ofte danner tætte bestande på grund af formering ved hjælp af jordstængler. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa mod øst til det vestlige Sibirien. I bjergområder vokser den mest i dalene, men træffes undertiden op til omkring 2000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin holus, genitiv holeris (‘grønsag’), hvilket sigter til, at unge stængler og blade er spiselige. Det danske navn hentyder også til denne brug. I Japan dyrkes arten som grønsag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i hele Europa, mod øst til det centrale Sibirien og Kazakhstan, voksende på fugtige steder, bl.a. moser, vandlidende marker og langs vandløb. Den er også blevet indslæbt til det sydlige Canada og det nordlige USA, hvor den er blevet invasiv mange steder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i moser’, afledt af palud (‘mose’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt overalt i Alperne og den nordlige del af Balkan, voksende i tørre, klippefyldte områder i højder mellem 1100 og 3000 m.

Unge skud kan koges som spinat eller anvendes i suppe. I gamle dage blev planten også kogt til svinefoder.

En lignende art, Bertolonis tidsel (C. bertolonii), er udbredt i Apenninerne. Den blev førhen betragtet som en underart af alpe-tidsel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den forekommer i åbne områder, fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Vietnam, voksende i højder mellem 750 og 3900 m.

I Nepal spises den unge rod rå eller i salater. En pasta af roden anvendes mod mavepine og urinvejsproblemer, saften af roden mod feber.

Srtsnavnet er afledt af latin veru (‘spyd’ eller ‘pil’), hvilket naturligvis hentyder til tornene.

Nogle autoriteter placerer denne art i slægten Lophiolepis.

 

 

 

 

 

 

 

Horsetidsel er toårig. Første år sætter den en bladroset, som overvintrer og den følgende sommer vokser op til en indtil 1,5 m høj stængel med et væld af smukke røde blomsterkurve.

På trods af dens formidable panser af torne er arten blevet valgt til Skotlands nationalblomst, og et af dens engelske navne er Scottish thistle (’skotsk tidsel’). Andre væsener, som elsker denne plante, omfatter honningbier, humlebier og sommerfugle, der æder nektaren, og forskellige finker, bl.a. stillits (Carduelis carduelis), tornirisk (Linaria cannabina) og grønirisk (Chloris chloris), der holder meget af dens frø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal indtages saft af roden mod feber, og den dryppes også i svulne øjne. En pasta af roden benyttes mod betændelse i maven, saft af planten mod forstoppelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet. Hans indsats er nærmere omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske filosof Victor Cousin (1792-1867).

 

Den vokser i tørre græsklædte og stenede områder mellem 3000 og 4300 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Tibet og det vestlige Nepal.

Artsnavnet hædrer den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), der foretog en del af skrivearbejdet til det første bind af Flora Indica.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk kinara, det klassiske navn på artiskok.

 

En stovt plante, der bliver op til 1.5 m høj, med dybt delte, stærkt tornede, indtil 50 cm lange blade med op til 3,5 cm lange gule torne. Kurvene er violette, purpurfarvede eller blå, indtil 6 cm i tværmål.

Artsnavnet er latin, afledt af cardus (‘tidsel’), samt endelsen unculus, der danner en diminutiv form af navneord, således ‘lille tidsel’ – ikke noget velvalgt navn for denne store plante.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

De talrige blade, som er op til 20 cm lange, ligner meget tidselblade. Kronerne er alle ens, indtil 15 mm lange, hvide eller lyseblå, med lange svøbblade, der ender i en skarp spids. Blomstring finder sted juli-sep.

Medicinsk anvendes pulveriserede blade mod gulsot, mens en pasta af bladene smøres på betændte sår. Frøene spises som styrkende middel.

Artsnavnet er latin, afledt af cornu (‘horn’) og gero (‘jeg bærer’). Det sigter sandsynligvis til tornene i blomsterstanden.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vildtvoksende i Central- og Sydeuropa, mod øst til det centrale Sibirien og Mongoliet, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Turkmenistan.

 

 

 

 

 

Bladene er snitdelte, med meget smalle flige, som ender i en slank, men meget hård torn. De kugleformede blomsterstande har en mængde blå, lavendelfarvede eller hvide skivekroner.

Arten høstes i naturen, specielt til medicinsk brug mod forskellige lidelser. De blødeste dele af blomsterstanden er spiselige, i lighed med artiskok (Cynara cardunculus, se ovenfor). Planten udskiller en harpiks, der anvendes som tyggegummi. Den dyrkes undertiden som prydplante.

Artsnavnet er latin og betyder ‘særdeles tornet’, hvilket hentyder til de stive torne på bladene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gala (‘mælk’) samt endelsen ites, der danner tillægsord, således ‘mælkeholdig’. Det hentyder dog ikke til disse planters saft, men til de mælkehvide tegninger på bladene.

 

Arten er udbredt omkring den vestlige del af Middelhavet, fra Portugal yil Grækenland, samt i det nordvestlige Afrika. Den vokser på tørre habitater, såsom stenede eller sandede steder, brakmarker og tomter.

Unge skud og blade er spiselige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med et tæt dække af hår’, hvilket sigter til den dunhårede stængel og bladenes underside.

 

 

 

 

 

Den bliver op til 1 m høj, med blade siddende i spiral op ad stænglen. De er dybt fligede, grågrønne eller mørkegrønne med hvide nerver, samt meget skarpe torne på fligene og i spidsen. Kurve op til 2 cm i tværmål, med talrige tornede svøbblade, randkroner manglende, skivekroner purpurrøde.

På Kreta skræller man unge skud og spiser dem rå.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk notos (‘ryghvirvel’) og vasis (‘basis’), således ‘med basis langs rygsøjlen’. Dette mærkelige navn hentyder til, at de flade frø sidder fast ved basis af oversiden. Artsnavnet sigter til Syrien, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onos (‘æsel’) og perdo (‘at fise’). Dette mærkelige navn kan dates tilbage til den franske botaniker Sébastien Vaillant (1669-1722), som navngav slægten i 1718, idet han refererede til en påstand om, at “disse planter får æsler, som æder dem, til at fise.”

 

Arten er vildtvoksende i Europa, mod øst til Kazakhstan og Xinjiang, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og Pakistan, men er blevet naturaliseret mange andre steder, specielt i USA og Australien.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk akantha (‘torn’), hvilket sigter til de stive torne langs bladranden.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen, der undertiden når en højde af 2,5 m, er opret, grenet, vinget og tornet. De tornede blade kan blive op til 50 cm lange, med 8-10 par mere eller mindre indskårne, trekantede flige. Der er adskillige kurve, som sidder enkeltvis for enden af grenene, mere eller mindre kugleformede, op til 7 cm i diameter, svøbet kantet af brede lancetformede eller ovale torne, indtil 5 cm lange, uldhårede eller med spindelvævs-lignende hår. Randkroner mangler, skivekroner purpurrøde, op til 3,5 cm lange.

Artsnavnet hentyder til Illyrien, et kongedømme, som eksisterede fra ca. 400 til 167 f.Kr. i et område i den vestlige del af Balkan-halvøen. I den græske mytologi blev Illyrius, som var søn af Kadmus og Harmonia, konge af Illyrien, og han blev stamfader til illyrerne.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra de Kanariske Øer og Middelhavsområdet mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Afghanistan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tæt’ eller ‘tykt’) og nomos (‘græsgang’), hvilket hentyder til, at planten ofte er talrig på græsgange. Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akorna, et navn, som blev hæftet på en slags tidsel af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk silybos (‘kvast’ eller ‘dusk’), hvilket formentlig hentyder til de mange skivekroner.

Stænglen er opret, til 2 m høj, furet, undertiden dunhåret, blade aflange eller lancetformede i omrids, op til 60 cm lange, snitdelte, tornede, grønne med mælkehvide nerver og pletter. Kurvene, op til 12 cm lange, er enlige for enden af stænglerne. De er omgivet af stive, trekantede, udstående, op til 4 cm lange svøbblade, der har små torne langs randen og en kraftig, gul torn for enden. Randkroner mangler, skivekroner talrige, indtil 3,5 cm lange, purpurrøde.

Arten har været dyrket som medicinplante gennem tusinder af år, og nogle steder anvendes unge blade som en grønsag.

Artsnavnet, og dermed det danske navn, hentyder til en legende, der fortæller, at de hvide pletter på bladene opstod, da mælk dryppede fra Jomfru Marias bryster, mens hun ammede Jesusbarnet under flugten til Egypten.