Svaner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 offentliggjorde den 10. udgave af Systema Naturae, navngav han sangsvanen Anas cygnus, hvor artsnavnet var en latiniseret form af det klassiske græske ord for svaner, kyknos. I 1764 blev svanerne flyttet til slægten Cygnus, som blev oprettet af den franske naturhistoriker François Alexandre Pierre de Garsault (1693-1778).

Svaner er de største medlemmer af familien Anatidae (andefugle), og de er blandt de største flyvende fugle, nogle arter med en længde på over 1,5 m, et vingefang på over 3 m samt en vægt op til 15 kg. Den største art var den uddøde Cygnus falconeri, der levede på øer i Middelhavet. Den var en kæmpe, som var ude af stand til at flyve.

Navnet svane kommer af indoeuropæisk swen, som betyder ‘at lyde’ eller ‘at synge’, hvilket hentyder til sangsvanen (nedenfor).

 

 

I 1984 blev den valgt som Danmarks nationalfugl – et passende valg, da den er yderst almindelig. Det har ikke altid været tilfældet. I 1800-tallet var der jagt på svaner, og omkring 1920 var der kun 3-4 par i omegnen af København. Svanerne blev fredet i 1926, og siden da har knopsvanen bredt sig til hele landet.

I yngletiden er svanepar normalt stærkt territoriale, men hvor der er særligt gunstige levevilkår, kan den ændre adfærd og endog begynde at yngle koloni-agtigt. Et sådant tilfælde fandt sted i Ringkøbing Fjord i 1970’erne. En voldsom tilledning af næringssalte fra især Skjern Å forårsagede en kraftig opvækst af de vandplanter, som udgør svanernes foretrukne føde.

På tre tætliggende øer i fjorden, som under ét kaldes for Klægbanken, dukkede de første ynglende svaner op i 1953, og i 1958 var antallet steget til 10 par. Dernæst øgedes bestanden nærmest eksplosivt. I 1960 taltes 74 reder på øerne og i 1969 181 reder, men blot to år senere var antallet mere end fordoblet, og et maksimum på 725 reder blev nået i 1978. Bestandsstigningen blev nøje fulgt af biologistuderende Jörn Eskildsen. (Kilde: J. Eskildsen 1979. Kolonidannelse hos Knopsvane 1 & 2. – Specialeafhandling ved Københavns Universitet)

Under fremgangen ændrede fjordens svaner adfærd fra at være stærkt territoriale til at yngle i kolonier. I enkelte tilfælde fandtes rederne blot få meter fra hinanden.

I en årrække udgjorde yngleforekomsten på Klægbanken verdens største ’svanekoloni’, og øerne husede stadig 585 reder i 1980. Men allerede året efter var antallet faldet til blot 45 reder. Dette drastiske fald var forårsaget af et totalt sammenbrud i undervandsbevoksningen i Ringkøbing Fjord i 1979 og de følgende år. Flere års kraftig næringstilførsel til fjorden resulterede i, at vandplanter som havgræs (Ruppia) blev stærkt bevokset med epifytter, især alger, med det resultat, at fjordens betydning for planteædende vandfugle på et par år ændredes fra at være af enorm værdi til at være af ringe værdi som fourageringsområde.

Efter en forbedret rensning af spildevand fra de omkringliggende byer er undervandsbevoksningen i fjorden blevet stabiliseret, hvilket har medført, at antallet af ynglende knopsvaner på Klægbanken atter er gået frem, og i 2024 ynglede 229 par.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for svaner, mens det danske navn sigter til artens sorte knop ved roden af næbbet. Denne knop er større hos hannen end hos hunnen.

I modsætning til sangsvanen (nedenfor) er knopsvanen ikke synderligt vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til. Den udstøder dog af og til et snurrende krrrrr, og i flugten frembringer dens vinger en syngende lyd.

I eventyret Den grimme ælling fortæller H.C. Andersen (1805-75) om en svaneunges skæbne. Den klækkes på en bondegård sammen med ællinger, men bortjages af de andre fjerklædte beboere på gården. Den må gennemgå mange lidelser, før det går op for den, at den er blevet til en smuk svane. I virkeligheden er dette eventyr en beretning om Andersens eget liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sangsvanen er en vidt udbredt og almindelig fugl, der yngler i skovmoser og lavvandede søer fra Island mod øst gennem Skandinavien, Finland og det nordlige Asien til Kamchatka, mod syd til Kazakhstan, Mongoliet og den allernordligste del af Kina.

Den har bredt sig sydpå gennem de sidste 50 år og yngler nu talrigt i Sydsverige og regelmæssigt i Danmark, Tyskland, Polen, Estland, Letland, Irland og Skotland. I Danmark indvandrede den i 2002, og i dag yngler op mod 20 par, fortrinsvis i Himmerland.

Arten er delvis standfugl i Island, Norge og Sverige, men langt størsteparten af bestanden er trækfugle, der tilbringer vinteren i Vest- og Sydeuropa, omkring Sortehavet, det Kaspiske Hav og Aral-havet, i det østlige Kina, samt i Korea og Japan. I milde vintre opholder omkring 60.000 sangsvaner sig i Danmark, som udgør et af artens vigtigste overvintringsområder i verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pibesvanen minder om sangsvanen (ovenfor), men er betydeligt mindre, og den har mindre gult ved roden af næbbet.

Hvis man betragter disse fugle som en enkelt art, yngler den i arktiske områder af Alaska og Canada, samt i de nordligste egne af Sibirien. Tundrasvanen overvintrer i adskillige adskilte områder i det vestlige Canada, USA og Mexico, samt på den centrale del af Atlanterhavskysten. Østlige bestande af pibesvanen tilbringer vinteren i det østlige Kina, Korea og Japan, mens de vestlige bestande overvintrer i Vesteuropa.

Verdensbestanden af tundrasvanen er omkring 200.000 og er svagt stigende. Bestanden af pibesvane er langt mindre, omkring 50.000, men er formentlig stabil.

Om efteråret trækker størstedelen af den russiske bestand af pibesvane først til Danmark, Holland og Nordtyskland. Fuglene ankommer til Danmark fra september, og forekomsten topper i oktober eller november, hvor op mod 4500 rastende fugle er optalt, fortrinsvis i Vest- og Nordjylland. Hvis hårdere vintervejr sætter ind, trækker de fleste danske fugle videre til Holland og England, men i milde vintre kan op mod 2000 fugle overvintre i Danmark. Fuglene forlader Danmark i marts-april.

I 1803 beordrede den amerikanske præsident Thomas Jefferson (1743-1826) to kaptajner i den amerikanske hær, Meriwether Lewis (1774-1809) og William Clark (1770-1838), at lede en ekspedition fra Mississippi-floden til Stillehavet, tværs over den vestlige del af det nordamerikanske kontinent. I løbet af den tre år lange ekspedition beskrev Lewis utallige arter af planter og dyr, hvoraf mange var nye for videnskaben, bl.a. tundrasvanen, som han døbte the whistling swan (‘den fløjtende svane’) på grund af dens fløjtende kald.

Artsnavnet refererer til Columbia-floden, hvor type-eksemplaret af tundrasvae blev indsamlet.

Pibesvanen blev navngivet i 1830 af den engelske naturhistoriker William Yarrell (1784-1856) til ære for den engelske gravør Thomas Bewick (1753-1828), som specialiserede sig i at gengive fugle og andre dyr. Han er bedst kendt for værket A History of British Birds, som indeholder mange fine træsnit. Han illustrerede også adskillige udgaver af Æsops Fabler.

 

 

 

 

 

Den globale bestand er vurderet til at omfatte mindst 500.000 individer.

Den sorte svane figurerer på Vest-Australiens statsflag og våbenmærke.

Fuglen spiller en betydelig rolle i mytologien hos Nyungar-folket i det sydvestlige Australien, Det fortælles, at forfædrene til Nyungarerne engang var sorte svaner, der blev transformeret til mennesker.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klædt i sørgedragt’, afledt af ater (‘sort’).

 

 

 

 

 

Det totale antal er ukendt, men bestanden i Argentina vurderes til at omfatte mindst 50.000 individer.

Arten er en smule større en pibesvanen med en længde på op til 1,2 m, et vingefang på op til 1,7 m, og en vægt på op til 8,7 kg.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og koryphe (‘hoved’).