Snylteplanter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Snylteplanter omfatter ca. 4500 arter, fordelt på omkring 20 familier. De er udbredt over så godt som hele kloden, men mangler dog i Antarktis. De har næsten alle sugeorganer, kaldt haustorier, som er modificerede rødder, der gennemborer værtsplantens væv og optager vand og næringsstoffer derfra.

Nedenfor er de snylteplanter, som jeg er truffet på verden rundt, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

 

Adskillige arter anvendes i den lokale folkemedicin i visse asiatiske lande.

Slægtsnavnet kommer af blomsterstanden hos nogle medlemmer af slægten, som er dækket af udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae).

 

Artsnavnet er hunkøn af dioicus, som kommer af oldgræsk dis (‘to’) og oikos (‘hus’), altså ’to huse’, hvilket hentyder til, at arten har hanblomster og hunblomster på separate planter.

 

 

 

 

 

 

Silke-arter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter, fx Nordeuropa, hvor der kun findes 4. I varme områder er disse planter flerårige og vokser mere eller mindre kontinuerligt, mens de i kølige egne er enårige.

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, lyng-silke eller kløver-silke (C. epithymum) og hør-silke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn. (Forstavelserne krage- og hunde- i forbindelse med plantenavne udtrykker foragt).

På Toftlund-egnen i Jylland mente man, at hvis der voksede lyng-silke på marker, som tilhørte ’kloge folk’ (urtelæger), måtte det være garn, som Fanden gav til sine kærester heksene. På Rømø var det omkring 1880 en udbredt tro blandt folk, at hvis en ko ikke ville blive tyregal, ville det hjælpe, hvis man kom usnegræs (silke) i foderet. Usne er et gammelt ord for brunstig. (Kilde: V.J. Brøndegaard 1979. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 3. Rosenkilde og Bagger)

Den danske læge og botaniker Simon Paulli skriver i sit værk Flora Danica fra 1648 om silke: “(…) denne er fast den beste aff alle de Urter, med huilcke mand pleyer at læge Krosens, Lefverens oc Miltens Forstoppelser oc Gulesot. (…) Ja, den er icke alleniste tienlig imod Guulsot, men endocsaa til Vattersot [vand i kroppen], naar den først begynder, at imodstaa, oc huer fierde Dags Kaalde [malaria] er den ocsaa ofuermaade god for, oc retteligen der imod kand brugis.”

 

Stængler gule, undertiden flere meter lange, blomster i kompakte klynger, hvide, klokkeformede, meget kortstilkede, indtil 2,5 mm lange, krone med 5 bredt elliptiske flige med afrundet spids.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglerne er gule eller orange med tætte klynger af op til 5 mm lange blomster, krone hvid eller cremefarvet, med 5 trekantede eller lancetformede flige, bæger gult, næsten så langt som kronrøret.

 

 

 

 

 

Arten er parasit på en lang række andre planter, måske op mod 400 arter, bl.a. timian-arter (Thymus), hvilket afspejles af artsnavnet, som er sammensat af oldgræsk epi (‘vokser på’), samt Thymus.

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til det sydøstlige Sibirien og Japan, mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Kina. Den træffes undertiden i Nord- og Sydamerika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, fra Afghanistan gennem det Indiske Subkontinent og det sydlige Tibet til det sydlige Kina, mod syd til Sri Lanka og Indokina, med en isoleret forekomst på Java. Fordi den ofte breder sig uhæmmet, betragtes den mange steder som en skadelig plante, fx i Valley of Flowers Nationalpark, Uttarakhand, nordlige Indien.

I den indiske folkemedicin anvendes saften mod gulsot og en varm pasta af planten mod rheumatisme og hovedpine. Den benyttes også mod vandladningproblemer, muskelsmerter og hoste, samt som blodrensende middel. Frøene anvendes mod tarmgas, indvoldsorm og leverlidelser.

I Nepal anvendes saften mod gulsot, mavepine, hovedpine, rheumatisme og andre lidelser. Aske fra den brændte plante smøres på sår.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilbagebøjet’, hvilket sigter til kronens flige. På hindi kaldes planten for amar bel (‘den udødelige slyngplante’), hvilket formentlig hentyder til enten dens frodige vækst eller til dens helende egenskaber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en helsnylter, som tilbringer størsteparten af sit liv underjordisk, hvor dens rhizom er fastgjort til rødderne af forskellige buske af soløjefamilien (Cistaceae), amarantfamilien (Amaranthaceae), tamariskfamilien (Tamaricaceae), samt familien Nitrariaceae. Den kødfulde spids af rhizomet, som kommer frem om foråret, har skælagtige blade samt en besynderlig opret, kølleformet, mørkerød eller purpurfarvet, indtil 30 cm lang blomsterstand med talrige diminutive skarlagenrøde blomster, der bestøves af fluer, som tiltrækkes af plantens sødlige, let kålagtige duft. Frugten er en lille nød.

Arten er udbredt omkring Middelhavet og videre mod øst gennem Arabien, Mellemøsten og Centralasien til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Den er en ret sjælden plante, som vokser i sandede eller klippefyldte områder, i Middelhavsområdet ofte nær kysten.

Malteserurt var tidligere meget anvendt i folkemedicinen i hele udbredelsesområdet. For nogle tidlige urtelæger, som fulgte Signaturlæren, antydede plantens falliske form, at den med held kunne anvendes mod impotens og andre seksuelle lidelser, mens dens farve antydede, at den kunne benyttes til at kurere blodsygdomme. I kinesisk medicin anvendes den til behandling af nyresvigt.

Slægtsnavnet var det klassiske latinske ord for gyvelkvælere (Orobanche, se nedenfor), mens det i formen kynomorion var det klassiske græske ord for silkearter (Cuscuta, se ovenfor). Artsnavnet er latin og betyder ‘skarlagenrød’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet var det klassiske græske ord for C. hypocistis, der tidligere blev anvendt i folkemedicinen mod dysenteri og strubekræft, samt som sammensnerpende middel. Unge eksemplarer af denne plante kan spises som substitut for asparges.

 

Unge planter er spiselige, og arten har været benyttet i den traditionelle medicin mod uterus-problemer og uregelmæssig menstruation.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til plantens dominerende farve.

 

 

 

 

 

 

Den rød-og-hvid-stribede, op til 50 cm høje blomsterstilk har skælagtige blade. Blomsterstanden er en endestillet akslignende klase med hvide, oprette, indtil 3 cm lange dækblade. Bægerblade mangler oftest, men undertiden ses 2-4. Den bægerformede krone har 5 hvide konkave kronblade, støvbærere 10, kastanjefarvede, udragende. Frugten er en kapsel. Stilken, som bliver stående længe efter, at frøene er spredt, skifter efterhånden farve til brun.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk allos (‘anderledes’) og tropos (‘at dreje’), hvilket sigter til de ofte opadvendte blomster. Artsnavnet er afledt af latin virga (‘stav’), hvilket sigter til den helt lige blomsterstilk.

På amerikansk kaldes den populært for candystick, sugarstick eller barber’s pole. Disse mærkværdige navne hentyder til artens markante rød-og-hvid-stribede udseende. De to første sigter til amerikanske slikkepinde, mens barber’s pole hentyder til de rød-og-hvid-stribede (undertiden også blå), roterende pæle, som førhen var placeret uden for barbersaloner.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk monos (‘enkelt’) og tropos (‘at dreje’), hvilket hentyder til blomsterne hos almindelig snylterod (nedenfor), der alle er vendt i samme retning.

 

En kødfuld plante, op til 35 cm høj. De eneste dele af planten, som kommer frem, er de gullig-hvide blomsterstande, undertiden med rødligt skær. De skælagtige, indtil 1 cm lange dækblade skjuler størsteparten af blomsten. Blomsterstanden er en klase med op til 11, indtil 1,2 cm lange blomster, der alle peger i samme retning. De er nikkende som unge, men bliver oprette under frøsætningen.

Der er nogen uoverensstemmelse angående tolkningen af artsnavnet, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) stavede hypopithys. På oldgræsk betyder hypo ‘under’, mens Pithys var navnet på en skovnymfe i den græske mytologi. Navnet kan således betyde ‘under nymfen’. Linné var kendt for til tider at være lidt af en spøgefugl. Hentydede han til artens filtrede rodnet, som han sammenlignede med kvindens sammenfiltrede kønsbehåring? Eller beror navnet på en stavefejl? Moderne taksonomer staver det hypopitys, hvor pitys (‘fyrretræ’) hentyder til et af artens voksesteder, da den ofte findes i mørke fyrreskove.

Efter at have udført genetiske studier foreslår nogle forskere, at denne art bør placeres i sin egen slægt under navnet Hypopitys monotropa. (Kilde: M.I. Bidartondo & T.D. Bruns, 2001. Extreme specificity in epiparasitic Monotropoidiae (Ericaceae): widespread phylogenetic and geographical structure. Molecular Ecology)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten har været meget anvendt i Vestens urtemedicin til at berolige nervøse gemytter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘enblomstret’. I modsætning til almindelig snylterod har hver stilk hos denne art kun en enkelt blomst. Et af dens amerikanske navne er Indian pipe, hvilket naturligvis hentyder til blomstens form.

 

 

 

 

 

 

 

I bogen The Yosemite (1912) skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) følgende om denne art: “Sarcodes sanguinea er den mest beundrede plante blandt turister i Californien. Den er rød, kødfuld og vandet og ligner et gigantisk asparges-skud. Kort efter at sneen er smeltet, kommer den frem fra de døde nåle og humus i fyrre- og ædelgranskove som en glødende søjle af ild. (…) Det siges, at den vokser op gennem sneen, men tværtimod venter den altid, indtil jorden er varm, skønt den i lighed med andre tidlige blomster undertiden er halvt eller helt begravet i sne et par dage under en forårs-snestorm. (…) Alligevel er den en særdeles kold og usympatisk plante. Alle beundrer den som en vidunderlig kuriositet, men ingen elsker den som de elsker liljer, violer, roser og okseøjer. Uden duft står den dér under fyrretræerne og ædelgranerne, ensom og stille, som om den ikke er beslægtet med nogen anden plante i verden; den bevæger sig aldrig under de vildeste storme, stiv som var den livløs, skønt dækket af smukke rosenfarvede blomster.”

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af oldgræsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig delvis dækker jorden.

 

 

 

 

 

Som familienavnet antyder, har mange af arterne smukke, ofte stærkt farvede blomster. Frugten er et bær, sjældnere en kapsel eller en stenfrugt. Ligesom i Santalaceae er frøene omgivet af en klæbrig masse, og de spredes af fugle, sjældnere af små pattedyr.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk agele (‘en gruppe’) samt anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til disse planters tætte klynger af blomster.

 

Den er en busk med op til 1 m lange grene og læderagtige, grønne eller blågrønne, spredte og kortstilkede blade, som er aflange, ovale eller elliptiske, indtil 10 cm lange og 4 cm brede, med 3-5 nerver. De bemærkelsesværdige blomster minder om små farveblyanter, siddende i grupper i bladhjørnerne, bæger rørformet, op til 5 mm langt, krone rørformet, indtil 4,5 cm lang, stærkt lyserød med en smal, hvid eller grønlig indsnævring foroven, spidsen i begyndelsen rød, senere hvid.

Artsnavnet betyder ‘med blade som Ziziphus‘, en slægt af tornede buske og mindre træer i vrietornfamilien (Rhamnaceae).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onkos (‘et løg’ eller ‘en opsvulmet masse’) samt kalyx (‘en skal’), hvilket formentlig hentyder til disse planters blomster, der er opsvulmede ved basis.

 

Hele planten er glat, blade spredte, siddende, læderagtige, blågrønne, klynget sammen på korte skud, bladplade indtil 5 cm lang og 3 cm bred, aflang, oval eller elliptisk, spids but eller afrundet, med et par sidestillede nerver. Blomsterne er enlige eller op til 4 sammen i siddende, endestillede skærme på korte skud, bæger rørformet, indtil 6 mm langt, med korte flige, krone op til 3,5 cm lang, gul eller grønlig-gul, sjældent rød og gul, kronrør op til 1,5 cm langt, opsvulmet ved basis, kronbladsflige ekstremt lange, først oprette, siden stærkt tilbagebøjede. Frugten er et ovalt bær, indtil 7 mm langt og 4 mm bredt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin plicatus (‘foldet’) og sepalum (‘bægerblad’), hvilket sigter til folderne på den indre overflade på den nedre del af bægeret.

 

 

 

 

 

En vidt udbredt art, som forekommer fra det sydlige Egypten og den Arabiske Halvø mod syd til Tanzania og det østlige Zaire. Den findes især i ørkener og tørt kratland.

Den anvendes i folkemedicinen til behandling af forskellige sygdomme, bl.a. kræft, hævede mandler og sukkersyge.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med buede blomster’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk psittakos (‘papegøje’) og anthos (‘blomst’), hvilket rimeligvis hentyder til de strålende blomsterfarver.

 

Grene talrige, op til 1 m lange, blade kortstilkede, elliptiske, matgrønne, indtil 8 cm lange og 4 cm brede, butte, med nedløbende basis. Blomsterstandene er tætte klynger i bladhjørnerne, kronrøret opsvulmet ved basis, op til 4 cm langt, smalnende ind mod spidsen, rødt eller orange på over halvdelen, gult nær spidsen. Blomsterstilken danner et bæger ved basis af kronrøret. Frugten er et kødfuldt blåsort bær.

Artsnavnet er afledt af latin ramus (‘gren’) og flos (‘blomst’), hvilket sigter til den forgrenede blomsterstand.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin scurra (‘laps’ eller ‘klovn’), hvilket måske hentyder til de spraglede blomster.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Himalaya, udbredt fra Himachal Pradesh i det nordvestlige Indien mod øst til det sydøstlige Tibet, i højder mellem 1500 og 3000 m. Den er almindelig i Nepal.

Modne frugter er spiselige og søde, og frøene kan tygges. En limagtig substans blev førhen udtrukket af frugterne og anvendt som fuglelim.

Det latinske artsnavn har mange betydninger, her sandsynligvis ‘luftig’, hvilket hentyder til plantens epifytiske levevis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan være afledt af oldgræsk tapein (‘gjort flad’) samt anthos (‘blomst’), hvilket kan sigte til de helt lige blomster.

Nogle planter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til andre slægter, bl.a. Agelanthus (ovenfor).

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til, at denne art ingen blade har.

 

 

 

 

 

Blomsterne er røde eller gule og sidder i tætte klynger. Bladene er bredt ovale, kødfulde. Frugten er gul eller grøn ved modenhed.

Artsnavnet er afledt af latin corymbus (‘blomsterklynge’) samt‎ osus (‘talrig’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk misos (‘had’) og dendron (‘træ’), altså ‘hader træer’, hvilket hentyder til slægtens parasitiske levevis. Det engelske navn feathery mistletoe sigter til det ‘fjerede’ udseende hos nogle arter, specielt M. linearifolium (nedenfor).

 

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydvestlige Argentina, mod syd til Tierra del Fuego, i højder op til omkring 300 m.

Den blev tidligere anvendt medicinelt, idet man gnubbede ømme muskler med den.

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Chile samt tilstødende egne af Argentina, voksende op til højder omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

 

Her omtales kun 2 arter. Mange andre figenarter, bl.a. adskillige kvælerfigner, er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i stedsegrønne bjergskove i højder mellem 700 og 1600 m, fra det sydlige Kenya og det østlige Zaire mod syd gennem Tanzania, det østlige Zimbabwe og Malawi til Mozambique.

Artsnavnet betyder ‘findes i Chirinda Forest’, en skov i det østlige Zimbabwe. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det østlige Australien og mange af Stillehavsøerne.

Frugten er spiselig og udgør et vigtigt fødeemne i Micronesien og Polynesien. Medicinsk anvendes et afkog af bladene som omslag på knoglebrud. Der fremstilles reb af barkfibrene.

Det latinske artsnavn betyder ’anvendes til farvning’, hvilket sigter til den traditionelle anvendelse af rod og frugter til udvinding af et rødt farvestof.

 

 

 

 

 

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. En del orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter snylter dog på myceliet, idet de ikke indeholder grønkorn og dermed ikke er i stand til at forsyne svampen med næringsstoffer.

 

Både slægtsnavnet og det danske navn hentyder til disse planters sammenfiltrede rhizomer, der minder om koraller.

 

Blomsterstilken er op til 60 cm høj, gulbrun, rødbrun eller purpurrød, blade reduceret til gullige, rødlige eller mørkt purpurfarvede skeder. Blomsterstanden er en klase med op til 40 blomster. De 3 bægerblade og 2 sidestillede kronblade er lancetformede, indtil 1,5 cm lange, udbredte eller fremadrettede, rødlige, purpurfarvede eller gullig-grønne, ofte med purpurfarvede prikker, læbe oval eller elliptisk, op til 9 mm lang og 6 mm bred, med 2 meget små flige ved grunden. Søjlen er bleggul med purpurfarvede prikker. Undertiden træffes planter med helt hvide eller gule blomster.

Fluer af slægten Empis er rapporteret som bestøvere af denne art.

Førhen anvendte adskillige indfødte stammefolk et afkog af de tørrede blomsterstilke til behandling af forkølelse, lungebetændelse og hudproblemer.

Arten er nævnt i et digt af den amerikanske digter Robert Frost (se øverst på siden).

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’, hvilket hentyder til de mange purpurfarvede prikker på blomsterne.

 

 

 

 

 

Blomsterstilken er op til 65 cm høj, purpur-lavendelblå eller purpurrød, sjældent gul, blade reduceret til blegrøde, purpur-lavendelblå eller purpurrøde skeder. Blomsterstanden er en klase med op til 35 blomster. Bægerbladene er purpurrøde, undertiden gullige, lancetformede, indtil 1,2 cm lange, det øverste samt 2 kronblade hælder ud over søjlen og rører den næsten. De 2 sidestillede bægerblade er vidt udbredte. Læben er purpurrød, hvid eller hvid med purpurfarvede striber eller prikker, op til 1 cm lang og 5 mm bred, normalt med 2 meget små tænder langs randen. Søjlen er bleggul på den øverste halvdel, purpurfarvet eller hvidlig nær basis, krummet.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Franz Carl Mertens (1764-1831), som foretog adskillige forskningsrejser i Europa. Han var også bag udgivelsen af tredje udgave af Deutschlands flora, et værk på fem bind om Tysklands flora, skrevet af den tyske botaniker Johann Christoph Röhling (1757-1813).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fuglerede’, hvilket sigter til den sammenfiltrede rodstok af N. nidus-avis (nedenfor), der i nogen grad ligner en fuglerede.

 

Den kendes nemt på sin brunlige stængel og blomsterstand, som helt mangler klorofyl. Stænglen er op til 40 cm, sjældent 60 cm høj, med et endestillet aks, der rummer op til 60 blomster. For at kunne spire er frøene fuldstændig afhængige af svampearter af slægten Sebacina.

Artsnavnet er latin og betyder i lighed med slægtsnavnet ‘fuglerede’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den byzantinske, græsk-fødte læge Paulus Aegineta (ca. 625-690), der producerede et medicinsk leksikon i 7 bind.

 

Arten er vidt udbredt, fra den nordindiske delstat Uttarakhand mod øst til Korea og Japan, mod syd til Sri Lanka, Indonesien og Ny Guinea. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 1800 m.

I Nepal anvendes rod og blomster i den lokale folkemedicin til behandling af infektioner og hudproblemer, i Kina til uddrivelse af varme og toksiner.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) havde rådet ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge og botaniker, men uheldigvis døde han undervejs.

Arten blev først navngivet af den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin, i latiniseret form Casparus Bauhinus (1560-1624), som Teucrium alpinum coma pupureocoerulea (‘den alpine hårede purpurblå kortlæbe’). Denne fremragende videnskabsmand beskrev tusinder af plantearter i sit storværk Phytopinax (1596), i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som Linné introducerede i 1753.

Sorttop kendes nemt på sin mørkt purpurfarvede blomsterstand, en tilpasning til at bremse harmfulde UV-stråler. Den er en lav plante, ofte grenet fra grunden, stængler oprette eller opstigende, hårede, op til 30 cm høje. Blade modsatte, ovale, meget hårede, indtil 2,5 cm lange, tandede i randen. De nedre blade er grønne, de øvre med purpurfarvet skær. Den mørkt purpurfarvede krone er smal ved basis, op til 2 cm lang, 2-læbet, med en hætte lignende øvre læbe og en kortere med 3 butte flige.

Denne plante er udbredt i subarktiske egne, fra Skandinavien mod øst til det centrale Sibirien, samt i Island, Grønland og det nordøstlige Canada. I det sydlige Europa er den begrænset til bjergegne og træffes i Pyrenæerne, Alperne, de østeuropæiske bjergkæder samt på Balkan. Bestande i Schwarzwald og Vogeserne samt på Gotland betragtes som istidsrelikter.

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opret, normalt ugrenet, op til 70 cm høj, kirtelhåret foroven, blade kirtelhårede, linjeformede eller aflange, indtil 9 cm lange, siddende, med stærkt tandet eller snitdelt rand. Blomsterstand endestillet, dækblade bladagtige, hjerteformede, spidse, længere end bægeret, som er op til 1,2 cm langt, Kronens øvre læbe lyserød eller purpurfarvet, mindre end den nedre læbe, som er hvid eller gullig, op til 2,3 cm lang, med 3 flige, tragt indtil 1,7 cm lang.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske læge og botaniker Carlo Antonio Lodovico Bellardi (1741-1826), som var professor ved universitetet i Torino.

Artsnavnets betydning er usikker. Det kan stamme fra oldgræsk thrix (‘håret’), hvilket sigter til plantens kirtelhår, eller fra oldgræsk trixos (‘tredobbelt’), hvilket hentyder til de tre flige på den nedre læbe.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten er hjemmehørende i de vestlige egne af Nord- og Sydamerika, fra Alaska mod syd til Andes-bjergene. En enkelt art, C. pallida, findes tværs over Sibirien, mod vest til Kola-halvøen og mod syd til Altai-bjergene.

Blomsterne af nogle af arterne er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. Disse planter har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den spanske kirurg og professor i botanik Domingo Castillejo Muñoz (1744-93).

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i staterne langs Stillehavet, fra Washington mod syd til Baja California, voksende på kystnære skråninger samt en smule ind i landet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’, hvilket formodentlig sigter til et andet medlem af slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Den er ret almindelig i golde egne, fra Stillehavsstaterne mod øst til Wyoming og Colorado, og fra det nordlige Idaho mod syd til den mexikanske grænse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khroma (‘farve’), således ‘(stærkt) farvet’.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det nordvestlige Mexico samt de amerikanske stater Californien, Arizona og New Mexico.

I gamle dage blev frøene høstet som føde af indfødte folkeslag i Californien.

Denne art er værtsplante for Euphydryas editha ssp. bayensis, en truet sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er endemisk for området omkring San Francisco-bugten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udragende’, hvilket sigter til det udragende støvfang. Artens amerikanske navn er purple owl’s clover (‘purpur-uglekløver’).

 

 

 

 

 

 

 

Dens udbredelsesområde er begrænset til Texas, Louisiana og Oklahoma.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udelt’, hvilket sigter til de helrandede blade (i modsætning til de fleste andre medlemmer af slægten, som har stærkt fligede blade).

 

 

 

 

 

Denne vidt udbredt art, der findes fra Californien mod øst gennem Arizona og New Mexico til Texas, vokser i klippefyldte områder og krat.

Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til de korte, lådne hår, som dækker stængel og blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To arter, C. deserticola og C. salsa, på kinesisk 肉苁蓉 (rou cong rong) udgør en vigtig ingrediens i kinesisk urtemedicin. Førstnævnte er genstand for overdreven indsamling og er efterhånden blevet sjælden, også fordi dens værtsplante Haloxylon ammodendron er meget anvendt som brænde. (Kilde: urbol.com/cistanche-tubulosa-and-deserticola)

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kistos (‘cistrose’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket sigter til, at nogle medlemmer af slægten snylter på arter af cistrose (Cistus).

 

Den er hjemmehørende på den Iberiske Halvø, i Italien, det nordlige Afrika, Somalia, Jordan og Syrien, samt på den Arabiske Halvø og Cypern.

Planten kan spises på samme måde som asparges. I Somalia anvendes den mod diarré og menstruationsbesvær.

Artsnavnet hædrer den franske politiker Louis Phélypeaux (1643-1727), Marquis af Phélypeaux (1667), Greve af Maurepas (1687) og Greve af Pontchartrain (1699).

 

 

 

 

 

De foretrukne værtsplanter hos denne art, der vokser i ørkener i det nordlige og østlige Afrika, mod øst til Indien og Kazakhstan, er buske af slægterne Salvadora, Haloxylon, Zygophyllum og Cornulaca.

I kinesisk traditionel medicin anvendes den undertiden som erstatning for den mere benyttede C. deserticola.

Artsnavnet er et diminutiv af latin tubus (‘rør’) samt‎ osus (‘talrig’), hvilket sigter til de talrige rørformede kroner.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk konos (‘kogle’) og pholis (‘skæl’), hvilket formentlig hentyder til plantens generelle udseende under frugtsætning.

 

Hele planten er stærkt gul, gullighvid eller cremefarvet, stængel undertiden op til 33 cm høj, men normalt meget lavere, dækblade trekantede eller smalt lancetformede, indtil 2,2 cm lange og 9 mm brede, ofte med brun spids, kirtelhårede, krone rørformet, op til 2 cm lang, 2-læbet.

Varieteten mexicana snylter på rødder af forskellige arter af fyr (Pinus) og eg (Quercus). Den blev førhen anvendt af indfødte folkeslag mod tuberkulose.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyknos (‘svane’), hvilket formodentlig sigter til, at det krumme kronrør minder lidt om en svanehals.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i størsteparten af Afrika syd for Sahara, samt på Madagascar. Den vokser fra lavlandet op til omkring 1600 meters højde.

Artsnavnet er et diminutiv af latin tubus (‘rør’) samt‎ osus (‘talrig’), hvilket sigter til de rørformede kroner.

 

 

 

 

 

I bogen Nature’s Garden: An Aid to Knowledge of Our Wild Flowers and Their Insect Visitors (1900), giver den amerikanske historiker og forfatter Neltje Blanchan de Graff Doubleday (1865-1918) følgende karakteristik af denne plante: “Næsten i slægt med gyvelkvælere er denne lidet attraktive pirat, en ret høj, brunlig-rød plante med en ubehagelig lugt, hvis oprette forgrenede stængel uden blade stadig er forsynet med brunlige skæl, som uden tvivl er en rest af grønne blade hos dens mere anstændige forfædre. Men måske forsvinder disse sidste rester af ærlighed også en dag.”

Den producerer mange brune, op til 30 cm høje stængler, som bærer små, hvide og purpurfarvede blomster.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk epi (‘på’), samt Fagus, det latinske navn på bøge, hvilket sigter til, at planten snylter på rødderne af amerikansk bøg (Fagus grandifolia). Dens amerikanske navn er beech-drops (‘bøge-dråber’).

Artsnavnet refererer til staten Virginia, hvor type-eksemplaret formentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Denne slægt, som omfatter omkring 200 arter, er udbredt over det meste af kloden, med undtagelse af store dele af Afrika, Madagascar, Arabien, Tropisk Asien, samt Nord- og Sydamerika. De fleste arter ligner hinanden meget og er vanskelige at artsbestemme.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk, afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre gratier, kendt for sin glæde og munterhed. Dette navn blev efter al sandsynlighed givet på grund af arternes ældgamle brug som lægeurter.

I Europa har øjentrøst været benyttet mod øjensygdomme siden Middelalderen. Tilhængere af Signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. De ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Det danske folkenavn ledgræs sigter til de korte blade, der giver disse planter et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til deres anvendelse som urteté. Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.” En anden dansk læge og botaniker, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis [læger] bekiendt, necte Recentiores [de nutidige læger] saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius* oc Camerarius**, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stængel grov, op til 3 m høj, blade ovale, indtil 4 cm lange og 1,6 cm brede, butte eller spidse, helrandede, blomster stilkede, bæger indtil 1,3 cm langt, delt omtrent til midten i trekantede flige, krone op til 4 cm lang, rosenfarvet, lyserød eller purpurfarvet, bredt klokkeformet, udvidet mod spidsen, med 5 tilbagebøjede flige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘prangende’ eller ‘storslået’.

 

 

 

 

 

De overjordiske dele af disse planter udgøres af et meget kompakt blomsteraks, der har form som en grankogle, hvilket har givet slægten dens amerikanske navn ground-cone (’jord-kogle’). Blomsterfarven varierer stærkt og kan være gul, rød, brun eller purpurfarvet.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘minder om Kopsia‘. Her hentydes der ikke til den nutidige slægt Kopsia, der omfatter kønne medlemmer af singrønfamilien (Apocynaceae), men til Orobanche ramosa (se nedenfor), der oprindeligt blev navngivet Kopsia ramosa. Dette navn hædrer hollænderen Jan Kops (1765-1849), der arbejdede som præst, botaniker, agronom, professor og bogudgiver. Det lader til, at han var en meget travl mand, idet han fik 11 børn med sin første kone og 6 med den anden.

 

Den eneste del af planten, som er synlig over jorden, er den indtil 16 cm høje blomsterstilk, som har skælagtige, indtil 1,2 cm lange blade. Blomsterstanden er en kogleformet, meget tæt klase, op til 7 cm lang, med store oprette dækblade, der måler ca. 1 x 1 cm. Kronen er rødlig, lyserød, purpurfarvet, brunlig, bleggul eller hvidlig, indtil 1,5 cm lang, øvre og nedre læbe indtil 4 mm lange.

Førhen spiste indfødte folkeslag basis af blomsterstilken rå.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske botaniker William Jackson Hooker (1785-1865), som i 1841 blev den første direktør for Kew Gardens, den berømte botaniske have i London. Her grundlagde han et herbarium og udvidede haven og dens arboret.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk lathraios, som betyder ‘hemmelighedsfuld’, hvilket sigter til, at hele planten er skjult under jorden, undtagen når den blomstrer. Dens hvidlige underjordiske stængel er dækket af tykke, kødfulde blade med rækker af skæl-lignende små blade, der har givet slægten dens danske navn.

 

Den blomstrende stængel er opret, indtil 30 cm høj, saftig, glat, kirtelhåret, hvid eller gullig forneden, lyserød foroven, blade skælagtige, kødfulde, ovale eller rhombeformede, indtil 1 cm lange og 8 mm brede, dækblade store, bladlignende. Blomsterstanden er et ensdigt aks, bæger lyserødt, klokkeformet, op til 1,2 cm langt, kirtelhåret, krone rørformet, indtil 1,7 cm lang, 2-læbet, den øvre lyserød, helrandet, bådformet med køl, den nedre med 3 flige, hvidlig.

Arten snylter på rødder af hassel (Corylus), til tider på elm (Ulmus), ask (Fraxinus), el (Alnus), valnød (Juglans) og bøg (Fagus).

Artsnavnet er latin og betyder ‘skællet’, hvilket sigter til de skælagtige underjordiske blade.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape)

I sin Cruydeboeck (’Urtebog’) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

 

Denne art er udbredt i græsklædte områder i næsten hele Europa, mod syd til Middelhavet, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan.

Artsnavnet er afledt af latin arvus (‘dyrket’), således ‘vokser på dyrkede marker’. Tidligere var den et besværligt ukrudt i kornmarker, da dens frø indeholder et giftigt stof ved navn aukubin. I dag er den yderst sjælden i markerne, da man bedre formår at rense sædekornet, og i Danmark er den nu begrænset til græsklædte områder nær kyster i den østlige del af landet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’. Det sigter formentlig til den savtakkede kant på de øverste dækblade, der minder om en hanekam.

 

 

 

 

 

Stængel indtil 40 cm høj, grenet, blødhåret, blade modsatte, kortstilkede, lancetformede eller ovale, de øvre tandede ved grunden. De nedre blomster sidder parvis fra bladhjørnerne, de øvre i et ensidigt endestillet aks, omgivet af tætsiddende, purpur-blålige eller violette, sjældent gullig-hvide dækblade. Bægerbladene er sammenvoksede til et klokkeformet, uldhåret, 4-fliget bæger, krone indtil 2 cm lang, knaldgul, rørformet, krummet, 2-læbet, øvre læbe danner en hætte, den nedre er 3-fliget.

Artsnavnet betyder ‘vokser i lunde’, oprindeligt afledt af oldgræsk nemos (‘en lysning i skoven’). Populære navne omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og purpur-blålige eller violette dækblade. Det danske navn er misvisende, da dækbladene ikke er blå.

 

 

 

 

 

 

 

Planten er op til 40 cm høj, ofte grenet, blade modsatte, næsten stilkløse, linje- eller smalt lancetformede, grønne eller undertiden purpurfarvede, op til 10 cm lange. Blomsterstanden er et endestillet, ensidigt, åbent aks, nedre dækbade som stængelbladene, men mindre, de øvre normalt tandede eller med lange smalle flige, bægerbladene sammenvoksede, med 4 op til 5 mm lange flige, krone bleggul eller mørkegul, undertiden rødlig, indtil 1,8 cm lang, 2-læbet, øvre læbe danner en hætte, den nedre lige, 3-fliget. Frøene spredes af myrer af slægten Formica, som æder et kødfuldt vedhæng på frøet, kaldt elaiosom.

Denne art ædes gerne af kvæg, hvilket er baggrunden for slægtens navn. Den indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.

Førhen blev den anvendt i den traditionelle østrigske medicin, indvortes som té, udvortes som fyld i puder til behandling af rheumatisme og åreforkalkning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’, hvilket ikke er et godt navn, da arten mest vokser i skove og på heder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘relateret til tænderne’, afledt af oldgræsk odous (‘tand’). Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) blev planter af denne slægt anvendt mod tandpine. Navnet rødtop hentyder til de lyserøde blomster, som har rødbrune bægerblade.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser ved kysten’.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i hele Europa, med undtagelse af Island, mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran og det nordlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til bønne-gyvelkvæler (O. crenata, nedenfor), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).

 

Arten er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa samt i Nordafrika, mod øst gennem Rusland og Mellemøsten til Tibet, Himalaya og det centrale Kina. I Alperne vokser den op til højder omkring 1900 m, mens den i Asien er blevet truffet op til 3700 m. Den foretrækker ret tør, kalkholdig jordbund.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket formentlig hentyder til de ofte blege (men sjældent helt hvide) blomster.

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt fra Tyrkiet og Kaukasus mod syd til Syrien, det nordlige Irak og det nordlige Iran, voksende i højder mellem 400 og 2500 m. Den snylter udelukkende på salvie-arter (Salvia).

Artsnavnet hentyder til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Stængel stovt, op til 80 cm høj, aks mangeblomstret med smalt lancetformede, langt tilspidsede, kirtelhårede, brune eller purpurfarvede dækblade af omtrent samme længde som kronrøret. Bægeret er delt i to store, adskilte flige, som hver har to smalle, udbredte tænder. Kronen er op til 3 cm lang, hvid eller bleglilla, eller en kombination, ofte med mange mørkere violette, længdegående striber, orangegul i svælget, læberne med brede flige, som er bølgede og har afrundede tænder langs randen.

I Apulien i det sydlige Italien spises dens stængler, kaldt for sporchia. (Kilde: E. Luard 2004. European peasant cookery, Grub Street)

Artsnavnet er latin og betyder i botanisk sammenhæng ‘med afrundede tænder langs randen’, hvilket i dette tilfælde hentyder til kronrørets rand.

 

 

 

 

 

Hele planten er rødlig eller gulbrun, eller en kombination, normalt kirtelhåret, blade skælagtige, smalt lancetformede, op til 2 cm lange og 4 mm brede. Blomsterstanden er et op til 15 cm langt, endestillet aks, dækblade lancetformede, af samme længde som blomsterne, der er op til 2,5 cm lange, gulbrune eller purpurrøde, krumme, øvre læbe tandet, støvfang gult.

Den vokser i åbne områder, udelukkende på basisk jord, og er udbredt i det meste af Europa, mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Gansu-provinsen i Kina, mod syd til Middelhavet og Iran.

Artsnavnet er latin og betyder ‘højere’ – dvs. højere end de fleste andre gyvelkvælere.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, slank, håret, rødlig, brunlig eller gullig, op til 60 cm høj, blade og dækblade mørkt purpurfarvede, skælagtige. Blomsterstanden er et tæt, endestillet aks, kronen tragtformet, op til 2,4 cm lang, kirtelhåret, gulbrun udvendig, blodrød indvendig. Sidstnævnte har givet anledning til det danske navn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘slank’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og esparsette (Onobrychis). Den vokser i græsklædte områder på sur, neutral eller basisk jordbund, ude i det åbne eller i halvskygge. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine, Tyrkiet, det nordlige Irak og Kaukasus, endvidere på den Arabiske Halvø samt i det nordlige og østlige Afrika. Den er blevet naturaliseret adskillige steder, bl.a. New Zealand, USA og flere sydamerikanske lande. Den er ofte almindelig i kløvermarker og betragtes som yderst skadelig for landbruget i New Zealand og USA. Den er meget sjælden i Danmark og ses oftest i kløvermarker, indslæbt med frøene.

Tidligere blev arten anvendt medicinsk mod forskellige lidelser.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mindre’ – formenlig i betydningen mindre end de fleste andre gyvelkvælere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark er den meget sjælden, idet den måske kun findes et enkelt sted på Halsnæs i Nordsjælland. I det øvrige Norden er den truffet på Öland.

Artsnavnet refererer til plantens stængel, der oftest er purpurfarvet.

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er stænglen grenet, op til 60 cm høj og tæt besat med kirtelhår. Blomsterne er blå med to hvide striber på underlæben.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange grene’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer Pave Nicholas d. 5. (1397-1455), hvis fødenavn var Tommaso Parentucelli.

Det danske navn er egentlig slægtsnavnet på et andet medlem af gyvelkvælerfamilien, sorttop (Bartsia alpina, ovenfor). Dette navn blev givet til ære for den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) havde rådet ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge og botaniker, men uheldigvis døde han undervejs.

 

Denne art er udbredt på de Britiske Øer og omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer. Den vokser i enge og andre fugtige steder, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, en fuglelim fremstillet af mistelten (Viscum album), hvilket i dette tilfælde hentyder til plantens mange kirtelhår.

 

 

 

 

 

Disse planters krone er 2-læbet, med en sammentrykt, hjelmformet eller forlænget overlæbe, der kan ende i tænder eller danne et næb eller en snabel-lignende forlængelse. Den nedre læbe er i reglen bred, flad eller hvælvet, fliget.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.

Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Arten er begrænset til de sydvestlige Alper, hvor den vokser i græsklædte arealer på kalkholdig bund, i højder mellem 1800 og 2600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opstigende’.

 

 

 

 

 

Næbbet, der oftest er skjult under de afrundede kronblade, er todelt, hvilket har givet anledning til artsnavnet, afledt af latin bi (‘delt i to’) og cornu (‘horn’).

Denne plante er udbredt i ret tørre områder, fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand i det nordvestlige Indien, samt i tilstødende områder af Tibet, voksende i højder mellem 2700 og 4400 m. P. longiflora (se nedenfor), som også har gule blomster, findes i det samme område, men er tilknyttet våde enge.

Dens blomster anvendes i den tibetanske folkemedicin mod udflåd fra skede og penis. (Kilde: T.J. Tsarong 1994. Tibetan Medicinal Plants. Tibetan Medical Publications, Indien)

 

 

 

 

 

Stængel indtil 14 cm høj, grundblade 2-3, ovale eller elliptiske, dobbelt eller undertiden tredobbelt snitdelte, op til 4 cm lange og 2 cm brede, stængelblde 2 (til tider manglende), elliptiske, dobbelt snitdelte, undertiden brunlige langs randen, indtil 2,5 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er en endestillet klase, der danner et kompakt hoved med 2-8 blomster, dækblade smalt lancetformede, indtil 2 cm lange og 8 mm brede, helrandede eller snitdelte, undertiden brunlige langs randen, bæger håret, op til 1,5 cm langt, med 5 trekantede eller spatelformede, tandede, op til 6 mm lange flige, krone bleggul, undertiden cremefarvet eller lyserød, op til 4 cm lang, ikke forlænget.

En arktisk humlebi ved navn Bombus polaris spiller en afgørende rolle i bestøvningen af denne art samt uld-troldurt (P. lanata, nedenfor). Denne humlebi er tilpasset således, at den kan arbejde sig op gennem plantens aks fra neden mod toppen. (Kilde: P.G. Kevan 1972. Insect Pollination of High Arctic Flowers. Journal of Ecology 60 (3): 831-847)

Artsnavnet er latin og betyder ‘danner et hoved’, hvilket sigter til den kompakte blomsterstand.

 

 

 

 

 

Den blev først indsamlet i New Mexico i 1850’erne af botanikeren og kirurgen John Milton Bigelow (1804-78), som indsamlede mange ubeskrevne plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kentron (‘skarp spids‘) samt anthos (‘blomst’), hvilket sigter til de spidse blomster.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, samt Tyrkiet, voksende i skovkanter og enge, samt på stenede skråninger, normalt på kalkholdig jord, i højder mellem 1000 og 3600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘særdeles håret’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante ligner meget den foregående art, men dens løv er endnu mere snitdelt, og blomsterne er af en kraftigere gul farve.

Den er hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran, voksende i nåleskove, rhododendron-krat og græsland, samt på stenede skråninger, i højder mellem 1400 og 3200 m.

Arten er en antioxidant og har bakteriedræbende egenskaber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sammenpresset’, hvilket sigter til den tætte blomsterstand.

 

 

 

 

 

Den kan til tider blive op til 50 cm høj, men er sædvanligvis lavere, med tæthåret stængel. Grundbladene er bregneagtige, lancetformede i omrids, grønne, op til 10 i antal, indtil 20 cm lange og 7 cm brede, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, often dunhårede, stængelblade lignende, men gradvis mindre op ad stænglen. De op til 5 blomsterstande er klaser, hver med 10-50 blomster, dækblade røde, bladagtige, helranedede eller snitdelte, glatte, bæger dunhåret, intil 1,8 cm langt, med 5 trekantede, hårede, op til 4 mm lange flige, krone mørkerød, purpurfarvet eller gullig-orange, sjældent hvid, indtil 4,3 cm lang, den øvre læbe dækker næsten de hvide støvknapper.

Førhen blev arten anvendt af indfødte folkeslag til at få trætte muskler til at slappe af, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.

Det latinske artsnavn betyder ’tætblomstret’. På amerikansk kaldes arten for Indian warrior eller warrior’s plume, hvilket også hentyder til blomsterstanden, der sammenlignes med en indianers hovedprydelse.

 

 

 

 

 

Stænglen bliver indtil 35 cm høj, og de bleggule blomster er arrangeret i et langt, tæt, endestillet aks. Artsnavnet er latin og betyder ‘forlænget’, hvilket sigter til det lange aks.

 

 

 

 

 

Denne plante forekommer i højder mellem 2000 og 4300 m, fra Afghanistan og Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘slank’.

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opret, indtil 60 cm høj, men normalt meget lavere, grundblade 5-20, bregnelignende, lancetformede i omrids, indtil 15 cm lange og 2,5 cm brede, snitdelte, glatte, røde som unge, senere grønne, stængelblade lignende, men gradvis mindre op ad stænglen. Blomsterstanden er en endestillet klase, op til 15 cm lang, undertiden til 25 cm, med 20-70 blomster, dækblade variable, grønne eller rødlige, helrandede eller fligede, op til 1 cm lange og brede, glatte, krone lyserød, purpurrød eller purpur, sjældent hvid. Dens næb er langt og spidst og bøjer opad som en elefant, der løfter snablen, mens de to sideflige minder om elefant-ører. Dette har givet anledning til artens amerikanske navn, elephant’s head.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i græs eller anden højere vegetation på kalkholdig bund, i Alperne op til omkring 2000 meters højde. Den er udbredt fra den centrale del af Apenninerne mod øst til Slovenien, Kroatien, Rumænien og Ukraine, og derfra mod nord til Polen og Hviderusland.

Artsnavnet blev givet til minde om den franske læge Belsazar de la Motte Hacquet (ca. 1739-1815), professor i anatomi og kirurgi i Laibach (i dag Ljubljana). Han skrev en bog om floraen i det karnioliske område med titlen Plantae alpinae carniolicae (1782).

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i ret fugtige områder af Himalaya i højder mellem 2500 og 4500 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det østlige Nepal.

Den minder en del om P. bicornuta (ovenfor), men blomsterne er ikke kugleformede, og den vokser på meget fugtigere steder.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og botaniker Werner Friedrich Hoffmeister (1819-45), der ledsagede sin ven, Prins Friedrich Wilhelm Waldemar af Preussen (1817-49) som personlig læge på en ekspedition til Indien 1845-46. Han blev dræbt i Punjab under en kamp med sikher. Hoffmeister indsamlede talrige planter på ekspeditionen, hvoraf mange var nye for videnskaben. Hans materiale blev offentliggjort i 1853 under titlen Die Botanischen Ergebnisse der Reise seiner königl. Hoheit des Prinzen Waldemar von Preussen in den Jahren 1845 und 1846 (‘Botaniske resultater af Hans Kongelige Højhed Prins Waldemar af Preussens rejse i årene 1845 og 1846’).

 

 

 

 

 

Den bliver op til 20 cm høj, stængel opret, blade spredte, med en op til 3,5 cm lang, vinget stilk, bladplade snitdelt, indtil 5 cm lang og 6 mm bred, udstående, linjeformet eller omvendt lancetformet i omrids, næsten glat, til tider håret. Blomsterstanden er et tæt, endestillet, cylinderformet aks, op til 9 cm langt og 4 cm bredt, forlænget under frugtsætning, dækblade grønne eller rødlige, tandede, bægerblade 5, purpurfarvede, sammenvoksede, indtil 7 mm brede, kronblade 5, sammenvoksede, lyserøde eller lyserøde med purpur skær, øvre læbe danner en 2-fliget hjelm, nedre læbe 3-fliget.

Trods deres indhold af giftige glykosider græsses denne art og P. capitata (ovenfor) til tider af rensdyr (Rangifer tarandus).

Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til plantens tætte dække af lådne hår.

 

 

 

 

 

Den er normalt under 10 cm høj, undertiden op til 18 cm. Grundbladene danner en roset, bladstilk op til 2 cm lang, bladplade indtil 3 cm, lancetformet eller smalt aflang, snitdelt, med tandede indtil 5 mm lange flige, stængelblade mindre. Blomsterne, som er samlet i en endestillet klynge, er guldgule, ofte med kastanjefarvede striber på den nedre læbe, kronrør meget langt og slankt, indtil 5 cm, håret, den øvre læbe ender i et indtil 6 mm langt, krummet næb.

Et afkog af planten anvendes lokalt som vanddrivende middel, blomsterne mod for megen varme og vand i kroppen, samt mod lever- og galdeblærebetændelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blomster’, hvilket sigter til det lange kronrør.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 2300 og 4300 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk mega (‘stor’) og anthos (‘blomst’) – et passende navn for denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, men mangler i det østlige Nordamerika. Sydgrænsen for udbredelsen er det nordlige Balkan, Himalaya, det sydvestlige Kina, Japan og South Dakota. I Centralasien vokser den i højder mellem 2600 og 5400 m.

Artsnavnet hædrer den tyske botaniker, læge og økonom Georg Christian Edler von Oldenburg Oeder (1728-91), der var ansat som Professor botanices regius (kongelig professor) i København, hvor han var ansvarlig for anlæggelsen af en ny botanisk have. Fra 1753 ledte han publikationen af storværket Flora Danica, som var planlagt til at dække alle planter i danske områder, inklusive Schleswig-Holstein, Oldenburg-Delmenhorst, Norge, Færøerne og Grønland. Oeder rejste vidt omkring i Norge 1758-60.

 

 

 

 

 

Stængel mangegrenet, normalt opret, indtil 60 cm høj, blade spredte eller modsatte, kortstilkede, trekantet-lancetformede eller linjeformede, snitdelte, margin kruset og tandet. Blomsterstanden er en tæt endestillet klase, dækblade bladlignende, blomster kortstilkede, bæger afrundet og tandet, krone rød eller purpurrød, sjældent hvid, indtil 2,5 cm lang, kronbladene sammenvoksede til et rør, øvre læbe lidt kortere end den nedre.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i sumpe’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal, voksende i højder mellem 2400 og 4000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kæmmet’, hvilket sigter til bladene, hvis segmenter sidder som takkerne på en kam.

 

 

 

 

 

Den forekommer fra det østlige Afghanistan og det nordlige Pakistan mod øst til Uttarakhand, voksende i højder mellem 2700 og 4500 m.

Artsnavnet sigter til den hvide plet i svælget.

 

 

 

 

 

Arten findes kun i Alperne, fra Frankrig mod øst til Østrig og Slovenien, hvor den vokser i græsklædte områder på kalkbund i højder mellem 1000 og 2700 m.

 

 

 

 

 

Der er ofte adskillige op til 30 cm lange stængler, normalt oprette, ugrenede, mørke, skinnende, grundblade stilkede, aflange i omrids, snitdelte til 9-12 ovale, tandede segmenter, stængelblade få, mindre. Blomsterstanden er en kort klase, op til 8 cm lang, dækblade minder om stængelbladene, bæger grønt, indtil 1,5 cm langt, med længdegående nerver og små purpurfarvede prikker. Det slanke kronrør er dobbelt så langt som bægeret, næb op til 1 cm langt, nedre læbe indtil 2,8 cm i tværmål.

Denne art er vidt udbredt, fra Kazakhstan, Kirgisien og Tajikistan mod øst til Mongoliet, det sydlige Sibirien og det nordvestlige Kina, mod syd gennem det Tibetanske Højland til Pakistan, Himachal Pradesh og Yunnan-provinsen. I Himalaya vokser den i højder mellem 3300 og 4800 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk rhinos (‘næse’), anthos (‘blomst’) og oid (‘ligner’), hvilket sigter til det snabel-lignende næb.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i Pyrenæerne og Alperne, mod øst til Østrig og Slovenien, samt i de Dinariske Alper, voksende i græsklædte områder i højder mellem 1900 og 2700 m. Den er opdelt i to underarter, rosea, der forekommer fra Liechtenstein og det nordøstlige Italien mod øst, samt allionii, der findes fra Pyrenæerne mod øst til Schweiz og det nordvestlige Italien.

Underarten allionii blev navngivet til ære for den italienske læge og botaniker Carlo Allioni (1728-1804), professor i botanik ved universitetet i Turin. Hans vigtigste værk er Flora Pedemontana, sive enumeratio methodica stirpium indigenarum Pedemontii, fra 1755, som behandler plantelivet i Piedmont. I værket angives 2813 arter, hvoraf de 237 førhen havde været ukendte.

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opstigende, indtil 20 cm høj, med 2 længdegående striber af hvide hår, blade lancetformede i omrids, dobbelt snitdelte, glatte, i reglen mørkt purpurfarvede, indtil 9 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstanden er et kort aks, dækbladene minder om stængelbladene, bæger smalt klokkeformet, indtil 9 mm langt, krone op til 2,2 cm lang, stærkt lyserød, undertiden purpurfarvet på den øvre læbe, kronrør cylinderformet, en smule længere end bægeret.

Den er udbredt i den østlige del af Alperne, fra det østlige Schweiz mod øst til de Juliske Alper og Karpaterne, voksende på kalkrig bund i græsklædte områder og på grusede skrænter, i højder mellem 1200 og 2800 m.

Artsnavnet er afledt af latin rostrum (‘næb’), caput (‘hoved’), samt atus, en endelse, der danner tillægsord, hvilket sigter til den tætte blomsterstand, som består af blomster med næb.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i græsklædte områder på kalkholdig bund, fra det østlige Frankrig mod øst til Østrig og den nordlige del af Balkan.

Artsnavnet er afledt af latin rostrum (‘næb’), spica (‘aks’), samt atus, en endelse, der danner tillægsord, hvilket sigter til blomsterstanden, som består af blomster med næb.

 

 

 

 

 

Den fandtes tidligere i Vestjylland, hvor den første gang blev fundet i 1861 i et pilekrat ved Karstoft Å. Desværre blev voksestedet ødelagt ved kratrydning. I 1925 blev den genfundet på en nærliggende eng, som blev fredet i 1934. Fredningen bestod desværre i, at man – i den bedste hensigt – lod driften af engen indstille, hvilket var en total misforståelse af artens krav til voksested. Området groede til, og den lyskrævende art blev sidst set i 1949. (Kilde: roedliste.au.dk)

Stænglen er ofte op til 60 cm høj, undertiden til 1 m, grøn eller mørkt purpurfarvet, de langstilkede grundblade danner en roset, bladplade omvendt lancetformet eller aflang i omrids, indtil 30 cm lang og 4 cm bred, snitdelt, med 7-17 par ovale eller aflange segmenter, stængelblade få, mindre. Blomsterstanden er ofte over 20 cm lang, bestående af falske kranse, dækblade bredt ovale, bæger op til 1,5 cm langt, med tandede flige, krone gul, sædvanligvis med purpurrød spids, rørformet, krummet, indtil 3 cm lang, med sammenvoksede læber.

Artens svenske navn Kung Karls spira betyder ’Kong Karls scepter’, hvor ’scepter’ sigter til den ranke, lige blomsterstand. Planten fik dette navn af den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), som var pioner inden for botanik og ornitologi. Navnet var en hyldest til Kong Karl d. 12. (1682-1718) efter sejrene i slagene ved Narva i Estland 1700 og ved Riga i Letland 1701. (Kilde: linnaeus.nrm.se)

Det latinske artsnavn er en direkte oversættelse af det svenske navn og skyldes den berømte naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

 

 

 

 

 

Den vokser i højder mellem 3300 og 4800 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim.

Artsnavnet blev givet til minde om en botaniker, J. Scully, som indsamlede planter i Himalaya i 1870’erne. Bortset fra det har jeg ikke kunnet finde oplysninger om ham.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa, med undtagelse af Balkan-landene, Finland og Rusland. Den findes også i Marokko, og er blevet indført til New Foundland. Den vokser generelt på mere sur jordbund end eng-troldurt og træffes oftest i hedemoser. I Danmark er den mest almindelig i Nord- og Vestjylland.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) fortæller, at “mose-troldurt regnes for gavnlig til helbredelse af fistler [en abnorm forbindelse mellem to hulrum, fx blodkar eller tarme] og hule mavesår, og til at stoppe strømmen af væske imellem dem, samt blødninger fra dem, idet den koges i portvin og derpå drikkes.”

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’) – et underligt navn på denne plante, der mest træffes i hedemoser.

 

 

 

 

Stængel op til 60 cm høj, stribet, tæthåret, størsteparten af hårene i to længdegående rækker op langs stænglen, blade siddende og stængelomfattende, hårede, linje- eller lancetformede, indtil 7 cm lange og 1,5 cm brede, snitdelte med 20-25 par flige, margin dobbelt-tandet. Blomsterstanden er en endestillet klase, op til 18 cm lang, bæger indtil 1,6 cm langt, tæthåret, 5-fliget, kronrør indtil 1 cm langt, kronblade purpurrøde eller meget mørkt purpur, næb slankt, krummet, i lighed med den nedre læbe glat.

Den vokser i højder mellem 3000 og 5000 m i Centralasien, fra Qinghai og Sichuan mod syd til Yunnan, det sydøstlige Tibet og det nordlige Myanmar, og derfra mod vest til Uttarakhand.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thrix (‘hår’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til den hårede øvre læbe.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Kola-halvøen mod øst langs den arktiske kyst til Stillehavet, og derfra mod syd til Kazakhstan, Kina og Japan. Den er også hjemmehørende i Alaska og det nordvestlige Canada, samt i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, fra Pyrenæerne gennem Alperne til Karpaterne og Tatra-bjergene, på Balkan, samt i Ukraine.

Den vokser især på kalkholdig jord, i Mellemeuropa i højder mellem 900 og 3000 m, i Centralasien op til omkring 4400 m.

Artsnavnet er latin og betyder’ med kranse’, hvilket sigter til, at stængelbladene sidder i kranse.

 

 

 

 

 

 

 

Navnet skjaller sigter i lighed med to andre folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten.

 

Stængel opret, grenet eller ugrenet, indtil 40 cm høj, men oftest meget lavere, blade modsatte, lancetformede eller ovale, siddende, indtil 5 cm lange og 1 cm brede, margin med butte tænder. Blomsterstanden er en endestillet, åben klase, dækblade rhombeformede eller trekantede, bæger opsvulmet under frugtsætning, indtil 2 cm langt, som ungt med hvide hår, senere næsten glat, krone indtil 2 cm lang, stærkt gul, kronrør let krummet, støvbærere violette, udragende.

Artsnavnet er latin og betyder ‘større’ (end liden skjaller, R. minor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latinsk betegnelse på en ond ånd. I lighed med det engelske navn witchweed (‘hekseurt’) sigter det til de mystiske, tørkelignende symptomer, bl.a. nedvisning, som ses på Striga-inficerede planter, selv inden parasitten kommer til syne.

 

Stænglen er opret, grøn, normalt under 30 cm høj, men undertiden til 60 cm, blade næsten modsatte, smalt lancetformede, indtil 3 cm lange. De stilkløse blomster, som sidder i bladhjørnerne, er indtil 1,5 cm i tværmål, med 2-læbet krone, farve variabel, rød, lyserød, purpurfarvet, orange, gul eller hvid.

Den gør alvorlig skade på afgrøder som sorghum, hirse, majs, ris og sukkerrør, specielt blandt fattige bønder i Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

En opret, mangegrenet busk med stribede, grove grene, blade ovale eller spatelformede, med meget kort stilk eller stilkløse, spids afrundet. Blomsterstandene sidder i aks fra bladhjørnerne, op til 2 cm lange, hver med 18-40 små blomster. Den modne frugt er hvid og kuglerund.

Artsnavnet hentyder til Costa Rica, hvor denne plante er ret almindelig.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phore (‘bærer’) og dendron (‘træ’), altså ’båret på et træ’, hvilket hentyder til slægtens epifytiske levevis. Navnet skyldes Thomas Nuttall (1786-1859), en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

Phoradendron-blomster er grønlige og meget små, kun 1-3 mm i diameter. Frugterne og deres spredning er nøjagtigt som hos Viscum (nedenfor). De er en yndet føde for silkemonarker (Phainopepla).

Disse planter kan til tider reducere produktionen af frugt og nødder temmelig voldsomt. Løv og bær hos nogle af arterne er giftige.

 

Den snylter på et bredt udsnit af træer og buske, deriblandt mesquite (Prosopis), ørken-jerntræ (Olneya tesota), katteklo-akacie (Senegalia greggii), palo verde (Parkinsonia), samt ørken-vrietorn (Condalia).

En busk op til 1 m i tværmål, opret eller udbredt, grene grønne, rødlige eller purpurfarvede, hårede som unge, senere glatte, blade under 2 mm lange, presset fladt ned mod grenene. De tørrer hurtigt ind og bliver skælagtige. De gullige blomster kommer frem om vinteren. Bærrene er kugleformede, glatte, indtil 5 mm i diameter, hvide, lyserøde eller rødlige, mere eller mindre gennemsigtige ved modning.

Tidligere blev bærrene konsumeret af indfødte folkeslag, som høstede dem ved at brede et tæppe ud under planten, hvorefter de slog på den med kæppe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En busk indtil 80 cm høj/lang, opret eller hængende, sædvanligvis kun forveddet ved basis, grene grønne, glatte, blade meget små, skælagtige, blomster grønne, meget små, frugt op til 4 mm i diameter, hvid eller lyserød, glat.

Tidligere blev bærrene spist af lokale stammefolk, mens bladene blev benyttet til té, samt til behandling af diverse lidelser, bl.a. mavepine, til at få trætte muskler til at slappe af, samt til at mindske blødninger efter fødsler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en busk med oprette grågrønne eller gulgrønne, indtil 1 m lange grene, blade modsatte, indtil 3 cm lange og 1,5 cm brede, dunhårede, blomster meget små, bær kugleformede eller ovale, op til 4 mm lange, blegt lyserøde.

Artsnavnet betyder ‘håret’, hvilket hentyder til det tætte dække af dunhår på bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på en fuglelim, som blev fremstillet af disse planter.

Navnet misteltén kommer af oldgermansk mist (’gødning’) og tan (’kvist’), altså ’kvisten i gødningen’, hvilket levende beskriver, hvordan frø af disse planter spirer i en klat gødning, som en fugl har efterladt på en gren. Folkenavnet heksekost skyldes plantens lighed med ’heksekostene’ på birketræer, og vintergrøn hentyder til, at arten er stedsegrøn. Det sydslesvigske navn marentaken kommer af mare, som angiver et væsen, der giver mareridt, og taken, som er et tysk dialektord for kvist. Det sagdes, at planten kunne beskytte mod mareridt.

 

 

 

 

 

En buskagtig plante, som danner tætte klynger, grene op til 1 m lange, blade modsatte, stedsegrønne, smalt spatelformede, kødfulde, glatte, gullig-grønne, indtil 8 cm lange og 3 cm brede, blomster gullig-grønne, op til 3 mm i tværmål. Frugten er et hvidt eller gulligt bær, somme tider op til 1 cm i diameter.

For de keltiske offerpræster, druiderne, symboliserede de mistelténe, der voksede på de hellige egetræer, egenes kraft, og den indgik i deres religiøse ceremonier. Misteltén blev kun indsamlet, når druiderne havde haft syner, som ledte dem til planten.

Ved nytår vandrede unge mænd, bærende på grene af misteltén, rundt og proklamerede det nye års komme. Denne skik blev sandsynligvis overtaget af briterne, og selv efter indførelsen af kristendommen blev den bevaret i en anden form. Nytårsaften skar man grene af misteltén, pyntede dem med frugter og farverige bånd og hængte dem op under loftet omkring midnat. Herefter ledte de unge mænd de unge piger hen under mistelténen og ønskede dem godt nytår med et kys. I Danmark blev denne skik flyttet til juleaften i stedet.

I Bretagne er et folkeligt navn på planten Herbe de la Croix. Efter legenden blev korset, som Kristus blev korsfæstet på, fremstillet af misteltén-træ, hvilket bevirkede, at arten blev degraderet til at være en parasit.

I den nordiske mytologi var den gode gud Balder, søn af Odin og Frigg, plaget af ildevarslende drømme, så hans moder fik alle levende væsener og døde genstande til at love, at de ikke ville harme ham. De andre guder afprøvede løftet ved at skyde pile og kaste sten på ham, men han forblev uskadt. Frigg havde imidlertid glemt at tage mistelténen i ed. Dette var blevet bemærket af den snu og onde Loke, som skar en pil af misteltén og overtalte Balders blinde broder Höðer til at affyre den mod ham, hvorved han blev dræbt.

Førhen fremstillede man i hele artens udbredelsesområde en fuglelim af mistelténens bær, som anvendtes til at fange drosler og andre småfugle med – en praksis, som stadig finder sted i Mellemøsten og Himalaya. Det danske folkenavn fuglelim hentyder til denne anvendelse. Sæbe blev produceret af bærrene i 1800-tallet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket sigter til bærrenes farve.

 

 

 

 

 

En mangegrenet busk, grene runde, op til 80 cm lange, blade mest modsatte, kortstilkede, bladplade elliptisk eller aflang, læderagtig, indtil 7 cm lang og 2 cm bred, med but spids. Blomsterstandene er endestillede, hanlige blomster i klaser, normalt med 3 blomster, op til 2 mm i diameter, hunlige i aks med 3-5 blomster, bær rødt, gulligt eller orange, kugleformet, indtil 8 cm i diameter.

Artsnavnet hentyder sandsynligvis til de farvestrålende bær.