Ryler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedparten af disse fugle yngler i arktiske områder, nogle få også i subarktiske og nordlige tempererede regioner. De tilbringer vinteren langs kyster og indlands-vådområder i tempererede, subtropiske og tropiske egne kloden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl. Den danske betegnelse ryle er sikkert en lydefterligning af den almindelige ryles (C. alpina) stemmeytring under parringsspillet, et rullende “ryl-ryl-ryl-ryl-ryl.”

Jeg vil gerne rette en stor tak til kunstneren Jens Gregersen for velvillig tilladelse til at citere tekst og anvende billeder fra hans smukke bog Arktisk sommer, der først udkom på forlaget Gyldendal i 2014.

 

En række studier af ryler i de senere år har åbenbaret, at hunnerne hos nogle arter ofte lægger to kuld æg efter ankomsten til ynglepladsen, ét til hannen og ét til den selv, eller i nogle tilfælde til to forskellige hanner! Når man tager i betragtning, at hvert kuld æg vejer næsten lige så meget som fuglen selv, er det noget af en kraftpræstation.

Den spidshalede ryle (C. acuminata) yngler i det centrale og østlige Sibirien, og om vinteren trækker den til Australien og New Zealand. I bogen Arktisk sommer skriver Jens Gregersen: “Fornylig har fugleforskere fundet ud af, at ungfuglene foretager et mærkeligt fornuftsstridigt træk. De tager vejen til Yukon-deltaet i Alaska, altså stik øst. Når det tages i betragtning, at den spidshalede ryle yngler i landet mellem floderne Lena og Kolyma, er det mellem 2000 og 4000 km i den forkerte retning. Når de ankommer dertil, er de radmagre. Så tilbringer de nogen tid her og æder sig fede på den rigelige føde, som findes her. Engang i efteråret tager de så turen til Australien, i ét stræk! Det er henved 10.000 km, men den spidshalede ryle har lange, stærke vinger. Deres forældre trak den direkte vej mod syd gennem Mongoliet og Kina over Japan, Korea, Filippinerne og Ny Guinea til Australien. De foretager mange stop på rejsen. På et tidspunkt vil de forenes med deres unger, som havde valgt den store omvej via Alaska.”

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes langs kyster i tempererede, subtropiske og tropiske områder, så langt mod syd som det sydlige Sydamerika, Sydafrika og Australien. I Danmark er arten en almindelig træk- og vintergæst.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er de fleste europæiske bestande gået kolossalt tilbage på grund af afvandinger og tilgroning af egnede levesteder. I Danmark var underarten schinzii en meget almindelig ynglefugl i 1800-tallet, men bestanden er faldet drastisk til under 400 par i dag.

Det latinske artsnavn hentyder til bjerge i Lapland, hvorfra den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han beskrev arten i 1758, havde modtaget et eksemplar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Spencer Fullerton Baird (1823-87), der arbejdede som naturhistoriker og assisterende sekretær i Smithsonian Institution.

 

 

 

 

 

Ifølge overleveringen betragtede Knud den Store, som han blev kaldt, en bestemt slags vadefugl, passende opfedet med hvidt brød og mælk, som en delikatesse. På engelsk fik fuglen navnet knot, opkaldt efter kongen, som på engelsk blev kaldt for Cnut the Great eller Canute. Åbenbart kendte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne legende, for da han beskrev fuglen i 1758, gav han den navnet Tringa canutus.

Artens danske navn er uheldigt, da arten kun passerer Island på træk. Den burde hedde tundraryle. I bogen Arktisk sommer skriver Jens Gregersen: “Det danske navn islandsk ryle skyldes, at et æg, der var indsamlet på Island og efter sigende skulle komme fra den islandske ryle, var blevet overbragt af en engelsk naturalist i midten af 1800-tallet. Men det var et falsum.”

Den islandske ryle, opdelt i 6 underarter, yngler i den arktiske tundra i Alaska, det nordøstlige Canada, Grønland, samt det centrale og østlige Sibirien. Om efteråret trækker den til Vesteuropa, Afrika, Florida, Mellemamerika, det sydlige Sydamerika, Australien og New Zealand. Nogle få tilbringer vinteren i Middelhavet, samt i det sydlige Indien.

I Danmark er den almindelig på både forårs- og efterårstræk, og op mod 80.000 fugle er optalt i Vadehavet, der således er af international betydning for arten. Den ses også fåtalligt om vinteren i Vadehavet.

Når fuglene ankommer til ynglepladserne i tundraen, er der kun meget begrænsede føderessourcer til stede, så fuglene sulter bogstavelig talt og skal derfor undervejs opbygge et fedtlag, som de kan tære på. Under det nordgående træk gør fugle af underarten rufa, der yngler på de canadiske arktiske øer, ophold i Delaware Bay, New Jersey, for at blive fedet op på de næringsrige æg af den atlantiske dolkhale (Limulus polyphemus), som i maj samles her i tusindvis for at lægge æg. Dette falder sammen med op mod en million vadefugles ankomst fra vinterkvartererne, hovedsagelig islandske ryler, stenvendere (Arenaria interpres), tyknæbbede dværgryler (Calidris pusilla) og sandløbere (Calidris alba).

Man har anslået, at fugle og fisk årligt i USA konsumerer op mod 320 tons dolkhaleæg. Mere om dette fascinerende dyr kan læses på siden Dyreliv – Krybdyr, padder og invertebrater: Dolkhaler – levende forsteninger i knibe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under en registrering af vadefugle og andre vandfugle langs Tanzanias kyst i 1988 og 1989 talte vi omkring 21.000 krumnæbbede ryler, hvilket svarer til omkring 86 fugle/km. Vores ‘guesstimate’ siger, at omkring 100.000 individer af denne art overvintrer langs Tanzanias kyst. (Kilde: Petersen, I.K., T. Bregnballe, K. Halberg & O. Thorup 1989. Tanzania Wader Survey. A preliminary report of the Danish-Tanzanian ICBP-expedition 1988. Københavns Universitet)

Det latinske artsnavn er afledt af latin ferrugo (‘jern-rust’), fra ferrum (‘jern’), hvilket sigter til denne arts rustrøde bryst i yngletiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vintermånederne tilbringes langs kysterne i det nordvestlige og vestlige Europa, mod syd til Portugal, i den sydligste del af Grønland, samt langs Nordamerikas Atlanterhavskyst, mod syd til South Carolina.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’). Om vinteren ses den næsten udelukkende langs kyster. Fornavnet sortgrå hentyder til fuglens mørke vinterdragt. I sommerdragten er den brunspættet på ryggen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om efteråret trækker den til kyster langs Stillehavet og Atlanterhavet, fra den sydvestligste del af Canada og New Jersey mod syd gennem Caribien, Mexico og Mellemamerika til det nordlige og vestlige Sydamerika.

Det latinske artsnavn hædrer den italienske botaniker Ernesto Mauri (1791-1836), som var direktør for den botaniske have i Rom.

 

 

 

 

 

 

 

Arten overvintrer hovedsagelig i Afrika, samt i nogen grad omkring Middelhavet og fra Mellemøsten langs kysterne af den Arabiske Halvø til det Indiske Subkontinent.

På latin betyder artsnavnet ‘meget lille’.

 

 

 

 

 

 

 

Den overvintrer fra det sydlige USA mod syd gennem Mexico og Caribien til Peru og det nordlige Brasilien.

Artsnavnet er afledt af latin minutus (‘meget lille’), samt endelsen illa, som udtrykker noget småt. Det kan således oversættes som ‘særdeles lille’.

 

 

 

 

 

 

 

Som ynglende er brushanen vidt udbredt i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Der er også spredte bestande i Centralasien.

I Danmark har den været i rivende tilbagegang som ynglefugl i de senere år på grund af dræning og tilgroning af egnede levesteder, og bestanden tæller i dag færre end 50 redebyggende hunner, flest i Tøndermarsken, naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, samt Vejlerne i Thy.

Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, den Arabiske Halvø, det sydlige Asien, samt i mindre grad Australien. Arten er ret almindelig på træk i Danmark.

Førhen blev brushanen kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som ynglende er den begrænset til arktiske og subarktisk tundra langs kyster i det nordøstlige Sibirien, fra Chukotka mod syd til den nordlige del af Kamchatka. Den er aftaget alarmerende i de senere år, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af mange af dens fourageringspladser i Kina, som den er afhængig af undervejs til vinterkvartererne i det sydlige Kina, Indokina og i nogen grad østkysten af Indien. Disse vadeflader i Kina er blevet afvandet og omdannet til saltpander, rejefarme og rismarker.

I dag tæller verdensbestanden måske færre end 100 ynglepar, og det frygtes, at arten vil uddø i vild tilstand inden for de næste få årtier. En bestand findes i fangenskab i Slimbridge Wetland Wildlife Reserve, Gloucestershire, England.

 

 

 

 

 

Arten tilbringer vinteren i et kæmpestort område, fra det nordøstlige Indien og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til Australien og New Zealand.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rødlig’) og collum (‘hals’), hvilket sigter til fuglens yngledragt. I vinterdragten er undersiden næsten kridhvid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen Arktisk sommer skriver Jens Gregersen: “Da jeg ankom til Tobseda ved Pechora-flodens delta i Barentshavet i juni 2003, blev jeg vel modtaget af den hollandske fugleforsker Rudolf Drent (1937-2008). “Se den lille helikopter!” udbrød han; det var temmincksrylen, der stod stille i luften og lød som en distinkt græshoppe.”

Det han hentydede til var temmincksryle-hannens markante parringsspil, som den dels foretager ved at stå stille i luften og svirre med vingerne, dels ved at løbe efter hunnen med udbredte vinger.

Arten blev navngivet til ære for den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858), som var den første direktør for det nationale naturhistoriske museum i Leiden, fra 1820 til sin død. Han beskrev denne ryle i 1815.

 

 

 

 

 

 

 

Bestanden af denne fugl er gået drastisk tilbage i de senere år, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af mange af dens fourageringspladser i Kina, som den er afhængig af undervejs til vinterkvartererne i Malaysia, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea og Australien. Disse vadeflader i Kina er blevet afvandet og omdannet til saltpander, rejefarme og rismarker. I dag er arten opført som akut truet på IUCNs liste over truede arter.

Artsnavnet er afledt af latin tenuis (‘slank’) og rostrum (‘næb’).