Kristendom

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disciplene påbegyndte nu en missionerende virksomhed, især Paulus, som oversatte de kristne tanker til græsk, der dengang udgjorde en slags fællessprog for den civiliserede verden. Centralt i de nye tanker var ordene Frelser, Herre, Guds Søn, samt syndernes forladelse. En del forskere har udtrykt, at det i virkeligheden var Paulus, der skabte kristendommen, idet han ændrede Jesu forkyndelse om Faderen som frelser til en forkyndelse om Jesus Kristus som Frelseren. Missionsvirksomheden kom også til udtryk gennem bl.a. skrifterne fra de fire såkaldte evangelister: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Ordet Kristus kommer af græsk khristos, der blev indført som erstatning for ordet messias – en græsk forvanskning af det aramæiske ord meschicha (’den salvede’). I Oldtidens Judæa blev konger og præster salvet og var dermed indviet til at formidle Guds ord og velsignelse til folket. Messias-begrebet blev efterhånden overført til forestillingen om, at en ny konge af Davids æt skulle fremkomme ved dagenes ende. Tilhængerne af Jesus betragtede ham som den nye Messias, der ville frelse menneskeheden. Ifølge nogle kilder er troen på Kristus som Guds Søn, der steg ned til Jorden, kommet til flere hundrede år efter hans død.

Den nye kristne missionsvirksomhed havde i begyndelsen en fri og åben teologisk tænkning som resultat, men den bukkede snart under for magtbegær, og i lighed med Jødedommen blev der oprettet en række kontrollerende embeder som diakoner, præster og biskopper. Til slut opstod mægtige kristne hierarkier, der havde næsten fuld kontrol over europæiske statsanliggender, såvel som en umådelig indflydelse på kulturen, med paven i Rom som øverste myndighed. I det 11. århundrede kom det til et brud mellem Rom og Byzans, og den østlige, græsk-ortodokse kirke blev næsten fuldkommen isoleret fra den romersk-katolske, med en patriark som overhoved.

I 1500-tallet fandt den såkaldte Reformation sted, hvor en række lærde under ledelse af Martin Luther brød med paven i Rom. Resultatet af dette brud blev en række protestantiske kirker, bl.a. lutheranismen og den anglikanske kirke, som siden er blevet opsplittet i en lang række trosretninger og sekter.

Den græsk-ortodokse kirke blev ligeledes opsplittet i en række trosretninger, heriblandt den koptiske kirke i Alexandria, den armenske apostoliske kirke, den syriske ortodokse kirke, den ethiopiske Tewahedo-kirke, samt Malankara-kirken i Indien. Disse trosretninger tror på den samlede natur af Kristus, hvilket vil sige, at foreningen af den guddommelige og den menneskelige natur er en nødvendighed for at opnå den guddommelige frelse af menneskeheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapellet var oprindeligt ca. 18 m langt og 7 m bredt, men i dag findes kun størsteparten af den vestlige gavl, samt rester af sidemurene. Indgangsbuen i den østlige gavl er blevet smukt restaureret.

Kapellet var tilegnet den danske konge Knud d. 4., som blev dræbt under et oprør i Odense i 1086. Da han havde været ivrig tilhænger af den romersk-katolske kirke, blev han ophøjet til helgen og blev kendt under navnet Knud den Hellige. Han blev også gjort til skytshelgen for handelsorganisationen Knudsgildet.

 

 

 

 

 

Byen Lalibela i det nordlige Ethiopien er berømt for en samling af klippekirker og -klostre, som kan dateres tilbage til 11. og 12. århundrede. Mange af disse er hugget ned i klippegrunden, der består af ret blød, rød vulkansk tuf.

Tewahedo-kirken og Lalibela er behandlet mere indgående på siden Rejse-episoder: Ethiopien 1996: Timkat – en kristen højtid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden legende beretter, at kapellet er tilegnet en kvindelig keltisk helgen, Sankt Brigida.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapellet er muligvis opkaldt efter Salomonius (1231-1314), en mystiker, som tilhørte dominikaner-ordenen. Da det store silde-boom ophørte i 1500-tallet, blev havnen forladt, og kapellet forfaldt hurtigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag findes der ingen rester af Venge Kloster, men kirken står næsten fuldt bevaret, idet den undgik større ombygninger under de store kirkerestaureringer i slutningen af 1800-tallet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Katedralen, som erstattede en ældre romansk kirke, blev grundlagt i 1239, men størsteparten af den stammer fra 1400-tallet og senere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To år senere nåede Giedde og hans folk frem til Coromandel-kysten ved Kaveri-flodens munding i den nuværende delstat Tamil Nadu. Efter forhandlinger med fyrsten af Thanjavur fik Giedde tilladelse til at bygge en handelsstation, som blev kaldt Trankebar – en forvanskning af det lokale tamilske navn på stedet, Tarangambadi, som betyder ’syngende bølger’. I 1660 stod en fæstning færdig, som fik navnet Dansborg. Bag denne fæstning opstod efterhånden en by, som blev befæstet med volde og mure, gennem hvilke et antal byporte gav adgang til byen. Den største af disse porte vises på siden Henfald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det undrer mig lidt, hvorfor bevægelsen hedder True Jesus Church. Er der nogen, der tror på en falsk Jesus?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge en fransk legende frelste Sankt Romanus af Rouen (død ca. 640 e.Kr.) oplandet omkring Rouen fra et dragelignende uhyre, kaldt La Gargouille, som havde vinger og en lang hals og var i stand til at spy ild ud af gabet. Ifølge en version af legenden undertvang Sankt Romanus uhyret ved hjælp af sit krucifiks, hvorpå han førte det til Rouen, hvor det blev brændt. Hovedet og halsen ville imidlertid ikke brænde, da det var hærdet af den ild, som uhyret selv frembragte, så hoved og hals blev sat op på muren af en nyopført kirke for at skræmme onde magter bort.

I det 12. århundrede talte Sankt Bernard af Clairvaux (1090-1153) imod gargoyles, idet han sagde: ”Hvad gør disse fantastiske uhyrer i klostrene foran vore brødres øjne, mens de studerer? Hvad er meningen med disse urene aber, disse mærkelige vilde løver og uhyrer? Til hvilket formål har man placeret disse væsner, halvt dyr og halvt menneske, eller disse plettede tigre? Jeg ser adskillige kroppe med ét hoved og adskillige hoveder på én krop. Her er et firbenet væsen med en slanges hoved, der er en fisk med et pattedyrs hoved, og der er et dyr, som er halvt hest, halvt ged… I sandhed, hvis vi ikke rødmer ved synet af sådanne absurditeter, skulle vi i det mindste beklage, at vi har brugt midler på dem.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Træudskæringen på billedet nedenfor, som findes i Højerup Kirke, Stevns Klint, er sandsynligvis inspireret af den kinesiske mytologi, idet den viser to væsener, der ligner en blanding af drage og Feng-Huang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slattenpatten røver fra menneskene om natten, men ridser man et kors i brød og andet bagværk, kan hun ikke stjæle det. Bliver man forfulgt af hende, kan man undslippe ved at løbe over markerne på tværs af plovfurerne. Slattenpatten kan kun løbe på langs af furerne, når de er pløjet med stålplov, for som andre underjordiske kan hun ikke døje stål. Man kan også springe over en å eller en bæk, for hun bryder sig heller ikke om rindende vand. (Kilde: Evald Tang Kristensen 1893. Danske Sagn, som de har lydt i Folkemunde, bd. 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder kom runestene først på mode, efter at befolkningen var omvendt til kristendommen omkring 900-1000. Indskrifterne på disse sten er derfor alle af kristent tilsnit. Oftest fortæller de ganske kort, hvem der rejste stenen og for hvem.

Billeder af andre runestene findes på siden Kultur: Megalitter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: ’I maa ikke æde af hvert Træ i Haven’?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø’.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.

Traditionelt er Kundskabens Frugt blevet betragtet som værende sødæblet (Malus pumila), selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble (Punica granatum) eller måske abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skikkene med juletræ og julepynt er først opstået inden for de sidste par hundrede år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en udbredt opfattelse, at mange Halloween-traditioner har deres oprindelse i ældgamle keltiske højtider, specielt Samhain, som blev ændret til Halloween af tidlige kristne.

I dag går mange kristne i kirke på Alle Helgeners Aften, mens andre tænder stearinlys på de afdødes grave. Førhen undlod mange kristne at spise kød denne aften.

I USA er Halloween blevet mere folkelig, fyldt med fest og ballade. Blandt aktiviteterne kan nævnes trick-or-treating, hvor børn, iklædt fantasifulde kostumer, vandrer fra dør til dør og beder om gaver ved at sige: “Trick or treat” (’Ballade eller gaver’). Gaverne er som regel i form af slik, somme tider penge. Førhen bestod ‘ballade’-delen af forskellige former for ugerninger, ifald husejeren ikke rystede op med gaver, men i dag er truslen dog fuldstændig tom.

Minder dette ikke stærkt om den danske fastelavn? Jeg husker i hvert fald fra min barndom, at vi drog fra dør til dør, mens vi sang: