Hinduisme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Teksterne i disse doktriner blev lært udenad af brahminer (lærde eller ’præster’) og overleveret mundtligt fra generation til generation, indtil de blev nedskrevet omkring 1800 e.Kr. Vedaerne omtaler ariske guder og myter, og for arierne var rituelle ofringer hovedessensen.

Guder og myter fra den lokale dravidiske religion i Indus-dalen blev efterhånden indkorporeret i den ariske religion, og hinduismen er resultatet af denne opblanding.

Hinduismen adskiller sig tillige fra andre verdensreligioner ved, at den ikke pålægger sine tilhængere at tilbede bestemte guder eller at udøve bestemte ritualer. Det åndelige univers tolkes bl.a. ud fra Vedaerne, samt i nogen grad fra de store helte-eposer Mahabharata og Ramayana.

Der er stor forskel på, hvordan en filosof og en bonde tolker og dyrker sin religion, og hinduismen er så rummelig, at også den moderne forretningsmand kan finde indhold i den. For størsteparten af hinduerne gælder det, at deres tro er så sammenvævet med deres hverdag, at hinduismen bedst kan beskrives som en blanding af levemåde og religion.

De ariske indvandrere var lyshudede, mens de lokale dravidiske indbyggere, som arierne gjorde til deres slaver, var mørklødede. Folk blev opdelt i fire kaster, på sanskrit varna, som simpelthen betyder ’farve’ – efter al sandsynlighed en hentydning til de forskellige hudfarver hos befolkningen i Indus-dalen. Ifølge en Veda-tekst blev denne inddeling i kaster dikteret af guderne.

 

 

 

 

 

 

 

Reglerne for den rette levevis for de fire kaster blev oprindeligt udfærdiget af brahminerne. Naturligvis udnævnte de sig selv som den øverste kaste, Brahman, idet de hævdede, at de udsprang af guden Brahmas mund. (Brahma er Universets skaber, se afsnittet Hinduguder). I dag er ikke alle brahminer lærde, men omfatter også personer fra andre erhvervsgrene, bl.a. bønder.

Den næstøverste kaste, Kshatriya (i Nepal kaldt Chhetri), siges at være udsprunget fra Brahmas arme. Medlemmer af denne kaste var traditionelt krigere, som skulle beskytte landet mod invasioner. I nutidens samfund beklæder de ofte høje stillinger inden for hæren og politiet, mens andre er embedsmænd eller handelsfolk.

Den tredje kaste, Vaishya, omfatter bønder, håndværkere, handelsfolk, og andre. De siges at være udsprunget fra Brahmas lår.

Disse tre øverste kaster er klassificeret som dvija (‘togangefødte’). Tværs over kroppen, fra venstre skulder til højre hofte, bærer mange af mændene fra disse kaster en hellig snor (janai), bestående af tre snoede tråde. Brahminernes snor er lavet af bomuld, Kshatriya’ernes af hamp og Vaishya’ernes af uld. (Mere om janai findes i afsnittet Hinduistiske højtider nedenfor).

Den fjerde kaste, Shudra, siges at være udsprunget fra Brahmas fødder og omfatter typisk daglejere og tjenere.

Op gennem tiden er der sket en yderligere opspaltning af disse fire grundkaster, således at der i dag findes i tusindvis af underkaster. De kaldes jati og er oftest erhvervsbetingede. Man gifter sig helst inden for sin kaste, eller endog underkaste, og har pligt til at overholde dens regler, moral og ritualer. Disse pligter kaldes dharma (ikke at forveksles med Buddhismens dharma).

Helt uden for kastesystemet er de kasteløse, kaldt dalit – de ‘urørlige’, eller med den indiske regerings betegnelse, ‘the scheduled caste’. De udfører ‘urent’ arbejde som renovation og arbejde associeret med døde mennesker og dyr, bl.a. kremation og læderarbejde. Principielt betragtes alle ikke-hinduer som dalit, heriblandt kristne, muslimer, indiske stammefolk og turister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Swayambhunath og andre stupa’er er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Templet er i to etager, opført i den traditionelle nepalesiske pagodestil. Ifølge overleveringen kan det dateres tilbage til 1600-tallet, under Gorkha-kongernes styre.

Templet begyndte at hælde efter jordskælvet i 1934, mens jordskælvet i 2015 medførte revner i taget og fik templet til at hælde endnu mere. Det er siden blevet restaureret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Engang, i måneskin, badede en smuk kvinde ved navn Hemavsti i Rati-søen, da Chandra steg ned fra himlen og omfavnede hende. Hun fødte senere en søn, som blev den første regent i Chandella-slægten.

Mellem 900 og 1050 e.Kr. opførtes i Khajuraho 85 templer, hvis stenfriser og skulpturer viser mange sider af livet dengang, bl.a. dans, musik og krigsscener. Der findes tillige en mængde afbildninger af kvinder i udfordrende stillinger med talje og bryster fremhævet. De skal muligvis forestille apsara’er, overnaturlige kvindelige væsener, som er uforlignelige i kunsten at danse. De afbildes ofte dansende til musik leveret af gandharva’er, som var musikere ved regnguden Indras hof. Apsara’erne underholder guder og mænd og forfører dem undertiden. Andre skulpturer gengiver mithuna, mænd og kvinder under samleje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lykkedes Bhima at slå Hadimb ihjel, hvorpå Hadimba giftede sig med ham. Senere fik hun gudinde-status, idet hun blev betragtet som en inkarnation af den store modergudinde Devi.

Hadimba-templet i Manali blev opført i 1553 over en hule i en kæmpestor klippe, hvor Hadimba efter sigende mediterede. Senere blev klippen tilbedt som et billede på gudinden.

 

 

 

 

 

Oprindeligt fandtes der kun mandlige guder, men på et tidligt tidspunkt blev disse guders kvindelige aspekt eller energi, kaldt shakti, vigtig i tilbedelsen. I dagligt brug personificeres denne shakti og bliver til den pågældende guds ‘hustru’.

Tilbedelse af guderne, kaldt puja, foregår gennem bønner og ofringer ved statuer eller afbildninger af guderne, som findes overalt i gader, templer og private hjem.

Nedenfor præsenteres de vigtigste guder i det hinduistiske pantheon.

 

Saraswati er Brahmas shakti (kvindelige aspekt). Hun afbildes med fire arme, ofte siddende på sin ganger, som er en svane. Hun er lærdommens, visdommens og musikkens gudinde og tilbedes mest af studerende. I mange hjem findes billeder af hende, hvor hun spiller på sit strengeinstrument, veena.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Agni bad nu Krishna og Arjuna (en af Pandava-brødrene) om at hjælpe med denne umådelige opgave, og det sagde de villigt ja til. Deres opgave bestod i at forhindre skovens indbyggere i at undslippe branden.

Nu satte Agni ild til skoven, og snart brændte den med umådelig kraft. Vandet i søer og vandhuller begyndte at koge, hvorved alle dyr deri blev slået ihjel. Fugle, som forsøgte at undslippe branden, blev ramt af Arjunas pile.

Regnguden Indra, som var beskytter af skoven, overdængede den nu med regnbyger, men de fordampede midtvejs på grund af den intense hede.

 

 

 

 

 

 

 

Vishnu afbildes almindeligvis med fire arme, og han sidder, ligger eller står ofte på en lotusblomst eller på Shesha. I en af sine hænder holder han en konkylie, som peger mod havet, hvor skabelsen tog sin begyndelse.

Vishnu repræsenterer det positive og det bevarende, og han beskytter mennesker og guder mod dæmoner og andre onde magter. Af denne grund har han ni gange ladet sig omskabe til andre former, kaldt avatar. Ifølge mytologien vil den tiende avatar, Kalki – en hvid hest med gedehoved – snart vise sig på Jorden og forårsage dens undergang, forårsaget af menneskenes umådeholdne begær efter materielle goder. Et udmærket billede på vor tid!

Under religiøse højtider, eller når de er på pilgrimsfærd, maler Vishnu-tilbedere, kaldt Vaishnavit’er, et hvidt tegn af form som en stemmegaffel, fra panden og ned på næsen.

Lakshmi, Vishnus shakti, er rigdommens, lykkens og skønhedens gudinde. Hun afbildes ofte på en lotus eller med en lotus i hånden. Lakshmi er den vigtigste guddom under højtiden Dipavali eller Tihar (populært kaldt ’Lampernes Fest’). Under denne højtid oplyser utallige små olielamper om aftenen gader og huse, og man opstiller rækker af lamper, der fører ind til husenes indgang, så Lakshmi kan finde vej til familiens pengekasse og fylde den op.

Vishnus og Lakshmis ganger er Garuda, halvt ørn, halvt mand, som ofte sidder på vagt foran Vishnu-templerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guderne appellerede til den høje gud Vishnu om hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen.

Han rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den.

Asura‘erne indvilligede i at deltage i piskningen. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen.

Bjergets spids begyndte imidlertid at bore sig ned i havbunden, så Vishnu antog skikkelse af en kæmpe ved navn Kurma, halvt mand, halvt havskildpadde, hvorpå han dykkede ned til havbunden, hvor han placerede Mandara på sin ryg, hvilket gjorde piskningen mere effektiv.

Til slut lykkedes det at få krukken med amrita op til overfladen, hvorefter et mægtigt slag begyndte mellem guderne og asura’erne for at få tag i den. Det lykkedes asura’erne at gribe den og løbe af med den.

Igen appellerede guderne til Vishnu, som antog skikkelse af en ny avatar, Mohini, en smuk gudinde, som forførte asura’erne og fik fat i krukken med amrita, hvorved han forhindrede ondskaben i for evigt at overtage verden, og det gode vandt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rama kendte ingen højere lov end at adlyde sin far og tilbragte derfor sit eksil med at vandre omkring i skovene med sin udkårne, Sita, og halvbroderen Lakshmana.

En dag blev Sita røvet af Ravana, en 10-hovedet og 20-armet dæmon fra Sri Lanka. Hanuman, lederen af en abehær, som støttede Rama, tog til Sri Lanka for at forhandle om Sitas frigivelse, men Ravanas soldater bandt en olievædet klud omkring hans hale og satte ild til den. Dette blev bemærket af ildens gud Agni, som beskyttede Hanuman mod at lide overlast, mens den brændende hale til gengæld antændte mange huse. I et kæmpespring satte Hanuman tilbage til Indien.

Under den endelige kamp dræbte Rama den onde dæmon, og Sita blev befriet. Da de 14 års eksil var overstået, vendte Rama hjem og overtog kongeriget.

 

 

 

 

 

 

 

På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (M. radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andre spiselige offergaver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krishna voksede op hos en hyrde, beskyttet mod den grumme Kong Kansa, der efterstræbte drengebørn, da en spåmand havde advaret ham om, at han ville blive styrtet af en ung mand. En guddommelig røst advarede imidlertid Krishna, som søgte tilflugt hos hyrden. Da han blev voksen, dræbte han den onde konge og befriede folket.

Krishna er en af hovedpersonerne i det store epos Mahabharata, som skildrer striden mellem de fem Pandava-brødre og deres fætre om kongetronen. I Bhagavad Gita (’Den ophøjede sang’), en scene i Mahabharata, er Krishna vognstyrer for en af Pandava-prinserne, Arjuna, og han overbeviser prinsen om, at han må kæmpe for magten og æren – selv mod slægtninge.

 

 

 

 

 

 

 

Shiva optræder ofte i en vild dans med sine fire arme i dynamisk fægtende stillinger. Håret er opsat i en knude, hvilket man også ser hos mange af hans tilbedere, som kaldes shaivit’er. I panden har han et tredje øje, hvormed han er i stand til at se, hvad der er skjult for menneskene. Panden er udsmykket med tre vandrette hvide striber – et mønster, som hans tilbedere også benytter. I en af sine hænder holder han sin trisul (trefork).

Shiva har også tilknytning til ligbrændingspladser, hvor han styrter rundt, indsmurt i aske. Af denne grund smører shaivit’er sig ofte i aske og støv.

Shivas ganger er den store tyr Nandi. Foran langt de fleste Shiva-templer er opsat en skulptur af Nandi, som vogter templet.

Shivas shakti kaldes mange forskellige navne, bl.a. Devi (den store modergudinde), Durga, Parvati, Sati, Uma og Kali. I formen Durga afbildes hun ofte ridende på en tiger eller en løve.

En lingam er en fallosformet sten, der repræsenterer Shiva som skaberen af frugtbarhed og liv. En sådan lingam anbringes ofte på en yoni, en tilhugget, flad sten, der minder om en stiliseret vagina, som repræsenterer Devi. Disse såkaldte linga-yoni’er, der ofte er opstillet uden for Shiva-templerne, er et symbol på foreningen af Shiva og Devi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så gik Durga i aktion. Ridende på sin løve angreb hun Mahishasura, som først tog skikkelse af en mægtig vandbøffel, derpå en løve. Durga huggede hans hoved af, men nu forandrede sig til en elefant, hvorefter Durga huggede hans snabel af. Dæmonen kastede kæmpebjerge efter gudinden, men ikke desto mindre lykkedes det hende at dræbe ham med sit spyd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til templer, som er tilegnet hende, bringes hver dag et blodoffer. Tidligere blev der i visse Kali-sekter ofret mennesker, men i dag benyttes især gedebukke eller haner. Hun tilbedes især i Vestbengalen, og provinsens hovedstad Kolkata, førhen kaldt Kalikata, er opkaldt efter gudinden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes adskillige legender, som forklarer, hvordan Ganesh fik sit elefanthoved. Ifølge en af dem skete det på følgende måde:

En dag, mens Shiva var på en længere rejse, ønskede Parvati at tage et bad. Af ler formede hun en ung mand til at vogte uden for sit hus, mens hun badede, og hun beordrede ham til ikke at lukke nogen ind imens.

Shiva vendte imidlertid hjem, mens Parvati stadig var i badet, og i overensstemmelse med gudindens ordre nægtede den unge mand Shiva adgang. Dette gjorde den temperamentsfulde gud så rasende, at han huggede hovedet af ham. Det skulle han ikke have gjort, for Parvati blev så arrig over sin husbonds udåd, at hun truede med at ødelægge universet, hvis ikke Shiva sørgede for at skaffe den unge mand sit hoved tilbage. Dette var imidlertid blevet ødelagt, så Shiva sendte en tjener ud med besked om, at den første, han mødte, skulle aflevere sit hoved. En elefant var det første væsen, tjeneren traf, men han tog sin herres ordre så bogstaveligt, at elefanten måtte aflevere sit hoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle hinduer håber på et bedre liv i næste tilværelse. Om man genfødes som dyr eller menneske, fattig eller rig, er betinget af éns karma – et resultat af de handlinger, man har begået i sit foregående liv. Groft sagt er karma regnskabet over det gode og onde, man har foretaget sig. Har man gjort mere godt end ondt, genfødes man i en højere kaste. Har man derimod gjort mere ondt end godt, genfødes man i en lavere kaste, som kasteløs eller som et dyr.

Det endegyldige mål for en ortodoks hindu er dog helt at undgå genfødsel og dermed opnå moksha – en tilstand uden begær eller ønsker (svarende til buddhismens nirvana). Den bedste metode til at opnå moksha er gennem rituelle ofringer og erkendelse uden bagtanker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hinduismen fik en kolossal indflydelse på de sydøstasiatiske civilisationer. Handelsfolkene bragte sandsynligvis brahminer med sig, og en del af disse blev støttet af lokale regenter, som omvendtes til hinduismen, hvorved en lang række hinduistiske kongedømmer opstod i Indokina, på Malacca-halvøen, Sumatra, Java og Bali, samt i dele af det filippinske ørige.

Med tiden blev hinduismen i det meste af Sydøstasien erstattet af islam og buddhismen. Hinduismen er stadig den vigtigste religion på Bali, men i de øvrige områder eksisterer kun mindre hinduistiske menigheder, overvejende bestående af efterkommerne af indiske bosættere, specielt tamiler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For Vaishnavit’er (tilhængere af Vishnu) er Muktinath-templet i Mustang-provinsen i det centrale Nepal et specielt lykkebringende sted at udskifte snoren. Under Janai Purnima flokkes tusinder af pilgrimme omkring dette tempel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

 

 

 

 

 

 

Bisket betyder ’slangedræberen’. Legenden fortæller, at en konge i Bhaktapur kun havde én datter, som havde en gevaldig appetit på elskere. Hver nat skulle hun have en ny, og på mystisk vis blev han altid fundet død i sengen om morgenen. Mange familier mistede deres unge mænd og sørgede.

En ung prins, som besøgte byen, hørte om elendigheden. Han tilbød at overtage rollen som elsker og medbragte sit sværd til prinsessens soveværelse. Da prinsessen var faldt i søvn, holdt prinsen sig vågen. Ud af prinsessens næsebor kom to tynde tråde, som voksede til monstrøse slanger. De angreb prinsen, som dræbte dem med sit sværd.

Da kongens tjenere om morgenen kom for at fjerne den døde unge mand, så de ham til deres overraskelse sidde og tale roligt med prinsessen. De døde slanger blev hængt op på en høj mast på et af byens torve. Prinsen og prinsessen blev gift, og kongen befalede, at begivenheden skulle fejres hvert år.

Han lod en høj karet bygge, som skulle bære en statue af gudinden Bhadra Kali, så hun også kunne se de dræbte slanger. Bhadra Kali er det kvindelige aspekt af Kalo Bhairab, som Shiva ofte kaldes i Kathmandu-dalen. Senere blev en endnu større karet konstrueret til ham. Forenden, som er højt svunget, symboliserer slangeguden. Herpå er fastgjort et lille messingansigt af en betala, Kalo Bhairabs ledsager.

Nutildags, nogle dage før selve nytåret, placeres Kalo Bhairab og Bhadra Kali i hver sin karet. De tunge kareter trækkes til pladsen Taumadi Tole af mange mænd ved hjælp af stærke reb. Kareterne males og dekoreres, og betala-figuren placeres på den højt svungne forende. Under forberedelserne bringer folk offergaver til kareterne.

På selve nytårsdagen kravler en masse drenge op på Kalo Bhairabs karet. Mændene trækker den hen til en stejl gade, som fører ned til Khalna Tole ved Hanumante-floden. På hver side af gaden er en afløbsrende, og hjulene på kareten passer i disse render. Nu skubber og maser mændene kareten ned i renderne. Hjulene begynder langsomt at køre rundt, hele kareten svajer, og pludselig forsvinder den i susende fart ned gennem gaden. Ved foden af gaden løber hjulene ud i sand, som bremser kareten. Nu kommer turen til Bhadra Kali’s mindre karet.

På Khalna Tole ligger en ca. 20 m høj mast, til hvis top to bannere, der symboliserer de dræbte slanger, er fastgjort. Nu skal masten rejses ved hjælp af reb, en farlig proces. Den er somme tider væltet og har dræbt mennesker, hvilket betragtes som et dårligt varsel for det kommende år.

Tusinder af mennesker kommer for at ofre til Kalo Bhairab og Bhadra Kali – høns, hvis blod smøres ud over betala-figuren, samt ris, blomster, helligt vand og penge. Mænd samles for at spille musik, folk går i procession til templerne nær den rejste mast og ved floden.

Om eftermiddagen tages masten ned igen. To hold mænd trækker fra hver sin side og kappes om at være det hold, som vælter masten. Det er farligt, og folk løber til alle sider, når masten svajer. Endelig falder den med et brag og symboliserer, at det gamle år er dødt og med det de to onde slanger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Højtiden er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Malaysia 1985: Thaipusam – en hinduistisk højtid.