Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka

 

 

 

 

 

Oprindeligt var det meningen, at vi skulle være fire deltagere, men det ender med, at vi kun bliver tre – den tredje er Max Nitschke, som til alt held for vi andre taler en smule russisk.

Formålet med turen er at tælle ynglefugle i et område, som Jens har fulgt gennem flere år for at finde ud af, om ynglebestandene er stabile. Mange sibiriske fuglearter er i voldsom tilbagegang i disse år, bl.a. fordi mange af deres rastepladser i det østlige Asien er blevet afvandet og omdannet til rejefarme, saltbassiner eller rismarker.

Da området, som hedder Zolotoi Khrebet (’De Gyldne Bjerge’), stort set er vejløst land, skal transport foregå i et bæltekøretøj, som Jens har lejet gennem en af sine russiske bekendte i byen Anadyr.

 

 

 

 

 

 

Gennem en anden af sine kontaktpersoner har Jens lejet en lejlighed i lufthavnsbyen, beliggende i en af de ucharmerende betonkolosser, som sovjetstyret yndede at bygge. I Sovjetunionens velmagtsdage var Anadyr en driftig by pga. et kæmpemæssigt raketanlæg, som befandt sig nogle kilometer nord for lufthavnsbyen, hvor adskillige missiler, udstyret med atomvåben, var rettet mod forskellige mål i USA. Efter Sovjetunionens fald dækkede man hele molevitten til med jord, og Anadyrs betydning svandt ind til ingenting. I dag bor der blot nogle tusinde mennesker, som lever af – ja, det må guderne vide!

Mange af boligblokkene er i dag i stærkt forfald, men de af dem, som stadig er beboet, har man fikset en smule op ved at male dem i muntre farver. Ellers er hele området præget af lige dele forfald og ligegyldighed. Murbrokker, wirer, jernrør, olietønder, udrangerede lastbiler, skurvogne og en masse andet skrammel flyder allevegne, og ingen gider rydde op.

Under sovjetstyret gjorde man jo bare, hvad man fik besked på, hvilket ikke just er fremmende for det personlige initiativ. I dag, hvor man ikke bliver beordret til nogetsomhelst, er der åbenbart ingen, der har mod på eller lyst til at forskønne området. Adskillige steder bemærker vi, at isoleringslaget omkring de tykke rør, som bringer varmt vand til husene, er trevlet op, så varmen fosser ud i den sibiriske kulde. Heller ikke det synes at genere nogen, så man må jo have olie eller kul nok.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svømmesneppernes latinske slægtsnavn Phalaropus betyder ’blishønefod’, afledt af græsk phalaris (’blishøne’) og pous (’fod’) – en hentydning til, at svømmesnepper i modsætning til de fleste andre små vadefugle har svømmehud mellem tæerne. Phalaris kommer iøvrigt af phalios (’med hvid blis’).

Der optræder også forskellige ænder, såsom havlit (Clangula hyemalis), pibeand (Mareca penelope) og krikand (Anas crecca). Omkring bygningerne holder snespurve (Plectrophenax nivalis) til, og vegamåger (Larus vegae) holder udkig fra taget af bygninger. Denne måge blev førhen regnet som en underart af sølvmågen (L. argentatus), men bliver i dag af de fleste autoriteter betragtet som en selvstændig art.

I tundraen uden for byen træffer vi andre fugle, bl.a. dalrype (Lagopus lagopus), lille regnspove (Numenius phaeopus), langtået ryle (Calidris subminuta), tundrasvane (Cygnus columbianus ssp. columbianus), lille kjove (Stercorarius longicaudus) og blåhals (Luscinia svecica).

Et par vandrefalke (Falco peregrinus) skriger deres alarmkald, da vi passerer forbi, hængende over klippen, hvor de har rede.

I gamle jernrør eller under skrammelbunker bor ofte arktiske jordegern (Urocitellus parryii), som bjæffer ophidset og forsvinder, når man går forbi, men lidt senere stikker hovedet ud for at se, om faren er drevet over.

I omegnen er Alaskaharen (Lepus othus) ret almindelig. Vi ser individer i den hvide vinterdragt såvel som den brunplettede overgangsdragt, og hen mod slutningen af vort ophold er de fleste skiftet til den brune sommerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forskellige pilearter (Salix) er allestedsnærværende i tundraen. I blomsterne bemærker vi adskillige arktiske humlebier (Bombus polaris), som iøvrigt spiller en afgørende rolle i bestøvningen af uld-troldurt. Denne humlebi er tilpasset således, at den kan arbejde sig op gennem plantens aks fra neden mod toppen (Kevan 1972).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Inden afgangen forærer han os en slags ’orden’ – en bliktingest med hammer og segl og en rød stjerne, som meddeler, at man har udmærket sig.

Med en del slingren går det nu over stok og sten ud ad den smalle grusvej. Da den ophører uden for byen, formår Sasha heldigvis at sætte farten ned, inden vi kommer ud for en ulykke. En elv med snefaner langs bredderne klarer han også, omend med noget besvær, hvorefter han triumferende holder tommelfingeren op.

”Det er skik at skåle i vodka, efter at man har krydset det første vandløb,” siger han. Som om han ikke allerede har fået nok! Da han stiger ud af vestihud’en, falder han ned på hjulbæltet og bøjer et ribben. Det tager han sig ikke af – russere i disse egne er hårdføre folk.

Vi tager hul på en af vore få flasker med vodka, som egentlig skulle gemmes til Jens’ bekendte, der arbejder på et fyrtårn på østkysten. Nu skåler vi ved elven, hvorefter Sasha i løbet af det næste kvarters tid tømmer flasken fuldstændigt.

På den videre færd hamrer han flere gange hovedet ind i vindspejlet, og efterhånden bløder han fra adskillige småsår. Da vi ankommer til den næste elv, lægger han sig hen over rattet og falder i søvn.

En times tid senere vågner han op, og vi fortsætter rejsen. Sine steder ligger der masser af sne, og et par gange må vi køre en omvej for at krydse vandløb. Ved en forladt guldgraverlejr rager et højt stillads til vejrs, og her har et par ravne rede, som indeholder fire små nøgne unger.

 

 

 

 

 

 

 

”Jeg henter vand til kaffe,” siger Sasha og kører. Tiden går, men han vender ikke tilbage, og der er ikke andet at gøre end at gå til ro. Næste morgen diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Vi beslutter at se tiden an og vandrer i mellemtiden op på et nærliggende bjerg, hvor vi finder enkelte par af kæmperylen (Calidris tenuirostris). På en klippevæg har et par fjeldvåger (Buteo lagopus) rede.

Mens vi er heroppe, ser vi vestihud’en komme kørende på flodens modsatte bred. Ved tilbagekomsten til lejren erfarer vi, at Sasha var faldet i søvn i køretøjet. Han lider nu af tømmermænd, som kun kan repareres vha. vodka. Vi har kun tre flasker tilbage, og vi skal bruge mindst to af dem til Jens’ venner østpå. Tøvende rækker vi ham den tredje flaske.

Vi tilbringer endnu et døgn på Uglovaya-bjerget, så Sasha kan komme til hægterne. Da han omsider er blevet ædru, viser han sig at være et meget behageligt og omgængeligt menneske, som vi kommer til at sætte stor pris på.

Der er dejligt vejr, solrigt, men med en stiv vind, som holder myggene borte. I nærheden af lejren finder vi en rede af prærietrane (Grus canadensis), og blandt småfuglene bemærker vi rødstrubet piber (Anthus cervinus) og alaskavipstjert (Motacilla tschutschensis). Om aftenen giver prærietranerne opvisning. De flyver efter hinanden i svæveflugt med hængende ben, mens de trompeterer.

Fornylig har prærietranen bredt sig vestpå i Sibirien, og den russiske bestand tæller i dag over 10.000 fugle. Russiske jægere har ikke tradition for at drive jagt på traner, men i de senere år er prærietranen blevet så almindelig, at nogen jagt på arten finder sted. Tranerne er altædende og tager, hvad de kan finde, fx rødder, insekter, mus, samt æg og unger af mange forskellige fuglearter. De smukke fugle er derved blevet en trussel mod de i forvejen trængte sibiriske vadefugle.

Alle verdens 15 tranearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvfølgelig slides der hårdt på materiellet. Bedst som vi kommer kørende gennem det skønne landskab, lyder der et kolossalt brag, efterfulgt af en raslende lyd. Et led i det ene hjulbælte er sprunget, og det meste af bæltet ligger i græsset. Jens og Max slæber det tunge bælte tilbage til køretøjet, hvor Sasha reparerer det i løbet af en halv times tid.

Ved første øjekast kan dele af det uendelige Arktis synes fuldstændig uberørt. Men skinnet bedrager, og overalt har mennesket lagt sin klamme hånd. På vores færd har vi allevegne set tomme olietønder ligge og flyde i landskabet, og mange steder findes rester af bygninger eller forskellige staværer, der umotiveret stritter op i luften. Rækker af elmaster, hvor nedfaldne tråde hænger som serpentiner, trækker linjer gennem landskabet.

Et af de grimmeste syn, man kan forestille sig, er en forladt guldgraverlejr – skure hulter til bulter; store grusbunker; havarerede gravemaskiner; spor efter bæltekøretøjer, som overalt har efterladt et arret landskab. Vi finder et dejligt sted at campere på en afsats oven for en lejr i Schirnaya-bjergene, som endnu ikke er helt forladt, og udsigten er flot. Det er endnu for tidligt på året til, at lejren er bemandet, så vi har hele området for os selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blandt klipperne observerer vi adskillige arktiske pibeharer (Ochotona hyperborea). Flere end 20 arter af disse små kanin-lignende dyr lever i Centralasien, Himalaya og Nordamerika.

Vores næste lejr ligger ualmindelig skønt med udsigt ned over Keimletkuulveem-floden. I det fjerne anes Stillehavet, hvor store isskosser er drevet i land.

Sibirisk anemone (Anemone sibirica) og rypelyng (Dryas octopetala) er almindelige her, og på grusede steder vokser arktisk løjtnantshjerte (Dicentra peregrina). Blandt fuglene ser vi bl.a. lille kjove, dalrype og tundrasædgås (Anser serrirostris).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nær kysten løber en brun bjørn (Ursus arctos) foran vestihud’en et stykke tid, inden den forsvinder ned ad en stejl skrænt til stranden. Vi finder senere dens sporrække i sandet langs kysten. En 12 m lang gråhval (Eschrichtius robustus) ligger opskyllet, og fra den letter en sværm af vegamåger og gråmåger (Larus hyperboreus). Kadaveret stinker grufuldt, men det generer åbenbart ikke mågerne.

Dette er starten på en sandodde ved navn Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Hale’), som strækker sig 20 km mod sydvest. Vi slår lejr et sted, hvor Jens få år forinden konstaterede 6-7 par af den sjældne skeryle (Eurynorhynchus pygmeus), men i år finder vi kun et enkelt par.

I området er der masser af andre ynglefugle. Vi ser et par af alaskaryle (Calidris mauri), som er sjælden i Sibirien, endvidere sabinemåge (Xema sabini), kejsergås (Anser canagicus), lille kobbersneppe (Limosa lapponica) og mange andre.

En landsvale (Hirundo rustica) flyver over – en sjælden art så højt mod nord. Omkring vestihud’en holder en gråspurv (Passer domesticus) til det meste af dagen, og Sasha morer sig med at fodre den med brødstumper.

En isnende gus kommer ind fra havet, og for at holde varmen tænder vi et stort bål af drivtømmer. I gløderne bager jeg chapati’er, og vi varmer vand til té og kaffe – vandet er en smule okkerfarvet, men pyt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kosa Ruskaya Koshka er først ganske smal, men for enden vider den sig ud og danner et område på omkring 4 x 4 km med et varieret udbud af biotoper, bl.a. hede domineret af revling (Empetrum nigrum), sandede områder med en græsart, der minder om marehalm (Leymus arenarius), strandenge med søer og loer, samt ren sandstrand.

Yderst på odden ligger en klynge huse omkring fyrtårnet. Vi bliver hjerteligt modtaget af fyrpersonalet, som kender Jens fra hans tidligere besøg. Chefen er Andrei, en ældre mand med et stort, gråt skæg, og resten af personalet udgøres af Leonid, dennes kone og en mand med vansiret ansigt – resultatet af et møde med en vrissen bjørn.

Vi overrækker de tilbageværende flasker med vodka, og personalet byder på middag. Det bliver en lystig aften med masser af snak, mad og drikke, og vi bliver også slæbt udenfor, så vi kan beundre Andreis gamle motorcykel.

De følgende dage registrerer vi ynglefugle i området, der foruden diverse vadefugle huser sabinemåge, almindelig kjove (Stercorarius parasiticus), adskillige kolonier af havterne (Sterna paradisaea) samt enkelte par af beringsterne (Onychoprion aleuticus), som har en særpræget, gråspurveagtig stemme.

Et ravnepar har rede oppe i radiotårnet, og da Max klatrer op for at kontrollere reden, kredser den ene ravn ophidset omkring ham og skræpper op.

Max og jeg følger havfugletrækket langs kysten. På vandet ligger store flokke af ederfugle (Somateria mollissima), samt havlitter, stillehavslommer og en enkelt strømand (Histrionicus histrionicus). I løbet af en times tid trækker ca. 100 hornlunder (Fratercula corniculata) og ca. 10 toplunder (F. cirrhata) mod vest.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag ligger bygningerne tomme hen, de store olietanke hælder lidt til siden, og rustne maskiner, lastbiler, wirer og alskens andet skrammel ligger strøet ud over landskabet.

En række billeder, som gengiver forfaldet på Kosa Nikolaya, kan studeres på siden Henfald.

Menneskene er forsvundet, og området er overtaget af mængder af fugle, som ikke har det mindste imod at yngle i dette rod. Her er kolonier af havterner og beringsterner, og der yngler også temmincksryle, alaskaryle, rødhalset ryle og stor præstekrave (Charadrius hiaticula).

I en af de små strandsøer holder en yngre rosenmåge (Hydrocoloeus rosea) til, og omkring spidsen af odden svømmer ca. 10 hvidhvaler (Delphinapterus leucas) frem og tilbage, ganske nær kysten.

Det er nu tid at sætte kursen mod lufthavnsbyen, og den får alt, hvad remmer og bæltetøj kan holde. Efter ankomsten tager vi afsked med Sasha, og en af hans bekendte kører os til lufthavnshotellet.

”Hun er skrap!” siger Jens, idet han hentyder til receptionsdamen, som han kender fra tidligere ophold. Max indleder forhandlinger med hende – og i dag er hun lutter smil og hjælpsomhed. Vi får et værelse til tre, og hun bringer oven i købet té og småkager til værelset.

”Sådan noget har hun da aldrig før gjort!” siger Jens, dybt forundret. Han og jeg bliver enige om, at hun nok er blevet lun på Max, som jo er en flot fyr.

”Pjat!” siger Max, en smule forlegen.