Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen

 

 

 

 

 

Frugten af Sodomas æble blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8, Sec. 4)

Titus hentyder her til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

 

 

 

 

 

 

 

Spredt rundt i ørkenen findes mange byer og landsbyer. En af disse er Jaisalmer, nær den pakistanske grænse, som blev grundlagt i 1156 af rajput-kongen Roa Rawal Jaisal. Da mange af dens bygninger er opført i gylden-gule sandsten, har den fået tilnavnet ‘Den Gyldne By’.

På de store handelskaravaners tid førte en sidegren af den gamle Silkevej gennem denne by. Ad denne rute bragte utallige kamelkaravaner varer til og fra Indien, og handelen fandt ofte sted i så fjerne lande som Kina, Persien, Tyrkiet og Europa. Denne handel medførte øget velstand i Jaisalmer, og rige handelsmænd lod opføre pragtfulde huse i sandsten, kaldt haveli, hvis vægge og balkoner blev overdådigt udsmykket med smukke detaljerede udskæringer.

Velstanden medførte imidlertid også, at røveri blev en stadig hyppigere foreteelse, så for at beskytte sine undersåtter lod Roa Rawal Jaisal et stort fort, Sonar Qila, opføre på en 76 m høj klippe. Byens indbyggere flyttede inden for fortets mure, og på murene blev anlagt 99 bastioner. Til forsvaret hørte store stenkugler og aflange stencylindre, som blev anbragt på de brede mure, parate til at blive rullet ud over kanten og ned i hovedet på de fjender, som forsøgte at bestige murene. Den dag i dag ligger der stadig en del af disse kugler tilbage på murene.

Efterhånden som Jaisalmers indbyggertal voksede, begyndte folk at opføre huse uden for fortets mure, og for at beskytte befolkningen her lod rajput-prinsen opføre en 4,5 km lang mur uden om denne nye bydel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Også K.K. har haft sin rigelige andel af problemer. Han og hans brødre har et landbrug, men brødrene forsømmer dyrkningen og lader ham om at tjene penge til hele familien gennem sit rejsebureau. Han har betalt deres bryllupper og har desuden indskudt en halv million rupees i deres landbrug, uden at produktionen derved er øget. K.K. kalder bittert sine brødre for uduelige nasserøve.

 

 

 

 

 

I Akal mødes vi med mine to kameldrivere, Jamset og Dina Khan, hvis tre dromedarer ser ret hovne ud, men viser sig at være dejlige, fredelige dyr, med store, smukke øjne. Dromedar-hopper kommer i brunst i vintermånederne, og tyre i brunst udstøder underlige gurglelyde, for derefter at puste tungen op og lade den hænge ud af munden i et lyserødt skumbad. Mine kameldrivere kommenterer det således: ”The camel is sexy.”

Man bliver lidt overrasket, første gang man rider på en kamel. Når den rejser sig, foregår det i flere tempi. Først sætter den sig halvt op på bagbenene, så man ryger fremad. Dernæst rejser den sig op på forbenene, så man bliver slynget bagover. Til sidst rejser den sig helt op på bagbenene, så man atter ryger fremad. Hvis ikke man klamrer sig til sadlen, kan man nemt falde af.

Kameler er pasgængere og har en rullende gang. Det tager lidt tid at vænne sig til, og på min første dag som kamelrytter får jeg hurtigt ømme lår og balder. Indimellem stiger jeg af kamelen for at tage billeder, og ofte vandrer jeg i timevis ved siden af den. Dina kommenterer det således: “Grandfather galloping same horse!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hen under aften slår vi lejr, hvilket vil sige, at bagagen bliver taget af kamelerne, og tæpper bliver rullet ud i sandet som sovepladser. Her er ikke brug for telte, da risikoen for regn er lig nul. Det er dog koldt i ørkenen om natten, så jeg har god brug for min sovepose.

Jamset og Dina samler lidt døde grene fra træer i omegnen, tænder et bål og går derpå i gang med madlavningen. Imens sidder jeg lænet op ad en blød kamelkrop og betragter flammernes flakken i bålet, mens kamelernes halsklokker sagte bimler under deres drøvtygning. Under madlavningen synger kameldriverne vemodige sange om kærlighed og livgivende regn.

Natten er pragtfuld. At ligge i sin lune sovepose på det bløde ørkensand, under tusinder af blinkende stjerner og måske et stjerneskud eller en satellit, der farer hen over himlen, er slet ikke nogen ringe form for meditation.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gujarat-gazellen (Gazella bennettii ssp. christii), lokalt benævnt chinkara, er det almindeligste pattedyr. Jeg ser også adskillige ørkenræve (Vulpes vulpes ssp. pusilla). En af dem er vældig optaget af at grave i sandet efter mus, eller måske biller.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det viser sig, at deres landsby Bambara består af omkring tyve huse, beliggende for enden af en dal, ved foden af pragtfulde klitter. De fleste af husene er bygget af ler, som er klasket på et skelet af grene. Inden leret tørrede, tegnede kvinderne fine mønstre, træer og andre motiver i det. Taget er af strå. Foran hvert hus er en gårdsplads, som er blankpoleret af mange fødders færdsel. I den ene ende af landsbyen ligger skolen – en grim betonkolos, som virker malplaceret blandt de smukke lerhuse.

Vi slår lejr i klitterne uden for landsbyen, og snart forsamles en mængde mænd og børn omkring os. Vi inviterer dem på aftensmad, hvilket gør et vældigt indhug i vore forsyninger. Jamset forsikrer mig imidlertid, at vi har nok, og desuden har K.K. givet ham ekstra penge til at købe flere forsyninger.

Efter måltidet underholder en ældre mand os med vemodige sange, der som sædvanligt handler om kærlighed og livgivende regn, men også en sang om en bror, der døde i krigen. Bagefter danser en ung mand under vilde krumspring, mens en dreng slår takten på et blikfad.

Næste formiddag er jeg på visitter i landsbyen. Alle er mere eller mindre beslægtede med hinanden, og giftermål uden for landsbyen er sjældne. Bortset fra en albinistisk ung mand ser jeg imidlertid ingen tegn på indavl – tværtimod er beboerne smukke, ranke folk. Det hårde ørkenliv sorterer sikkert de svageste fra.

Mange af mændene bærer fuldskæg og minder ikke så lidt om baluchere fra det vestlige Pakistan. De anlægger ikke det store ’cykelstyr’-overskæg, som er så populært hos de hinduistiske rajputter. Kvindernes dragt er meget smuk, og den øverste halvdel består af patchwork af klædestykker, sølv og glitrende småknapper. Om håndleddet – og somme tider også halsen – bærer de tykke sølvsmykker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med sammenbundne forben kommer en af Jamsets kameler humpende ind i lejren, sikkert i håb om at få mere hø. Det er imidlertid taget slut. Det er magre tider, både for mænd og for kamelerne, hvis pukler er reduceret til ynkelige små gevækster, der hænger slatne ned over siden. ”Kamelen er kaput,” siger Dina. Helt så slemt er det nok ikke, men hvis der ikke snart kommer regn, kan deres kameler meget vel bukke under.

En ti-års knægt, Ibrahim, sendes af sted for at genne kamelen ud på græs igen, men den indtager en truende holdning, og drengen løber skræmt tilbage til lejren. De andre drenge griner, samler nogle grene op og løber hujende hen mod kamelen, der skyndsomt vender om og humper ud i ørkenen.

I skumringen kalder en hvidøret bulbul (Pycnonotus leucotis) fra en dzal-busk – ellers er der fuldkommen stille.