Indien 1997: En nat på 1. klasse ombord på et indisk tog

 

 

 

 

 

Vi møder op i god tid på stationen, og omsider ruller toget ind til perronen. Umiddelbart synes der ikke at være en 1. klasses-vogn, men omsider finder vi frem til, hvad vi mener skulle være den. Efter dens udseende at dømme er den dog snarere beregnet til kreaturtransport.

“Undskyld, er dette 1. klasses-vognen?” spørger Søren en konduktør på perronen.

Manden lægger nakken tilbage og siger noget, der lyder som: “Gurgle-gurgle-ralle.”

“Hvad siger han?”

“Det ved jeg ikke, han har hele hovedet fyldt med betelspyt.”

Konduktøren går hen til kanten af perronen og sender en ildrød stråle ned mellem perronen og togvognen.

“Ja, det er,” siger han så.

 

Vi har pladser i en fire-mands kupé, kaldt ‘A’. Ved siden af er der imidlertid en to-mands kupé, ‘B’, og vi får konduktørens tilladelse til at bytte, da vi så i det mindste kun har hinandens snorken at lytte til.

Uden på skydedøren står der ‘STORE’ (lagerrum), og det er lige, hvad det ligner: skidt og møg flyder på gulvet, væggene er lappet hist og her med diverse forhåndenværende træ- og metalplader, og ud af væggene stritter søm og skruer. Ventilatorerne virker naturligvis ikke, men heldigvis er det vinter, så dem har vi ikke brug for.

Da vi ruller skydedøren på plads, viser det sig, at der på væggen bag den står skrevet med kridt: “Uegnet for passagerer. 7/11-97” (to dage før vores afgang).

Kort efter dundrer det på døren, og en uniformeret mand træder ind.

“Security check! Er det Deres bagage?”

“Ja.”

Han kigger et øjeblik på vore rygsække, mærker dem med en krusedulle med kridt og forsvinder så igen.

 

“No problem!” siger han, flår den laminerede plade af, haler to ledninger ud fra hullet og rykker dem fra hinanden.

“Men hvordan får vi nu lys igen?”

“No problem!” siger han og sætter ledningerne sammen igen, hvorpå lys illuminerer kupéen.

Næppe har vi lagt os igen, før skydedøren går op med et vældigt brag. Vi er ellers overbeviste om, at vi havde låst den, men det viser sig, at låsemekanismen er så slidt, at man med lidt vold kan få døren op.

Vi misser mod lyset fra gangen, hvor en ny konduktør forlanger at se vore billetter.

“De har billetter til ‘A’, ikke til ‘B’. De må flytte!”

Vi forklarer, at den forrige konduktør gav os tilladelse, og efter en del parlamenteren får vi tilladelsen påny, men må love at flytte, hvis de rette ‘ejere’ dukker op.

Så lægger vi os igen, men med jævne mellemrum går døren op, og rejsende kommer ind for at se, om der er plads. Omsider lykkes det Søren at få låsemekanismen til at virke, hvorpå vi prøver at få lidt søvn.

Nogle få minutter senere dundrer det atter på døren.

“Hvem er det?” råber Søren – på dansk. Svaret er en svada på hindi.

“Her er optaget!” råber Søren. Mere hindi og kraftigere dunken.

Søren åbner, og en politimand, bevæbnet med en stav, kommer ind. Han kigger sig omkring og går så igen uden at mæle et ord. Vi mumler et par forbandelser og går til ro igen.

Resten af natten forløber så fredeligt, som omstændighederne tillader. Stadig forsøger folk at få skydedøren op, og der er jo den sædvanlige larm fra passagerer, som stiger af og på toget. Natten igennem råber sælgerne på hver eneste banegård: “Chaii! Chai! Garam chaii!” (”Té! Té! Varm té!”)

 

 

 

 

 

Forfriskede kan vi nu koncentrere os om at iagttage livet på den flade, uendelige Ganges-slette. De fleste af landsbyhusene er lerklinede og stråtækte, ofte omgivet af skyggefulde mango- eller figentræer, hvorunder mændene om aftenen samles efter dagens arbejde til en snak og en bidi – Indiens ’fattigmandscigaret’, fremstillet af bladene fra et træ, Diospyros melanoxylon.

Oksekærrer snegler sig hen ad de ujævne markveje neden for høje bambuslunde, hvis blade rasler i morgenbrisen. En flok gribbe skændes med hunde om resterne af en død okse. På baneskråningerne sidder mange mennesker, som ugenert besørger deres morgentoilette.

I en grå og grim fabriksby udspyr talrige skorstene mængder af sort røg, som sammen med det allestedsnærværende støv slører landskabet.

 

 

 

 

 

Vi tror næppe vore egne øjne. Racerene hunde i Indien! Hundene gisper og stønner og savler gavmildt på vore rygsække.

“Please, vi har reserveret denne kupé til vore hunde. Vær venlig at forlade den!” siger en af mændene. Vi beder om at se deres reservation, som imidlertid viser sig at være i orden. Der stod jo også skrevet på væggen, at kupéen var ‘uegnet for passagerer’, så det er vel derfor, at hundene har fået den. Mændene fortæller, at de har haft dem på udstilling i Lucknow, og de er nu på vej hjem til Calcutta.

Altså pakker vi vore nelliker og fortrækker til kupé ‘A’. Heldigvis er det tyndet ud i den betragtelige flok, som var forsamlet her, så vi kan indtage vore retmæssige pladser uden diskussion.

Udenfor på perronen står konduktøren og skændes med en masse mennesker, som har billet til 1. klasse, men ingen steder at anvende dem.

Vi inviterer to englændere til at dele vore to pladser med os. De vågnede op i den tredje 1.-klasses fire-mands kupé og opdagede, at de havde delt den med ni andre.

I vores kupé maser tre andre sig ind, men herefter lykkes det os at holde resten ude. Uden yderligere problemer for os ruller toget ind på banegården i Varanasi.