Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?”

Den langsomme hastighed bevirker, at vi har rigeligt med tid til at beundre landskabet, som langtfra er kedeligt. Gullige klitter veksler med røde sandstensklipper, samt flade sand- og grusflader, bevokset med spredte buske, bl.a. en kaktus-agtig vortemælk, Euphorbia caduca, lokalt kaldt thor, Sodomas æble (Calotropis procera), kaldt akaro, samt et mindre træ, Salvadora procera, kaldt dzal. Småflokke af Gujarat-gazeller (Gazella bennettii ssp. christii) og nilgai-antiloper (Boselaphus tragocamelus) græsser her og der på den sparsomme vegetation.

Frugten af Sodomas æble blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (Kilde: W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8).

Titus hentyder her til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

Enkelte steder bryder en klynge brune eller hvide huse horisonten. Kvinder, iklædt sari’er i stærke farver, vandrer graciøst med messingkar på hovedet fra landsbyens brønd til deres hjem, og mænd sidder højt til vejrs på kameler, som skridter værdigt af sted gennem sandet i noget, der ligner slow-motion, men faktisk går temmelig hurtigt.

Hist og her ligger marker i vinterdvale. Et sted har man lagt tusinder af chilifrugter til tørre, og deres karmoisinrøde farve danner en stærk kontrast til det gulbrune ørkensand.

Denne kæmpemæssige gule sandstensbygning tårner sig op over byen og fortæller om en tid, hvor der herskede ufred i ørkenen. Fortet, der blev grundlagt i 1155 under rajput-kongen Roa Rawal Jaisal, var oprindelig omgivet af en 4,5 km lang mur.

Fra fortet er der en dejlig udsigt over byen og ørkenen. På dets mure blev i sin tid anlagt 99 bastioner, og til forsvaret hørte store stenkugler og aflange stencylindre, som lå på de brede mure, parate til at blive rullet ud over kanten og ned i hovedet på fjender, som forsøgte at bestige murene. Den dag i dag ligger der stadig en del kugler på murene.

I 1700-tallet begyndte folk at opføre huse inden for den ydre ringmur, og i dag ligger det meste af byen her. Selve det indre fort er kæmpestort, og store dele af det er ligeledes indrettet til beboelse.

Mange rigmandshuse i Jaisalmer, de såkaldte haveli’er, er opført af blokke af gul sandsten, hvori der er udskåret komplicerede mønstre. Væggene på mere beskedne huse er ofte udsmykket med malerier af Ganesh, Krishna og andre hinduistiske guder. – Hinduguder er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.

Dørene er ofte malet i stærke farver, og over mange af dem ses en metal-fugl, hvorpå der står skrevet Velkommen.

Omkring en død hund ved foden af fortet trænges over hundrede bengalgribbe (Gyps bengalensis). Når en dominerende grib lander, løfter den langsomt den ene fod mod den fugl, som i øjeblikket er ved at æde. Hvis ikke denne øjeblikkeligt fortrækker, bliver der slagsmål. De hakker efter hinanden, forsøger at gribe hinanden med kløerne og basker med vingerne, så støvet står vidt omkring.

Næste morgen starter vi en time før daggry. Det er koldt, så da vi ankommer til Sam, tænder chaufføren og hans søn et lille bål, som de kan varme sig ved. Vi nyder solopgangen over klitterne og beder så chaufføren om at køre til nationalparken. Han vender imidlertid bilen og sætter kursen mod Jaisalmer.

“Nej-nej,” siger jeg, “vi skal dén vej, ud i ørkenen!”

Han kigger tvivlrådigt på mig og begynder så at køre ad hjulsporet mod ørkenen. Efter nogle få hundrede meter sagtner han farten og standser så.

“Hvad nu?”

“Ikke en ørken-jeep!” siger han.

“Ikke en ørken-jeep? Jamen, aftalen var jo, at vi skulle ud i ørkenen!”

Manden fatter ikke et ord af, hvad jeg siger, men stirrer fortvivlet på mig.

“Ikke en ørken-jeep!” siger han igen.

Jeg konfererer lidt med Lotte og Niels, og vi beslutter at opgive. Undervejs tilbage mod Jaisalmer er vi godt sure. Ikke engang et par smukke gazeller i det fine morgenlys kan kvikke os op. Hjemme ved hotellet overfuser vi receptionisten. Han forklarer, at der ikke var benzin nok til at køre ud i ørkenen. Da vi indvender, at den oprindelige aftale jo netop var at køre ud i ørkenen, siger han: “Nå, De ville også ud i ørkenen? No problem, Sir, jeg tager selv med Dem derud med det samme!”

Ja-ja, dagen er jo endnu ung, så måske kan turen stadig reddes. Foruden chaufføren og hans søn tager receptionisten to af sine venner med, så der er trængsel på forsædet. Alle griner og snakker imidlertid, og indisk popmusik spilles på kassetteafspilleren. Ikke lige vores smag, men de slukker forhåbentlig snart.

I stedet går vi på opdagelse blandt smukke rødlige sandstensklipper, hvor agamer smutter rundt. Store sorte biller trækker spor gennem sandet, ørkenlærker (Ammomanes deserti) kvidrer, og orientstenpikkere (Oenanthe picata) slår med halen, som glimter hvidt. Over klipperne svæver et par laggerfalke (Falco jugger). Her er stille og fredeligt, så vi sætter os på en sten og nyder udsigten.

Med ét flænses stilheden. Knægtene har skruet kassetteafspilleren op for fuld styrke, og indiske kærlighedsduetter gjalder gennem luften. Idyllen er borte, og vi trasker ned til bilen, temmelig oprørte. Sammenbidte forklarer vi dem, at vi ikke er taget ud i ørkenen for at lytte til musik, men for at nyde stilheden og freden og for at kigge på fugle. Fugle! Kan de forstå det?

“Yes, Sir, det forstår vi godt,” siger de og kvæler tenoren midt i en af hans ballader til den smægtende ungmø.

Vi genoptager nu kørselen i absolut tavshed – knægtene tør knap nok mæle et ord. Men pludselig siger receptionisten over skulderen: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?”

Over vejen lige foran bilen spadserer en indisk stortrappe! Drengene bliver vidner til, at de mærkelige europæere på bagsædet begynder at råbe og pege og stikke deres lange telelinser ud ad vinduerne. Borte er deres dårlige humør, og de ler ovenikøbet!

Drengene genvinder talens brug, og vi suser videre gennem ørkenen ad sandede hjulspor. Støvet står op fra hjulene, og for at undgå at blive kvalt må vi binde kanvasbeklædningen ned over vinduerne, som ikke har glas. Det bevirker, at vi kun kan kigge ud gennem forruden, så det er begrænset, hvad vi oplever.

Pludselig sagtner bilen farten, og selvom chaufføren giver fuld gas, snurrer hjulene blot rundt i det løse sand. Vi sidder fast! På en tidligere tur gennem Afrika har jeg ofte oplevet lignende situationer, så det er ikke noget problem.

“Hvor er jeres skovle?” spørger jeg.

“Skovle?” Drengene ligner spørgsmålstegn. “Vi har da ingen skovle!”

Altså må vi i gang med de bare næver. Mens knægtene skraber sand bort fra de fastsiddende hjul, knækker vi grene af buskene og lægger ind under hjulene. Bilen kommer fri efter nogle forsøg, og vi undgår at skulle hidse os op endnu en gang.

“Jeg kan også sørge for, at De får et ægte rajasthansk måltid dér,” siger han.

“Det vil vi gerne, men det skal være et enkelt måltid – og ikke for dyrt.”

Vi har ikke lyst til at blive bondefanget igen, men han forsikrer os, at måltidet vil blive ganske enkelt.

Vi må indrømme at Khudi er en smuk landsby, og vi sætter os i et téhus for at kigge på folkelivet, mens receptionisten sørger for, at tilberedelsen af vort måltid går i gang. Tiden går – stadig ingen mad. Vi spørger, om måltidet ikke snart er færdigt. Jo-jo, det vil ikke vare længe. Men timerne går, og til slut mister vi tålmodigheden.

“Hvis maden ikke er klar i løbet af en halv time, aflyser vi!”

“Yes, Sir, den skal nok være klar!”

Efter godt en halv time bliver vi omsider ført hen til et af husene og træder indenfor. Milde himmel! Måtterne på gulvet er fuldstændig dækket af utallige fade med mad: chapati’er og paratha’er (to slags fladbrød), karryretter med alskens grønsager, linser, æg og meget andet. Det ser højst indbydende ud, men hvad mon det dog vil koste? Først er vi lamslåede, men kalder så på receptionisten.

“Hvad er meningen med dette her?”

Den unge mand forklarer, at værten på téhuset har forlangt en ’speciel’ frokost til os, fordi han er sur over, at vore fire andre ledsagere har spist hos ham og kun betalt 5 rupees hver. Det er så hans måde at få nogle af pengene hjem på.

“Hvad koster maden her?”

“Kun 100 rupees!”

“100 rupees! Det kan man da ikke kalde billigt! Et billigt måltid for tre koster 30 rupees! Vi har ikke bestilt al denne mad, og vi vil ikke betale 100 rupees!”

“Yes, Sir, De kan betale, hvad De synes!”

De har taget fusen på os, og vi ved det. Den rare kone, som har brugt timer på at lave al denne herlige mad, skal ikke snydes, fordi téhusværten har et lille opgør med vore ledsagere. Ergo tager vi plads på måtterne og begynder at spise. Det smager himmelsk!

Vi betaler kvinden 100 rupees og takker hende for det overdådige måltid.

Samme aften vil vi afregne for turen. Vi gennemgår omhyggeligt regningen og bemærker, at der er beregnet kørepenge for den ekstra tur til Sam. Kilometerafregningen for de øvrige strækninger er også lige optimistisk nok – i receptionistens favør, naturligvis. Vi gør ham opmærksom på, at vi vil trække 100 rupees fra regningen.

“Det er helt i orden, Sir.”

“Vi tillader os også at trække 40 rupees fra, fordi dine fire ledsagere spiste på vores regning!”

Han forklarer, at det var den unge mand i Khudi, som lokkede ham til at bestille den megen mad. Vi ved ikke, hvad vi skal tro, men nøjes så med at trække 25 rupees fra og beder ham skaffe resten af pengene fra den unge Khudi-mands slægtninge i Jaisalmer.

“Det er helt i orden, Sir. No problem!”

Man må sige, han tager det pænt, og han er ikke spor vred. Vil europæerne betale for den lille spøg, så er det fint. Vil de ikke, så er det også fint. Var den gået, så var den gået! Da vi skilles få dage senere, er vi på lige så god fod som før køreturen, og afskeden er hjertelig.