Sri Lanka 1982-83: Elefantfortrylleren

Turen fører gennem plantager med kokospalmer og gummitræer og langs utallige rismarker, hvor kvinder med bøjede rygge planter friskgrønne, nyspirede risplanter. Vi passerer gennem småbyer, domineret af store hvide buddhistiske stupa’er, hvorunder der ofte er begravet hellige relikvier, fx knogler af forlængst hedengangne hellige mænd. – Du kan læse mere om stupa’er og andre aspekter af buddhismen på siden Religion: Buddhisme.

På Tamil kaldes bjerget for Sivanolipaathamalai (‘Shivas lys-bjerg’). Hinduer hævder, at fodaftrykket blev sat af Shiva, eller måske af abeguden Hanuman.

Ifølge kristen og muslimsk tradition blev fodaftrykket sat af Adam, da han og Eva blev fordrevet fra Edens Have efter Syndefaldet. Nogle kristne hælder til den opfattelse, at det blev sat af Sankt Thomas, en af de 12 apostle.

Hver dag, adskillige timer før solopgang, vandrer hundreder af pilgrimme op ad en af de seks stejle stier, med tusinder af trappetrin, som fører op til toppen. Deres mål er at være der før solopgang, hvor bjergets karakteristiske form kaster en trekantet skygge på den omkringliggende slette.

“Ja-ja, min onkel lejer værelser ud billigt!” siger han og fører os gennem byen til et hus, hvor vi træffer en lille mørklødet mand, Mr. Hassiem Pusana, som er muslim. Han lejer ganske rigtigt værelser ud, og han er også villig til at lave mad til os. Han bor alene med sine to børn, da hans kone arbejder i Jordan for at tjene penge til familiens underhold.

Vores unge vejviser beder om en skilling, inden han går.

“Deres nevø var så venlig at vise os vej hertil,” siger vi.

Pusana sender os et mærkeligt blik og siger: “Han er ikke min nevø! Han er bare en ung mand fra byen, som shanghajer turister til hotellerne og bagefter skal have kommission af værten!”

Vi ærgrer os over at have givet den unge mand drikkepenge, men det er jo for sent at gøre noget ved det.

Vore tanker går til de store hunner, som svømmer rundt derude i oceanet, og som – når tiden er inde hvert andet eller tredie år – styres af ukendte faktorer til denne plet strand, hvor de måske selv er klækket for tredive eller fyrre år siden. Om natten kommer de op, graver et hul i sandet over højvandslinien og lægger 50-100 æg. Derpå dækker de æggene til og roder rundt i sandet med lufferne for at camouflere selve stedet. Denne procedure gentages med ca. to ugers mellemrum gennem hele ynglesæsonen.

Deres karakteristiske ‘traktorspor’ afslører dem dog, og om natten afpatruljerer mænd stranden med lommelygter og graver æggene op. De regnes for en stor delikatesse, og på markedet i byerne kan en portion æg indbringe et beløb svarende til 2-3 daglønninger for en arbejder. Intet under, at de unge mænd vil gå vidt for at få fat i æggene. Også de voksne dyr dræbes for det velsmagende køds skyld.

For at hindre, at havskildpadderne uddør i Sri Lanka, har man flere steder oprettet reservater til dem. Disse strande bevogtes døgnet rundt mod æggetyve, og æg graves op fra ubeskyttede strande, hvorpå de graves ned i reservaterne. De nyudklækkede unger opbevares, indtil de har en rimelig chance for at overleve. Så sættes de ud i havet ved nattetide et stykke fra land, idet man derved undgår, at hovedparten bliver ædt af havfugle og andre prædatorer, som lurer ved æglægningsstrandene.

Vi har lidt mundgodt i rygsækkene, og Niels har medbragt en flaske Gammel Dansk hjemmefra. Den deler vi denne lune nat under stjernernes myriader, mens vi ønsker hinanden – og skildpadderne – godt nytår.

En kvælerfigen (Ficus), som spirede i en palme, har fuldstændig kvalt sin vært ved at omklamre den med utallige luftrødder, som efterhånden er vokset sammen til en stamme omkring palmens stamme. Palmen er visnet, og når den er smuldret bort, vil figentræet stå alene tilbage som en hul cylinder, fuld af huller.

Nær stranden findes store bassiner, hvor man indvinder salt fra havvandet ved fordampning. I disse bassiner fouragerer masser af overvintrende vadefugle fra Sibirien, såsom dværgryle (Calidris minuta), damklire (Tringa stagnatilis) og stenvender (Arenaria interpres).

Inde i land findes tør kratskov med mængder af cassia-buske (Senna), fyldt med smukke gule blomsterklaser. Nogle af grenene er behængt med en klatrende liljeart, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) fandt så pragtfuld, at han navngav den Gloriosa superba.

I skoven render halvvilde vandbøfler omkring, og vi finder gødning fra vilde elefanter (Elephas maximus). En flok toppede languraber (Semnopithecus priam ssp. thersites) flygter op i træerne ved vores tilsynekomst. Stjerneskildpadder (Geochelone elegans) med smukt mønstret rygskjold kryber rundt, og vi er så heldige at se et par bengalvaraner (Varanus bengalensis) i parring.

Iblandt afløses skoven af store laguner og strandenge med lav, salttålende vegetation. I lagunerne i Bundala-reservatet ser vi to store deltakrokodiller (Crocodylus porosus). Indtil da har vi uden frygt vadet over et par vandflader, men nu begynder vi at holde skarpt udkig, da meget store eksemplarer af denne art kan finde på at angribe mennesker. I dag er der ikke mange af disse farlige krybdyr tilbage, da de er blevet skudt de fleste steder, og de får kun lov til at vokse sig store i reservater som Bundala.

I det lave vand fouragerer flamingoer (Phoenicopterus ruber) med hovedet nedad, mens de udstøder en underlig knurren. En vandrefalk (Falco peregrinus) stryger ned over lagunen og får alle de små vadefugle på vingerne, mens et mjavende skrig viser sig at komme fra et par smukke hvidbugede havørne (Haliaeetus leucogaster).

Disse søer huser et meget rigt fugleliv. I den største, Tissa Wewa, ligger tusinder af skarver af forskellige arter, snesevis af små træænder (Dendrocygna javanica) samt enkelte pletnæbbede pelikaner (Pelecanus philippensis). Over søen svæver brahminglenter (Haliastur indus) og gråhovedede flodørne (Ichthyophaga ichthyaetus).

Vandfladen er over store områder dækket af flydeblade af lotus og nøkkeroser (Nymphaea). På bredden ligger en mellemstor sumpkrokodille (Crocodylus palustris) med vidtåbent gab, og nær den spadserer sultanhøns (Porphyrio poliocephalus) og hvidbrystede rørhøns (Amaurornis phoenicurus) uanfægtet omkring.

Langs bredden fouragerer adskillige hejrearter samt sorthovedet ibis (Threskiornis melanocephalus) og gabenæbsstork (Anastomus oscitans). Sidstnævnte har et besynderligt næb, idet overnæbbet er næsten lige, mens undernæbbet er krumt, så næbbet bogstavelig talt gaber. Det er en tilpasning til storkens foretrukne føde, snegle. Byttet holdes fast med overnæbbet, mens det knivskarpe undernæb føres ind i dyret og skærer fæstemusklen over.

I et område med højt græs er 15-20 hanner af stribet væverfugl (Ploceus manyar) under megen pippen og snurren i gang med at flette kuglerunde reder sammen af græsstrimler.

Ungerne følger os i hælene og råber: “Hello, money! – Where you go? – What is your name?” De vil vældig gerne kigge i vore kikkerter og forundres over, så nært træer og huse på den anden side af søen pludselig synes at være.

En af drengene peger ind i græsset og siger: “Snake!” – men han må næsten røre den, før vi ser den. Det er en tynd grøn piskesnog (Ahaetulla nasuta), som er aldeles uskadelig. Den har et mærkeligt, trekantet hoved og en lang, spids snude.

“Ja,” siger han, og tilføjer et øjeblik efter: “Jeg kan fortrylle elefanter med min fløjte! Vil I se det?”

Det er lige noget for os, så næste dag følger vi ham ud i kratlandet bag saltbassinerne, hvor han viser sine kvægfolde frem. Han ejer omkring 200 stykker kvæg, som det meste af tiden går frit omkring i kratskoven. Det hænder af og til, at en omstrejfende leopard (Panthera pardus) nedlægger en af hans køer.

Vi vandrer langs stranden, der visse steder er dækket af et tæppe af krybende stængler af strand-tragtsnerle (Ipomoea pes-caprae). Undervejs aflægger vi besøg hos en halv snes hummerfiskere, som bor på stranden i små palmebladshytter. De har ikke taget deres koner og børn med, da det bringer uheld i fiskeriet, påstår de. Deres eneste selskab – udover hinanden – er en kattekilling.

Pusana farer ind i kratlandet med sin fløjte. Nu skal elefanterne fortrylles, så vi kan få dem at se! Vi kan slet ikke følge med, og da vi omsider indhenter ham, ser vi kun bagdelen af en stor hanelefant, som forsvinder ind i det tætte krat.

“Jeg fandt den til jer!” udbryder han og farer efter den. Vi føler ikke den ringeste trang til at følge efter ham ind i et krat, hvor man kun kan se 2 m frem, og vi regner ikke med at se ham i live mere. Men han dukker op i bedste velgående og siger: “Elefanterne gør mig ikke noget! Jeg fortryller dem!”

Vi trasker efter ham ud til vejen, hvor det lykkes os at få et lift tilbage til byen med et gammelt vrag af en bil. Ikke mere elefantfortryllelse til os!