Nepal & Indien 1985: Bustur med forhindringer

“50 rupees.”

“50 rupees? Jamen, det er jo dyrere end at tage en motor-rickshaw!”

“Okay, 25 rupees!”

“25 rupees? Men til den pris skal du også køre mig tilbage igen!”

“Okay.”

Han kaster sig med dødsforagt ud i den vanvittige trafik, hvor han kører slalom mellem biler, fodgængere og andre cykelrickshaws.

Ankommet i levende live til mit bestemmelsessted køber jeg busbilletter til min ledsager Jette Wistoft og mig til Varanasi i Indien, en to-dages tur med overnatning i grænsebyen Bhairawa.

Dette landskab er ikke skabt til bilveje, og under hver eneste monsun skrider dele af vejen sammen på grund af de heftige regnskyl. Derfor er vejarbejde her snarere reglen end undtagelsen, og denne dag er ingen undtagelse. Vi må ofte holde i kø, fordi kun én vejbane er farbar.

Nede i dalen følger vejen Trisuli-floden mod vest. Vi er allerede forsinket, da vi holder ind i Mugling for at spise frokost. Her serveres den nepalesiske nationalret, daal bhat tarkari (ris med linsesuppe og grønsager), på en thali, en metalbakke inddelt i småfelter til de forskellige retter. Maden er velsmagende, godt krydret med bl.a. chili og spidskommen.

Bagefter drikker vi sød kardemomme-té, men bussens stab kommer ind og genner os ud i bussen, som i susende fart fortsætter ned gennem den vilde kløft omkring Narayani-floden, med kurs mod byen Narayangarh. En punktering sinker os imidlertid yderligere, så klokken er mange, da vi omsider når ned i Terai, den flade slette ved foden af bjergene.

Nej-nej! En trækasse hentes ned fra bussen, indeholdende det nepalesiske standardværktøj: hammer, skruenøgle og skruetrækker, hvorefter to af bussens mandskab lægger sig ind under bilen og tager fat. Der kommer kraftige hamrelyde derindefra, så alle er overbeviste om, at dén bus i hvert fald aldrig kommer til at køre igen. Men disse folk er ekvilibrister med deres simple værktøj. Efter en times tid er akslen på plads igen, og vi er køreklar.

Uden yderligere uheld når vi frem til Bhairawa ved aftenstide, hvor vi finder frem til vort hotel, som er med i billetprisen. Efter et måltid mad går vi på hovedet i seng. Selv om vi er dødtrætte, bliver det ikke til megen søvn. Vi befinder os i en fælles sovesal og plages af myg og snakkende medlogerende.

Sarnath er stedet nær Varanasi, hvor Gautama Siddharta gav sin første forelæsning om vejen til fred i sindet, efter at han havde opnået nirvana under et pipaltræ (Ficus religiosa) nær byen Gaya, omkring 528 f.Kr. Efter at han påbegyndte sine forelæsninger, kaldte hans tilhængere ham for Buddha, hvilket betyder ‘Den Oplyste’. Du kan læse mere om Buddha og buddhismen på siden Religion: Buddhisme, mens pipaltræet er nærmere omtalt under Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer.

Pilgrimme eller ej – vi har betalt for siddepladser i bussen og vil også gerne sidde på dem. Vi får fat i billetkontrolløren, en diminutiv, skævbenet mand med underbid og en manglende tand i undermunden, som Jette straks døber ‘Trolden’. Han tager fat på at forsøge at overtale nogle af tibetanerne til at tage med næste bus – men de har også fået udstedt billetter og er ganske uvillige til at føje ham.

Da vi omsider triller af sted med to timers forsinkelse, er der stadig fem vesterlændinge, som ingen siddeplads har, men ‘Trolden’ lover dem, at så snart vi er uden for byen (og dermed ude af syne for politiet), kan de få lov at sidde oppe på taget – ikke så ringe en plads endda.

Rædselsslagen begynder chaufføren atter at køre, efterladende politibetjenten, ‘Trolden’ og ca. 10 passagerer, som alle kommer sprintende efter bussen. Chaufføren standser omkring en kilometer længere fremme, løber ud af bussen og forsvinder i skarpt trav ind over markerne. ‘Trolden’ og de efterladte passagerer kommer halsende og springer på bussen, men nu har det ligesom ingen hast, da vi er uden chauffør.

En halv times tid går, uden der sker nogetsomhelst. Som overalt i Indien samles der i løbet af nul-komma-fem en stor skare mennesker, som bare står og glaner. Jeg er af den overbevisning, at intet andet folkefærd i verden er i stand til at glo som inderne.

Omsider drister en af passagererne sig til at køre bussen tilbage til politistationen. Her finder vi ingen anden end vores chauffør, som politiet i mellemtiden har pågrebet og nu er i færd med at forhøre. Den blødende cyklist kommer trækkende med sin cykel – men ham bekymrer politifolkene sig ikke om. De er langt mere interesserede i, hvor meget ‘Trolden’ er villig til at punge ud med for at få frigivet sin chauffør. Desværre kan jeg ikke se, hvor meget han overrækker dem efter to timers tovtrækkerier.

Nu kan vi omsider komme af sted igen. Efter Gorakhpur vil de stående passagerer op på taget, men den lille skævbenede beder dem stå op lidt endnu, da der stadig er politifolk i farvandet.

Så forsvinder han pludselig sporløst i en eller anden by, og vi ser ikke mere til ham. Vesterlændingene uden plads er nu i bekneb, da den eneste, som har givet dem lov til at sidde på taget, er forsvundet. På sin egen snedige vis har han fået fuld pris af dem, uden at de har fået siddeplads. Det ender med, at de må sidde på bagage rundt om eller mase sig ned hos vi andre, der sidder trangt nok i forvejen.

Vi beder en rickshawfører køre os til et hotel, vi har fået anbefalet.

“Desværre, Sir, det hotel er lige brændt ned, men jeg kender et andet godt hotel, meget roligt, for kun 30 rupees.”

Vi har hørt om dette trick, som Varanasis rickshawførerne anvender for at overtale turister til at benytte de hoteller, hvor de får kommission, men vi er alt for trætte til at diskutere, så vi accepterer hans tilbud.

Ved ankomsten viser det sig desværre, at de ikke har flere værelser til 30 rupees (det har de faktisk aldrig haft), men “et meget fint værelse, med varmt vand, for 60 rupees.”

Jeg hidser mig op og skælder ud, så det ender med, at vi for 30 rupees får et 40-rupees værelse – uden bad.