Malaysia 1985: Thaipusam – en hinduistisk højtid

Andre mandlige pilgrimme har fastgjort talrige kæder med kroge i ryggen eller brystet, og for enden af kæderne hænger appelsiner eller limefrugter og dingler. De skal forøge vægten og dermed smerterne og lidelserne hos pilgrimmen. Atter andre har stukket nåle gennem tungen eller indtil 2 m lange spyd gennem kinderne. Da deres mund ikke kan lukkes, driver spyttet ned ad hagen og halsen. Størknet blod på tunge og kinder suppleres med rødt farvestof for at forstærke den visuelle effekt.

Kvindelige pilgrimme nøjes oftest med at bære et stativ med gudebilleder over skuldrene, og de er ikke forsynet med kroge. Andre kvinder bærer blomsterkranse eller skåle med kokosmælk i hænderne.

Indimellem opfører pilgrimmene en vild dans til trommernes crescendo, opildnet af de skrigende ledsagere. Frugterne dasker op og ned og truer med at rive huden itu. Mænd med spyd gennem kinderne holder godt fast i det med begge hænder under dansen for ikke at få revet kinderne op.

Dette er angerens, tilgivelsens og håbets dag – det er Thaipusam.

I Malaysia er Thaipusam hinduernes vigtigste religiøse højtid. Hvert år i februar valfarter tusinder af rettroende hinduer fra hele landet til de hellige Batu-kalkstenshuler nær Kuala Lumpur for at fejre Subramanyas fødselsdag. Subramanya (‘Den Pletfrie’) er et andet navn for Skanda, søn af Shiva og hans shakti (kvindelige aspekt) Devi, også kaldt Uma, Parvati, Durga eller Kali. – Disse og andre hinduguder er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

Under Thaipusam kan man anmode Subramanya om at få aflad for begåede synder, blive en sygdom kvit eller skænkes lykke i fremtiden. Gennem at udholde smerterne under denne højtid viser man guden sin vilje til at bringe store ofre for at opnå hans gunst.

Da min ledsager Jette Wistoft og jeg ankommer ved 8-tiden, er der allerede sort af mennesker. Det flade areal foran kalkstensklipperne med de hellige huler er omdannet til en markedsplads med talrige små handelsboder, restauranter og meget andet. Højttalere udsender larmende indisk popmusik, og den infernalske støj herfra blandes med sælgernes råben, når de falbyder deres varer. Det flyder med papir, bananskræller og andet affald.

To mindre kalkstenshuler er omgivet af et hegn, og uden for annoncerer et skilt, at her findes et Art Gallery. Går man ind, bliver man afkrævet en malaysisk dollar som ’donation’. Hele vejen rundt langs klippevæggene er opstillet gipsfigurer, som forestiller hinduguder, malet i livlige farver. De er oplyst af røde, gule, grønne og blå pærer. På os virker figurerne skrækkeligt bombastiske, men indere, iført deres fineste klæder, samler hænderne i tilbedelse foran figurerne og kaster mønter ind ved foden af dem. Engang imellem dukker en hindupræst frem og skovler disse mønter op.

Mellem floden og trappen op til hulerne passerer pilgrimmene gennem en sand malstrøm af tilskuere. Titusinder er kommet for at overvære denne angerens og håbets højtid. Pilgrimmene, der nu er i dyb trance, ænser dem ikke. Fråden står dem om munden, og de opfører forrygende danse, akkompagneret af vilde trommehvirvler. Unge mænd springer op på æggen af store, skarpe knive, som deres ledsagere holder fast på jorden.

Før de stiger op ad trappen, standser de lidende pilgrimme og får sig et kort hvil, mens deres ledsagere hælder vand over deres ansigt og i munden.

Trappen er opdelt i tre sektioner. Den midterste, som er afskærmet med tov, er forbeholdt pilgrimmene. Venstre side er for opadgående tilskuere, højre side for nedadgående. Vi står som sild i tønde og må viljeløst følge strømmen op ad de 272 trin. Taber man sin hat eller en sandal, er den borte.

Det hænder et par gange, at en flok pilgrimme med et kavadi-stativ kommer masende op ad tilskuernes del af trappen, og vi må kaste os til siden for at undgå at blive trampet ned, mens folk råber og skriger. Det store opbud af politibetjente, som er udkommanderet, forsøger at holde en vis orden i dette inferno.

Indenfor er hulen oplyst af mange lamper, og dagslys siver ned gennem naturlige åbninger i loftet. Herinde når pilgrimmenes ekstase sit klimaks. En sidste vild dans opføres, før man ofrer kokosnødder ved at knuse dem mod gulvet. Små kamferstykker antændes på to kæmpemæssige ildfade midt på hulens gulv. Luften er kvalm, fyldt med en gennemtrængende stank af røg, sved, kamfer og sødlig-vammel kokosmælk.

I hulens anden ende er opført små afsatser, hvor man kan tage plads. Pilgrimmene, der nu er så udmattede, at de næppe kan stå på benene, føres herhen af deres ledsagere, hvorpå de befries for stativer og kroge. Nåle og spyd trækkes ud med et rask tag, og aske duppes i sårene. Så ledes pilgrimmene hen til en lille sideniche, hvor præster velsigner dem og til gengæld modtager offergaver i form af blomsterkranse eller kokosmælk.

Ledsagerne fører dem nu mod udgangen og ned ad trapperne, hvor de hele vejen må løbe spidsrod mellem to rækker af pilgrimme. At dømme efter det bjerg af mønter, der ligger foran hver af tiggerne, har de kronede dage.

Ved foden af trappen bænkes de udmattede pilgrimme og får en forfriskning – en besvimelse nær, men lykkelige. De har indfriet deres løfte, de har udstået Thaipusams lidelser. Subramanya vil sikkert høre deres bøn eller tilgive deres synder.

De kan tage hjem med fred i sindet.