Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo

 

 

 

 

 

For det første har den en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes på de indonesiske småøer Komodo, Rintja og Padar, samt måske i et ganske lille område på vestspidsen af Flores.

For det andet var disse småøer ubeboede, indtil straffefanger i 1800-tallet blev deporteret til Komodo – et tørt og ugæstfrit sted med meget begrænsede drikkevandsforsyninger. Det blev tilladt fangerne at tage kvinder med, så med tiden opstod der et lille samfund, Kampong Komodo, på østsiden af øen.

 

 

 

 

 

Perlefiskere, som gæstede Komodo i begyndelsen af 1900-tallet, spredte det rygte, at der levede ægte drager på øen. (Englænderne har måske haft samme tanke, da de navngav varanen Komodo dragon).

Omkring 1910 blev rapporterne om ’et stort firben’ så vedholdende, at hollænderen P.A. Ouwens, som var direktør for den botaniske have på Java, fik guvernøren på Flores til at sende en ekspedition til øen. Dette medførte, at Ouwens kunne beskrive det gigantiske firben videnskabeligt i 1912.

Siden jeg i mine drengedage i Illustreret Familiejournal læste Mogens Chr. Nørlunds beretning om disse varaner, har jeg drømt om at se dem. Nu har jeg chancen. Min ledsager Jette Wistoft og jeg befinder os på øen Lombok, og herfra er der kun et par dages rejse til Komodo.

En tidlig morgen kører vi med bus tværs over Lombok. Undervejs står solen op og farver toppen af den majestætiske vulkan Gunung Rinjani lyserød. Med en højde på 3726 m er den det højeste bjerg på øen. På østkysten, i Labuhan Lombok, køber vi billetter til færgen mellem Lombok og Sumbawa samt til bussen mellem Alas og Bima på Sumbawa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Passagererne forlader færgen i Alas og stiger om bord i en lang række ventende busser. De starter næsten alle samtidigt mod Bima, og chaufførerne synes at have indgået et væddemål om, hvem der kan komme først. I hvert fald går det over stok og sten, og adskillige gange kører busserne om kap side om side på den smalle vej. Jeg går op til vores chauffør for at bede ham om at køre langsommere, men det hjælper kun ganske kort, så tager fartdillen atter et fast greb om ham. Da vores bus til slut er ved at ende i grøften, begynder også de indonesiske passagerer at råbe op, hvilket får chaufføren til omsider at besinde sig. Herefter går turen videre i et mere sindigt tempo.

Endelig kan vi begynde at koncentrere os om at nyde landskabet. Turen fører langs Sumbawas nordlige kyst, hvor der i begyndelsen er ret tørt og savanneagtigt, med rismarker i de mere frodige områder. Vi ser mange græssende heste, vandbøfler og Bali-okser – en domesticeret form af den vilde banteng-okse (Bos javanicus), der lever i skovområder i Bagindien og Indonesien, men som er næsten uddød i vild tilstand. – Banteng-oksen er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

Længere mod øst er bjergene dækket af frodige skove, og langs kysten findes klippepartier, vekslende med mangrovesumpe og strandenge. Mørket falder på, og fuldmånen lyser over bjergene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På et losmen i Sapé træffer vi en englænder og to svenske piger, som har forhandlet med en bådejer om at sejle dem til Komodo og tilbage, til en meget lavere betaling end den normale charterpris, der er ca. 3000 kr. Vi slår følge med dem til havnen, hvor skipperen på båden indvilger i at tage os med også, og efter yderligere forhandlinger bliver den endelige pris fastsat til 17.000 Rupiah (ca. 180 kr.) pr. person.

Men nu starter det bureaukratiske maskineri, idet politi og havnemyndigheder blander sig i sagen og hævder, at skipperen ikke har licens til at sejle med turister. I mellemtiden er et tysk par samt deres indonesiske guide kommet til. Denne guide er en mester i kunsten at forhandle, og vi får omsider tilladelse til at sejle. I mellemtiden har 30.000 Rupiah skiftet ejermand (eller måske snarere ejermænd) under bordet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foran stævnen leger en flok delfiner, og på havet svømmer mange odinshøns (Phalaropus lobatus) omkring og snapper smådyr i overfladen. Forskellige havfugle passerer forbi, fx brun sule (Sula leucogaster), sodfarvet terne (Onychoprion fuscatus) og hvidmasket skråpe (Calonectris leucomelas).

Vi nærmer os nu Komodos vestkyst, som vi følger mod syd. Klimaet her er ret tørt, og øen er for størstedelen græsklædt. Her og der ses klynger af lontar-palmer (Borassus flabellifer), men kun i de mere fugtige kløfter vokser stedsegrøn skov.

Solen forsvinder bag lyserøde skyer, og snart falder mørket på. En times tid senere står månen op bag Komodo. Vi er nu syd for øen, hvor vi passerer småøer og skær. Nogle gange ser det ud, som om vi sejler lige durk ind i en klippe, men den gamle sømand, som holder udkig i stævnen, finder altid en åbning, vi kan passere igennem. I kølvandet glimter mængder af morild.

Timerne går, og de fleste af os er begyndt at døse, da vi omsider, ved 22-tiden, ankommer til Kampong Komodo, en lille samling hytter, beliggende ved en beskyttet bugt. Her går de indonesiske passagerer i land, og en mængde varer bliver læsset af. Derpå fortsætter båden videre til nationalparkens hovedkvarter lidt længere nordpå. Det bliver over midnat, inden vi er blevet indskrevet og fået tildelt værelser.

 

 

 

 

 

 

 

Derpå drager vi, ledsaget af en nationalpark-guide, ud langs stranden, hvor en tam rusahjort (Cervus timorensis) følger os i hælene som en hund. I strandkanten fouragerer en lille regnspove (Numenius phaeopus) og to-tre mudderklirer (Actitis hypoleucos).

Så drejer vi ad en sti ind i skoven, hvor der bl.a. vokser buske som brystbær (Ziziphus), Albizia og Hibiscus. Her holder en del fugle til, og vi observerer bl.a. grøn kejserdue (Ducula aenea), sortnakket pirol (Oriolus chinensis), samt den stærkt truede papegøje lille gultoppet kakadu (Cacatua sulphurea).

Til slut når vi frem til en lysning, hvor et stort skilt bekendtgør følgende: ”Farligt område – Pas på – Komodo-vejkryds – Vær stille!”

 

 

 

 

 

 

 

Når turister besøger øen og nationalparkens mandskab skal forevise varanerne for dem, anvendes slagtede geder som lokkemad. Aftenen før har vi bestilt to geder, som vi har medbragt under vandringen. [Denne praksis blev senere standset af parkmyndighederne.]

Vi er nået frem til fodringspladsen, hvor man har opført en indhegning til turisterne. Her kan de stå i sikkerhed, mens de iagttager varanerne. (Det er flere gange hændt, at de store varaner har angrebet og ædt mennesker). Nede i et udtørret flodleje ligger der allerede en stor tamp og venter, og ved synet af os kommer andre farende. De ser så langsomme og klodsede ud, men er i virkeligheden hurtige og behændige, og de kan sagtens indhente et menneske.

Nu bliver en af gederne slagtet og hængt op i et træ, hvis grene rager ud over flodlejet. Så fires det døde dyr nedad, hvorefter der starter en rasende kamp mellem varanerne om at komme først til fadet. Bughulen får de hurtigt bidt hul på, hvorpå de smasker indvoldene i sig med utrolig hast.

Der er nu otte af de forslugne uhyrer forsamlet omkring den døde ged, og to af de største på omkring 3 meters længde hager sig fast i hvert sit ben, mens en endnu større tamp gaber over gedens hoved, som vrides af og sluges i én mundfuld. Herefter er der kun småbidder af geden tilbage, og den anden ged hænges ud i træet. Efter at den er ædt i løbet af nul-komma-fem, lægger de forslugne uhyrer sig med udspilede vomme i det varme sand, hvor de døser, mens fordøjelsen starter. Nu kan de klare sig i flere uger uden mad.

De største af varanerne har gråbrun bundfarve med lyse, diffuse ringe ned ad halen, mens de yngre dyr er mere spraglede, med et lyst parti i nakken og på siderne af halsen samt gullige ringe på halen. En lille fyr, som en af rangerne fanger, er endnu klarere i farverne.

 

 

 

 

 

Denne gang sejler vi nord om Komodo, hvorfra vi har udsigt mod øerne Rintja og Padar, som også hører under nationalparken. Strømmen er stærk og er imod det meste af vejen, så turen til Sapé varer næsten 12 timer. Et oplivende moment undervejs er to smukke hvidbugede havørne (Haliaeetus leucogaster), som svæver hen over båden.

Mørket falder på, og natten er lummer med masser af kornmod.