Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket

Før i tiden var disse bjergfolk animister og hovedjægere, som mente at få overført kraften fra de fjender, som de dræbte og skar hovedet af. Disse hoveder blev opbevaret som trofæer. Landsbyernes huse blev bygget på pæle, og man kom ind i dem ved hjælp af stiger, skåret ud i træstammer. Om natten tog man stigerne op, hvilket gjorde det vanskeligt for fjender at komme ind i husene og tage hoveder. – Du kan læse mere om animisme på siden Religion: Animisme.

Efter den Spansk-Amerikanske Krig overlod Paris-traktaten i 1898 øerne til USA, som kaldte dem ’The Philippines’. Gradvis blev bjergfolkene mere civiliserede, og kort efter 1950 var flertallet af dem blevet omvendt til kristendommen. For mange af dem var den nye tro imidlertid kun et tyndt lag fernis, og den gamle tro på gode og ånde ånder trives stadig i bedste velgående.

Stammefolkenes vigtigste ernæring er ris, og de er kendt verden over for de fantastiske terrassemarker, der blev anlagt for over 2000 år siden – en enestående ingeniørbedrift. På disse marker, der kunstvandes gennem et avanceret system af kanaler, dyrkes ris, suppleret med batater (sødkartofler), taro samt forskellige grønsager. Stammefolkene holder også husdyr som høns og sorte grise, og mændene går på jagt i junglen efter vilde dyr.

Så besluttede Joseph at bede landsbyens medicinmænd om at anvende ‘æggeprøven’. Skiftevis kom de med forslag til, hvad der kunne gøres, og hver gang blev et æg stillet oven på et andet. Trillede ægget ned, var forslaget forkastet. Sådan blev man ved, indtil ægget blev stående. Det viste sig nu, at æggene godkendte forslaget om at hidkalde fem medicinmænd og lade dem prøve at fordrive sygdomsånden.

Gamle Blas kontaktede de fem medicinmænd og bad dem udføre en ceremoni for at få sygdomsånden ud af hans krop. Han udpegede marken, hvor ånden tog bolig i ham, og her tilbragte de fem mecicinmænd en hel nat med at ofre til ånderne.

En stor flettet kurv optager det meste af pladsen midt i hytten. Heri ligger talrige risneg, en skål med risvin, en bambusfløjte, samt noget der ligner indtørret dyreskind. I nærheden står endnu et kar med risvin, og Joseph har købt en flaske gin og 7-8 øl til medicinmændene, som har været vågne hele natten og derfor nok kan trænge til en opstrammer.

“De gamle drikker bravt,” siger han med et grin.

Medicinmændene begynder at messe i kor. Imens er det ikke tilladt at komme ind i eller forlade hytten. Landsbyens mænd fanger en stor gris og binder en lang bambuskæp fast mellem dens for- og bagben. Så bliver en pind banket ned i jorden mellem grisens krop og bambuskæppen, så den ikke kan flytte sig.

Åndemanerne messer en tid, mens de indtager en mængde risvin. Så rejser to af dem sig og tager hinanden i hånden. Den ene holder i den frie hånd et risknippe og en grisehale. De messer i kor, klasker sig på lårene og stamper i gulvet med de bare fødder. Den ældste shaman, som er ganske lille, indtørret og utrolig rynket, stiller sig foran de to dansere og fremsiger en lang remse, hvorigennem han påkalder sygdomsånden.

Joseph forklarer, at den rituelle slagtning skal foregå langsomt, så grisens skrig vil overbevise sygdomsånden om, at offeret er til den, og den vil derfor forlade gamle Blas’ krop. Desuden er det meget vigtigt, at alt blodet bliver inde i dyrets krop, da det er den vigtigste del af offergaven. Med en skarp kniv stikker en af medicinmændene hul i grisens hud ud for lungerne. Derpå jager han en spids bambuspind ind i såret, dybt ind i lungerne, hvor den vrides rundt flere gange. Grisen skriger grufuldt, og lyserødt skum bobler ud af munden på den. Efter et par minutters hylen bliver den tavs, spjætter et par gange med benene og dør så af kvælning.

Åndemanerne forsvinder op i hytten igen, og grisen bliver rakt op til dem. Højlydte klask kommer derindefra, ledsaget af messen, og kort efter rækkes grisen ud igen. Et par unge mænd tænder et bål af rishalm, og i ilden svides grisens pels af. Den svedne hud skrabes med en stor kniv, hvorpå grisen atter rækkes op til medicinmændene. Vi får lov til at komme op i hytten igen, men Jette har fået nok og slutter sig til nogle af børnene uden for hytten.

En af shamanerne skærer grisen op, og blodet opsamles omhyggeligt i en skål. Indvoldene tages ud, og lever og galde inspiceres nøje. Ved synet af den sunde galdeblære ler mændene lettet. Ånden har modtaget offergaven og vil forlade gamle Blas’ krop.

Resten af grisen parteres, og 31 små bunker kød og fedt lægges til side til de af landsbyens beboere, som har bidraget med penge til åndemaningen. Tarmene og de andre indvolde, samt ribbenene, tilhører medicinmændene.

Imens har de unge mænd udenfor slagtet en mindre gris, som ligeledes rækkes ind i hytten. Den parteres, og også den har ånden godtaget.

To kyllinger rækkes nu ind til shamanerne, som længe sidder med dem i hænderne, mens de messer. En af dem rykker halsfjerene af kyllingerne, plukker en vingefjer af og stikker hul på deres halspulsåre med den. Blodet opsamles i en lille træskål, hvori ånden fra den syge mand vil tage ophold. De døde fugle rækkes ud til de unge mænd, som koger dem efter at have plukket fjerene og svedet dunene af.

Noget af det kogte svine- og kyllingekød bliver anbragt på et stort fad med ris, som rækkes ind til os og anbringes oven på kurven med risnegene og de andre ingredienser. Hver af os får en stump kød og spiser det til risen, som vi tager med højre hånd fra det store fad. Min andel er et stykke branket hud med en smule fedt og et par hår på. Jeg tager en bid og ser så mit snit til at kaste resten hen til en af landsbyens mange hunde, som på akrobatvis er klatret op ad stigen i håb om at tilrane sig et par bidder. En af medicinmændene får øje på den og lander den et velrettet spark under hagen, så den slår en baglæns saltomortale ned ad stigen, hylende af angst og smerte.

Resten af kødet fra grisene og kyllingerne er imens blevet fordelt mellem alle landsbyens medlemmer. Dette ceremonielle måltid markerer afslutningen på åndemaningen, og man går hver til sit. Vi giver Josephs mor 20 pesos som hjælp til at betale medicinmændene.

Han beder os imidlertid om at udsætte vandringen til dagen efter, da vi undervejs vil passere marken, hvor medicinmændene afholdt den natlige ceremoni. Hvis Joseph går forbi her i dag, vil hele åndemaningen være spildt, så naturligvis føjer vi ham. I stedet tilbringer vi resten af dagen i snak med ham i hans hus.

“Har I lyst til at hilse på mine bedsteforældre?” spørger Joseph. Det vil vi selvfølgelig gerne. Han forsvinder over i en lille hytte i traditionel byggestil og vender tilbage med en pakke under hver arm, svøbt ind i smukt klæde.

“Dette er min bedstefar,” siger han og slår på den ene pakke.

“Tok-tok,” klinger det. Han tager forsigtigt klædet til side og åbenbarer en bunke knogler.

Når en Ifugao er død, bliver vedkommende sat i en stol under huset i nogle dage, og en mand står vagt ved liget. Hvis den afdøde har søskende, bliver han eller hun båret til deres hus og udstillet dér. Man holder en stor fest, hvorefter liget begraves.

To eller tre år senere graves knoglerne op og bliver rengjort, hvorefter de svøbes i klæde og opbevares i huset. Endnu en stor fest bliver afholdt, hvor der slagtes vandbøfler, grise og høns. Festen kan gentages efter endnu nogle år, hvis man synes, man har råd.

Knoglerne skal behandles med veneration, ellers kan den afdøde blive utilfreds og forårsage sygdomme i familien. Knoglerne opbevares af de kommende generationer, indtil ingen mere husker de afdødes navne. Så kastes de bort.

Stien fører nu ind i sekundær skov, som bærer kraftigt præg af ild og økse. To mænd er i færd med at rulle en stamme bort fra en rydning, som skal anvendes til at dyrke batater og andre afgrøder. Blåhovedede viftehalefluesnappere (Rhipidura cyaniceps) kalder i krattet, og Joseph siger, at hvis en af dem krydser stien foran os, må vi vende om, da det betyder uheld. Heldigvis bliver de inde i krattet.

Det går stejlt op ad bjergskråningen, og skoven bliver tættere. Her vokser en del orkidéer. Joseph er et sandt leksikon, hvad angår anvendelsen af nyttige planter i skoven. Frugterne af Melastoma-buskene smager jordbæragtigt. Marven af en mindre palmeart kan spises rå. Saften fra en græsart virker blodstillende. Veddet fra et bestemt træ er så hårdt, at termitterne undgår det, og det står derfor højt i kurs til anvendelse som tømmer i huse samt til fremstilling af rismortere.

Stien følger nu en bjergkam. Skylaget bliver tættere, og det regner en tid, men heldigvis klarer det snart op igen. Igler hæfter sig til vore bare ben, og vi må ofte gøre holdt for at rykke dem af. Josephs hund er meget plaget af dem og bløder adskillige steder.

Skjult bag græs befinder sig adskillige guder, udskåret i bregnerødder. Joseph fortæller, at folk fra Cambulo går i en bue udenom, da de er overbeviste om, at de ellers vil hoste blod.

Joseph har sit gevær med, og da en ørn letter foran os, forsøger han at skyde den. Heldigvis er nogle grene i vejen. En stor due sidder på nært hold og spiser frugter, men den vil han ikke ofre en dyr patron på. Han skyder kun større dyr som skægsvin (Sus barbatus) og hjorte – og så de skadelige ørne, der tager høns.

Vi når kammens fjerne ende og påbegynder nedstigningen. De sidste dages regn har gjort stien smattet, og vi må gå meget forsigtigt for ikke at falde. Timerne går, mens vi kæmper os nedad ved at klynge os til lianerne, og indimellem må vi stoppe for at fjerne igler. I Josephs øjne er vi utroligt langsomme, og han er hele tiden langt foran.

Så når vi omsider ned og krydser en lille flod ved at springe fra sten til sten. Josephs hund tør ikke svømme over, og han må tage den i favnen, mens han springer.

Næste morgen går med snak og madlavning. Det viser sig, at tre unge mænd fra Tao skal til landsbyen Batad længere nede i dalen, og de tilbyder at bære vores bagage til Cambulo. Vi tager afsked med Joseph, som forsvinder op ad bjerget med sin hund. Han vil gå på jagt på hjemvejen.

De unge mænd vandrer i rask tempo. Efter en stejl nedstigning går det mere jævnt hen ad digerne mellem rismarkerne. På denne klare dag er der en enestående smuk udsigt over dalen. Efter et par timers vandring øjner vi Cambulo, en større landsby ved bredden af en flod.

Jeg gør holdt for at tage nogle billeder, mens Jette går i forvejen. Da jeg når frem, er hun i samtale med to hvide kvinder, den ene en amerikansk missionær ved navn Delia. Hun blev meget forbavset over at se en enlig europæisk kvinde komme ud fra risterrasserne. Den anden kvinde er en tysk turist, hvis mand er oppe ad floden for at bade. Jeg slutter mig til ham, mens kvinderne går længere op til en anden badeplads.

Delia er ugift og har boet i Cambulo i 14 år. Hun betror os, at det er meget vanskeligt at omvende disse folk til kristendommen, og hun føler sig ofte ensom. Hun er tydeligvis glad for at se os og inviterer os alle fire til sit hus.

Da hun hører, at Jette er fysioterapeut, bliver hun ellevild og bønfalder hende om at behandle nogle af kvinderne i landsbyen, som lider af hovedpine og muskelsmerter.

Vi bliver så et par dage i Delias hus. Hun har en tam abeunge, en langhalet makak (Macaca fascicularis), som hun fik af en jæger, der havde skudt dens moder. Det er en sød lille én, men fræk er den også, især under måltiderne. – Du kan læse mere om denne art og mange andre aber på siden Dyreliv: Aber.

Jette knokler med kvinderne og fortæller mig, at hun sjældent har set så mange skader på folk. De er simpelthen slidt op af hårdt arbejde, og alt hvad hun kan gøre, er at massere dem og derved lindre deres smerter. Delia siger, at mændene er dovne. Mens kvinderne tager det hårde slid, henter mændene brænde i skoven, går på jagt og passer børn.

Jeg går ture med ungerne i omegnen. De finder en slange i en busk, men selv om de nøje udpeger den, kan jeg ikke få øje på den. De viser mig også en lille plante, hvis blade indeholder c-vitamin. Blandt fuglene ser vi fx filippinsk sporegøg (Centropus viridis), langhalet tornskade (Lanius schach) og bjergvipstjert (Motacilla cinerea).

Om aftenen samles i hundredevis af ildfluer i et krat. Deres blinken er så kraftig, at buskene lyses op.

Vi møder et par skolepiger, som klatrer op i et træ med små velsmagende frugter. Her brækker de en kvist af og rækker den til os. Bærrene er søde og klæbrige.

Gradvis bliver stien bredere, og det viser sig, at en vej er under anlæggelse fra Banawe til Cambulo. Delia fortalte, at den havde været undervejs i 6-7 år, og at den sikkert aldrig vil blive færdig. Vi ser da også kun fem-seks vejarbejdere gå og skrabe lidt i jorden med en skovl hist og her. Ingen maskiner er at øjne. Godt, tænker vi, så har Cambulo da fred lidt endnu. De sidste 5-6 km til Banawe får vi et lift med en jeep.

I Bocos opsøger vi Joseph, da vi gerne vil høre, hvordan hans far har det efter åndemaningen. Vi erfarer, at allerede dagen efter ceremonien var han i fuldt vigør, og et par dage senere var han fører for nogle turister over bjergene til Cambulo.