Borneo 1985: På besøg hos orangutaner

 

 

De unge orangutaner var ikke meget for at ud i skoven, men de elskede at blive kørt derud i trillebør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vi er fem danskere, som har sat hinanden stævne i Kota Kinabalu, hovedstaden i Sabah, den nordligste provins på Borneo. Min ledsager Jette Wistoft og jeg er ankommet fra Sarawak over land, mens Niels Peter Andreasen, Vagn Lundbye og Ulrikka Gernes er fløjet hertil fra Danmark via Singapore.

 

De truede orangutaner
Orangutaner er nært beslægtede med mennesket, hvilket også fremgår af deres navn, som på malajisk betyder ’skovmenneske’, af orang (’menneske’) og utan (’skov’).

Førhen blev orangutaner betragtet som en enkelt art, Pongo pygmaeus, der fandtes i regnskove på Sumatra og Borneo. Den er imidlertid fornylig blevet opdelt i tre selvstændige arter, Borneo-orangutan (P. pygmaeus), der lever på Borneo, Sumatra-orangutan (P. abelii), der er begrænset til det nordlige Sumatra, samt Tapanuli-orangutan (P. tapanuliensis), der kun findes i et område på under 1500 km2 i det centrale Sumatra. – Orangutaner og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

I de sidste hundrede år har orangutanerne været i voldsom tilbagegang og er nu i fare for at uddø. Den vigtigste årsag er, at størsteparten af regnskovene er blevet fældet af tømmerindustrien, hvorefter områderne omdannes til oliepalmeplantager og landbrug. En anden trussel er, at krybskytter skyder orangutan-hunnerne for at få fat i ungerne, der sælges til zoologiske haver og andre.

På Borneo har man oprettet en række rehabiliteringscentre for orangutaner, hvor forældreløse unger, der er blevet konfiskeret fra krybskytter, optrænes til at leve i regnskoven, hvorefter de løslades i sikre områder, fx nationalparker.

 

 

Lastbiler, som transporterer træstammer i Sabah, er et alt for almindeligt syn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De fleste af de ryddede områder er blevet tilplantet med oliepalmer (Elaeis guineensis) – en habitat, som er næsten værdiløs for vilde dyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Adoption og elektrisk stød
Fra Kota Kinabalu tager vi med bus til Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre nær byen Sandakan. Lederen, Mr. Patrick Andau, modtager os meget venligt, og da han erfarer, at vi er kommet for at beskrive centrets arbejde i danske aviser og tidsskrifter, samt gennem foredrag, tilbyder han, at vi kan bo i et af centrets huse, som står tomt. Vi kan også komme og gå i reservatet, som vi har lyst.

Personalet viser os rundt på centret og fortæller om dets funktion. Dyr, som er blevet konfiskeret fra krybskytter, holdes i karantæne, indtil de kan slippes løs et passende sted. Det vigtigste af disse dyr er naturligvis orangutanen. På dette tidspunkt har man på centret omkring 10 konfiskerede forældreløse unger.

Straks efter vores ankomst møder vi Grace, en 28-årig hun, som holder til i skoven omkring centret. Hun hænger udvendigt på trådhegnet, der omgiver centret, sammen med den fem-årige Julia, som hun adopterede ved at bryde et af burene op. Med mellemrum kommer de til centret for at få bananer.

De har selskab af Graces otte år gamle datter Juliana, som mistede den ene arm, da hun klatrede op i en elmast og fik elektrisk stød. Armen blev lam og måtte amputeres.

 

 

Grace med den fem-årige Julia, som hun adopterede ved at bryde et af burene op. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Juliana nyder en banan. Hun mistede den ene arm, da hun klatrede op i en elmast og fik elektrisk stød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre dyr på plejecenteret
Foruden orangutanerne lever her også andre konfiskerede dyr, bl.a. en ung malajbjørn (Helarctos malayanus), som elsker at slikke fingre, en ung træleopard (Neofelis nebulosa), sydlige svinehaleaber (Macaca nemestrina), stor plumplori (Nycticebus coucang), en netpython (Python reticulatus), samt paradis-træsnoge (Chrysopelea paradisi), som tilhører de såkaldte ’flyvende slanger’, der færdes i et utroligt tempo gennem træerne ved at kaste sig fra gren til gren.

 

 

Jette med en ung malajbjørn, som elskede at slikke fingre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor plumplori. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille adjudantstork (Leptoptilos javanicus) blev fundet i skadet tilstand og plejes nu på centeret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Paradistræsnog. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Galende hane
Det er blevet sent på dagen, men heldigvis får vi et lift de 4 km til huset, som vi har lånt. Det viser sig, at der hverken er lys eller køkkengrej i huset, men en af naboerne er så venlig at låne os en petroleumslygte samt kogegrej og en gryde, så vi kan tilberede simple måltider. Da der hverken er senge eller madrasser, sover vi på gulvet i vore soveposer.

Om morgenen brokker Vagn sig over, at en hane begyndte at gale midt om natten lige under gulvet, men vi andre har åbenbart sovet meget tungt, da vi intet har hørt.

Niels skriver et smædedigt om mig, idet jeg i nattens løb har bedt ham forføje sig fra min sovepose. (Det skal i parentes bemærkes, at jeg inden turen har haft arbejde som observatør på naturreservatet Vorsø, der huser en stor koloni af skarver).

Digtet lyder således:

 

Folk, der går og ser på skarver,
de forpupper sig som larver.
Med de værste jyske gloser
bli’r man kys’t af deres poser.

 

 

Forældreløse ungers hverdag
I dagene herefter følger vi, hvordan personalet på centret forsøger at optræne de forældreløse orangutaner, så de sidenhen kan leve et frit liv i regnskoven. De tager ungerne med ud i skoven, hvor de skal lære at klatre, og de viser dem, hvilke planter der kan spises, og hvilke man skal undgå. Ungerne er ikke meget for at ud i skoven, men de elsker at blive kørt derud i trillebør.

Den største udfordring ligger imidlertid i at få ungerne til at omgås andre orangutaner på en naturlig måde. I naturen er det moderen, som oplærer sin unge i at begå sig, men disse unger har ingen mødre, da de er blevet skudt illegalt af jægere, som ville sælge ungen til zoologiske haver eller andetsteds. I de tilfælde, hvor ungen opdages af myndighederne, bliver den konfiskeret og sendt til et rehabiliteringscenter.

I mangel af en moder skaber de forældreløse unger ofte tætte bånd til hinanden – og til deres plejer. Det sidste forsøger man at modvirke, da ungerne helst ikke må knytte sig for meget til mennesker. Men de har så stort et behov for fysisk kontakt, at det nærmest er umuligt. At holde en sådan lille kontaktsøgende unge ind til sig, mens den klynger sig til dig med arme og ben, er en helt ubeskrivelig dejlig følelse.

Nogle af de lidt større unger er meget frække. De griber fat i vore rygsække og kamerastropper og rykker til – og de er utroligt stærke. De giver først slip, når en af plejerne slår i jorden foran dem med en stok. Så kaster de sig ned på jorden, mens de ruller rundt og klynker.

 

 

I mangel af en moder skaber de forældreløse unger ofte tætte bånd til hinanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vagn og Ulrikka med forældreløse unger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungerne lærer at svinge sig fra gren til gren. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”Dette er en hemmelighed! Fortæl det ikke til nogen!” – Disse unger holder møde i skoven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dyreliv omkring centret
Omkring Sepilok findes et reservat med dejlig primær-regnskov, hvor vi ofte tager på tur, når vi ikke er i selskab med orangutanerne. Her er træspidsmus af slægten Tupaia ret almindelige, og vi hører kald af sambarhjort (Cervus unicolor) og muntjak-hjort (Muntiacus muntjak). Vi ser også en vild binturong (Arctictis binturong), der af og til kommer til centret for at æde bananer.

Det vrimler med fugle i skoven, i flæng kan nævnes den kæmpestore spidshornede næsehornsfugl (Buceros rhinoceros), den støjende sortskade (Platysmurus leucopterus), den smukke rødgumpede trogon (Harpactes duvaucelii), den flotte hvide fase af paradismonark (Terpsiphone paradisi), samt et væld af spætte- og solfuglearter.

På en natlig tur ind i skoven hører vi mange sære lyde, men det lykkes os ikke at få øje på de dyr, der frembringer dem. Langs stien finder vi en mængde selvlysende svampe, der gløder i mørket som sankthansorme.

 

 

Vagn og Jette balancerer på en stamme over et vandløb i regnskoven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bregne på en træstamme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne vilde binturong kom ofte til centret for at æde bananer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nephila er en slægt af hjulspindere, hvor hunnen kan have en kropslængde på op til 6 cm, og hvis benene regnes med, er den op til 15 cm lang. Hannen er diminutiv med en kropslængde på op til 6 mm. Dette billede viser en hun af arten Nephila pilipes i sit kæmpestore spind. Denne art er vidt udbredt, fra Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og Japan og derfra sydpå til Australien. Mange andre edderkopper er beskrevet på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Spindelvæv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

”Shower of blessing!”
Vi følger også personalet på ture længere ud i regnskoven. Her har man opført platforme i træerne, hvor man placerer mælk og bananer. De større orangutan-unger, som delvis har lært at klare sig selv, kommer ofte her for at supplere deres vilde kost.

En dag har vi på vej ud til platformene slået følge med et selskab af amerikanske turister, som er temmelig højrøstede, men særdeles hjertelige. Det har regnet om natten, så vi plages noget af blodigler, og vi skal være meget forsigtige, når vi krydser vandløbene ved at balancere over glatte træstammer, selv om der er spændt reb ud til at holde fast i.

Nogle af de amerikanske damer, som er iført højhælede sko, har det ekstra svært. En ældre dame, som bærer en sofostikeret stråhat, vender sig om for at advare os.

”Watch the leeches!” vræler hun, men glider samtidig på træstammen og ender med et plask i vandløbet. Heldigvis kommer hun ikke noget til, og det skal siges til hendes ros, at hun tager uheldet med godt humør.

Da vi kommer ud til platformene, er her allerede forsamlet syv unge orangutaner, som gør sig til gode med mælk og bananer. En af dem er en charmerende lurifaks, som kommer over til kanten af platformen og kigger ned på de amerikanske turister. Han skærer ansigter ad dem, og pludselig tisser han ned over damernes fine stråhatte, så de hviner og springer til siden. En af mændene ler blot og siger: ”A shower of blessing from above!”

Det er vemodigt at tage afsked med orangutanerne og deres plejere. Som en lille påskønnelse af den enestående velvilje og venlighed, vi har mødt hos personalet, forærer Niels dem en karikaturtegning, han har lavet af os.

 

 

Denne unge han har munden fuld af bananmos. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vi forærede denne karikaturtegning til mandskabet, fra venstre Ulrikka, Vagn, mig, Jette og Niels. (Tegning copyright © by Niels Peter Andreasen)

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Senest revideret september 2023)