Borneo 1985: En vandring op ad Gunung Kinabalu

Så begynder bussen pludselig at slingre. Det ene bagdæk er punkteret, hvilket ikke er så sært, da slidbanen næsten er borte. Reservedækket har heller ingen slidbane tilbage, men heldigvis kan mandskabet låne et reservehjul hos en forbipasserende bus.

Det går nu videre, men snart rasler det betænkeligt under vognen. En metalkasse, som indeholdt batterierne, er faldet af, men heldigvis hænger batterierne stadig fast i ledningerne. Det hele tages ind i bussen, og ledningerne monteres igen. Stelforbindelsen klares ved at skrue en bolt ud af et af sæderne og sætte ledningen imellem. Det virker vældig fint, og vi når frem til byen Ranau uden yderligere uheld.

Efter at vi har indtaget vores frokost, kører de flinke gutter i minibussen os op til indgangen til Gunung Kinabalu Nationalpark, selv om det er lidt oppe ad en sidevej. Vi betaler adgangsgebyr til parken og bliver indlogeret på Fellowship Hostel, hvor vi skal bo i tre dage.

Nationalparken er opkaldt efter Borneos højeste bjerg, Gunung Kinabalu (4094 m), der tit og ofte er skjult i skyer. Hen på eftermiddagen klarer det dog op, og det smukke bjerg bliver synligt, omgivet af lyse skyer, der minder om vattotter.

I skoven, hvor sollyset står i smukke bundter ned gennem bladhanget, vokser et væld af forskellige træer og buske, bl.a. forskellige ege-arter (Quercus) samt to arter rhododendron, den gule R. retivenium og den kødfarvede R. brookeanum. Der forekommer omkring 27 rhododendron-arter på Gunung Kinabalu, hvoraf de 11 er endemiske for bjerget.

Lianer hænger overalt, heriblandt Aeschynanthus speciosus, der tilhører gloxiniefamilien (Gesneriaceae). Nogle kalder dens smukke røde blomster for ’læbestift-blomster’, da unge blomsterknopper hos nogle arter har form som en læbestift. På skovbunden bemærker vi to rødhalsede snoge (Natrix subminiata), godt camoufleret i den tætte vegetation. Denne art er ganske harmløs.

Fuglelivet i skoven er meget rigt, og vi observerer en mængde arter, deriblandt orientminivet (Pericrocotus solaris), sortstrubet brednæb (Calyptomena whiteheadi), sortmasket gråfugl (Coracina novaehollandiae), broget triller (Lalage nigra) samt borneofløjter (Pachycephala hypoxantha). En borneojagtskade (Cissa jefferyi) har fanget en kæmpestor natsværmer, som den bakser noget med, inden den får den slugt.

Om aftenen fanger adskillige orientalske natravne (Caprimulgus macrurus) insekter i skæret fra nogle lamper ved hovedkvarteret.

Pattedyr ser man ikke meget til i denne skov, men to arter af egern er dog temmelig almindelige, det ganske lille langørede pygmæ-egern (Exilisciurus whiteheadii), som er let genkendeligt på sine hvide hårduske på ørerne, samt det lidt større Jentinks egern (Sundasciurus jentinkii).

Opstigningen er meget stejl, og vi må ofte holde hvil for at puste ud. På skrænterne langs stien vokser især bregner og mosser, og i fugtige områder er balsamin-arten Impatiens kinabaluensis almindelig. Dyrelivet er sparsomt, og vi ser kun Borneo-yuhina (Yuhina everetti) samt et enkelt pygmæ-egern.

På en bjergkam i omkring 2500 meters højde er skoven meget lavere end omkring hovedkvarteret, og mange af træerne er formet af de stærke vinde, der hersker her. En af de almindeligste arter i dette område er Leptospermum recurvum, som tilhører myrtefamilien (Myrtaceae).

Vi observerer også flere rhododendron-arter, to med skarlagenrøde blomster, den høje R. buxifolium og R. rugosum, den gulblomstrede R. lowii, samt den lille R. ericoides, der har røde, tragtformede blomster og små blade, der minder om bladene hos revling (Empetrum nigrum).

Disse planter er kødædende. Bladene ender i en lang slyngtråd, som danner en tragt (’kande’). Randen af tragten er meget glat, så insekter og andre smådyr, der færdes her, rutscher ofte ned i kanden. Denne indeholder en væske med enzymer, som opløser kitinskelettet på smådyrene, hvorefter planten kan optage næringsstoffer fra de indre bløddele.

Langs indersiden af randen findes en krans af stive, nedadrettede hår, som forhindrer de indespærrede dyr i at kravle ud af kanden. De fleste arter er forsynet med en slags paraply over kanden, som skal forhindre fordøjelsesvæsken i at blive fortyndet af regnvand.

I skoven bemærker vi også forskellige arter af orkidéer og liljer, hvoraf dog kun et fåtal er i blomst.

Rastepladserne langs stien er en sørgeligt syn, idet store bunker af affald flyder overalt. Ved flere lejligheder observerer vi forskellige rotte-arter, bl.a. den endemiske Kinabalu-rotte (Rattus baluensis), samt en enkelt gang et Borneo-bjergegern (Dremomys everettii), som undersøger affaldsbunkerne for spiselige emner.

Vi nærmer os nu Panar Laban, en gruppe hytter i ca. 3300 meters højde. I en af dem bor en flok soldater, som lytter til støjende musik fra en transistorradio, og omkring hytten flyder det med stinkende affald. Vi skynder os videre til en anden hytte, hvor vi holder hvil.

I et sumpet område vokser adskillige blomster, bl.a. ranunkel-arten Ranunculus lowii og potentil-arten Potentilla borneensis. Der er en fantastisk udsigt over de omkringliggende bjerge, hvor skyer kommer og går. Fuglelivet i skoven her er totalt domineret af en lille grøn fugl ved navn sortøjet brillefugl (Chlorocharis emiliae), hvis melodiske sang tiltaler os ikke så lidt mere end soldaternes musik.

Det sidste stykke vej til hytten ved Sayat-Sayat (sayat er det lokale navn for Leptospermum) er stien særdeles stejl, og vi må hage os fast i reb, som er bundet i metalringe, der er hamret ind i den nøgne klippevæg. Blomsterne i dette område er små og uanselige, bl.a. Borneo-øjentrøst (Euphrasia borneensis) og bjerg-trachymene (Trachymene saniculifolia).

De sidste 100 m inden hytten er en sand pine for mig. Den viser sig at være ganske lille, idet den kun rummer 10 sengepladser samt en køkkenafdeling med nogle få gryder og to petroleums-kogesæt. Mine ledsagere begynder straks at lave mad: ris med gule ærter og svensk kødret, men jeg har overhovedet ingen appetit og kryber ned i min sovepose uden at kunne spise noget.

Det er koldt, og da døren ikke kan lukkes helt, bidrager en trækvind til at gøre det endnu koldere. Jeg har svært ved at sove. Rotter flintrer rundt i nattens løb, og pludselig farer Niels op og hævder, at han så en stor orangutang stå og græde tårer af petroleum ned over bjergsiden.

Vi vækker vores guide, som farer op og siger: ”Go up now?”

Faktisk var det jo hans job at vække os, og ikke omvendt!

Det er temmelig skyet denne morgen, og skydækket tiltager, efterhånden som vi stiger i højde. Opstigningen er meget streng, da gårsdagens træthed endnu sidder i kroppen, og jeg har stort set ikke fået noget at spise i henved 20 timer.

Dagen gryer, mens vi passerer klippetoppe med malende navne som Donkey’s Ears, Ugly Sister og St. John’s Peak. Vi nærmer os nu bjergets top, og jeg er ved at falde om af træthed. Omkring toppen, hvor en lille flok frysende mennesker klumper sig sammen, er alt indhyllet i tæt tåge.

Niels er allerede ankommet og sidder dybt begravet i sin sovepose. Da vi sætter os, haler han med et stort grin en flaske hjemmelavet æblesnaps frem. Et par slurke af den varmer godt i vore forfrosne kroppe. Bedst som vi sidder her, hvem dukker så frem af tågen? Slow and steady! Hjerteligt gensyn og mere uddeling af æblesnaps.

Vi venter i flere timer på, at tågen skal lette, men det sker kun delvis, og i ganske korte glimt kan vi se nogle klippeformationer, der antager sære former i tågen. Vi opgiver og vender tilbage til Sayat-Sayat for at hvile lidt, inden vi fortsætter ned mod hytterne ved Panar Laban.

Guiden skynder på os, idet han mener, at det ser ud til regn. Vi er netop ankommet til vores bestemmelsested, da det begynder at sile ned, og det varer ved hele natten.

Over skoven står den smukkeste dobbelte regnbue i et uvirkeligt rødligt lys – et syn, som så rigeligt er alt besværet værd.