Afrika 1980: Vanskelig rejse gennem Afrika

I den ældgamle by Meknès vil vi gerne se medina’en, den gamle muslimske bydel. Da vi er i færd med at parkere, kommer tre unge mænd os i møde. En af dem tilbyder at vise os rundt i medina’en, mens de to andre vil passe på vores bil imens. De forsikrer, at det ikke vil koste os ret meget. Vi traver rundt i de smalle gyder, hvor der handles med alverdens ting, besér en moské og besøger en koranskole, hvis bjælker af atlantisk cedertræ (Cedrus atlantica) har smukke udskæringer, og væggene er udsmykket med citater fra Koranen. Enkelte ruiner i byen stammer tilbage fra det 14. århundrede.

Efter rundvisningen viser de unge fyre pludselig deres rette sindelag. De forlanger nu 30 Dirham i stedet for de aftalte 10 og truer med at hente en betjent og fortælle ham, at vi har kaldt Kong Hassan ’dum’, hvis vi ikke betaler, hvad de forlanger. Det er vi nu ikke så bekymrede for, men de kan jo finde på at skade vores bil. Vi forhandler dem ned til 20 Dirham og forlader derpå skyndsomst byen, temmelig skuffede over marokkanernes opførsel.

Vi tilbringer natten i bilen i en vejkant i det nordvestlige Algeriet. Om morgenen ligger en tæt tåge over landskabet, men kort efter forsøger solen at bryde igennem,  og små solpletter vandrer over det kuperede landskab, hvor vilde, nøgne klippepartier veksler med olivenlunde, eukalyptusplantager og små fyrreskove. Senere passerer vi gennem temmelig tørt landbrugsland, hvis åbenhed brydes af rækker af plantede plataner (Platanus) og popler (Populus).

Landskabet på højsletten mellem Frenda og Aflou består af sand og grus, hvor vi observerer vore første sande ørkenfugle, fx kalanderlærke (Melanocorypha calandra), Duponts lærke (Chersophilus duponti) og ørkenravn (Corvus ruficollis). Denne ravn, som er noget mindre end den almindelige ravn (C. corax), kan kendes på sin brune nakke.

Næste morgen kommer et par mænd gående med hver sin sæk over nakken. De spørger ved tegn, om de kan køre med til byen Laghouat. Steffen og jeg tager plads i bilens soverum, mens de to mænd sætter sig på forsædet ved siden af Johnny.

Omkring 100 km nord for oasebyen El Golea begynder ørkenen for alvor at blive præget af sand. Der blæser en strid vind, og sandet fyger. Et temmelig overflødigt skilt oplyser, at der kan forekomme sand på vejen. Himlen bliver mørk, og snart begynder det at regne. Regn i Sahara! Folk i landsbyerne danser ellevilde rundt i gaderne. Her er man lige så glad for regn, som vesterlændinge er for solskin.

Ain Salah er en interessant by med lerklinede huse, smalle gyder og en kvadratisk handelsplads. Byen har store problemer med vandreklitter, som er ved at begrave den. Vi parkerer for natten i en lund af daddelpalmer (Phoenix dactylifera) i udkanten af byen, hvor vi observerer palmeduer (Spilopelia senegalensis), gule larmdrosler (Turdoides fulva) og andre fugle.

Længere sydpå, omkring Arak, bliver landskabet klippefyldt og dramatisk, med krat af tamarisk (Tamarix) og akacie (Acacia), samt spredte buske af Sodomas æble (Calotropis procera), fra hvis store grønne frugter de dunede frø flyver omkring. Denne frugt blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston (1737): The War of the Jews, Book IV, chapter 8, sec. 4). Titus hentyder her til, at frugterne ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

I dette område møder vi for første gang tuareger – lokalt kaldet Imuhagh eller Itargiyen – som kommer ridende på dromedarer, forrest manden, iført blåt tøj og med tørklæde for ansigtet, fulgt af hans kone, som er iført spraglet tøj, men ikke har slør for ansigtet.

Nord for byen Tamanrasset starter de vilde Hoggar-bjerge, som er brune og golde og eroderet til de særeste formationer. Tamanrasset er ikke nogen synderlig interessant by, men vi gør alligevel ophold her et par dage for at købe ind til den vanskelige vejstrækning mellem byen og det nordlige Niger, som nemt kan komme til at vare adskillige dage. Vi camperer under nogle skyggefulde træer i byens udkant, hvor andre ørkenfarere også har slået lejr, deriblandt 10 overlandere, som kører i to store lastbiler. Under træerne bobler en lille kilde op med det dejligste vand. Det meste af vandet hentes af omegnens indbyggere, men det overskydende har dannet en lille dam, hvor småflokke af rødnæbbet amarant (Lagonosticta senegala) kommer for at drikke.

Turen varer fire dage. De tre små biler hænger ofte fast i blødt sand, så en stor del af tiden anvendes til at grave, skubbe og mase. Vi har medbragt sandstiger af aluminium, som lægges ind under hjulene, så de bedre kan få fat. Under det hårde arbejde i den kolossale hede sveder vi bravt, men heldigvis har vi rigeligt med drikkevand. Det er et stort held, at vi følges med lastbilerne, som kan trække de mindre biler op, når de er sunket dybt ned i sandet.

Turen forløber ikke uden uheld. Bedst som vi kommer racende gennem sandet, dukker der pludselig en wadi, et udtørret vandløb, op. Da vi ryger ud over den (heldigvis) lave kant og lander med et bump, lyder der et ildevarslende knæk. Det viser sig, at en affjedringsstang mellem forhjulene er knækket. Brian, en mekaniker fra en af lastbilerne, kaster et blik på den, lægger sig på knæ og kigger ind under vores bil, hvorefter han erklærer, at den ikke er strengt nødvendig. Det viser sig at være sandt, da resten af turen gennem Afrika gennemføres uden denne stang.

Tanken på italienernes Ford Transit sidder på tåbelig vis helt nede under vognen, og en dag bliver der slået hul i den af en sten, der rager lidt op af sandet, hvorefter dieselolien løber ud. Dette problem løser Brian ved at bore et hul i gulvet inde i kabinen, placere en reservedunk med diesel ved siden af hullet, hvorefter en gummislange fører diesel fra dunken ned til motoren. Det fungerer upåklageligt.

Vi camperer i ørkenen, så langt som vi nu når de enkelte dage, oftest ved siden af pisten, en enkelt gang i ly af nogle bizart formede klipper, der minder om et løvehoved og andre figurer. Mens vi tilbereder vore måltider over åben ild, underholdes vi som regel af Brian, der beretter om sine oplevelser som blaffer i Australien. På den klare ørkenhimmel lyser tusinder af stjerner, og månen ligger som et segl på himlen, med ryggen nedad – ikke sideværts som derhjemme.

Grænsebyen Ain Guezzam er et søvnigt sted – en samling lerklinede huse, akacielunde samt køkkenhaver med grønsager. Vi får et tiltrængt bad ved en vandledning. Brug af sæbe er forbudt, da vandet anvendes til kunstvanding af haverne, men dejligt er det alligevel! Grænseformaliteterne er hurtigt overstået, og vi kører ind i Niger.

I dette område observerer vi vore første ørkenløbere (Cursorius cursor), og en lille nordafrikansk tornhaleagame (Uromastyx acanthinura) forsøger at skjule sig ved at trykke kroppen fladt ned mod sandet.

Den nigerske toldbygning befinder sig i den lille by Assamaka. Tolderne roder lidt i bilerne, men går kun halvhjertet til værks. Vi forærer ’vores’ tolder et glas vitaminpiller, og pludselig er formaliteterne hurtigt overstået!

Lidt nord for Arlit gør nogle tuareger tegn til os om at standse. Det viser sig, at en af dem har et sår på hånden, som han gerne vil have behandlet. Desuden ønsker de et par gedeskindssække fyldt op med vand.

Agadez er en lille by, faktisk blot en samling lerklinede huse, der klynger sig sammen omkring moské, hvis høje minaret er opført i soltørrede lersten. Vi spiser på en lille udendørsrestaurant – kogt maniok, serveret i en stærkt krydret sovs. På markedet sidder adskillige sælgere med deres udvalg af naturmedicin og amuletter, kaldt gri-gri – en fantastisk samling af slangeskind og -hoveder, tørrede øgler, gribbehoveder og -kløer, tørrede flagermus, dyreskind (bl.a. af genette), muslingeskaller, bark og meget andet.

Vi camperer uden for byen i en lille oase med en skovagtig bevoksning af doum-palmer (Hyphaene thebaica), akacier, tamarisk og andre træer. Her holder mange fugle til, fx lille grøn biæder (Merops orientalis), blånakket musefugl (Urocolius macrourus) og gulbrystet perleskægfugl (Trachyphonus margaritatus).

Vi havde hørt, at der skulle være fin vej syd for Arlit, men nu viser det sig, at vejen mellem Ain Gall og Ain Waggeur endnu ikke er fuldført, og vi må køre ad den mest skrækkelige vej, som veksler mellem bumpet grusvej, jordvej og ren ørken-piste med blødt sand. Bilen sidder fast adskillige gange, og vore sandstiger kommer igen i anvendelse. Sandet er så fint, at det hurtigt fylder oliebadet i Folkevognens luftkølingsanlæg, og for at undgå overophedning af motoren må vi flere gange skifte olien i luftfilteret. Bundpladen under styretøjet falder af 4-5 gange og har efterhånden fået så mange knubs, at den ligner skrot.

Nogle lyspunkter under alt dette besvær er der dog. En galoperende rødpandet gazelle (Eudorcas rufifrons) gør holdt omkring hundrede meter borte, hvorefter den stirrer på os gennem længere tid, og en arabisk trappe (Otis arabs), som letter foran bilen, kan ses i lang tid på grund af sine hvide vingefelter.

Den videre færd fører gennem agerland med sukkerrørs- og græskarmarker. Husene i de små landsbyer er koniske og har græstag, som ender i en dusk. Kvinderne er iklædt spraglet tøj, mens mændene bærer kjortler og forskellige typer hatte, lige fra gamle børe til mexikanske sombreros. I denne egn er det arabiske præg næsten forsvundet og erstattet af det ’sorte’ Afrika.

I det sydlige Niger, nord for Malbaza, bemærker vi vores første kamæleon, en afrikansk kamæleon (Chamaeleo africanus), som er udbredt tværs over Sahel-zonen, fra Mauritanien mod øst til Sudan.

I Kano i det nordlige Nigeria camperer vi ved siden af en losseplads sammen med talrige andre rejsende, bl.a. vore venner i de to overland-lastbiler, som vi fulgtes med gennem ørkenen. Da Kano er berygtet for sine mange tyverier, opdeles vi i vagthold, som skiftes til at holde opsyn med lejren natten igennem.

Undervejs mod grænsen til Cameroun bliver vi opmærksomme på nogle gigantiske kvasbunker i et par store træer. De viser sig at være kollektive reder, bygget af hvidnæbbet bøffelvæver (Bubalornis albirostris), en sort fugl på størrelse med en stær. Vi ser også purpurglansstær (Lamprotornis purpureus), en blålig-purpur stæreart med grønne vinger. Store kaskader af støv står til vejrs fra en flok Ankole-kvæg, som drives forbi. Denne race er karakteriseret ved de gigantiske horn.

Omkring Pulka ændrer landskabet karakter og domineres nu af lave klipper, eroderet til sære former. Her finder vi ørkenroser (Adenium obesum) med et væld af store lyserøde blomster. Et sted tager vi den gale vej, så i den næste landsby spørger vi om vej til grænsebyen Kirawa. Ja-ja, I skal blot køre den vej osv. Men vejen bliver smallere og smallere og minder til slut nærmest en sti. Omsider kommer vi frem til en anden landsby, hvor nogle mænd vinker os videre ad en anden vej. Den er imidlertid spærret af en bom, og jeg hopper ud for at fjerne den, så vi kan køre videre. Dette får en uniformeret mand til at komme farende ud af en hytte.

”Hvad i alverden laver De?” udbryder han. ”Dette er grænsen til Cameroun!”

Jeg undskylder mange gange og forklarer, at vi er kørt vild, og straks bliver han mere venligt stemt. ”Her kan I ikke få stemplet jeres papirer,” siger han, hvorpå han forklarer, hvordan vi kommer til Kirawa.

Fuglelivet har nu mange tropiske islæt, fx hjelmperlehøne (Numida meleagris), nonnetræand (Dendrocygna viduata) og afrikansk bladhøne (Actophilornis africanus).

Vi har knapt forladt Waza, før vi oplever endnu en punktering – én blandt mange. Vi har været så tåbelige at sætte slanger i slangeløse dæk, som er forsynet med en metalkant, der ofte gnaver huller i slangerne. Nogle af slangerne købte vi på vej ned gennem Europa, i Andorra, og de er åbenbart af en dårlig kvalitet, da ventilerne lækker, så luften siver ud.

En utroligt elendig vej fører op i Kapsiki-bjergene, ofte anlagt direkte på klipper, der til tider hælder 20 grader. Indimellem findes dybe huller, andre steder opragende sten, der skraber mod bunden af vognen. Vores belønning er et pragtfuldt landskab med dramatisk eroderede klipper, utallige landsbyer med runde huse, som har spidst græstag, samt vidtstrakte hirse- og bomuldsmarker.

Folk i denne egn er smukke. De ældre kvinder går med nøgen overkrop, men kun få af de unge – de er vel moderne og har lært, at hvis man gør sådan, er man vældigt primitiv. En gammel mand i vejkanten ler af fuld hals, da jeg fotograferer ham.

Vejen bliver noget bedre, men bedst som vi putter af sted, speeder motoren pludselig op, og gaskablet sætter sig fast. Vi skynder os at slukke for motoren og stiger ud for at tage skaden i øjesyn. Motorophænget er knækket, og motor og gearkasse hænger ganske lavt over jorden! Ved at spænde wiren fra vores lille spil hele vejen rundt om karosseriet og stramme til får vi hævet motoren næsten til dens oprindelige position. Med bange anelser afprøver vi kobling og gear, men de virker tilsyneladende. I sneglefart går det til den nærmeste by, hvor motorophænget bliver svejset fast.

Vi er nu ankommet til regnskovsbæltet, men det meste af skoven er ryddet til fordel for landbrugsland og er kun levnet i små enklaver, hvor nogle af træerne er kæmpestore, enkelte af dem med brede brætrødder. Adskillige steder er jorden allerede udpint, og sekundær skov har bredt sig over de forladte marker.

I Bouar oplyser en betjent, at vejen forude er spærret af parader, som finder sted i anledning af nationaldagen. En talstærk menneskeskare overvåges af lange geledder af soldater, nogle af dem klædt i partisanuniform. Alle er iført deres stiveste puds, nogle bærer europæisk tøj, mens andre er udklædt som stammefolk med nøgen overkrop, men iført badebukser i skrigende farver. Vi gør holdt for at handle, men da vi vil fortsætte, vinkes vi ind til siden af en rasende betjent.

”Ved De ikke, at der skal ankomme en kortege?”

”Næh, det må De undskylde, det havde vi ingen anelse om!”

Da kortegen er passeret, forlader betjenten os, og vi kan fortsætte vores rejse. Undervejs mod hovedstaden Bangui er jeg så uheldig at køre en høne ned. Jeg kunne selvfølgelig blot have fortsat, men det kunne være sjovt at se, hvad det kan udvikle sig til, så jeg gør holdt i vejkanten. Ejerinden kommer farende og forlanger en ublu betaling for hønen, hvilket vi straks afslår. Efterhånden som tiden går, kommer hendes erstatningspris længere og længere ned, men pludselig præsenterer hun også seks æg, som hun vil have os til at aftage. Hun påstår, det er nogle, som hønen rugede på, inden den mødte sit endeligt. Vi ved ikke, hvad vi skal tro, men det ender med, at vi køber hele baduljen for en rimelig pris. Aftensmaden kommer til at bestå af høne i karry. Den viser sig at være overmåde sejg. Hønens hævn!

Hidtil er det gået glat med at få visum til de forskellige lande, vi har besøgt, og vi regner med at kunne få visum til Zaire her i Bangui. På ambassaden får vi imidlertid at vide, at vi skulle have haft visum i vores hjemland. Da vi indvender, at der ikke er nogen Zaire-ambassade i Danmark, får vi udleveret visum-papirer, men erfarer samtidigt, at det langtfra er sikkert, de vil give os visum. Vi render dem på dørene adskillige gange i de følgende dage, og under et af besøgene bilder vi personalet ind, at jeg har en syg onkel, der venter på os i Tanzania. Det er de aldeles kolde over for, men forlanger derimod, at vi skal stille med et brev fra et dansk konsulat, som attesterer, at vi er agtværdige borgere, der er i stand til at tage vare på os selv. Ellers kan vi godt glemme alt om at få visum. Vi går som en selvfølge ud fra, at der ikke er noget dansk konsulat i Bangui.

I stedet undersøger vi mulighederne for at få visum til Sudan. På den sudanesiske ambassade får vi først at vide, at de ikke udsteder visa, fordi vejen nær grænsen mellem Den Centralafrikanske Republik og Sudan er blokeret pga. den megen regn, der er faldet i de foregående måneder. Dette er ganske enkelt ikke sandt, for vi har netop talt med rejsende, som er ankommet fra grænsen, og ifølge dem er vejen ved at tørre ud. Vi taler så med en anden ansat på ambassaden, som oplyser, at vi kan få visa mod at stille en bankgaranti på 50.000 CFA (en centralafrikansk møntenhed) pr. person for en køretilladelse.

Det gør vi så. Men nu oplyser man på Sudans ambassade, at deres duplikator er gået i stykker – og de vil ikke acceptere fotokopier af bankgarantierne. Ren chikane! I mellemtiden bliver det weekend, og alle kontorer er lukket. Skumlende går vi en tur ned ad Banguis hovedgade, mens vi forbander alt bureaukrati. Her hører en forbipasserende dame, at vi taler dansk, så hun spørger på pæredansk, hvad vi laver her. Det viser sig, at hun er gift med en franskmand, som har arbejde i Bangui. Hun inviterer os på middag, og i løbet af aftenen erfarer vi, at der faktisk er et dansk konsulat i Bangui, i nærheden af rundkørselen, som vi har passeret adskillige gange de foregående dage – uden at bemærke det blafrende Dannebrog. Hvor sløv har man lov til at være?

Mandag formiddag befinder vi os på det danske konsulat, hvor den flinke sekretær udfærdiger en skrivelse på konsulatets officielle papir, som fortæller, at vi er gode, solide borgere, der ikke vil blive nogen økonomisk belastning for Zaire. Med dette værdifulde papir tager vi så til Zaires ambassade, idet vi først henter vore pas på Sudans ambassade, hvor de heldigvis endnu ikke har udstedt visa til os. I banken får vi også vort depositum for køretilladelsen tilbage. Nu er det blot at vente på, at de udsteder vore visa på Zaires ambassade.

I løbet af de 14 dage, vi har boet ved floden, er vi blevet gode venner med fem tyskere. Parret Franz og Gizela kører sammen med deres ven Albert i en mindre bil, der minder om vores Folkevogn, mens Jürgen og Wolfgang er de stolte ejere af en stor, kraftig Deutz-lastbil. De har tænkt sig at køre samme vej som vi, fra Zongo på flodens modsatte bred, via Gemena, Lisala og Isiro til det østlige Zaire. Franz, Gizela og Albert var taget i forvejen til Zongo, men løb ind i det problem, at deres visa var udløbet. De måtte derfor vende tilbage til Bangui for at få deres visa fornyet. Nu hører de, at vi helt sikkert får visa til Zaire, så de lover at vente på os i Zongo. Jürgen og Wolfgang beslutter at tage med færgen over floden sammen med os.

Vi mødes atter med Franz, Gizela og Albert og kører straks afsted mod Boyabu gennem fin regnskov. De første 20 kilometer eller så er vejen god, men så starter løjerne. Vi får udsigt til en aldeles gyselig vej, som er fuldstændig spoleret af store lastbiler, der har efterladt dybe, plørede hjulspor. Her sidder to tyske Mercedes minibusser uhjælpeligt fast. Deutz’en forsøger at trække dem fri, men de er for tunge. De spærrer vejen resten af dagen, så vi overnatter i vejkanten.

Næste morgen fortsætter festlighederne. De to Mercedes’er bliver omsider slæbt fri, og ejerne beslutter at vende tilbage til Zongo. Hjulsporene er så dybe, at vi må køre med det ene hjulpar oppe på midter-‘rabatten’, mens det andet hjulpar er nede i et dybt hul. Derfor skraber siden af vognen mod kanten af rabatten, så 2-3 mand må løbe langs vognen og skubbe den ud fra kanten, så den ikke hænger fast. Under arbejdet bliver vores bageste kofanger revet af.

Dette slid varer det meste af dagen. Hen på eftermiddagen ankommer vi til et dybt plørehul, som vi – temmelig dumt – prøver at køre igennem, og snart sidder vi uhælpeligt fast, med motor og gearkasse under vand. Wolfi og Jürgen prøver at trække os igennem, men wiren springer. Heldigvis ankommer en lastbil fra Zongo, som trækker Folkevognen baglæns op af hullet. Nu kan Deutz’en få fart nok på til at trække os igennem, men vi må stoppe kort efter, da koblingen strejker. Vi binder et tov fra forakslen til lastbilen og bliver trukket det meste af den næste dag. Det går helt fint, indtil en af styrestængerne bøjer og ligner et bredt U. Vi får den rettet ud vha. vores spil og fortsætter, men kort efter er den gal igen. Vi beslutter at gøre holdt for at reparere både styrestang og kobling.

Vi tager motoren ud – den er et frygteligt syn, helt sølet ind i mudder. Vi får en rum tid til at gå med at rense den og koblingen, og også generatoren må renses, før den vil lade. Imens løser Franz problemet med den bøjede styrestang ved at stoppe en jernstang ind i røret. Da en lastbil spærrer for al videre kørsel denne dag, tilbringer vi endnu en nat i vejkanten.

Den følgende dag, efter at lastbilen er trukket op, trækker Deutz’en de to små biler gennem hullerne, og nu er den værste vejstrækning overstået – tror vi da. Det viser sig imidlertid, at der på en ret god strækning er to meget dybe huller, hvor selv Deutz’en sidder fast. Heldigvis kommer den op vha. andre lastbilers hjælp, og derpå trækker den de små biler igennem. I lange tidsrum må vi vente på hjælp, så vi tilbringer to dage her. I inaktive perioder studerer vi andre trafikanter eller kigger vi på fugle i skoven, hvor vi ser bl.a. kæmpeturako (Corythaeola cristata), gråkindet næsehornsfugl (Bycanistes subcylindricus), brunkindet næsehornsfugl (B. cylindricus), hvidstrubet biæder (Merops albicollis) samt olivenbuget solfugl (Cinnyris chloropygius).

Ved Bogilima skal vi med en færge over floden. Officielt er alle færger i Zaire gratis – men ét er forordninger, et andet realiteter. Vi må af med en temmelig ublu pris, før færgemændene lader os komme ombord. Opkørslen til færgen består af to brede planker, som placeres på den mudrede bred med en afstand mellem dem, som passer til hjulene. Den anden ende af plankerne placeres på kanten af færgen, og nu skal vi lokke bilerne op ad de stejltstående planker. Det er temmelig nervepirrende, men det lykkes at få alle tre biler over floden uden uheld.

På den videre færd gennem Gemena og Lisala er vejen generelt bedre, dog med enkelte meget dårlige strækninger. Vi er efterhånden blevet godt trætte af disse elendige veje, og i Bumba beslutter vi at læsse bilerne på togvogne og foretage turen til Isiro med toget. Det viser sig at blive en meget afslappet tur på fire dage, hvor toget bevæger sig i sneglefart det meste af tiden. Fra lastbilens tag har vi et glimrende udsyn over landskabet, som hele tiden veksler mellem skove, floder, landbrugsland og landsbyer.

Godt udhvilede ankommer vi til Isiro, hvorfra vi atter fortsætter i bilerne. Sammenlignet med det vestlige Zaire er vejene i dette område af fremragende kvalitet.