Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere

Langs søbredden kryber en ca. 1,5 m lang båndvaran (Varanus salvator), mens den undersøger stedets dufte med sin spillende blå tunge. Børnene jager den hujende bort. Folkene her bryder sig ikke om varaner, da de tager høns. I træer på øerne ude i søen hænger i dagtimerne grupper af indiske flyvehunde (Pteropus medius) – store frugtædende flagermus, som nu forlader træerne, som så overtages for natten af kohejrer (Bubulcus coromandus) og skrålende huskrager (Corvus splendens).

I det fjerne anes et spidst bjerg ved navn Adam’s Peak, som er helligt for tre religioner. På toppen af dette bjerg findes en fordybning i klippen, som både kristne og muslimer hævder er et fodaftryk, der blev sat af Adam, da han og Eva blev fordrevet fra Edens Have efter Syndefaldet. Buddhisterne derimod påstår, at det stammer fra Buddha, da han ifølge overleveringen gæstede Sri Lanka.

Solen forsvinder bag søen, og fuldmånen hæver sig i øst. Dens lys spejles i palmernes blade. En raslen af pigge afslører, at et indisk hulepindsvin (Hystrix indica) kommer forbi. En halsbåndsdværghornugle (Otus bakkamoena) piber gentagne gange, og der høres fjern sang fra natlige fiskere, hvis fangstlamper glimter ude på søen. 

Padma og hans kone Kusuma har tre sønner, Lasante, Chamare og Surange, som er mellem tre og ti år gamle. Tidligere havde de også en datter, men hun druknede i søen for et par år siden. Ikke kun disse fem bor i huset, men også tre slægtninge, Padmas søster Daya (som faktisk ejer huset, da Padma er elendig til at spare penge op), samt niecerne Reluka og Shamini. Der er således trængsel i huset, men ikke desto mindre ryddes et værelse, som jeg kan have for mig selv. Padma og Daya kan en smule engelsk, så de er tolke for mig. Ellers bor der en lærerinde lidt henne ad vejen, som jeg gerne opsøger, hvis et emne skal uddybes.

Her er meget varmt og fugtigt. Mændene går kun iklædt en sarong, et klæde på omkring en meters længde, der svøbes om livet. Kvinderne er foruden sarong’en iført en lille, stumpet bluse, der skjuler brysterne. Unge piger og nogle kvinder er iklædt en europæisk kjole. Drenge har kun shorts på, og småbørn for det meste ingenting. Når de skal til byen, tager mændene sko og skjorte på, mens kvinderne ifører sig en fin sari, et langt klæde, der svøbes omkring kroppen på en indviklet måde, som jeg aldrig begriber.

Omkring huset vokser en mængde kulturplanter, som er typiske for denne egn af Sri Lanka. Den vigtigste er kokospalmen (Cocos nucifera), der sætter modne nødder cirka hver anden måned året rundt. Kokos anvendes i snart sagt alle retter her.

Jackfrugt (Artocarpus heterophyllus) minder om brødfrugt (A. altilis), men er langt større. Denne arts oprindelsessted er ukendt, men menes at være et sted i Tropisk Asien. I dag kendes denne art kun som dyrket. Dens frugt, som er sammensat af hundreder, ja til tider tusinder af individuelle blomster, kan nå en længde af 90 cm og veje op til 50 kilo. Den vokser direkte på stammen, og et udvokset træ kan producere 100-200 frugter om året. Under det knoppede yderlag findes en hvidlig, svampet masse, der omgiver de nøddeagtige kerner. Begge dele koges og smager dejligt. Et syrligt lag omkring selve nødderne kan spises råt.

Mangotræet (Mangifera indica) sætter frugt én gang om året og giver et vigtigt tilskud af vitaminer og mineraler. Også de små frugter af agurketræet (Averrhoa bilimbi), der også kaldes bilimbi, indeholder masser af c-vitamin, og de anvendes tillige i juice og chutney. Saften er effektiv til at rengøre metalgryder. Bilimbi er en nær slægtning til stjernefrugt (Averrhoa carambola), som dyrkes mange steder på grund af dens spiselige frugt. (Et billede af denne frugt kan ses på siden Silhouetter.)

Betelpalmen (Areca catechu) dyrkes også for frugternes skyld, men af en helt anden grund. Man knuser de hårde nødder, blander stumperne med tobak, krydderier og en smule læsket kalk, og det hele pakkes ind i et blad fra betelbusken (Piper betle). Så tygger man blandingen, som fremmer spytproduktionen og giver en mild rus. Efterladenskaber fra betel-tyggerne ses overalt, på fortove, husvægge, ja selv trappeopgange, som er rødplettede af deres spytklatter.

Under træerne dyrkes rodfrugter som maniok (Manihot esculentus) og taro (Colocasia esculenta), samt forskellige slags grønsager.

Fiskene fanges på to måder. Måtter fremstilles af tynde, ca. 1,5 m lange, flækkede bambusstængler, der flettes sammen med snor foroven, på midten og forneden. De flettede måtter bindes fast til pæle, som er boret ned i søbunden. Måtterne står i to lange rækker, som langsomt snævrer ind til en smal passage, der har en ruse for enden. Fiskene tiltrækkes om dagen med foder, om natten ved hjælp af lyset fra petroleumslamper, der hænges op på pælene. Ruserne tømmes morgen og aften.

Ved den anden metode kaster Padma en mængde grene i en bunke i et lavvandet område, og hen på eftermiddagen hældes fiskefoder ind mellem grenene. Efter mørkets frembrud sejler han og en hjælper ud med en ca. 10 m lang bambusmåtte og sætter den op rundt om grenbunken – så forsigtigt som muligt for ikke at skræmme fangsten bort. Næste morgen tager Padma et skridtbind på, lægger sin sarong i båden, springer i vandet og lukker sig ind i cirklen. Han kaster nu alle grenene ud over måttens kant, hvor de danner en ny bunke. Under dette arbejde hænder det af og til, at de største fisk magter at springe over kanten af måtten.

Når alle grenene er ude, går Padma ind i midten af cirklen og bevæger vandet voldsomt for at skræmme fiskene ud til bambusvæggen. Så tager han et net, fæstnet på en træramme af form som et æg, og fører dette langs måttens væg nær søbunden. Af og til standser han for at tage fangsten ud af nettet. Efter 10-15 omgange er de fleste byttedyr fanget, måtten tages ned, og der gøres klar til en ny fangst.

Foruden fisk fanges ofte rejer og langustere. Familien spiser en del af fangsten selv, men størstedelen sælges på markedet i den nærmeste by, 3 km borte. Det er hændt et par gange for Padma, at en lille sumpkrokodille (Crocodylus palustris) er gået i nettet. Førhen var der store, menneskeædende krokodiller i søen, men de er forlængst blevet udryddet.

Padma står op ved 4-tiden for at bringe brød ud. Resten af familien står op et par timer senere, og kvinderne begynder at tilberede morgenmad i det lille køkken, som findes i et udhus, hvis vægge består af lerklinede bambusmåtter og taget af palmebladsmåtter. I den ene ende findes et ildsted af mursten, hvor andre mursten er stillet på højkant til at stille kogekarrene på. De fleste af disse er af ler, sortbrændte af lang tids brug, mens enkelte er af aluminium. Vand hentes i brønden ca. 25 m borte.

Ris er hovedernæringen i Sri Lanka, serveret med curry, dvs. grønsager, fisk eller kød, tilberedt med kokos, chili og andre krydderier. Chilikværnen og kokosskraberen er to af de vigtigste redskaber i det srilankanske køkken. Den stærke chili anvendes i de fleste retter. Umoden grøn chili skæres i småstykker og serveres rå – de brænder og svier på læberne. Den modne røde chili knuses på kværnen, som består af en flad og glat sten, let opadbuet i enderne. Herpå lægges chilifrugterne sammen med lidt vand, og en stenrulle føres hen over blandingen. Den bliver til en lind masse, som koges med i retterne.

På en spids jernstang spidder Daya en grøn kokosfrugt og vrider det yderste trævlede lag af. Så flækker hun selve nødden med et par hårde slag med en tung kniv og opsamler mælken i en skål. De halve kokosnødder bringes hen til en kokosskraber, som består af et bræt med et påsat stykke jern, som er fladt og stærkt takket i den frie ende. På dette jern skrabes kopraen  til småstumper, som derefter presses for at få olien ud. Både olie og kopra koges med i retterne. Den findelte kopra kan også spises rå, blandet med rå løg, citronsaft, salt og chilipulver. Denne blanding kaldes sambol.

Om morgenen fremstiller kvinderne ofte indiapa, som er meget tynde nudler af rismel. De laves ved at presse den våde rismelsmasse gennem et rør med en mængde fine huller i enden. En passende portion presses ud på en lille flettet måtte. Disse måtter stables oven på hinanden og dampes i 4-5 minutter. Før man spiser indiapa’erne, dyppes de ofte i sambol.

Efter at drengene har spist morgenmad, går de to ældste i skole, iført deres skoleuniform: blå shorts og strømper, hvid skjorte og brune sko. Kusuma rækker dem hver en lille metalkasse med ris og curry – deres frokost. Lille Surange leger dagen lang med sin hundehvalp eller med de andre småbørn i landsbyen.

Padma kommer hjem fra sit budjob, og efter morgenmaden sejler han ud på søen for at hente nattens fangst. Imens fejer kvinderne huset og gårdspladsen, og én efter én går familiens medlemmer til brønden for at tage sig et morgenbad. Kusuma henter nogle palmeblade, som har ligget i blød i søen i flere dage. Med en stor kniv flækker hun bladene langs midterribben, og Reluka begynder at flette måtter af de halve blade. Hun bøjer hvert andet småblad tilbage og fletter det ind i dem, der bliver siddende i naturlig stilling. Bladene skal være våde under denne proces, da småbladene ellers knækker. De færdige måtter, som måler ca. 1,5 x 0,5 m, bruges mest til tagtækning.

Da Padma vender tilbage med fangsten, renser han fiskene for indvolde, finner og skæl. Med den ene fod holder han kniven fast på jorden med æggen opad, så han har begge hænder fri til arbejdet. Fiskene skæres i passende stykker og koges med urter og chili. Imens er risen sat over, og snart står en lækker frokost på bordet.

Padma tager sig en tiltrængt middagslur sammen med Surange og hundene, mens kvinderne gør rent i køkkenet. Da han vågner, cykler han til byen for at sælge den overskydende fangst. Han skal også opkræve betaling for de brød, han bragte ud om morgenen.

Familien Fernando er buddhister, og Daya tager sig hver aften af det lille husalter i hjørnet af stuen. Her står en lille guldbronzeret statue af Buddha. Hun lægger friske blomster i en tallerken med vand, tænder to små olielamper og to røgelsespinde, og fylder frisk vand i et glas. Hun står et øjeblik med hænderne samlet foran ansigtet i veneration for Buddha.

Jeg bliver efterhånden betragtet som et medlem af familien, og Padma betror mig en dag, at han faktisk har endnu et bijob. Han er noget hemmelighedsfuld, mens han padler kanoen over mod en af øerne i søen. Undervejs passerer vi en ca. 50 m lang flåde af sammenbundne træstammer, som seks mænd er i færd med at stage ud til kysten. De har været tre dage undervejs. Om natten må de gøre holdt, da det er nymåne, og den store flåde er meget vanskelig at manøvrere i mørke. På flåden har mændene opført to små hytter, hvor de laver mad og sover.

Vi går i land på øen, hvorpå Padma leder mig ind i et tæt krat. Her står en olietønde på et bål, og ud af tønden stikker et langt glasrør. Det syder og bobler i røret, hvorfra kasippu, hjemmebrændt sprut, drypper ned i en mindre beholder. Mændene, som er forsamlet herinde, samler sprutten i flasker, der bliver smuglet ind til fastlandet på den anden side af søen og solgt dér. De betror mig, at en af kunderne er den lokale politibetjent! Padma fortæller, at aktiviteten her giver mange flere penge end at fiske, og det vil jeg gerne tro. Processen kræver kun sukker, gær og vand.

Jeg får lov til at smage. Det er sandsynligvis ren træsprit – noget forfærdeligt pullimut. Det slår, som en hest sparker, og efter et par glas føler jeg mig lettere omtumlet. Undervejs tilbage mod Padmas hus griner og pjatter jeg med nogle af spritbryggerne, som padler ved siden af os. Jeg er nu så bedugget, at de synes at have to hoveder!