Sri Lanka 1974: Hos veddaerne

Singhaleserne blev tidligt buddhister. Legenden fortæller, at den buddhistiske læremester Arahat Mahinda omkring 250 f.Kr. opholdt sig i Mihintale nær Anuradhapura. Her traf han kong Devanampiyatissa, som var på jagt. Kongen blev interesseret i den nye filosofi og besluttede at konvertere til buddhismen. Med tiden blev der opført et munkekloster i Mihintale. En høj fritstående klippe blev udvalgt som ’informationsklippe’, hvorfra munkene skulle informere de gamle guder om de nye tanker.

Mahinda havde mange samtaler med kongen, hvorunder han bl.a. sagde: “O, store konge! Luftens fugle og jordens dyr har samme ret som du til at bevæge sig omkring i dette land. Landet tilhører menneskene og alle andre væsner, og du er kun deres vogter.”

Disse visdomsord gjaldt åbenbart ikke veddaerne, som blev trængt ud i afsidesliggende bjerge og jungler i den østlige del af landet. Under kong Parakramabahus herredømme omkring 1163 e.Kr. omtales de som kirata’er, hvilket på sanskrit betyder ’jægere’ eller ’vilde bjergfolk’. Kongen tog adskillige af dem i sin tjeneste og lærte dem krigskunsten. Selv om en af buddhismens hoveddoktriner er ikke-voldelig adfærd, stredes konger og kongesønner om magten på øen, og civilisationen begyndte at smuldre. De højt udviklede kunstvandingsanlæg gik i forfald, og malaria begyndte at hærge. Hundredtusinder af mennesker døde, og junglen generobrede talrige byer. Veddaerne fik således nye fristeder.

Da Sri Lanka i 1600-tallet kom under først portugisisk og siden hollandsk herredømme, blev veddaerne omtalt i flere kilder. Englænderen Robert Knox skriver i 1681: “De dræber hjorte og tørrer kødet over ilden, og folk fra bjergene kommer og køber det af dem. De pløjer aldrig jorden for at dyrke korn, men lever kun af kød. De er store eksperter med deres buer. De har en lille økse, som de altid går med, og som de bruger til at hugge ind til de vilde biers honning i hule træer.”

Der går talrige historier om en berømt vedda ved navn Tissahami, der levede i omegnen af Maha Oya i 1930’erne. Han havde et meget hidsigt temperament, som skulle blive hans skæbne. Han boede sammen med to kvinder, en vedda og en singhaleser. De havde en lille jordlod og handlede en smule med omvandrende handelsfolk. Tissahamis ældste søn havde arvet hans hidsighed, og de blev begge indblandet i en strid, som endte med, at de begik drab. De blev derefter erklæret fredløse.

Tissahami flyttede længere ud i junglen med sine koner og børn, på evig flugt for myndighederne. Men efterhånden blev det konerne og børnene for meget, og alle forlod ham, undtagen den ældste søn. De to flygtede længere ud i den uvejsomme skov, men sønnen døde. Tissahami hørte man intet til, og han var forsvundet i så mange år, at man erklærede ham død. Han dukkede dog op i bedste velgående adskillige år senere og blev en gammel mand.

I dag er der sikkert ingen renblodede veddaer tilbage, idet de har giftet sig med tamiler og singhalesere. De har lært at leve som landbrugere og rydder små lysninger (chena) i junglen, hvor de dyrker majs, maniok, chili og andre afgrøder. Men stadig går mændene på jagt i skoven, hvor de skyder sambarhjorte (Cervus unicolor), vildsvin (Sus scrofa) og andre dyr. De indsamler honning fra de vilde bier og frugterne fra et træ, hvis frø er omgivet af et lag sødt frugtkød, der regnes for en stor delikatesse. Frugterne sælges på markedet i de omliggende landsbyer. Desværre fælder veddaerne træerne for at få fat i frugterne, så arten er blevet meget sjælden.

Vi efterlader bilerne i Maha Oya og vandrer ad et sandet hjulspor mod syd gennem kratlandet. Spredt i landskabet vokser kæmpemæssige banyan-figentræer (Ficus benghalensis) med talrige støtterødder. Store malabar-næsehornsfugle (Anthracoceros coronatus) opsøger sammen med beostære (Gracula religiosa) og hueaber (Macaca sinica) disse træer for at æde deres små frugter. I kratlandet ser vi mange andre fugle, bl.a. blåhalet biæder (Merops philippinus), blåkronet ellekrage (Coracias benghalensis), halsbåndsparakit (Psittacula krameri), brunhovedet skægfugl (Psilopogon zeylanicus) og blå glente (Elanus caeruleus).

Undervejs passerer vi små jordlodder med afgrøder. Det er meget varmt, så vi beder en mand om en tår vand. Han forærer os appelsiner, som slukker tørsten godt. Vi går rask til og tilbagelægger ca. 12 km til landsbyen Polebedda, før mørket begynder at falde på. Vi får lov til at overnatte i landsbyens lille skole, som er dejligt kølig, da den kun har én endevæg, mens de tre andre sider er åbne. Vi nyder vores aftensmad, bestående af spaghetti med smeltet ost og dåsesardiner. Det smager bedre, end man skulle synes – men vi er også sultne.

En mængde af landsbyens folk samles omkring os i løbet af aftenen. Fire af dem har veddablod i årerne, og de indvilliger i næste dag at være vore førere ind i junglen til Nuwaragala, en stor klippe, hvor der for ikke så mange år siden boede veddaer på klippehylder. En gammel filur synger sange for os, som Sarath, en af singhaleserne, grinende skriver ned. Han nægter at oversætte for os andre!

To gange passerer vi chena’er, hvor skoven er ryddet og brændt af. I asken er plantet majs, og nu står to-tre meter høje planter og nikker i vinden. Et par palmebladshytter i enden af marken indeholder kun lidt husgeråd. Disse marker ejes af folk fra landsbyen, som kommer ud og passer dem en gang imellem. Fra den sidste mark påbegynder vi opstigningen af den store klippe Nuwaragala. Det er strengt i varmen. På naboklippen bemærker vi en rebstige. Veddaerne forklarer, at man på denne måde kan komme til at samle honningen fra de vilde biers bo, som ofte hænger utilgængeligt.

Omsider når vi toppen af klippen, hvorfra der er en storslået udsigt over de omliggende bjerge. Heroppe finder vi ruiner fra en århundredgammel singhalesisk kultur, bl.a. et regnvandsbassin, hugget ned i klippen. Det er fyldt med vand, og efter at have slukket tørsten får vi et forfriskende bad. En mængde frøer, vandkalve og andre smådyr svømmer omkring i vandet, og ved bassinets ene ende ligger en stor dynge elefantgødning.

“Kan elefanter virkelig komme herop?” spørger jeg Sarath.

“Ja-ja,” svarer han, “elefanter er vældig gode til at færdes i selv stejle klipper.”

Hylden er et gammelt tilflugtssted for veddaer, ca. 25 m lang og 10 m på det bredeste sted. Langs den yderste kant af loftet er hugget en smal fure i klippen, som opsamler regnvandet, der ellers ville løbe ind over loftet og ned på hylden. Fra furen drypper vandet ned i en anden fure, der leder det ud over kanten. I hyldens ene ende ledes regnvand ned i en hulhed, som danner en lille drikkevandsdam.

Veddaerne tænder et bål for at varme sig, og vi kan få tørret vores drivvåde tøj. Omsider stilner regnen, og bjergene dukker frem af skyerne, der driver op imod os og opløses som ved et trylleslag. Mod sydøst ses den takkede top af Friar’s Hood, og i det fjerne anes en stor sø, Senanayake Samudra. Små indiske salangansejlere (Aerodramus unicolor) stryger forbi på jagt efter insekter.

Vi kryber sammen omkring bålet og nyder aftensmaden, mens et stort kor af frøer begynder at larme henne i dammen. Vi lægger os tæt på ilden, som veddaerne holder vedlige hele natten. En kold vind fejer ind over hylden, og det bliver en urolig nat. Om morgenen opsøger vi atter klippebassinet. I den våde skov finder vi under en lille klippe bålrester og kurve. Ejermændene træffer vi snart, og de fortæller, at de aftenen før havde været ude af stand til at finde klippehylden, som vi overnattede på, og måtte tilbringe en ukomfortabel nat under en lille overhængende klippe. De er ude i skoven for at samle frugter.

Vores vandbeholdning slipper op, så vi går ind til et lille hus for at bede om vand. Vi får noget af en mistænkelig kulør, men vi er så tørstige, at vi drikker det alligevel. Familien er tilflyttere, som har fået 5 acres (ca. 2 ha) jord at dyrke. Her er udmærket at dyrke majs, men desværre er området malariabefængt. En af sønnerne ligger feberhærget på en sæk på gulvet, og andre af børnene er også syge. Vi giver dem nogle malariapiller og lidt penge, så de kan tage bussen til lægen. Da vi går, hilser manden os farvel ved at samle hænderne foran ansigtet og sige den traditionelle hilsen: “Ayobowan.”

Udasede når vi frem til Maha Oya, netop som nye vindstød varsler regn, men det bliver dog kun til et par dråber.