Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”

Her og der føjer tæpper af krokus, iris og andre blomster muntre farver til den brune steppe. Mellem planterne ses en mængde huller, hvorfra to slags jordegern af og til stikker hovedet op. Det ene er den store tykke bobak, også kaldt steppemurmeldyr (Marmota bobak), som er på størrelse med en hare, mens det andet er det slanke anatolske jordegern (Spermophilus fulvus), som ikke er meget større end en rotte. Når de får øje på os, pifter de skingrende og forsvinder ned i deres bo.

Mængder af fugle er ankommet fra vinterkvarteret. Odinshøns (Phalaropus lobatus) svømmer i cirkler på overfladen af smådamme langs vejen – en adfærd, som hvirvler småinsekter op til overfladen. Plettede rørvagtler (Porzana porzana) smutter fra en rørskov til en anden, og rødvingede braksvaler (Glareola pratincola) kvidrer over vore hoveder. Fra elledninger holder smukke aftenfalke (Falco vespertinus) og ellekrager (Coracias garrulus) udkig efter guldsmede og andre insekter. I dette område yngler der masser af hvide storke (Ciconia ciconia), både på huse og i træer.

I Oldtidens Palestina var ‘rent kvæg’ ethvert dyr, som tyggede drøv og havde klove, fx okser, får, geder og andre medlemmer af familien Bovidae, mens ’urent kvæg’ var andre dyr.

Tre kurdiske hyrder, ledsaget af nogle vældige, stridhårede fårehunde, kommer hen for at inspicere de fremmede. En af dem er iført en grov kappe af gedefilt, og de bærer alle tykke hyrdestave. Kommunikationen er lidt træg, da den smule tyrkisk, vi lærte i november, næsten er glemt. Men som altid går det nogenlunde med tegnsprog. På engene græsser store fåreflokke, og hvis nogle af dyrene vover sig ind i hvedemarkerne, fløjter eller råber hyrderne efter dem for at få dem ud igen. Da fårene ikke lystrer, styrter mændene ned over engene, fulgt af de store hunde.

Aftenkulden bliver hurtigt slem, og vi går tidligt til ro. Imidlertid får vi ikke lov til at ligge i fred længe. En bil standser udenfor, og nogle mænd begynder et lyse med lommelygter ind gennem bagruden. Vi kan lige så godt stå op først som sidst. Da jeg åbner sidedøren, dukker en politibetjent og tre-fire riffelbevæbnede soldater frem.

“Kurdistan! Kurdistan! Bum-bum-zip!” siger politibetjenten, idet han med store armbevægelser illustrerer, hvordan kurdiske banditter vil komme om natten og først skyde os og siden skære struben over på os. I al sin gru ser det så morsomt ud, at vi ikke kan lade være med at le.

Vi forsøger at slå det hen, idet vi fra andre rejsende har erfaret, at kurderne ikke har noget mod turister, kun mod tyrkere. Men intet kan overtale dem til at lade os sove her. Vi bliver beordret til at følge efter dem til den nærmeste by Dogubayazit og overnatte dér. Tyrkiske soldater er meget bange for kurderne, og ikke uden grund. Mange af deres kolleger er blevet skudt af kurdiske frihedskæmpere.

Førhen var en mindre del af kurderne fastboende bønder, men de fleste var nomader, som strejfede rundt med deres fåre- og gedeflokke i bjergene i det østlige Tyrkiet, nordøstlige Syrien, nordlige Irak, nordvestlige Iran, samt de tilstødende egne af Kaukasus. Opdelingen i nomader og bofaste var til fordel for begge parter. Der foregik en ivrig handel mellem dem, hvor kornprodukter og grønsager blev udvekslet med kød, filt og uld. I dag er langt de fleste kurdere bofaste.

Kurderne har været ofre for storpolitiske interesser, og andre, stærkere folk har trukket grænser på kryds og tværs af deres område. Under 1. Verdenskrig kæmpede kurderne på englændernes side mod tyrkerne og fik faktisk løfte om en selvstændig stat i det østlige Tyrkiet. Traktaten med englænderne blev aldrig ratificeret, for da Mustafa Kemal (senere kaldt Atatürk – ’Tyrkernes Fader’) og hans generaler under krigen mod grækerne 1919-20 viste, at de var en betydelig magtfaktor, ’glemte’ briterne den gamle aftale om et frit Kurdistan.

Tyrkerne beholdt overherredømmet over kurderne, og to oprør i 1920’erne nedkæmpedes brutalt af Kemals soldater. Mange kurdere blev fængslet og henrettet, og tusinder af fattige bondefamilier blev tvangsforflyttet til det vestlige Anatolien. Kemal indførte nu den politik, at Tyrkiet var for tyrkere, og alle personer, som ville bo i Tyrkiet, skulle tale tyrkisk. Selv om mange kurdere havde deltaget i krigen mod grækerne, begyndte en grov undertrykkelse af dem.

Ovenikøbet nægtede tyrkerne overhovedet at anerkende kurderne som et selvstændigt folk. De blev kaldt ’bjergtyrkere’, og kurdisk blev på grundlag af en ’videnskabelig’ afhandling fra 1920’erne betragtet som en dialekt af tyrkisk, selv om de to sprog overhovedet ikke er beslægtede. Det blev forbudt at undervise på kurdisk i skolerne. Også i Irak blev kurderne undertrykt og forfulgt af de arabiske magthavere i Bagdad, som de altid havde haft et fjendtligt forhold til.

I 1970’erne talte kurderne omkring 15 millioner mennesker, heraf ca. 7 mio. i Tyrkiet. De betragtes stadig som tyrkere af tyrkerne, og kurdiske selvstændighedspartier er forbudt; men på trods heraf trives adskillige af dem. Kurderne har ikke andre muligheder end væbnet opstand. Oprørerne betragtes som terrorister af regeringen, og derfor er soldaterne så bange for vores sikkerhed.

Forfølgelse af nationale mindretal i Tyrkiet er ikke en foreteelse, som blev indført af Atatürk. Hele det nordøstlige Anatolien var fra gammel tid beboet af de kristne armeniere, som levede af landbrug og handel. I slutningen af 1800-tallet opstod en bevægelse, som krævede et uafhængigt Armenien, og to gange, i 1895-96 og 1914-15, udførte tyrkiske tropper (undertiden hjulpet af kurderne!) blodbad på armenierne.

Der var tale om regulært folkemord, og henved én million armeniere blev dræbt. Størstedelen af de overlevende flygtede til Rusland, hvor de senere fik deres egen sovjetrepublik, Armyanskaya SSR. Af de armenere, som blev tilbage i Tyrkiet, udvandrede mange sidenhen til sovjetisk Armenien, USA og Europa.

Byerne er grå, triste og snavsede, og vejene gennem dem er toppede brosten, fyldt med huller. I enhver af dem findes en militærforlægning, og soldater står på vagt overalt. Nær byen Ağrı bliver vi standset af en soldat, som står ved siden af en bus, der er brudt sammen. Han spørger, om han kan køre med til den nærmeste by. Da han ser vore kassettebånd, tager han et af dem og lægger ned i sin kurv, og jeg må bede ham om at få det tilbage.

“Så’n en snotnæs’!” siger Arne, da manden er gået.

Markerne er dækket af krokus, liljer og vorterod, og her spankulerer traner (Grus grus) omkring i selskab med storke, råger (Corvus frugilegus) og viber (Vanellus vanellus). Vejret er mørkt og regnfuldt.

Det lader til, at mange turister rejser gennem dette område, at dømme efter fårehyrdernes opførsel. De kommer farende ud til vejen og vil have cigaretter, og da de ingen får, vanker der ofte en sten. En enkelt af dem slår på bilen med sin hyrdestav.

Den hullede asfaltvej bliver afløst af grus, og vi starter den stejle opstigning mod passet Tahir Geçidi og siden endnu et pas, Kopdağı Geçidi. I pashøjderne ligger mængder af sne, og indbyggerne i de forhutlede landsbyer er lige så pågående som steppens hyrder. Husene er bygget af rå kampesten og har flade tage, enkelte af dem med en overdækket skorsten.

Mellem snedriverne vokser hvide og violette krokus og engkabbelejer (Caltha palustris), og i græsset hopper bjerglærker (Eremophila alpestris), karmoisinfinker (Rhodopechys sanguineus) og snefinker (Montifringilla nivalis) omkring. Vejen nord for passet fører ned gennem en vild slugt med høje tinder på begge sider, inden vi atter kommer ned på steppen.

Vi beder en tankpasser om tilladelse til at sove i vores bil på benzinstationen. Han inviterer os ind i sit spartanske værelse, hvor der står et bord, tre stole og en jernovn på det rå cementgulv. Han går ind i det tilstødende lokale og kommer tilbage med té og sukker. Der er hundekoldt udenfor, og vi bliver nær den varme ovn til sent på aftenen.

På vej op mod endnu et pas gør vi holdt for at nyde den storslåede udsigt over dalen. Pludselig kommer fire skolepiger dumpende ovenfra, tilsyneladende fra himlen. De har skudt genvej fra det ene serpentinersving til det næste og er klatret ned ad den næsten lodrette klippevæg.

I krattene synger bogfinker (Fringilla coelebs) og solsorter (Turdus merula), og i græsset finder vi kodrivere (Primula), alpeklokker (Soldanella) samt påskeklokke (Helleborus orientalis), en tidligtblomstrende art af nyserod.

Nede i lavlandet passerer vi gennem tætliggende landsbyer med smalle gader og huse med tegltag, grønne smålunde og hasselplantager, som producerer de julenødder, vi kan købe i supermarkederne derhjemme. Himlen er mørk, og det siler ned.

Vi passerer havnebyen Trabzon, som blev anlagt af grækerne i det 7. århundrede f.Kr. Gennem 250 år, fra 1204 til 1461, var byen hovedstad i kejserriget Trapezunt.

Langs vejen vokser krat af trælyng (Erica arborea) og to slags rhododendron, den violette Rhododendron ponticum og den gule R. luteum. Disse to og mange andre rhododendron-arter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Rhododendron. I åbne områder finder vi forskellige urter, bl.a. gule stenbræk (Saxifraga), blå forglemmigej (Myosotis) og en rødviolet form af storblomstret kodriver (Primula vulgaris ssp. sibthorpii).

Til vores store overraskelse observerer vi en ung han af ørkendompap (Bucanetes githaginea), som er kommet på afveje, idet dens normale udbredelsesområde er ørkenområder omkring Middelhavet.

By efter by ligger langs kysten. I Espiye handler vi på det lokale marked. Her sælges alverdens ting, og vi bemærker især det smukke kobberkøkkentøj. Europæere er åbenbart ikke et dagligdags syn her, for i løbet af kort tid samler vi et stort opløb. En barber kommer farende ud og nærmest haler mig ind i sin butik. Jeg tror, han vil klippe mit efterhånden lange hår, men han vil blot byde på té.

Vi spadserer en tur med en tysktalende tyrker ud i landskabet. Mange af husene er bygget af træ og ser særdeles dekorative ud. På en mark arbejder adskillige kvinder med at vende jorden med hakker og hakke ukrudtet i småstykker. De bliver meget forbavsede over vores tilsynekomst, men inviterer os ind på marken og byder på forfriskende kærnemælk. Ti steppevåger (Buteo buteo ssp. vulpinus) og en hvepsevåge (Pernis apivorus) svæver langsomt hen over en nærliggende bakke.

Vi gør holdt for natten ved en lille flod, hvor dværghejrer (Ixobrychus minutus) spankulerer omkring. En natugle (Strix aluco) tuder, og et aftenkor af hylende guldsjakaler (Canis aureus) høres langt borte.

Om aftenen får vi besøg af to bondepiger, som er iført den lokale røde kvindedragt. De er meget fine, men da jeg vil tage et billede af dem, løber de fnisende bort. Med hjælp fra ungerne tænder vi et bål og hyggesnakker med dem, indtil deres forældre kalder dem hjem. Så deler vi en flaske Martini, mens sydlige nattergale (Luscinia megarhynchos) klukker i krattet, og løvfrøer (Hyla arborea) kalder fra nærliggende vandhuller, ”række-række-række”. En dejlig afslutning på en fin dag!