Iran 1973: I Luristans bjerge

Langt de fleste Lurer er bønder, men nogle få lever stadig som halvnomader, der om sommeren driver deres får og geder op i bjergene og om vinteren vender tilbage til lavlandets græssletter.

I disse bjerge vil min ledsager Arne Koch Christoffersen og jeg tilbringe resten af vinteren. Det var uden beklagelse, vi forlod Irak. Det var ved at være belastende med myndighedernes evige mistænksomhed og blanden sig i, hvad vi foretog os. Vi håber på mere afslappede forhold i Iran.

Vandløbene er fyldt med krat af nerie (Nerium oleander), som på denne tid står med modne frugtkapsler, hvorfra tusinder af dunede frø flyver omkring. Kaspiske sumpskildpadder (Mauremys caspica) svømmer i bækkene, frøer kvækker, og brogede tudser kravler rundt. Nede i dalen langs floden er bønder i færd med at pløje markerne med studeforspand.

En meterlang ørkenvaran (Varanus griseus) klatrer op ad en klippe, og her observerer vi også blådrosler (Monticola solitarius), husrødstjerter af den rødbugede race (Phoenicurus ochruros ssp. rufiventris) samt klippeduer (Columba livia). Hyrder græsser geder og får højt til vejrs på klippesiderne, hvor dyrene færdes sikkert, men af og til sender en lille byge af løse sten ned. Over bjergtoppene, der stadig er sneklædte, kredser kongeørne (Aquila chrysaetos), mens gåsegribbe (Gyps fulvus) og lammegribbe (Gypaetus barbatus) afsøger dalene under deres evige jagt efter ådsler.

Vi tilbringer en uge i dette område og kører så nordpå til Luristans hovedstad Khorramabad. Den er absolut ikke noget rart sted. Skidt og møg flyder i gaderne og også i floden, hvor kvinder vasker tæpper ved at stampe rundt på dem i det iskolde vand. Ihærdige drenge pudser vore bilruder, uden at vi har bedt om det, og forlanger penge bagefter. Byen vrimler med tiggere.

Selv om det er forår, er morgenerne bidende kolde med rimfrost i græsset. Vi har ikke lyst til at køre gennem Iran nu, da vi håber på at komme i kontakt med luriske nomader. Altså sætter vi kursen sydpå igen. Undervejs gør jeg indkøb i en mindre by. En ældre dame med hennafarvet hår griner til mig og slår mig på skulderen, mens hun gnider sin hage og peger op mod himlen. Jeg går ud fra, at hun spørger, om jeg er præst, siden jeg bærer fuldskæg. (I Iran er det kun præster, som har fuldskæg).

“Min far har sendt mig ned for at sige, at I skal komme til vores landsby,” siger han. Nu sker der endelig noget af dét, vi har håbet på.

Landsbyen ligger ikke langt fra landevejen, og vi når derind ad et mudret hjulspor. Vi kører helt ind på gårdspladsen foran et større murstenshus. De fleste andre huse i landsbyen er opført af lerklinede kampesten. Tagene består af tværgående tykke grene, belagt med flere lag flettede måtter. En mængde børn og en ca. 35-årig kvinde kommer ud af huset. Alle smiler og tager venligt imod os. Også naboerne stimler sammen for at beskue de fremmede. Vi vises ind i gæsterummet, hvor et stort, smukt tæppe dækker gulvet. Her bliver vi budt på té.

Senere ankommer manden i huset, iført en stor europæisk frakke. Han hedder Muhammed, er 52 år gammel og har gråligt hår og en lang, kroget næse. Han præsenterer sig som khan (overhoved) for landsbyen. Han bor sammen med sin nuværende kone Badri samt syv af hans tolv børn. Ali, den ældste søn, er 20, datteren Maria er 16, de fire sønner Ardishir, Mamakru, Husain og Reshik er 15, 12, 10 og 7, og hans yngste datter er kun et år gammel. Han har tidligere haft fire koner, som Koranen tillader det, men kun én af dem bor hos ham nu. Én er død, og de to andre er han skilt fra. Resten af hans børn bor hos deres mødre.

Det viser sig, at han taler en del amerikansk, da han tidligere har arbejdet for et olieboringsselskab. Hans sprog bærer også stærkt præg af, at han færdedes blandt arbejdere med en bramfri omgangstone.

“I tell my fucking son, go tell these people come to my house. Not good sleeping in the mountains – wolf, leepard,” siger han. Han har lagt mærke til, at vi holder de mærkeligste steder og sover i vores bil, og som landsbyens overhoved ser han nødigt, at der skulle ske fremmede noget i hans område.

Vi fortæller ham, at vi er kommet til hans land, bl.a. for at se ulve og ’leepards’, og at vi ikke frygter disse dyr. Han tygger lidt på dét og siger så: “Loose man! Not good sleeping in the mountains!” – Nå, dér ligger humlen begravet! Han er bange for, at røvere skal overfalde os.

Muhammed forsvinder over i stalden og kommer trækkende med sin stolthed, en rød hest. Den skal vi også hilse på. Vi bydes på aftensmad, ris og spejlæg, som vi indtager alene, mens familien spiser i et tilstødende rum.

Senere synes det, som om det halve af landsbyens beboere er forsamlet i gæsterummet, og snakken går med de sædvanlige emner: Hvor vi kommer fra, hvad vi arbejder med derhjemme, hvor vi skal hen, hvad vi laver i Luristan osv. Vi inviteres til at overnatte i huset og slæber vores sengetøj ind.

Vi spadserer en tur ud gennem markerne, hvor den nyspirede hvede står grøn. Muhammed bemærker, at nogle kalve er brudt ud af deres indhegning og nu græsser lystigt i hveden, så han sender en af sine sønner af sted.

“I tell my fucking son, go get them calves out of my wheat!” siger han.

Vi fortsætter til fods til en mindre sø for enden af markerne. En af sønnerne har opsadlet den røde hest og rider i forvejen. Farvestrålende sommerfugle flagrer rundt, i græsset blomstrer franske anemoner (Anemone coronaria) og storkenæb (Geranium), og i søen ligger flere hundrede ænder og blishøns (Fulica atra). Et par hyrder driver en stor flok køer og æsler ind mod landsbyen.

Muhammed bliver hurtigt træt og vil hjem for at spise frokost. Han stiger op på hesten, placerer sin yngste søn foran sig og rider ad de stenede stier, syngende af fuld hals. Han er ikke just nogen god sanger!

Folk her har delvis adopteret den europæiske klædedragt. Under en kjole er kvinderne iført store, vide bukser, som er praktiske, fordi meget af deres arbejde foregår i hugsiddende stilling, og så snærer bukserne ikke. Mændene er næsten alle iført posede bukser, skjorte, europæisk jakke og på hovedet en lille lysebrun filtkalot.

Om aftenen lytter vi til musik og sang fra vores kassettebåndoptager. Muhammed vil også indsynge en sang – det lyder forfærdeligt. Han bruger et helt bånd og nogle batterier på at indtale en lang hyldest til Shah-in-Shah Muhammed Riza Pahlevi og hans dronning, mens han ligger henslængt på et tæppe med sine lange, leddeløse ben flettet ind i hinanden. Han er ufatteligt doven, og hver halve time råber han: “Maria!” Så må datteren komme og omarrangere puderne under hans nakke.

Minutterne går og bliver til en time. Stadig ingen Muhammed. Omsider dukker han op, men virker mærkeligt fjern. Der tales ikke mere om patroner, og vi undrer os. Turen går nu tilbage til Mirabad. Denne procedure gentager sig i de følgende dage, men efterhånden får han tillid til os, og han betror os, at han er opiumsnarkoman. I det hus, han forsvinder ind i, sælges banderoleret opium. Kun ældre mænd med speciel tilladelse må ryge opium, men om Muhammed besidder denne tilladelse, tvivler vi lidt på.

Da vi er fuldt accepteret, ryger han åbenlyst hjemme på gårdspladsen, mens vi er til stede. Han breder et tæppe ud, lægger sig ned og gør piberne klar. Så tænder han opiumen med et stykke glødende trækul fra ildstedet. Vi har tidligere snakket lidt om den første landing på månen få år forinden. Efter at han har fået fem-seks piber, peger Muhammed på piben og siger: “Dette er min Apollo! Nu flyver jeg til Månen!”

Den ældste søn mener, at opium er faderens batterier – med et nik mod båndoptageren.

Aftenerne går ofte med at lytte til vore bånd, og på de tomme bånd indtaler Muhammed nye hyldesttaler til den iranske shah. Den aften kommer snart, hvor vi er løbet tør for bånd, og det meddeler vi den gamle. Han tygger lidt på det og siger så: “God damn! Don’t know what’s the matter you not tell me no more tube! I will buy!”

Muhammed er lidt af en hypokonder. Han klager ustandselig over sit elendige korpus, men springer af sted som en ged. Altid får vi en klagesang om hans dårlige tænder, men når vi får serveret fårekød, æder han mindst lige så meget som os, og meget hurtigere. Han siger ofte, at han har hovedpine, men når vi tilbyder en pille, siger han nej tak.

En kønssygdom rangerer ikke særlig højt på vores prioriteringsliste, så vi siger pænt nej tak. Efter nogen tid siger Muhammed eftertænksomt: “Irani queen got good pussy!”

Vi spekulerer over, hvor han mon ved dét fra.

Mens vi nu er i dén boldgade, fortæller Muhammed en sandfærdig historie: En mand i en nabolandsby havde taget et lille æsel med i seng, fordi han ville lave ’jig-jig’ med det. Men æslet blev viklet ind i tæpperne og stak af med dem. En mand så det, affyrede sit gevær op i luften og råbte: “Ulv! Ulv!”

Alle mændene i landsbyen kom farende til og morede sig kosteligt, da de så æslet. Manden benægtede naturligvis, men det var lidt vanskeligt at bortforklare.

I 681 drog Husain og nogle af hans tilhængere til Irak for at kæmpe mod kaliffen af Damaskus, som hævdede, at han var den rette arvtager efter Muhammed, udpeget af et råd af ældre. Shi’iterne anerkendte ikke dette valg, idet de hævdede, at kun Gud kunne udpege Muhammeds efterfølgere. Ved Karbala kom det til et slag, hvorunder Husain og hans krigere blev dræbt, og herefter lå den reelle magt hos kalifferne i Damaskus, siden i Bagdad.

Rettroende shi’iter mindes Husains død med inderlig passion. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), giver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr en malende beskrivelse af en gruppe pilgrimme, som aflagde besøg ved martyrens grav i Karbala, i nutidens Irak: “Jeg så (…) her til min store forundring, med hvilken andagt de overtroiske folk allerede kyssede forgårdens dør, og bagefter kyssede de også moskeens dør. I templet siges de ikke blot ivrigt at kysse gulvet, man forsikrede mig også, at nogle af bedrøvelse over Hösseins død slår hovedet mod væggen og jerngitrene. Nogle skal være gerådet i så andægtigt et raseri, at de har myrdet sig selv ved deres store imams grav i den formening, at også de vil blive anset for martyrer og være sikre på at komme i himlen, fordi de har ofret deres liv for Hösseins skyld. Jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt noget mere klagende end shiitternes andagt i denne moske. Folk skreg og hylede, som havde Hössein været deres fader og først var blevet myrdet i dag; og dette var ikke forstilt som hos grædekonerne, der for penge begræder en død, men så oprigtigt ment, at øjnene på dem, der kom ud af moskeen igen, var helt ophovnede af gråd.”

I stedet for kalifferne anerkender shi’iterne en række på 12 imam’er, der alle var Profetens efterkommere. De hævder, at den 12. imam, Muhammad ibn Hasan al-Mahdi (868-941), forsvandt, men vil vende tilbage, når tiden er inde, som den ultimative frelser af menneskeheden, samt at han, sammen med Isa (Jesus Kristus), vil bringe fred og retfærdighed til denne verden.

I 818 blev den 8. imam, Ali ibn Musa al-Ridha (765-818), i Iran kendt som Imam Reza, myrdet på ordre af abbaside-kaliffen al-Ma’mun. Stedet, hvor han blev begravet, kaldtes for Mashhad al-Ridha (‘al-Ridhas Martyrium’), og sidst i 800-tallet blev en kuppel rejst over hans grav. Siden opførtes talrige andre bygninger på stedet, der i dag udgør Islams største tempelkompleks.

Det er tid for Muharram, den årlige højtid, hvor rettroende shi’iter mindes Husains død. Denne højtid strækker sig over adskillige dage, og en aften inviteres vi hen i et hus, hvor mange af landsbyens indbyggere er samlet. En imam (imam er også en titel, der anvendes om islamiske præster), iført kappe og turban og med et stort fuldskæg, messer i en mikrofon, forbundet til en højttaler. Mænd og drenge står i to rækker ned gennem huset med bar overkrop og dunker sig rytmisk med den ene hånd på brystet, mens præsten messer. Pludselig skriger en af mændene: “Ali!” – et signal til, at mændene begynder at dunke sig hårdere i brystet med begge hænder. Klask! Klask! Mændene stønner og sveder, og der breder sig en ram lugt i lokalet.

I en pause bydes vi på té og sukkervand – sidstnævnte har religiøs betydning. Mens mændene igen tager fat, sidder kvinderne i et tilstødende lokale, hvor mundstykket til en boblende vandpibe går på omgang. Senere læser præsten op med messende stemme, og da han når afsnittet om Husains død, begraver mændene ansigtet i hænderne og hulker højlydt. (Den samme imam bebrejder senere Muhammed, at han huser vantro. Det lader han sig dog ikke gå på af, men henviser til, hvad Koranen siger om gæstebud: Man skal invitere alle til sit hus, uanset race og tro).

Den følgende morgen er en større gruppe mænd og drenge forsamlet foran en ufuldendt moské. De bærer bl.a. et klæde med Husains hest påvævet. På en lang stage er fastgjort gevandter, som skal forestille en kvinde fra Husains hus. Hendes hoved består af træ og er omviklet med sort klæde. På bryst og ryg er fastgjort billeder af Husain og hans familie. Hun skal forestille at begræde Husain, som er draget i krig: “Hvor er Husain?” råber en dreng for hende. Derpå drager optoget videre til den næste landsby.

Samme dag siger Muhammed: ”God damn, Mr. Arne, Mr. Kaj, i dag kører vi til Shush i jeres bil, meget fin festival dér.”

Altså drager vi sydpå sammen med seks mænd fra landsbyen, så der er trængsel i Folkevognen. Vi overnatter i Andimesh, og tidligt den følgende morgen fortsætter vi til Shush, hvor vi skal overvære et stort skuespil, som gengiver Husains nederlag og død. Fra alle minareter kalder mezzin’er i munden på hinanden gennem højttalere, og talerne blandes til en infernalsk larm.

På en stor plads er tusinder af mennesker forsamlet, alle iført deres fineste klæder. Adskillige politibetjente er udkommanderet for at holde et minimum af orden. En betjent giver os besked om ikke at tage billeder, men en af vore venner fra Mirabad tilbyder at tage dem for os. I pladsens ene ende sidder en mand med grønt hovedklæde, som skal forestille Husain, mens de farveprægtige mænd i den modsatte ende er udsendinge fra hans fjende, kaliffen Yassid af Damaskus.

Ryttere illuderer forskellige af Husains mænd, som rider i kamp og dræbes af Jassids soldater. Dernæst rider Husains bror Abbas frem. Han blev tillagt mirakuløse evner. Mænd og kvinder bringer deres børn ud til rytteren for at få dem velsignet ved håndspålæggelse. Da rytteren ‘dræbes’, begynder folk omkring os at hulke højlydt, og tårerne løber i stride strømme. Mange løber ud til stedet, hvor Abbas ‘faldt’, og opsamler jord derfra. Den tager de med hjem og spiser, idet den tillægges helbredende egenskaber.

Klimaks indtræffer omkring middagstid, hvor selve Husain ‘dræbes’. Kredsen af tilskuere snævrer ind, og da Husains ‘lig’ er båret bort, strømmer folk til og opsamler jorden, han har ligget på.

Lederen byder os velkommen, og vi tager plads på tæpper i et af teltene. Teltdugen holdes oppe af flere tynde træstammer, mens teltets sider består af grene, spændt fast af barduner, der er viklet omkring store sten. Langs siderne findes lave stenmure, tætnet med græs. I midten brænder et bål, som fodres med grene af og til. Vi drikker té, og omkring bålet samles mænd fra de andre telte. De er alle iklædt europæisk tøj, mens de fleste af kvinderne bærer den oprindelige luriske klædedragt, der består af groft, sort klæde, pyntet med sølvmønter og andre smykker. I teltet er opført indhegninger af flettede grene, hvor lam og gedekid gennes ind om natten og i dårligt vejr. Dyrene har mange fjender her, bl.a. ulve og kongeørne, og Muhammed fortæller, at en leopard for nogle uger siden tog fem lam i nærheden. Mændene har forsøgt at skyde den, men uden held.

Det trækker op til uvejr, og en mængde lam og kid gennes ind i teltet. Der bliver en brægen, da de flokkes omkring åbningerne ind til aflukkene. Så styrter det ned, og det stænker lidt gennem teltdugen. Et lam bliver slagtet udenfor, parteret og stegt over bålet på store jernspyd. Til kødet serveres ris og brød. Det smager lækkert.

Nye truende skyer trækker ind over, og Muhammed mener, at vi skal køre, da vejen ellers vil blive ufremkommelig for vores bil. Det er imidlertid en udmærket grusvej, så vi mistænker ham – med rette, viser det sig – for at ville ned til byen for at få sin daglige ration opium.

Dagen efter kører vi atter op til nomaderne for at se dem pakke teltene sammen, læsse køkkengrej, telte, høns, hundehvalpe og børn på æslerne og drage ad stenede stier til en græsgang i nærheden. Kvinderne går ved siden af æslerne og driver dem frem med kæppe, mens mændene genner får og geder ad en kortere, men mere ufremkommelig rute, hvor æslerne ikke kan færdes med den tunge oppakning.

Vi drikker té og bliver bagefter budt på middag. Den består af en høne, som er så sej, at kødet næsten ikke er til at flå fra benene med tænderne. Om aftenen drives en masse får og geder ind på gårdspladsen, som efterhånden fyldes med dyr. En mand følger os til lokummet på gårdspladsens modsatte side for at undgå, at køterne æder os. Vi bliver tilbudt at overnatte i gæsteværelset, og vores vært finder sengetøj frem til os. Om morgenen vågner vi ved, at han tænder op. Med en lille mejsel-lignende hammer hugger han sukker i småstykker og byder derpå på varm, sødet mælk med brød til. Det smager dejligt. Vi takker ham og kører atter ud i bjergene.

Tre dage senere opdager jeg, at vi ikke længere er alene i bilen. Jeg har fået lus.