Irak 1973: Støvstorm og fårehoved

 

 

 

 

 

Vi er nu så fortrolige med forholdene i Irak, at vi er klare over, at når en person uopfordret præsenterer sig som ‘turistguide’, er det ensbetydende med, at han er agent for det allestedsnærværende hemmelige politi.

I Irak findes et vidt forgrenet netværk af civilklædte politifolk, som skal opsnuse og uskadeliggøre modstandere af Baath-partiet og dets særprægede islamiske udgave af socialisme. Disse agenter opererer gennem et utal af stikkere overalt i landet.

Inden vi erfarede dette, forsøgte vi ofte at snakke med folk om Iraks politiske forhold, men de veg som oftest uden om emnet, og det forstår vi særdeles godt nu. Fjender af systemet bliver kastet i fængsel uden rettergang og dom.

For at undgå, at folk bliver påvirket af skadelige vestlige tanker, er en af dette hemmelige politis opgaver at holde øje med de fæle imperialistiske turister og sørge for, at de opfører sig ordentligt og ikke mænger sig med farlige elementer, dvs. modstandere af regimet.

 

 

 

 

 

Næste morgen, efter at have købt ind i souk’en, kører vi med ham ud i ørkenen. Omkring et par sorte nomadetelte græsser en kæmpeflok dromedarer på over 500 dyr.

Vi passerer gennem landbrugsland, hvor flere af markerne er stærkt saltlidende, idet overdreven kunstvanding har trukket salt op til jordoverfladen. Omkring husene har man ofte opført barrierer af tornet kvas, som skal holde ulve og andre rovdyr borte fra fårene og gederne om natten.

Her og der findes smålunde af daddelpalmer og frugttræer, i hvis skygge man dyrker forskellige grønsager. Fra træerne høres kurren fra tyrkerduer (Streptopelia decaocto), og i toppen holder smyrnaisfugle (Halcyon smyrnensis) og blåkronede ellekrager (Coracias benghalensis) udkig efter bytte.

En politivejspærring dukker op. Åh nej, nu igen. Dem plejer vi at have vores hyr med, da politifolkene altid skal granske vore pas og bilpapirer. Da de som regel er dårlige til engelsk, tager det normalt en rum tid. Men denne vejspærring klarer ‘guiden’ som en mis. Han taler lidt med betjentene, hvorefter vi kan passere.

 

 

 

 

 

 

 

Udgravninger påbegyndtes her i 1920’erne under ledelse af den engelske arkæolog Leonard Woolley, som havde brugt 12 år på at finde stedet. Man fandt kongegrave med skeletter, våben, smykker af guld og lapis lazuli, en enestående guldhjelm, mosaikarbejder og meget andet.

Ruinen af et 25 m højt tempeltårn af form som en trappepyramide, en såkaldt ziggurat, blev også udgravet. Denne bygning har muligvis været en af de berømte ‘hængende haver’, hvor man dyrkede afgrøder på terrasserne. Toppen af zigguraten kan have været sæde for astronomiske observationer, da sumererne var månedyrkere. Måneguden Nanars tempel blev ligeledes udgravet af Woolley.

Foruden ruinerne findes her bevis for Bibelens Syndflod i form af metertykke aflejringer uden de kulturrester, som kendetegner lagene både over og under disse aflejringer. Dette lag vidner om, at en kolossal oversvømmelse ramte området omkring 3000 f.Kr.

 

 

 

 

Fra toppen af zigguraten er der en storslået udsigt, men af en eller anden grund er det forbudt at fotografere herfra. Blandt ruinerne finder vi mursten med segl fra Kong Ur-Nammus tid (ca. 2100 f.Kr.).

Vi bemærker nogle fodspor, der minder om store hundespor. Vores guide mener, at de nok stammer fra ulve (Canis lupus), der er almindelige i dette område.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Farvel, Mister,” siger han.

“Farvel, og tak.”

“Så’n en snotnæs’!” siger Arne, da han er gået. “De er æ retti’ kloge!”

På vores færd ser vi fouragerende sumpviber (Vanellus leucurus), damklirer (Tringa stagnatilis), hvidbrystede præstekraver (Charadrius alexandrinus) og andre vadefuglearter i småpytter langs vejen. En forbipasserende lastbil gør holdt, og chaufføren forærer os to forfriskende appelsiner.

Suq as-Shukh er en samling forfaldne stenhuse nær søbredden. Store fåreflokke græsser i ørkenen ned mod sumpene, og over rørskovene svæver elegante rørhøge (Circus aeruginosus) og steppehøge (C. macrourus), på udkig efter bytte.

En fisker står ved bredden af et vandhul og slynger sit kastenet ud over vandet. I den øverste ende af nettet er bundet et reb, som manden holder omkring, mens nettet lægger sig på vandet, og i den nederste del er fastgjort små jernringe, som tynger nettet ned og indespærrer de fisk, der eventuelt måtte befinde sig under det.

 

 

 

 

 

I det samme ankommer en lastbil, som gør holdt, hvorpå chaufføren og flere andre mænd stiger ud. En af dem kan en smule engelsk, og han forklarer, at vi skal en stor omvej for at komme til landsbyen. Han foreslår, at Arne bliver ved bilen, mens jeg følges med en af hans ledsagere til den lokale politistation.

I tusmørket vader vi over vandløbet, og jeg vandrer i hælene på manden op mod landsbyen, hvor et kobbel hunde kommer farende, mens de snerrer og gøer som rasende. Min ledsager bøjer sig ned og tager en jordklump op, og jeg skynder mig at gøre det samme. Det får hundene til at holde sig på respektfuld afstand.

På politistationen træffer vi tre venlige betjente, og den yngste af dem viser mig ind på sit spartanske værelse. Min vejviser påbegynder turen tilbage sammen med de to øvrige betjente. Det er nu blevet mørkt, og halvmånen ligger på ryggen over os. Den unge mand stiller sine sandaler fra sig og giver sig til at bede på en sæk på gulvet, uanfægtet af min tilstedeværelse.

Bagefter byder han mig på en kop té, men inden jeg når at drikke den, bliver jeg hentet af de to betjente, som dukker op sammen med Arne. Betjentene vil vise os vej til en bro over vandløbet, så vi kan parkere foran politistationen og overnatte i bilen. De medbringer både en maskinpistol og et automatisk gevær, så vi vil næppe blive forulempet undervejs.

Da de to betjente skal sidde på forsædet, bliver jeg henvist til ’soveværelset’ bag i vognen, hvor jeg tager plads blandt alt vores habengut. Jeg kommer hurtigt til at forbande turen. Bilen skrumpler over ujævnheder og kaster mig rundt på min umagelige plads. Udsynet herfra er meget dårligt, og jeg keder mig. Hvorfor i alverden skulle jeg med? Jeg kunne jo lige så godt være blevet på politistationen.

Endelig standser vognen, og jeg kan komme ud og strække benene. Men vi er endnu ikke nået frem. Betjentene har blot stoppet en lastbil og er i færd med at købe fisk. Så går det videre ad den skrækkelige vej. I lygternes skær ser Arne en ørkenspringmus (Jaculus) hoppe af sted.

Da vi omsider når frem, forærer betjentene os en af fiskene, og vi får serveret adskillige kopper té. Efter aftensmaden snakker vi med mændene, men samtalen går trægt, da de ikke kan engelsk, og vort arabiske er stadig meget begrænset.

 

 

Vi krydser jernbanen mellem Nasiriya og Basra, men vi er overbeviste om, at betjentene ikke nævnede noget om en jernbane. Vi spørger et par nomader om vej, og ved tegnsprog forklarer de, at vi skal tilbage over jernbanen og så følge den østpå. Vi gør, som de siger, men kommer snart i vildrede igen.

En stiv vind rejser sig og fylder luften med støv. Det forringer sigtbarheden drastisk, og omkring middagstid indser vi, at vi er faret uhjælpeligt vild. Vi standser op for at få lidt mad og vente på, at vinden lægger sig. Den tiltager imidlertid, og vi beslutter at blive her natten over, da vejen nu overhovedet ikke kan skelnes fra den omliggende ørken. Næste morgen vil vi forsøge at finde tilbage til Suq as-Shukh, da vores benzinmåler nu står betænkelig lavt.

Sidst på eftermiddagen ankommer imidlertid en lastbil, og chaufføren tilbyder at køre foran for at vise os vejen. En mand og hans søn tager plads på forsædet hos Arne, og jeg må igen om bagi. Det bliver en skrækkelig tur. Chaufføren af lastbilen kører over stok og sten, og Arne kan ikke gøre andet end at hænge på. Bilen rasler og skramler, støddæmperne hamres i bund, når vi ryger ned i et hul, og jeg bliver kastet fra side til side. Vore bagagekasser hopper og danser, og ting falder ned på gulvet.

Timerne går. Jeg føler mig elendigt tilpas og undrer mig over, hvor Suq as-Shukh bliver af. Pludselig kører vognen fast i et mudderhul, og det tager nogen tid at komme fri. Lastbilen vender tilbage, da chaufføren vil se, hvad vi bliver af. Han beder Arne om at køre hurtigere!

Så går det videre med 80-90 km i timen – og pludselig er vi tilbage i Nasiriya! Vi takker folkene fra lastbilen, og det lykkes os at finde vores kendte plads foran ‘turistkontoret’.

 

 

 

 

 

Her vil vi påny forsøge at komme i kontakt med Madanerne, en gruppe stammefolk af blandet oprindelse, der også kaldes for sumparabere. Disse menneskers levevis er helt tilpasset sumplandet. Der er så godt som ingen veje i sumpene, og næsten al færdsel foregår i slanke sorte kanoer, meshof’er. Motorbåde har kun været kendt her siden 1960’erne og er stadig meget fåtallige.

Madanerne lever af risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt. De bygger huse af tagrør på øer i sumpene, og alle fremmede er velkomne gæster.

I byen Shattra spørger vi en mand om vej til Diwaya, og han viser os straks hen til det lokale hemmelige politi. Her bliver vi bænket ved en kop té, mens lederen telefonerer til sine kolleger i Diwaya for at meddele vores ankomst. Han beordrer ovenikøbet nogle folk til at køre foran os for at vise os den rette vej og klare en vejspærring for os.

På politistationen i Diwaya passerer vi en arrest, hvor flere fanger vinkende og smilende trænges i celledøren. Vi vinker igen og hilser: “Alab-el-khrer” (‘Goddag’).

En sur og utiltalende betjent modtager os og noterer vore navne op, efter at vi har udtalt ordlyden tre-fire gange. Han skal vide, hvor vi agter os hen, og da han hører, at vi gerne vil spise frokost, ledsager han os til et téhus.

Mens vi spiser, stifter vi bekendtskab med en sympatisk mand ved navn Hassan, som taler lidt engelsk. Vi fortæller ham, at vi gerne vil besøge sumpene, og han tilbyder at tage med til en flod i nærheden, Shatt al-Saadir, hvor tre-fire landsbyer ligger i udkanten af sumplandet. Desværre tager ‘sporhunden’ også med.

 

 

 

 

 

 

 

Vi træder ind i mudhif’en og hilser på nogle mænd, som allerede er forsamlet derinde. Midt på gulvet findes et stort ildsted, domineret af en enorm kaffekande. Vi bydes på kaffe efter et urgammelt ritual, hvor vi efter tredie kop ryster koppen som tegn på, at vi ikke ønsker mere. Derefter drikker vi té.

Nye mænd kommer til, og efterhånden er vi omkring 25 forsamlet i mudhif’en. Den oplyses af fire petroleumslamper, og i ildstedets anden ende bliver endnu et bål tændt. Lyset flakker over tagrørsbuerne, og den tætte røg, som samles under taget, bidrager til at skabe en hygge, som kun forstyrres af en skrattende transistorradio.

Vi bliver budt på aftensmad, ris og fårekød. Maden bliver bragt ind på små fade, ét til hver person. Som æresgæster får Arne og jeg serveret det bedste af fåret, nemlig hver sin halvdel af hovedet. Vi skæver misundeligt til de andre, som har fået skært kød, men der er vel ikke andet for end at gå i gang. Hjernen smager såmænd helt godt, og nogle kødstykker kan også graves af kraniet hist og her. Jeg tager øret op og ser spørgende på vores vært, som nikker ivrigt. Jeg gnasker løs på det knasende brusk og smasker høfligt. I sin hule ligger øjet og kigger ligesom bebrejdende på mig. Jeg kan ikke få mig selv til at spise det, selv om det er et brud på gæsteloven. Arne har lignende kvaler. Efter måltidet får vi sæbe og vand til at vaske vore hænder uden for mudhif’en.

 

 

 

 

 

 

 

På et tidspunkt skal jeg på toilettet, og da jeg kommer tilbage, fortæller Arne, at mudir’en har forsøgt at lægge an på ham. Han mener åbenbart, at når vi er to mænd, som rejser sammen, må vi nødvendigvis være homoseksuelle. Da Arne skal på toilettet, prøver han også lykken hos mig, men jeg meddeler ham høfligt, at jeg ikke er interesseret. Så bliver der kold luft mellem os, og han byder os afmålt godnat.

Om morgenen nyder vi kebab (kødstykker ristet på spyd) på et téhus. Der blæser en kølig vind, og fra flodens modsatte bred spilles brølende arabisk musik gennem en skrattende højttaler. Hassan og hans bror dukker op. Broderen er en plagsom fyr, som snakker løs på engelsk og til slut spørger os: “Er mit engelske godt eller dårligt?”

På høflig arabisk vis svarer vi ham, at det er godt, selv om det i virkeligheden er næsten uforståeligt.

 

Da vi udtrykker ønske om at komme ud i sumpene for at kigge på fugle, tolker mændene det, som om vi gerne vil på jagt. Hvorfor i alverden skulle man ellers beskæftige sig med fugle? Landsbylederen medbringer en riffel og et jagtgevær.

Et godt stykke fra bredden ligger nogle kanoer, og en stor dreng beordres ud for at hente to af dem, så vi ikke får våde fødder. Arne og jeg tager plads i en lille utæt meshof sammen med to spasmagere, der stager båden. Alle de andre er stuvet sammen i en større båd.

Nu går turen over småsøer og gennem kanaler i store bevoksninger af dunhammer (Typha). Vores meshof tager en mængde vand ind, så Arne og jeg må over i den større båd, hvor der efterhånden er en kende trangt.

En båd kommer imod os, og efter nogen palaver forærer mændene os en af de blishøns (Fulica atra), de har nedlagt. Landsbylederen spøger med dem, stikker for sjov sit gevær op i hovedet på dem, og da deres kano er omkring 100 m borte, tager han sin riffel og affyrer den, så projektilet slår ned i vandet få meter fra båden!

Lederen vil åbenbart gerne vise sin skydefærdighed for os. Mens de andre mænd hujer, skyder han en broget isfugl (Ceryle rudis), som står på svirrende vinger over os, og ligeledes en sortterne (Chlidonias niger), som flakser forbi båden. Med sin riffel tager han også sigte efter en flok pelikaner (Pelecanus onocrotalus) langt borte, men til vores store lettelse rammer han heldigvis ikke. Ikke underligt, at ænder og blishøns er meget sky og flygter på lang afstand.

Himlen er overtrukket, og der blæser en kold vind. Ved tilbagekomsten til landsbyen er vi glade for at blive budt på en kop té. Ved afskeden forærer mændene os de nedlagte fugle.

På tilbageturen aflægger vi besøg i endnu en landsby, hvor vi bliver inviteret på aftensmad i en mudhif.

Tilbage i Diwaya inviterer politichefen os til sit hjem for at overnatte. Vi er en smule nølende, men det viser sig, at han i modsætning til mudir’en er et behageligt menneske og ikke det mindste tilbøjelig til homoseksualitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne dag indledes Hadj, den årlige pilgrimsrejse til Kaaba, den terningformede bygning i Mekka, hvor muhammedanernes hellige sorte sten befinder sig. Denne sten, sandsynligvis en meteor, var en fetisch for den lokale befolkning, længe før Islam blev grundlagt. Under Hadj er den vigtigste ceremoni at gå syv gange rundt om Kaaba og hver gang kysse den sorte sten. En person, som har foretaget den hellige færd til Kaaba, hædres med titlen Hadji.

De fleste har ikke råd til at foretage Hadj, og på denne dag er det fortjenstligt at tage på pilgrimsfærd til en lokal helgens qubba (grav). Sammen med Hassan, politichefen og et par af deres venner drager vi mod en qubba for helgenen Said Achmet al-Rifai. Said er en titel, som benyttes af efterkommere af profeten Muhammed.

Turen går ad elendige, hullede jordveje, og vi lister over en utroligt smal bro uden rækværk, kører fast i mudder og må nogle gange en omvej over pløjemarker, inden vi ankommer til qubba’en.

Det viser sig, at stedet lyser af forfald. Malingen skaller af den grønne kuppel, som er halvt tilsandet, og en nærliggende minaret er delvis bortsmuldret. Inde i qubba’en ligger said’ens kiste, omgivet af tremmeværk, som pilgrimmene kysser og berører med panden. Kvinder binder tøjstumper fast til tremmerne som værn mod ‘onde øjne’. På væggen kan man skrive sit navn med kridt, og politichefen skriver også Arnes og mit navn – på arabisk.

På hjemvejen standser vi for at tilberede fuglene fra dagen før. De smager godt, men vi er også sultne.

Kort før Diwaya aflægger vi besøg i et par sorte nomadetelte. Udenfor ligger en dromedar og tygger drøv, og andre græsser et stykke borte. Vi bliver venligt modtaget og tager plads på små tæpper i den ene ende af teltet, hvor brægende får trænges omkring os.

En riffelbevæbnet rytter ankommer, stiger af og hilser os hjerteligt med håndtryk og stikkende kindkys. Han deler cigaretter ud, og snakken går, afbrudt af ivrige kommentarer fra en ældre kvinde, som fra kvindernes afdeling af teltet stikker hovedet ind over et forhæng.

En pludselig vind springer op og fylder luften med støv og regn. Vi må hastigt tage afsked og køre tilbage til Diwaya. Blæsten tager til i styrke, og mens vi opholder os på et téhus, bøjer daddelpalmerne sig under stormen.