Irak 1973: Den gæstfrie mudir

 

 

 

 

 

Min ledsager Arne Koch Christoffersen og jeg drager til denne by i håbet om at kunne leje en båd og en stagemand for at sejle ud i sumpene, hvor vi vil kigge på fugle og besøge det lokale stammefolk, Madanerne.

Dette folk er af blandet oprindelse, og deres levevis er helt tilpasset sumplandet. Der er så godt som ingen veje i sumpene, og næsten al færdsel foregår i slanke sorte kanoer, meshof’er. Motorbåde har kun været kendt her siden 1960’erne og er stadig meget fåtallige.

Madanerne lever af risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt. De bygger huse af tagrør på øer i sumpene, og alle fremmede er velkomne gæster.

 

 

 

 

 

Altså kører vi direkte til politistationen, hvor vi hilser betjentene: “As-salaamu-aleikum.” (’Fred med jer’).

“Aleikum-as-salaam. Sit down.” (’Med jer fred. Tag plads.’)

Som altid, ligegyldigt hvor og i hvilket ærinde vi kommer, bliver vi serveret sød og stærk té i små glas. Her er intet hastværk. Politifolkene skal se vore pas og skriver omhyggeligt navnene ned i en stor bog – med arabiske tegn. Arnes efternavn Christoffersen volder dem betydelige kvaler. De skal høre, hvad vi laver i Danmark, hvilket ærinde vi har i Irak, og selvfølgelig hvorfor vi kommer her.

Da de hører, at vi agter os ud i sumpene, får vi besked på at tale med deres mudir, som i øjeblikket er ude i et ærinde. En mudir er en landsbyleder, en slags borgmester, der samtidig er chef for politiet.

I mellemtiden kører vi ned til den nærliggende sø Hoor al-Hamar. Langs bredden ligger lerklinede huse samt enkelte mudhif’er, som er gæstehytter, opført af tykke bundter af tæt sammenpakkede tagrør (Phragmites australis), hvis basis graves ned parvis over for hinanden, så de danner to rækker. Herefter bøjes toppen af bundterne ind mod hinanden og bindes sammen, hvorved der dannes en række buer. På disse buer fastbindes måtter, ligeledes fremstillet af tagrør. Endevæggene består også af rørmåtter, som er bundet fast til lodrette bundter af rør.

Langs søbredden ligger talrige meshof’er fortøjret, og lidt længere ude ligger sorte prustende vandbøfler, kun med hovedet oven vande.

I det lave vand fouragerer store kobbersnepper (Limosa limosa), stylteløbere (Himantopus himantopus) og andre vadefugle, mens brogede isfugle (Ceryle rudis) står på svirrende vinger, inden de dykker efter fisk. Får en af dem fangst, bliver det ivrigt kommenteret af artsfællerne. På dansk kaldes denne art oftest for gråfisker, hvilket er misvisende, da den er sort og hvid, ikke grå.

Et par mænd varmer beg på et bål og smører undersiden af en båd over med tjæren, som glattes ud ved hjælp af ruller. Den kommer fra åbne begdamme ved Hit i det centrale Irak.

Nogle kvinder er i færd med at vejre korn. Fra kurve hælder de kornet lidt ad gangen ned på måtter, så vinden kan blæse avner og urenheder bort. I nærheden sætter en kvinde et par tørrede kokasser på højkant over tørt græs, tænder ild og sætter en kedel vand over til té. Adskillige kvinder passerer forbi, bærende store bundter af frisk tagrør eller hø på hovedet – foder til deres køer.

En skolelærer er så venlig at forhandle for os med en mand ved navn Hawas, som er villig til at stage os ud i sumpene næste dag.

I skumringen flyver store flokke af nathejrer (Nycticorax nycticorax) ud på fourageringstogt med den flammende himmel som baggrund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Would you like … to drink … the Pepsi,” spørger han pludselig. Det vil vi da gerne. Selv om der kun er få hundrede meter hen til den lille restaurant, skal vi køre dertil i vores bil – man skal vel komme med anstand.

Mens vi skyller ’the Pepsi’ ned, holder han et langt foredrag om Coca-Colas imperialistiske fremfærd i den tredje verden på sit pudsige engelske, hvor der er ophold efter hvert andet ord, mens han leder efter det næste ord.

“Nej, man skal drikke Pepsi,” siger han til slut. Vi kigger på hinanden og undlader at kommentere. Vi har endnu ikke fået tilladelsen, vi kom efter. Heldigvis synes mudir’en ikke, at der er noget til hindring for vores færd ud i sumpene.

Han inviterer os til middag i sit hus et stykke henne langs søbredden, så af sted går det i vores bil. Vi bliver vist ind i et spartansk rum og anvises plads på tæpper langs væggen. Maden er allerede serveret på et tæppe midt på gulvet. Vi former risen med højre hånd til klumper, som dyppes i en velsmagende fårestuvning. Til maden drikker vi vand. Da mudir’en har fået nok, kyler han resten af glassets indhold hen i et hjørne af stuen.

Efter middagen spørger han om vores mening om konflikten i Palæstina, og han skal også høre mere om os og vores rejse. Danmark må være et imperialistisk land, da vi jo har kongedømme.

Han peger på vore fuldskæg og siger: “You must cut this … you blame the girl!” Selv har han et kort, stikkende overskæg og daggamle stubbe, men det mener han åbenbart ikke skader en pigekind.

Vi har medbragt Wilfred Thesigers fremragende bog Araberfolket i sumpene, og den studerer mudir’en nu med interesse, men finder det hele vældig primitivt og forarges højligt over nogle billeder af halvnøgne drenge.

Da vi udtrykker ønske om at sove i bilen, giver han os besked på at parkere foran politistationen for natten.

 

 

 

 

 

Først går turen ind gennem smalle kanaler i rørskoven, hvor der foruden tagrør vokser bl.a. kogleaks (Schoenoplectus) og dunhammer (Typha), hvis dunede frø svæver i tusindvis gennem luften. Vandfladen er dækket af hvide vandranunkler (Ranunculus aquatilis). Tophejrer (Ardeola ralloides) og goliathejrer (Ardea goliath) letter under hæse skrig, og over rørskoven svæver rørhøge (Circus aeruginosus) på jagt.

Ude i det åbne er vandfladen stedvis dækket af nøkkeroser (Nymphaea) og andre planter med flydeblade. Store flokke af mellemskarver (Phalacrocorax carbo), hvide pelikaner (Pelecanus onocrotalus), troldænder (Aythya fuligula), skeænder (Anas clypeata) og blishøns (Fulica atra) flygter til alle sider, når båden nærmer sig, og små lappedykkere (Tachybaptus ruficollis) dykker eller skøjter hen over vandet, mens deres trillende stemme lyder. Højt på himlen kredser store skrigeørne (Aquila clanga) og havørne (Haliaeetus albicilla).

En mand synger højlydt, mens han stager sin båd frem gennem nøkkeroserne, hvor to yngre mænd er i færd med at sætte fiskenet op. Den ene plasker af sted i det kolde vand, som når ham til lårene.

Imod os kommer en båd med to mænd, som har været ude for at skære hashish, foder til deres bøfler. De er iklædt ankellange kjortler, som er smøget op om benene for at øge bevægelsesfriheden. En anden båd indeholder et par jægere, der har nedlagt nogle blishøns, og i det fjerne høres skud fra andre jægere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da en mand får øje på os, kommer han ned til bredden. Efter at vi har udvekslet hilsener, byder han os indenfor. Vi lægger til ved adskillige andre både og træder i land. Uden for hytten former en kvinde store fladbrød af dej, som hun klasker fast på indersiden af en oval lerovn, i hvis bund der ligger gløder. Gløderne bager den ene side af brødene, ovnens varme væg den anden, og de er færdigbagte på få minutter. Op ad hyttens væg står adskillige kokasser til tørre. De anvendes som brændsel.

Inden vi træder ind i mudhif’en, sparker vi skoene af. I halvmørket indenfor ses flere mænd som skygger langs væggene. Vi råber vore hilsener, de svarer, og vi giver dem hånden efter tur. Tre smukke tæpper ligger omkring et ildsted, hvor der står adskillige kaffekander og en tépotte, alle sortbrændte af ilden. Vi bliver anvist plads på puder langs den ene langvæg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Muhammed havde kun ét barn, en datter, og shi’itterne anerkender Profetens svigersøn (og fætter) Ali som hans første arvtager og Alis sønner Hassan og Husain som de næste to.

I 681 drog Husain og nogle af hans tilhængere til Irak for at kæmpe mod kaliffen af Damaskus, som hævdede, at han var den rette arvtager efter Muhammed. Ved Karbala kom det til et slag, hvorunder Husain og hans krigere blev dræbt. For shi’iterne blev Husain en martyr.

Shi’ismens opståen er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

Fra køkkenafdelingen på den anden side af skillevæggen lyder snak fra kvinder, og røg siver ind til os. Udenfor bræger adskillige får, og en let brise får rørene i mudhif’en til at knirke.

En yngre mand hælder nu petroleum over nogle kokasser, og snart blusser ilden op omkring tépotten. Imens bydes vi på kaffe efter et urgammelt ritual. Nogle dråber stærk kaffe hældes i en kop, som ikke er meget større end et æggebæger. Det gentages to gange. Efter tredje kop ryster man koppen som tegn på, at man har fået nok. En pakke cigaretter og en æske tændstikker lægges foran hver af os. Hawas bliver grundigt udspurgt om os, og hvad vi laver her.

Som gæster bliver vi budt på té før de øvrige. En ældre blind mand træder ind i mudhif‘en, ledet af en dreng. Efter de indledende hilsener råber værten: “Sabakkum-alab-el-khrer” (’Godmorgen’), den blinde mand svarer, hvorpå alle de andre mænd (og vi) hilser ham på samme måde.

Kort efter tager vi afsked og drager tilbage mod Hamar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mudir’en inviterer os atter på aftensmad: “In some hours … you must come … to my house … to eat breakfast.”

Da vi sætter os til fadene, siger han: “Tonight … we eat … the meat from … øøøh?? – Hent bogen!” tilføjer han, og Arne må ud i bilen efter vores fuglebog. Den har mudir’en tidligere studeret, og nu slår han op på tavlen med ænder. Vi skal have kogt ris og krikænder.

Bagefter har vi timelange samtaler om alverdens ting. Hans engelske er beskedent, og hvert emne skal udpensles. Han har tydeligvis hørt om noget, der hedder ’fri sex’, og er ivrig efter at høre mere om det. Han skal vide, om vi i Danmark “… do it … from the back … or from behind.”

Vi glor uforstående på ham, og han gentager det. Det ender med, at jeg må rejse mig op. Han klapper mig på ryggen og siger “back.” Bagefter klapper han mig på maven og siger “behind.”

Nå, sådan!

”I like this body, progress!” siger mudir’en kort efter, idet han hentyder til det kvindelige bryst- og hofteparti.

Vi spørger ham, om det er i orden, at vi bliver endnu nogle dage i byen, da vi gerne vil på flere ture ud i sumpene. Det går han villigt med til, og han inviterer os ovenikøbet dagligt på aftensmad og sørger også for, at vi får frokost hver dag. Den serveres af hans smukke svigerinde ved vores bil, som holder parkeret ved søbredden nær deres hus. Hun er ugift og må gerne vise sit ansigt for fremmede. Hans kone derimod har vi endnu ikke set skyggen af.

 

 

 

 

 

Vi aflægger besøg i en qubba, en grønmalet kuppel, hvorunder Said Esa ligger begravet. Said er en titel, som kun efterkommere af Profeten Muhammed må besmykke sig med. Sådanne personer æres højt, og det er påfaldende, så mange slægtninge af Profeten der lever i dag.

Under sådanne qubba’er findes ofte relikvier fra den afdøde, og rettroende shi’iter valfarter til dem, medbringende gaver, som tilfalder den dødes slægtninge. (Det kunne være en god grund til, at Profeten har så mange ’efterkommere’!)

Vi stiller skoene udenfor og træder ind. Midt i rummet findes en forhøjning, dækket af en spraglet dug, hvorpå der ligger flere koraner indpakket i grønt klæde. Nogle små, brune ’sten’ er helligt ler fra Karbala, hvor martyren Husain ligger begravet.

 

 

 

 

 

 

 

Aftenerne går hos mudir’en med spisning og snak. En aften har vi selskab af tre politifolk. Mudir’en deler en høne i to og tildeler os den ene halvdel.

“Når I har spist den, så tager I bare fra dén!” siger han og peger på den anden halvdel, som han selv skal dele med de tre andre.

En anden aften ankommer en student midt under måltidet for at tale med mudir’en. Efter at vi har hilst på ham, spørger mudir’en: “Why don’t you … kill him … to eat?”

Vi kigger undrende på hinanden. Hvorfor skal vi dræbe og spise den pæne unge mand? Så går det op for os, at mudir’en mener “call him to eat”, altså invitere ham til at deltage i måltidet.

“Så I min kone i aftes?” spørger mudir’en senere.

“Nej, det gjorde vi ikke.”

“Why not? She saw you … while you … wish your hands!”

Arne og jeg bliver enige om, at hun sikkert har tittet gennem dørsprækken, mens vi vaskede hænder, for at se, hvad vi var for nogle stabejser.

Som dagene går, får mudir’en mere tillid til os. Hans kone, en køn kvinde i 30-års alderen, serverer maden for os og taler også med os. Hendes engelske er en hel del bedre end hans!

Gang på gang vender han tilbage til de skandinaviske piger, som fascinerer og frastøder ham på én gang. Han betror os, at han holder meget af den lårkorte mode, men hans egen kone og svigerinde er iført ankellange klædninger. Da en kvinde, som har været på besøg, skal forlade huset, kommer hun forbi os, iført et kæmpemæssigt, sort slør, som skjuler hendes ansigt totalt. Det er ikke god tone at kigge på en anden mands hustrus ansigt!

Politichefen kommer en dag på uanmeldt besøg. Mudir’ens kone kommer intetanende ind med téen, og mudir’en springer hen for at tage bakken, mens manden skyndsomt vender ansigtet bort.

En aften, hvor vi er alene med mudir’en, læner han sig frem og betror os, at der er noget, han har tænkt meget over.

“If I … in Danimark … kissink a girl … and with her … doink anythink … and she … after some months … this …” (Her viser han med hænderne en tyk mave). “What then?” slutter han og ser forventningsfuldt på os.

Arne og jeg kigger på hinanden og ved ikke, om vi skal le eller græde. Vi forsøger så godt som muligt at forklare, at alle enlige mødre i Danmark bliver underholdt af staten, hvis faderen ikke er kendt. I den tro, at han har misforstået os, siger han:

“It may mean … if I … in Danimark … kissink a girl … and with her … doink anythink …” (Hele smøren kommer igen). “Så vil den danske stat betale?”

“Ja.”

Mudir’ens øjne er ved at trille ud af hovedet på ham.