Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk

Vores hotel anvendes af luderne og deres kunder, og natten igennem er der en livlig trafik ind og ud ad værelserne. Vi sover i en stor fælles sovesal, og nogle af de andre gæster synes at finde det interessant at følge parrenes aktiviteter gennem glughuller, som de har skåret mellem væggenes brædder.

Fra Sibu kommer vi med en ny fragtbåd til Kapit. Floden smalner gradvis ind og er mange steder omgivet af tæt skov. Grønne isfugle (Todiramphus chloris) letter fra træerne, og en mangrovehejre (Butorides striata) flyver over floden foran båden. Ombord ser vi de første stammefolk med gennemborede øreflipper og tatoveringer på bryst, ryg og ben. Borneos oprindelige befolkning omfatter talrige stammefolk, bl.a. iban, punan, kayan, kelabit, penan og mange flere, som med et fællesnavn kaldes for dayakker.

Til Belaga endnu længere oppe ad floden afgår kun en dyr ekspresbåd. Denne landsby er sidste landgangssted for turister. For at besøge bjergområderne nær grænsen til Kalimantan skal man have en speciel tilladelse, og dén er svær at få. Floden er nu ret smal, og mange steder i den rager klipper op, omgivet af farlige strømhvirvler. To kayan’er kommer ombord, gamle mænd med gode, rolige øjne, langt hår og guldringe i de lange øreflipper. De har tydeligvis nydt en mængde tuak (risvin) og er mægtig lystige.

Belaga er en ganske lille by, bestående af en landingsplads, en bazar, som er et ombygget dayak-langhus, distriktskontor, politistation, skole, samt en del boliger. Vi er en lille flok turister, som får tilladelse til at overnatte i et hus, som tilhører den evangeliske mission, hvis præst er en venlig kayan-mand.

Der er kun én restaurant i byen, ejet af en kineser, så her drager flokken af turister hen for at indtage nasi goreng (ristede ris med grønsager). Det viser sig nu, at ejeren udnytter sit monopol groft og tager 1 malaysisk dollar (5 kr.) for en ganske lille portion. Det bliver vi så oprørte over, at vi begynder at prutte om prisen – efter at vi har spist. Kineseren smiler blot og nægter at modtage noget som helst. Vi kan bare gå! Da sulten senere melder sig igen, må vi krybe til korset. Kineseren fortrækker ikke en mine, da vi vender tilbage, men serverer blot maden og indkasserer sin dollar pr. servering – ingen brok fra vores side denne gang!

Vandstanden ved Long Ba er lav, og jeg må vade barbenet gennem en mængde mudder, før jeg når fast grund. Et par drenge tager imod og leder mig op til landsbyens langhus. Her træffer jeg Ida Nicolaisen, som har opholdt sig hos punan’erne i et par år og taler deres sprog flydende. Hun tager venligt imod mig og sørger for, at jeg bliver indkvarteret hos tuai rumah, høvdingen.

De fleste dayak-landsbyer består af et langhus, som faktisk er et helt samfund under ét tag. De fleste langhuse er omkring 75 m lange og 25 m brede, bygget af en hård og modstandsdygtig træsort, tabelian. Langt de fleste er opført nær en flod for at have nem adgang til drikkevand. Yderst mod floden ligger en fælles veranda i hele langhusets længde. Her foregår en mængde aktiviteter. Mænd og kvinder sidder i grupper, ofte hver for sig, beskæftiget med kurvefletning, rensning af ris, fremstilling af jagtspyd og meget andet. Inden for verandaen ligger de enkelte familiers lejligheder, hvor flere generationer bor sammen. Bag lejlighederne findes ofte endnu en veranda, der bruges som tørreplads for ris, peber og andre afgrøder, samt for vasketøj. Allerbagest ligger køkkenregionerne.

Langhusene er opført på pæle, og adgang dertil sker ad træstammer, hvori der er hugget trin. Der er oftest intet gelænder, og man må holde tungen lige i munden de første par gange. Der er flere årsager til, at langhusene er opført på pæle. Det begrænser antallet af forskellige kryb, bl.a. slanger og skorpioner, i huset, og affald fejer man blot ned mellem sprækkerne i gulvet, der består af sammenbundne tynde træstammer. Nedenunder sørger svin og høns for renovationen.

Den vigtigste årsag til pælene skal dog søges i dayakkernes fortid. Indtil omkring 1900 var de fleste af dem stadig hovedjægere, hvor en mands status afhang af hans evne til at dræbe fjender og skære deres hoveder af som trofæ. Hovederne blev bragt med tilbage til langhuset og opbevaret under loftet. En ung mand skulle gerne bringe et frisk afhugget hoved til sin udkårne, inden de kunne blive gift. Ved at opføre langhuset på pæle kunne man hejse ’stigerne’ op om aftenen, hvilket gjorde det vanskeligere for fjender at snige sig ind i huset i løbet af natten.

Briterne, som koloniserede Sarawak i 1800-tallet, forbød hovedjagten, og da der var hårde straffe for at overtræde forbuddet, gik skikken efterhånden af brug. Trangen til at tage hoveder lå dog kun i dvale. Under 2. Verdenskrig tillod briterne atter dayakkerne at kappe hoveder af, men kun på japanske soldater, ikke andre. Det lod de sig ikke sige to gange, og tusinder af japanere mistede livet på denne måde.

Selv om der i dag ikke findes hovedjagt, holder de fleste dayakker fast ved den traditionelle byggestil. Mange har dog forladt regnskoven og slået sig ned nær byerne for at arbejde i de talrige oliepalmeplantager, der i disse år fortrænger regnskoven i Sarawak med alarmerende hast.

Før i tiden anbragte dayakkerne deres afdøde slægtninge på toppen af høje begravelsesstolper, som var dekoreret med udskårne ansigter og slangemønstre. I dag begraves de døde.

Mændene bruger det meste af deres tid på jagt og fiskeri. De stager op ad bifloderne, medbringende deres jagthunde, og strejfer omkring i skoven med spyd og gevær på jagt efter hjorte, aber, skægsvin, skildpadder, og hvad de ellers kan få fat i. Hvis et moderdyr skydes, tages ungerne ofte med tilbage til langhuset og opfostres af børnene, indtil de er store nok til at blive spist.

Tidligere anvendtes op til 2 m lange pusterør med 15-18 cm lange, sylespidse pile, der blev sat fast i en prop af plantemarv, som passede nøjagtigt ind i pusterørets løb. Spidsen af pilene blev dyppet i en brunlig masse, der indeholdt stryknin, som blev udvundet af frugter fra regnskoven. Der var sådan en kraft i en dayaks pust, at pilene på tyve meters afstand smældede ind i en træstamme, og de kunne nedlægge vildt op til 40 m borte. Når et dyr blev ramt, tog det ikke mange minutter, inden giften virkede. Selvom dyret måske var forsvundet op i et træ, ville det miste fodfæstet og falde ned. I dag ser man næsten ingen pusterør mere.

I floden henter kvinderne vand til husholdningen og vasker tøj ved bredden. Ungerne har fundet på en sjov leg. De er splitternøgne og kaster mudder i hovedet på hinanden. Bagefter kurer de på bagdelen ned ad det glatte mudder og ender med et plask i vandet. Det tager de voksne sig ikke af. Børnene får en fri opdragelse, men er venlige og flinke og udfører gerne det arbejde, de voksne sætter dem til.

Punan’erne holder meget af hanekamp, og næsten enhver mand opdrætter kamphaner. En skarp stålspore bliver bundet fast på hanens egen spore, hvorefter den slippes løs mod sin modstander. De forsamlede mænd indgår væddemål om udfaldet. Hver gang deres favorit-hane gør udfald mod modstanderen, hujer og skriger de. Kampen, jeg overværer, er kort og blodig. Hanerne er et virvar af vinger og ben, og de forsvinder snart bag et buskads. Den kinesiske handelsmands hane ligger med opflænset bug, og punan’erne er ellevilde.

Om aftenen sidder punan’erne i grupper og snakker, eller pigerne danser de gamle danse, med vifter af næsehornsfuglefjer spændt fast til håndleddene, der bevæges graciøst i takt til musikken. Før i tiden leveredes musikken af mænd, som slog på trommer eller spillede på et to- eller trestrenget instrument ved navn sapæ, men i dag er man moderne, og musikken kommer fra en lille kassettebåndoptager.

Når et menneske bliver sygt, udføres en ceremoni, hvor man påkalder gode ånder, så de kan fordrive den onde ånd, der har taget ophold i den syge. Ida og jeg deltager i en helbredelsesceremoni. Den syge skal kureres for ‘galskab’, men Ida mener, at han snarere ønsker lidt opmærksomhed. Han har levet et stille, tilbagetrukket liv og føler sig lidt udstødt.

I toppen af et stavær, som er pyntet med klædestykker, brænder et lys. Shamanen, den syge, samt adskillige kvinder vandrer rundt om dette stavær, mens tre piger leverer musik ved at slå på trommer af forskellig størrelse.

Shamanen er iført en hovedbeklædning, hvori der er fastgjort talrige fjer af næsehornsfugle. Pludselig gør han og den syge udfald mod tilskuerne, mens de udstøder et hvislende ‘psit’. Herved påkaldes gode ånder, som skal fordrive sygdomsånden. Det tændte lys skal ligeledes tiltrække de gode ånder.

Da de gode ånder har taget plads i den syge, berører shamanen hans ansigt med hænderne og laver en sugende lyd for at trække den onde ånd ud. Hans krop, arme og ben bliver gnedet med et sværd, mens en meget gammel kvinde gentagne gange slår de dansende på hoved og ryg med en blomsterstand fra betelpalmen (Areca catechu).

På et tidspunkt taber shamanen sin sarong, men det ignorerer han og danser videre i underbukser. Han får sin sarong på igen, men fjoller stadig rundt og berører adskillige personer med en snip af klædet, mens han gisper ‘damet’. Når de rører klædet, springer han ’forskrækket’ tilbage. Den gamle kvinde får en ny blomsterstand fra betelpalmen, hvorefter hun går rundt til samtlige tilstedeværende og slår dem på skulderen med den. Før ceremonien er der serveret mad til ånderne, men siden de ikke har rørt den, spiser vi den med stærk og sød risvin til.

To mænd har kløvet en del brænde, som nu stables og dekoreres med forskellige mytologiske tegn. Dette brænde skal anvendes til madlavning under en ceremoni, der skal afholdes nogle uger senere, hvor man mindes de landsbyboere, som er døde det sidste års tid. Maden er til de døde.

Punan’erne holder nu en lille fest som optakt til den store ceremoni. Der serveres ris med grønsager og tørfisk, dertil risvin. Efter måltidet bliver jeg overrasket af en mand, som hælder ris i mit hår og ned ad nakken. Det er parten til de døde! En ung pige begynder at kaste grønsager efter en ung mand, og det udarter til godmodigt slagsmål.

Næste morgen tager vi afsked med Ida og starter op ad floden i to kanoer, perahu’er, hver padlet af to mand. En fjerde punan tager med uden at forlange betaling, da han skal arbejde i skoven med indsamling af rotang-stængler. Det går rask til, og snart når vi de første strømhvirvler. Mændene padler som rasende mod den stærke strøm, og senerne står frem på deres muskuløse arme. De rejser sig op i perahu’erne og stager med forbavsende sikkerhed gennem strømhvirvlerne. De værste steder må vi springe ud på klipper i floden og vente på, at mændene trækker kanoerne igennem.

Med jævne mellemrum dukker sådanne strømhvirvler op, men ellers flyder floden dovent af sted. De eneste lyde er fra fugle og insekter i skoven, samt pagajernes plasken i vandet. I åbne områder bager solen ned over os, men hvor skoven er tæt, er der dejlig køligt, og smukke lysbundter trænger ned gennem bladhanget.

Vi gør holdt for natten ved en simpel hytte, bygget af grene og med tag af palmeblade. Kogeplads og sovestilladser af grene er hævet over jorden. I hytten befinder sig allerede 5-6 mænd fra Long Ba. De tænder bål og koger ris, som vi spiser med nyfanget, stegt fisk til. Mørket falder på, og insektkoret tager til. Vi er trætte og falder hurtigt i søvn på stilladserne.

Efter morgenmaden – ligeledes ris med fisk – drager vi videre op ad floden. Vi må have fat i mere ris, hvilket bliver klaret ved at hente noget i en overnatningshytte og lægge penge i en dåse. Det viser, at risen er købt og ikke stjålet. Tyveri er dog så godt som ukendt her.

En af vore padlere låner et fiskenet for at skaffe vores dagsration af fisk. Det er et kastenet med en snor i midten, som manden holder fast i, mens han kaster nettet. Det lægger sig på vandoverfladen i cirkelform, og i netranden er fastgjort små jernringe, som tynger randen ned og derved indespærrer de fisk, der eventuelt måtte befinde sig under nettet.

Manden har medbragt nogle sten, og nu tager han en af dem og kaster den i vandet foran båden. Det synes at tiltrække fiskene. Da kanoen kommer til stedet, hvor stenen er faldet, kaster han med sikker hånd nettet ud over et stort vandareal. Det gentages, og der er fangst næsten hver gang. Manden springer på hovedet i vandet og frigør fisken fra nettet. Han fanger i alt ti fisk, nok til to dage.

På grund af fiskeriet når vi ikke langt denne dag og gør holdt ved endnu en overnatningshytte ved floden. En af mændene fanger en stor skildpadde, som kommer svømmende. Den bliver gemt til vore guiders hjemtur, og for at den ikke skal stikke af, borer han et lille hul i skjoldet med sit spyd og lænker den med en stump rotang til en pæl.

I nattens løb fanger en af mændene en junglerotte, som ristes over bålet og serveres til morgenmaden. Den smager fint!

Det meste af dagen vandrer vi ad sumpede stier og gennem vandløb. Stier er nu så meget sagt. Jeg er i hvert fald ikke i stand til at skelne dem fra den omliggende skov, men vore førere baner hurtigt og sikkert vej. Hvor vegetationen er ved at erobre ’stien’, bliver den hugget ned med parang’er, store jungleknive.

Hen på eftermiddagen når vi en lille, forfalden hytte ved en krystalklar bæk. Vore ledsagere har skåret en mængde blade af en bestemt palmeart, og dem ’binder’ de nu sammen ved at stikke små stykker af en rotang-stængel gennem dem. Så har vi måtter til at tække de gabende huller i taget. Rådne grene på sovestilladset i hytten skiftes ud med friske, og så er overnatningsproblemet løst – hurtigt og effektivt. Undervejs har vi plukket spiselige svampe fra en rådden træstamme, og dem nyder vi nu til risen og fisken.

Næste morgen starter vi opstigningen af en lille bjergryg. Det er temmelig anstrengende i den fugtige varme, men belønningen er en storslået udsigt over de lave, skovklædte bjerge, som omgiver os. På toppen gør vi et kort ophold i ly af et par store klippeblokke, tæt bevokset med blødt, grønt mos. Fra revner i klippeblokkene strømmer en ammoniakagtig lugt fra flagermusegødning os i møde. Flagermusene tilbringer dagtimerne derinde.

Vi spiser den sidste proviant og ofrer et æg til ånderne inden nedturen. Den er betydeligt stejlere end opturen, og vi må ofte klamre os til lianerne, som dækker bjergsiden. Ved foden af bjerget flyder Sungei Puti, en kølig og klar bæk. Mændene mister stien, og en tid lang må vi hugge os vej gennem den tætte vegetation. En langvarig byge gennembløder os, men den intense varme tørrer os snart igen.

Risen er just blevet høstet, og de tomme gule strå står tilbage mellem en mængde ukrudt. I markens ene ende arbejder kvinder og mænd med at tærske risen, hvilket foregår ved at trampe på den med de bare fødder.

Efter et kort hvil fortsætter vi mod landsbyen, der ligger en god times gang borte. Stien er mudret og glat efter regnen, og af og til fører den gennem forladte rismarker. Hvert andet år må man fælde et nyt stykke skov til at dyrke ris på, da jorden hurtigt bliver udpint. Landsbyen er ganske lille og består kun af et par småhuse på pæle. Vi bliver indkvarteret i et af dem og tilbringer aftenen i selskab med folkene. En ung mand underholder os ved at spille på sapæ. Vi får en aftale i stand med et par mænd, som har en perahu med påhængsmotor, om at sejle os ud til Kakus-floden.

Hen på eftermiddagen dukker en overnatningshytte op, og vore ledsagere overtaler os til at overnatte her, da der ikke findes hytter længere nede ad floden. Det viser sig at være et klogt valg. Natten bringer kraftig regn, og om morgenen er vandstanden steget så meget, at vi kan sejle med påhængsmotor.

Vi når snart frem til Kakus-floden, hvor vi ser en lille deltakrokodille (Crocodylus porosus). Før i tiden var Borneo hjemsted for store og farlige krokodiller, men de fleste af disse er forlængst skudt. Vi overnatter i en iban-landsby, hvor vi bliver underholdt af en ung mand, som spiller på sapé, mens en anden ung mand danser i takt til musikken. På en nærliggende mark overværer vi, hvordan Iban-folk konserverer en barkrulle ved hjælp af røg. Disse ruller anvendes til opbevaring af høstet ris.

Den følgende morgen sejler vi med en kineser til den lille by Tatau. Og på ugedagen for vores start fra Long Ba når vi frem til Bintulu.