Regn og dug

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sangen blev i 1971 populariseret af den engelske sanger Steven Demetre Georgiou (født 1948), der optrådte under navnet Cat Stevens. I dag kalder han sig Yusuf Islam.

Bunessan-hymner er opkaldt efter landsbyen Bunessan, som ligger på øen Mull i Skotland. I denne landsby boede Màiri Dhòmhnallach (1789-1872), på engelsk kaldt Mary Macdonald, som kun talte gælisk. Hun skrev sin hymne Leanabh an àigh til en traditionel melodi.

Billederne ovenfor viser stille regn og dug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tøjet i ældre tid, jernalderen for eksempel, var ikke særlig tæt. Vandet har silet dem ned ad ryg og bryst. Det var tilmed vaadere i de dage. Og der var mere skov. Træer holder af at linde paa hanen og sende en styrtsø ned. Hele søer hænger oppe i skoven parat til at falde, og bunden er altid fugtig. Altid vaade folk.

Og engang i endnu fjernere fortid gik ingen af kønnene med bukser, hu hej! naar det vaade vindstød fo’r paa dem og smældede i skørterne. Vaade skind er behagelige, de smyger sig. Men naar de saa tørrede paa jægeren under hans lange togter, saa gik han klædt i brædder. Maatte hjem for at faa dem blødet i urin og tygget af konen.

Eller tænk paa en jernklædt ridder i regnvejr, hvilket mas med at faa rust af rustningen.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag ligger Victoria Falls på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia, da Zambezi-floden udgør grænsen mellem de to lande. Skønt det hverken er det højeste eller det bredeste vandfald i verden, er det ikke desto mindre det største, med en kombineret vidde på 1708 m og en højde på maksimalt 108 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt, mens engelske navne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket sigter til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder.

Navnet baobab kommer af arabisk būħibāb, hvilket betyder ‘faderen af mange frø’. Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede arten under en ekspedition til Senegal.

 

 

 

 

 

Ordet paraply kommer af fransk para (‘at standse’ eller ‘at beskytte’) samt pluie (‘regn’). Ordet parasol er også fra fransk para, samt sol (‘sol’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i et kæmpemæssigt område i kystzonen, fra Østafrika via øer i det Indiske Ocean til Sri Lanka, det sydlige Indokina, det sydlige Kina , Taiwan og Japan, og derfra mod syd til Ny Guinea og Australien, samt på de fleste øer i Stillehavet.

Veddet anvendes til fremstilling af småhåndværk og redskaber, samt i Polynesien til rammer for svømmebriller. Det benyttes også som brænde, men arten er blevet sjælden i nogle områder på grund af overdreven indsamling.

Tidligere var denne plante kendt under navnene Tournefortia argentea, Argusia argentea og Heliotropium foertherianum.

 

 

 

 

 

Regnskove udgør de ældste økosystemer på kloden, af hvilke nogle har overlevet i den nuværende form i mindst 70 mio. år. De findes på alle kontinenter, med undtagelse af Europa og Antarktis. De største regnskovsområder findes i Amazon-bækkenet i Sydamerika og Congo-bækkenet i Afrika.

Skovbunden i en primær regnskov er ret åben på grund af det tætte bladhang på de høje træer, som forhindrer sollyset i at nå skovbunden. Hvis et stort træ vælter, bliver skovbunden under det hurtigt dækket af et mylder af lianer, buske og mindre træer. I bjergregnskove er træerne meget lavere, og skovbunden er oftest skjult under et tæt dække af andre planter, deriblandt ofte tykke mospuder.

Regnskovene, såvel som deres ufatteligt rige plante- og dyreliv, der rummer utallige endemiske arter, er i hastig forsvinden i disse år, da skoven ryddes af tømmerindustrien eller for at skabe landbrugsjord. Regnskovene dækkede engang omkring 14% af Jordens overflade, men gennem de sidste 200 år er dette areal blevet formindsket til sølle 6%, og biologerne advarer, at størstedelen af de resterende regnskove vil forsvinde i løbet af de næste 40 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes på adskillige lokaliteter i Appalachian Mountains i staten North Carolina, østlige USA, hvor den vokser på skråninger i lyse skove, i højder mellem 900 og 1830 m.

Artsnavnet blev givet til ære for to botanikere, George Vasey (1822-93) og hans søn George Richard Vasey (1851-1921). Planten blev indsamlet af sønnen i 1878. Den ældre George Vasey indsamlede mange planter i Illinois, inden han blev ansat i United States Department of Agriculture, hvor han blev ledende botaniker og bestyrer af det nationale herbarium.

 

 

 

 

 

Under en biltur tværs gennem Afrika oplevede vi ofte elendige veje, specielt i det vestlige Zaire. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Afrika 1980: Vanskelig rejse gennem Afrika.

I 1989, 1990 og 1993 deltog jeg i ekspeditioner til Tanzania, hvor formålet var at registrere fuglelivet i kystnære skove. Under disse ekspeditioner hændte det af og til, at vores bil kørte fast på mudrede veje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn er afledt af det tyske navn på disse planter, Rapunzel. Oprindelsen af dette navn er temmelig dunkel. Det er hentet fra eventyret Rapunzel, som blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm. Dette eventyr er en tysk version af en historie, som kan spores tilbage til en italiensk fortælling fra 1634, Petrosinella, af Giambattista Basile.

Et ægtepar bor ved siden af en stor grønsagshave, som ejes af en heks. Da konen bliver gravid, bemærker hun en grønsag ved navn rapunsel i haven og begynder at hige efter den. Hun nægter at spise andet, så hendes mand kravler over muren omkring haven for at bringe noget af grønsagen til hende. Under hans næste besøg bliver han imidlertid fanget af heksen. Hun tilbyder at give ham så meget rapunsel, som han lyster, mod at barnet overgives til hende efter fødslen. Da manden er desperat, indvilliger han.

Heksen døber den nyfødte pige Rapunsel efter planten, som hendes moder ville have. Pigen vokser op og bliver meget smuk, med langt gyldent hår. Heksen spærrer hende inde i et tårn uden dør eller trappe, med kun et enkelt værelse med et enkelt vindue. Når hun besøger Rapunsel, kalder hun fra foden af tårnet: “Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde!” – hvorefter hun klatrer op ad pigens lange, flettede hår.

En dag, da en prins rider rundt i skoven nær tårnet, hører han Rapunsel synge. Da han nærmer sig, hører han heksen kalde til Rapunsel om at lade sit hår falde. Da heksen er taget af sted, benytter han de samme ord og klatrer op ad håret. De to bliver (naturligvis) forelsket i hinanden, og efter mange prøvelser lever de lykkeligt til deres dages ende.

Så hvad har den magiske urt egentlig at gøre med slægten Phyteuma? Ikke meget, lader det til. I den italienske version af eventyret, Petrosinella, er planten persille (Petroselinum). I den tyske version er det enten Campanula rapunculus, som har spiselige blade, eller vårsalat (Valerianella locusta), der var almindeligt benyttet som salat i gamle dage. Så hvorfor navnet Rapunzel blev hæftet på slægten Phyteuma, er uklart. Skønt nogle af arterne har spiselige rødder, var det en salat, som kvinden i eventyret higede efter.

Et andet tysk navn for rapunsel er Teufelskralle (‘djævleklo’), hvilket sigter til de indadbøjede blomster hos nogle af arterne.

 

Kugle-rapunsel vokser på kalkbund på solrige græsklædte skrænter og i lyse skove. I Alperne træffes den i højder mellem 600 og 2400 m.

Andre rapunsel-arter er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Længere mod vest afløses den af to nære slægtninge, rødrygget tornskade (L. collurio) og isabellatornskade (L. isabellinus).

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til tornskaders vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løven adskiller sig også fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er omtalt på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var den også meget anvendt i folkemedicinen. I sin bog Great Herball skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Den er behjælpelig med at forsvare hjertet mod væmmelige dampe samt mod pesten og alle andre smitsomme sygdomme, mod hvilke den har stor virkning, hvis man drikker saften fra den fortyndet i en eller anden drik. (…) Den er en uovertruffen urt mod alle slags sår, både på hoved og krop, og både indvortes og udvortes, enten som saft eller som afkog af planten, eller planten eller dens rod i pulveriseret form.”

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’) fra 1911 skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “(…) Roden lugter som en gedebuk. Af denne grund kaldes planten også for boucage på fransk.” Dette ord er afledt af bouc (‘gedebuk’).

 

 

 

 

 

 

 

Vore oplevelser i denne park er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Tanzania 1989: Minderige nætter i Ngorongoro-krateret, samt Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark findes fire arter af slægten som vildtvoksende, alle præsenteret på siden Hyldest til farven gul. Den hyppigste er almindelig kællingetand (Lotus corniculatus), som er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien.

 

 

 

 

 

Ifølge en fransk legende frelste Sankt Romanus af Rouen (død ca. 640 e.Kr.) oplandet omkring Rouen fra et dragelignende uhyre, kaldt La Gargouille, som havde vinger og en lang hals og var i stand til at spy ild ud af gabet. Ifølge en version af legenden undertvang Sankt Romanus uhyret ved hjælp af sit krucifiks, hvorpå han førte det til Rouen, hvor det blev brændt. Hovedet og halsen ville imidlertid ikke brænde, da det var hærdet af den ild, som uhyret selv frembragte, så hoved og hals blev sat op på muren af en nyopført kirke for at skræmme onde magter bort.

I det 12. århundrede talte Sankt Bernard af Clairvaux (1090-1153) imod gargoyles, idet han sagde: ”Hvad gør disse fantastiske uhyrer i klostrene foran vore brødres øjne, mens de studerer? Hvad er meningen med disse urene aber, disse mærkelige vilde løver og uhyrer? Til hvilket formål har man placeret disse væsner, halvt dyr og halvt menneske, eller disse plettede tigre? Jeg ser adskillige kroppe med ét hoved og adskillige hoveder på én krop. Her er et firbenet væsen med en slanges hoved, der er en fisk med et pattedyrs hoved, og der er et dyr, som er halvt hest, halvt ged… I sandhed, hvis vi ikke rødmer ved synet af sådanne absurditeter, skulle vi i det mindste beklage, at vi har brugt midler på dem.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn kommer af bladets form, der minder om aftrykket af en løvepote. To folkenavne, Mariekåbe og Vor Frues kåbe, samt det engelske navn lady’s mantle, hentyder ligeledes til bladets form, der kan minde om lapperne i kanten af en gammeldags kvindekåbe. På tysk optrådte navnet Unser Frauwen Mantel (‘Vor Frues kåbe’) for første gang i urtebøger fra 1500-tallet.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske ord alkemelych (‘alkymi’) – et navn som planten fik på grund af dens ry som magisk plante.

Løvefods rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Slægten Strobilanthes er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art var ved europæernes ankomst til Amerika utroligt talrig i den vestlige del af kontinentet. Den blev dog jaget alt for intensivt og var nær udryddelse omkring 1900. Efter fredningstiltag er den atter blevet almindelig mange steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art producerer et giftstof gennem huden, formodentlig som værn mod prædatorer og muligvis også angreb fra mikrober. Ulig andre salamandre er den ikke afhængig af vandhuller for at yngle, men føder unger, som er jodlevende lige fra starten.

 

 

 

 

Et medlem af denne familie er den farvestrålende Rhynchoglossum notonianum, en buskagtig urt, som findes i bjergkæden Western Ghats i det sydlige Indien, fra Maharashtra mod syd til Kerala og Tamil Nadu, samt i Sri Lanka. Den kendes nemt på sine kraftigt blå blomster med gul grund, samt de stærkt assymmetriske blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen har en farvestrålende bagkrop med mønster i gult og rødbrunt. I Japan kaldes den for jorogumo, afledt af joro (‘prostitueret’) og gumo (‘edderkop’). I japansk folklore er jorogumo et legendarisk væsen, der er berømt for sin onde natur samt sin evne til at forføre. Det afbildes ofte som en edderkop, der er i stand til at ændre sig til en forførende kvinde, der lokker intetanende ofre. (Kilde: jorospider.com/jorogumo-legend)

 

 

 

 

 

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Soldug og andre kødædende planter er indgående beskrevet på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Himalaya og andre steder i Asien forårsager monsuntidens kolossale regnskyl en mængde jordskred, som ofte begraver stier og af og til skyller broer og huse bort. Mine egne erfaringer med monsuntidens ’velsignelser’ er beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Regntid i Nepal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

 

Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. lyse skove, græsmarker, langs veje og vandløb, samt på ruderater og andre forstyrrede steder. Den er et meget besværligt ukrudt i marker på grund af de dybe jordstænglers kraftige og vedholdende vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag betragtes arten som invasiv i mange områder, heriblandt Sydafrika, Brasilien, Galapagos-øerne, Sankt Lucia, Hawaii og Taiwan. I Sydafrika er al handel med frø og stiklinger af arten ikke tilladt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sortbugede trappe (Lissotis melanogaster) er stadig relativt almindelig. Den er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, hvor den kun mangler i områder med regnskov eller ørken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle. Bærrene har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev bærrene benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i i forskellige habitater, helst i fugtige områder, såsom flodbredder, langs kanaler, nær vandfald, samt i sumpe og fugtige skove, fra lavlandet op til højder omkring 1500 m. Den er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til Indonesien, Ny Guinea og det nordlige Australien, samt øer i Stillehavet.

I Nepal koges unge blade som grønsag, og de anvendes også til pickles.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nedenfor bringes en række billeder, taget under denne orkan, som er yderligere omtalt på siden Rejse-episoder – Guatemala 1998: Mayaernes land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På amerikansk kaldes arten for bull elephant’s head (‘han-elefantens hoved’) – et navn, der skyldes blomstens udseende. Dens næb er langt og spidst og bøjer opad som en elefant, der løfter snablen, mens de to sideflige minder om elefant-ører.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge en gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, mens de ifølge en anden overtro var i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus!

Troldurt-slægten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, og adskillige arter vises også på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den markante Delphinium kamaonense er udbredt i Himalaya, det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina, hvor den vokser mellem 2500 og 4500 meters højde. Andre ridderspore-arter i Himalaya er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Plantens kæmpemæssige blade anvendes ofte som paraply. Rodstænglen er spiselig efter lang tids kogning, men dens saft irriterer slimhinderne, da den indeholder nålespidse kalkoxalat-krystaller. I Hawaii kaldes planten for ’ape, og et lokalt ordsprog siger: Ai no i kaʻape he maneʻo no ka nuku. (’Den, der spiser ’ape, får kløe i munden’), hvilket i overført betydning siger, at ’der er konsekvenser ved at deltage i noget ondt’. (Kilder: S. Scott & T. Craig, 2009. Poisonous Plants of Paradise: First Aid and Medical Treatment of Injuries from Hawaii’s Plants. University of Hawaii Press; samt M.K. Pukui, 1986. ‘Ōlelo No’eau, Hawaiian Proverbs and Sayings. Bishop Museum Press, Honolulu)

 

 

 

 

 

 

I Vietnam anvendes et udtræk af arten mod forkølelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, såvel som det folkelige navn springbalsaminer, samt et af de engelske navn på disse planter, touch-me-not (’rør-mig-ikke’), skyldes måden, hvorpå disse planter spreder deres frø. Når frugten er ved at modnes, opbygges en spænding inde i den, som får den til at ’eksplodere’ ved berøring, hvorved frøene slynges ud og ofte spredes i temmelig stor afstand fra planten.

Balsamin-arter er allestedsnærværende i Himalaya, hvor de tæller mindst 50 arter, af hvilke de fleste blomstrer i monsuntiden, mellem midten af juni og slutningen af september. Som om monsunregnen ikke er nok, foretrækker mange balsaminarter at vokse nær vandfald, hvor de kan få gavn af den fugtige luft. Mange af arterne er svære at kende fra hinanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Denne art minder meget om den allestedsnærværende lav ranunkel (R. repens), men den er som regel højere, og bladfligene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel.

Artsnavnet er afledt af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med den danske benævnelse bidende – hentyder til artens skarpe smag. Alle ranunkel-arter er giftige, hvorfor græssende dyr undgår dem.

Andre ranunkel-arter er beskrevet på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne og mange andre rhododendron-arter er beskrevet på siderne Planteliv: Rhododendron, samt Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billeder af centralasiatiske gedeblad-arter kan ses på siden Planteliv: Flora i Himalaya, mens den invasive japanske gedeblad (L. japonica) er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vor hjemlige kvalkved (Viburnum opulus) er hjemmehørende i Kaukasus og dele af det vestlige Centralasien, samt i størsteparten af Europa, med undtagelse af de nordligste og sydligste dele, og den er også blevet indført til Nordamerika og andre steder.

I Ukraine er denne art et nationalt symbol og betragtes tillige som et symbol på unge pigers kærlighed og blide natur. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Viburnum)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På oldgræsk betyder slægtsnavnet ‘foder’. Ifølge Gyldendals Den Store Danske kommer navnet rapgræs måske af norsk rapp, der muligvis er beslægtet med rape (dværgbirk), på oldnordisk hrapi, eller af jysk dialekt rappe (‘lyngbusk’). Uanset hvad er forbindelsen svær at få øje på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skægget klokke (Campanula barbata), som har navn efter de lange hår på kronbladene, er almindelig i Alperne samt i østeuropæiske bjerge, og den har også nogle små sårbare bestande i Norge.