Ram lugt

 

 

Efter perioder uden regn er de nøgne træer i skarvkolonien i Vestre Remise hvide af fuglenes ekskrementer, og i solskinnet blænder de næsten. Kontrasten er voldsom, når en sort tordensky tårner sig op bag træerne. – 21. juli 1985. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaj Halberg

 

 

 

(Maj 1984)

 

 

I maj præges Vorsø af lugte. Næsten alle skarverne har nu unger, og på varme dage hænger en tung, kvalmende fiskedunst fra fuglenes gødning over øen.

På vore optællingsture i Østerskov regner det ned fra rederne med halvt fordøjede fisk, som de forskrækkede unger gylper op. Vi ved af erfaring, at man skal holde munden lukket, når man kigger opad i denne koloni! De opgylpede fisk rådner i skovbunden og bidrager til at forstærke lugten.

Efter perioder uden regn er de nøgne træer i kolonien i Vestre Remise hvide af skarvernes ekskrementer, og i solskinnet blænder de næsten. Kontrasten er voldsom, når en sort tordensky tårner sig op bag træerne.

I Vesterskov mærkes en anden lugt, gennemtrængende og hvidløgsagtig. Den kommer fra ramsløg, som dækker store partier af skovbunden her.

Denne art breder sig ofte på bekostning af skovbundens andre vækster. Det blev allerede bemærket af den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) på hans rejse til Gotland i 1741: ”Bönderne berättede om denna, att där hon växer, fördriver hon andra örter och ogräs, varpå vi ock hade ögonskenliga prov: ty under de buskar, där ramset växte, stod ingen annor ört.”

Et folkeligt navn på ramsløg er bjørne-hvidløg. Ifølge bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), skrevet i 1911 af den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945), fik den dette navn for hundreder af år siden af folk, som bemærkede, at bjørne, som var svage og udhungrede efter en lang vintersøvn, ville fylde vommen med ramsløg-blade og herved genvinde deres styrke.

Dette afspejles i plantens latinske artsnavn ursinum, som kommer af latin ursus (‘bjørn’), givet i 1758 af Linné.

De mange hvide blomsterskærme hos ramsløg er et smukt syn. Men de afblomstrer hurtigt, bladene visner, og blomsterstænglen ligger hen ad jorden. Frøene er omgivet af en olieholdig skal, som myrerne sætter pris på. De slæber frøene af sted og bidrager således til at sprede planten.

Nogle af ramsløgene i Vesterskov har ikke blot hvide blomster, men også bladene er hvide, oversprøjtede af skarvernes ekskrementer. Er ramsløg i stand til at udkonkurrere andre planter, kan den til gengæld ikke klare den ætsende gødning, og mange af de oversprøjtede planter dør.

Sic transit gloria mundi.

 

 

I Østerskov regner det ned med halvt fordøjede fisk, som de forskrækkede skarvunger gylper op. Her ses et udvalg af knapt så fordøjede opgylpede fisk, øverst fladfisken ising (Limanda limanda), nederst ålekvabber (Zoarces viviparus). – 25. april 1982. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De mange hvide blomsterskærme hos ramsløg er et smukt syn. – Vesterskov, 22. maj 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Er ramsløg i stand til at udkonkurrere andre planter, kan den til gengæld ikke klare skarvernes ætsende ekskrementer. – Vesterskov, 6. maj 2007. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Reference
Linnæus, C. 1745. Carl Linnæi Öländska och Gotländska Resa förrättad År 1741. – Ny udg. Wahlström & Widstrand, 1975

 

 

 

(Oprettet februar 2017)

 

(Sidst opdateret april 2021)