Planter i folketro og digtning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traditionelt er svampe og laver blevet anset for at være planter, men i dag betragtes de som tilhørende et særskilt rige. Da de fleste mennesker stadig betragter dem som planter, har jeg omtalt nogle få arter nederst på siden.

Finder du ukorrekte oplysninger, vil jeg være taknemmelig for at blive gjort opmærksom på dem. Denne email-adresse kan benyttes: respectnature108@gmail.com.

 

Vagn J. Brøndegaards fantastiske 4-bindsværk Folk og flora. Dansk etnobotanik. Dette værk, som blev udgivet 1978-80 på forlaget Rosenkilde og Bagger, indeholder tusindvis af oplysninger om danske planters udnyttelse, deres oprindelige og lokale navne, samt deres rolle i folketroen.

Mogens Skytte Christiansens 3-bindsværk Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora blev først udgivet i en pragtudgave på forlaget Branner og Korch i 1958, siden i en mere beskeden – og håndtérlig – udgave på Politikens Forlag i 1970. Dette værk indeholder mange interessante oplysninger om planter.

Simon Paullis Flora Danica. Det er: Dansk Urtebog, fra 1648, nyudgivet af Rosenkilde og Bagger i 1971 med indledning og kommentarer ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen. I denne bog finder man megen forunderlig og fornøjelig læsning om datidens syn på planter.

Paullis bog er inddelt i fire afsnit, et for hver årstid. Placeringen af en del af arterne efter årstid synes noget tilfældig. Nedenfor ses indledningsplancherne til hvert afsnit.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den illustrerede urtebog Neuwe Kreuterbuch fra 1588, bemærker den tyske læge og botaniker Jakob Dietrich (1525-90), også kaldt for Jacobus Theodorus, men bedre kendt under navnet Tabernaemontanus, at allemandsharnisk beskytter mod “allehånde spøgelser og onde ånder”, og løgene blev også båret som amulet mod angreb af ’urene ånder’, bl.a. af bøhmiske minearbejdere.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kvan har været benyttet medicinelt gennem hundreder af år. Tørrede rødder blev i Middelalderen anvendt mod pest. Paulli (ovenfor) skriver: ”Den Kraft oc Dyd huad sig belanger, som den allermest berømmis, elskis oc afholdis for, da er den Alexipharmaca, det er it almindeligt Raad imod Forgift, derfore saa er der neppeligen nogit bedre Raad eller fornemmere Urt imod Pest til at bortdrifue den med, end denne fornæfnte Angelicke, dersom mand tager hendis Rod, som er tørret oc stødt til Pulver.”

Den blev også anvendt mod alskens indvortes sygdomme, lungebetændelse og meget andet. – I sin urtebog Paradise in Sole, fra 1629, priser den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) kvan fremfor alle andre lægeurter.

Rodstængel, blade og frø er gode mod tarmluft, mavebesvær og slim, og i den moderne urtemedicin anbefales den mod forskellige hjertelidelser, halsbrand, forkølelse, hoste, feber, lungehindebetændelse, rheumatisme, psoriasis samt sygdomme i urinvejene. Planten indeholder en æterisk olie, som er bakteriedræbende.

Slægtsnavnet kommer af latin angelicus (‘engleagtig’), oprindeligt fra oldgræsk angelos (‘budbringer’). Det blev først anvendt for kvan i Middelalderen i formen angelus herba (’engleurt’). I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt kaldis Engel-Rod eller Hellig-Aands-Rod, oc det for sine fortreflige Kræfters oc Dyders skyld, saasom at enten den Hellig Aand selfuer eller Englene hafde aabenbarit det menniskelige Kiøn denne Vext oc lægesom Rod.”

Artsnavnet, afledt af oldgræsk archos (‘leder’), går endnu videre, idet det skulle have været selveste ærkeenglen Gabriel, der bragte kendskabet til denne urt til menneskene. En anden legende fortæller, at planten blomstrer på dagen for ærkeenglen Michael (8. maj efter den gamle julianske kalender, 18. maj efter den gregorianske kalender), og af den grund blev den betragtet som en beskytter mod onde ånder og heksekunst. Det danske navn er afledt af det gamle nordiske navn på planten, hvönn. Et ældre dansk navn var ædelurt.

Det tidligere artsnavn er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Unge stængler og bladkviste af kvan spises rå eller kogt, specielt på Færøerne og i Grønland: ”Kvanen er meget efterspurgt af grønlænderne, som spiser de unge stængler i rå tilstand, ofte foretages lange udflugter til lands eller pr. båd for at indsamle planten, og man kan altid være sikker på, når man rejser rundt i fjordene, at grønlænderne har kvanstilke med, når de kommer om bord, hvis det har været muligt at finde nogen.” (Kilde: Grønland, 1954, s. 112)

Stængel og frø anvendes som smagsstof i slik, og kandiserede stængler spises af franskmændene. Rødderne, som har et stort sukkerindhold om efteråret, graves op og koges. Angelikrod var engang en vigtig ingrediens i karteusermunkenes berømte likør, chartreuse. På grund af deres aroma anvendes tørrede blade i fremstillingen af humlebitter.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, men arten er dog mere almindelig i åbne områder som skovkanter, hegn, markskel og randen af moser.

Medicinsk er planten blevet benyttet som en ringere erstatning for kvan mod forskellige lidelser som lunge- og åndedrætsbesvær, rheumatisme og ligtorne. I Irland tyggede man roden før morgenmaden, hvilket skulle kunne helbrede hjertebanken og fremskynde urinering. Den blev også anvendt mod epilepsi og vandskræk.

En gul farve kan udvindes af planten. I England anvendte børn tidligere den hule stængel som pusterør.

En nær slægtning, kinesisk angelik (A. sinensis) – på kinesisk 當歸 (‘kvindelig ginseng’) – er meget benyttet i kinesisk urtemedicin, hovedsagelig til behandling af menstruelle problemer, men også fx leverlidelser, hårtab, iskias og helvedesild. Roden er ofte ingrediens i kinesisk madlavning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oprindelig hed skarntyde Cicuta på latin samt på adskillige sydeuropæiske sprog, men da dette navn også anvendtes for en anden giftig skærmplante, gifttyde (Cicuta virosa), besluttede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) at navngive skarntyde Conium efter plantens oldgræske navn koneion, der kommer af konas, at ’hvirvle rundt’, idet den forårsager svimmelhed og død efter indtagelse. Arten virker bedøvende og krampestillende, idet den lammer bevægelsescentrene. Af denne grund blev den anbefalet som modgift til forgiftning fra stryknin og lignende gifte. Den blev også anvendt mod stivkrampe og andre kramper, rabies, tandfrembrud hos børn samt epilepsi på grund af knækkede tænder. Inhalerede skarntyde-dampe sagdes at kunne lette bl.a. bronchitis-hoste, kighoste og astma.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), anbefalede denne urt mod udvortes behandling af herpes. I Middelalderen blev skarntyde smurt på kræftsvulster, og blandet med betonie og fennikelfrø blev den benyttet mod rabies.

Skarntyde har førhen forårsaget dødsfald, fordi dens rod blev forvekslet med pastinakrod. Man udnyttede også giften ved at lade nødder opsuge saften, hvorefter man lagde dem i markmusenes indgangshuller.

Den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.) blev anklaget for at indføre nye guddomme og fordærve ungdommen, og han dømtes til at begå selvmord ved at drikke skarntydesaft. Hans sidste minutter er skildret i Phaidon af den græske digter Platon (ca. 428-348 f.Kr.):

”(…) kom tilbage med fængselsvagten, som skulle give Sokrates giften, der var tillavet i et bæger. Da Sokrates så manden, sagde han: “Nu vel, min bedste, du forstår dig jo på disse ting, hvad har jeg da at gøre?”

“Intet andet,” svarede han, “end at drikke det og så gå omkring, indtil du føler en tyngde i dine ben, og da lægge dig, så vil det virke.”

Og Sokrates tog det, og ganske rolig og uden at skælve eller skifte farve eller mine så han på manden med sine store, dybe øjne, som han plejede, og sagde: “Hvad mener du om at ofre noget af denne drik til en gud, er det tilladt eller ikke?”

“Vi tillaver netop så meget, som vi anser det passende at drikke,” sagde han.

“Jeg forstår dig”, sagde Sokrates, “men at bede til guderne, det er dog vel både tilladt og sømmeligt, om at flytningen herfra til hint sted må blive lykkelig. Derom beder jeg da, og gid det måtte ske!”

Med disse ord førte han bægeret til munden og tømte det raskt og fornøjet. (…) Efter at han nu havde gået omkring en stund, sagde han, at hans ben begyndte at blive tunge og lagde sig derfor på ryggen. Nu følte manden på ham og undersøgte med korte mellemstundcr hans fødder og ben, derefter trykkede han hårdt på hans fod og spurgte ham, om han mærkede det. Sokrates sagde nej. Derefter gjorde han det samme med læggene og videre opover og viste os, at han blev kold og stiv.

Sokrates mærkede også selv efter og sagde, at når det kom til hjertet, da ville det være forbi. Allerede var underlivet koldt, og da tog han det dække af, som han havde haft over sit ansigt, og sagde sine sidste ord: “Kriton, vi skylder Asklepios en hane; I må betale denne gæld og ikke glemme det!”

I Oldtidens Grækenland var det skik at ofre en hane til lægeguden Asklepios, når man var blevet rask efter en sygdom. I dette tilfælde havde Sokrates nu forladt det skrøbelige, sygelige liv og var blevet helbredt til evigheden.

Skarntydesaft anvendtes som giftdrik langt op i tiden. Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) kendte også til dens virkning: “Drikker man hende, da må man døe.” Endvidere udtaler han: ”Gnider Mø sine Bryster med Saften, stivner de og forbliver saadan” (dvs. de vokser ikke). Endvidere hævder han: ”Gnedet oven for Penis hæmmer Saften Lyst til Kvinde og fordærver al den Sæd, hvoraf Barn skal Fødes.”

I en lægebog fra 1546 anbefaler en anden urtelæge, Henrik Smid (ca. 1495-1563), saften til munke og nonner, da den holder dem kyske.

Endnu en dansk urtelæge, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”Anaxalius lærer, at dersom en Pige eller Møe med Skarntyde-Saft tijt vil smøre sine Bryste eller Patter, det første de begynde at voxe oc blifue store, da blifue de der efter ickun temmelig store (…) under de giennemskinnende Flor. Ja, somme dempe ocsaa hermet Diet udi Barsels-Quinders Bryst. Men det er icke it ret synderlig trygt Raad.”

Det kan man jo kun give Paulli ret i. På moderne dansk betyder teksten, at skarntydesaft blev smurt på ammende kvinders brystvorter, når børn skulle vænnes fra – en noget rabiat metode, da børnene nemt kunne blive forgiftet.

Paulli fortsætter: ”Naar den udvortis paa en deel Skader blifuer lagt, giør den it Menniske all sin Lifs Tijd suagt oc skrøbeligt.”

I bogen Art of Simpling skriver den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole: “Hvis æsler æder skarntyde i større mængder, falder de i så tung en søvn, at de synes døde. I flere tilfælde har ejeren så flået skindet af dem, men efter at skarntydens virkning aftog, vågnede æslerne atter op, til ejerens store forbløffelse og sorg.”

Artsnavnet maculatum betyder ‘plettet’ og hentyder til de rødlige pletter på stænglen. Ifølge en kristen legende repræsenterer disse pletter det mærke, som Kain fik sat i panden efter mordet på Abel.

Navnet skarntyde benyttedes førhen for en række skærmplanter, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris). Endelsen ’tyde’ er beslægtet med ’tud’, som kommer af gammeltysk Tute, der betyder rør, fløjte eller tudehorn. I gamle dage skar børn fløjter af stænglerne af vild kørvel. Tog de fejl og skar fløjterne af den ægte skarntyde, kunne de nemt blive forgiftet. Forstavelsen skarn- hentyder til, at arten førhen ofte voksede nær møddinger og andre ildelugtende steder.

Navnet hundekeks kommer af det svenske navn på vild kørvel, käx, der måske hentyder til skærmens lighed med en primitiv øsekurv til fiskefangst, på norsk kjeks, på dansk kejs. Forstavelsen hunde- er nedsættende. Navnet odurt kommer af oldnordisk oðr, hvilket betyder ’rasende’ – en hentydning til giftens virkning.

 

 

 

 

 

 

 

Alle dele af planten er spiselige og anvendes som føde over det meste af verden. De stærkt duftende friske blade spises som grønsag, og de tørrede frø er et meget anvendt krydderi, både hele og stødte, specielt i det indiske køkken, hvor det kaldes dhanya. Koriander er en af hovedingredienserne i den populære krydderblanding garam masala. Roden anvendes i thai-køkkenet.

Siden 1610 har karmelitiske munke fremstillet såkaldte karmeliter-dråber – en likør, som indeholder bl.a. koriander. Allerede i 1800-tallet var importen af arten til Danmark betydelig. I 1880’erne solgte københavnske apoteker årligt ca. 2 tons frø.

I Californien er bladlus et alvorligt skadedyr i økologisk dyrkede salatmarker. Eksperimenter har vist, at koriander, som blev plantet mellem salatplanterne og fik lov til at blomstre, tiltrak en mængde svirrefluer, hvis larver æder op mod 150 bladlus om dagen. (Kilde: E. Brennan. Efficient Intercropping for Biological Control of Aphids in Transplanted Organic Lettuce, lånt fra articles.extension.org)

Slægtsnavnet (og dermed det danske navn) stammer fra oldgræsk koriannon (’stinktæge’) – et navn, som planten sandsynligvis fik på grund af dens meget kraftige duft.

Koriander har været anvendt medicinelt i mindst 3000 år. Siden Middelalderen blev frøene i Danmark anvendt mod utallige lidelser, bl.a. mavebesvær, hovedpine, epilepsi, hævede testikler, koldfeber (malaria), diarré, indvoldsorm, hudproblemer, højt kolesterolindhold i blodet, blæner i munden, blodmangel samt sukkersyge. Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver: ”(…) naar Hiernen blifuer besuærgit aff det Veyr, som staar op aff Mafven, hvilket dette Coriander-Frøe treffeligen bortdrifuer.” Alkohol med koriander blev smurt på rheumatiske led og muskler.

 

 

 

 

 

 

 

I Nordamerika og Australien har den invaderet åbne græsklædte områder, enge, vejkanter, brakmarker, ryddepladser og degraderede prærier, og den fordriver ofte indfødte planter. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) : “(…) autoriteter siger, at den er den dyrkede gulerod, som er rendt løs. Hvis det er tilfældet, er den rendt langt og alle vegne. Den synes ikke at bryde sig det mindste om valget af habitat. Den trives på udyrket land af enhver slags, så længe der ikke er for megen skygge.”

Nogle autoriteter påstår, at gulerod er opdelt i 13 underarter, 12 vilde samt en dyrket, sidstnævnte med underartsnavnet sativus. Den oprindelige vilde underart, carota, har en tynd, hvidlig rod med en bitter smag, som gør den uspiselig. Det antages generelt, at den dyrkede purpurfarvede form, der indeholder røde antocyaniner, opstod i Afghanistan og senere blev dyrket i Afghanistan, Rusland, Iran, Pakistan og Tyrkiet. Sammen med en gul varietet blev den purpurfarvede spredt til Middelhavsområdet og Vesteuropa omkring 1000-1300 e.Kr., samt til Kina, Indien og Japan omkring 1300-1600. Den orange form, som indeholder caroten, opstod sandsynligvis et eller andet sted i Europa gennem gradvis selektion inden for populationer af den gule varietet. De hollandske typer Lang Orange og Horn dannede basis for de orange gulerodskultivarer, der i dag dyrkes overalt i verden. I Asien har de stort set erstattet de purpurfarvede og gule typer, dels på grund af større ydeevne, dels som modefænomen. (Kilde: cabi.org)

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daukos, et ord, der først blev hæftet på planten af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon, for at adskille gulerod og pastinak, der oprindelig havde samme navn. Artsnavnet, af oldgræsk karoton (‘gulerod’), forekommer først i skrifter af den græske retoriker og grammatiker Athenaios fra Naukratis (ca. 170-220 e.Kr.). Et ældre dansk navn, karotter, er afledt af det franske carotte. I dag hentyder ordet karotter til en bestemt type gulerødder.

Oprindelige danske navne omfatter morod, afledt af et germansk ord for spiselige rødder, samt fuglerede og fuglebo, der hentyder til frugtstanden, som efter blomstring bøjer stilkene opad, så de danner noget, der med lidt god vilje ligner en fuglerede. Det bornholmske tæprava, afledt af tæppa (‘lukke’) og rav (‘røv’) sigter til artens anvendelse mod diarré. Ordet gulerod kendes først fra omkring 1622. Formentlig var nogle af de først importerede gulerødder af den gule type.

Et amerikansk navn på den vilde gulerod er Queen Anne’s lace (‘Dronning Annes kniplinger’), hvilket sigter til blomsterstanden, der godt kan minde om blonder. Den Anne, der tales om, er muligvis Dronning Anne af Storbrittanien (1665-1714), eller måske hendes oldemor, Anne (Anna) af Danmark (1574-1619), som blev gift med den engelske konge James Charles Stuart (1566-1625). Dengang var blonder og kniplinger prominente i finere klæder.

I centrum af hver skærm findes en enkelt eller nogle få røde eller purpurfarvede blomster. Efter legenden opstod de, da Dronning Anne stak sig på en nål, mens hun syede blonder. En biologisk forklaring går ud på, at de røde blomster tiltrækker insekter, men det holder ikke vand. Andre skærmplanter, som kun har hvide blomster, besøges lige så flittigt af insekter. Som Spencer (ovenfor) udtrykker det: “Hvad fik gamle Moder Natur til at prøve på at gemme dette purpurfarvede systing midt i hvert af dronningens snehvide kniplingsarbejder?” 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst. Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.

Et andet gammelt folkenavn for bjørneklo er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.

Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler roden opblødt i salt som urindrivende middel, og anvendt i maden er den god mod koldpis (besvær med vandladningen). Andre af Middelalderens læger anvendte den kogte rod i omslag, især til behandling af hævelser i lever, milt og livmoder.

Kæmpe-bjørneklo stammer fra Kaukasus-bjergene og Centralasien. I 1800-tallet blev den indført som prydplante til Europa, og senere til USA og Canada. I Danmark optræder den fra omkring 1835. Den er i dag blevet naturaliseret utallige steder, mest i vådområder, hvor den på grund af sin kraftige vækst udkonkurrerer indfødte arter. Ydermere er dens saft giftig for den menneskelige hud, og ved berøring kan den fremkalde blæner og infektioner. I mange lande kontrolleres arten ved hjælp af herbicider – det eneste kendte effektive middel til at begrænse den.

I digtsamlingen Min Have, fra 1922, fortæller Knud Wiinstedt (1878-1964) om den blomstrende bjørneklo:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om bestøvningen af slægten Asclepias.

“(…) de har en af de mest distinkte blomster i planteriget. Den er lavet med det formål at narre insekter, så krydsbestøvning bliver sikret. (…) insekter, som forsøger at få fat i nektar fra blomstens skåle. Der er fem af disse skåle i hver blomst, og de hænger sædvanligvis med åbningen nedad. De er meget glatte, og en fod af et insekt, som forsøger at lande på en af dem, vil uvægerligt glide og ender derved i en spalte mellem to af skålene. Dette er nøjagtigt, hvad der skulle ske; netop af denne grund er blomsten opstået. I spalten ligger den hanlige del af blomsten i en sådan stilling, at den aldrig kommer i kontakt med det hunlige organ, medmindre han bliver trukket ud og derpå trukket ind igen. Foden af insektet glider altså ind i spalten, hvor den sidder fast, som var den mellem to små, stærke tråde. Hvis insektet er stærkt nok, vil et ryk eller to bringe foden ud igen, og sammen med den to små pollenposer, som rider på insektets ben til den næste blomst, hvor foden atter glider ned i en spalte, men denne gang medbringende de to poser med pollen (…) som lander lige netop på hunorganets støvfang. Der bliver poserne hængende og udfører det job, som de er beregnet til (…). Det er selvfølgelig muligt, at insektets ben kommer ud af sprækken i blomst nummer to med endnu to pollenposer fastgjort til det som to små sadeltasker (…) det kræver et stærkt ben at udføre dette arbejde, og stærke insekter kan til tider ses med adskillige pollenposer på deres ben. Hvis insektet ikke er stærkt nok, betaler det dyrt for en mundfuld nektar. (…) er det ikke i stand til at betale for nektaren gennem at transportere pollenposerne til den næste blomst, bliver det hængende, indtil det dør (…).”

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige vedbend (nedenfor), afledt af proto-indoeuropæisk ghed (‘at gribe fat om’). Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’), hvilket hentyder til de slyngende og bøjelige stængler. Folkelige navne omfatter vintergrøn, immergrøn, rendekælling, ræveløv, af reve (‘ranke’), samt efeu, fra tysk Efeu, af ukendt oprindelse.

 

Urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at de tørrede og pulveriserede blomster, samt et afkog af bladene, kurerer blodsot (dysenteri). Knuste frø indtaget med vin uddriver sten. Gnides håret med vedbend, farves det sort.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Bærene, som voxe på dette slags Vedbende-Træ, skal være den gemeene Mand commenderede [anbefalet], at de af dennem tørrede og stødte til Pulver saa meget som it quintin [ca. 4 g] udi Cardobenedict-Vand [benediktinertidsel, Cnicus benedictus], Morgenfro-Vand eller Scabiosis-Vand gifue dennem ind, som aff huer andendags Kaaldesiuge [malaria] hafue ont (…). Ja, efterdi at de veldeligen uddrifue Sueden, ere der oc nogle aff den gemeene Mand, som paa bemelte Maneer oc Maade bruge disse Bær mod Pest.

Disse samme Vedbendis-Bær skal de ocsaa lade sig være commenderede (…), som Tiderne icke ville flyde for [ophørt menstruation], oc giøre deris naturlige Verck, at de da to, tre eller fire aff disse Bær tørrede oc til Pulver stødte inddricke udi Byncke-Vand, oc komme saa megit Safran dertil som et eller to Bygkorn.

Om mand disse bemelte tørrede oc pulveriserede Bær tager oc legger udi et skiert [rent] Linklæde, da holdis de for at drifue Tiderne; ja icke alleniste dennem, men endocsaa Efter-Biurden at fremlocke, om de ellers udi Quindernis hemmelige Steder blifue indtryckte. (…)

Den Lud [harpiks], som blifuer lecket igiennem Quistene, er god for Haaret, som løber aff [god mod håraffald], dersom mand dermed toer [vasker] Hofuedet. Men er Haaret tilforne guult, da giør den, at det sin Farfue forandrer, saa at det, som tilforn var guult, blifuer sort.

Ellers huad sig Saften belanger, som aff de smaa Grene udgaar (…), da er det vist, at dersom den blifuer smurt paa de Steder, som Lus oc Gnidder [lusenes æg] ere, da døder den dennem strax (…).”

Førhen indgik vedbend flere steder i Danmark til behandling af en ko, der lige havde kælvet, og som ikke ville slippe efterbyrden. På Fyn kogte man bladene i øl og gav det til koen, mens bladene på Møn blev kogt i øllebrød. I Sydslesvig sagde man, at koen skulle æde blade taget fra nordsiden af et hus og lagt mellem to skiver brød.

I den græske mytologi var vedbend tilegnet vinguden Dionysos og symboliserede livsglæde og lystighed. Hans tilhængere pyntede sig med løv af vin og vedbend, og digtere bar kranse af vedbendblade om panden.

Vedbend optræder adskillige steder i poesien. Adam Oehlenschläger (1779-1850) siger: “Kvinden er en Vedbend-Ranke, vristet fra sin Eg, naar Manden svigter.” Steen Steensen Blicher (1782-1848) udtrykker sig således i digtsamlingen De danske Træer, fra 1844: “Se Immergrønt, det lille Skravl, smukt klæder, skærmer Husets Gavl.”

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ginseng har været anvendt i den traditionelle medicin i tusinder af år. De mest populære arter er kinesisk ginseng (P. ginseng) og amerikansk ginseng. Den første brug af ginseng i kinesisk medicin nævnes i den kendte klassiske urtebog 神農本草經 (Shen Nong Ben Cao Jing), som blev nedskrevet omkring 200 e.Kr. Dens oprindelse tilskrives den berømte kejser og urtelæge Shen Nong, der regerede omkring 2750 f.Kr. I denne bog siges det: “Ginseng er et styrkende middel for de fem indvolde, den neddæmper de dyriske instinkter, stabiliserer sjælen, modvirker angst, uddriver onde energier, forbedrer synet (…) og forlænger livet.”

I dag tages ginseng mest for sine stimulerende og styrkende egenskaber, idet den forbedrer immunforsvaret, bevirker større fysisk udholdenhed, og behandler kronisk infektion, sukkersyge, hovedpine opstået som følge af udmattelse, depression, samt, indtaget sammen med Ginkgo biloba, demens. Den betragtes også i vide kredse som et glimrende potensfremmende middel, idet den modvirker impotens, igen indtaget med Ginkgo.

Amerikansk ginseng blev benyttet af adskillige amerikanske indfødte folk mod bl.a. hovedpine, ørepine, feber, mavebesvær samt kvindelig ufrugtbarhed, og også som potensfremmende middel. Creek-folket anvendte den mod lungelidelser, Chippewa-folket til at forlænge livet hos døende.

Naga-folket i det nordøstlige Indien tørrer og støder roden af Himalaya-ginseng (P. pseudoginseng) og indtager dette pulver mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og tillige som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

Blandt adskillige amerikanske stammefolk blev amerikansk ginseng betragtet som en magisk urt. Creek-folk bar roden på sig til at bortdrive onde ånder.

I dag er både kinesisk ginseng og amerikansk ginseng yderst sjældne som vildtvoksende, idet de har været genstand for overdreven indsamling. Den amerikanske art er måske uddød i vild tilstand. Begge arter bliver dog dyrket mange steder, så de er ikke i fare for at uddø.

 

 

Nedenstående linjer var de første, jeg stiftede bekendtskab med i oldtidskundskab i gymnasiet:

 

 

Arten var også meget anvendt til at standse næseblod. Den engelske urtelæge John Parkinson (1567-1650) skriver, at hvis røllike ”stoppes op i næsen, standser den helt sikkert næseblod.”

I Martin A. Hansens (1909-55) underfulde roman Lykkelige Kristoffer (1945), der handler om en flok døgenigte og eventyreres oplevelser i det krigshærgede Halland i 1500-tallet, fortæller klerken: ”Ingen Urt stiller Blod og heler Kød som Rølliken. Jeg kendte en Bonde fra Hunnested. Han snublede i sin Le, saa Æggen skar hans Næsebrusk af lige neden for Benet. Han plukkede en Nævefuld Røllike, gik til sit Hus og sagde: ”Gumme, hak den her Røllike sammen med lidt usaltet Spæk, mens jeg holder paa Næsen.” Saa bandt de Næsen til og dækkede den med Røllikesalven, og fire Uger efter var Næsen hel igen.”

Svenskeren C. F. Hoffberg skriver i Anwisning til Wäxt-Rikets Kännedom (1792): “Rölleka på åkerrenar är af stärkande och sårläkande kraft. Blommorne och örtbladen brukas som thee emot blodspottning, för mycken rening och afslaget hos fruentimmer samt i synnerhet emot öpna gyllenådren [hæmorroider]. Såsom stärkande lägges den bland andre kryddor på bränwin. Lima-dalbonden lägger den under gäsningen på ölet, at förbättra smak och styrka. Färska örtbladen stötte bruka landtboar på sår, som deraf renas och läkas.”

Højlandsfolkene i Skotland fremstiller stadig en salve af røllike, som anvendes til at smøre på sår.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) nævner arten som et godt middel mod kramper, mens Parkinson (ovenfor) anbefaler, at man drikker et afkog af planten mod koldfeber (malaria). På Ringkøbing-egnen blev arten i 1800-tallet anvendt mod brystlidelser, deraf folkenavnet brystnellike, og på Bornholm mod diarré, deraf navnet røvsnerpa.

Micmac-folket i det nordøstlige Nordamerika tyggede stænglerne eller kom dem i retter for at fremkalde svedeture mod feber og forkølelse. De stødte også stænglerne til en masse, som blev smurt på sår, insektstik, slangebid, hævelser og forstuvninger. Blandt andre amerikanske folk blev bylder badet med et udtræk, ligeledes betændte øjne og sprukne hænder. Dette udtræk blev drukket mod feber, kolik og fordøjelsesbesvær, og det blev betragtet som blodrensende og urindrivende. Bladene blev stukket i ørene for tandpine, og kogte blade blev bundet om gigtsmertende lemmer. Et afkog af blomsterne blev anvendt indvortes mod maveonde samt lever- og nyrelidelser, udvortes mod kløe. Roden blev tygget mod forkølelse.

Den dag i dag anvendes røllike som middel mod fx forkølelse, influenza, feber, ru hals, forhøjet blodtryk, menstruelle kramper samt infektioner. Endvidere virker den vanddrivende og stimulerende på fordøjelsen. På Orkneyøerne drikker man rølliketé mod melankoli.

I det 17. århundrede blev røllike anvendt i salater, selvom den har en bitter og skarp smag. Den har også været brugt som snus. I Danmark og Sverige blev arten førhen benyttet som tilsætning til øl i stedet for humle. Linné fandt, at øl brygget med røllike havde en kraftigere virkning end øl brygget med humle. I begge lande blev røllike kaldt for jordhumle, i Sverige tillige backhumle og i Danmark gedebrygger.

Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket måske indikerer, at disse blev anvendt medicinsk. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

Artsnavnet millefolium betyder ‘tusindbladet’ på latin, hvilket – i lighed med de danske navne tusindgod og tusindblad – hentyder til de findelte blade. Folkenavnene sødgrød og sødvælling sigter til varieteten sudetica, der har rødlige blomster, hvis farve minder om nogle former for grød. Det midtjyske folkenavn fattigkarl hentyder til de grålige blomsterstande. Navnene jordhumle og gedebrygger og mange andre sigter til, at arten blev anvendt i ølbrygning. Noget tyder på, at den ikke var særlig god til dette formål, da forstavelsen ged er nedsættende. Navnet kattepersille skal ligeledes forstås nedsættende, mens téblomst skyldes, at den blev anvendt som té.

I en kinesisk spådomsmetode dannes hexagrammer ved at kaste pinde, fremstillet af røllikestængler – en metode med vilkårligt udfald, som anvender I Ching (‘Forandringens Bog’), der består af 64 hexagrammer, alle bestående af seks linjer, som hver især er enten yin (mørke kræfter) eller yang (lyse kræfter).

I romanen Cold Mountain, fra 1997, nævner den amerikanske forfatter Charles Frazier (født 1950) en gammel overtro, som var knyttet til røllike. Hvis dens blade duftede skarpt som faldende sne, var det et tegn på, at vinteren ville blive hård.

I gamle dage mente man, at røllike var en af Den Ondes urter, og den blev anvendt i spådomme med trylleformularer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), skriver, at matrem er virksom mod betændelse. I Middelalderen blev arten også benyttet mod bl.a. forstoppelse og andet fordøjelsesbesvær, migræne og anden hovedpine, feber, tandpine, vattersot (vand i kroppen), gigt, hysteri, nervøsitet og depression.

I dag anvendes matrem mest mod migræne, men også til behandling af allergier samt uregelmæssig menstruation. Drukket i honning- eller sukkervand skulle den være god mod hoste og åndedrætsbesvær. Opløst i alkohol kan den anvendes til at holde stikkende insekter borte.

En overgang var matrem placeret i slægten Pyrethrum, som kommer af oldgræsk pyr (’ild’), hvilket hentyder til rodens stærke smag. Det mærkelige danske folkenavn bertram, fra omkring 1700, er en fordanskning af Pyrethrum, mens fibrifuga er en forvrængning af det latinske febrifugia (’feberstillende’).

Navnet matrem har intet med ’rem’ at gøre, men udtales ’mah-trem’. Ordet kommer af latin matricis (’moders liv’), hvilket hentyder til, at arten i Antikkens Rom blev anvendt mod livmodersygdomme – samt desuden til fosterfordrivelse! Denne brug var kendt af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte planten for Matricaria parthenium, da han regnede den for en kamille-art.

Folkenavnene madam, moderurt, jomfruurt og jomfrugrønt er afledt af matrem, mens savleurt hentyder til, at man tyggede på bladene for at stimulere spytproduktionen. Navnet strøblomst skyldes, at man strøede planten på gulvet for at sprede vellugt, mens lugtefis, fra Nordsjælland, også hentyder til plantens duft – men med en lidt anden betydning!

I sin Flora Danica fra 1648 omtaler den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne lugt. Han siger, at for bier er ”Martrem dennem allervederstyggeligst: Thi der skrifuis om den, at dersom mand vil forjage oc bortdrifue Bierne, da kand mand det giøre formedelst denne Martrem, dersom mand vil ofuergnie Bikuberne med den. Herfore skal Quindfolck oc de som ere sangvinei oc blodrige aff deris Nature (huilcke Bierne heldst og mest sticke), naar de gaae udi Hafverne (…) oc ville icke, at Bierne skal sticke dennem, giøre sig Urtekoste aff Martrem oc gaa med i Hænderne, saa blifue de vel fri for deris Sting.”

Matrem blev tidligere anvendt som krydderurt i supper, på æggekage m.m. Den blev også benyttet til garvning, og det var meget brugt at lægge den mellem klæderne for at sprede velduft samt for at holde insekter borte.

Førhen var der megen overtro forbundet med matrem. I 1700-tallet sagde man, at hvis mælken, fløden eller smørret var forhekset, skulle man gnide køernes yver med matrem. Hvis en pige, som ikke var jomfru, lugtede til matrem, skulle hun straks tisse. En gravid kvinde, som lugtede til planten, ville føde et rødhåret barn. Man mente også, at hvis man plantede matrem rundt om sit hjem, ville den rense luften og holde sygdom borte. Et sønderjysk rim sagde:

 

Blandt amerikanske indfødte blev en té, brygget på blade og topskud af den nært beslægtede rejnfan (Tanacetum vulgare), regnet for styrkende. Et udtræk af denne art blev endvidere anvendt som brækmiddel, til at rense sår, til at regulere menstruation, mod blodig diarré, samt som sveddrivende middel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Om plantens egenskab som vanddrivende middel skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”(…) at de, som hafue den slemme Vane , at de pleye at pisse under om Natten, de skal holde sig fra denne Urt oc hendis Brug, oc det aff den Aarsag, at den først veldigen drifuer Pisset, dernæst giør ocsaa, at de som den bruge, falde udi en dyb Søfn, huorfor Franzoserne med all Rette kalde denne Urt Pisse en Lit (…), det er: Pisse i Seng.”

Førhen mente man, at mælkebøttens rod kunne fjerne pletter på øjnene. Paulli skriver: ”Den kunde vel oc bequemmeligen kaldis Øyen-Rod, aff den Aarsag, at dersom denne Rod, naar den om Sommeren, naar Solen gaar i Jomfruen, huilcket skeer om Bartholomei Tid [Sankt Bartholomæus Dag, 24. aug.], opgrafvis, blifuer hengt om Halsen paa it Menniske eller Quæg, som Pletter udi Øynene hafuer, da forsvinde de strax underligen. Disse er Hier. Bocks Ord.” [Hieronymus Bock (1498-1554), tysk læge og botaniker]

Blandt Kiowa-folket i USA blev et afkog af blomsterne indtaget af kvinder med krampagtig menstruation, mens Tewa-folket rørte knuste blade ud i vand til en masse, som blev bundet omkring arm- og benbrud. Af roden blev fremstillet en mildt afførende drik, der også blev indtaget mod hoste og brystsmerter, samt til at fremme mælkeproduktion hos kvinder.

I nutidens urtemedicin benyttes friske blade som vanddrivende middel, mod lever- og nyreproblemer, mod fordøjelsesbesvær samt som et mildt afføringsmiddel. Forskning antyder, at mælkebøtte muligvis modvirker osteoporose og Alzheimers syndrom, og den er et effektivt middel mod bronchitis og lungebetændelse. Et stærkt afkog af planten anvendes mod galde- og nyresten.

Tamang-folket i Nepal drikker et afkog af bladene mod smerter i kroppen. Andre steder i Nepal anvendes rodsaften mod mavebesvær.

Mælkebøtte har ofte ukønnet, såkaldt apomiktisk formering, hvilket har resulteret i hundredevis af småarter. Det nu ugyldige latinske artsnavn densleonis, i lighed med det danske løvetand, hentyder til de takkede blade, der hos nogle af småarterne ligner løvetænder.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse.

Navnene Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkællingmælk og mange andre sigter til den bitre mælkesaft. Den danske forfatter Hilmar Wulff (1908-84) skriver i bogen Vejen til Livet (1947), at mælkesaften ”ser saa tiltalende ud, men smager saa bittert, som Fanden selv vist i Virkeligheden.”

Unge blade har et højt indhold af c-vitamin og anvendes som salat, og de kan også koges som grønsag eller tilsættes suppe. I Wales finthakker man den toårige rod og blander den med bladene i salater. Førhen fremstilledes ofte vin af blomsterne, og af den tørrede og pulveriserede rod blev fremstillet erstatningskaffe.

Piger fletter ofte kranse af de blomstrende stængler og sætter dem rundt om håret. Det er også en yndet leg blandt børn og voksne at prøve på at puste alle frøene af en mælkebøtte på én gang. Alle mulige spådomme var førhen forbundet med evnen til at puste frøene af. Et enkelt eksempel er fra digtet Det evige Foraar fra 1917 af Thorkil Barfod (1889-1947):

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev dyrket på grund af sine bær, der indeholder 4-6 % citronsyre og masser af c-vitamin. De minder i smagen om citron og blev derfor anvendt som substitut for denne frugt, der dengang var en importeret luksusvare. I tidsskriftet Jydernes Ven (1797-98), står at læse: ”saa det var at ønske, at den stakkels Landmand, som ellers maa undvære Citroner og nyder saa lidt til sin Vederkvægelse, kunne blive anvist til at saa og plante denne Buskvækst omkring sin Mark.”

Man begyndte imidlertid at bemærke, at på de steder, hvor man dyrkede berberis i nærheden af korn, blev kornet angrebet af sortrust (Puccinia graminis). Den berømte engelske botaniker Sir Joseph Banks skrev i 1805 i Account of the Mildew (som nu kun er meldug, men dengang en bred betegnelse for en svampesygdom), at der muligvis var en sammenhæng mellem sygdommen, der lavede orange pletter på undersiden af berberis-blade, kaldt Aecidium berberidis, og sortrusten på korn.

Den samme mistanke havde man andre steder i Europa. I Danmark havde en pastor Heiberg selv høstet praktiske erfaringer. Efter et år med et voldsomt angreb på hans rug, fjernede han berberis-buskene, og næste år var rugen igen “meget kjernefuld”. Striden bølgede frem og tilbage mellem tilhængere og modstandere af berberis med argumenter baseret på overtro, manglende viden, dårlige og isolerede forsøg, mistro til modstanderne, spredte empiriske iagttagelser og økonomiske interesser.

Fejden kulminerede i 1813, hvor lærer og kirkesanger i Hammel, Nicolai Peter Schøler, udgav et 15-siders skrift: “Berberissens skadelige Indflydelse, især paa Rugen.” Schøler havde et par år før ivrigt dyrket og solgt berberis fra sin have, i alt 8000 buske, og han høstede 60 potter saft fra bærrene. Han havde fulgt med i fejden og var nu blevet overbevist om, at der var en sammenhæng mellem berberis og sortrust.

Et af modstandernes argumenter var, at en plante var uforanderlig. Man kendte ingen tilfælde af, at en ’plante’ (her altså en svamp) helt kunne ændre udseende, så den forskel, der var på rusten på berberis og på kornet, kunne ikke rummes i én art. Da problemet var påtrængende, tog sekretæren for Landhusholdningsselskabet, Hornemann, der også var professor i botanik, sagen op og lavede i 1814 forsøg med berberis og kornarterne i den botaniske have bag Charlottenborg. Forsøgene faldt uheldigvis ikke positivt ud, og det forsinkede i høj grad sagen, at man fra officiel side ikke kunne bevise sammenhængen.

Sagen døde hen, men i 1831 kom der igen et så kraftigt angreb, at bønderne helt opgav at høste rug, fordi der var så få ubeskadigede kerner, at der ikke engang kunne blive til ny såsæd. Schøler kom nu på banen igen med flere forsøg og bemærkninger imod berberis, men blev mødt af angreb fra flere sider: “(…) en Berberis-Forfølger har taget Anledning af nogle Mænds mislige Rughøst i Byen Hammel, til at indbilde disse, at nogle Berberisser skulle have forårsaget denne Skade (…)”

Digteren Steen Steensen Blicher udtrykte den almindelige holdning: “at Morgendug eller Taage af en vis Beskaffenhed, naar den pludselig afløses af brændende Solskin med stille Vejr” var årsagen til sortrust. Det er sandt, at det er en betingelse for sygdommen, men ikke dens årsag.

Greven af Frijsenborg, Christian Friis, var efterhånden blevet overbevist af Schølers forsøg og argumenter og beordrede sin godsforvalter at opgrave alle godsets berberis-buske. Det skete, men i stedet for at brænde dem, lod godsforvalteren dem plante omkring sin egen have i Hammel, uden for godset. Da han døde i 1839, samledes alle bønderne dagen efter, drog ud til hans have og gravede alle buskene op, læssede dem på vogne og kørte dem uden for byen, hvor de brændte dem af “under Sang og Jubel.”

I 1865 lykkedes det endelig den tyske mykolog Anton de Bary at påvise, at berberissens skålrust og kornets sortrust var én og samme svamp i to forskellige livsstadier. Derfor kunne sygdommen bekæmpes ved at fjerne den ene af værterne, så svampen ikke kunne gennemføre sin livscyklus.

Digteren Chr. Richardt (1831-92) skrev i digtsamlingen Vaar og Høst fra 1884:

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes.

 

Vortebirk og dunbirk er begge vidt udbredte og almindelige i Europa, samt i Kaukasus og mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten. Vortebirk findes tillige i Kina og Japan.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

I det nordøstlige Nordamerika fremstillede indfødte folk kanoer af birkebark. De er lette og manøvredygtige, og da europæiske handelsfolk kom til området, adopterede de hurtigt dette transportmiddel på vandvejene.

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en beglignende substans af birkesaft. I lande med gælisk-talende befolkning som Bretagne og Wales hedder birk stadig bezuenn og bedwen.

Artsnavnet pendula betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene hos vortebirk er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på denne arts unge kviste. Navnet pubescens er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til dunbirkens dunhårede unge kviste.

De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

Vortebirk og dunbirk er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark ophørte dyrkningen af vajd omkring 1800, hvor man begyndte at importere indigo, og i dag anvendes anilinfarver i stedet for vajd og indigo.

Vajd blev også anvendt medicinelt, bl.a. mod sår, mavesår, slangebid, hæmorrider og betændelse.

Det danske navn kommer af tysk Waid, som er afledt af proto-indoeuropæisk woyd, af ukendt betydning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af klokkeblomstfamilien.

 

Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til europæisk Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, Jordan og Iran. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skov, marker, tørre enge, tomter og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den pågældende plante er have-nellike (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Antikkens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag ændret til Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med have-nelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

Have-nelliken bliver op til 80 cm høj, med glatte, grågrønne eller blågrønne, linjeformede, indtil 15 cm lange blade. Blomsterne sidder i endestillede, åbne klynger, den individuelle blomst indtil 4 cm i diameter. Blomsterfarven hos vilde planter er rød eller purpurfarvet med lyserødt skær, men dyrkede planter er blevet fremelsket, som har lyserøde, gule, hvide eller grønne blomster.

Det menes, at plantens oprindelsessted er Balkan.

 

 

 

 

 

I den herlige bog All about Weeds (som blev offentliggjort, inden anvendelse af kemiske sprøjtemidler blev almindelig), skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Den er køn nok, men har et plettet rygte. Dens frø modnes samtidig med vinterhvedens, og da de har samme størrelse og vægt som hvedens, er det meget vanskeligt at skille dem fra hveden. Planten er vinterannuel som vinterhvede, og af denne grund bliver den helt sikkert sået sammen med hveden, hvis den er blevet tærsket sammen med den. Bønder, som vil rense deres marker for klinte, skal gøre det på den eneste rette måde: at undersøge hver eneste kvadratmeter af marker, som indeholder pesten, inden hveden er klar til at blive høstet, og fjerne hver eneste klintestængel, som findes, med rødder og det hele. I de fleste marker er planten meget nem at rykke op.

(…)

Klinte er ikke meget bevendt. Den har sin plads i urtebøgerne som en medicinsk plante, men de samme frø, som gør den til en medicinplante, plager hvededyrkeren og forgifter hans afgrøde. Medicinen, som udtrækkes af frøene, siges at være nyttige i behandlingen af lammelser og mavebetændelse, som er to meget uens sygdomme, men ikke desto mindre hævder urtebøgerne, at det er tilfældet.”

Førhen var det et almindeligt forsommerarbejde at luge klinte af hveden. I 1631 skriver Kong Christian IV til lensmanden på Frederiksborg, at ladegårdsfogeden skal lade drenge og piger luge klinte af byg og kaste dem i en kurv på armen.

Efter sprøtemidlernes indførelse er klinte blevet meget sjælden i Europa. I bogen Shakespeare, bd. 2, Dyrekredsen. Indsyn i hans Verden og dens Poesi, fra 1959, skriver forfatteren Christian Elling (1901-74): “Jammerskade, at klintens ædelt formede kalk og varme lød nu kun sjældent øjnes i vort korn.”

I bogen Myter – Kornmarken (1932) fortæller Johannes V. Jensen (1873-1950) om de almindelige planter i kornmarkerne: ”Men Kornblomst og Klinte, med deres kølige spinkle Farver hører jo til i Rugen, den mere aabne, luftige Rug, der er som en grøn Sø, heri blinker den blaa Kornblomst, to Farver der nærer hinanden, og den høje Klinte, som sætter en kølig rød Farve til, en Nuance som Rødmen paa et Barns Kinder i Kulden, tilsammen en liflig Treklang, der er indbegrebet af Danmark, Slettelandets Sjæl, som rummer alle vore personlige og nationale Erindringer.”

Medicinsk har klinte været benyttet ihvertfald siden 1533, hvor urtelægen Christiern Pedersen (ca. 1480-1554) anfører, at et afkog af planten i vin og vand drikkes mod koldfeber (malaria), et udtræk i vin kan anvendes mod ophørt vandladning, saften af grøn klinte kan gnides på syge øjne, knust klinte blandet med svovl, duemøg, hørfrø og eddike kan lægges som omslag på spedalskhed, mens klintemel og honning kan lægges på kønsdelene mod udeblevet menstruation.

I værket The British Herbal (1756), skriver den britiske botaniker John Hill (1714-1775), at klinte blev betragtet som et middel mod gulsot og vattersot (vand i kroppen).

Frøene indeholder imidlertid et lokalirriterende stof, og de anvendes ikke medicinelt i dag.

Førhen blev der fremstillet brændevin af frøene, og den var fuldt på højde med den, som kornet ydede. I Vendsysselske Aarbøger 1918 hedder det: “Omkring 1779, da bonden selv måtte brænde, bekymrede han sig kun lidt om at forbedre sin sæd.”

Og i En geographisk-historisk og oeconomisk, physisk-antiqvarisk Beskrivelse over Bringstrup og Sigersted Sogne ved Ringsted (fra 1791), skriver S. M. Beyer: “Klintefrø er skadelige for brystet, men stærkt og nyttigt at bruge til brændevin.”

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk agros (‘mark’) og stemma (‘blomsterkrans’), hvilket sigter til et af plantens voksesteder, samt til dens smukke blomster. Artsnavnet siges at være afledt af det oldengelske ord gith, som blev anvendt for en plante med aromatiske sorte frø, samt den latinske endelse –ago (‘ligner’). I England blev dette navn benyttet for klinte, mindst 100 år inden den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) anvendte navnet i 1753.

Det danske navn kan spores tilbage til 1300-tallet. Det kommer muligvis af klint, som kan have været et af artens oprindelige voksesteder.

Selv har jeg aldrig set klinte i vild tilstand. Engang mente jeg at have fundet den i Tyrkiet, men det viste sig at være en nær slægtning, bleg klinte (A. brachyloba) (se billederne herunder).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, hjemmehørende fra Island mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Ethiopien, Indien og Kina, men er blevet naturaliseret på det meste af kloden, specielt i Nordamerika. Den vokser i åbne områder, såsom marker og langs stier, og den er et frygtet ukrudt i plæner og grønsagshaver.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “En af de mest ondartede ukrudtsplanter i plæner er det lille krybende medlem af nellikefamilien, der er kendt som fuglegræs. Fyldt med en vitalitet, som overgår selv den hos enårig rapgræs, er den klar på jobbet, så snart frosten er af jorden, og længe før græsset skal slåes, er den i fuld blomst og parat til at spredes.”

Fuglegræs spises mange steder som en sund grønsag, fuldt på højde med spinat, og bladene er fine som salat. Høns er meget glade for planten, hvilket sikkert er årsagen til det danske navn.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver, at “bladene af fuglegræs, let kogte i vand og tilsat lidt svinefedt, pulver af bukkehorn og hørfrø, samt et par rødder af læge-stokrose, som derefter stødes til et grødomslag, fjerner hævelser i benene og andre steder.”

Og den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-1654) bemærker følgende: “Den stødte urt, eller saften deraf, som duppes med en svamp eller et klæde på lever-regionen, og, når den tørrer, tilføjes påny, hjælper vidunderligt mod varme i leveren, og den er effektiv mod alle bylder og hævelser, rødme i ansigtet, udslæt, kløe eller skab, idet man simpelthen anvender saften eller planten kogt i svinefedt. Saften er god mod irriterede eller røde øjne (…) og endvidere i ørerne. (…) Den hjælper bihulerne, når de plages af kramper eller andet, og udvider dem og gør dem atter smidige, ved anvendelse af følgende metode: Kog en håndfuld fuglegræs sammen med en håndfuld tørrede, men ikke destillerede rosenblade, i en liter muskatvin, indtil en fjerdedel er fordampet, læg dem derpå i en halv liter olie af fårefødder, kog dem en rum tid under omrøring, hvorpå massen sies og gnides varm på de plagede steder, eller bindes på dem som omslag, om man vil, og det hjælper, om Gud vil, efter tre omgange.”

Førhen mente man i England, at fuglegræs var et middel mod fedme.

Slægtsnavnet er afledt af latin stella (‘stjerne’), hvilket sigter til blomsterne hos nogle af arterne. Artsnavnet betyder ‘af mellemstørrelse’ – et underligt navn for denne plante, som er blandt de mindste medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

 

En æterisk olie ved navn Taiwan Hinoki udvindes af dets ved og kviste. Denne olie er værdsat for dens evne til at dræbe bakterier, virus og svamp. Den er også glimrende mod åndedrætsproblemer, blokerede bihuler, højt blodtryk og hudsygdomme. Forskning antyder, at duften fra olien kan modvirke dårlige nerver og stress.

Veddet er glimrende til bygningskonstruktion og fremstilling af møbler. Arten er fredet og må kun fældes med særlig tilladelse. I de senere år har der været adskillige tilfælde af ulovligt fældede træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre kødædende planter er omtalt på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

Disse planter kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som ‘Jomfru Marias tårer’. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd soldug ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne.

Der kendes omkring 180-190 arter af soldug, og slægten er vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Den er nærmere omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I traditionel ayurvedisk medicin drikkes té af Gerards ledris mod forkølelse, hoste, bronchitis, astma og gigt. I Nepal anvendes den knuste plante, rørt op i vand, mod hudproblemer. Dens saft stimulerer hjertet og benyttes endvidere mod åndedrætsinfektioner, astma og høfeber. Den gives også til børn, som væder sengen om natten.

I traditionel kinesisk medicin kaldes persisk ledris – samt arterne E. sinica og E. equisetina – for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Bladene af disse arter benyttes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. De er også virksomme mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. I Tibet benyttes persisk ledris mod leverlidelser.

Stænglerne af ledris-arter anvendes som foder, og tørre planter indsamles til brændsel. Geder æder gerne stænglerne, mens de er grønne.

 

 

 

 

 

Disse planter har en hul, leddelt, kiselholdig stængel med 3-40 længdegående furer. Bladene, der ofte er skælagtige, sidder i kranse ved hvert led. Der er to distinkte typer, hvoraf den ene har brune fertile vårskud, samt grønne sterile sommerskud, der sørger for fotosyntesen. Den anden gruppe har kun grønne skud, hvor sporehusene sidder i toppen. De varierer fra 20 cm høje dværgplanter til giganter på op til 8 meters højde.

Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

Et andet ældre folkenavn for disse planter var knokkelstrå. Et gammelt folkeligt ord for Døden var Knokkelmanden (’Knoglemanden’), så knokkelstrå betyder ’dødningestrå’. I bogen Bræen, fra 1908, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”På de graa Agre stod Padderokker, der var brudt op ved siden af Muldvarpeskuddene som tynde Knokkelfingre.”

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

I gamle dage, når man slog hø i Sønderjylland, benyttede man følgende remse:

 

 

I Nepal anvendes stængelsaften af Equisetum diffusum mod gonoré, mens saft af roden benyttes mod urinvejsproblemer, forstuvninger, benbrud, forbrændinger og fnat.

 

I Johannes V. Jensens digtsamling Verdens Lys fra 1926 hedder det:

 

 

Om foråret spises friske skud af denne art som grønsag i Japan og Korea, mens alle andre medlemmer af slægten regnes for giftige.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Den er et meget effektivt middel til at standse blødninger, både indvortes og udvortes, idet man drikker et afkog af den, eller saften eller afkoget kan anvendes udvortes. (…) Den sammenføjer kanterne af betændte sår og kurerer brok hos børn. Et afkog drukket i vin hjælper mod nyre- og galdesten samt forstoppelse af blæren. Det destillerede afkog drukket to eller tre gange i løbet af dagen letter og styrker tarmene. Saften eller det destillerede afkog benyttet som varmt omslag er virksomt mod betændelse og krakeleret hud.”

I traditionel østrigsk urtemedicin er ager-padderok blevet drukket som té, og udvortes er den anvendt mod rheumatisme og urinsyregigt, samt for hudlidelser og problemer i nyrer og urinvej. Den har også været anvendt mod tuberkulose og nyresten.

I nutidens urtemedicin er den kendt som en glimrende antioxidant, samt som et godt antibakterielt, koagulerende, slimløsnende, vanddrivende og sammensnerpende middel. Dens høje indhold af kisel kan muligvis modvirke knogleskørhed og senesmerter. Den betragtes også som gavnlig for leddene samt for smertefulde nedre rygmuskler, og det er muligt, at den kan modvirke hårtab.

 

 

 

 

 

 

 

Forstavelsen skav- kommer af middelalder-dansk skave, hvilket betyder ’at skrabe’ – en hentydning til artens anvendelse som slibemiddel.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) omtaler skavgræs i sin Flora Danica fra 1648: ”Det slags Skaf-Græs, som er det Tiende udi Ordenen hos Bauhinum, oc aff hannem beskrifuis oc kaldis Eqvisetum foliis nudum non ramosum, seu junceum, det er: ’Blade- oc Grene-løs Skafve-Græs’, eller ’Sifactig Blade-løs Heste-Rumpe’, bør med Rette, frem for alle de andre slags Eqviseta, Skafve-Græs kaldis, thi dette er det slags, huilcket Anatomici [anatomer], som hafue Lyst til at giøre Sceleta, fornemmeligen bruge, naar de ville polere Beenene, at de kand være glatte, skinnendis oc huide.”

Dén Bauhinus, som Paulli omtaler, er den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin, i latiniseret form Casparus Bauhinus (1560-1624), som beskrev tusinder af plantearter i sit storværk Phytopinax (1596), i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) introducerede i 1753.

Man kan konstatere, at Bauhin var en bedre iagttager end den person, der navngav planten skavgræs, da stænglerne hos denne art ligner stænglerne af lysesiv (Juncus effusus) langt mere end græsstængler.

Medicinsk blev skavgræs tidligere anvendt af amerikanske indfødte mod vattersot (vand i kroppen), nyresygdomme og prostatalidelser. Kvinder med uregelmæssig menstruation drak et udtræk af denne plante samt pileblade. Saften af roden blev dryppet i kvindemælk, og betændte øjne blev badet med denne væske. Toppen af unge planter spistes mod diarré, og asken af brændte planter blev lagt på brandsår. Potawatomi-folket hævdede, at en té brygget på denne art var det bedste middel mod lumbago.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser på fugtige steder, først og fremmest i kildevæld i lyse skove, hvor den ofte danner store kloner. Den er udbredt i hele Europa, med undtagelse af de nordligste egne, og videre mod øst næsten til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den kan træffes op til omkring 1200 meters højde. I Danmark vokser den hist og her i Østjylland og på Øerne.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk telma (‘sump’), hvilket sigter til, at arten vokser i fugtige områder.

Tidligere blev en lignende plante i det vestlige Nordamerika, udbredt fra Alaska mod syd til Californien, betragtet som en underart af elfenbens-padderok. I dag anerkendes den som en selvstændig art, E. braunii.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin for ’flåt’, hvilket sigter til frøets lighed med visse flåt-arter, mens artsnavnet communis betyder ’almindelig’. Navnet amerikansk olieplante sigter til, at olie af frøene førhen blev benyttet som et særdeles effektivt afføringsmiddel – men hvorfor den kaldes amerikansk er lidt gådefuldt, da den sandsynligvis stammer fra egnene omkring Middelhavet. Folkenavnet Kristpalme hentyder til, at ligesom troen på Kristus kan afhjælpe sindets lidelser, så virker denne plantes olie helbredende på talrige fysiske lidelser.

Laboratorieundersøgelser har påvist, at amerikansk olieplante rummer virksomme stoffer mod betændelse, smerter, feber og astma, og den indeholder også anti-histamin. I Nepal anvendes arten mod talrige lidelser. Rodsaften benyttes mod hudproblemer, diarré og dysenteri samt som afføringsmiddel. Den tørrede og pulveriserede rod anvendes mod gulsot og dårlige nerver. En pasta af barken smøres på sår. Et grødomslag af bladene anvendes mod bylder og gigtplagede steder og smøres på panden for at lette feber og hovedpine. En pasta af blomsterne smøres på betændte sår. Olie fra frøene, kaldt ricinusolie eller amerikansk olie, benyttes mod hæmorrider, leverlidelser, rheumatisme, diarré, urinsyregigt samt hudproblemer, bl.a. ringorm. Kimplanten gives til børn for at uddrive indvoldsorm, og en pasta af den bruges mod fnat og urinsyregigt. I lavlandet i Nepal spiser kvinder et kimblad om dagen som svangerskabsforebyggende middel.

I det Gamle Egypten, hvor arten har været dyrket i mindst 6000 år, anvendtes olien i lamper. I dag udgør den et effektivt smøremiddel i motorer. Frøene er meget giftige, men olien derimod ikke, da giftstofferne forbliver i resterne efter presning. I Nepal fodrer man gale hunde med frøene for at slå dem ihjel. Der fremstilles halskæder og armbånd af frøene, og den tørrede plante udnyttes som brændsel.

Planten dyrkes hist og her som prydplante, men den producerer en mængde pollen og er en alvorlig allergifremkalder. Endvidere vokser den meget aggressivt og er i stand til at fordrive mange andre plantearter.

Bodo- og Naga-stammefolk i det nordøstlige Indien anvender bladene som foder til larver af eri-silkesommerfuglen (Samia cynthia ssp. ricini), mens et ekstrakt af planten anvendes som insektbekæmpende middel. Naga-folket anvender den som gødning på markerne.

Billederne herunder er fra Taiwan, hvor amerikansk olieplante er yderst almindeligt forvildet. De blev alle taget i byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mu-olietræet er værdsat for sin olie, som udvindes af frøene. Traditionelt anvendes denne olie til fremstilling af maling, kinesisk sort blæk og lampeolie, til at gøre klæde og papir vandtæt, samt til at male og tætne skibe. Den blev førhen også anvendt til at isolere elektriske kabler. (Kilde: Protabase – Plant Resources of Tropical Africa – prota.org)

I 1200-tallet skrev den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo: “Kineserne tager kalk og findelt hamp, som de ælter sammen med en bestemt træolie; når de tre emner er fuldstændig sammenblandet, udgør de en glimrende lim, og med denne blanding maler de deres skibe. Træolien udvindes fra et træ ved navn tong-shu.”

I dag anvendes olien først og fremmest til fremstilling af maling og blæk, mens der af olie af lavere kvalitet fremstilles sæbe og linoleum. En stigende bevidsthed omkring miljøet har ført til en større brug af olien som foring i beholdere til mad- og drikkevarer samt medicin. Efter at olien er presset af frøene, kan frøkagerne anvendes som en glimrende gødning.

Selv om mu-olietræet er meget giftigt, anvendes dele af det i traditionel kinesisk medicin som brækmiddel og infektionsdæmpende middel, samt til bekæmpelse af indvoldsorm. Frøolien er stærkt afførende og anvendes endvidere til behandling af sår og brandsår samt hudsygdomme forårsaget af parasitter. Olien indgår som bestanddel i kinesiske plastre. Et ekstrakt af frugten bekæmper bakterier.

Adskillige billeder af denne arts overdådige blomstring kan ses på siden Planteliv: Når mu-olietræet blomstrer.

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

Mange planter i denne familie dyrkes som kvælstofdannere. I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om stenkløver (Melilotus): “Den giver næring til nogle kvælstofbindende bakterier, som lever i små knolde på dens rødder, og så snart disse bakterier dør (og de lever ikke længe) overgiver de al det kvælstof, som de har produceret, til planten. Det er umuligt at danne levende celler uden kvælstof, og det er umuligt for en plante, eller ethvert andet levende væsen, at vokse uden dannelse af nye celler. Plantens størrelse afhænger af dens antal af celler, og antallet af celler afhænger af mængden af tilført kvælstof. Stenkløver er en af de mange ærteblomster, som har overvundet problemet ved indirekte at få kvælstof fra luften gennem at give næring til disse dværge, som kender til hemmeligheden ved at få kvælstoffet direkte fra luften.”

 

Frøene anvendes som perler i rosenkranse og halskæder. Navnet paternosterbønne hentyder til disse bedekranse. Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet kan dog også betyde ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. På Trinidad bæres perlekranse af frøene omkring håndled eller ankel som værn mod jumbi’er (onde ånder) og mal-yeux (‘onde øjne’).

I gamle dage blev frøene også anvendt som vægtlodder af guldsmede, da de altid er ens af vægt. Et andet dansk navn på arten, krebseøje, sigter til den sorte aftegning på frøene.

Frøene er meget giftige – indtagelse af nogle få kan medføre døden. I Indien blev de førhen anvendt til at begå mord, samt til at slå kvæg ihjel. I King’s American Dispensatory (1898) skriver H.W. Felter og J.U. Lloyd: “Abrus-frøene benyttes af medlemmer af Chamar-kasten (‘indfødte flåere’), når de begår den misgerning at forgifte køer for at stjæle deres huder. Hertil anvender de små pigge ved navn sui(‘nåle’) eller sutari(‘syle’), som de lægger ned i en tynd pasta af frøene, der er stødt til pulver og har trukket i vand. Derpå tørrer de disse våben i solen, hvorefter de smøres i olie, skærpes på en sten og forsynes med håndtag. Med disse syle stikker man hul på dyrets hud.”

Paternosterbønne har bakteriedræbende egenskaber. I Nepal anvendes den i folkemedicinen mod talrige lidelser. En pasta af roden smøres på bylder og benyttes også mod hovedpine, ru hals og rheumatisme. En pasta af bladene smøres også på bylder og hævninger og anvendes tillige mod rheumatisme, caries, astma og pigmentmangel. Saft af bladene benyttes mod hoste og feber samt som blodrensende middel. Friske blade tygges mod hoste og ru hals. Frøene har svedfremkaldende og spytstimulerende virkning, og de anvendes mod tilbagevendende angreb af malaria, øjensygdomme, kvalme, slim i lungerne, kløe samt pigmentmangel. De benyttes også som afførings- og brækmiddel. En pasta af frøene anvendes mod iskias, feber, hovedpine, malaria, lammelse, hudsygdomme og dårlige nerver. I ayurvedisk medicin betragtes planten som et godt middel til øget hårvækst, og olie fra frøene som potensfremmende middel.

I Nepal spiser Chepang- og Mooshar-folkene de unge blade efter kogning. Tynde grene benyttes som reb.

I mange områder, bl.a. Belize, Vestindien, USA, Hawaii og Polynesien, betragtes paternosterbønne som invasiv.

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder på det indiske subkontinent og i Sydøstasien, mod syd til Indonesien, og den dyrkes andre steder på grund af de skønne blomster, der anvendes af hinduer som offergave i templerne. Harpiksen, som på hindi kaldes kamarkas, anvendes i visse former for madlavning, samt til garvning og farvning. Reb, papir og sandaler fremstilles af fibrene fra inderbarken og rodbarken. Bladene udnyttes som foder samt til fremstilling af tallerkener og paraplyer. Blomsterne afgiver et gult farvestof, roden et rødt. Olie udvindes af frøene. Af det bløde ved fremstilles redskaber, og det anvendes også som brændsel.

I Indien anvendes den såkaldte bengal-kino, som udvindes fra garvesyreholdige udposninger på barken, mod sår og diarré. I Nepal benyttes saft af barken mod feber, mens pulveriserede frø anvendes mod betændelse samt til at uddrive indvoldsorm.

 

 

 

 

I Middelalderens Europa blev gyvel kaldt Planta genista, og den blev adopteret som emblem af Geoffrey d. 5. (1113-51), Greve af Anjou og senere Hertug af Normandiet. Han blev gift med Mathilda, datter af Kong Henrik d. 1. af England, og parret fik en søn, den senere Kong Henrik d. 2. (1133-89). Planta genista blev ændret til Plantagenet, som var familienavnet for de engelske konger frem til Richard d. 3. (1452-85).

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver, at man ”Gyfvels-Blomster udi Ædicke oc Lage vel nedsyltede, i steden for Cappers-Blomster (…) uden nogen Besuærlighed oc Kløgen [opkastning] til Middags- eller Aftens-Maaltid vel bruge kand.”

I Middelalderen blev gyvel tillagt magiske evner, og man sagde, at hekse fremstillede kosteskafter af de tykkeste stammer og red på dem under deres hallucinogene rus.

I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra gyvel, mjødurt (Filipendula ulmaria) og eg (Quercus robur, se Fagaceae).

En kristen legende beretter, at da Josef og Maria flygtede til Egypten, passerede de gennem en bevoksning af gyvel, hvis modne bælge gav høje smæld fra sig, når de spredte frøene. Det kunne tiltrække opmærksomheden fra Herodes’ soldater, hvilket fik Maria til at forbande buskene.

De fleste af de gyvel, man i dag ser i Danmark, stammer fra prydplanter, som er indført fra Sydeuropa. Disse former er forvildet mange steder og optræder ofte invasivt, hvorved de truer den naturlige vegetation. Genetisk forurener de også den oprindelige lave og krybende varietet af gyvel, som i dag er meget sjælden i Danmark og kun ses i visse vestjyske hede- og klitområder.

Et gammelt mundheld siger: ”Der er Guld under Gyvelrod”, forstået på den måde, at gyvel i lighed med andre ærteblomstrede planter er kvælstofdannende, så jordbunden beriges, hvor den vokser. I digtet Ungkarlen skriver Johan Skjoldborg (1861-1936):

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (’hvid’) og kefalos (’hoved’), hvilket hentyder til den tætte, kugleformede blomsterstand.

I traditionel kinesisk urtemedicin anvendes rod og frø mod hudproblemer og gigt.

 

 

 

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der oftest sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

I Danmark findes 4 arter, som ofte vokser i store bestande i lav vegetation, hvor de med deres klare gule farver kan danne pragtfulde tæpper.

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtiden var egetræer hellige overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus, i Rom til Jupiter, og i kelternes religion til Dagda, guddom for mandighed, frugtbarhed og visdom. Keltiske druider udførte ofte deres ritualer i hellige egelunde, hvor specielt de mistelténe (Viscum album, se Santalaceae), der voksede på egene, var hellige for dem. I den keltiske mytologi er Blodeuwedd (‘Blomsteransigt’) en kvinde, som er fremstillet af blomsterne fra eg, mjødurt (Filipendula ulmaria) og gyvel (Cytisus scoparius, se Fabaceae).

Det latinske slægtsnavn stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Det danske navn, på oldnordisk eik, er fra old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

Træforbruget i Middelalderen var kolossalt. Der blev anvendt træ til huse, møller, skibe, vogne, redskaber, hegnspæle, møbler, træsko og utallige andre genstande, samt ikke mindst til brænde. Især de såkaldte bulhuse krævede store mængder træ – de blev bygget af kraftige egestolper med tykke egeplanker lagt vandret mellem stolperne som vægge. For at skåne skovene forbød kongen allerede i 1500-tallet denne byggemetode, og man gik over til at opføre de langt mindre træforbrugende bindingsværkshuse, der bestod af egeplanker med lerklining imellem. Trækul var meget anvendt som varmekilde til produktion af jern og glas, og til fremstilling af trækullene blev afbrændt store mængder træ.

De talløse krige til søs i 15- og 1600-tallet betød, at mange skibe gik tabt, og flåden måtte ofte fornyes. Til fremstilling af skibene blev anvendt egetræ pga. dets store holdbarhed. Alene til ét stort krigsskib gik der 1500 ege af en alder på 150-200 år, så egeskovene blev fældet med stor hast. Under Svenskekrigene blev Danmark flere gange invaderet af svenskerne, som fældede og afbrændte store skovområder for at forhindre danskerne i at forny deres flåde.

Det høje indhold af garvesyre i egebark gør den velegnet til garvning. I gamle dage blev agern pulveriseret og ristet som kaffeerstatning, og de var et meget vigtigt fødeemne for husdyr, specielt svin, der sendtes på ’olden’ i skovene.

Et afkog af blade og bark havde førhen utallige anvendelser, fx mod epilepsi, blod i spyttet, forgiftning, diarré, håraffald, tarmslyng, brystsyge (tuberkulose), frostbid, hæmorrider, udslæt og halsinfektioner, for blot at nævne nogle få. Friske blade blev lagt som omslag på sår.

Egen optræder naturligvis ofte i poesi og prosa. I eventyret Ib og lille Christine, fra 1855, skriver H. C. Andersen (1805-75): ”Egetræerne strakte frem afskallede Grene, ligesom om de havde opsmøgede Ærmer og ville vise deres knudrede, nøgne Arme.”

Et andet eksempel af Chr. Richardt (1831-92) i digtsamlingen Smaadigte fra 1861:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krokus-arter er hårdføre planter, hvis blomster ofte kommer frem, mens sneen stadig dækker jorden. Blomster og blade vokser frem direkte fra en underjordisk rodknold. På grund af deres farvestrålende blomster, hvide, gule, orange eller violette, eller en kombination, dyrkes de vidt og bredt i områder med passende klima.

Krokus var kendt på et meget tidligt tidspunkt, tilsyneladende først beskrevet af den græske lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

I den græske mytologi var gudinden Persefone datter af Demeter og Zeus. Hun blev bortført af Hades, hendes farbroder, og blev hans hustru, dronning over underverdenen. Den græske digter Homer (8. eller 7. århundrede f.Kr.) lader hende selv beskrive sin bortførelse:

 

 

Plantens oprindelsesområde er omdiskuteret, men Mesopotamien, Iran og Grækenland er blevet foreslået som kandidater. Dyrkning af safran-krokus spredtes langsomt til store dele af Eurasien, og senere blev planten bragt til Nordafrika, Nordamerika og Oceanien. Romerne indførte safran-krokus til England, hvor de anvendte den til farvning.

Ordet safran er sandsynligvis afledt af arabisk zafaran, som stammer fra persisk zarparan, der betyder ‘med gyldne strenge’ eller ‘farvet gylden’, hvilket sigter til blomstens gyldne støvbærere eller til det gyldne farvestof udvundet af griflerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i størstedelen af Europa og Nordafrika, mod øst til det centrale Sibirien, Tyrkiet og Kaukasus, men dyrkes almindeligt andre steder. I vild tilstand vokser den i tørre græsklædte områder og i lyse skove. Som vildtvoksende er den sjælden i Danmark og findes kun i nogle lollandske egeskove.

Betonie var højt agtet i Antikkens Grækenland og Rom. Den græskfødte botaniker Antonius Musa (64-14 f.Kr.), som var hoflæge hos Kejser Augustus, hævdede, at den var en sikker kur mod ikke færre end 47 forskellige sygdomme og lidelser. Et gammelt italiensk mundheld siger: “Sælg din frakke og køb betonie,” mens et spansk lyder: “Han har lige så mange dyder som betonie.”

I Oldtiden og Middelalderen blev betonie betragtet som en magisk urt. Antonius Musa (se ovenfor) fandt, at den var et effektivt middel mod trolddom, og i en gammel angel-saksisk urtebog anbefales den mod “skrækkelige natlige trolde samt frygtelige syner og drømme.” Den blev plantet på kirkegårde og hængt om halsen som amulet.

Den hollandske lærde Desiderius Erasmus Roterodamus (1466-1536) siger, at betonie beskytter “dem, der bærer rundt på den,” samt at den er ”god mod skrækkelige syner” og et effektivt middel til at ”bortjage djævle og fortvivlelse.”

I Middelalderen mente man, at hvis man lagde en ring, bestående af frisk betonie, omkring hugorme, turde de ikke krybe over den, men ville slås og piske med halen, til de døde, mens en hjort, som var blevet såret af en pil, ville opsøge betonie og blive helbredt ved at æde den.

I 1600-tallet hed det, at hvis man var blevet forhekset af en kvinde, så man kun kunne elske hende, skulle man drikke pulver af betonie og polejmynte (Mentha pulegium) med vand, destilleret af hjertensfryd (Melissa officinalis), samt hænge en magnet på det nøgne bryst. Man mente også, at betonievand gjorde en beruset mand ædru: Man burde dog ikke benytte denne metode mere end to gange årligt.

Førhen blev bladene anvendt til at farve uldgarn gult.

Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var et ældre navn på planten vettonica, opkaldt efter Vettonerne, et spansk folkeslag, der anvendte den som lægeplante. Nutidige autoriteter hævder dog, at ordet betonie kommer af keltisk bew (’hoved’) og ton (’god’), hvilket sigter til artens brug mod hovedpine.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

I traditionel ayurvedisk medicin anvendes rod og bark mod åndedrætsproblemer, feber, hoste og astma. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver ihjel i sår. En pasta af rod og blade anvendes mod hudproblemer. Saft af bladene anvendes mod diarré, leverlidelser, betændte sår, feber og hævelser samt til at uddrive indvoldsorm og fjerne lus fra husdyr. I Indien anvendes saften mod slangebid og skorpionstik. I traditionel thai-medicin anvendes blade og rod som vanddrivende middel samt mod nyrelidelser og indvortes betændelse. I Nepal drypper man saft af planten i husdyrs øjne mod øjenbetændelse.

I Nepal koges og spises bladene.

Adskillige andre skæbnetræ-arter anvendes medicinelt i Asien.

 

 

 

I Nepal benyttes saft fra roden mod epilepsi, blodig hoste og mavesår. Roden koges, og vandet drikkes for at uddrive indvoldsorme. En pasta af roden smøres på forstuvninger og smertende lemmer. Saft af barken anvendes mod feber og fordøjelsesbesvær. De lådne blade trykkes mod sår for at standse blødninger. Bladsaften benyttes mod feber og hovedpine samt til at uddrive indvoldsorme. Den smøres også på sår for at dæmpe betændelse, og den dryppes i husdyrs øjne mod øjenbetændelse. En pasta af bladene anvendes mod dysenteri. Saft af blomsterknopperne benyttes mod luft i tarmene, og den stoppes op i næsen mod bihulebetændelse. Andetsteds anvendes arten mod hudlidelser, fx ringorm.

Løvet anvendes som foder, de tørrede stængler som brændsel. Blomsterstandene bringes som offergave til hinduistiske templer.

 

 

 

 

 

Adskillige kryddermynte-arter udnyttes medicinelt i Himalaya mod fx hoste, forkølelse, sår og fnat.

 

I Nepal indtages rodsaften mod hovedpine.

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk gale (’væsel’) samt opsis (’minder om’), hvilket hentyder til blomsternes gabende svælg, der sammenlignes med et væselhoved med opspærret gab. Navnet hanekro skyldes, at stænglerne på disse planter ofte er opsvulmede under bladfæsterne, hvilket er blevet sammenlignet med den fremstående kro hos en hane.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: ”Adskillige anbefaler den mod hjerteskavanker samt til behandling af betændte sår. Endvidere mod visse sygdomme i luftvejene, fx hoste, og af den grund efterspørges den ofte af bønder.”

Urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) udtaler: “Der findes ingen bedre urt til at bortdrive melankolske dampe fra hjertet, til at forstærke det og gøre sindet muntert, sorgløst og lystigt. Den kan opbevares konserveret som saft, og af den grund kalder latinerne den for cardiaca… Den renser brystet for kold slim, undertrykker den og slår indvoldsorm ihjel. Den er nyttig til at opvarme og udtørre kolde kropsvæsker, til at fordøje og sprede dem, der har sat sig fast i kroppens blodårer, led og sener, samt til at afhjælpe kramper og rystelser.”

I Kina blev hjertespand i gamle dage anvendt som svangerskabsforebyggende middel samt til at regulere menstruation, og i Europa benyttede jordemødre den mod forskellige lidelser hos kvinder, fx infektion af livmoderen. Samme brug fandt sted hos amerikanske indfødte i Delaware-området.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Her er noget du bør kende,” sagde en gammel jordemoder til den unge brud, da de stod ved havegærdet og kiggede på en høj læbeblomst. ”Dette her er hjertespand.”

Nutildags anvendes hjertespand som et sveddrivende, krampestillende, stimulerende og nerveberoligende middel. Som saft benyttes den mod uregelmæssig hjerterytme samt mod feber, nervøsitet og delirium. Den anvendes også mod luft i tarmene.

I Nepal anvendes saften som et sveddrivende og appetitvækkende middel, og stødte blade smøres på svamp mellem tæerne, som er opstået ved at vandre barfodet gennem vand i regntiden.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk leon (’løve’) og oura (’hale’), altså ’løvehale’. Det står ikke klart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav den således. Det danske navn, som førhen stavedes hjertespænd, hentyder til plantens anvendelse mod hjertesmerter.

 

 

 

 

Den er tillige blevet benyttet som vanddrivende middel, samt for sin afslappende og beroligende virkning. Den øger blodcirkulationen, kan mindske hævelser, og den anvendes endvidere mod øjenproblemer og for højt blodtryk.

Arten er vildtvoksende i Kina, Mongoliet og det sydlige Sibirien, men er blevet naturaliseret i Syd-, Mellem- og Nordamerika og andre steder. I Mellem- og Sydamerika anvendes arten som et mildt rusmiddel, hvorfor den kaldes marihuanilla (’lille marihuana’). Et engelsk navn på planten er honeywort (‘honningurt’), hvilket sigter til, at den er flittigt besøgt af bier.

 

 

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, som tidligere blev stavet Brunella, kommer af tysk Braunelle, hvilket sigter til, at planten blev anvendt mod halsbetændelse (på tysk Bräune). Folkenavnet vild humle hentyder til, at blomsterstanden efter afblomstring kan minde om en humlekop, mens bornholmerne med navnet munker mener, at den ligner en munks kronragede hoved. Det færøske folkenavn bátmannshattur (’bådmandshætte’) hentyder ligeledes til blomsterstandens form. Navnet biurt refererer til, at bier flittigt besøger blomsterne, mens kløveræder sigter til, at brunelle førhen kunne være et besværligt ukrudt.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Det er en mærkelig plante, forstået på den måde, at man sjældent finder den talrigt noget sted, og dog findes den overalt. En mand, som havde tilbragt syv år i Japan, og som havde boet på næsten hver eneste ø i øriget, sagde, at han altid fandt denne lille plante, hvorhen han end rejste, og skønt han havde været i mange lande rundt om i verden, havde han aldrig besøgt et, hvor Prunella ikke var til stede for at byde ham velkommen – ikke mange planter, men altid nok til at tiltrække hans opmærksomhed.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) udtaler: “Der findes ikke nogen bedre urt i verden end brunelle (…) for af netop denne urt, uden tilføjelse af andre ingredienser (…) fremstilles en salve, som vil hele ethvert betændt sår, selv i første forsøg, på en vidunderlig måde. Et afkog af Prunell, tilsat vin, lukker og heler alle sår, både indvortes og udvortes.” – En anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), siger: ”Er du blevet såret, kan du helbrede dig selv ved hjælp af brunelle. Det er en særlig urt til indvortes og udvortes sår.“

Den engelske botaniker William Coles (1626-62), også kaldt William Cole, skriver i sin bog Adam in Eden, or Nature’s Paradise. The History of Plants, Herbs, Flowers (1657): “(…) Brunella, fra Brunellen, som er et navn, tyskerne har givet den, fordi den kurerer den betændelse i munden, som de kalder ’die Breuen’.” Cole tog dog delvis fejl, idet det tyske navn er Braunelle, mens betændelsen hedder Bräune, og den er ikke i munden, men i halsen.

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) bemærker, at brunelle renser og tørrer, og skriver videre: ”Denne Urt bruger mand derfore til atskillige Saaer paa Menniskens Legeme at heele, være sig at de ere dybe eller icke, enten gamle eller ferske.”

Blandt amerikanske indfødte blev personer med feber badet i et afkog af brunelle. Dette afkog blev også drukket for at øge synsevnen.

I dag anvendes brunelle stadig til behandling af sår og halsbetændelse.

 

 

 

 

 

 

 

Navnet skjolddrager (’bærer et skjold’) beror på en misforståelse. Det latinske slægtsnavn blev i sin tid betragtet som afledt af scutellum, diminutiv af scutum (’skjold’). Man mente, at det hentydede til den pukkel, som findes på bægerets overlæbe, der kan ligne et lille skjold. Scutellaria er imidlertid afledt af scutella, som var betegnelsen på en lille offerskål, idet scutella er diminutiv af scutra (’skål’). Navnet hentyder til bægerets afrundede underlæbe, hvor de nøddeagtige delfrugter ligger i en lille ’skål’, efter at bægerets overlæbe er faldet af.

Skjolddrager-arter er meget anvendt i den kinesiske folkemedicin, specielt arten Scutellaria baicalensis, hvis rod er en hovedingrediens i medicinen Huang Qin, som har været benyttet gennem mere end 2000 år mod fx leverbetændelse, diarré og betændelse. I Nordamerika blev Scutellaria lateriflora anvendt af indfødte folk mod gynækologiske problemer, og blandt nybyggerne blev den kendt som et middel mod rabies.

 

Almindelig skjolddrager blev førhen anvendt i folkemedicinen, men den har desværre en meget bitter smag. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Hvo derfore aff den gemeene Mand, som ligger siug aff den Kaalde [’koldfeber’, et gammelt ord for malaria], oc fornemmeligen aff huer anden Dags Kaalde, de kand berede sig it Decoctum eller Afsød [afkog] aff denne Feber-Urt, at de der med kand fordrifue den. Men hvo som Formue oc Efne hafuer til at kiøbe andre Medicamenter, de neppeligen forbruge denne, thi hendis Smag er mectig beesk.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bægeret, der omslutter blomsterne hos disse planter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til det danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse for orne er galt.

Ordet galt bringer sagnkongen Regnar Lodbrog frem i tankerne. Hans sønner drog på togt og vandt sig mange rigdomme, så han besluttede at drage til England og besejre den lokale konge Ella. Hans skibe strandede imidlertid på kysten, og Regnar og hans mænd blev taget til fange. Regnar nægtede at fortælle, hvem han var, så han blev kastet ned i en ormegård fyldt med hugorme. Hans sidste ord, inden han døde, var: “Grynte ville grisene, hvis de kendte galtens nød.” De ‘grise’, som han hentyder til, er hans sønner, som nok skal vide at hævne ham. (Regnar Lodbrogs liv og levned er beskrevet på hjemmesiden odinsklinge.dk/da/odins-fortaellinger/regnar-lodbrog-en-dansk-konge)

 

 

 

 

 

 

Førhen anvendte amerikanske indfødte også kær-galtetand som omslag på sår, og endvidere blev den spist for at modvirke slim under hoste. Den indgik tillige i en medicin mod kønssygdomme.

I nutidens urtemedicin anvendes kær-galtetand på grund af sine antiseptiske og krampestillende egenskaber, og den virker lindrende på urinsyregigt, krampe, ledsmerter og svimmelhed. Frisk saft af bladene tages indvortes for at standse blødninger, dysenteri o.a.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det sydlige Japan, Sydkorea, det sydøstlige Kina, Taiwan og Vietnam, men dyrkes mange andre steder til fremstilling af kamfer, der anvendes som en ingrediens i røgelse og medicin, som et krydderi, samt som insektdræbende middel. I Oldtidens Egypten blev kamfer anvendt så tidligt som 1485 f.Kr. til balsamering.

 

 

 

 

 

 

Der kendes omkring 80 arter, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket ligeledes hentyder til de slimede og fedtglinsende blade. Det blev først anvendt af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65) i det ufuldendte værk Historia plantarum.

 

Om vibefedts navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i sin Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

*Den flamske læge og botaniker Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius. Han var blandt de første, som studerede Alpernes flora.

Denne brug af vibefedts bladslim kendes også fra andre lande. En elev af Carl von Linné (1707-78) noterer efter en ekskursion 1747, at ”i Schweizerland brukes Pinguicula externa in fissuris mammarum, äwen ock när spenorna på koen hårdnar, så at den mjölkar blod.”

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

På Falster er planten blevet kaldt gåsefedturt.

I store dele af Nordeuropa (men ikke i Danmark) var det førhen almindelig praksis at lægge vibefedt-blade i mælk for at få den til at skille eller tykne den. Resultatet blev den såkaldte tätmjolk, hvorom Johan Paulli i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761 skriver, at den er ”stærk i Brug og ugemeen [usædvanlig] behagelig i Smag.” Tyske bønder lagde planterne i vand og brugte bagefter dette vand til at mørne friskslagtet eller sejt kød.

I folkemedicinen er vibefedt navnlig blevet anvendt til at læge sår og forskellige hudlidelser. I 1900-tallet, da mange børn led af ringorm eller andre hudsygdomme, gned man på Falster de påvirkede steder med smørlage eller bladene af vibefedt. Ole Borch anbefaler i sin latinske afhandling om danske lægeplanter fra 1688, De usu plantarum, at vibefedt kan anvendes til behandling af ”hectica febris legitima – den æcte Svindesotfeber – og Tarmebrud eller Nederløb” (brok) med bl.a. betændte bylder i lunger og på krop samt feberbrændende fødder til følge. Man skulle anbringe et omslag af et mælkeudtræk af jordmos eller vibefedtrødder, dels for at læge og dels for bibringe stedet dets naturlige fugtighed.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd vibefedt ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun vibefedt trives, men også ikterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette træ er sandsynligvis oprindeligt i det nordøstlige Afrika, Arabien og Iran, men dyrkes mange steder, specielt i Indien og Pakistan.

På grund af hennas kølende egenskaber har ørkenfolk i Arabien og andre steder gennem tusinder af år benyttet saft fra planten til at afkøle huden. De lagde mærke til, at saften efterlod mærker på huden, hvilket førte til ideen med at udnytte den til dekorative formål. I det Gamle Egypten var nogle af mumierne udsmykket med henna, og det fortælles, at Dronning Kleopatra (69-30 f.Kr.) også benyttede farven som dekoration.

I dag er henna stadig meget anvendt i Pakistan, Indien, Nordafrika og Mellemøsten til udsmykning af hud og fingernegle, samt til hårfarvning. Den benyttes også som en naturlig plantefarve i tekstilindustrien. En olie udvundet af blomsterne anvendes i parfumeindustrien.

Ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, er det godt at tygge hennablade mod blæner i munden på grund af plantens indhold af garvesyre, og han anbefaler også et afkog af bladene som omslag på inficeret hud og bylder.

Henna er kendt for sine kræft- og infektionsdæmpende egenskaber, og den er meget anvendt i såvel unanisk som ayurvedisk medicin. Planten benyttes mod feber, skæl, hedeslag, leukodermi (pigmentmangel) samt spedalskhed i tidlige stadier; bark og rod mod forstørret lever og gulsot; blomsterne mod hovedpine; en pasta af bladene mod solskoldning, hedeknopper, udslæt, hudafskrabninger, brandsår, bylder, hudsygdomme såsom eksem og ringorm, hæmorrider, ru hals, betændte hævelser, spedalskhed samt rheumatiske ledsmerter; frøene mod dysenteri; frø og blade mod kraftig menstruation samt udflåd fra skeden; olie fra frøene mod gigt, fnat og hårtab.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefalede rodbark af granatæble som middel til at uddrive bændelorme – en effektiv, men kvalmende metode.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Oc Huem er der, som icke vel veed, at Granat-Æblis-Saft er it Alexipharmacon [et middel, som anvendes mod gift] oc ofuermaade got Raad for Hiertet oc Mafven, huilcke det corroborerer [styrker] oc styrcker udi heftige oc slemme smitsomme Siugdomme? Herfore bruger mand Saften eller Syrup aff Granate-Æble, saasom det der saare megit styrcker Hiertet, imod Blodsot, slemme oc smitsomme Febrer oc Kaalde-Siuger, Meslinge oc Børne-Pocker [skoldkopper]. Derforuden lærer ocsaa Sebicius*, oc udi særdelished commenderer oc berømmer Saften eller Granat-Æble-Vijn imod Blodsot, besynderlig dersom gloendis Jern eller Staal blifuer sluckt der udi.”

*Melchior Sebicius (1578-1674), en tysk læge, som bl.a. skrev Herbarium Tragi-Germanicum.

Skal og saft af granatæble er et virksomt middel mod betændelse, idet de har et højt indhold af anti-oxidanter, og frugten er sandsynligvis et effektivt middel mod bryst-, tyktarms- og prostatakræft. Et udtræk af bladene er bakteriedræbende og smøres på sår. I ayurvedisk medicin anvendes den bitre skal mod dysenteri, i Vesten mod diarré.

I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste.”

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Traditionelt betragtes det gyldne æble som værende sødæblet (Malus pumila), men det kan lige så vel dreje sig om granatæble, da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Grækenland på det tidspunkt teksten blev skrevet.

I Første Mosebog, kap. 3, vers 1-7, hedder det:

“Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

Traditionelt er Kundskabens Frugt også blevet betragtet som værende sødæblet, selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble eller måske abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet.

Frugtsaften af granatæbler er meget forfriskende, og den benyttes også som tilsætning til de alkoholiske drikke Grenadine og Campari, som får deres stærkt røde farve og bitre smag herfra. I Marokko anvendes et udtræk af umodne frugter til garvning af lædervarer. Den dyrkes også som prydbusk for de smukke blomsters skyld.

 

 

Bladene spises på adskillige Stillehavsøer. I Japan og Korea fremstilles papir af arten.

Aibika er en nær slægtning til okra (A. esculentus), som har spiselige frugter.

 

 

I det Gamle Egypten blev saften udvundet og blandet med nødder og honning, eller den bløde og svampede stængelmarv blev kogt i sirup og derpå tørret til blødt og sejt slik. I England og USA blev stængel og rod, der indeholder en del sukker, førhen anvendt til fremstilling af en type slik, der på engelsk hedder marshmallows. Nutidens marshmallows har dog intet med planten at gøre. De består af sukker, vand og gelatine, som piskes og formes til små firkanter, der dyppes i majsstivelse.

Siden Oldtidens Egypten har et ekstrakt af roden været anvendt mod hoste. Oldtidens arabere anvendte et grødomslag af læge-stokrose til behandling af infektioner, og i det gamle Grækenland benyttede man arten til sårheling. Traditionelt blev arten i Danmark anvendt mod en lang række lidelser, fx bylder, dysenteri, blæresten, epilepsi, tuberkulose, tandpine, kolik- og nyresmerter, hæmorrider, mavepine og kighoste. Et udtræk af roden indgik i de såkaldte altea-bolcher, som blev taget mod hoste.

I nutidens urtemedicin anvendes læge-stokrose til behandling af hoste, forkølelse, influenza, bronchitis, sukkersyge, hudproblemer, mavesår samt urinvejsbetændelse. Alle dele af planten er rige på slim, som kan hele ømhed og betændelse.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

De gamle folkenavne ebeske, ibisk og ibsurt er forvanskninger af hibiscus, hvilket sigter til, at blomsterne ligner hibiskus-blomster.

 

 

 

 

 

 

 

Det mærkelige navn katost, samt en mængde folkelige navne, bl.a. knapost, bitterost, præsteost, knapurt og kavring (lille tvebak), hentyder til frugternes cirkelrunde form, der kan minde om en ost, som ligger til lagring. I sin Flora Danica fra 1648 siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) herom: ”De trinde Tingester, som komme efter Blomsterne, ere ligesom nogle smaa Kager, der kand være it Hul midt paa. (…) ligesom en trind Bricke eller Knap, som er ligesom en Kage eller Knap-Ost, sæt sammen aff mange flade Frøe.”

Forstavelsen kat- hentyder muligvis til, at mange mente, at katost var ubrugelig for mennesker, men ikke desto mindre blev bladene førhen ofte spist som kål.

Katost-arter var meget anvendt i Middelalderen mod alle mulige sygdomme. Paulli skriver: ”Udi Clystijr [klyster = indføring af et flydende lægemiddel i endetarmen] blifuer Katost saa ofte brugt, at der neppelig it blifuer bered, som tien til at blødgiøre Bugen oc forlindre den Pine, som er udi Tarmene, i Blæren aff Steen, oc Moderen [livmoderen], udi huilcket Katost jo er fast den fornemste Deel oc Basis.

(…) disse samme Katostis Blade (…) giør megit got for de gamle Quindis Personer, som ere temmelig ved Alder, naar de første Gang efter Bryllupet skal giøre Barsel, at mand da nogle Uger tilforne førend de falde omkuld, legge dennem disse fornæfnde Slags paa Jiszbeenet [issen]. Men der burde vel ingen Jordemoder være, som jo i det Ringeste burde at vide enten dette eller ocsaa andre ligesaadanne Raad. Men saa som enhuer ret vel vitterligt er, da gaar det saaledis til, at den største Deel aff dennem med saadan deris Uforstandighed icke alleniste udi dette Fald, men endocsaa udi andre dezlige Stycker, som de vel burde vide, giøre det, som suarer til deris Nafn, nemlig at de kaldis Jorde-Mødre, thi de jo (disverre) før Tiden aabne Jorden oc Grafven for mangen ærlig Dannequinde, oc uskyldigt lidet Foster, huilcke de, næst Guds Hielp, om de deris Stycker ret forstode, nocksom kunde redde oc befrie.”

Her får jordemødrene ellers en ordentlig én på hatten!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hjortespringsbåden fra Bronzealderen blev bygget af lindeplanker, og gennem tiderne er lindens ved blevet anvendt til utallige andre formål, bl.a. vogne, møbler samt allehånde snedkerarbejder, fx spiseredskaber, musikinstrumenter og benproteser. Lindetræ giver meget fint trækul, som er velegnet til tegning.

Et bæger, som blev fundet i en grav fra Bronzealderen, var fremstillet af lindebark, og senere var barken ingrediens i fx farverlak og papir. Inderbarken, kaldt bast, blev anvendt så langt tilbage som i Bronzealderen, hvilket flere gravfund viser. Op gennem tiderne er den blevet benyttet til mange formål, bl.a. til fremstilling af kurve, reb og måtter. (I dag benyttes mest raffia-bast, som stammer fra palmer af slægten Raphia). I Rusland anvendes lindens bast fortsat til mange formål, bl.a. fremstilling af bastsko.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tilos (’fiber’), hvilket sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder ligeledes til barkens anvendelse – i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

I sin Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) dog en advarsel til biavlerne: ”(…) det er en Huuszraadig Huusz-Fader fornøden at vide, at det icke er raadeligt at sætte Bi-Kar paa de Steder, som Linde-Træer ere satte oc plantede. Thi den Luct Linde-Blomsterne gifue fra sig er saa skadelig for Bierne, at de ey kand taale, at de vore dennem saa nær, at mand kand see dennem. Men huilcken Huusz-Fader, som hafuer lyst til at legge vind oc beflitte sig paa Bier, hand forskaffe sig en heel Hob Thimian oc den udi Hafverne udi stor Menge plante, da lyckis Bierne dis bedre, oc de drage dis flittigere, oc god Hob Honning gifve.”

På Herning-egnen sagde et gammelt ord, at hvis en ko ikke ville blive med kalv, skulle den fodres med lindetræsolie i et æg inden løbetiden.

Traditionelt er lindeblomst-té og lindetræsolie blevet indtaget mod utallige lidelser, bl.a. hovedpine, forkølelse, hoste, feber, infektioner, epilepsi, mavebevær, nyregrus, forhøjet blodtryk, samt som urindrivende middel og som beroligende middel ved angstanfald og søvnløshed. Barken er blevet anvendt mod fx brandsår, betændelse og ’bullenskab’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav denne slægt Trillium – en hentydning til slægtens tredelte blade, i lighed med det danske navn treblad. De engelske navne birthroot og squawroot hentyder til artens brug mod for kraftig menstruation samt blødninger efter fødsler. (Ordet squaw, som er af algonquinsk oprindelse, betyder ‘kvinde’). Et andet engelsk navn, stinking Benjamin, hentyder til plantens ubehagelige lugt – lidt hen ad råddent kød.

I de Appalachiske Bjerge benyttede lokale stammefolk den tørrede rod til behandling af for kraftig menstruation samt blødninger efter fødsler. Nogle folkeslag betragtede den tillige som et seksuelt stimulerende middel. Et afkog af roden anvendes mod dysenteri og diarré.

Andre medlemmer af slægten benyttes mod åndedrætsproblemer, fx hoste, bronchitis og astma, samt mod feber.

Nogle moderne hekse betragter treblad-arter som magiske urter.

 

 

 

Neem er hellig for hinduer og indgår i adskillige af deres højtider. Det plantes vidt og bredt som læ- og fodertræ. Veddet er modstandsdygtigt mod angreb fra insekter og er derfor meget anvendt til bygninger og møbler. I Indien placeres tørrede blade i skabe for at holde insekter borte, og kogte blade kan skræmme skadelige fugle som spurve bort fra afgrøder. Pulveriserede frø anvendes som insektbekæmpende middel. Unge skud og blomster spises som grønsag og laves til pickles. Olien anvendes som ingrediens i sæbe, shampoo, cremer og tandpasta. I landlige områder benyttes den også til at smøre hjulnav på kærrer. Rester efter udnyttede dele af planten anvendes som gødning. Gummi arabicum produceres af harpiksen. Barken indeholder garvestof. Blomsterne er en glimrende kilde til honning.

Arten har været anvendt i indisk ayurvedisk medicin gennem mere end 2000 år. Saft af barken anvendes mod feber, hoste og urinvejsproblemer. En pasta af barken smøres på hævede eller blødende gummer. Olie fra frøene anvendes som blodrensende middel, samt til at forbedre leverfunktionen og stabilisere mængden af sukker i blodet. Den benyttes også til brandsår. En pasta af frøene anvendes mod spedalskhed. Neem benyttes tillige mod hudlidelser, samt som bakterie-, virus- og svampedræbende middel, ormemiddel, bedøvelsesmiddel og svangerskabsforebyggende middel.

Neem-kviste, kaldt datun, bruges som tandbørster, idet de tygges og gnides mod tandkødet. Saften fra kvistene virker bakteriedræbende og modvirker karies.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pipal er hjemmehørende fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og Sydøstasien, men er plantet i mange varmere lande. Det tilhører en gruppe af figentræer, som kaldes kvælerfigner. Et pipal-frø slår rod højt oppe i et træ, hvorfra den spirede plante sender luftrødder ned til jorden. Gennem årene omklamrer disse luftrødder værtstræet og kvæler det efterhånden.

I traditionel ayurvedisk medicin benyttes pipal mod omkring 50 forskellige lidelser, barken mod dysenteri, diarré, sukkersyge, dårlige nerver, for kraftig menstruation, benbrud, ørepine, kirtelproblemer, gonoré, fnat og andre hudsygdomme, og også som afføringsmiddel. Olie fra rodbarken anvendes mod hudsygdomme og rheumatisme, bladene mod forstoppelse, gummisaften mod vorter, den pulveriserede frugt mod astma, frø og unge skud som afføringsmiddel.

I Nepal benyttes barken til at standse blødninger fra sår, samt mod gonoré, diarré, dysenteri, lammelser, fnat samt slangebid. Gummisaften benyttes mod tandpine og ømme gummer. Saften af unge blade dryppes i ørerne mod ørepine. En pasta af bladene anvendes mod hudproblemer.

I Nepal anvendes barken også til garvning og plantefarvning, inderbarken som reb. Løvet anvendes som foder.

Pipal og dens rolle i buddhismen er nærmere omtalt på siden Planteliv: Figentræer, og Buddhas liv er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

Talrige andre figenarter anvendes medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af eukalyptus-arternes engelske navne er fever tree (’febertræ’), som stammer fra praksis med at plante disse træer i malariabefængte sumpe. Da deres rødder er i stand til at ophobe store mængder af vand, udtørrer de sumpene, og malariamyggene forsvinder.

Anlæggelse af eukalyptus-plantager er til stor skade for miljøet, ikke kun fordi store skovområder er blevet ryddet, men også på grund af disse træers udtørrende virkning på jordbunden.

Æteriske olier udvindes af bladene og benyttes til behandling af forkølelse, ru hals, hoste, influenza, feber, åndenød, bihulebetændelse, allergier, virusinfektioner, bronchitis, tuberkulose, samt mavebesvær. Olien tilsættes de såkaldte eukalyptus-bolcher, som er gode mod dårlig ånde. Olien anvendes også af australske indfødte til behandling af sår, og forskning har vist, at den er en meget effektiv sårheler.

 

 

 

 

 

 

 

 

I værket Quadripartitum botanicum fra 1639 fabulerer den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om forekomsten af enten kviksølv eller bly i jorden under benbræk, da han har fået oplyst, at kvæg og får, der græsser i disse bevoksninger, får skøre knogler, nøjagtigt som når de har fået disse giftige metaller i kroppen. Plantens forekomst har dog intet med hverken bly eller kviksølv at gøre. Da benbræk er giftig, mente man senere, at kreaturernes skøre knogler skyldtes, at de havde ædt af planterne. Nu ved vi dog, at det hænger anderledes sammen. Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, især områder fattige på fosfat. De øvrige planter i området må således også undvære fosfat, og hvis kreaturer græsser en hel sommer på disse fosfatfattige planter, bliver deres knogler ikke så faste, som de ville blive på ’normalt’ græs, og derfor brækker de lettere. (Kilde: Indledning ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen i Simon Paullis Flora Danica).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Siden Oldtiden har hvid jasmin været benyttet som potensfremmende, bedøvende, bakteriedræbende, antidepressivt, krampestillende og smertestillende middel. I den ayurvediske medicin anvendes den mod feber og øjenbetændelse samt til at forbedre immunforsvaret. I traditionel kinesisk medicin koges blomsterne for at fremstille urteté, som benyttes mod bl.a. sår, hedeslag, feber samt urinvejsinfektion. Denne drik kan også lette stress og angstanfald. Et grødomslag af blomsterne anvendes mod hovedpine og hjerneblødning.

Arten er sandsynligvis oprindelig fra Kaukasus mod øst gennem Himalaya til det sydvestlige Kina, og den er blevet naturaliseret i Sydeuropa, Nordafrika, Florida, Vestindien og andre steder. Den er Pakistans nationalblomst.

 

 

 

 

 

 

 

Siden Oldtiden har olivenolie været anvendt til at gøre huden blød og smuk, og den er også et godt middel mod tørt hår. Indtages olien dagligt, beskytter den sandsynligvis mod hjertelidelser, og den sænker muligvis kolesterolindholdet i blodet. Nyere forskning har vist, at den måske kan forhindre hjerneblødning, bryst- og tyktarmskræft, gigt, urinsyregigt samt migræne. Den virker afførende. Varm olie, som dryppes i ørerne, letter øresmerter. Et udtræk af bladene tages mod infektioner, forkølelse, feber, influenza, meningitis, herpes, helvedesild, lungebetændelse, tuberkulose og diarré. Dette udtræk kan også anvendes til at behandle sår og psoriasis. Veddet anvendes til træskærer- og drejerarbejder.

Ifølge det Gamle Testamente udstedte Moses en forordning, som sagde, at personer, der var ansvarlige for pasningen af olivenplantagerne, blev fritaget for militærtjeneste.

I den græske mytologi var Athene krigsgudinde, men samtidig byernes beskytter. Hun kappedes med havets gud Poseidon om, hvem der skulle være skytsgud for en nyopstået by ved den Saroniske Bugt. Poseidon lod en kilde springe frem, men den var desværre salt. Athene lod oliventræet spire, og befolkningen valgte hende. Byen blev kaldt Athen efter hende, og olivenlunde blev anlagt til hendes ære.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

Arten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

 

I Nepal anvendes roden som et dulmende middel på ømme slimhinder, mod mavebesvær, samt til at reducere mængden af slim i lungerne og standse blødninger. I ayurvedisk medicin benyttes roden som styrkende middel samt til behandling af betændelse i tænder og tandkød. Den skattes højt som potensfremmende middel. Traditionelt har den også været benyttet til heling af benbrud.

Arten er fredet, men er ikke desto mindre alvorligt truet af overdreven indsamling. I Nepal kostede et kilo af den tørrede rod i 2015 omkring 100 US Dollars.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daktylos (‘finger’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til de delte, fingerlignende rodknolde i denne slægt. Artsnavnet er Sanskrit og betyder ‘minder om en hånd’, ligeledes med hentydning til rodknoldene.

 

 

Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien. Halvsnylter er egentlig et besynderligt ord. Enten er man vel en snylter, eller også er man ikke!

En lang række arter fra denne familie, samt andre snylteplanter, er omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Disse planters anvendelse mod øjensygdomme kan spores tilbage til Middelalderen. Tilhængere af signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. Allerede Matthaeus Sylvaticus (1285-1342), en læge fra Mantua, anbefalede den mod øjenproblemer, og den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) giver følgende opskrift på “en glimrende væske til at klare øjnene: Tag en håndfuld af hver af fennikel, øjentrøst, rose, svaleurt, jernurt og rude, samt den finthakkede lever af en ged, lav et udtræk af dem i øjentrøst-vand, som destilleres, og du har en væske, som uden sammenligning er den bedste til at klare øjnene.” – Tilhængerne af signaturlæren ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Den danske urtelæge Henrik Harpestræng (død 1244) udtaler: ”Har man spist Roden med Valmuemælk i tre Dage, forsvinder Kødets Lyst i otte Dage.” En anden dansk læge og botaniker, Simon Paulli (1603-80), skriver: ”(…) denne Urt er saare vel den gemeene Mand, Bønder og Kierlinger nu omstunder bekiendt, dog den at hafue været de gamle Medicis [læger] bekiendt, necte Recentiores [de nutidige læger] saare fast, huilcke næsten alle, uden Lobelius* oc Camerarius**, høyeligen commendere oc berømme den Vijn, udi huilcken Øyen-Trøst er udblødt, imod Øynenes Dumhed oc Blindhed.” Og videre: ”Dersom den gandske Urt med Roden blifuer brændt, oc der strax efter blifuer gjort en Lud aff, oc Munden blifuer med den udskylt, da er den god for Tænderne, som er hull paa oc ere forfulede [grimme], oc den stiller Tændernis Pine oc Smerte.”

 

 

 

Nuomdage benyttes øjentrøst også mod fordøjelsesbesvær samt betændelse i luftrøret. I Nepal anvendes Himalaya-øjentrøst (E. himalayica) mod for kraftig menstruation, og rodsaften smøres på bylder.

Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man fornyligt havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her lånt fra botanical.com)

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (nedenfor) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin syntes ikke at skade kvæget.

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

 

 

 

 

 

 

På sin rejse gennem Skåne i 1749 stødte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) på navnet landsknektar for arten. Han bemærker: “…ett ganska artigt namn, emedan denna örten bär svenska livréet med rocken eller bladerna som äro högblå, och bröstet eller blommorna inunder gula.” (Kilde: Carl von Linné 1751. Skånska Resa 1749. Malmö, 1956)

Denne plante har sin hovedudbredelse i Østeuropa, fra Danmark, Tyskland og Italien mod øst til det nordvestlige Rusland. Den vokser kun få steder i Danmark, men er almindelig i det østlige Sverige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’.

Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider. Ikke desto mindre sugede børn i visse egne af England førhen den søde nektar ud af blomsterne.

I Nordamerika var canadisk troldurt (P. canadensis) tidligere meget anvendt blandt indfødte folk som medicinsk urt samt som potensfremmende middel. Medicinsk blev den benyttet som et blodrensende middel og endvidere mod blodmangel, hjertelidelser, mavesår og blodig diarré. Blade og stængel blev kogt som en grønsag. Menomini, også kaldt Mamaceqtaw, et Ojibwe-folk i Wisconsin, bar roden som en talisman, da de mente, den kunne hjælpe til med at forføre det modsatte køn. Roden blev også tiltroet den evne at kunne kurere knirkende ægteskaber, ved at blive blandet i dén mad, som begge parter ville spise.

I Danmark findes i dag kun to vildtvoksende arter, som begge er tilknyttet fugtige moser og enge, og begge har stærkt krusede blade. De præsenteres herunder sammen med 4 andre arter, mens andre er omtalt på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

 

Denne plante snylter især på rødder af medlemmer af lyngfamilien (Ericaceae). Den er begrænset til Californien og Oregon, hvor den vokser i skove og chaparral, et samfund af buske og forveddede urter, som er tilpasset tørre somre og fugtige vintre. Dette klima er typisk for det sydlige Californien.

Førhen blev arten anvendt af indfødte folkeslag som et afslappende middel for trætte muskler, og blomster og bladknopper blev røget som et mildt rusmiddel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhinos (‘næse’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den næse-lignende øvre læbe i blomsten. Navnet skjaller sigter i lighed med to danske folkenavne på disse planter, rassel og skralde, til de tyndvæggede kapsler, som er omgivet af et tørt, hindeagtigt bæger. Når det blæser, rasler frøene inde i frugterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er urter, nogle få buske og mindre træer. Adskillige slægter har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver), valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). En del Papaver-arter er omtalt på siden Hyldest til farven rød, mens en række valmuesøstre er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya, og hornskulpe-arter på siden Flora i Tyrkiet.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore (Corydalis), jordrøg og løjtnantshjerte (begge omtalt nedenfor), samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk chelidon (‘svale’). Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) beretter, at svaler henter blomster af svaleurt og anbringer dem på deres ungers øjne, når de lider af øjenbetændelse. Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skyldes navnet, at planten kommer i blomst, når svalerne ankommer, og visner, når de atter drager bort.

Folkenavnet brændeurt hentyder til saftens skarpe smag, mens surgunnæ – et middelalderligt navn, som kommer af sur (betændt) og gunnæ (øjenpus) – samt øjengræs og klarøjne sigter til plantens brug mod øjensygdomme. Vorteurt og fnatblomst hentyder til dens anvendelse mod hudproblemer. Navnet barneskidt fra Falster hentyder til mælkesaftens farve, der kan minde om småbørns gullige afføring.

Plantens gule mælkesaft og rådne lugt har givet grobund for mange fantasifulde forestillinger. I værket Utkast till svenska växternas naturhistoria (1867-68) skriver botanikeren C.F. Nymann (1820-93): ”Då örten, såsom icke sällan händer, växer på kyrkogårdar, tror allmogen att den dragit den skarpa saften till sig ur döda kroppar, hvadan den anses med en vis leda.”

Svaleurt nævnes af Plinius den Ældre (ovenfor) som en bedøvelsesplante, og op gennem Middelalderen blev den anvendt mod bl.a. gulsot, hovedpine, øjensygdomme, maveproblemer, svimmelhed, koldfeber (malaria), søvnløshed og tandpine. I det 14. århundrede blev en drik med svaleurt betragtet som god for blodet.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Saften fra denne urt er god til at skærpe synet, for den renser og fjerner slimede ting, der har sat sig på øjeæblet og forhindrer klarsyn, og den tages bedst kogt med honning i en messinggryde, som Dioscorides har lært os.” (Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin).

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) skriver: ”Det er icke at sige, huor mange Fabeler mand finder skrevne om denne Urt oc hendis besynderlig Kraft, som den hafue skal imod Blindhed.”

Blandt amerikanske indfødte blev et udtræk af svaleurt anset for at virke beroligende.

I den moderne urtemedicin betragtes arten som vanddrivende og afførende samt som et af de bedste midler mod galde- og nyresten. Saften er god for hudproblemer, fx eksem og vorter, men da den er ætsende, må den ikke komme i kontakt med sund hud. Et afkog af planten, blandet med kaliumklorid, smøres på ligtorne. I Rusland siges det, at planten i adskillige tilfælde har været et effektivt middel mod kræft.

 

 

 

 

 

Med et fællesnavn kaldes disse planter på dansk for løjtnantshjerte – et navn, der efter sigende er opstået på grund af blomsternes udseende hos ægte løjtnantshjerte (Lamprocapnos spectabilis). I Syv fantastiske Fortællinger (1935) skriver Karen Blixen: ”Naar man bøjer Blomsterne fra hinanden, indeholder de en Champagneflaske og en Danserinde.” I gamle dage var man forvisset om, at det netop var disse to ting, en løjtnant tænkte mest på! Åbner man blomsten, ser man også noget, der kan minde om en dame i en vogn. Det kan tolkes, som at løjtnanten kun har hjerte for sin dame – eller kun tænker på damer.

Som det er tilfældet med så mange andre planter, er også løjtnantshjerte blevet forbundet med kristendommen. På grund af blomstens hjerteform kaldes planten for Marias hjerte og Kristi hjerte. De røde og hvide farver i blomsten siges at symbolisere blandingen af blod og vand, der flyder fra Jesu sår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene blev førhen benyttet medicinelt af amerikanske indfødte. I nutidig urtemedicin anses arten for at være et mildt beroligende og afslappende middel, der egner sig godt til børn. Den forbedrer søvnkvalitetet og kan forhindre mareridt. Den tages også mod hyperaktivitet, hovedpine, migræne, depression og nervesmerter.

Frøene benyttes i madlavning. Førhen blev dens pollen anvendt kosmetisk af amerikanske stammefolk.

I 1903 blev arten udnævnt til Californiens officielle statsblomst.

 

 

 

 

 

Et af denne arts folkenavne er arve, som er en gammel betegnelse for mange lave ukrudtsplanter. Og jordrøg er virkelig et almindeligt ukrudt. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Hvad Steden sig belanger, som den gemeene Jord-Røg voxer paa, da er det vel alle vitterligt, at den mangfoldelig voxer, icke alleniste i Hafver iblant Urterne udi Biedene, oc andre saadanne Steder, aff sig selfuer (eenfoldeligen for den gemene Mand at tale) uden nogen Dyrckelse, men endocsaa paa Marcken iblant Kornet, oc paa andre saadanne Steder.”

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af den gamle latinske betegnelse fumus terrae (’røg fra jorden’). Simon Paulli bringer et citat på latin af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), og fortsætter: ”Huilcket er saa megit at sige paa voris Danske Maal: Denne Urtis Saft er skarp oc giør alle Øynene klare, oc ligesom Røg kommer dennem til at rinde, huor aff den ocsaa sit Nafn hafuer, at den kaldis Jord-Røg.” En anden forklaring kan være, at dens fine løv kan minde om røg hen over jorden.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Folkenavnet vild rude hentyder til bladene, der minder lidt om den ægte rudes (Ruta graveolens, nedenfor). Navnet jordgalde sigter til plantens bitre smag, skaburt til dens anvendelse mod fnat. Det mærkelige navn karetvogn, fra Søllerød-egnen, hentyder sikkert til blomstens form, der kan minde om en karet.

Traditionelt er denne plante blevet anvendt mod leverproblemer og hudlidelser, fx eksem og psoriasis, samt som afførende og vanddrivende middel. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver, at den er ”en rigtig Skaburt og Pokkerurt” og uddriver ”den onde, giftige Svedesot”. [Pokker var det gamle navn på syfilis, og svedesot var et andet ord for pest.] Endvidere siger han, at destilleret vand fra urten kan drikkes med teriak (en middelalderlig medicin-blanding), det fordriver ”det Onde i Munden” og virker blodrensende. Simon Paulli beklager, at jordrøg ikke værdsættes nok: ”(…) men fordi at den udi saa stor Mangfoldighed allevegne findis, skeer det, at den icke nær actis oc holdis for saa dyrebar it Medicament, som den ellers udi sig selff er.”

Nyere forskning har vist, at læge-jordrøg faktisk er virksom mod psoriasis, og i Tyskland er arten et godkendt middel mod galdesmerter.

I Middelalderen blev jordrøg anvendt til at uddrive dæmoner.

I Tyrkiet benyttes nært beslægtede arter som blodrensende middel samt mod allergi. I Nepal anvendes Fumaria indica som vanddrivende middel og benyttes endvidere til at uddrive indvoldsorme. Dens saft smøres på sår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Passionsfrugten har yderst en ret hård skal, der omslutter en mængde små, hårde frø, omgivet af frugtkød. Dette frugtkød er meget velsmagende hos flere arter, især almindelig passionsblomst (Passiflora edulis), som dyrkes i stor stil i troperne.

Navnet passionsblomst er forbundet med Jesu lidelseshistorie i de sidste dage af hans liv, på engelsk kaldt ’The Passion’. Efter legenden slyngede en passionsplante sig op ad det kors, som han var blevet korsfæstet på, og bladene gav herved skygge og kølighed til den døende Jesus.

Ifølge en anden legende var det spanske missionærer, der først tolkede passionsblomstens unikke opbygning som symboler, der knytter sig til korsfæstelsen. De ti bæger- og kronblade betragtes som symboler på ti af apostlene – kun mangler Peter, som fornægtede Jesus tre gange efter hans arrestation, samt Judas, der forrådte ham. Bikronens mange tråde ses som symbol som tornekronen, mens støvvejen er tolket som enten korset eller den Hellige Gral. De tre støvfang symboliserer de tre nagler, og de fem støvdragere under dem Jesu fem sår (fire fra naglerne og et fra lansen, der gennemborede hans side). De spidse blade ses som symbol på den Hellige Lanse, mens slyngtrådene repræsenterer de piske, som Jesus blev flagelleret med. De tre bibægerblade symboliserer de tre Maria’er, som var til stede, da Jesus døde, og den blålige blomsterfarve hos mange af passionsarterne betragtes som Jomfru Marias blå klædedragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er linjeformede, nåleagtige, og når de fældes, efterlader de et ar. Modne kogler er forveddede, mellem 1,5 og 60 cm lange, med talrige skæl arrangeret i spiralform, med to vingede frø under hvert skæl. Hanlige kogler er små, 0,5-6 cm lange, og de falder kort efter spredning af pollen. Mange arter udskiller en klæbrig, velduftende harpiks.

 

Himalaya-ceder er hjemmehørende i Afghanistan, den sydvestligste del af Tibet samt det vestlige Himalaya, mod øst til den vestlige del af Nepal, men dyrkes andre steder som prydtræ. Arten er Pakistans nationaltræ.

Deodar, som planten kaldes på hindi, tilbedes af hinduer og plantes ofte omkring templer. En æterisk olie udvindes af veddet og brændes som røgelse, i lighed med frøolien og harpiksen. Olien benyttes også til massage samt til sæbe og kosmetik. Den rå olie bruges som polérmiddel. Veddet er værdifuldt, da det er modstandsdygtigt mod angreb fra termitter og svampe. Af denne grund benyttes bygninger, fremstillet af cedertræ, ofte som magasin for afgrøder og kød. Veddet anvendes også til fremstilling af møbler, kærrer, både og andet.

I ayurvedisk medicin anvendes deodar mod talrige lidelser, bl.a. forkølelse, influenza, feber, nervelidelser, gigt, hovedpine, astma, leverproblemer, indvoldsorm, hudlidelser samt betændte sår. I Nepal koges veddet, indtil det bliver en slimet masse, der anvendes mod feber, lungelidelser, rheumatisme og hæmorrider. Den smøres også på panden for at lette hovedpine. Harpiksen benyttes mod sår, hudsygdomme og beskadigede led. Olie fra frøene anvendes mod hudproblemer.

Billederne nedenfor er alle fra Manali, Himachal Pradesh, Indien, hvor Himalaya-ceder er meget almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I ayurvedisk medicin anvendes nålene af langnålet fyr som vanddrivende middel, olien mod rheumatisme, samt harpiksen mod infektioner og forskellige hudlidelser. I Nepal benyttes harpiksen af langnålet fyr mod mavebesvær, og den smøres også på sår. Tamang-folket i Nepal fremstiller té af harpiksen af langnålet fyr og drikker den mod hoste og brystsmerter. En lignende té af tårefyr benyttes mod sår.

Frøene ristes og spises. I Nepal spises honningdug fra bladlus, der lever på nålene, som slik. Veddet anvendes som tømmer og til møbler samt til at fremstille trækul. Af veddet udvindes også terpentin. Harpiksen anvendes i fremstillingen af papir, sæbe, kosmetik, maling, lak, gummi, polérmidler og armbånd. Barkens garvesyre bruges i plantefarvning.

Tamang-folket i Nepal anvender tårefyr under tilbedelse af guder i templerne.

 

 

 

 

Mange af slægterne var tidligere placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af latin digitus (’finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab, rævebjælde og bullen munkepil, hentyder til blomstens form. Det mærkelige midtjyske navn bullen munkepil – som betyder ’opsvulmet munke-penis’ – sigter til den brede blomst, som indvendigt har mørke prikker, der sammenlignes med filipenser eller anden betændelse.

I England betragtedes fingerbøl i gamle dage som en magisk urt, og man mente, at der boede alfer i dem. De mørke markeringer på indersiden af blomsten var alfernes fingeraftryk. Det fortaltes også, at alferne lærte ræven at sætte fingerbøl-blomster på sine fødder, så den lydløst kunne snige sig ind på bondens høns, jfr. navnet rævebjælde.

I gamle dage morede børn sig med at sætte blomsten på en finger som et fingerbøl. Det sagdes, at hvis den ikke gik itu, ville man få nyt tøj i årets løb. En anden leg gik ud på at plukke blomst og bæger, klemme kronen sammen foroven og derpå slå den itu mod panden.

Trods dens giftighed blev fingerbøl tidligere anvendt mod forskellige lidelser, men det meste af dens brug var helt anderledes end nutidens anvendelse. I sin Cruydeboeck (urtebog) anbefaler den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85) fingerbøl kogt i vin som slimløsnende middel, og på den tid syntes urten at have været anvendt på mange måder, som nutidens urtelæger ville finde yderst farlige.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) anbefaler den til folk, ”som er faldet ned fra stor højde,” og urtelægen John Parkinson (1567-1650) priser den knuste urt og dens saft som grødomslag mod hævede kirtler, samt bladenes anvendelse til at rense gamle sår.

Urtelægen Nicholas Culpeper (1616-54) siger, at den har ”en blid, rensende og venlig natur. Urten anvendes ofte af italienerne til at helbrede friske og betændte sår, idet de knuser bladene og svøber dem omkring såret, og dens saft anvendes til at rense, tørre og hele gamle sår. Erfaringen har vist, at den er god mod hævede kirtler, idet den knuses og lægges omkring det hævede sted, eller man benytter en salve, fremstillet af saften. (…) Jeg er overbevist om, at denne salve er et af de bedste midler mod skurv i hovedbunden.”

Førhen blev fingerbøl også anvendt mod indvortes blødninger, betændelse, delirium tremens, epilepsi samt akut galskab. I England blev fingerbøl-té traditionelt drukket mod vattersot (ophobning af væske i kroppen).

I 1785 opdagede den britiske botaniker, geolog, kemiker og læge William Withering (1741-99), at et ekstrakt af fingerbøl-blade øgede hjerterytmen, og at det tillige kunne accelerere udskillelsen af overskudsvæske i kroppen. I den moderne medicin anvendes fingerbøl stadig til at stimulere hjerterytmen.

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder sandsynligvis til Bibelens Veronica, som efter overleveringen tørrede sveden af Jesu ansigt under hans vandring til Golgatha. Det siges, at ærenpris-blomsterne ligner de mærker, som blev efterladt på klædet.

Det danske navn ærenpris, oprindelig skrevet erennpryes, er fra tysk Ehrenpreis og hentyder til de ’ærede og priste’ medicinske egenskaber hos disse planter. Folkenavnene Vorherres blå øjne, Jomfru Marias blå øjne, misøjne og forglemmigej hentyder til de blå blomster. Forglemmigej er jo normalt det danske navn for arter af slægten Myosotis (Boraginaceae), men blev i folkemunde også anvendt for ærenpris-arter.

Ifølge Dansk Folkemindesamling (1906) blev ærenpris muligvis anvendt til fosterfordrivelse, hvilket følgende rim fra Østjylland tyder på:

 

 

 

Artsnavnet beccabunga er sandsynligvis afledt af det tyske navn på arten, Bachbunge, af bach (‘bæk’) og bunge (‘bunke’), hvilket hentyder til, at arten ofte vokser i massevis i bække. En anden kilde hævder, at navnet kommer af det flamske ord beckpunge, som betyder ‘brændende mund’, hvilket sigter til de stærkt-smagende blade, der førhen blev anvendt i salater.

I gamle dage blev tykbladet ærenpris anvendt mod talrige lidelser, bl.a. tuberkulose, hævelser og urinsyregigt. Knuste blade blev lagt som omslag på sår og forbrændinger. I 1400-tallet anbefales det, at en syg barselskone skal spise tykbladet ærenpris, kogt i svinefedt. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) siger, at planten spist som salat kan opløse blæresten, samt uddrive urin, dødt foster og ’kvindens urenheder’.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt, Lemmicke kaldet, er en saare vel bekiendt Urt, oc derforuden er den ocsaa saare megit i Brug, huilcken enddog den blifuer foractet oc maa tijt oc ofte staa paa den vilde Marck oc raadne, da er den dog vel værdt, at mand den langt høyere elsker oc skatter end den allerskønnist skrifvede Tulipa oc mange andre slags Urter, som ickun Hafverne med deris Blomsters Liflighed oc udvortis Anseelse bepryde: Thi den er treffelig, ja hart ad een aff de allerfornemste, som for Skiørbug ere gode.”

De mærkelige navne lemmike og ledmyge hentyder sandsynligvis til, at et afkog af arten blev anvendt til behandling af syge lemmer, og urtelægen Laust Glavind fra Holstebro (død 1891) anvendte ærenpris-té til at kurere en ’værkbruden’ dreng.

I Verdens Lys fra 1926 skriver Johannes V. Jensen (1873-1950):

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Førhen var arten et højt skattet middel mod en lang række sygdomme, fx forstoppelse, blødninger, dårlige nerver, luftvejsproblemer og hjerte-kar-sygdomme, og den blev tillige anvendt som vanddrivende, sveddrivende, slimløsnende og styrkende middel. Det fortælles, at Kejser Karl d. 5. af Spanien og Rom (1500-1558) fik det meget bedre, efter at han havde taget ærenpris mod sin urinsyregigt.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Den er ofuermaade bequem til Lungens og andre Parters Saar, Bylder og Skab at læge, item til Colicam eller Veyr udi Lifuet [kolik], ja Pesten selff at bortdrifue.” Han anbefaler et afkog af planten: ”(…) Erenprijs-Vand, drucket med Pulver beblandet, er got for dennem, som aff Gulesot hafue ont, det drifuer Pisset, oc de store, tycke oc fæde Quinder giør det smale oc tynde, oc giør dennem ocsaa Fructbare.”

Videre skriver han: ”(…) dennem, som aff forbemelte Lunge- eller Nyre-Siugdom hafue ont, dennem commenderis Erenprijsis Decoctum eller Afsød [afkog], at de der aff Morgen oc Aften dricke en liden Drick, men det skal mand giøre sødt med Erenprijs-Sirup, thi saa blifuer det meere kierkommet for Munden oc gaar diss glattere neder.”

Et afkog af den tørrede plante anvendes stadig mod hoste og katar samt til behandling af sår og andre hudlidelser. Forskning har vist, at læge-ærenpris indeholder et glykosid, aucubosid, som menes at være bakteriedræbende.

Blandt amerikanske indfødte drak gravide kvinder førhen et afkog af roden, inden de begav sig ud på en rejse. Samme afkog blev regnet for beroligende og smertestillende på patienter med feber.

Plantens télignende duft bevirkede, at den i 1800-tallets Frankrig blev anvendt som téerstatning under navnet Thé d’Europe. Kogt i svovlsyre, kan den anvendes til plantefarvning og giver sort farve.

 

 

 

 

Et stort antal arter er beskrevet på siden Planteliv: Græsser.

 

I det Gamle Testamente var Job en from mand med mange dyder, som gennemgik talrige lidelser, fordi Satan konfronterede Gud og sagde, at han var i stand til at få Job til at forbande Gud. Det fik Gud til at tillade Satan at teste Jobs fromhed gennem forskellige prøvelser. Job vidste, at han var uskyldig og konkluderede, at Gud var uretfærdig, men forblev alligevel loyal mod ham. I Jobs Bog, kap. 16, v. 20, hedder det: “Mine Venner ere blevne mine bespottere, med Taarer vender mit Øie sig til Gud.”

Kernerne af Jobs tårer er spiselige og koges som ris. I det østlige og sydøstlige Asien fremstilles en nærende drik af pulveriserede frø, ligeledes en alkoholisk drik. Perlekranse fremstilles af frøene af varieteter med hård frøskal. Blade og stængel benyttes som foder.

Den kogte rod kan uddrive indvoldsorme, og pulveriserede frø benyttes mod urinvejsproblemer. I traditionel kinesisk medicin anvendes Jobs tårer mod diarré, rheumatisme og bronchitis, samt som vanddrivende og feberstillende middel.

På et tidligt tidspunkt blev Jobs tårer indført til USA. Blandt Cherokee-folket blev kernerne kendt som Cherokee corn beads, og de blev anvendt som pynt i hvert fald siden grundlæggelsen af Cherokee-nationen (1794). I 1838 blev omkring 16.000 Cherokee-folk tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 døde. En legende fortæller, at frø af Jobs tårer spirede langs de forskellige benyttede vandringsruter, der med et fællesnavn kaldtes for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).

 

 

 

 

Et tidligere slægtsnavn på denne plante er Elytrigia, afledt af oldgræsk eletryon (’skjul’) og tryge (’kornafgrøde’), hvilket sigter til, at kvik ’skjuler’ sig i kornet. Arten er virkelig et meget besværligt ukrudt i markerne, da selv den mindste stump jordstængel kan vokse op til en ny plante. Artsnavnet repens betyder ’krybende’ på latin, hvilket hentyder til de krybende jordstængler.

Det olddanske ord kwik er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og oldgræsk bios (‘liv’), altså noget, der var levende. Senere, i formen kvik, blev navnet overført til dette græs, som er særdeles ‘levende’, dvs. frodigt.

Det midtjyske folkenavn bondevenner er ironisk ment om dette ondartede ukrudt, mens navnene senegræs, kattetarme og sejlgarn er et billede på de seje rhizomer. Navnet bedstemors hageskæg hentyder til de rodstængler, som sætter sig fast i harvens tænder.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), fastslår, at et afkog af kvik-rodstængler er godt som vanddrivende middel samt mod nyresten. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Skønt kvikgræs kan være en uvelkommen gæst på marker og i haver, vil dens dyder som lægeplante kompensere for denne skade; thi den åbner for forstoppelse af leveren uden ledsagende feber.”

Førhen blev et afkog af rhizomerne drukket om foråret for at rense blodet, og det blev tillige anvendt mod feber og galdesmerter. Saften fra friske rodstængler blev benyttet mod forstoppelse af lever og milt. På Lolland blev et afkog af kvik drukket dagligt mod koldfeber (malaria) og gigtfeber, og i Vestjylland mod indvoldsorm og hævede kirtler.

Tidligere mente man, at kvikblade kunne kurere syge hunde. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Hvis du ikke kender den [kvik] ud fra denne beskrivelse, kan du iagttage hundene, når de er syge, og de vil hurtigt lede dig hen til den.”

I dag benyttes den knuste jordstængel, rørt op i vand, som vanddrivende middel, og den er også virksom over for urinvejsinfektion, bronchitis, betændelse i strubehovedet, nyresten samt prostata-problemer, inklusive godartede svulster.

I gamle dage blev de sukkerholdige jordstængler anvendt som hestefoder, bl.a. i Danmark og Italien. Stødt til pulver blev de bagt til brød i hungerår, og dette pulver blev også benyttet i fremstillingen af øl og brændevin. Friske rodstængler blev anvendt som gartnerbast, og af de tørrede stængler blev flettet reb. På Bornholm bestod de såkaldte røddegavle af flettede kvik-jordstængler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen rummede familien langt flere arter, men de er blevet overført til andre familier.

Slægtsnavnet er det latinske ord for portulak, afledt af portula (‘lille dør’), hvilket tilsyneladende hentyder til den dørlignende åbning af frøkapslerne.

 

 

 

 

Den tidlige tilværelse hos denne art er ret speciel. Når et nyt skud er blevet omtrent på størrelse med en udbredt hånd, sender det en udløber ud, som slår rod og bliver til en blomstrende plante. Den breder sig nu vegetativt fra sin rodstængel og kan danne ret store bevoksninger.

 

 

I hundredevis af år er friske blade af pengebladet fredløs blevet anvendt til at standse blødninger og hele sår, og arten blev også benyttet mod urinsyregigt. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) beretter: “Pengebladet fredløs er specielt god til at standse alle blødninger indvortes og udvortes, samt svage maver, der ofte svulmer op. Den er glimrende mod mavesår og beskadigede lunger.”

Videre siger han, at den også er god mod kighoste, ”kogt med vin eller honning (…) overvinder den den voldsomme hoste hos børn, som får selve rygsøjlen til at ryste.”

Det latinske artsnavn er afledt af latin nummus (‘mønt’) samt -ulus (en endelse, der angiver noget småt), altså ‘en lille mønt’, hvilket hentyder til de runde blade hos denne art. Et ældre engelsk navn på arten er serpentaria, hvilket hentyder til en gammel overtro, at en såret slange (på engelsk ’serpent’) ville lægge sig på denne plante for at hele sine sår.

 

 

 

I den nordiske mytologi var kodriveren tilegnet Freja, gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed. Da hedningene blev omvendt til kristendommen, blev planten i stedet tilegnet Jomfru Maria, hvilket gav anledning til folkenavnet Jomfru Marias nøgler.

Navnene hanefod, hanelæg og skadelæg kommer af, at den kraftige stængel med de hængende blomster blev sammenlignet med et omvendt fugleben, mens værkbrudurt hentyder til plantens anvendelse mod smerter.Førhen benyttede man de duftende blomster som tilsætning til vin og eddike, og unge blade blev spist som salat.

En mængde kodriver-arter er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere.

 

Et af artens tyske folkenavne er Echte Schlüsselblume (‘ægte nøgleblomst’), hvilket hentyder til den hule blomst med støvfanget i midten, der sammenlignes med en gammeldags lås og nøgle, samt til den hængende blomsterstand, der kan minde om et nøglebundt.

Et andet tysk navn, Himmelsschlüssel (‘nøgler til Himlen’), samt de danske navne himmelnøgler og Sankt Peters nøgler, sigter til en legende om Sankt Peter. Han hørte, at nogle afdøde prøvede at komme ind i Himlen ad bagvejen i stedet for ad den forreste indgang, som han vogtede. Han skyndte sig derfor om mod bagdøren, men undervejs tabte han sine nøgler, der slog rod og blev til kodrivere.

Hulkravet kodriver har været anvendt i folkemedicinen i hundreder af år, fx af keltiske druider. Den blev benyttet til behandling af rheumatisme, lammelser, spasmer og kramper, og en olie, som var udvundet af blomsterne, blev smurt på sår og skrammer.

Arten anbefales i dag som middel mod hyperaktivitet og søvnløshed, specielt hos børn. Tørrede blomster og blade anvendes til fremstilling af urteté, som er glimrende mod rastløshed og søvnløshed. Blomster og rod anvendes som sveddæmpende og vanddrivende middel, samt mod bronchitis, betændelse i strubehovedet, feber, hoste og influenza.

Den engelske urtelæge William Turner (1508-68) nævner hulkravet kodrivers påståede egenskab at kunne fjerne fregner og rynker: ”Vi finder, at nogle kvinder overhælder kodriverblomster med hvidvin, hvorefter de vasker deres ansigt med denne væske for at bortdrive rynker og gøre dem fagre i alverdens åsyn, snarere end i Guds åsyn, som de ikke er bange for at fornærme.” Denne overtro stammer sandsynligvis fra ’fregnerne’ på kodrivernes kronblade. Ifølge Signaturlæren havde Gud sat disse fregner på blomsterne som et signal til menneskene, at de kunne anvendes til at fjerne fregner.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm, af William Shakespeare (1564-1616), optræder en gavtyv af en nisse, Robin Goodfellow, som møder en alf. Han spørger hende, hvad hun laver, og hun svarer:

 

 

 

 

 

 

Den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) beretter, at indbyggerne i byen Herakleotis (omkring 750-550 f.Kr.) under tyrannen Klearchos’ rædselsherredømme ikke vovede sig ud på gaderne uden at medbringe en modgift mod stormhat, da tyrannen i flæng lod folk henrette ved hjælp af denne plante.

I Middelalderen blev navnet muncke benyttet om forskellige læge- og giftplanter, mest af ranunkelfamilien, bl.a. stormhat, der kaldtes blå-muncke. (Den plante, vi i dag kalder blåmunke, tilhører klokkefamilien). Andre var drue-muncke (se nedenfor) samt vinter-muncke (Eranthis hyemalis).

En række stormhatte-arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne. 

 

 

 

 

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Dersom vi denne Blaa-Munckis Natur med Flid ville ofuerveye, oc huad Kræfter den hafuer betracte, da kand vi icke andet end i al Sandhed bekiende, at den større Skade end Gafn med sig fører, oc meere blifuer miszbrugt end til nogen nyttig Effect oc Virkning adhiberet [anvendt]. Thi huad see vi disverre fast meere gemeen at være, end naar nogen Quinde er gaaen i Barsel-Seng, at strøe allevegne i Vinduerne oc andensteds Blomsterne, undertiden oc Bladene, aff denne Urt, saasom en synderlig Zirat [speciel udsmykning], til at bepryde Sengekammerne oc andre deris daglige Stuer med. De tijt oc ofte tilsteder Børnene med dennem at gaa at leege, oc dog intet agter, at den er saadan en Forgift, som lætteligen it Menniske dræbe kand. Saa at dersom Guds Beskærmelse icke var dis større, da maatte Forældrene tijt for saadan Uactsomhed faa stor Hierte-Sorg.”

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige slægtsnavn er en hentydning til bærrenes giftighed. Ifølge en græsk legende var Aktæon en jæger, der en dag under jagt med sine hunde uforvarende kom til at se Artemis, gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, bade i en flod. Gudinden blev så vred over, at en dødelig mand havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort. Han forsøgte at flygte, men blev sønderrevet af sine egne hunde. Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) skriver, at druemunkes giftige bær er lige så farlige for mennesker, der spiser dem, som Aktæons hunde var for ham.

Druemunke er udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Himalaya. I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Drue-Muncke voxer allevegne her udi Sielland, Skaane, Laaland oc andre flere disse Rigers Lande, hvor der ere tycke Skofve, ja den endocsaa tijt blifuer fra Skofven udi Hafver indført, hvor den nocksom groer oc blifver ved, men kommer noget førre frem med sine Blomster oc Bær.”

 

 

 

 

 

Navnet kabbeleje kommer sandsynligvis af det gamle ord kalveleger. Eng-kabbeleje vokser først og fremmest i fugtige enge, hvor kalvene førhen gik på græs. (I dag holdes de jo oftest indendørs). Ordet leger var i gamle dage mest en betegnelse for liljer, men blev også brugt om planter i al almindelighed, fx fåreleger, der i dag kaldes for engelskgræs (Armeria maritima).

Det vestjyske folkenavn kragetæer hentyder til frøkapslens form. Mange andre navne indeholder forstavelsen ko-, hvilket hentyder til, at køerne i gamle dage blev sendt på græs, når kabbelejen begyndte at blomstre, fx kourt, kodrøvel og kopatter, mens navne med forstavelsen smør- sigter til, at man mente, at blomsterne gav farve til smørret, fx smørurt, smørbøtte og smørkop.

Om det sidste skriver Paulli: ”Men det er nocksom stor Forundring værdt, at denne Urt med sine Blomster udi Maymaanet kand være saa kraftig, at den Farfven paa Smøret saaledis kand forandre, at det, som om Vinteren eller oc nogit lidet tilforne var saa got som Sneehuit, nu bekommer en herlig guul Farfue. Oc for den Aarsag Skyld, paa de Tider, som Koen kand faae nock aff disse Kabeleye oc dens Blomster, da siger Bonden, at Koen gaar udi Smør-Mosen.”

Adskillige gamle ordsprog hentyder også til ’smørblomsterne’:

 

 

 

 

 

Medicinsk har planten været anvendt mod forskellige lidelser. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) skriver, at knuste blomster og blade blandes med voks til en salve, som smøres på ”Knorter oc Knuder, som voxe i det sunde Kød” og endvidere, at et afkog af planten anvendes som omslag på ”Øynenes heede Bylder.”

I Middelalderen blev kabbeleje også anvendt mod pest, kolera, gulsot og koldfeber (malaria). På Als sagde man, at en patient med koldfeber ville slippe for sygdommen resten af året, hvis han/hun Skærtorsdag stillede sig foran en kabbeleje og fremsagde følgende remse:

 

 

Det kan ikke undre, at den pragtfulde kabbeleje ofte optræder i poesi og prosa. I digtsamlingen Dynæs Digte fra 1915 priser Johan Skjoldborg (1861-1936) arten:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helleboros, hvilket var navnet på H. orientalis, muligvis sammensat af ordene helein (‘at såre’) og bora (‘føde’), hvilket sandsynligvis sigter til denne arts giftighed. Navnet nyserod er oversat fra tysk Nieswurz, hvilket sigter til, at disse planters rod, stødt til pulver, fremkalder nysen.

 

Denne smukke art er blandt de tidligst blomstrende planter i Alperne, idet den til tider blomstrer allerede i december, hvilket afspejles af det danske navn, såvel som det tyske navn Schneerose (‘snerose’). Den har dog intet med roser at gøre, men overfladisk minder dens blomster en smule om roser.

Ifølge en gammel legende spirede den i sneen fra tårerne af en ung pige, som ikke havde nogen gave til det nyfødte Jesusbarn i Bethlehem. Sne i Betlehem! Det må være et fænomen, der forekommer en enkelt gang i hvert århundrede!

En anden legende fortæller, at planten normalt blomstrede omkring d. 6. januar, hvilket ifølge den gamle julianske kalender var Juledag. Så da den gregorianske kalender skulle indføres i 1588, og julerosen ikke blomstrede omkring den nye Juledag (25. december), blev dette tolket som så slemt et varsel, at den gregorianske kalender ikke blev akcepteret i England før 1751.

I Middelalderen strøede folk juleroser på gulvene i deres hjem for at bortdrive heksenes magt og anden ondskab. De velsignede også deres dyr med blomsterne.

I den traditionelle folkemedicin blev julerosen anvendt mod galskab, melankoli, urinsyregigt og epilepsi. Dette var dog særdeles farligt, da planten er meget giftig og kan forårsage tinnitus, svimmelhed, sløvhed, tørst, kvælningsfornemmelser, opsvulmet tunge og hals, opkastning, angst, ja selv døden på grund af hjertestop.

Den græske lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) beretter begge, at den berømte mytiske seer Melampos helbredte døtrene af Kong Proetus i Tiryns for galskab ved at give dem mælk fra geder, som havde ædt julerose.

Det latinske artsnavn hentyder sandsynligvis til rodens farve.

 

 

 

 

 

Som alle medlemmer af slægten er den meget giftig. Kommer saften i berøring med huden, forårsager det irritation, mens indtagelse kan medføre en brændende fornemmelse i mund og hals, opkastning, mavekrampe og diarré.

Det danske navn hentyder til artens tidlige blomstring, samt blomstens form. På engelsk kaldes den for Lenten rose, hvilket hentyder til Lent, en periode på 40 dage før påske.

 

 

 

 

 

En række ranunkel-arter har hvide blomster, deriblandt vandranunklerne, som førhen var placeret i slægten Batrachium, afledt af oldgræsk batrakhos (’frø’), hvilket hentyder til, at de vokser på våde steder, hvor også frøer trives.

 

Den minder meget om lav ranunkel (nedenfor), men er som regel højere, og småbladene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel. Artsnavnet er afledt af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med den danske benævnelse bidende – hentyder til artens skarpe smag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Europa og Lilleasien, men er blevet indført eller indslæbt til mange egne i USA og Canada, hvor den betragtes som en invasiv art, der har fordrevet indfødte planter i store skovområder. Dette fremgår af et billede på siden Natur: Invasive arter.

Navnet vorterod skyldes plantens små rodknolde, der godt kan minde om vorter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et afkog af barken anvendtes førhen som afføringsmiddel. Herom skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”(…) Bønderne oc den gemeene Mand her udi disse Lande” tager den inderste bark ”huilcket de bruge til alle slags Vedsker at uddrifue, enten ved Kløgen aff Mafven [opkastning] eller ved Stolegang aff Krosen [afføring], oc ellers til alle andre Uhumskheder, som findis udi Tarmene, oc det megit lyckeligen oc med god Fremgang, nu til huer tredie, nu til andre slags Kaalde-Siuger [malaria]. Men efterdi denne Barck er en megit sterck Lægedom og forsuecker [svækker] tijt Mafven, da er det raadeligt, at mand kommer nogit Kommen, Annijs, Cardemomme-Frø eller Kannele-Barck der udi, naarsomheldst at mand vil, eller Fornødenhed udkrefuer, at mand denne Lægedom skal bruge.”

Tørstetræ er vidt udbredt, idet det findes i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien og Sinkiang, samt i Marokko, Tyrkiet, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

 

 

 

Frugten er velsmagende og spises tørret, kandiseret, som pickles og som såkaldt ber-smør. Der laves også saft af den. Frugten er meget rig på c-vitamin, kun overgået af guava (Psidium guajava). Modne frugter tørres i solen, stødes og gemmes til brug på andre årstider. Arten er en vigtig ingrediens i visse kinesiske retter.

I Ethiopien anvendes frugterne som fiskegift. Af blomsterne fås honning. Veddet er hårdt og giver glimrende tømmer, som anvendes til fremstilling af sengeben, både, redskaber samt indvendig beklædning i brønde. Det benyttes også som brænde og giver fint trækul. I visse afrikanske lande flettes de tornede buske sammen til hegn omkring husdyrfolde. Olien fra frøene kan anvendes som fremragende biobrændstof.

Frugterne anvendes mod forskellige lungelidelser, hoste, feber, fordøjelsesbesvær samt problemer med galdeblæren. Den tørrede frugt virker mildt afførende. Frøene virker beroligende og anvendes desuden mod diarré, kvalme, opkastninger og dysenteri. Et omslag af bark, frugter eller frø lægges på sår og rheumatiske lemmer, og et omslag af bladene anvendes mod leverproblemer, astma og feber. Et afkog af roden gives mod feber, til uddrivning af bændelorm samt til at fremskynde menstruation.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Argemone, som er afledt af oldgræsk argemos, der betyder ’en hvid plet på øjet’ (grå stær), som ifølge de gamle grækere kunne helbredes med en art af slægten Argemone (Papaveraceae).

På trods af agermånes medicinske egenskaber er den ikke kendt for at helbrede øjensygdomme, så hvorfor den blev behæftet med dette slægtsnavn, er usikkert. Artsnavnet hentyder til den kendte urtelæge Kong Mithridates d. 6. af Pontus (134-63 f.Kr.), kaldt Eupator Dionysius, hvilket kan oversættes som ’den noble fader af planter’.

De danske navne agermåne, agermonie og agermønje er alle forvrængninger af det latinske slægtsnavn, mens borwarth (bor = burre), hundelopper og præstelus sigter til frøene, som hægter sig fast i dyrepelse, strømper, trøjer og andet. Navnet slangeurt hentyder til plantens anvendelse mod slangebid, mens degnelys og kattestjert sigter til den lange blomsterstand. Det mærkelige navn smågrise, som stammer fra Lolland, hentyder til, at frugterne sidder op langs stænglen, ligesom smågrise ligger langs soens bug.

Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) omtaler arten som en ”urt af kongelig autoritet,” mens den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), fastslår, at den ikke kun er ”et middel for dem, der har dårlig lever,” men også ”for sådanne, som er blevet bidt af slanger.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) siger: ”Et afkog af bladene er godt for dem, der har slem lever,” mens en anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), anbefaler den, foruden til den allerede nævnte brug, mod urinsyregigt, ”enten udvortes som olie eller salve eller indvortes i en sødet saft.” Han lovpriser urtens udvortes brug, idet han bemærker, hvordan den heler sår ”ved at bade dem i et varmt afkog af denne plante,” samt at den heler ”alle indvortes sår, smerter og andre sygdomme.” Han fortsætter: ”Et afkog af urten, blandet med vin og drukket, er godt mod slangebid (…) det hjælper også mod kolik, giver frisk ånde og letter hoste. En slurk af afkoget drukket varmt før et anfald af koldfeber letter anfaldet og fjerner med tiden feberen.” [Koldfeber er det gamle ord for malaria]. Agermåne ”driver torne, træsplinter og lignende ud af kødet. Den virker også helende på lemmer, der er gået af led.”

I sin håndbog The Vegetable System anbefaler den engelske botaniker John Hill (ca. 1714-75) ”et udtræk på ca. 180 gram af det øverste af roden i en liter kogende vand, sødet med honning, hvoraf man drikker en kvart liter tre gange om dagen” mod gulsot.

Agermåne er opkvikkende, vanddrivende og sammensnerpende (altså god mod diarré), og den betragtes stadig som et glimrende middel mod småsår, filipenser og blodsygdomme. Et stærkt afkog af rod og blade, sødet med honning eller sukker, har ofte helbredt inficerede lymfekirtler. Arten har også været anvendt mod galdesten.

Artens magiske egenskaber er bl.a. omtalt i et gammelt engelsk lægeskrift:

 

En nærtstående art, håret agermåne (A. pilosa), anvendes i Nepal mod fx diarré, dysenteri, hæmorrider og tuberkulose, mens en salve af planten smøres på hovedet for at lette hovedpine, og desuden benyttes mod slangebid. Aske fra planten benyttes til at helbrede sår. I traditionel kinesisk medicin anvendes den til at standse blødninger og bremse voldsom menstruation.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er afledt af det arabiske ord alkemelych (‘alkymi’) – et navn som planten fik på grund af dens ry som magisk plante. Navnet løvefod kommer af bladets form, der minder om aftrykket af en løvepote. To folkenavne, Mariekåbe og Vor Frues kåbe, samt det engelske navn lady’s mantle, hentyder ligeledes til bladets form, der kan minde om lapperne i kanten af en gammeldags kvindekåbe. På tysk optrådte navnet Unser Frauwen Mantel (‘Vor Frues kåbe) for første gang i urtebøger fra 1500-tallet.

Traditionelt betragtes løvefod som en god sårheler. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger: ”Løvefod egner sig godt til betændte sår samt til at standse blødninger, opkastninger, udflåd af alle slags samt hudafskrabninger og brok. Den er en af de bedste urter mod sår og prises derfor højt, anvendt mod alle sår, indvortes som udvortes, i form af et afkog, som drikkes eller benyttes til at vaske sår, eller man dypper gaze deri og lægger på sår, som på vidunderlig vis tørrer dem ud og dæmper infektioner i dem. Løvefod heler hurtigt betændte sår og efterlader intet fordærv, og den kurerer gamle sår, selv om de er dybe og hule.“

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Løfvefod hafuer den Art oc Natur, at den binder, tørrer oc maadeligen varmer, derfore er den synderlig god til at bruge imod Saar, baade dersom den indvortis blifuer drucket udi Vunddricke [’vund’ = sår] oc andre saadanne Dricke, som tiene for indvortis Skader, thi den giør Blodet tyckt. For denne samme denne Urtis Natur er den ocksaa tienlig for Quinderne, som Tiderne flyde alt for strengt paa.” [= menstruationsbesvær]

I Sverige blev en tinktur af bladene førhen anvendt mod forskellige former for krampe. En gammel autoritet hævder, at hvis man placerer løvefod under hovedpuden om natten, får man en rolig søvn.

I den moderne urtemedicin anvendes arten mod for kraftig menstruation.

Førhen blev løvefod benyttet til at farve garn olivengrønt eller gult. Omkring 1800 blev den i Danmark spist som kål eller i salater.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kratos, som betyder ‘hårdhed’ (af veddet). Det tidligere artsnavn på almindelig hvidtjørn, oxyacantha, kommer af oldgræsk oxus (‘skarp’) og akantha (‘torn’). Navnet hvidtjørn skyldes den lyse bark. Folkenavnene hanetorn, kødbær og røde grise hentyder til de røde bær, mens melbær sigter til deres melede smag. Navnet pølsetorn stammer fra Fyn, hvor man førhen anvendte tornene som pølsepinde.

Et engelsk folkenavn for hvidtjørn er mayflower (’majblomst’), hvilket hentyder til arternes hovedblomstringstid. Det første skib, som i 1620 bragte engelske nybyggere til Nordamerika, hed Mayflower, opkaldt efter hvidtjørnen.

I nogle europæiske lande blev hvidtjørn førhen betragtet som hellig, da man mente, at den havde leveret tornene til Jesu Tornekrone, som han bar under korsfæstelsen.

I England blev tidligere fremstillet en form for alkohol af hvidtjørnebær i cognac. Mindre redskaber og andre genstande blev skåret af det hårde ved, som også udgør glimrende brændsel.

Fra gammel tid er blomster og bær blevet anvendt mod feber, hjertesygdomme og forhøjet blodtryk. I 1800-tallet blev en irsk læge, Dr. Green, berømt for sin hemmelige mikstur mod hjertelidelser. Efter hans død åbenbaredes det, at den var fremstillet af hvidtjørn.

I dag betragtes hvidtjørn som et hjertestyrkende, vanddrivende og sammensnerpende middel. Forskning har vist, at bærrene er i stand til at sænke blodtrykket ved at udvide tilstoppede og hærdnede arterier. Som vanddrivende middel hjælper hvidtjørn mod nyrebesvær og vand i kroppen, og den styrker også blodcirkulationen. Blomster og bær anvendes mod ru hals.

Sidste vers af digtet Sneflokke kommer vrimlende, skrevet i 1916 af Jeppe Aakjær (1866-1930), lyder således:

 

 

 

 

Den dag i dag anvendes rod og blade mod diarré og tillige mod klimakterieproblemer og menstruationskramper. Té, kogt på bladene, er god mod dysenteri.

 

Jordbær spises rå, med mælk eller fløde, som grød eller som syltetøj, og de benyttes som smagsstof i bl.a. is, vin, likør og konfekt, samt som duftstof i fx hudcremer. I digtsamlingen Ritorneller fra 1944 prises de højt af Hans Hartvig Seedorff (1892-1986):

 

 

Han råder endvidere til, at man kun skal spise de bedste af bærrene, og at de skal vaskes først, hvorefter han fortsætter: ”Quinderne, som af Karighed i steden for Rijnske-Vijn pleje at komme Melck paa Jordbærene, de giøre sig ingenlunde it got Gafn, oc kand heller intet være quijt [må gøres ansvarlige] for adskillige slemme oc onde Tilfald, som der aff foraarsagis kand: Thi de maa tage sig vare, at de icke faa ont af Veyr udi Lifuet [kolik] eller Bugløb [diarré], huilcke Siugdomme aff dennem letteligen kand foraarsagis, dersom mand ickun kommer Melck paa dennem: Men dersom de med Sucker oc Vijn vel blifue tilberidde, da ere de ofuermaade sunde. (…) huorom altingist er, da er det saare fornøden oc værdt at mercke, at de ere allersundist, naar mand dennem æder før Maaltijd oc de andre Retter.”

En lokal sjællandsk overtro sagde, at man ikke måtte spise jordbær efter solnedgang og dugfald, de de underjordiske væsner i så fald kunne gøre én syg. Sammesteds fortaltes det, at spiser man et dobbelt jordbær, får man tvillinger. På Lolland beretter et gammelt sagn, at en kone ville plukke jordbær og lagde sit barn fra sig på jorden, men da hun kom tilbage fra plukningen, var barnet blevet erstattet af et hæsligt væsen.

På bladene kan koges en behagelig té, og en gammel engelsk opskrift lyder således: “Pluk jordbærblade på Lamas-aften [1. august] og pres dem, indtil deres aromatiske duft kan mærkes. Derpå tager man en fed kalkun og plukker fjerene af ham og snører ham, hvorefter han pakkes omhyggeligt ind i jordbærbladene. Derpå koges han i vand fra brønden, og man tilføjer rosmarin, rævehale-amarant, lavendel, tidsel, nælde og andre sødtduftende urter. Tilsæt også en halv liter sød hvidvin samt et halvt pund smør og saften af et pund revet frisk ingefærrod, foruden svesker og kogte rosiner og en smule salt. Dæk ham over med et låg af sølv.”

Både blade og frugter af skov-jordbær blev tidligt anvendt i urtemedicinen. Frugten blev betragtet som uvurderlig mod feber, og den blev også anbefalet mod sten. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) hævdede, at spedalske med “rødt ansigt og hedt blod” kunne leve længe, hvis de dagligt drak jordbærvand, mens den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) erklærede, at jordbær er “specielt god til at helbrede mange sygdomme.” Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) opdagede, at bærrene var en effektiv kur mod urinsyregigt, og i Danmark blev et grødomslag af bladene benyttet mod samme lidelse.

Under 1. Verdenskrig blev jordbærblade røget som tobak. Hele planten er blevet anvendt til garvning.

 

 

 

 

I sin bog Travels Through North & South Carolina, Georgia, East & West Florida, the Cherokee Country, the Extensive Territories of the Muscogulges, or Creek Confederacy, and the Country of the Chactaws; Containing An Account of the Soil and Natural Productions of Those Regions, Together with Observations on the Manners of the Indians, fra 1791, skriver den amerikanske naturhistoriker William Bartram (1739-1823) om denne art:

“(…) og da vi havde nået toppen, kunne vi nyde den mest fortryllende udsigt, en umådelig vidtstrakt flade af grønne enge og jordbærmarker, hvorigennem en flod slyngede sig og ved hver vending hilste højdedrag med svulmende græsbevoksninger og terrasser med blomster og jordbærbede fyldt med frugter. Her spadserede flokke af kalkuner rundt, og hjorte dansede og sprang over engene og bakkerne. Grupper af unge, uskyldige Cherokee-jomfruer havde travlt med at høste af de rige, duftende bær, mens andre, som allerede havde fyldt deres kurve, lå i skyggen under duftende buske af Magnolia, Azalea, Philadelphus, Calycanthus, gul jasmin samt himmelblå Glycine frutescens, hvor de åbenbarede deres ynder i den svage brise eller badede deres lemmer i de kølige vandløb. Andre mere lystige selskaber, som stadig samlede jordbær, jagtede umotiveret deres ledsagere og smurte saften af den rige frugt på deres læber og kinder.”

 

 

I Nepal anvendes saft af roden mod feber, saft af hele planten mod infektion af lunger og nervesystem, samt til at dæmpe kraftig menstruation. Den umodne frugt tygges for at kurere blæner på tungen. En pasta af frugten smøres på sår og hudlidelser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) siger: ”Endog dette Træis Fruct undertiden icke blifuer maaen [moden] her i disse Lande, saa elskis dog dette Træ for sine Blomsters Deyligheds Skyld, thi de ere hart ad saa liflige, som tilforn sagt er, som Persicktræers [ferskentræ] Blomster. (…) Søde Mandeler ere en synderlig god Spise for dennem, som enten nyligen ere komne til pas eller oc ere Blodsottige, dersom de bruge den Mandelmelck, som aff dennem blifuer bered. Men de beeste Mandeler hafue den Natur oc Art, at de aabne oc aftørre, derfore saa aabne de ocsaa Miltens, Krosens, Nyrenis, Mafvens oc Moderens Aarer oc Gange. For denne Aarsag Skyld skeer det ocsaa, at somme Dranckere, som bruge aff disse Mandeler, naar de ere saa ofuen fulde, at Øllet eller Vijnen saa got som ralder i deris Hals, kand de endda dricke store Skaaler ud oc dog ey blifue druckne.”

Mandler er gode mod infektioner, og de mindsker risikoen for at få kræft, demens og Alzheimer. De sænker også kolesterolindholdet i blodet. De er tillige virksomme mod overvægt, og saften anvendes mod flækkede læber. Endvidere virker de let afførende. Førhen blev mandler spist som potensfremmende middel.

Der findes to varieteter. Bittermandler, var. amara, indeholder amygdalin, som er et glukosid. Ved optagelse i organismen spaltes dette glukosid i druesukker, bitterolie samt den uhyre giftige blåsyre (cyanbrinte). Dødelig dosis af blåsyre er omkring 1 mg pr. kg kropsvægt, så det kan være risikabelt at spise mange bittermandler.

Derimod indeholder søde mandler, var. dulcis, kun ganske lidt amygdalin. De er meget velsmagende og anvendes i kager, desserter, nordindiske curries, samt i fremstillingen af mandelsirup. De indeholder op mod 50% olie, som benyttes til madolie og i marcipan. Olien, samt resterne efter presningen (’mandelklid’), anvendes i kosmetik.

I de hebræiske Tanakh-tekster var mandeltræet et håbets symbol på grund af sin tidlige blomstring, og i Bibelen nævnes mandel ti gange, første gang i Første Mosebog, kap. 43, v. 10, hvor det hedder: “Og Israel, deres Fader, sagde til dem: Om det saa skal være, da gjører dette: tager af Landets bedste Frugt i Eders Sække og fører ned til Manden som Skjenk; lidet Balsam og lidet Honning, Urter og Ladanum, Pistacienødder og Mandler.”

 

 

 

 

 

 

 

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af oldgræsk kerasos, hvilket var det klassiske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk prounos (‘blommetræ’), mens artsnavnet avium er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Fund af fuglekirsebær i danske møddinger fra Vikingetiden (men ikke i ældre møddinger) antyder, at de blev indført på denne tid. Surkirsebær blev indført senere som frugttræ.

I 1600-tallet skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli: ”Pigerne vide ocsaa at giøre sig denne Quas [harpiks] nyttelig: Thi de tage den samme, giøre en liden Knap aff Kammerdug fuld aff Kirse-Quas oc giøre den samme nogit lidet vaad i koldstøbt Lud eller Lecke-Lud, med huilcken de stryge deris krusflettede Haar-Locker, at de icke skal blifue puskede.”

De lækre frugter indgår som ingrediens i utallige desserter og kager, samt til produktion af syltetøj og vin. Likør fremstilles af et udtræk af bær og knuste kærner. På Bornholm samledes man førhen i kirsebærrenes modningstid til kjøssebærasønda, hvor kirsebærrene indgik som en væsentlig del af festmaden.

Bark, blade og frugtkærner indeholder amygdalin (se under Prunus amygdalus nedenfor). Af bladene blev tidligere fremstillet té, og i krisetider blev de smuldret og anvendt som tobak. Veddet er meget holdbart og anvendes til produktion af finere møbler og snedkerarbejder, bl.a. violiner og piber, samt tidligere også til dele af vindmøllers maskineri. På Bornholm var veddet førhen meget benyttet under røgning af sild.

I Det tabte Land (1919) beskriver Johannes V. Jensen (1873-1950) fuglekirsebær således: ”Hvert Træ staar som en hvidklædt Kuppel fuld af Kølighed og Sødme, Solskin og Svaling, og Træet er en eneste Tone af alle de summende, øre Bier, et Lysunder, Salighedens Sfære.”

I Middelalderen blev harpiks af kirsebærtræer anvendt mod fx hovedpine, døvhed, kvalme og blæresten, og saften er gennem tiderne blevet benyttet mod utallige lidelser, bl.a. hovedpine, koldfeber (malaria), halskatar, bændelorm og forstoppelse, og endvidere som sten- og vanddrivende middel. Simon Paulli (se ovenfor) skriver: ”Disse Bær tiene dennem i Synderlighed, som ere melancholiske oc som hafue ont udi Slagsiden.”

Et gammelt råd siger, at kirsebær hjælper mod podagra (urinsyregigt), og en nyere norsk undersøgelse har påvist, at kirsebær rent faktisk øger udskillelsen af urinsyre. Urinsyreniveauet i blodet hos ti raske kvinder faldt med en femtedel efter indtagelse af kirsebær. Den dybrøde farve i surkirsebær og røde moreller kommer fra antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også gode antioxidanter og kan dæmpe betændelse.

 

 

 

 

 

 

I Myter, bd. 6: Pisangen, fra 1932, beskriver Johannes V. Jensen (1873-1950) rønnen således: ”Det dejligste Træ, ingen Duft er som det blomstrende Rønnebærtræ efter Regn, kølig, sød, velsmagende, den skønneste Aande i Verden.“

Steen Steensen Blicher (1782-1848) udtrykker sig således i digtsamlingen De danske Træer, fra 1844:

 

 

 

 

Det fællesnordiske navn røn, på oldnordisk reynir, sigter til farven rød. Navnet majrøn hentyder til, at man førhen pyntede majstangen med rønnegrene, mens fuglefængerrøn sigter til, at man i 1700-tallet plantede røn i haven for at lokke kramsfugle (drosler) til, så man kunne fange dem i snarer. Navnet maretræ hentyder til, at røn blev anvendt mod mareridt.

Frugterne spredes med fugle, og rønnetræer spirer til tider i toppen af stynede træer eller i stråtage. Disse epifyter kaldes for flyverøn, og de blev førhen tillagt magiske kræfter. En kvist af en flyverøn kunne beskytte mod onde magter, men den skulle helst skæres af træet Sankthans-nat. Et folkeligt navn for flyverøn var troldtræ. Det blev sagt, at hvis man podede et æbletræ på en røn, og en gravid kvinde spiste af dets æbler, ville hun ikke kunne føde barnet. Man sagde også, at hvis en heks kastede rønnebær til en ko, og den åd dem eller blot slikkede på dem, ville den abortere.

Rønneved har gennem tiderne været anvendt til mange formål. I Ordrup Mose nær Klampenborg er der fra Stenalderen (Ertebølle-kulturen, ca. 5400-3900 f.Kr.) fundet rester af et tragtbæger, skåret i rønnetræ, og fra Bronzealderen har man fundet bronzekar med pinde af rønnetræ stukket gennem øskenerne. Siden har veddet været benyttet til bl.a. brædder, kareter, hjuleger, bidsler og piberør, og barken blev anvendt til garvning og farvning (rødbrunt). Af frugterne fremstilles akvavit, vin, øl og syltetøj samt en glimrende gelé, velegnet til vildtretter.

Tidligere satte småpiger rønnebær på snore til halskæder, og drengene skar fløjter af grenene. I England bar bondekoner ofte en halskæde af rønnebær som beskyttelse mod hekseri, og man hængte rønnekviste over stalddøren for at beskytte husdyrene mod onde magter. I 1600-tallets Danmark mente man, at et stykke rønnetræ lagt i ladekornet ville fordrive utøj, og friske grene i korndyngen ville holde rotter og mus borte.

Da rønnebær har et stort indhold af c-vitamin, var de førhen et almindeligt benyttet middel mod skørbug. De blev også anvendt mod bl.a. diarré, gigt og blodgang (dysenteri), og barken blev benyttet mod koldfeber (malaria). I nutidens urtemedicin anvendes rønnebær mod ru hals og betændelse i strubehovedet, og på grund af deres sammensnerpende virkning mod hæmorrider og problemer med vandladningen. Et afkog af barken benyttes mod diarré samt udflåd fra skeden.

 

 

 

 

I den gamle nordiske gudetro var arten viet gudinden for viden, kærlighed og giftermål, Frigg, som også var beskytter af fødende kvinder. Det var skik at fore barselssengen med denne velduftende urt. Da kristendommen blev indført, forbød man denne hedenske skik, men da den holdt sig, besluttede Kirken i stedet at tilegne planten Jomfru Maria, og man hævdede, at den blev benyttet som leje i krybben for den nyfødte Jesus, heraf folkenavnet Jomfru Marias sengehalm.

Gul snerre blev også stoppet i madrasser, hvor kumarinen i de tørrede stængler afgav en dejlig duft. Da kumarin er et giftstof, kunne snerren samtidig fordrive lus og lopper fra sengetøjet, hvilket gav anledning til folkenavnet loppeurt. Navnene honningurt, biurt og aftenduft hentyder til de duftende blomster, mens téblomst sigter til plantens anvendelse som téerstatning. Børneskidt og børnelort hentyder til blomsterfarven. Forklaringen er, at småbørns afføring ofte er gullig.

Et andet folkenavn er mælkeløbe, hvilket skyldes, at blomsterne er i stand til at koagulere mælken og danne ost. I sin bog Herbal Simples nævner Dr. William T. Fernie (1830-1914), at “Folkene i Cheshire, specielt omkring Nantwich, hvor den bedste ost fremstilles, benytter den [gul snerre] i deres osteløbe, idet de sætter den derved fremstillede ost meget højere end ost uden den.”

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gala (’mælk’), der ligeledes hentyder til gul snerres rolle som mælkeløbe. Det danske navn snerre kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (Galium aparine), hvis krogbørster på stængler og frø hægter sig fast i fx dyrepelse, strømper og bukser.

De mærkelige navne klammerurt og trædeurt (af trætte = strid) hentyder til en gammel overtro, at hvis gul snerre blev strøet på en kakkelovn, og røgen bredte sig, ville folk i stuen komme i klammeri og begynde at slås. Botanikeren Johan Paulli skriver i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761: ”De mere uoplyste blandt Almuen troede, at den skulle forvolde Klammeri og Trætte, hvor den blev strøet i et Værelse ved deres Gilder.”

Om samme emne skriver den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i sin bog fra 1745, Carl Linnæi Öländska och Gotländska Resa förrättad År 1741 (ny udg. Wahlström & Widstrand, 1975): ”Galium luteum berättade oss folket vara av somliga brukeligt till att strö på golvet i gästebodslag, men hade alltid den olägenheten med sig, att gästerna blev oense [uenige] och kommo uti slagsmål. Emellan denna orsaken och påföljden kan jag intet såsom physicus förklara mig, utan måste som logicus saken upplösa, fastänn syllogismen [logisk argumentation] skulle bliva ett kvarter lång: Galium strös här aldrig på golvet utan vid gästebud. Aldrig något gästebud är här (liksom på andra ställe) utan rus. Aldrig rus utan kiv och buller. Alltså gör Galium kiv.”

Folkenavnet farveurt hentyder til, at blomster og rødder kan benyttes til plantefarvning, idet blomsterne giver gul farve, rødderne rød. Dr. Fernie (se ovenfor) skriver, at et af de engelske navne på gul snerre, maid’s hair, kan spores tilbage til Henrik d. 8’s tid, hvor “de unge piger bar silketørklæder for at beskytte deres hår, som var farvet gult.” – Blomsterne kan også anvendes som tilsætning til snaps.

Førhen blev gul snerre anset for at være effektiv i behandlingen af kramper, epilepsi og hysteri, og den benyttedes endvidere mod gigt samt som sveddrivende middel. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “En salve, fremstillet af den og smurt på den rejsende, er et godt middel mod træthed.” En anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), anbefaler et afkog af planten mod næseblod og indre blødninger. I Danmark mente man i 1600-tallet, at skab og fnat hos børn kunne kureres med denne urt.

I dag er arten et populært middel mod urinvejsproblemer, samt mod blære- og galdesten, og i Frankrig anvendes den stadig mod epilepsi.

I Samlinger til Jydsk Historie og Topografi fra 1872 findes dette gamle mundheld: ”Tager man ’Vor Frues sengehalm’ i Mad og Drikke, kan man ikke skades af Orme og Slanger, naar man i Høsten sover med aaben Mund i Græsset.”

I digtet Ved Rugskjellet fra 1906 skriver Jeppe Aakjær (1866-1930):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Iøvrigt stammer navnet på farven orange fra frugten – ikke omvendt. Ordet kommer af oldfransk orange, der igen kommer af italiensk arancia, som er baseret på arabisk naranj, der er afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

De fleste andre Citrus-arter og hybrider stammer sandsynligvis også fra Fjernøsten, Sydøstasien eller det indiske subkontinent. I dag dyrkes mange af dem i tropiske og subtropiske lande kloden rundt.

En forfriskende juice, som er rig på c-vitamin, fremstilles af adskillige arter, specielt appelsin, citron (C. limon) og lime (C. aurantiifolia). Marmelade fremstilles af forskellige arter, mest pomerans (C. aurantium var. amara) og bergamot (C. bergamia). Produktionsrester fra fremstillingen benyttes som kvægfoder.

Skallen af adskillige arter indeholder æteriske olier, der anvendes til fremstilling af bl.a. parfume, og i Vietnam udvindes parfume af blomsterne af pompelmus. En æterisk olie af bergamot benyttes som tilsætningsmiddel i to té-typer, Earl Grey og Lady Grey, samt i forskellige typer af slik, fx Turkish Delight. I Norge og Sverige benyttes denne olie som tilsætning i snus. I Italien fremstilles et alkoholprodukt ved navn Liquore al Bergamotto af bergamot.

En besynderlig afart af sukat (C. medica), varieteten sarkodactylis, kaldes på grund af sin form for Buddhas hånd. Den benyttes til at føje duft til tøj og andet. Citronsaft anvendes som blegemiddel samt til at fjerne pletter, mens saften af lime-arten C. hystrix anvendes som insektbekæmpende middel. Der fremstilles redskabsskafter af veddet fra pompelmus.

Alle Citrus-arter er en glimrende kilde til forskellige vitaminer, specielt c-vitamin. På den tid, hvor Vasco da Gama (1460’erne – 1524) og Ferdinand Magellan (ca. 1480-1521) sejlede ud på deres opdagelsesrejser, døde op mod 80% af sømændene på deres skibe af skørbug, som af Sir Richard Hawkins (1562-1622) blev kaldt “havets pest og sømændenes endeligt.” For at forebygge dette begyndte kaptajnerne at medbringe store forsyninger af eddike, sennep, malt og surkål, som var ganske effektive midler til at forhindre udbrud af den frygtede sygdom. Senere blev det i England lovbefalet for skibene at medbringe citroner eller lime , som er endnu mere effektive mod skørbug, på deres rejser.

I nutidens urtemedicin anvendes blade, blomster, frugter og frø af forskellige Citrus-arter mod fx forkølelse, feber, hoste, astma, halsbetændelse og mavebesvær. Citron-skal hjælper mod åreknuder. Frugten af sukat anvendes mod dysenteri, og saft fra skallen af pomerans benyttes mod mavebesvær. Den tørrede skal af umodne frugter af ‘Buddhas hånd’ anvendes som styrkende middel. En æterisk olie udvundet af bergamot anbefales til behandling af helvedesild. Førhen blev citronsaft anvendt som et middel mod solskoldning, og i det sydlige Italien blev saft af bergamot benyttet mod malaria.

 

 

 

 

Rude var meget anvendt i Oldtiden. Den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) anbefalede den, og den var en vigtig ingrediens i et middel mod forgiftning, som blev benyttet af Mithridates d. 6. af Pontus (134-63 f.Kr.). Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) bemærkede, at rude gjorde synet skarpt og klart, især hvis det var blevet forringet gennem overanstrengelse af øjnene, og kunstmalere på hans tid konsumerede store mængder af den. I Middelalderen, hvor munke kopierede manuskripter under ringe lysforhold, indtog de også rude.

Tacuinum Sanitatis, en middelalderlig håndbog, der omhandler velbefindende, var baseret på Taqwīm as-siḥḥah (dvs. ‘Opretholdelse af Helbredet’), en arabisk afhandling, der var skrevet af den kristne læge Ibn Buṭlān (død 1068). Han fastslår, at rude har følgende egenskaber: “Dens natur er varm og tør i tredje grad. Den får optimal virkning ved at vokse under et figentræ. Den anvendes medicinelt til at skærpe synet, og den uddriver tarmluft. Dens ulempe er, at den forringer spermen og dæmper trangen til samleje. Dette kan modvirkes ved at indtage føde, som øger mængden af sperm.” [Udtrykket “vokse under et figentræ” hentyder til, at rude foretrækker halvskygge.]

I 1400-tallet blandede man i Danmark blade af rude og laurbær med regnorme og eddike og smurte det i panden mod hovedpine, og i 1500-tallet anvendtes en blanding af knust rude og hundelort mod pestbylder. I 1625 anbefalede den neapolitanske læge Pietro Piperno rude mod epilepsi og svimmelhed, og led man af epilepsi, skulle man bære en krans af rude rundt om halsen. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Hvis en person smøres med en salve af rude, vil han ikke skades af giften fra stormhat, svampe, slangebid samt stik af bier og hvepse.”

En anden urtelæge, Nicholas Culpeper (1616-54), anbefaler en salve af rude mod iskias og ledsmerter samt at drikke rudesaft mod ”koldfeberens rystelser, hvor drammen indtages, inden anfaldet sætter ind.” [Koldfeber er det gamle ord for malaria]. Han siger endvidere, at ”saften af rude, opvarmet i en granatæbleskal og dryppet i ørerne hjælper mod øresmerter. Rudesaft, blandet med fennikel og en smule honning samt galden fra en hane, hjælper mod forringet syn.”

Dommere bar ofte rude som værn mod den smitsomme ’fængselssyge’ (tyfus). I begyndelsen af 1800-tallet sagde et folkeligt råd, at man skulle lægge en blanding af rude og honning på navlen for at uddrive indvoldsorm. Bønder anvendte bladene til at behandle strubehoste hos høns samt diverse kvægsygdomme.

I den moderne urtemedicin anses rude for at være stimulerende og krampestillende, og et opvarmet udtræk af planten anvendes ofte til at fremme menstruation. Arten benyttes også mod hovedpine, fremkaldt af overanstrengelse, samt rheumatisme, forstuvninger, hysteri, hoste, kolik og tarmluft. Udvortes kan en salve af planten afhjælpe de stærke smerter under iskias-angreb. Et stærkt afkog af planten smøres på brystet mod kronisk bronchitis.

Rude var meget anvendt i Oldtiden i det romerske og det mellemøstlige køkken, og i dag er dens blade og bær stadig en vigtig ingrediens i det ethiopiske køkken. Den benyttes som smagsstof i det græske, kroatiske og italienske køkken, og den blev engang også anvendt som smagsstof i øl og eddike. Af frøene kan fremstilles grød.

I Middelalderen blev rude i mange egne af Europa anset for at være et effektivt beskyttelsesmiddel mod hekse, og den blev ofte anvendt i trylleformularer. Et gammelt ord siger, at hvis man sprinklede rude-vand i sit hus, ville det fordrive lopper. – Førhen, under ceremonien, der gik før søndagsmessen i kirken, blev det hellige vand sprinklet med rude-kviste.

I dag dyrkes rude ofte som prydplante. Katte bryder sig ikke om lugten af rude, så hvis man ikke bryder sig om katte, kan man plante rude i sin have! Arten benyttes også til at fordrive insekter, og i Sydindien anbefales den som et middel til at fordrive slanger.

I skuespillet Hamlet af William Shakespeare (1564-1616) er rude en af de blomster, som den gale Ofelia deler ud:

 

 

I dag benyttes arten mod forhøjet blodtryk samt som nerveberoligende, krampestillende og styrkende middel. Nyere forskning synes at antyde, at misteltén kan gavne personer med kræft. I Nepal anvendes en salve af planten mod skrammer og sår, bylder, forstuvninger samt knogler der er gået af led. Saft fra barken smøres på hævede muskler.

Andre arter af mistelténe er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, afledt af oldgræsk kardia (‘hjerte’) og sperma (‘frø’), såvel som det danske navn, hentyder til frøene, som er sorte med en hvid, hjerteformet plet.

I ayurvedisk medicin anvendes hjertefrø til behandling af gigt, betændelse, forstoppelse, samt smerter i underlivet. Et afkog af bladene benyttes mod hårskæl. I Nepal anvendes saft fra planten mod talrige lidelser, deriblandt feber, hævede muskler, forstuvninger, vattersot (vand i kroppen), gonorré, hæmorroider, rheumatisme og astma. Et afkog af bladene tages mod diarré og dysenteri. Roden benyttes som brækmiddel og afføringsmiddel, mod irritation i mundhulen og mavebesvær, samt til at øge blodcirkulationen. Frøene anvendes mod feber og rheumatisme.

Chepang-folket i Nepal spiser unge planter som grønsag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kongelys blev førhen anvendt mod en lang række lidelser, fx hoste, forkølelse, tuberkulose, diarré, forstoppelse, koldfeber (malaria), hæmorrider, dysenteri, kolik, katar, brok, tandpine og meget andet. Knuste blade, opblandet i eddike, blev lagt på brandsår, heraf folkenavnet brandurt.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Konge-Lius eller Liusebrand (…) ere Blomsterne megit iværd oc afholdne, huilcke mand bruger saa vel til at bortdrifue Veir udi Lifuet, som til at forlindre den Gyldene Aaris [hæmorroider] oc Liuftens Pine, saavel som ocsaa til at stille den Smerte, som mand hafuer, naar mand giør sit Behoff, oc Bagtarmen udgaar, at mand aff dennem [kongelys] oc Romerske eller ocsaa gemeene Commelle-Blommers Blomster giør en Fotum, det er siuder dennem, kommer dennem i en Pose oc der med sacteligen trycker paa Rumpen, den stund de endnu ere varme.”

Han fortsætter: ”Saft aff Blomsterne oc Bladene udtrykt oc paa Vorterne smurt borttager dennem, huilcket er at forundre sig paa. Andre ville sige, at Saft aff Blomsterne er it got Raad, ja saadant it, som strax borttager de Ryncker, som ere udi Panden paa de gamle Piger.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) bemærker: “Der findes mennesker, som tror, at hvis de bærer rundt på denne urt, hjælper den mod den faldende syge, specielt bladene fra planter, der endnu ikke har blomstret, og som bliver indsamlet, når solen står i Jomfruen og månen i Vædderen, hvilket ikke desto mindre er forgæves og den rene overtro.” [‘Den faldende syge’ er et gammelt udtryk for epilepsi.]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal smøres en salve af roden på sår og hævede muskler, og opblandet med lokal alkohol tages den mod diarré. En salve af planten anvendes mod hoste, astma og andre lungeproblemer samt mod forstoppelse.

Blandt amerikanske indfødte blev bladene opblødt i vand og bundet på gigtsmertende lemmer samt på struben mod difteritis. Et varmt udtræk af roden blev drukket mod kropssmerter samt som et mildt afføringsmiddel. Folk af Potawatomi-stammen inhalerede røgen af tørrede blade mod astma, og røgen blev også pustet på en person, som havde mistet bevidstheden.

Det latinske artsnavn blev først anvendt af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), i formen thapsos, for en nu ukendt plante, der voksede nær den græske by Thapsos på Sicilien.

 

 

 

 

 

 

Disse frugter har været anvendt som føde i Mellemamerika så langt tilbage som 7500 f.Kr. Grønne og røde frugter spises rå, stegte eller som pickles og tillige som grønsag i retter. De er meget rige på adskillige vitaminer samt kalium, jern, magnesium og mangan. Tørrede frugter er et meget populært krydderi. Bladene er spiselige og benyttes meget i forskellige asiatiske køkkener.

Den engelske botaniker John Lindley (1799-1865) beskrev Capsicum annuum i sin bog Flora Medica, fra 1838, således: “Den anvendes sammen med Cinchona som medicin mod periodisk tilbagevendende sløvsind, samt mod urinsyregigt, fordøjelsesbesvær ledsaget af rigelig tarmluft, ørebetændelse, lammelser osv. Dens mest værdifulde egenskab ligger imidlertid i behandlingen af cynanche maligna (akut smitsom halsbetændelse) og scarlatina maligna (ondartet skarlagensfeber), anvendt enten som gurglevand eller indvortes.“

Frugterne virker bakteriedræbende og stimulerende, og i pulveriseret form indtages de mod fordøjelses- og mavebesvær. De anvendes også mod bl.a. feber, hovedpine, herpes, gigt, Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’), psoriasis samt helvedesild. Frugtsaften smøres på huden for at øge blodcirkulationen, og en salve af frugten smøres på forstuvninger og smertende led. Cayennepeber har været anvendt som potensfremmende middel.

 

 

 

 

Hele planten er særdeles giftig, men ikke desto mindre så jeg engang i det nordlige Indien en flok geder styre målbevidst hen imod en bevoksning af pigæble og begynde at æde løs af frugterne, så gedemaver kan åbenbart neutralisere giftstofferne.

To af plantens engelske navne, Jimsonweed og Jamestown weed, hentyder til byen Jamestown i Virginia, hvor britiske soldater i 1676 forsøgte at nedkæmpe en opstand, startet af nybyggere under ledelse af Nathaniel Bacon med det mål at styrte den forhadte guvernør William Berkeley. Nogle af soldaterne konsumerede pigæble med det resultat, at de tilbragte de næste 11 dage i en narkotisk rus. I bogen The History and Present State of Virginia, fra 1705, giver Robert Beverly en interessant beskrivelse af effekten:

“Meget unge planter af pigæble (…) blev indsamlet og kogt som salat af nogle af de soldater, som var blevet sendt hid i 1676 for at nedkæmpe Bacons opstand; og nogle af dem spiste rigeligt af den, med en meget morsom komedie som resultat, for de blev som tåber i adskillige dage. En af dem pustede en fjer op i luften, mens en anden under stort raseri kastede strå efter den. En tredje sad splitternøgen i et hjørne som en abe, mens han grinede og lavede grimasser af de øvrige. En fjerde kyssede og krammede sine kammerater, mens han snerrede dem op i deres åbne ansigter med et udtryk, som var morsommere end i en hollandsk komedie. I deres afsindige tilstand blev de spærret inde, for at de ikke skulle gøre skade på sig selv – selv om det stod klart, at alle deres handlinger var fulde af uskyld og glæde. De var i sandhed meget urenlige og ville have rullet sig i deres egen afføring, hvis dette ikke var blevet forhindret. Efter at de gennem elleve dage havde foretaget tusinde sådanne morsomme handlinger, blev de sig selv igen, og de huskede intet af, hvad der var sket.”

I sin bog Great Herball, fra 1597, skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612), at ”saften af pigæble, kogt med svinefedt, kurerer alverdens betændelser, alle slags forbrændinger og skoldninger, fra såvel ild, krudt og lynnedslag som kogende vand og bly, og det i løbet af meget kort tid, som jeg har erfaret i min daglige praksis, til megen nytte og gavn.“

Zuni-folket (eller Shiwi, som kalder sig) i New Mexico anvendte pigæble som smertestillende middel hos patienter, der skulle have brækkede knogler sat på plads.

I traditionel kinesisk medicin blev pigæble anvendt som bedøvelsesmiddel under operationer. I ayurvedisk medicin bliver røgen fra brændende pigæble-blade inhaleret mod astma. Andre anvendelser omfatter en pasta af blade og frø, som smøres på sår og bylder, blade opløst i vand smøres på hovedet mod hovedpine, og blomstersaften kan modvirke ørepine. I Nepal inhaleres røgen fra stegende frø mod tandpine. Pigæble kan desuden dæmpe rystelserne hos patienter med Parkinsons syge.

Førhen blev pigæble anvendt som hallocinogent stof af hekse, samt under hellige ceremonier hos en lang række indfødte folkeslag i Nordamerika. Den dag i dag indtages arten af ethiopiske debtera, magikere og djævleuddrivere, for ”at åbne sindet”, dvs. være mere modtagelige, kreative og fantasifulde.

I en bog fra 1985, The Serpent and the Rainbow, identificerer Wade Davis pigæble som en af de vigtigste ingredienser i en blanding, som haitianske voodoo-præster anvendte til at skabe zombier. I Haiti kaldes planten for ’zombi-agurk’.

I Nepal blandes den pulveriserede frugt i ris eller brød og fodres til hunde med hundegalskab for at slå dem ihjel.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’ – formodentlig et nedsættende ord på grund af frugtens giftighed.

I Middelalderen indgik udtræk af planten som en bestanddel af de berygtede ’heksesalver’, som heksene smurte på deres bare krop. Giften trængte ind gennem deres hud og hensatte dem i en rus, hvorunder de havde fantastiske hallucinationer. De havde indtryk af at blive forvandlet til dyr, eller de syntes at flyve til Bloksbjerg, hvor de hengav sig til Djævelen. – Et gammelt dansk ordsprog fra 1682 siger: ”Bolskab [utugt] er som bulmefrø, jo mere man æder deraf, desto galere bli’r man.”

Røgen fra bulmeurt-frøene har også været benyttet til andre formål end at helbrede hudsygdomme. Man mener, at det var røg fra brændende bulmeurtblade, som hensatte præstinderne ved oraklet i Delfi i ekstase, inden de fremkom med deres profetiske udtalelser.

I 1648 giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) et levende tidsbillede fra 30-årskrigen, som var landsknægtenes gyldne tid. Han fortæller: ”Men at dette Bulme-Frø hafuer saadan en Kraft til at betynge Hofvedet, og komme én til at sofve, det vijde nocksom Soldater-Horerne, som løbe om Landet, eller følge strax efter Troppen, som marcherer for i veyen, thi paa det de med Konst oc Lempe kand stiele Bonden sine Høns fra at hand icke skal eengang høre dennem skrige oc gale, da huor de komme (naar ingen seer det) tage de nogit aff dette Frøe, oc komme det i en Potte med Kul-Ild eller Gløer, oc huor Hønsene da sidde paa Bielckene udi de smaa oc lafue Hytter, falde de neder, naar Røgen kommer op til dennem, oc ere ligesom de vare døde: oc paa denne Maade oc Maneere bedrage de den simple stackels Bonde”.

Det fortælles, at sigøjnerne stadig bærer sig ad på samme måde, når de vil have en høne i gryden, og det er muligt, at disse farende folk har bidraget til at udbrede planten langs Europas landeveje.

I den græske mytologi blev de døde i Hades kronet med bulmeurt, mens de uden håb vandrede langs bredden af floden Styx.

Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) filosoferer over følgende: “Jeg spekulerer på, hvordan astrologerne kunne komme i tanker om at kalde den for en plante i Jupiters tegn; men selv Mizaldus*, som var en mand med en skarp hjerne, var af samme mening. Planten er i Saturns tegn, og jeg vil bevise det ved hjælp af følgende argument: Alle urter, som foretrækker at vokse på dystre steder, er i Saturns tegn. Bulmeurt foretrækker i høj grad disse steder, og hele vognladninger af den kan findes, hvor man tømmer lokumsspandene, og man kan næppe finde en grøft, uden at den vokser der. Ergo er den i Saturns tegn.”

*Antoine Mizauld (1510-1578), også kaldt for Antoninus Mizaldus, fransk astrolog og læge.

Nu og da har bulmeurt været anvendt til giftmord. Et enkelt eksempel er den amerikanske læge Hawley Harvey Crippen (1862-1910), der i 1910 myrdede sin kone ved hjælp af de giftige alkaloider hyoscyamin og scopolamin, som kan udvindes af tørrede bulmeurtblade.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), anvendte bulmeurt mod smerter samt til at opnå rolig søvn, mens den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) erklærede, at den var ”af samme natur som vin og derfor en hindring for forståelse.”

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) siger: ”Blade, frø og saft af planten, taget indvortes, medfører en urolig søvn, ligesom under drukkenskab, som varer længe og er dødelig for patienten. At vaske sine fødder i et afkog af bulmeurt, i lighed med at lugte til blomsterne, medfører søvn.”

Nicholas Culpeper (ovenfor) udtaler: “Blade af bulmeurt virker kølende på alle betændelsestilstande i øjnene. (…) Den dulmer også smerter fra urinsyregigt, iskias og andre smerter i leddene. Smurt på pande og tindinger i en smule eddike hjælper den mod hovedpine samt mangel på søvn på grund af feber. (…) Olie fra frøene, dryppet i ørerne, hjælper mod døvhed, støj og orm i ørerne; saften af grønne dele og rod har samme virkning. Et afkog af planten eller af frøene dræber lus på både mennesker og dyr. Røgen fra den tørrede stængel og frøene, når de brændes, heler hurtigt hævelser og frostskader på hænder og fødder, idet man holder legemsdelene over røgen. Et godt middel til dem, der har indtaget bulmeurt, er at drikke gedemælk eller honningvand eller spise pinjekerner, skyllet ned med en sød vin; eller i mangel af disse benyttes fennikelfrø, nældefrø, karsefrø, sennepsfrø, radisefrø, løg eller hvidløg med vin – altsammen bevirker, at personen kommer uden for fare og bringer dem tilbage til deres eget jeg. Bemærk, at denne urt aldrig må anvendes indvortes; men udvortes i form af olie, salve eller plaster er den glimrende mod urinsyregigt. (…) For at stoppe tandpine smøres den på den smertende side.”

Førhen havde bulmeurt stor anvendelse i folkemedicinen til fremstilling af såvel smertestillende midler som trylle- og elskovsdrikke. Af roden fremstillede man halskæder, der blev båret af børnene som talismaner for at forhindre epilepsi samt for at lette smerter ved tandfrembrud. Fra gammel tid brugtes det i Danmark at indånde dampe fra opvarmede bulmeurt-frø som middel mod tandpine, kaldt ’orm i tænderne’. Dampene har givetvis lindret smerterne, men virkningen har nok i lige så høj grad været af psykologisk art, for efter kuren kunde patienten selv se de dræbte ’orme’ ligge mellem bulmeurt-frøene i den skål, hvori de havde været opvarmet. Forklaringen er, at opvarmningen sprængte frøenes skal, og den hvide krumme kim kom til syne – ikke ulig en maddike. – Røgen fra den brændende plante blev anvendt mod hudsygdomme.

Et ekstrakt af bladenes giftige alkaloider benyttes i dag bl.a. til fremstilling af beroligende midler mod forskellige sindslidelser samt til søsygepiller, idet de bedøver ligevægtsorganerne i det indre øre. Planten anvendes tillige som et mildt vanddrivende middel.

Bulmeurt er hjemmehørende i Middelhavsområdet og det vestlige Asien, men er blevet naturaliseret i næsten hele Europa samt i dele af Nord- og Sydamerika.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Frugterne af disse planter er røde, orange, gule eller sorte.

Jerusalem-koralbær (Solanum pseudocapsicum) er omtalt på siden Hyldest til farven orange.

 

Herom beretter den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Beesk-Søde skiuder ligesom en Vijnrancke nogle Træ-actige Stengeler, oc fra dennem mange Grene, med huilcke den skiuder sig op oc fester sig paa de næste Tiørne eller andre Grene oc Ymper.” [Ympe er et gammelt ord for podekvist, her vel blot i betydningen kvist.]

Paulli skriver endvidere: ”Matthiolus [Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), italiensk læge og naturhistoriker] siger, at Quinderne udi Hetruria (huilcket er it fornemme Landskab udi Italien) tage Saften aff Bærene oc bruge til at giøre deris Ansict skiert [skært] med, oc til Soel-Pletter oc Fregner dermed at borttage.”

Han fortsætter: “Sebicius [Melchior Sebicius, tysk læge] befaler [anbefaler], at mand skal tage denne ferske Beeske-Søde oc støde oc legge paa Quinde-Bryste, paa det, at det styrcknede oc sammenløbne Dij [mælk] kand derved dissolveris oc komme til at flyde igien.”

 

 

 

 

 

 

 

Conquistadoren Hernán Cortés (1485-1547) bragte plantens frø hjem til Spanien, og da den villigt voksede i det stedlige klima, begyndte den spanske regering at opmuntre folk til at dyrke den. I begyndelsen af 1600-tallet var den allerede blevet en fast ingrediens i det spanske køkken.

I andre europæiske lande, derimod, gik der lange tider, inden folk begyndte at spise tomater. I begyndelsen mente man, at de var giftige, og i England blev de kaldt for wolf peach (‘ulve-fersken’). Dette navn blev adopteret af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), da han i 1758 navngav planten Solanum lycopersicum, afledt af oldgræsk lykos (‘ulv’) samt latin persicum (‘persisk (frugt)’, dvs. fersken).

Denne overtro kom af, at mange mennesker blev syge efter at have spist tomater. Det var imidlertid en fejl at skyde skylden på tomaterne. I Middelalderen spiste mange fornemme mennesker af tin-tallerkner, som havde et ret højt indhold af bly. Tomater har et temmelig højt syreindhold, og når de blev anbragt på disse tallerkner, trak denne syre bly ud af tallerknen, hvilket havde til følge, at mange mennesker døde af blyforgiftning. Dengang faldt det ingen ind at forbinde tallerknerne med giftstoffet. Ergo blev tomaten kendt skyldig. (Kilde: smithsonianmag.com/arts-culture)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En kinesisk legende beretter, at skikken med at drikke té opstod omkring 2740 f.Kr., i den berømte kejser og urtelæge Shen Nongs regeringstid. Denne kejser foretrak at få sit drikkevand kogt for at være sikker på, at det var rent. En dag, hvor han og hans hær var på march i en fjern afkrog af hans rige, hvilede de ud under et lille træ, mens kejserens tjener kogte vand til ham. Nogle blade fra træet faldt tilfældigvis ned i vandet, som blev brunligt. Kejseren drak det alligevel og fandt drikken ganske forfriskende.

I dag er té verdens mest populære drik, og tébuske dyrkes i de fleste varme lande. Der findes et utal af forskellige typer, som kan inddeles i følgende hovedtyper: oolong, hvis blade tørres og iltes, inden de rulles sammen til den fortsatte proces. Blade, som giver hvid og grøn té, iltes mindre, mens de blade, som giver sort té, iltes mere og desuden gæres, hvilket fører til et betydeligt tab af de medicinske egenskaber.

Frø af tébusken afgiver en olie, som anvendes i madlavning samt som smagsstof.

I 1753 navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) en gruppe planter Camellia til ære for den moravisk-fødte jesuitterpræst, missionær og farmaceut Georg Joseph Kamel (1661-1706), som opdagede en række nye planter i Filippinerne, dog ikke téplanten, som Linné forøvrigt placerede i en anden slægt, Thea. Men i 1818 overførte den engelske botaniker Robert Sweet (1783-1835) alle Thea-arter til slægten Camellia.

De medicinske egenskaber hos grønne téblade kan spores tibage til omkring 3000 f.Kr. Bladene er virksomme mod infektioner og er desuden en glimrende anti-oxidant, som kan modvirke dannelse af visse typer af kræft samt blodpropper. De virker også dæmpende på kolesterolindholdet i blodet og er muligvis også et godt middel mod sukkersyge.

I den moderne urtemedicin anvendes té (især grøn té) mod talrige lidelser, heriblandt gigt, diarré, herpes, hæmorrider, leverproblemer, solskoldning, sår, galdesten samt megen luft i tarmene. Nogle studier har vist, at grøn té muligvis kan forøge vægttab. Tédrikningens beroligende virkning reducerer stress og angst. I traditionel kinesisk medicin anvendes té, kombineret med andre urter, mod diarré og dysenteri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes denne art for Himalayan paper plant, hvilket sigter til, at der produceres papir af barken. Ligeledes fremstilles der reb af barken. I Nepal anvendes blade og bark som fiskegift.

I Nepal benyttes rodsaften mod feber og mavebesvær, og et afkog af barken anvendes også mod feber. Pulveriserede frø benyttes mod mavepine samt til at uddrive indvoldsorm.

 

 

 

Artsnavnet kommer af oldgræsk chamai (‘nær jorden’) og jasme (‘jasmin’), hvilket sigter til denne arts lave vækstform og jasmin-lignende blomster.

Af roden fremstilles papir og reb. I Nepal smøres rodsaften på smertefulde led, og et afkog af barken på forstuvninger. I traditionel kinesisk medicin anvendes roden til behandling af svulster, til at slå indvoldsparasitter ihjel, samt til at fjerne ophobet slim og vand i kroppen. Arten anvendes også traditionelt mod astma og hudproblemer.

 

 

 

Unge skud af planten kan spises som grønsag, og dens frø ristes, hvorefter der fremstilles pickles af dem. I Indien dyrkes planten for stængelfibrenes skyld. De giver glimrende bast, hvoraf der fremstilles bl.a. klæde, tasker, reb og fiskenet. Arten benyttes til plantefarvning og giver blå farve. I det nordøstlige Indien anvendes frøene som fiskegift.

I ayurvedisk medicin benyttes Himalaya-nælde som vanddrivende og afførende middel, til behandling af hovedpine, gigt, rheumatisme og allergi samt til at uddrive indvortes parasitter. I Nepal anvendes den kogte rod mod luft i tarmene, rodsaften mod forstoppelse samt til behandling af bylder. Bladsaften benyttes mod feber, hovedpine og smertende led, mens aske fra planten smøres på eksem og ringorm. I Rwanda anvendes arten som modgift i tilfælde af slangebid.

 

 

 

 

 

Det ældste kendte klæde fra Skandinavien er et stykke stof, vævet af nældens stængelfibre, som blev fundet i en grav fra Yngre Bronzealder (ca. 1000 f.Kr.) ved Voldtofte, sydvestlige Fyn. Senere fremstillede man af nældefibre klæde, der strakte over et bredt spektrum, fra det fineste stof til grove emner som sejldug, sække, reb og fiskenet.

Da bomuld kom på mode, forsvandt nældens betydning som tekstilplante. Den fik imidlertid et come-back under 1. Verdenskrig i Tyskland og Østrig. I 1915 blev 1300 tons nældefibre indsamlet i Tyskland, hvilket steg til 2700 tons i 1916. I Danmark indsamledes i 1917 ca. 20 tons nældestængler, som med succes blev anvendt til fremstilling af reb.

Den skotske digter Thomas Campbell (1777-1844) besværer sig over, så lidt opmærksomhed nælden får i England, idet han skriver: ”I Skotland har jeg spist nælder, jeg har sovet på nælde-lagner, jeg har spist til middag ved et bord, hvor dugen var vævet af nælde. Unge og spæde nælder udgør en glimrende grønsag. Ældre nælders stængelfibre er lige så gode som hør til at væve klæde af. Jeg har engang hørt min moder sige, at hun fandt nældeklæde mere holdbart end nogen anden tekstilplante.”

Som Campbell gør opmærksom på, udgør nælde en god grønsag, og førhen blev den ofte spist sammen med andre grønsager. Den er stadig populær i supper. I landlige områder af Nepal udgør nælder et vigtigt fødeemne. Overalt i artens udbredelsesområde betragtes den som et glimrende foder til kvæg, får, svin, gæs og høns.

Et afkog af planten kan anvendes til plantefarvning og giver en smuk og holdbar grøn farve, som man i Rusland anvender til uldgarn.

En gammel engelsk overlevering siger, at hvis man planter nælder nær sine bistader, skræmmer man frøer væk. Måske mente man dengang, at frøer – eller måske snarere tudser – åd bier?

Slægtsnavnet er afledt af latin uro (‘brænder’) og sigter naturligvis til de sviende hår. Det danske nælde kommer af oldnordisk netla, der betyder ’sno’ eller ’væve’ – en hentydning til tavernes anvendelse. Bliver du brændt af en nælde, kan du gnide det brændte sted med skræppesaft (Rumex), hvilket bringer øjeblikkelig lettelse. Bladene af rosmarin (Salvia rosmarinus), mynte (Mentha) eller salvie (Salvia officinalis) kan også anvendes.

Oldtidens urtelæger anbefalede nælde til behandling af en lang række sygdomme, bl.a. gulsot, tuberkulose, koldfeber (malaria), dysenteri, forfrysninger, svindsot, stensmerter, gigt og podagra. Frø, taget indvortes, ville hjælpe mod bid eller stik af giftigt kryb og gale hunde, og de ville også modvirke forgiftning af skarntyde (se Conium maculatum, Apiaceae), bulmeurt (Hyoscyamus niger, Solanaceae) og natskygge (Solanum, Solanaceae).

Førhen brugte gigtplagede personer at piske de gigtplagede legemsdele med friske nælder, hvilket ifølge en klog kone i Kliplev ville ”vække nerveenderne.” Også i dag anbefales det patienter med dissemineret sklerose at piske sig med nælder, hvilket i nogle tilfælde kan mindske smerterne.

For at stimulere hårvæksten anbefalede de gamle urtelæger, at man dagligt skulle kæmme håret med nældesaft.

Nyere forskning har vist, at nælderod er et virksomt middel mod forstørret prostata. Bladene virker vanddrivende og blodrensende og er desuden gode mod allergi og betændelse. De anvendes også mod en lang række andre lidelser, såsom åndedrætsbesvær (fx astma, bronchitis, ja selv tuberculose) samt mod blærebetændelse, tandkødsbetændelse, iskias, halsbetændelse og nældefeber.

På grund af deres høje indhold af jern og c-vitamin er bladene et virksomt middel mod blodmangel, og nældeté anses for at være et godt middel mod rheumatisme og gigt, bl.a. urinsyregigt.

Tamang-folket i Nepal indtager en pasta af rod og blade mod benbrud. Andre steder i Nepal anvendes et afkog af roden mod astma, forkølelse og hoste. En pasta af roden smøres på hundebid. Rodsaften samt en pasta af frøene smøres på knogler, der er gået af led. Stængelsaften tages mod feber, og et afkog af bladene mod gulsot og uregelmæssig menstruation.

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var mange andre planter placeret i denne familie, men som et resultat af genetiske studier er de blevet overført til andre familier, i særdeleshed læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

 

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde slægterne Sambucus og Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae. De tidligere anerkendte slægter Sinadoxa og Tetradoxa er blevet overført til Adoxa.

 

Hyld er oprindeligt vildtvoksende i Europa og Nordafrika, mod øst til Kaukasus. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse, sandsynligvis en fløjte, som man fremstillede ved at bore den bløde marv ud af en lige hyldegren.

Navnet hyld stammer måske fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

I Middelalderen var det en vidt udbredt tro, at Judas hængte sig i et hyldetræ efter at have forrådt Jesus. Det er dog yderst mærkeligt, at han skulle have valgt så lille et træ til denne gerning. En engelsk middelalder-rejsende, Sir John Mandeville (1300-71), skriver imidlertid, at han fik forevist ”det hyldetræ, som Judas hængte sig selv i, i desperation over, at han havde solgt og forrådt Vor Herre.” Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) forkaster denne teori og skriver, at Judas hængte sig selv i det træ, der i dag kaldes judastræ (Cercis siliquastrum). En anden gammel overlevering siger, at korset, som Jesus blev korsfæstet på, var fremstillet af hyldetræ. På grund af denne folketro blev hylden i mange egne et symbol på sorg og død.

Hylden blev tidligere ofte forbundet med magi. Man mente, at der i træet boede en venligsindet heks eller fé, kaldt Hyldemor, af nogle kilder betragtet som identisk med gudinden Freja i den gamle nordiske gudetro. Man plantede derfor ofte en hyld nær døren til huset. Hyldemor vogtede over hyldetræet, og hvis nogen fældede det, ville hun hjemsøge vedkommende. I sin bog The Book of Herbs skriver Lady Rosalind Northcote (1873-1950): ”En overlevering siger, at hvis et barn blev lagt i en vugge af hyldetræ, ville Hyldemor komme og trække det i benene, indtil det blev løftet ud af vuggen. Inden man fælder en hyld, skal man altid først spørge Hyldemor om tilladelse, og kun hvis hun tier, kan man gå i gang med fældningen.”­

En vidt udbredt folketro tillagde hylden den egenskab at kunne fordrive ondt og beskytte mod hekse, og man begravede ofte grønne hyldegrene sammen med en afdød for at beskytte vedkommende mod onde ånder. I Danmark sagdes det, at hvis man stod under en hyld Midsommernat, kunne man se elverkongen ride forbi med sit følge.

Hyld er højt priset for sine medicinske egenskaber. Blomster og frugter anvendes som té eller suppe mod ru hals, forkølelse, influenza, astma og feber, samt som vanddrivende middel. De er tillige et effektivt middel mod allergi og høfeber. I Middelalderen blev planten anvendt mod utallige lidelser, og enhver landmand havde i hylden et billigt husapotek. Indkogt bærsaft, tilsat honning, blev anvendt som sveddrivende, opløsende og opkastende middel. Den grønne bark af unge grene blev benyttet mod hudsygdomme samt som afførende middel. Et afkog af blomsterne anvendtes mod ru hud.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”(…) pleye at affplocke Hylde-Knopper om Vaaren, førend de sig for vijt udbryde oc Bladene blifue for store, oc aff dennem berede en Salat. Huorom somme hafue den Meening, at dersom mand plocker disse Knopper aff opad, da skulle mand derefter kløge og bryde sig [kaste op], men dersom mand nedad dennem afplocker, da skulle mand ved løst Lifff oc Stolegang sig derefter kunde purgere [have diarré]. Men det tryggeste Raad er dette, at mand vel nedsylter Hylde-Knopperne, da foraarsage de huercken Kløgelse eller Stolegang, men alleniste forhindre Bindelse [forstoppelse].

Endvidere siger han om hudsygdommen rosen (en slags udslæt): ”Mand skal tage ferske og friske Hylle-Blomster, om det er paa de Tider mand dennem kand hafue. Men kand mand icke hafue dem ferske, da skal mand tage dennem tørre, henved en Haandfuld, oc nogit nær en Pot Melck aff en rød Ko, oc kaage det tilhaabe [sammen] ved en temmelig Ild, oc saa længe som mand kand siude en Ret Fisk [altså lige så lang tid som det tager at stege en fisk]. Derefter skal mand sie den igiennem it Klæde eller it Dørslag, oc naar den er igiennemsiet, skal mand dricke den om Morgenen lunket [lunken]. Det skal mand giøre, huer Gang Maanen tager af, enten en Gang, to, tre eller fire Gange, ligesom mand selff tyckis got at være, oc det skal mand holde ud it gandske Aar omkring.”

Og videre: ”Gemeene Hyllebær veed den gemeene Mand at bruge imod Vorter, som komme paa Hænderne, dersom mand om Morgenen tijlig to eller tre Gange efter huer andre toer [vasker] dennem udi gemeen skarp Lud, udi huilcken Pigerne pleye at optoe deris Kar udi, oc lade saa Hænderne tørris aff sig selff, oc siden knuse disse Bær oc smøre Osen [saften] aff dennem tre Dage efter huer andre paa Vorterne, eller oc toe Hænderne huer Dag om Morgenen tre gange udi bemelte Hylde-Ose. Thi saaledis siger den gemeene Mand Vorterne strax at skulle forsuinde oc udfalde. Dette er saadant it Raad, som enhuer uden nogen Perickel oc Fare kand forsøge, om det vil gaa an eller oc icke.”

Får, der lider af klovesyge, bliver efter sigende helbredt, hvis de æder bark og ungt løv af hyld.

Hyld er meget anvendt til plantefarvning. Rod og ældre bark farver sort, bladene grøn og bærrene blå og purpurfarvet. Af bær og blomster fremstilles vin, brændevin og eddike, og pandekager med friske hyldeblomster er en populær ret.

Når bladene knuses, afgiver de en ubehagelig lugt, som efter sigende kan fordrive insekter. I gamle dage sprøjtede gartnere et afkog af bladene over unge planter, og kuske bandt en hyldekvist fast i hestenes manke til at holde fluer væk. Bønder anvendte også bladene til at fordrive mus og muldvarpe.

Det hvide, hårde ved anvendes til drejerarbejder, førhen også til hegnspæle, skopløkke, piberør, skeer, tommestokke, spinderokke og meget andet. I gamle dage blev fremstillet fløjter af hyldegrene, og drenge lavede såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore den bløde marv ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Myter, bd. 9: Møllen (1944): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Andre arter af hyld omfatter bl.a. druehyld (S. racemosa), som er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, kinesisk hyld (S. javanica), beskrevet under Hyldest til farven orange, samt blå hyld (S. cerulea), omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

Vores hjemlige art er vildtvoksende i størstedelen af Europa, mod øst til Kaukasus og det centrale Sibirien. Den er meget almindelig på fugtige steder overalt i Danmark.

Navnet kvalkved stammer fra det ældre navn kvalkenbær. Ordet kvalke er beslægtet med ’kvæle’ og ’kvalme’ og hentyder til, at bærrene er giftige og kan give kvalme, hvis man spiser tilstrækkeligt mange af dem. Et andet dansk navn er ulvsrøn, hvilket hentyder til bærrenes lighed med rønnebær, men på grund af deres giftighed skal navnet opfattes som nedsættende. (Dette gælder generelt for navne, som indeholder forstavelsen ulv-). Fugle kan spise kvalkved-bær, men gør det ikke så gerne.

Et afkog af denne arts bark anvendes i urtemedicinen mod rheumatisme, gigt, mavekrampe, samt krampe i benene.

 

 

 

 

 

En anden forklaring går på, at det nederste kronblad er den pyntesyge stedmoder, som sidder og breder sig på en grøn sofa, bærende et gyldent brystsmykke. Nærmest hende sidder hendes egne børn på hver sin stol, iført fint tøj, mens stedbørnene i simple blå hverdagskjoler må nøjes med én stol til deling. Manden i huset ses først, når damerne har rejst sig, dvs. når kronbladene er plukket af. Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i Verdens Lys (1926):

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Som de senere læger har bemærket, er den god for personer med koldfeber, specielt børn, hvis rystelser og anfald af den faldende syge den også kan kurere. Den anbefales mod betændelse i lunger og bryst, samt mod skurv og kløe på hele kroppen, og den helbreder betændte sår.” [Koldfeber er et gammelt ord for malaria, og ‘den faldende syge’ er et gammelt udtryk for epilepsi.]

Førhen blev arten også anvendt som slimløsnende middel.

I dag betragtes visse viol-arter, heriblandt almindelig stedmoderblomst, som stærkt anti-bakterielle og vanddrivende. De er ligeledes et glimrende middel mod forkølelse og bronchitis, samt mod forskellige hudlidelser, bl.a. eksem. Rod og frø anvendes som bræk- og afføringsmiddel.

I Salling blev stedmoderblomst førhen anvendt til at farve klæde grønt. I dag dyrkes forædlede storblomstrede former som prydplanter.

 

 

 

 

 

I dag er ingefær sandsynligvis verdens mest populære medicinske urt. Dens mest almindelige anvendelser er at forbedre immunforsvaret, øge blodcirkulationen og stimulere fordøjelsen, samt at modvirke forkølelse, hoste, feber, influenza, kvalme og opkastninger. Den benyttes dog også mod en lang række andre lidelser, fx forstoppelse, hjertekrampe, depression, svimmelhed, iskias, Raynaud’s syndrom (‘hvide fingre’), mavesår, gigt, kronisk træthed, nældefeber, hårskæl samt køresyge.

 

 

 

 

 

Det mærkelige navn pokkenholt kommer af tysk Pockenholz, der er afledt af middelnedertysk pocken (‘byld, hævelse’), på dansk pokker, en betegnelse anvendt i Middelalderen for kopper og syfilis. Holz betyder ‘ved’. Navnet hentyder til veddet af to medlemmer af denne familie, Guaiacum officinale og G. sanctum, der er hjemmehørende i Caribien, sydlige Mellemamerika og nordlige Sydamerika. Dette ved er sejt, hårdt og tæt og er resistent over for bl.a. ild og syre. Måske blev navnet hæftet på disse træer, fordi man sammenlignede det seje ved med de ‘seje’ sygdomme kopper og syfilis, der var svære at komme af med.

 

Dens frugter er udstyret med 2-4 spidse torne, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet arten et af dens engelske folkenavne, puncture vine. Frugten er således indrettet, at mindst én torn altid peger opad, hvorved den kan sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr og derved blive spredt, eller hvis et dyr lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. I sin tid spredte man disse våben på veje og stier, hvorved man forhindrede trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer.

Arten har givetvis også fået navnet malteserkors på grund af disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

 

 

 

 

De fleste svampe får deres næring fra dødt materiale gennem deres trådagtige mycelium, andre lever i symbiose med planter, nogle med dyr eller andre svampe, og nogle er parasitter. Myceliet er for størstedelens vedkommende underjordisk, og svampe bemærkes oftest i frugtstadiet.

Laver er dobbeltorganismer, som består af en svamp, der lever i symbiose med en alge eller en cyanobakterie. Algen eller cyanobakterien sidder fast på svampens mycelium, som igen sidder fastgjort til jord, sten eller træer. Algen eller cyanobakterien er således beskyttet mod de fleste fjender, og til gengæld forsyner den svampen med livsnødvendige kulhydrater, som svampen ikke selv kan producere. Myceliet er dog i stand til at optage visse næringsstoffer fra jorden eller luften, som er til gavn for algen eller cyanobakterien.

Ordet lav kommer sandsynligvis af oldnordisk lafa (‘hænge fast ved’), hvilket naturligvis sigter til, at disse organismer er fasthæftet på sten, træer, mure o.a.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bægerlaver er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og vokser i jord eller på sten. Løvet er oftest ugrenet og kan ende i en spids eller en lille skål. Farven varierer fra gul over grå til brun.

Rensdyrlaver dækker enorme områder på den nordiske tundra og taiga, og skønt de vokser meget langsomt (3-5 mm om året), udgør de et vigtigt fødeemne for rensdyr (Rangifer tarandus), elg (Alces alces) og moskusokse (Ovibos moschatus).

Bægerlaver indeholder et gummiagtigt stof fyldt med stivelse, som kogt sammen med mælk eller sirup, har været anvendt mod kighoste og brystlidelser.

I Skandinavien har rensdyrlav været brugt som ingrediens i fremstilling af alkohol.

I 1795 skriver N. Blicher i Topographie over Vium Præstekald, at lyng, blandet op med store mængder rensdyrlav, “i læssevis” blev kørt hjem som vinterfoder til kvæg og får.

I Hedevandringer (1915) skriver Jeppe Aakjær (1866-1930): “Men har du vandret din Pande svedig over Storlyngens knudrede Rafter og aandet ind i vellystige Drag den matsøde Duft af fugtdrukkent Mos, der kanske for første Gang strejfes af en Menneskefod, da gør du et glad Spring ind i den mere fremkommelige Faarelyng, hvor hver dværgagtig Blomstergren staar nedpakket i Puder af Lav, der skinner som Elfenben og knækker under Støvlerne, som traadte du i Dynger af Krebseskaller.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle af artens engelske navne er ret fantasifulde og omfatter bl.a. gritty British soldiers (’snavsede britiske soldater’), Bengal matches (’bengalske tændstikker’) og Devil’s matchsticks (’Djævelens tændstikker’). Disse navne hentyder alle til de røde frugtlegemer. I gamle dage var engelske soldaters uniform knaldrød. Navnet Bengal matches hentyder til, at disse tændstikker mest blev fremstillet i Indien. De var større end almindelige tændstikker og brændte med en stor og kraftigt farvet flamme, derfor navnet Devil’s matchsticks.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af arabisk ušna (‘mos’). I gamle dage skelnede botanikerne ikke mellem laver og mosser.

Henrik Smid skriver i Een skøn, loestig, ny urtegaardt fra 1546, at skæglav fra egetræer, kogt i vin med røde roser og malurt, benyttes til omslag, der styrker leddene.

I bogen Flora Danica, fra 1648, skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om skæglav: ”(…) kand vi slet ingenlunde samtycke med dennem, som lære, at det [lav], som voxer paa Ceder-Træ, eller af andre saadanne Træer blifver affskrabet, skal altijd actis højere end det, som voxer paa Eegen. Thi dersom vi komme ihu (…) at [urter] hafuer den Urtis Kraft, som de voxer paa, kand vi ocsaa friligen oc uden nogen Fare slutte, at Mus [lav] hafuer i lige Maade aff det Træis Kræfter, huilcket det sidder omkring. Er det derfore vist, at mand bør megit at holde aff Ege-Mus for dets Kræfters Skyld, at det binder [sammensnerper], oc er det heller ingen Tuifl paa, at jo alt det, som kand brugis aff Ege-Træ, binder, siunis de oc i all Sandhed at fare vild, som ville holde alle andre Slags Mus bedre end Eege-Mus.

(…) dersom nogen aff alt for strenge Tidernis Flod [menstruation] hafuer ont, da kand de icke faa nogen bedre Urt at giøre sig Bad aff, at sidde ofuer eller at sætte sig neder udi, end dette Mus, som paa Eegen voxer, men dersom mand vil tage saa megit deraf som et Quintin [1 kvintin = 3,9 g], tørre oc støde det til Pulver, oc udi en Skeefuld eller to Kød-Vijn [kødsaft] dennem indgifue, da skal den Flod langt snarere holde op.

Det samme forbevarer ocsaa, at mand icke føder utidigt Foster [aborterer]. Men at det stiller Blod, vidner Tabernæmontanus* oc andre, at Biørne hafue lærdt os Mennisker. Thi naarsomhelst de hafue værit saarede, hafue de lagt dette Mus paa deris Saar, at stille Blodet dermed, huilcket ocsaa strax er stillet.

Men frem for alle andre Slags Mus, som udi Skofue, paa Træer, Klipper oc andensteds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, eller Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.

(…) det [lav fra henrettedes hoveder] blifuer brugt til Vaaben- eller Suerd-Salve, Ungventum armarium kaldet (…) der sigis om denne samme Vaaben-Salve, at dersom mand ickun vil bebinde det Suerd, som Skaden er giort med, oc den anden, som Skaden hafuer bekommet, var mange Mile borte, da skulle dog den samme, som skadet er, heelis oc lægis.

(…) foruden blifuer det holdet for at være it synderligt Medicament oc Lægedom imod den fallende Siuge [epilepsi], item til at stille Blodet, naar Næsen bløder.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen udgjorde disse organismer en særskilt familie, Lobariaceae, men er nu blevet overført til Peltigeraceae.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘fliget’, oprindelig afledt af oldgræsk lobos (‘en flig af leveren’), hvilket sigter til det fligede løv. Det danske navn sigter ligeledes til løvet, hvis overflade minder om en lunges overflade.