Snerler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til familienavnet, som er afledt af latin convolvere (‘at slynge sig’ (omkring)), oprindeligt fra con (‘med’) og volvo (‘at rulle’).

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Frugterne hos de fleste medlemmer af familien er kapsler, men et antal arter producerer bær eller nødder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnets betydning er forklaret ovenfor.

 

Mens de fleste snerler slynger sig omkring andre planter, ses denne art ofte krybende langs jordoverfladen. Den er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne i den Gamle Verden, fra Irland mod øst til det østlige Sibirien, samt fra Skandinavien og Sibirien mod syd til det nordlige Afrika, Indien og Indokina. Den er blevet indslæbt til mange andre egne af verden, hvor den nemt bliver naturaliseret og mange steder er blevet invasiv. Mere herom findes på siden Natur: Invasive arter.

Danske folkenavne på denne art omfatter bl.a. jomfruskjorte, paraplyblomst, Fandens skjorteærmer, Jomfru Marias særk, soldaterhat, oldemors pissepotte og Oles telt, som alle hentyder til blomstens form, mens navnet kojer (kodde = testikel) fra Løgstør omkring 1870 hentyder til frugtens form. (Kilde: V.J. Brøndegaard. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 3. Rosenkilde og Bagger, 1979)

Blomsten indgik førhen i barnelege. ”En (…) lille Dukkefigur faar de af Ager-Snerlen med den skørtlignende Krone og Frugtknude som et Hovede foroven, hvilken Blomst ogsaa agerer lidt større Dukkers Hat eller Paraply.” (Kilde: V.J. Brøndegaard. Danske børnelege med blomster og andre plantedele. Sprog og Kultur 22 (1960), s. 11-76)

Agersnerle er nævnt utallige gange i dansk poesi. Et enkelt eksempel er af Harald H. Lund (1902-82) i digtsamlingen Forundrede Øjne (1925):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser på stenede steder og i græsland i højder mellem 750 og 2100 m.

Artsnavnet hentyder til Assyrien, et semitisk kongerige, som fandtes ca. 2500-600 f.Kr., centreret omkring nutidens nordlige Irak og Syrien.

 

 

 

 

 

Cantabrisk snerle er hjemmehørende i Sydeuropa, det nordlige Afrika, Ukraine, den sydlige del af europæisk Rusland samt Mellemøsten, mod øst til Iran og Afghanistan. Den vokser på kalkholdig jordbund i tørre græsklædte områder, skove, blandt klipper og langs veje, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.

Artsnavnet hentyder til Cantabrien, et landskab i Baskerlandet i det nordlige Spanien.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er krybende, sjældent slyngende, undertiden forveddet forneden, op til 2,5 m lang, blade normalt stilkede, op til 8 cm lange og 6 cm brede, meget variable i form, sædvanligvis linjeformede eller smalt aflange, med prominente linjeformede basale ører, men undertiden ovale eller afrundede med afrundede ører, tilspidsede, margin helrandet eller bølget. De stilkede blomster er enlige eller 2 sammen, voksende fra bladhjørnerne, bægerblade op til 9 mm lange og 7 mm brede, elliptiske, endende i en kort torn, kronen op til 2,5 cm lang, forskellige afskygninger af lyserød eller blegviolet med hvidt svælg, undertiden helt hvide, meget svagt fligede, flige med en kort torn i spidsen.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i det nordlige Afrika, samt fra det sydlige Grækenland og Cypern gennem Mellemøsten til Kazakhstan og Afghanistan. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. sandede områder, klippefyldte skråninger, vejkanter og brakmarker, fra havniveau op til højder omkring 1000 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk doryknion, et ord, som blev anvendt af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) om en snerle-art, muligvis Convolvulus oleaefolius.

 

 

 

 

 

En krybende, tæthåret plante, blade stilkede, bredt ovale med hjerteformet basis, spidsen but eller tilspidset, margin bølget med runde eller skarpe tænder. Blomsterne, som udgår fra bladhjørnerne, er op til 3,5 cm i diameter, enlige eller 2-4 sammen, kronen lyserød eller purpurfarvet, eller en kombination, med hvidt svælg.

Artsnavnet hentyder til Galatien, som var en provins i Romerriget, beliggende i det nuværende centrale Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Egypten mod syd til Somalia, samt fra Syrien mod syd gennem den Arabiske Halvø til Yemen og Oman.

Traditionelt blev dens rod anvendt af Oldtidens egyptere og arabere som et afførende middel.

Artsnavnet er det oldgræske ord for hulepindsvin og sigter naturligvis til plantens spidse torne.

 

 

 

 

 

Arten er endemisk i Tyrkiet, hvor den vokser i græsland og lyse fyrreskove i højder mellem 850 og 1200 m.

Artsnavnet refererer til Frygien, et kongedømme i den vestlige del af Anatolien, hvis magt var størst omkring 700 f.Kr.

 

 

 

 

 

En plante med udbredte, krybende eller opstigende, indtil 60 cm lange stængler, blade op til 4,5 cm lange, grundblade omvendt lancetformede eller spatelformede, de øvre ovale, aflange eller omvendt lancetformede. De langstilkede blomster er enlige i bladhjørnerne, bægerblade op til 5 mm lange, krone tragtformet, indtil 5 cm i tværmål, trefarvet, blå eller violet langs randen, hvid ind mod midten, svælg gult.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trefarvet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalyx (‘kop’) og stegos (‘dække’), altså ‘en dækkende kop’, hvilket hentyder til bægerets form.

Førhen var disse planter indlemmet i slægten Convolvulus (ovenfor), som de nøje ligner, bortset fra visse små botaniske karakterer.

 

Stænglen slynger sig omkring planter eller andet, mod uret, og kan nå en længde af op til 3 m. Bladene er spredte, matgrønne på oversiden, blegere på undersiden, pilformede, helrandede, indtil 10 cm lange og 7 cm brede, blomster trompetformede, indtil 7 cm lange, hvide hos de fleste underarter, men hvide og lyserøde hos en amerikansk underart, americana, som meget ligner den dyrkede havesnerle (C. pulchra). Den er udbredt tværs over den sydlige del af Canada og i den østlige halvdel af USA, mens andre underarter findes længere vestpå.

På grund af sin frodige vækst betragtes gærdesnerle mange steder som en skadelig plante.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i hække’, hvilket sigter til et af artens foretrukne voksesteder. Den danske forstavelse gærde hentyder til et andet af dens voksesteder.

I en bog fra 1546 skriver urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563), at hele planten, inklusive rødder, kogt i vin og tilsat sesamfrø, ”er en passelig Purgans [afføringsmiddel] til Mavens Galde, udfører [fordriver] den seje Slim.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende omkring Middelhavet og Sortehavet, men dyrkes ofte som prydplante og er blevet forvildet mange steder, specielt Australien og New Zealand, hvor den betragtes som invasiv. Den vokser i krat, hegn og skovkanter, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.

Ifølge Kew Gardens findes underarten orientalis i Kina, mens underarten fraterniflora skulle forekomme i Nordamerika. Det forekommer mig yderst besynderligt, at en art skulle have så vidt adskilte bestande, så det drejer sig måske om 3 forskellige arter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af oldgræsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelse, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

 

Som dens navn fortæller, vokser den i vand, eller undertiden på sumpet jordbund. Stænglerne, som er hule og kan flyde, slår rod ved bladfæsterne og kan blive over 3 m lang, blade variable, pil- eller lancetformede. Indtil 15 cm lange og 8 cm brede, blomster trompetformede, op til 5 cm i diameter, normalt hvide med purpurrød basis, undertiden helt hvide.

Denne art dyrkes i mange tropiske og subtropiske områder på grund af sine sprøde stængler og blade, der kendes under navne som vandspinat, flodspinat, kinesisk spinat, kinesisk brøndkarse og sumpkål.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en slyngplante, men de op til 4 m lange stængler kryber normalt langs jordoverfladen, hvor de slår rod ved bladfæsterne. De langstilkede spredte blade er meget variable, op til 13 cm lange, bladplade elliptisk, hjerte- eller nyreformet, afrundet, trekantet eller spydformet, tilspidset eller afrundet, margin helrandet, tandet eller fliget, farve oftest grøn, undertiden purpurfarvet. De stilkede blomster er enlige eller få sammen fra bladhjørnerne, stilk opret, bægerblade spidse, indtil 1,5 cm lange, hårede, krone tragtformet, op til 7 cm lang, lavendelblå, purpurfarvet eller hvidlig, oftest med mørkt purpurfarvet svælg, undertiden helt hvide.

Artsnavnet stammer fra Taino-ordet for denne plante, batata. Taino er et uddødt Arawakan-sprog, som blev talt af Taino-folket i Caribien. Under den spanske erobring var dette sprog det mest almindelige i Caribien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en lille slyngplante med hårede stængler, blade kort- eller langstilkede, ovale eller hjerteformede, mere eller mindre spidse, op til 8 cm lange og 6 cm brede, med 5-7 nerver på begge sider af midterribben. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, har 1-3 blomster, bægerblade hårede, indtil 8 mm lange, de to ydre langt tilspidsede med bredt trekantet eller hjerteformet, op til 8 mm bred basis, de indre smallere, krone snehvid, tragtformet, op til 1,3 cm lang og 2,2 cm i diameter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to blomster’, hvilket sigter til, at blomsterne ofte sidder parvis.

 

 

 

 

 

 

 

En livskraftig slyngplante med op til 5 m lange stængler, der slynger sig omkring andre planter eller nogetsomhelst andet, så længe det er lodret, men den er også i stand til at krybe langs jordoverfladen, hvor den slår rod fra bladhjørnerne. De spredte blade er ovale eller afrundede i omrids, op til 9 cm lange og brede, håndformede med 5-7 småblade, de stilkede segmenter helrandede, lancetformede, ovale eller elliptiske, spidse. Blomsterne, som er enlige, undertiden 2-3 sammen, åbner sig om morgenen og lukker sammen midt på eftermiddagen, bægerblade op til 8 mm lange, ovale, med en kort torn for enden, krone tragtformet, op til 6 cm lang og 8 cm i tværmål, violet eller purpurfarvet med mørkere svælg, sjældent helt hvide.

Denne art vokser særdeles hurtigt og kan fuldstændigt omslynge træer og buske. Den betragtes som invasiv i mange områder, bl.a. Australien, Kina og Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Cairo’, hvor arten først blev indsamlet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i Mexico, Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika, men dyrkes vidt og bredt som prydplante og er blevet naturaliseret mange steder. I visse lande betragtes den som invasiv. Den dyrkes ofte som hækplante og til grøngødning, og der kan fremstilles papir af stænglen. Bladene spises visse steder som grønsag, selv om de er let afførende. Den anvendes tillige i traditionel medicin som et beroligende middel, og dens saft benyttes mod hudproblemer. Frøene er giftige for kvæg. (Kilde: proseanet.org)

Artsnavnet kommer af latin carnes (’kød’), hvilket hentyder til artens mest almindelige blomsterfarve. På hindi kaldes den for besharam (‘skamløs’), hvilket sigter til dens aggressive spredning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vildtvoksende i det sydøstlige USA, Mexico, Mellemamerika, samt pletvis i Sydamerika, mod syd til Argentina, voksende fra havniveau op til højder omkring 1100 m. Dens sejge stængler bliver ofte benyttet som reb.

Artsnavnet er afledt af latin cordatus (‘hjerteformet’), tri (‘tre’), samt lobus (‘flig’), hvilket sigter til de oftest 3-fligede blade, som har hjerteformet basis.

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i Mexico, Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika, mod syd til det nordlige Argentina. Den dyrkes mange andre steder og bliver ofte naturaliseret. Den forekommer fra havniveau op til højder omkring 1600 m.

Artsnavnet er afledt af latin Hedera (‘vedbend’) og folium (‘blad’), hvilket sigter til, at bladenes form minder om bladformen hos vedbend (Hedera helix).

 

 

 

 

 

Stænglerne er slanke, op til 9 m lange, blade kødfulde, normalt aflange, men kan også være lancetformede, ovale eller hjerteformede, op til 6 cm lange, basis afrundet eller hjerteformet, margin helrandet eller med 3-5 flige. Blomsterne er sædvanligvis enlige, bægerblade indtil 1,5 cm lange, krone tragtformet, indtil 5 cm lang, hvid med gult, undertiden purpurfarvet svælg.

Artsnavnet er afledt af latin imperatus (‘regent’ eller ‘kejser’). Det hentyder måske til, at denne plante ofte dækker store områder.

 

 

 

 

Denne plante kan leve op mod 25 år. Den er særdeles variabel, stængel op til 15 m lang, slyngende eller krybende langs jordoverfladen, ofte rodslående ved bladfæsterne. De stilkede blade er spredte, hjerteformede, elliptiske eller trelappede, op til 18 cm lange og 16 cm brede, tilspidsede, tæthårede på undersiden, i mindre grad på oversiden, margin helrandet, nerver undertiden nedsænkede. De langstilkede blomsterstande er tætte, skærmlignende klynger i bladhjørnerne, hver med 2-12 store tragtformede blomster, indtil 10 cm lange og i diameter, bægerblade glatte, smalle og langt tilspidsede, krone glat, normalt stærkt blå eller purpurblå, undertiden lyseblå eller lyserød, men altid med hvidligt kronrør. Når blomsterne ældes, kan de blive røde eller purpurrøde.

Arten er særligt almindelig i forstyrrede områder, såsom tomter, haver, plantager, samt langs veje og kanaler.

Artsnavnet skyldes sandsynligvis en fejl, da planten formodentlig er oprindeligt hjemmehørende i Latinamerika. Da den hollandske botaniker og læge Johannes Burman (1707-80) navngav arten i 1755, var han formentlig blevet fortalt, at den stammede fra Indien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende fra Ethiopien mod syd gennem Kenya til Tanzania, hvor den vokser på savanner.

 

 

 

 

 

Den menes at være hjemmehørende fra Mexico og Caribien mod syd til Argentina, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre varmere lande, hvor den nemt bliver naturaliseret.

Frøene anvendes i traditionel folkemedicin som vanddrivende og afførende middel, mod ophobning af vand i kroppen, samt til at uddrive indvoldsorm. I Korea benyttes de som et abortmiddel.

Artsnavnet er afledt af Sanskrit nila (‘mørkeblå’ eller ‘sort’), hvilket formentlig hentyder til de sorte frø hos denne art.

 

 

 

 

 

 

 

Stængler slanke, op til 3 m lange, glatte eller svagt hårede, slyngende eller krybende hen langs jordoverfladen, blade spredte, stilkede, bredt ovale, tilspidsede, op til 10 cm lange og 9 cm brede, men oftest langt mindre, med hjerteformet grund. Blomsterstandene sidder i bladhjørnerne, blomster enlige eller op til 3 sammen, bægerblade ovale, spidse, krone tragtformet, indtil 3 cm i tværmål, hvid med gullige striber udgående fra centrum til randen, i midten af hvert kronblad, svælg mørkt purpurfarvet, kronrør med brunlig basis udvendigt.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor Ipomoea obscura er ganske almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En krybende slyngplante, som ofte danner tætte måtter på sandstrande og i klitter, med stængler, der undertiden kan nå en længde af 30 m. De spredte blade er kødfulde, stærkt grønne, skinnende, op til 20 cm lange og 15 cm brede, variable i form, omrids ovalt, elliptisk eller afrundet, splittet i to halvdele næsten til basis. De tragtformede blomster er enlige i bladhjørnerne, indtil 6 cm lange, kronen sædvanligvis mørkt lyserød, undertiden lavendelblå eller violet, altid med mørkere, purpurfarvet svælg, krone sjældent helt hvid.

Artsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af latin pes (‘fod’) og oldgræsk capra (‘ged’), hvilket sigter til bladenes form. Linné fandt åbenbart, at de mindede om fodaftrykket af en ged.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en klatreplante, men ses undertiden også krybende langs jordoverfladen, med op til 3 m lange stængler, der er dækket af brune hår. De spredte blade er stilkede, ovale med hjerteformet basis, normalt tilspidsede, somme tider butte, indtil 11 cm lange og brede. Blomsterstandene er langstilkede, blomster enlige eller i klynger op til 5, bæger håret ved basis, glat mod spidsen, bægerblade ovale eller elliptiske, indtil 1,5 cm lange og 4,5 mm brede, krone tragtformet, op til 6 cm lang og i tværmål.

Arten er hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika, men er blevet forvildet i mange andre egne af verden. I Sydafrika er den blevet stemplet som en uønsket invasiv plante.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af et Nahuatl-ord, qua’mochitl, hvis betydning er ukendt. Det danske navn hentyder til blomsternes farve, der minder om farven på de katolske kardinalers kåber.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det centrale og sydlige Indien, og ældre angivelser i litteraturen, som inkluderer Sri Lanka, samt fra Nordindien mod øst til Kina, er fejlagtige og skyldes forveksling med andre snerlearter. (Kilde: G.W. Staples, 1996. The Identity of Ipomoea staphylina (Convolvulaceae) in Asia. Taiwania 41 (3): 185-196)

Rodknoldene er spiselige efter kogning. Stænglerne anvendes til tider som reb til at binde omkring indsamlet brænde.

Artsnavnet kommer af oldgræsk staphyle (‘klase’), hvilket hentyder til, at blomsterne sidder meget tæt sammen.

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende fra Mexico og Caribien mod syd til det nordlige Sydamerika, men er i dag vidt udbredt i varmere egne kloden rundt, hvor den ofte bliver et besværligt ukrudt. Den findes i græsland og krat, på tomter og langs veje, og undertiden på sandstrande, fra havniveau op til højder omkring 750 m.

I nogle områder koges bladene og spises som grønsag. Et omslag af planten anvendes til behandling af hovedpine, et afkog af bladene mod mavepine.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med 3 flige’, hvilket sigter til, at bladene ofte, men langtfra altid har 3 flige.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af latin aster (‘minder om’), samt slægtsnavnet Ipomoea. Det hentyder til, at disse planter ligner medlemmer af Ipomoea.

 

 

 

 

 

Disse planter findes i tropiske og nogle subtropiske egne af Asien, samt på Madagascar. Nogle arter er blevet forvildet i andre lande, specielt i Afrika, men også i Florida, samt enkelte steder i Australien og Latinamerika.

Slægtsnavnet betyder ‘sølvagtig’, afledt af oldgræsk argyros (‘sølv’), hvilket hentyder til, at nogle arter i slægten har sølvskinnende unge stængler og bladunderside.

 

Arten er begrænset til Sydindien og Sri Lanka.

Den blev formentlig opkaldt efter den tyske jurist, historiker, naturhistoriker, matematiker og diplomat Jacob Theodor Klein (1685-1759), der offentliggjorde talrige naturhistoriske værker.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker og matematiker Blasius Merrem (1761-1824), som var professor i politisk økonomi og botanik ved universitetet i Marburg. Han var den første videnskabsmand, som opdelte fugle i Ratitae (løbende fugle, med fladt brystben), samt Carinatae (flyvende fugle, hvis brystben har køl). Hand klassifikation af fugle blev offebtliggjort med titlen Tentamen Systematis Naturalis Avium.

 

Stængler mange, slanke, glatte, op til adskillige meter lange, slyngende eller ofte krybende langs jordoverfladen, blade stilkede, spredte, ovale eller trekantede, langt tilspidsede, basis hjerteformet, bladplade op til 9 cm lang og 7 cm bred, med 6-7 nerver på hver side af midterribben. Blomsterstandene sidder i bladhjørnerne, blomster tragtformede, enlige eller adskillige sammen, bægerblade ovale eller afrundede, indtil 8 mm lange, krone stærkt gul, op til 2 cm lang og i tværmål.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tvilling’, hvilket måske hentyder til, at blomsterne ofte sidder parvis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin e- (‘uden’) og volvere (‘at slynge sig’ (omkring)), hvilket indikerer, at disse planter ikke er slyngende.

 

Artens udbredelsesområde falder stort set sammen med slægtens. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. tørt græsland, moser, skove, ørkener samt langs veje, fra havniveau op til højder omkring 1000 m.

Denne plante er en af Dasapushpam, de 10 hellige blomster i Kerala, Sydindien, der anvendes som dekoration under hinduistiske højtider, og tillige er meget benyttet i folkemedicinen. Evolvulus alsinoides anvendes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. hovedpine, brændende fornemmelser, sukkersyge, astma, urinvejsproblemer, mavesår og dysenteri. På Malayalam betyder dens navn Krishnas lys. Krishna er en avatar (inkarnation) af den store hinduistiske guddom Vishnu. (Mere om dette emne findes på siden Religion: Hinduisme).

Artsnavnet betyder ‘ligner Alsine’, en tidligere slægt i nellikefamilien (Caryophyllaceae), hvis medlemmer er blevet overført til Minuartia og andre slægter. Navnet sigter formentlig til, at bladformen minder om bladformen hos fuglegræs (Stellaria media, tidligere kaldt for Alsine media).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dinetos (‘slynget omkring’), hvilket sigter til, at disse planter er slyngplanter.

 

En slank slyngplante, blade langstilkede, ovale med hjerteformet basis, langt tilspidsede, bladplade op til 12,5 cm lang og 9 cm bred, unge blade sølvhårede på undersiden. De hængende blomsterstande udgår fra bladhjørnerne, blomster tragtformede, adskillige i klynger, bægerblade brune, linjeformede, aflange eller trekantede, indtil 6 mm lange, meget større, op til 4 cm lange ved frugtsætning, krone op til 3 cm lang og 4,5 cm i diameter, lyserøde eller rosenfarvede med hvidt øje, kronrør cylinderformet, smalt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med store blomster’, dvs. store i forhold til andre medlemmer af denne slægt.

 

 

 

 

 

Dens lange stængler snoer sig omkring træer og buske, de langstilkede blade er ovale, op til 16 cm lange og 9 cm brede, basis dybt hjerteformet. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, er lange og slanke klynger, op til 45 cm lange, dækblade hjerteformede, stængelomfattende, bægerblade aflange eller lancetformede, først meget små, senere forstørret til omkring 1,5 cm under frugtsætningen, hvor det brune eller purpurfarvede bæger bliver tilbagebøjet. Kronen er tragtformet, hvid med gult svælg, indtil 1,3 cm lang og i tværmål.

Den har omtrent samme udbredelse som slægten og kan træffes fra lavlandet op til højder omkring 2400 m.

Artsnavnet er afledt af latin racemus (‘klynge’) og osus (‘fyldt med’), hvilket sigter til de overdådige blomsterstande. I botanisk sammenhæng betyder navnet, at plantens blomsterstande er klaser.