Rhododendron-dalen

De fleste rhododendron-arter er buske eller mindre træer, som blomstrer mellem marts og juli, med hovedsæson i april-maj. Hos hovedparten af arterne er blomsterne forskellige nuancer af rødt, gult eller hvidt, mens violet og grønligt er sjældnere.

I Himalaya optræder rhododendron-arter i næsten alle plantezoner, lige fra subtropisk til alpin, flest mellem 2000 og 4000 m. Den største er Rhododendron arboreum, der kan blive op til 15 m høj. Den er Nepals nationalplante, kaldt lali guras. I den anden ende af spektret findes dværgbuske som R. setosum, R. nivale, R. lepidotum, R. anthopogon og R. pumilum, sidstnævnte kun 10-15 cm høj. Andre arter er epifyter, fx de storblomstrede R. dalhousiae og R. lindleyi.

En del af de nævnte plantearter på denne side er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Barun-dalen udgør en del af Makalu-Barun Nationalpark, som blev oprettet i 1992 og dækker et areal på 1500 km². Mod vest grænser parken op til den 1148 km² store Sagarmatha Nationalpark, mod nord til det 35.000 km² store Qomolangma Nature Preserve i Tibet, og mod syd til en bufferzone på 830 km². Dalen ligger således i hjertet af et kæmpestort beskyttet område.

En vandring i Makalu-Barun Nationalpark kræver tilladelse fra nationalpark-kontoret i Kathmandu, og man skal betale et mindre gebyr. Udstyr til overnatning og madlavning skal medbringes, da der ikke findes faciliteter oven for landsbyen Tashigaon. Udnyttelse af træ til brænde er strengt forbudt. Med en årlig nedbør på omkring 3500 mm er området et af de regnrigeste i Nepal. Selv i maj – inden selve monsuntiden – kan vandringen blive en temmelig våd affære, og der er mange blodigler.

Dette område er uhyre rigt på planter – over 3000 arter er fundet inden for parkens grænser. I maj måned har man her mulighed for at se ikke færre end 25 rhododendron-arter i blomst, og tillige er der fundet bl.a. 47 orkidé-arter, 48 kodriver-arter, 19 bambusarter, samt 15 arter af bøgefamilien (Fagaceae), bl.a. af slægterne Quercus, Cyclobalanopsis, Castanopsis og Lithocarpus.

Over 400 fuglearter er konstateret i parken, som tillige er et fristed for adskillige truede pattedyr, fx træleopard (Neofelis nebulosa), rød panda (Ailurus fulgens) og alpin moskushjort (Moschus chrysogaster).

Langs stien ser vi ofte et op til 10 m højt træ af vortemælkfamilien, Falconeria insignis (tidligere kaldt for Sapium insigne), hvis oprette blomsterstande kommer frem sidst på vinteren eller tidligt om foråret, før bladene. Den særprægede frugtstand har ærtestore, chokolade-brune frugter.

Stedvis er områder dækket af subtropisk skov med mange træ-arter, bl.a. langnålet fyr (Pinus roxburghii) og kastanjearter af slægten Castanopsis, hvis frø er spiselige. På træerne hænger mange epifyter, fx to arter misteltén, Scurrula elata og Taxillus vestitus, samt smukke orkidéer af slægterne Coelogyne og Dendrobium. Sidstnævnte rummer ikke færre end ca. 26 arter i Himalaya.

I et afgræsset område finder vi Hypoxis aurea, der har små lysegule stjerneformede blomster. Denne lille slægt har sin egen familie, Hypoxidaceae, som er nært beslægtet med amaryllisfamilien (Amaryllidaceae).

Fra landsbyen Num dykker stien stejlt ned gennem terrassemarker og frodig skov til Arun-floden. Her befinder vi os i kun ca. 700 meters højde, og der er varmt og fugtigt som i et dampbad. På brinken vokser endnu en orkidé af slægten Dendrobium, D. densiflorum, med en lang klase af pragtfulde gule blomster.

En hængebro fører til vestsiden af floden, hvorfra vi foretager en lang, sejg opstigning til Tashigaon – den sidste landsby i området, som er beboet året rundt. I kanten af terrassemarkerne vokser en mængde ukrudtsarter, fx blåkvast (Ageratum conyzoides), en lille perikon, Hypericum japonicum, Commelina paludosa med blå blomster, dunet brøndsel (Bidens pilosa) med hvide blomster, samt en evighedsblomst, Pseudognaphalium affine, med gule blomster.

Joseph Dalton Hooker (1817-1911) var en britisk botaniker, som i perioden 1848-50 beskrev ikke færre end 22 nye rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya, heriblandt Rhododendron dalhousiae, hvis store blomster først er citronfarvede, senere hvide. Denne pragtfulde plante blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

Andre epifyter omfatter Agapetes serpens, en dværgbusk af lyngfamilien med røde, amfora-formede blomster med mørke aftegninger, samt Stauntonia latifolia, tidligere kaldt for Holboellia latifolia, som tilhører den lille østasiatiske familie Lardizabalaceae. På engelsk kaldes den for sausage vine, et navn, som sigter til de hængende, pølseformede frugter.

På mosgroede klipper vokser bl.a. en art af bjergté, Gaultheria trichophylla, som på denne årstid havde små hvide blomster. Om efteråret kendes den nemt på sine lysende blå, spiselige bær. Et billede af disse bær kan ses på siden På blomsterjagt i Himalaya: Regntid i Nepal.

Blandt urterne optræder endnu en Arisaema-art, A. griffithii, en besynderlig plante, som kan kendes på, at dens blomsterstilk er ganske kort, og hylsterbladet er sammenrullet.Vi observerer også en frøstjerne, Thalictrum virgatum, som har ret store hvide blomster, en lyserød kodriver, Primula petiolaris, samt Paris polyphylla, som er nært beslægtet med vores hjemlige firblad (P. quadrifolia).

Fra en klippekam nær Kauma kan vi nyde en storslået udsigt mod Kangchendzonga (8586 m), klodens tredjehøjeste bjerg.

På vej mod Barun-dalen sidst i april så vi slet ingen blomstrende planter i disse højder, og selv på tilbagevejen tre uger senere var kun tre arter i blomst: en violet kodriver, Primula calderiana, en kæmpestenbræk, Bergenia purpurascens, samt den sjældne Omphalogramma elwesiana af kodriver-familien, som her har et af sine kerneområder.

Bjergskråningerne i Barun-dalen er dækket af skove, fortrinsvis bestående af himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) og himalaya-birk (Betula utilis). Underskoven består af utroligt tætte krat af to større rhododendron-arter, R. hodgsonii og R. campylocarpum. Disse krat huser en pæn bestand af den sjældne alpine moskushjort, samt den smukke blodfasan (Ithaginis cruentus), der har navn efter kokkens røde bloddråbeformede pletter på brystet. Billeder af moskushjorten kan ses på siden Dyreliv – Pattedyr: Pattedyr i Himalaya.

De øvrige rhododendron-arter i Barun-dalen er noget mindre, deriblandt R. fulgens, R. thomsonii, R. ciliatum, R. cinnabarinum og R. wightii. På skrænterne vokser den diminutive R. pumilum, som er ret almindelig her i dalen, men iøvrigt er sjælden i Nepal.

Hvor dalen drejer skarpt mod vest, ved Neh, rejser en stor sort klippevæg sig truende over floden. Lammegribbe (Gypaetus barbatus) stryger ofte langs klippevæggen på udkig efter knogler, som de knuser mod klipperne ved at kaste dem fra stor højde, hvorefter de æder marven af de splintrede knogler. Syd for dalen knejser den sneklædte Peak 7 (6185 m), hvorfra en morænedækket gletscher glider ned mod dalen.

I græsset fouragerer en drossel-art ved navn grandala (Grandala coelicolor). Den pragtfulde han er stærkt blå, mens hunnen er brun med fine hvide striber på bryst og ryg. Denne art er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Drosler. I klippefyldte områder ser vi ofte store hvidgrå tibetanske kongehøns (Tetraogallus tibetanus), og i daggryet kan deres gennemtrængende kald, gukka-gukka-guk-guk-guk-grrr, høres vidt omkring.

Mod syd tårner den spidse tinde af Peak 6 (6739 m) sig op, og for enden af dalen ligger det smukke bjerg Chonku Chuli (6809 m), foruden Baruntse (7220 m) og Peak 4 (6720 m). Små laviner af sne og sten løsner sig ustandselig fra gletschere og bjergskråninger, hvorefter de rutscher ned i dalen.

Længere mod vest bliver enekrattene stadig lavere og mere vindblæste. I dette barske landskab finder vi kun ganske få blomstrende planter, en violet korsblomst samt to små ensian-arter. Størsteparten af dalbunden er fyldt op af den store Barun-gletscher, som er brun og sort af jord og klippestykker.

Vest for den sandede Merak-slette følger vi en bjergkam stik nord til et lille plateau i omkring 5300 meters højde, hvorfra vi har en fantastisk udsigt mod talrige himmelstræbende bjergtoppe, bl.a. Makalu, Lhotse (8511 m) og Sagarmatha (8850 m). Makalu blev besteget i maj 1999 af danskeren Michael Knakkergård Jørgensen, som omkom på vej ned, da det reb, han var bundet fast med, løsnede sig.